7. jan '25Fødevarer

Fiskemels-afsløringer tages op i EU og Folketinget

Enhedslisten konfronterer tre ministre med Danwatchs afdækning af, hvordan dansk import af fiskemel og -olie fra Vestafrika bidrager til overfiskeri og miljøforurening. Partiet vil også forfølge sagen i EU.

Whatsapp Image 2024 10 14 At 14.11.30 (3)
Nyfangede fisk i Nouadhibou, Mauretanien, på vej ind på en fiskemelsfabrik.Foto: Zakia

Denne artikel er en del af undersøgelsen Forbandet fiskemel

  • Danmark har i årevis været fast køber af fiskemel- og olie fra Senegal og Mauretanien i Vestafrika. I 2024 har den nordjyske fodervirksomhed FF Skagen købt for over 430 millioner tons fiskemel- og olie hos to fabrikker i Senegal.
  • Danwatch har besøgt fabrikkerne og har mødt fiskere, fiskesælgere, politikere og aktivister, der anklager FF Skagens samarbejdspartnere for overfiskeri og miljøforurening.
  • Fiskemel- og olie består er pulveriserede småfisk, som primært bliver brugt til at fodre opdrættede fisk. Især den europæiske lakseindustri er en storforbruger af fiskemel- og olie.

I løbet af januar skal tre af regeringens ministre svare på spørgsmål om dansk import af fiskemel- og olie fra Vestafrika. 

Det skal de ovenpå Danwatchs afdækning af, hvordan danske fodervirksomheder fortsætter med at handle med fiskemel- og olie fra Senegal og Mauretanien, selvom industrien i Vestafrika flere år har været anklaget for at skade i forvejen udsatte fiskersamfund – og dermed er en af drivkræfterne bag den stadig stigende migration fra Vestafrika til Europa. 

På baggrund af interviews med fiskere, fiskersælgere, aktivister og politikere i Senegal og Mauretanien kunne Danwatch i december fortælle, hvordan fiskemel- og oliefabrikker, som danske virksomheder handler hos, er kædet sammen med faldende fiskebestande, høje fiskepriser, luftvejssygdomme og arbejdsløshed. 

Og nu lander sagen på bordet hos udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M), erhvervsminister Morten Bødskov (S) samt udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek (S).

Afrika-strategi

Spørgsmålene til de tre ministre er stillet af Enhedslistens udviklingsordfører Trine Pertou Mach. 

Hun har bedt udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen forholde sig til, hvordan dansk import af fiskemel- og olie fra Vestafrika “harmonerer med målsætningerne i regeringens Afrika-strategi”. 

I sommer vedtog SVM-regeringen en Afrika-strategi, hvor de netop betonede vigtigheden af social ansvarlighed i den dansk-afrikanske samhandel. 

Samtidig skal erhvervsminister Morten Bødskov svare på, om han mener, at den nordjyske virksomhed FF Skagen “bidrager konstruktivt til de globale bæredygtighedsmål” ved at købe fiskemel- og olie fra fabrikker i Senegal, som en lokal protestbevægelse anklager for at skade både mennesker og miljø.

I 2024 importerede FF Skagen 433 tons fiskemel- og olie fra fabrikkerne Omega Fishing og Africa Feed i Senegal. 

Endeligt skal udlændinge- og integrationsminister Kaare Dybvad Bek redegøre for, hvordan regeringens “udtalte ønske om at begrænse irregulær migration fra Afrika” hænger sammen med, at danske virksomheder handler med fiskemel- og oliefabrikker i Senegal og Mauretanien. 

Spørgsmålene er stillet den 17. december og skal besvares inden for fire uger. 

Tager også sagen op i EU

Det er ikke kun i Folketinget, at Enhedslisten rejser sagen om dansk handel med fiskemel- og olie fra Senegal og Mauretanien. Det samme gør partiet i Bruxelles, hvor EU-parlamentariker Per Clausen vil arbejde for større gennemsigtighed med den fiskemel- og olie, der finder vej fra Vestafrika til Europa. 

Som Danwatch har fortalt, er fiskemel- og olie undtaget EU’s regler om illegalt, urapporteret og ureguleret fiskeri. Konkret betyder det, at importører af fiskemel- og olie ikke skal fremvise såkaldte fangstattester, som man ellers skal, når man indfører vildtfangede fisk til EU fra et land uden for unionen. 

Attesten udstedes af det land, hvor fangstfartøjet er indregistreret og indeholder oplysninger om, hvor fiskene er fanget, hvilket fartøj, der har fanget fiskene, hvilke slags fisk der er fanget, mængden af fanget fisk og så videre. 

“Det er et eklatant svigt af fiskebestandene og havmiljøet. Jeg vil søge at rejse sagen i Bruxelles for at høre, hvad der kan gøres. For denne her sag egner sig ikke til svage svar om måske at se på det engang i fremtiden. Problemet er der her og nu, og det bliver kun værre at vente”, siger Per Clausen til Danwatch. 

I et svar til Danwatch har fiskerminister Jacob Jensen (V) oplyst, at EU’s fiskerikontrolfordning for nyligt er blevet justeret sådan, at fiskemel- og olie til menneskeligt konsum fremover vil være underlagt større krav om sporbarhed. 

Den danske import af fiskemel- og olie fra Vestafrika er imidlertid udelukkende til produktion af fiske- og dyrefoder – og altså ikke til menneskeligt konsum. 

“ Jeg synes, det er helt hul i hovedet, at fiskemel og -olie selv i fremtiden vil være undtaget fra EU’s IUU-regler (EU’s regler om illegalt, urapporteret og ureguleret fiskeri, red.), så længe det klassificeres som ikke værende til mennesker. Det er jo en ladeport af enorme dimensioner, man lader stå åben for svindel der – og den er vi nødt til at få lukket”, siger Per Clausen.