Åbner i en ny fane
Udvinding og minedrift14/07/2026

Halvdelen af Ittoqqortoormiit gik på gaden mod amerikansk olieprojekt: “Jeg håber, vi stopper dem nu”

Protesterne mod et amerikansk olieprojekt i Østgrønland bredte sig mandag til fem grønlandske byer. Samtidig kritiserede udenrigsminister Múte B. Egede olieselskabet for manglende respekt for Grønland.
Demo i Itto
"Totalt forbud mod olie i Arktis! Stop olieprojekter nu!", stod der på et af demonstranternes mange skilte i den østgrønlandske by Ittoqqortoormiit mandag aften.Charlotte Pike / Facebook
Danwatch er et undersøgende medie. Vi afslører, hvordan danske virksomheder og andre magtfulde aktører påvirker mennesker, miljø og klima i verden. Vi dokumenterer brud på love, konventioner og etiske retningslinjer og viser konsekvenserne.

Denne artikel er en del af undersøgelsen Kampen om Grønlands undergrund

  • Grønlands undergrund er blevet centrum for en global magtkamp, hvor kritiske mineraler gør øen strategisk vigtig for USA, Kina, Rusland og Vesten. Men jagten på licenser handler ikke kun om råstoffer. Den handler også om geopolitisk indflydelse - og penge.
  • Ifølge flere eksperter, Danwatch har talt med, er størstedelen af selskaberne i råstofbranchen dygtige og seriøse, men de ser også en tendens til, at der kommer flere ”skruppelløse lykkeriddere” til.
  • 57 virksomheder ejer lige nu tilsammen 122 aktive råstof-licenser i Grønland, og en gennemgang viser, at flere af licenshaverne deler både bestyrelsesmedlemmer, ejere og finansielle bagmænd.
  • Danwatch undersøger det magtfulde netværk bag licenserne.

Med grønlandske flag, skilte og slagsange gik halvdelen af den østgrønlandske by Ittoqqortoormiits godt 320 indbyggere mandag aften på gaden.

Det vurderer en af de lokale, Danwatch har talt med.

Her demonstrerede de mod det amerikanske olieselskab Greenland Energy, som planlægger at bore efter olie i deres baghave, Jameson Land, til efteråret.

“Robert Price(selskabets direktør, red.) – du sagde, at projektet ikke er MAGA. Vi er ikke dumme. Det ved vi, det er”, stod der blandt andet på et af skiltene, som demonstranterne marcherede rundt med, mens de råbte grønlandske kampråb.

“Totalt forbud mod olie i Arktis! Stop olieprojekter nu!”, stod der på et andet.

Borgerne i Ittoqqortoormiit er bange for et potentielt olieudslip på deres jagtmarker, og derfor bad formanden for byens lokaludvalg, Hans Brønlund, for fire dage siden resten af Grønland om hjælp til at stoppe olieplanerne:

“Lige nu står vi i en situation, hvor vi føler os truede og overhørte, og vi beder jeg pænt om jeres hjælp og støtte”, lød det i en opfordring til både borgerne og til de grønlandske politikere om at deltage i en demonstration.

Og det valgte mange mandag at gøre.

Demo i Ittoqqortoormiit.
Både børn og voksne, unge og gamle i Ittoqqortoormiit mødte mandag aften op for at demonstrere. Foto: Charlotte Pike/Facebook

Støtte fra flere grønlandske byer

Både i Tasiilaq, Qaqortoq, Nanortalik og Narsaq mødte lokale op foran kommunekontorerne klokken 19 grønlandsk tid for at vise deres støtte til borgerne i Ittoqqortoormiit.

Og i Nuuk indtog Grønlands regeringsleder, Jens-Frederik Nielsen (D), talerstolen:

“Grønland er grønlændernes. Bekymringerne fra borgerne i Ittoqqortoormiit er forståelige. Naalakkersuisut vil ikke arbejde ud fra falske udtalelser men skal følge lovgivningen”, sagde han ifølge KNR.

Også Sermersooqs borgmester Avaaraq Olsen, hvis kommune tæller blandt andre Nuuk og Ittoqqortoormiit, holdt en støttetale for de godt 50 fremmødte:

“Det er vigtigt at vise vores støtte til befolkningen i Ittoqqortoormiit, og de skal selv beslutte deres fremtid. Tak, fordi I støtter dem”, sagde borgmesteren ifølge KNR.

Det er kun tre uger siden, at borgmesteren for første gang markerede sig i debatten om olieprojektet. 

Her skrev hun et åbent brev til Greenland Energy Companys daværende direktør, Robert Price, hvor hun kritiserede ham for at tale med to tunger:

“Hvem vildleder du, hr. Price? Befolkningen i Grønland eller dit publikum i USA?”, skrev hun med henvisning til, at Greenland Energy over for investorer har fremhævet Jameson Land som et område med op mod 13 milliarder tønder olie.

Ved et borgermøde i Ittoqqortoormiit i sidste måned, som Danwatch deltog i, tonede Robert Price dog forventningerne ned og sagde, at det slet ikke var sikkert, at der var olie.

Ligesom han ikke ville svare på borgernes mange spørgsmål om, hvad virksomhedens gør, hvis de finder olie.

Tråde til Trump

Olieprojektet er kontroversielt, fordi Grønland i 2021 indførte et forbud mod nye olieprojekter af hensyn til klima og miljø.

Men det amerikanske olieselskab Greenland Energy udnytter, at de samarbejder med 80 Mile, som har tre olieefterforskningslicenser, der blev givet inden forbuddet trådte i kraft.

Og de seneste måneder er bekymringen i Ittoqqortoormiit vokset.

