En Danwatch-undersøgelse

Danmark har fået en minegigant. Og den er kulsort

Emilie Ekeberg

Journalist / Mobil: +45 53771104 / Signal: +47 45033479

Sarah Hartvigsen Juncker

Fotojournalist

Emilie Ekeberg

Journalist / Mobil: +45 53771104 / Signal: +47 45033479

Sarah Hartvigsen Juncker

Fotojournalist

Redaktør: Jesper Hyhne | Executive Editor: Jesper Nymark | Vil du vide mere om denne undersøgelse, kan du kontakte Danwatch her

I samarbejde med Zitamar og Politiken
Vi har læst artiklen op. Lyt til den her
5. februar 2022
Industrigiganten FLSmidth markedsfører sig som en grøn og bæredygtig virksomhed, men er samtidig storleverandør til forurenende kulminer verden over. Danwatch har besøgt en kulmine i Mozambique, hvor FLSmidth har tjent over en halv milliard kroner. Her kæmper lokalbefolkningen med massiv forurening fra det sorte kulstøv.

For enden af en bulet vej i Moatize i det nordvestlige Mozambique, skyder et fem meter højt, tyndt, gult kors i vejret på toppen af en stejl bakke: Cruzeiro da Santa Bárbara.

Korset blev opført, mens portugiserne stadig koloniserede Mozambique, og hylder Santa Bárbara, en helgen, som kan føres tilbage til det tredje århundrede. Ifølge katolikker og ortodokse kristne våger hun over arkitekter, matematikere, tunnelarbejdere – og minearbejdere. 

Moatize er en forstad til Tete, hovedbyen i en provins af samme navn, og korsets placering med udsigt ud over bliktagene kunne ikke være mere passende. Fra korsets fod ser man, hvordan de cirka 40.000 indbyggere er tæt omsluttet af en enorm kulmine. Ude i horisonten rejser der sig store, sorte bunker til alle sider, og fra dem fyger kulstøv ind over husene. Det går direkte i næseborene med en sødlig, brændt lugt.  

I ti år har minen tilhørt det brasilianske minefirma Vale, men den kunne ikke fungere, hvis det ikke var for den danske industrigigant FLSmidth. De sidste ti år har FLSmidth tjent godt over en halv milliard kroner som leverandør til minen – og den dag i dag er de med til at holde den kørende med løbende vedligeholdelse.

  • FLSmidth er en dansk industrivirksomhed, der blev stiftet af ingeniør Frederik Læssøe Smidth i hans mors lejlighed i København i 1882. I dag har virksomheden over 10.000 ansatte i mere end 60 forskellige lande, og de omsatte i 2020 for mere end 16 milliarder kroner.
  • FLSmidth har hidtil været kendt primært som en cement-virksomhed, selv om mineindustrien også har fyldt godt i ordrebøgerne. Nu har FLSmidth opkøbt den tyske industrigigant Thyssenkrupps minevirksomhed, og med opkøbet bliver FLSmidth verdens førende mineleverandør.
  • Minerne vil fremover udgøre 75-80 procent af virksomhedens forretning, og den 1. januar 2022 overtager FLSmidths tidligere minechef, Mikko Keto, rollen som koncernchef i FLSmidth.
  • FLSmidth er en privat virksomhed, men den danske stat og det danske kongehus har i stor stil støttet op om den danske industrigigant. 
  • Godt over en milliard kroner er stillet til rådighed for FLSmidth forretninger gennem de statslige eksportkredit- og investeringsfonde EKF og IFU, samtidig som det danske kongehus har stået i spidsen for erhvervsfremmende statsbesøg, der har skaffet FLSmidth milliardkontrakter.
  • Flere danske pensionskasser har store investeringer i FLSmidth.

Danwatch har besøgt Moatize for at undersøge minens påvirkning på byen. I samarbejde med det mozambikanske netmedie Zitamar News kan vi dokumentere, at kulminedriften har stærkt negative konsekvenser for naboerne til kulminen. Vand, fødevarer, jord og luft er forurenet. Sygdomsfremkaldende kulstøv giver børn og voksne kraftige hosteanfald. Voldsomme eksplosioner får husene til at ryste. Og de lokales kritik af minedriften bliver mødt med vold. 

Eksperter i ansvarlig virksomhedsførelse er klare i deres vurdering af FLSmidths ansvar:

“Følger man FN’s retningslinjer for menneskerettigheder og erhverv, har FLSmidth et eksplicit ansvar for negative indvirkninger på menneskerettighederne i relation til minen”, siger Ralph Hamann, professor i bæredygtige forretninger og virksomhedsansvar på University of Cape Town i Mozambiques naboland, Sydafrika. 

Og det anerkender FLSmidths vicepræsident Fleming Voetmann faktisk også selv.

“Selvfølgelig har vi et ansvar. Det har alle, der bidrager til sådan en mine”, siger Fleming Voetmann, der som vicedirektør har ansvar for marketing, kommunikation, branding og bæredygtighed, i et interview med Danwatch og Politiken. 

Han fremhæver samtidig, at minedrift aldrig er omkostningsfrit. Der er altid en social og miljømæssig risiko. 

“Jeg har besøgt miner i hele verden, og jeg tror ikke, at jeg kender nogen miner, hvor du ikke har udfordringer i karakter af miljøproblemer eller negative konsekvenser for lokalbefolkningen”, siger Fleming Voetmann. “Men det vi laver handler om at fremskynde den teknologiske udvikling, der minimerer de problemer der er med udvindingen. Samtidig prøver vi at se, hvor vi har indflydelse, og hvor vi ikke har det.” 

