Del af en undersøgelse
Denne artikel er en del af undersøgelsen Forbandet fiskemel
- Danmark har i årevis været fast køber af fiskemel- og olie fra Senegal og Mauretanien i Vestafrika. I 2024 har den nordjyske fodervirksomhed FF Skagen købt for over 430 millioner tons fiskemel- og olie hos to fabrikker i Senegal.
- Danwatch har besøgt fabrikkerne og har mødt fiskere, fiskesælgere, politikere og aktivister, der anklager FF Skagens samarbejdspartnere for overfiskeri og miljøforurening.
- Fiskemel- og olie består er pulveriserede småfisk, som primært bliver brugt til at fodre opdrættede fisk. Især den europæiske lakseindustri er en storforbruger af fiskemel- og olie.
Når en dansk virksomhed vil importere vildtfangede fisk eller produkter lavet på vildtfangede fisk fra et land uden for EU, skal virksomheden fremvise en såkaldt fangstattest til Fødevarestyrelsen.
Attesten udstedes af det land, hvor fangstfartøjet er indregistreret, og indeholder oplysninger om, hvor fiskene er fanget, hvilket fartøj, der har fanget fiskene, hvilke slags fisk, der er fanget, mængden af fanget fisk og så videre.
Men når danske virksomheder importerer fiskemel- og olie, som de blandt andet gør fra Vestafrika, hvor industrien – som Danwatch afdækker i øjeblikket – har store konsekvenser for både mennesker og miljø, er virksomhederne ikke pålagt at fremvise fangstattester.
Det bekræfter Fødevarestyrelsen. Hverken fiskemel- og olie er omfattet af EU’s lovgivning mod illegalt, urapporteret og ureguleret fiskeri, skriver styrelsen i en mail til Danwatch.
I realiteten betyder det, at de danske myndigheder ikke ved, hvilke fisk der er blevet brugt til at producere den fiskemel- og olie, der bliver importeret fra blandt andet Vestafrika, forklarer Vanya Vulperhorst, der er ekspert i illegalt fiskeri hos Oceana, en international havmiljøorganisation.
Og det er et problem, siger hun:
“EU skal stoppe med at lukke øjnene og bør gøre en større indsats for at sikre, at europæiske virksomheder, der handler med fiskemel- og olie, ikke bidrager til skader på miljø og mennesker eller profiterer fra ulovligt eller ureguleret fiskeri”.
Kendte problemer
Danwatchs research i Senegal og Mauretanien indikerer, at fabrikker, der producerer fiskemel- og olie til blandt andet EU-lande, herunder Danmark, ikke respekterer national fiskerilovgivning. Det fortæller et bredt udvalg af fiskere, fiskesælgere, aktivister og politikere.
I Senegal, eksempelvis, er det forbudt at bruge fiskearten sardineller under 18 centimeter til produktion af fiskemel- og olie. Det har man besluttet for at beskytte bestanden. Men det forbud ignorerer fabrikkerne systematisk, siger kilder.
“Fabrikkerne får fiskere til at fange hvad som helst og efterlader intet til os andre. De sender både ud langs hele kysten og er fuldstændig ligeglade med hvilken fangst, de kommer hjem med, så længe fangsten er stor nok”, siger Vieu Ba, der er fisker i Ouakam i Senegals hovedstad Dakar.
Netop derfor er det så vigtigt at sikre gennemsigtighed i fiskemel- og olieindustrien, bemærker marinebiolog Marine Cusa.
Hun er pt. på orlov fra Oceana for at forske i fiskemel- og olieindustriens gennemsigtighed og bæredygtighed som Marine Pew Fellow.
“Fiskemel- og oliefabrikkerne i Vestafrika synes at true lokale fiskebestande og levebrødet for kystsamfund. Derfor skal europæiske myndigheder sikre, at de produkter, der bliver importeret ind i EU, ikke fører til overfiskeri. Men det kan de ikke, når der ikke foreligger et fangstcertifikat, som de kan kontrollere”, siger Marine Cusa.
I det kommende år begynder hun et nyt forskningsprojekt, der netop har til formål at styrke gennemsigtigheden i produktionen af fiskemel- og olie – blandt andet i Vestafrika.
Ambitionen er at udvikle et DNA-baseret identifikationsværktøj, der vil gøre det muligt at udpege præcis hvilke fiskearter, der er blevet brugt i produktionen af en bestemt sending fiskemel- eller olie.
“I så fald vil vi kunne finde ud af, om den fiskemel, der bliver solgt fra Vestafrika til blandt andet Danmark, er lavet på fisk truet af udryddelse eller udsat for overfiskeri”, siger hun.
Minister åbner for handling
Danwatch har forsøgt at få et interview med fiskemel- og olieindustriens lobbyorganisation, Marine Ingredients Denmark. Men de har ikke ønsket at medvirke.
Minister for Fødevarer, Landbrug og Fiskeri Jacob Jensen (V) henviser i en mail til Danwatch, at EU i 2023 vedtog nye regler for at styrke sporbarheden i fiskeriet.
“Samtidig blev EU’s fiskerikontrolforordning justeret, og det betyder, at sporbarhedsreglerne inden for en årrække vil blive udvidet til at omfatte forarbejdede produkter til menneskeligt konsum, herunder fiskemel og -olie til menneskeligt konsum. Det vil også komme til at gælde importerede produkter”, skriver han.
De nye EU-regler gælder imidlertid stadig ikke fiskemel- og olie, der – som langt det meste – importeres til brug i dyrefoder.
Dermed kan den nordjyske fodervirksomhed FF Skagen, der – som Danwatch har fortalt – er fast kunde i Senegal, stadig importere fiskemel- og olie fra det vestafrikanske land uden at skulle fremvise dokumentation på, hvilke fisk melet og olien er lavet af.
Fiskeriministeren afviser ikke, at det bør laves om.
“Jeg mener bestemt, at det vil være relevant at se på krav til fiskemel og -olie til ikke-menneskelig konsum i fremtiden”, skriver Jacob Jensen til Danwatch.