Dels fordi Greenland Energy planlægger olieboringer allerede til oktober, selvom de ifølge Råstofdepartementet endnu ikke har de nødvendige tilladelser på plads.

Dels fordi blandt andre Danwatch har afdækket, at der er forbindelser mellem projektet og centrale profiler i den amerikanske MAGA-bevægelse.

Blandt andet har Trumps særlige udsending i Grønland, Jeff Landry, kædet projektet sammen med krigen i Iran på Fox News, og indtil i sidste uge var det meningen, at den berømte tv-vært og Trump-støtte, Dr. Phil, skulle have markedsført projektet over for tusindvis af amerikanere.

For Hans Brønlund er det netop kombinationen af udenlandske interesser, usikkerheden om projektet og risikoen for et olieudslip, der har fået ham til at slå alarm.

– Nu ved vi, at de udenlandske selskaber planlægger åbne olieboringer i vores sårbare baghave, Jameson Land, uden respekt for vores reelle fremtid. Store udenlandske politikere taler om vores undergrund, som om den tilhører dem. Men dette land tilhører os alle sammen. Hvis et olieudslip sker i vores isfyldte have, raserer det ikke bare naturen – det udrydder fangerkulturen, vores eksistensgrundlag og vores fremtid her i Ittoqqortoormiit for altid, skrev Hans Brønlund i sit opråb på Facebook forud for demonstrationen.

“Udtalt sig alt for skråsikkert”

Samtidig kom han med en bøn til formanden for Naalakkersuisut, Jens-Frederik Nielsen (D), ministeren  for udenrigsanliggender, Muté B. Egede (IA) samt folketingsmedlemmerne Naaja Nathanielsen (IA) og Qarsoq Høegh-Dam (N):

– Vi har brug for, at I bruger jeres politiske magt til at beskytte os mod de udenlandske interesser. Stil jer op på vores side, beskyt vores olieforbud, og hjælp os med at bevare Jameson Land uberørt.

Godt halvdelen af indbyggerne i Ittoqqortoormiit mødte mandag aften op for at demonstrere. Foto: Charlotte Pike(Facebook)
Ifølge Hans Brønlund er det første gang i Ittoqqortoormiits 100 år lange historie, at der er blevet demonstreret i byen. Foto: Charlotte Pike/Facebook.

Og det har Múte B. Egede nu reageret på.

Blot to en halv time inden demonstrationen skrev han sådan her på Facebook:

“Jeg har fulgt debatten om olieefterforskningen i Jameson Land, og jeg forstår godt den bekymring, mange – og ikke mindst borgerne i Ittoqqortoormiit – giver udtryk for. Noget af den usikkerhed, vi ser, skyldes desværre udmeldinger fra amerikanske aktører, som uden respekt for Grønland har udtalt sig alt for skråsikkert. Hvis man vil operere i vores land, skal man også vise respekt for vores befolkning og vores beslutningsprocesser.”

Til sidst i opslaget understreger han “helt klart”, at der endnu ikke er truffet nogen beslutning:

“Når sagen skal behandles, vil det ske ordentligt, åbent og med respekt for både befolkningen, lokalsamfundet og naturen. Det skylder vi Grønland – og ikke mindst borgerne i Ittoqqortoormiit,” skriver ministeren.

Udpeger ny direktør efter virak

Den store virak omkring Greenland Energy fik den 3. juli bestyrelsesformand Larry Swets til at bytte rundt på kasketterne i virksomheden.

Af en pressemeddelelse fremgår det, at det nu er australieren Roderick McIllree – som også er bestyrelsesformand i White Flame Energy samt direktør i 80 Mile – der er “managing director” i Greenland Energy. Det vil sige, at det nu er ham, der har ansvaret for projektet i Grønland, herunder alle godkendelsesprocesser, mens Robert Price har fået en ny rolle, som ikke uddybes:

”Vores begejstring for projektet fik os til at kommunikere på en måde, der skabte forvirring om, hvem der har ansvaret for hvad i Grønland – og det gavnede ingen, mindst af alt de lokalsamfund, der er tættest på projektet”, skriver Larry Swets i pressemeddelelsen.

Greenland Energy oplyste i et interview med Dr. Phil for knap tre uger siden, at de fortsat forventer, at sejle 300 containere med boreudstyr til Østgrønland til september, selvom de ifølge Råstofdepartementet endnu ikke har tilladelse til at lande containerne.

“Der dannes is, hvor vi skal være. Derfor vil vi gerne sikre os, at alt vores udstyr er kommet på plads inden midten af ​​oktober,” sagde Robert Price.

Vi har forsøgt at få et interview med Greenland Energy siden april, men de ønsker ikke at stille op til interview.

Godt halvdelen af indbyggerne i Ittoqqortoormiit mødte mandag aften op for at demonstrere. Foto: Charlotte Pike(Facebook)
Formanden for lokaludvalget, Hans Brønlund(tv), er initiativtager til demonstrationen og indledte den med at holde en tale. Foto: Charlotte Pike/Facebook

Hans Brønlund håber, at dagens demonstrationer får sat en stopper for olieprojektet én gang for alle:

“Jeg håber, vi stopper dem nu, inden de kommer med deres containere. Men man ved aldrig med amerikanere. Man ved desværre aldrig med dem”, siger han.

Fra samme undersøgelse

Gå ikke glip af den næste afsløring.
Få vores nyhedsbrev

Få ugens historier fra Danwatch direkte i din indbakke hver søndag.

Nedenfor kan du tilvælge vores månedlige tematiske nyhedsbreve.

Uanset hvor mange, du vælger, skriver vi højst til dig tre gange om ugen.