“Vi kan jo ikke blande os i alt mellem himmel og jord”, siger han. 

Grønne løfter og kulsort virkelighed

FLSmidth, industrigiganten med over 10.000 ansatte og hovedsæde i Valby, markedsfører sig som et bæredygtigt og klimavenligt selskab. 

De erklærer, at de tager deres ansvar for at respektere menneskerettighederne meget seriøst, og at de gennemfører grundige undersøgelser af deres mineprojekters påvirkning af både mennesker og miljø. Og med deres bidrag til bæredygtig udvinding af mineraler til vindmøller og elbiler hævder FLSmidth, at de tager aktivt del i kampen mod klimaforandringerne.

En kortlægning af FLSmidths fondsbørsmeddelelser og firmapræsentationer, som Danwatch har foretaget viser en anden side af industrigiganten.

Under overskriften “Keep your coal mine up and running” er FLSmidth, trods den grønne profil, storleverandør til verdens kulminer. 

Faktisk er de leverandør til op mod 500 kulselskaber.

Det oplyser FLSmidths pressechef i en mail til Danwatch og Politiken:

“Vi har aktuelt under 500 kul-relaterede kunder og det er et tal, der hele tiden daler. Vi kan ikke udlevere kundelister til medierne”, skriver pressechef Rasmus Windfeld i mailen.

Læs også: Eksperter om FLSmidth: “Det nærmer sig grønvaskning”

Fra FLSmidths hjemmeside:

“We proactively manage human rights through due diligence, and we show our commitment by seeking full and progressive alignment with the UN Guiding Principles on Business and Human Rights. We are also a signatory to the United Nations Global Compact, which we regard as a serious responsibility. We acknowledge our responsibility by offering access to remedy where our business conduct has resulted in adverse impacts on these rights.“

“We all play a part in taking care of our planet. At FLSmidth, we do our part by way of our Health, Safety and Environment Policy. It is a commitment to minimize environmental impacts including those related to climate change”

Danwatchs kulegravning viser, at FLSmidth har flere kontroversielle kulminer på kundelisten.

I det nordlige Thailand har FLSmidth bidraget til en af Sydøstasiens største kulminer, Mae Moh, der har en årlig produktion på 16 millioner tons kul – og er blevet sagsøgt af lokalbefolkningen for at gøre dem syge. I dag hævder mineselskabet, at forureningsproblemerne er udbedret, mens forskere har beskrevet foruroligende niveauer af partikelforurening senest i december 2019.

I Australien har FLSmidth bidraget til den udskældte Maules Creek kulmine, der har tilladelse til at producere 13 millioner ton kul om året.  

Minen har været ramt af omfattende protester som følge af mineselskabets rydning af et skovområde, der var hjemsted for udrydningstruede dyrearter, ligesom at minen i november 2021 blev idømt en bøde på 200.000 dollars for et årelangt vandtyveri, mens lokale landmænd var ramt af tørke.

Og også kulminen nedenfor det høje, tynde, gule kors for enden af en bulet vej i Moatize – en mine som har kapacitet til at producere 22 millioner tons kul hvert år – har i årevis været genstand for kontroverser.

Et liv i kulstøv

Både regeringen i Mozambique og de involverede virksomheder ser minen som en attraktiv forretning. Men for mange af de lokale er den et regulært mareridt.

Allerede i 2013 skrev menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch, at “folks adgang til mad, drikke og arbejde er blevet begrænset”.

Og problemerne eksisterer stadig, fortæller en lang række kilder, som Danwatch og Zitamar News har interviewet i Tete og Moatize. De er faktisk taget til. 

Få hundrede meter fra minen, kun adskilt af en jernbane og et stykke tør jord med et baobabtræ i midten, inviterer Fungai Caetano inden for i sit lille hus. Han er en lav mand med svaj i ryggen og en rund, struttende mave. Hans smil er stort og tandfyldt. 

Fungai Caetano bor sammen med sin familie i området Bagamoio, et af Moatizes bairros,  en samling boliger bygget af blik eller cement, som ligger helt tæt op af hinanden. Bagamoio er klemt inde mellem selve kulminen og den tungt trafikerede vej, der forbinder Moatize med provinshovedstaden Tete, godt og vel 10 kilometer herfra.

Det største problem i Moatize er forureningen, fortæller han.

Et sort lag af støv har lagt sig på bladene ude foran Fungai Caetanos hus. ”Når vi drikker, indtager vi kul, når vi spiser indtager vi kul, når vi trækker vejret, indtager vi kul. Vi køber hellere ikke længere hvidt tøj til børnene, fordi vi kan alligevel ikke holde det rent”, siger han.

Minen er en såkaldt open pit. Det vil sige, at man udvinder kullet direkte fra jordens overflade – og ikke fra underjordiske skakter eller tunneller. Typisk er det den mest forurenende måde at drive mine på, siger eksperter, Danwatch har talt med. 

For beboerne i Bagamoio-kvarteret betyder det, at kulstøvet har fri passage ind over deres boliger. 

Danwatch og Zitamar News har spurgt Vale til minens forureningsniveau, og hvad virksomheden gør for at minimere det. Uden at specificere eller sætte tal på skriver Vale, at forureningen falder inden for standarderne i Mozambiques miljølov. 

