Del af en undersøgelse
Denne artikel er en del af undersøgelsen Sorte huller i klimaplanen
- Siden 2023 har Danwatch fulgt Danske Banks klimatiltag og bankens nye krav til investeringer i fossile selskaber.
- Danwatchs undersøgelser viser, at banken stadig har mange og store smuthuller i klimapolitikken.
- Smuthullerne gør det muligt at investere i og finansiere olie- og gasselskaber, selv når de ikke lever op til bankens egne klimakrav til den fossile sektor.
Der blev hverken sparet på de grønne løfter eller ambitioner, da Danske Bank den 12. august præsenterede resultaterne af sin nye klimaplan for offentligheden.
Banken, som har lovet at leve op til Paris-aftalen, udpegede en lang række fossile virksomheder, som den ikke ville investere i.
Årsagen er simpel. Virksomhederne har ikke en troværdig grøn omstillingsplan og er derfor sat på bankens sorte liste over forbudte investeringer.
Men nu kan Danwatch afsløre, at banken allerede ugen efter, den 21. august, landede en ny stor finansieringsaftale med det norske olieselskab Ocean Yield, til en værdi på næsten en milliard danske kroner.
Netop Ocean Yield, der ejer og driver olietankere, er et af de selskaber, som banken ugen forinden præsenterede på sin sorte liste over virksomheder med utroværdige klimaplaner.
Sagen vækker stor undren
Sagen vækker stor undren hos flere eksperter, som Danwatch har talt med. Blandt andet Forbrugerrådet Tænk, som varetager 90.000 personlige medlemmer og 24 medlemsorganisationers interesser. De kritiserer nu bankens klimaplan for at være uklar.
“Når Danske Bank på den ene side sortlister en virksomhed og på den anden side indgår en millionaftale med det selvsamme selskab få dage efter, bliver det tæt på umuligt for forbrugerne at gennemskue, hvorvidt banken reelt lever op til sine udsagn om ansvarlige investeringer”, siger Rolf Høymann Olsen, forbrugerpolitisk rådgiver hos Forbrugerrådet Tænk.
Finansieringsaftalen, som Danske Bank har indgået, stiller hverken grønne krav eller mål for klimaomstilling, men kan tværtimod frit benyttes til finansiering af Ocean Yields 18 olietankere og øvrige skibe, som fragter fossile brændsler og kemikalier på tværs af verdenshavene.
Aftalen er indgået, selvom Danske Bank ifølge sin klimaplan kun tillader investeringer i selskaber med en troværdig grøn omstillingsplan.
Sådan en plan har Ocean Yield ikke, vurderer banken selv, men selskabet får alligevel adgang til millioner af kroner via en aftale om obligationsudstedelse.
“Det giver jo ikke mening, at Danske Bank med den ene hånd stopper for investeringer i et særdeles problematisk selskab som Ocean Yield, mens banken med den anden hånd fortsætter med at sikre ny finansiering til selvsamme selskab”, siger Thomas Meinert Larsen, det er kampagneleder for ansvarlige investeringer for Klimabevægelsen.
Danske Bank: “Ingen kommentar”
Finansielle data, som Danwatch har fået indsigt i, viser, at Danske Bank både har udlånt penge direkte til Ocean Yield gennem en obligationsudstedelse og ageret som formidler til andre investorer.
Det betyder, at bankens egne klimakrav tilsyneladende kan tilsidesættes, når det gælder indtægter fra lånefinansiering og bankydelser.
I stedet gælder bankens klimaplan kun udvalgte investeringsprodukter, og planen er endda fyldt med undtagelser. For eksempel er investeringer fra Norge helt undtaget, og flere investeringsforeninger er også fritaget.
“Det stiller forbrugerne rigtig dårligt, hvis de ønsker at vælge bank ud fra kriterier som ansvarlighed og bæredygtighed”, siger Rolf Høymann Olsen om Danske Dansks fortsatte finansiering af fossile virksomheder, de selv har sortlistet.
Danwatch har stillet Danske Bank en række spørgsmål. Blandt andet hvorfor bankens egen vurdering af Ocean Yields forretningsmodel ikke gælder for finansieringsaftaler?
“Ingen kommentar”, lyder svaret fra bankens presseafdeling.
Tidligere har Danske Banks adm. direktør, Carsten Egeriis, ellers slået helt fast, at banken ikke ønsker “at være eksponeret over for virksomheder, hvis forretningsmodel udgør en risiko på grund af manglende omstillingsvilje.”
Og i meddelelsen fra 12. august om bankens eksklusion af olieselskaber skriver Danske Bank, at vurderingen af Ocean Yield manglende realistiske planer for en bæredygtig omstilling, beror på et “datadrevet grundlag”.
Men den vurdering gælder altså ikke for alle bankens muligheder for at finansiere virksomheden.
Danske Bank har brugt 18 måneder på at vurdere klimaindsatsen hos Ocean Yield og 2000 andre fossile selskaber.
Kun 270 bestod bankens eksamen og blev vurderet til at have “realistiske omstillingsplaner, der understøtter overgangen til et mere bæredygtigt samfund”.
Ocean Yield var ikke en af dem.










