28. december 2023

Danske Bank i millionaftale med olieselskab i skattely

Danske Bank er med til at finansiere et olieselskab, som banken selv har sortlistet. Aftalen sender 660 millioner kroner til olieproduktion i Afrika og Brasilien. Indtjeningen havner i skattelyet Bermuda.

Danske Bank er som arrangør af en obligationudstedelse på 660 mio. kr. med til at finansiere BW Offshores olieproduktion fra FPSO-fartøjer (Floating Production, Storage and Offloading). Foto: BW Offshore

Danske Bank indgår en ny finansieringsaftale med olieselskabet BW Offshore, der opererer fra skattelyet Bermuda, hvor der hverken opkræves selskabsskat eller pålægges afgifter på kapitalindkomst.

Bermuda er med andre ord et af verdens mest attraktive lande at arbejde fra, hvis man vil undgå at betale skat. 

BW Offshore producerer olie fra flydende olieplatforme, såkaldte FPSO-fartøjer (Floating Production, Storage and Offloading), som kobler sig på en oliebrønd på havbunden, hvorefter olien produceres på havet. 

Det er en bekostelig aktivitet, og BW Offshore har finansieret sine FPSO-fartøjer via en obligationsudstedelse, som Danske Bank har varetaget. Det viser data, Danwatch i samarbejde med Politiken har indsigt i.

Selskabet er noteret på Oslo Børs og henter olien op ud fra kysterne i bl.a. Gabon og Brasilien. Alligevel er BW Offshore registreret som selskab i Bermuda –  det tredje værste skattely i verden, ifølge Tax Justice Networks oversigt

FAKTA

BW Offshores olieproduktion

Danske Bank finansierer BW Offshores olieproduktion flere steder i verden fra flydende olieplatforme, såkaldte FPSO-fartøjer der er forbundet til oliefelter på havbunden. BW Offshore er registeret i Bermuda.

Kilde: BW Offshore

En aggressiv skattestruktur

BW Offshores effektive skatteprocent er 11. Det er under de 15 procent, som OECD-landene har fastsat som minimum for en fælles global ansvarlig selskabsskat. 

Det burde få alarmklokkerne til at ringe, mener Arjan Lejour, professor i skat og offentlige finanser ved Tilburg Universitet i Holland.  Han forsker i international skatteunddragelse og skattely. 

Danwatch har bedt ham vurdere BW Offshores skattebetalinger og ejerstruktur i Bermuda. 

"Skatteprocenten er oplyst til 13,5 procent, og den inkluderer kildeskat. Normalt er det kun selskabsskatter, der er en del af den effektive skatteprocent. Trækker vi kildeskatten fra, vil den effektive skatteprocent være omkring 11 procent,” siger Arjan Lejou.

“Det (11 procent, red.) er meget lavt, og fordi hovedkontoret er placeret i skattely i Bermuda, vil jeg kalde det for en aggressiv skattestruktur”, konkluderer Arjan Lejour.

Skatteprocenten er meget lav, og fordi hovedkontoret er placeret i skattely i Bermuda, vil jeg kalde det for en aggressiv skattestruktur
Arjan Lejour
Professor i skat ved Tilburg Universitet i Holland

Multinationale selskaber registreret i Bermuda er årligt ansvarlig for mistede skatteindtægter i andre lande for mindst 22 milliarder dollars - svarende til 150 milliarder danske kroner.

Det udgør 5,6 procent af den samlede globale skatteunddragelse, kun overgået af De Britiske Jomfruøer og Caymanøerne. 

Danske Bank har ikke ønsket at stille op til interview og vil ikke svare konkret på Danwatch´ spørgsmål om BW Offshores selskabskontruktion og skatteforhold.

Men Samu Slotte, der er Global Head of Sustainable Finance hos Danske Bank, oplyser i en mail, at banken løbende vurderer kunders skatteforhold.

“I forhold til vores finansielle aktiviteter og indkøbspolitik vurderer vi løbende de risici, der er i forhold til en negativ indvirkning på eksempelvis menneskerettigheder, miljøpåvirkning og skatteforhold. Vi arbejder løbende på at få fuld indsigt i, hvordan vores kunder overholder principperne på disse områder og stiller krav til dem, “ skriver Samu Slotte. 

Professor Guttorm Schjelderup, chef for Center for Taxation på Norwegian School of Economics, ser anderledes kritisk på virksomheder registreret i Bermuda. Han har stået i spidsen for adskillige regeringsudnævnte udvalg i Norge.