“Vale analyserer og behandler data for udledning af partikler hver eneste dag med henblik på løbende at optimere vores operation”, oplyser virksomheden.

Ikke desto mindre kan kulstøvet ses med det blotte øje inde i familien Caetanos hus. I brusenichen på det smalle badeværelse bagest i huset kan man kun skimte den oprindeligt hvide belægning. Beskidt vand og kulstøv har farvet det meste sort. I stuen fisker Fungai en papkasse ned fra toppen af et skab. Han lader en hånd glide hen over pappet og stikker den i vejret. Hans håndflade er dækket af kulstøv. 

“Vi kan ikke holde det ude, heller ikke hvis vi lukker vinduerne. Hvis vi gør rent, går der ikke mere end to timer, så er støvet tilbage”, siger han. 

“Når vi drikker, indtager vi kul, når vi spiser indtager vi kul, når vi trækker vejret, indtager vi kul. Vi køber hellere ikke længere hvidt tøj til børnene, fordi vi kan alligevel ikke holde det rent. Vi dør langsomt, og der er ikke nogen, der vil lytte til os”, siger Fungai Caetano. 

Han fortæller, at hverken hans familie eller andre i området oplevede tilbagevendende hoste, inden de blev naboer til minen. Men det gør de i dag. 

“Mine børn får større hosteanfald i hvert fald én gang om måneden. Jeg kan også selv mærke det i mine lunger”, siger han.

Erik Jørs, klinisk lektor i arbejds- og miljømedicin på Syddansk Universitet, er blevet forelagt familien Caetanos historie og har set billeder og video fra området. Han understreger, at kulstøv er særdeles farligt. 

“Kulstøv giver antrakose ved indånding, en støvlungesygdom som gradvist kan nedsætte lungernes funktion med kortåndethed og fysiske funktionsbegrænsninger til følge. Man kan også få bronkitis, astma, hudgener og kræft. Derudover kommer miljøforurening af luft, jord og vand”, siger han.

Den vurdering deler Kåre Press-Kristensen, der er seniorrådgiver med speciale i luftkvalitet og klima hos Rådet for Grøn Omstilling. “Det ser ikke godt ud”, siger han.

Forholdt kritikken af minens kulstøvsforurening skriver Deon de Kock, der er chef for FLSmidth i Afrika, at det er meget begrænset, hvor meget kulstøv, der kommer fra lige præcis den danske virksomheds teknologi, men, at “der er naturlig støv fra grusvejene i nærheden og også fra selve mineområdet”.

Han skriver også, at minen i Moatize udvinder kul på samme måde som de fleste andre kulminer verden over – men at denne mine udmærker sig ved at være placeret særdeles tæt på en by.

FLSmidth er medansvarlige

Som ejer af minen i Moatize har brasilianske Vale ansvar for dens konsekvenser for de lokale. Men det ansvar deler de med FLSmidth, siger Andreas Rasche, der er professor ved CBS og en af Danmarks førende eksperter på FN’s retningslinjer for menneskerettigheder og erhvervsliv. 

En leverandør af mineudstyr, ingeniørarbejde og løbende service og vedligehold er medansvarlig for et mineprojekts konsekvenser for mennesker og miljø, fastslår han. 

“Faktisk er FNs retningslinjer meget klare på, at en leverandør har et medansvar i sådan et tilfælde”, siger Andreas Rasche. 

Og det medansvar gælder for alle de miner, som FLSmidth er leverandør til. Professoren forklarer, at når FLSmidth leverer udstyr til en mine, har de ansvar for at undersøge og vurdere risikoen for, at minen krænker menneskerettigheder – også kendt som due diligence. Derfor vil FLSmidth “bære et ansvar, siden de bør kende til problematiske forhold” gennem de undersøgelser, de skal lave.

FLSmidth selv fastslår på sin hjemmeside, at de følger FNs Retningslinjer for Menneskerettigheder og Erhverv til fulde. Men deres forretninger i Mozambique giver et andet indtryk, siger de eksperter, Danwatch har talt med. 

Det ændrer sig ikke, selvom FLSmidths teknologi – som Afrika-chef Deon de Kock skriver – er installeret på en ikke særligt forurenende del af minen, siger Søren Jeppesen, lektor på Copenhagen Business School, hvor han forsker i virksomhedsansvar i udviklingslande:

“Det er sikkert korrekt, men deres produkter er dog med til at sikre, at produktionen kører, og dermed er de også med til at forårsage kulstøvsforurening”.

Danwatch og Politiken har bedt FLSmidth om at redegøre for deres due diligence i Moatize – både op til den første kontraktunderskrivelse og løbende siden da. Vi vil gerne vide, hvad FLSmidth har gjort for at påvirke både Vale og de mozambikanske myndigheder i en mere bæredygig og social ansvarlig retning. Men det vil virksomheden ikke udtale sig om. 

“Vi kan ikke uddybe resultatet af vores kunde-screenings”, skriver FLSmidths Afrika-chef. 

På hovedkontoret i Valby, kan de heller ikke forklare, hvordan FLSmidth kan være leverandør til en mine, der i ti år har været kritiseret for menneskerettighedskrænkelser og miljøødelæggelser.  

“Det projekt har jeg ikke detailkendskab til”, siger bæredygtighedschef Fleming Voetmann. Også han afviser, at FLSmidth kan redegøre for deres due diligence-arbejde i Moatize de sidste ti år. 