“Virksomheder registreret i Bermuda har kun to motiver. Hemmeligholdelse eller skatteplanlægning. Bermudas lovgivning kræver ikke, at virksomhederne indsender regnskabsoplysninger, hvilket gør det nemt at skjule deres reelle ejerforhold og indtægter”, siger Guttorm Schjelderup.

Virksomheder registreret i Bermuda har kun to motiver. Hemmeligholdelse eller skatteplanlægning.
Guttorm Schjelderup
Center for Taxation på Norwegian School of Economics

Guttorm Schjelderup advarer desuden om, at oliefelter og produktion er kritisk infrastruktur og derfor er det afgørende, at omverden ved, hvem der reelt er ejerne.

“Virksomheder, der ejer kritisk infrastruktur, bør ikke registreres i skattely, fordi det er umuligt at vide, hvem der reelt ejer dem. Dette gør det svært at sanktionere eller forhindre dem i at sabotere infrastrukturen i en krisesituation”, siger Guttorm Schjelderup.

Registreringen af BW Offshore i Bermuda kan spores helt tilbage til 2008, hvor BW-koncernen valgte at fraflytte Norge på grund af den norske regerings beslutning om at indføre en skat på skibe. At slippe uden om skattebetalinger er dermed ikke et nyt karaktertræk for selskaberne ejet af BW Group koncernen. 

NGO: "Vi mangler svar på åbenlyse spørgsmål"

Christian Hallum, skatteekspert hos Oxfam Danmark, mener, at Danske Bank bør være meget mere påpasselige med at indgå aftaler med selskaber, der er registreret i Bermuda og andre skattelylande.

“Jeg ville altid være betænkelig ved et selskab, der har ladet sig indregistrere på Bermuda og som i sin skattepolitik ikke giver svar på de ret åbenlyse spørgsmål, der stiller sig i kø omkring deres selskabsstruktur”, siger Christian Hallum. 

Bermuda blev for alvor kendt som skattely land tilbage 2018, hvor landet var i centrum for “Paradise Papers”, der afslørede offshore investeringer og aggressiv skatteadfærd gennem 3,4 millioner fortrolige lækkede dokumenter. 

Der findes ikke en præcis definition på aggressiv skatteplanlægning.  Men i Danske Banks egen skattepolitik står der, at “I overensstemmelse med vores grundlæggende værdier deltager vi ikke i aggressive skatteplanlægning."

Danske Bank ønsker ikke at svare på spørgsmål om, hvordan Banken vurderer hvad "aggressive tax arrangements" er?

Christian Hallum er ikke i tvivl om, at alle advarselslamper er tændt når både Bermuda og lav skatteprocent optræder i samme sag.

“Bermuda er et af verdens allerværste skattely og er et kæmpe rødt flag for os. Når der samtidig også er en meget lav skattebetaling og manglende åbenhed, så burde alle alarmer bimle og bamle, hvis man tager ansvarlig skat alvorligt,” siger Christian Hallum. 

Ifølge Tax Justice Network vil verdens stater i de næste 10 år miste næsten 5 billioner dollars i skat til multinationale selskaber og velhavende individer, der bruger skattely til at minimere skattebetalingerne. De fremtidige tab af skattebetalinger svarer til at miste et års globale udgifter på sundhedsområdet.

Ifølge Tax Justice Network mister lande 480 milliarder dollars om året på global skattemisbrug. Af de 480 milliarder dollars mistes 311 milliarder dollars til multinationale selskabers grænseoverskridende skattemisbrug og 169 milliarder dollars til skattemisbrug gennem offshore selskaber ejet af velhavende individer.

Lavindkomstlande, der historisk har haft meget lidt eller ingen indflydelse på globale skatteregler, rammes fortsat hårdest af global skattemisbrug. De årlige skattetab er størst i høj-indkomstlande (433 milliarder dollars). Men det svarer til blot 9 procent af de høj-indkomstlande offentlige sundhedsbudgetter. Lavindkomstlandenes skattetab er lavere (47 milliarder dollars). Til gengæld udgør det halvdelen (49 procent) af deres offentlige sundhedsbudgetter og har derfor langt større negativ effekt.

Storinvestor: "Det ser ret mærkeligt ud"

BW Offshore er ikke kun problematisk af skattemæssige årsager. Danske Bank har selv ekskluderet selskabet på grund af negativ påvirkning på klimaet.