“Nej, det er ikke noget, vi deler. Så kunne vi jo nærmest holde tre mand fuldtidsbeskæftiget med henvendelser om det”, siger Fleming Voetmann

Ifølge Lene Wendland, der er chef for menneskerettigheder og erhverv i FN’s højkommissariat for menneskerettigheder, er tavsheden i sig selv et brud på FN’s retningslinjer. 

“Transparens er en forudsætning for FN-retningslinjerne. Det er skrevet ind i dem, at man skal kommunikere offentligt om, hvad man har gjort for at forebygge og afbøde sine forretningers eventuelle negative indvirkninger på mennesker og miljø”, siger hun og tilføjer:

 “Selvfølgelig er det legitimt med nogle fortrolige forretningsforhold, men det er utilstrækkeligt, at FLSmidth ikke fortæller mere om, hvad de rent faktisk har foretaget sig i Mozambique for at leve op til FN-retningslinjerne”.

Fra krig til kul

Mozambiques nyere historie er tæt forbundet til landets råstoffer. 

Efter 18 års borgerkrig blev Mozambiques økonomi åbnet for verden i midten af 1990’erne. Væksten skød i vejret, og landet blev pludselig fremhævet som et foregangseksempel for det øvrige Afrika. “The Mozambique Miracle”, skrev Wall Street Journal i en overskrift i 2007.

Over det meste af landet var man begyndt at gøre en forretning ud af sine særdeles værdifulde råstoffer. Rubiner i Montepuez. Naturgas i Rovuma-bassinet. Grafit i Ancuabe. Guld i Zambézia. Titanium i Nampula. Og kul i Tete. Mozambique skulle være Afrikas Qatar.

Siden portugisernes kolonisering havde man vidst, at området omkring Moatize var rigt på kul, men man havde aldrig lavet større udvindingsprojekter. Det ændrede sig i midten af 00’erne. 

“Fra midten af 00’erne har hele Mozambiques politiske system været lagt an på investeringer i naturressourcer. Regeringspartiet FRELIMO har planlagt økonomien ud fra forventninger om fremtidig vækst fra især kul og gas”, siger Lars Buur, lektor på RUC, hvor han forsker i den politiske økonomi bag Afrikas naturressourcer, blandt andet i Mozambique. 

I dag er Tetes kul i hænderne på tre virksomheder. Vale har sat sig på langt størstedelen. 

De kom til området i 2005 for at lave en detaljeret forundersøgelse af forekomsterne i Moatize, og resultatet var fantastisk: Mozambique, viste det sig, havde en af verdens største uudnyttede kulressourcer.

I 2009 skrev Vale under på en minekontrakt med regeringen i hovedstaden Maputo, og to år efter, i 2011, blev de første skibe med mozambikansk kul sendt ud i verden.

Over en halv milliard kroner 

At Tete er kulmine-land står klart fra det øjeblik, man lander i den lille lufthavn. Ankomsthallen, et lavloftet lokale, hvor de hvide vægge efterhånden er gullige, er plastret til med reklamer for mineudstyr: gaffeltrucks, transportbånd, knusemaskiner, kompressorer. 

Faktisk var det allerede til at fornemme på selve flyveturen. Bortset fra en gruppe højrøstede sydafrikanere, der skulle fange tigerfisk i vandløbene ved Cahora Bassa-dæmningen, var flyet fyldt med minefolk. På de bagerste rækker sad to mænd i Vales gule og grønne uniform.

Den brasilianske virksomhed har arbejdet sammen med FLSmidth lige fra den første etableringsfase af minen i Moatize. Op til minens åbning i 2009 eksporterede danskerne knuseanlæg og filtre. I maj 2012 leverede de femten komplette transportanlæg til havnen i Nacala, hvorfra kullet sejles ud til kunderne. Og i januar 2013, da minen skulle udvides for at fordoble produktionskapaciteten, fik FLSmidth en ny ordre på 658 millioner kroner. Vale skulle bruge nye knuse- og transportanlæg.

FLSmidth forpligtede sig samtidig på at vedligeholde deres bidrag til minen i “hele anlæggets levetid”. Til lejligheden oprettede man et lokalt kontor i Tete, der i dag har ni ansatte, samt et mozambikansk datterselskab, FLSmidth Mocambique Limitada – en klar indikation af investeringens høje prioritet, siger Jens Gammelgaard, institutleder på Institut for International Økonomi, Politik og Business på Copenhagen Business School.

“At oprette datterselskab og et lokalkontor er den ultimative forpligtelse. Man kunne også have valgt blot at eksportere eller gå via en agent eller lave et joint venture”, siger han.

FLSmidth er da også en synlig del af gadebilledet i både Tete og Moatize. I Tete kører hvide firehjulstrækkere med virksomhedens blå logo klistret på siden, og straks efter broen over Revúboé-floden i retningen af minen, passerer man et industrianlæg, hvor et skilt med FLSmidths logo er plantet i vejkanten.

Pressechef i FLSmidth, Rasmus Windfeld, oplyser til Danwatch og Zitamar News, at aftalen om vedligeholdelse “i hele anlæggets levetid” i dag er blevet annulleret efter ønske fra Vale, men han bekræfter, at FLSmidth stadig varetager forskellige serviceopgaver i minen.