Hos AkademikerPension, der har investeret mere end 300 mio. kroner i Danske Bank, undrer investeringsdirektør Anders Schelde sig også over finansieringsaftalen med BW Offshore, fordi selskabet står på bankens egen eksklusionsliste på grund af klimaskadelige aktiviteter.   

 ”Danske Bank har ellers taget store skridt på klimapolitikken de senere år og er blandt de allerbedste storbanker i Europa, men desværre medvirker uigennemskueligheden og manglende konsistens på tværs af forretningen til, at vi igen og igen skal læse disse historier i medierne. Det slider på bankens omdømme i en tid, hvor den burde bygges op igen, efter hvidvaskskandalen endelig er blevet lukket. Vi har gentagne gange kommunikeret det til Danske Bank, men må nu konstatere at det er sket igen”, siger Anders Schelde. 

Det er klart, det ser ret mærkeligt ud, når Danske Bank på ene side gerne vil hjælpe med at hjemtage obligationslån til et fossilt selskab, og på den anden side har sortlistet selv samme selskab.
Anders Schelde
AkademikerPension

Danske Bank er såkaldt “Joint Lead Manager” for BW Offshores seneste børsnoterede obligationsudstedelse, der sikrer BW Offshore en milliard norske kroner i driftskapital. Kapitalen er ikke øremærket til bestemte formål, men kan benyttes til “general purpose". 

På trods af Danske Banks egen eksklusion af BW Offshore, samt en ny politik om stop for finansielle ydelser til fossile selskaber, har Danske Bank altså arbejdet på at overbevise andre investorer om, at BW Offshore er en rigtig god investering. 

”Det er klart, det ser ret mærkeligt ud, når Danske Bank på ene side gerne vil hjælpe med at hjemtage obligationslån til et fossilt selskab, og på den anden side har sortlistet selv samme selskab som en tilladt investering for deres kapitalforvaltningskunder i fx Danske Invest”, siger Anders Schelde. 

Danske Bank blev tilbage i september 2023 kritiseret for at lånefinansiere selskaber, som bankens investeringsafdeling ekskluderer. Aftalerne om lånefinansiering er indgået med en række fossile selskaber på trods af, at Danske Banks investeringsafdeling har sat selskaberne på eksklusionslisten, fordi de forværrer klimakrisen.

“Det ligner jo, at bæredygtigheden er mest i fokus der, hvor det ikke koster noget på indtjening, og hvor man tænker, at man kan få nogle ”lette” branding point. Vi tror, at det er svært at se logikken for mange af Danske Banks kunder, og denne inkonsistens slider på brandet til ulempe for os investorer”, siger Anders Schelde. 

Olieproduktion fra flydende supertankere

Danske Bank lancerede i januar 2023 en ny politik for stop af udlån til fossile selskaber.  Her hedder det, at “Danske Bank afstår fra at yde finansielle tjenester eller investere i visse E&P (exploration & production) olie- og gasrelaterede aktiviteter og virksomheder, der beskæftiger sig med disse”.  

Danske Bank mener ikke, at olieproduktion fra FPSO-fartøjer er en udvindings- og produktionsaktivitet (E&P).

“Vi handler ikke i strid med vores retningslinjer om fossile brændstoffer, da BW Offshore ikke er et E&P-selskab.  BW Offshore er noteret på Oslo Børs og leverer udstyr til flydende energiproduktion og -lagring,” siger Samu Slotte

Den vurdering får dog ikke medvind fra en af Danmarks førende eksperter i offshore aktiviteter, Morten Hahn Pedersen, som er tidligere forsker ved Center for Maritime og Regionale Studier på Syddansk Universitet. 

"FPSO er et stort flydende produktionsanlæg, som er en upstream-aktivitet indenfor olie- og gasproduktion. Det hersker der ingen tvivl om. FPSO-selskaber tæller med under definitionen af E&P-virksomhed, og jeg kan ikke se hvad BW Offshores olieproduktion på deres FPSO-enheder ellers skulle være," siger Morten Hahn-Pedersen, som har skrevet flere bøger om bl.a. Nordsøens offshoreaktiviteter samt A.P. Møller og den danske olie.

Heller ikke hos Det Internationale Energiagentur (IEA) kan Danske Bank finde opbakning til synspunktet om, at FPSO ikke er produktion af olie. IEA definerer FPSO som “et fartøj, der anvendes offshore som en flydende platform til boring, produktion, opbevaring og læsning af råolie.”

Flere artikler om /

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-downchevron-leftchevron-right