Inden for det seneste års tid er FLSmidth også blevet tildelt ansvaret for en særlig sektion af minedriften. Konkret betyder det, at fire store såkaldte “bolted thickeners” – dræningstanke –  med FLSmidths logo på siden er blevet installeret i minen. Så sent som den 16. august 2021 år reklamerede virksomheden med opgaven på deres hjemmeside.

Ressourceforbandelsen

I begyndelsen var forventningerne til kulminen i Moatize store, fortæller Kathryn Sturman, der er senior fellow ved Sustainable Minerals Institute på University of Queensland i Australien. “Jeg kan huske, at jeg var til en konference i Maputo arrangeret af Verdensbanken. Alle talte om, hvordan især kul og gas kunne være vejen til udvikling af dette fattige land”, siger hun.

Men råstoffer har ifølge flere eksperter udviklet sig til en tragedie for Mozambique. De er kun i ringe grad blevet til “økonomisk transformation”, og oveni er landet blevet ledt ud i en gigantisk låneskandale, som trækker store veksler på statskassen.

“Man kan virkelig tale om det seneste årti som et forsømt årti”, siger Mogens Pedersen, Danmarks ambassadør i Mozambique fra 2011 til 2015.

“Naturressourcerne blev først betragtet som en velsignelse, men i dag er de snarere blevet en forbandelse – i hvert fald for den brede befolkning. Råstofferne har på ingen måde skabt den ønskede udvikling. Højest for den politiske elite i FRELIMO, der har scoret store personlige gevinster”, siger han.

Celso Monjane, politolog med en ph.d i Mozambiques kulindustri og tilknyttet både Joaquim Chissano Universitet i Maputo og RUC, er enig.

“Mozambiques politiske elite vil rage så meget til dem selv som muligt, og så går de mindre op i at udvikle lokalsamfundene og forpligte minevirksomhederne på at drive ansvarlige forretninger. Det er kulindustrien i Tete et eksempel på”, siger han.

Ingen kompensation

Foran Fungai Caetanos hus er der gjort plads til et lille bålsted. En af hans døtre hakker nogle løg til aftensmaden og holder gang i gløderne. Ved siden af hende er en vandpost, som familien deler med de omkringliggende huse. Over de gule og blå baljer, der er ved at blive fyldt med vand, står et magert træ. Bladene burde være grønne. Men de er sorte – kulsorte, bogstaveligt talt.

Kulstøvet fra minen i Moatize er synligt i brusekabinen og på væggene hjemme hos Fungai Caetano

“Det er overalt – kullet”, siger Fungai Caetano, der arbejder som journalist for den private tv-station Miramar TV og også har skrevet om problemerne med kulminen i Moatize for Zitamar News. Han bor i huset med sin bror, kone og deres fem børn. 

Hverken Mozambiques minelov eller internationale retningslinjer fastsætter præcis, hvor stor afstand der skal være mellem en mine og de nærmeste bosættelser. 

Derfor er der kun blevet sørget for nye boliger til de familier, der boede på den jord, der i dag er mine. Det øvrige Moatize er ikke blevet kompenseret.  

“Vi burde også være blevet genhuset. Det burde hele Moatize. Vi lever under umenneskelige forhold”, siger Fungai Caetano. 

Familien Caetano får alt sit vand fra vandposten ude foran huset. Den plejede at give dem rent drikkevand, men nu er vandet grumset, næsten gulligt, og familien mistænker kullet for at være synderen. Især om morgenen. Op ad dagen bliver det typisk lidt bedre, men det egner sig stadig ikke til at drikke.

Der er også store problemer med den majsmel, som familien bruger til at lave xima, en form for majsgrød, der udgør rygraden i det mozambikanske køkken. Når majsplanten er høstet, skal den ligge til tørre ude i solen, inden den kværnes til majsmel. I Bagamoio kan det ikke gøres uden, at der drysser kulstøv ned på majsen.  

Og så er der eksplosionerne. For at komme ned til kullet foretager Vale flere gange om ugen kontrollerede sprængninger. Bragene kan høres helt inde i Tete by femten kilometer væk, så når man bor bare få hundrede meter på den anden side af hegnet, er det ekstremt generende, siger Fungai Caetano.

“Det får huset til at ryste, og børnene bliver bange. Engang blev vi advaret om, hvornår der ville blive sprunget, men det bliver vi ikke mere”, siger han.

  • Det var meningen, at Source Internationals pilotprojekt skulle være begyndelsen på mere kontinuerlig monitorering af forureningen fra kulminen i Moatize. Men noget tyder på, at det udleverede måleudstyr til lokalsamfundene slet ikke er i brug. I hvert fald ikke i nævneværdigt omfang. 
  • I oktober 2019 kunne Zitamar News fortælle, at udstyret fra Source International ikke havde været tilgængeligt for de lokale, efter ngo’en havde forladt landet. Efter sigende lå distriktsmyndighederne i Moatize i konflikt med AQUA, Mozambiques agentur for miljø og kvalitetskontrol, om opbevaringen af måleapperaterne. 
  • En kilde, der havde deltaget i Source Internationals træning af lokalområdet, fortalte til Zitamar, at han var blevet meddelt, at han kun kunne få adgang til udstyret, hvis han betalte en daglig pris til en ansat hos distriktsmyndighederne. 
  • Danwatch har været i kontakt med Naturådsverket i Sverige, der var med til at finansiere Source Internationals arbejde. De kender ikke til, at måleudstyret skulle være utilgængeligt for de lokale, men oplyser, at det ifølge deres oplysninger kun bliver brugt “sjældent”.

Demonstrant skuddræbt 

Det er svært at sige, helt nøjagtigt hvor forurenet der er i Moatize. Regeringen i Mozambique tåler dårligt kritik, især ikke når det kommer til de store, prestigefyldte udvindingsprojekter. De har ingen interesse i, at der bliver foretaget større undersøgelser af forureningen og dens konsekvenser. Det fortæller flere lokale ngo’er, som Danwatch besøgte i Tete. 

Raul Pensado er en lav, senet mand. Han tager imod i en gul villa i udkanten af Tete, hvor hans arbejdsplads, miljø- og menneskerettighedsorganisationen AAAJC, holder til.  

Ifølge ham anerkender regeringen ikke forureningen, selvom den kan ses med det blotte øje. Raul Pensado arbejder dagligt med lokalsamfundene, der lider under minedriften. 

“Mange i området lider af hoste, og det gjorde de ikke, før Vale kom hertil. Men der er ingen læger, der tør sige det højt – og slet ikke, at det skyldes kullet”, siger han.

Det er farligt at kritisere den slags problemer i  Mozambique. Der slås jævnligt ned på den frie presse – sidste år blev Tom Bowker, den britiske redaktør for Zitamar News, Danwatchs samarbejdsmedie i Mozambique, sendt ud af landet i ti år. Og forud for præsidentvalget i 2019 blev Anastacio Matavel, en af landets mest fremtrædende rettighedsaktivister, dræbt af politiet i byen Xai Xai, hvor han netop havde afholdt et seminar for valgtilforordnede. 

Den brutale magtudøvelse ses også i Tete. Lokale kræfter har ad flere omgange forsøgt at råbe myndighederne op. Men selv små protester er blevet opløst af politi og tungt bevæbnede specialstyrker. 

Det skete i 2016, da der blev åbnet ild mod en gruppe strejkende minearbejdere. I 2017, hvor beboere i Nhantchere, et bairro i Moatize, demonstrerede imod at være blevet afskåret fra et område, hvor de plejede at hente brænde – den dag blev 25-årige Husseni António Laitone skudt og dræbt af politiet.

Og igen i maj 2021 samlede en gruppe lokale sig foran en af indgangene til minen for at protestere over manglende kompensation. De ville gerne have Vale i tale, men endte i stedet med at blive opsøgt af Mozambiques militær, der brugte tåregas og gummikugler til at opløse gruppen. 

Fungai Caetano bekræfter, at mange indbyggere i Moatize frygter, hvad der sker, hvis de begynder at lægge sig ud med minen. 

“Folk er desperate, men også bange for at tage kampen op med systemet. Ingen har tillid til myndighederne”, siger han.  

I strid med WHO-anbefaling

Det er ikke fordi, at slet ingen har forsøgt at fastslå omfanget af kulstøvsforureningen i Moatize. I december 2018 indledte miljø-ngo’en Source International et pilotprojekt i området finansieret af FN’s udviklingsprogram og Naturvårdsverket, det svenske miljøbeskyttelsesagentur. Over et halvt år monitorerede de forureningen. Samtidig udleverede de måleudstyr til de lokale, så de efterfølgende selv kunne holde øje med niveauet af kulstøv. 

Arbejdet resulterede i en offentlig rapport, der udkom 30. juli 2019. I den kan man blandt andet læse, at de grundlæggende rettigheder for lokalsamfundene i Bagamoio og Nhantchere tæt ved minen “er direkte påvirket af de miljømæssige konsekvenser af kulaktiviteterne”. 

“Især af de høje koncentrationer af indåndet støv”. 

Rapporten fremlægger også en række målinger, som Vale selv har foretaget på deres målestation i Moatize. Af dem fremgår det, at koncentrationen af såkaldte PM2.5-partikler, der er den mest skadelige luftforurening, i 2018 lå væsentligt over det niveau, som både verdenssundhedsorganisationen WHO og EU finder forsvarligt. 

WHO anbefaler et årligt gennemsnit på fem mikrogram per kubikmeter luft, mens alle medlemsstater i EU har forpligtet sig på at holde sig under 25 mikrogram per kubikmeter luft. I Moatize nåede det årlige gennemsnit i 2018 op på 51 mikrogram per kubikmeter luft. I august måned blev der målt hele 104 mikrogram per kubikmeter luft.

Byudvikling og arbejdspladser 

Tete har altid været en af de mest marginaliserede dele af Mozambique, både politisk og økonomisk. Immigrationskontoret i lufthavnen afslører en af årsagerne. Bag to søvnige betjente, der sidder og fedter med pas-stemplerne, hænger et flag fra oppositionsgruppen RENAMO.

Oppositionen har traditionelt stået stærkt i Tete, og som en slags straf har regeringen i Maputo, to timers flyvetur mod syd, i store træk forsømt at udvikle regionen.  

“Konflikten mellem RENAMO og FRELIMO, der førte til borgerkrigen ligger stadig latent, og Tete har ikke særlig stor politisk værdi for regeringen. De kan sagtens beholde magten uden flertal i regionen, så hvorfor tage sig af den?”, siger Lars Buur, lektor på RUC. 

Det er ikke fordi, den politiske virkelighed i Mozambique har ændret sig med kulproduktionen, men minen i Moatize har alligevel udviklet især Tete by. Forretningsfolk, ingeniører, embedsmænd og politikere rejser til Tete som aldrig før, og med dem er der blevet åbnet hoteller, caféer, banker, benzintanke og restauranter.

Kontrasterne i Tete by er store. Ned til Zambezi-floden er der bygget hvide bungalows til internationale minefolk. Kort derfra bor nogle af Mozambiques fattigste mennesker.

I politologen Celso Monjanes ph.d fremgår det, at de private investeringer i regionen steg fra 1,6 milliarder dollars i 2007 til 2,1 milliarder dollars i 2010. Og omkring Moatize-minens åbning blev Tete omtalt som intet mindre end Mozambiques El Dorado.  

Med tiden har mineindustrien også skaffet lokale arbejdspladser, og det har fået mange mozambiquanere til at søge mod denne del af landet. 

“For ti år siden var der ingen, der tog sig af Tete. Det gør folk nu”, siger Stela Malola, der sammen med Raul Pensado har ansvaret for AAAJC’s arbejde med lokalsamfund berørt af minedrift. 

Vale har også taget initaitiv til en række lokale projekter. De har blandt andet sørget for undervisningsmateriale for 2000 børn. Anlagt en fodboldbane. Og aktuelt er de netop gået i gang med at bygge nye faciliteter til lokale kvægavlere.  

Det positive står dog på ingen måde mål med det negative, fortæller Alberto Estevene Ntazaculima. Han er leder af den lokale ngo Kubecera, der siden 2008 år har arbejdet med nabosamfundene til minen. 

“Selvfølgelig er der nogen, der lider mere under minen end andre, men det er hele Moatize, der er påvirket”, siger Alberto Estevene Ntazaculima

Det kan 33-årige Osvaldo Sales skrive under på.

Der var engang en flod

Osvaldo Sales er bonde og bor sammen med sin kone og sine to børn i Ntchenga, et udkantsområde i Moatize, hvor 70 firkantede træ- og jordhytter står spredt på den rødlige jord. Herude snakker de fleste lokalsproget nyungwe og ikke portugisisk.  

Osvaldo Sales er iklædt en skriggrøn t-shirt, røde træningsbukser og et par udtrådte sandaler. Han har altid dyrket majs, sorghum (en græsart, der kan koges til grød), vandmelon, bønner, okra, jordnødder og hirse – både til familien og for at sælge lidt på det lokale marked. Det gør han stadig, men det er blevet sværere. 

“Vores afgrøder plejede at være gode, men nu bliver de inficeret af kulstøv”, siger han. 

Fra Osvaldo Sales’ hus kan man se minens kul- og stenbanker ude i horisonten. Støvet spreder sig i langstrakte trevler og bliver fragtet ud i nærområderne af vinden. 

“Støvet får os allesammen til at hoste og vores næser til at løbe. Vores liv var godt før. Nu er der ingenting tilbage, siger han. 

“Kun lidelse”.

I Ntchenga er beboerne især frustrerede over, at minen har blokeret deres adgang til Moatize-floden, en bi-flod til den store Zambezi-flod, der skærer gennem Tete på sin vej fra Zambia i nordvest til Det Indiske Ocean på Mozambiques østkyst. Osvaldo Sales plejede at hente sit vand i Moatize-floden, men i 2011 blev floden beslaglagt for at udvide minen.

Vale konsulterede ikke de lokale, men opstillede blot nogle vandtanke i nabolaget. Ifølge beboere i Ntenchga lovede virksomheden at fylde tankene hver dag fra mandag til lørdag, men i dag leverer Vale ifølge de lokale kun vand to-tre gange om ugen. Det er ikke tilstrækkeligt, siger Osvaldo Sales.

Før havde indbyggerne i Ntchenga nem adgang til vand fra Moatize-floden. Nu er minen kommet i vejen, og de er afhængig af, at minens ejer, Vale, leverer vand til dem to-tre gange om ugen.

“Vi plejede at have ubegrænset adgang til vand, men nu må vi nøjes. Det er ikke altid, at der er nok til både vores forbrug og til vores dyr”, siger han. 

Tidligere er det blevet beskrevet, hvordan “mere end et dusin kvæg” i Ntenchga mistede livet på grund af vandmangel. 

Kvaliteten på vandet er også et problem. “Tankene bliver ikke renset, så vandet er ikke behageligt at drikke. Nogle gange giver det problemer med maven”, siger Osvaldo Sales. 

I et mailsvar afviser Vale, at der er problemer med vandkvaliteten i Ntchenga: 

“Vandet, som Vale distribuerer til lokalsamfundet, er af god kvalitet og det samme, som Vale bruger til sine egne ansattes forbrug. Tankene i Ntchenga blev rutinemæssigt renset af distriktsmyndighederne i Moatize”, lyder det.

Det er ikke kun adgangen til den lokale flod, som er blevet taget fra folk i Ntchenga. De er også blevet mere eller mindre afskåret fra det øvrige Moatize. Minens placering betyder, at afstanden til centrum af byen, hvor skoler, butikker, banker, lægeklinikker og så videre ligger, ikke længere er ni kilometer. Nu er den 28 kilometer. Minen har reduceret Ntchenga til sin egen lille enklave. 

 “Der er mange børn, der ikke har kunne passe deres skole. Afstanden har været uoverkommelig”, siger Osvaldo Sales.

Farida Domingos, en 21-årig kvinde, der sidder med sin sovende søn på armen, bekræfter, at minen reelt set har forhindret Ntchenga adgang til en række essentielle ydelser:

“Der er ingen transport til Moatize, og hvis man går, er der risiko for at blive røvet af banditter. Hvordan skal jeg komme til lægen med mit barn?”, siger hun. 

Ligesom Fungai Caetano og familien i Bagamoio vil beboerne i Ntchenga gerne genhuses. Og faktisk ser det omsider ud til at ske. Siden 2010 har de kæmpet for at blive kompenseret. “Vi har, uden held, klaget til regeringen og Vale”, siger Osvaldo Sales. 

Men i slutningen af oktober meddelte Vale, at de har planer om en ny genhusningslandsby på 160 huse til beboerne fra både Ntchenga og Mpadwe, et andet udkantsområde i Moatize. Ud over husene er der også planer om et hospital, en skole, en politistation og en kirke.  

“Sidste år kom der folk ud for at registrere os og husene, og vi har fået at vide, at vi bliver genhuset i 2024”, siger Osvaldo Sales. Vale bekræfter til Danwatch og Zitamar News, at de nye boliger efter planen står klar om “2-3 år”. 

Julia Madzemusse på 57 år, der også lever af at dyrke jorden i Ntchenga, glæder sig. 

“Vi har ikke haft et godt liv, siden minen blev etableret. I vores nye huse bliver det bedre”, siger hun. 

Vale sælger, bliver FLSmidth?

I 2011 skrev Vale under på en 35-årig kontrakt med den mozambikanske stat, og i andet kvartal af 2021 fordoblede de produktionen af kul i Moatize. Alene i oktober sidste rundede de én million ton kul, det højeste tal i tre år. 

Alligevel sælger virksomheden nu minen til canadiske Vulcan Minerals, der er en del af indiske Jindal Group, som i forvejen driver en kulmine et par timers kørsel fra Tete by. Ifølge Vale selv handler det om, at de er ved at udfase deres kulaktiviteter. 

Vales exit er imidlertid ikke nødvendigvis lig med FLSmidths. Afrika-chef Deon de Kock oplyser i dag, at FLSmidth vil foretage en due diligence af minens nye ejer for at vurdere, om arbejdet i Moatize skal fortsætte eller afsluttes. 

“Det nemme ville jo være at forlade minen, føre de rene hænders politik og flytte aben videre”, siger Fleming Voetmann, FLSmidths vicepræsident for marketing, kommunikation, branding og bæredygtighed. “Men generelt set tror vi jo på, at det er bedre, at vi udfører arbejdet end andre, der ikke har ligeså effektive teknologier”. 

Ingen af de kilder, Danwatch og Zitamar News interviewede i Tete, lader sig trøste af, at Vale nu forlader Mozambique. Mon ikke de nye ejere er ligeså slemme, spørger de. Og hvem får nu til opgave at kompensere de berørte lokalsamfund? Ifølge Vale overdrages ansvaret til Vulcan Minerals. Det skriver den brasilianske virksomhed til Danwatch uden at uddybe. 

Folk i Moatize er modløse. De seneste ti års tid har lært dem, at de multinationale selskaber, før eller siden får det, som de vil have det. Fungai Caetano håber stadig, at hans familie kan få stillet en ny bolig til rådighed, så de kan slippe væk fra kulstøvet. Men skaden er sådan set allerede sket, siger han:

“Hvordan skulle man kunne kompensere for tabt liv?”

Danwatch og Zitamar News har uden held kontaktet Mozambiques ministerium for energi og mineralressourcer for kommentarer

en danwatch-undersøgelse

Er denne undersøgelse noget værd for dig?​

Vi synes, det er vigtigt at undersøge virksomheders og staters påvirkning af menneskerettigheder og miljø. Og vi vil rigtigt gerne lave mange flere af denne slags undersøgelser.

Derfor håber vi, at du har fået lyst til at styrke vores arbejde.

Hvis du allerede støtter Danwatch, siger vi mange tak og undskyld ulejligheden.

Tip os

Har du en idé, eller har du kendskab til forhold, som du mener, vi bør undersøge – så kontakt os.

Det kan også være, at du er freelancejournalist med en god ide – skriv eller ring.

Jeg vil være anonym

Du kan bruge formularen – også anonymt – men vil du være helt sikker på, at ingen kan spore din kommunikation til os, anbefaler vi, at du installerer app’en Signal på din telefon.

I Signal kan du kontakte os på dette telefonnummer: +45 2340 6664

Bankoverførsel

Enkeltbidrag

Merkur Bank

Registreringsnr.: 8401

Kontonr.: 0001 119 355

Bemærk, at du skal donere min. 200 kr. for at dit støttebidrag kan være med til at kvalificere os til at søge Tipsmidler.

Husk at skrive dit fulde navn, og gerne din e-mail som kommentar til overførslen. Tilføj dit CPR nr i kommentarfeltet, hvis du ønsker skattefradrag.

Want to make an international donation?

IBAN:
DK4284010001119355

SWIFT/BIC:
MEKUDK21

Click here

Bliv støttemedlem

Fast overførsel med Betalingsservice. Som fast bidragsyder accepterer du, at vi opbevarer dine data som beskrevet her.

Regnr., kontonr. og CPR-nr. bruges kun til at oprette en betalingsservice-aftale, således at fremtidige betalinger kan trækkes automatisk.