Fiskere, fiskesælgere, embedsfolk, politikere, aktivister og forskere, som Danwatch i samarbejde med det britiske klimamedie DeSmog har mødt i Senegal og nabolandet Mauretanien, nævner både klimaforandringerne og overfiskeri fra europæiske, tyrkiske, kinesiske og russiske trawlere.

Men alle peger også på de fiskemelsfabrikker, der de seneste 10-15 år er skudt op langs den vestafrikanske kyst. Især i Senegal og Mauretanien

Sådan siger Mbaye Seck, der er viceborgmester i Joal, en by ned ad kysten fra Yenne.

Alligevel har Danmark i årevis importeret fiskemel – og søsterproduktet fiskeolie – fra Vestafrika. I 2019 endte 60 procent af Senegals fiskeolie i Danmark. I 2022 var vi den næststørste aftager af senegalesisk fiskeolie.

Og i både 2023 og 2024 har den nordjyske virksomhed FF Skagen, der producerer fiske- og dyrefoder, handlet med hundredvis af tons fiskemel- og olie fra to fabrikker i Senegal. 

Mellem januar og oktober i år sejlede 32.878 migranter fra Vestafrika til De Kanariske Øer i Spanien, en stigning på knap 40 procent sammenlignet med samme periode året forinden.  

Efter europæiske politikere har forsøgt at gøre det så svært som muligt at krydse ind i Europa over Middelhavet, er den såkaldte Atlanterhavsrute i dag den mest trafikerede migrationsrute fra Afrika. 

Den er samtidig også den farligste. 

Ifølge FN’s Migrationsorganisation, IOM, er mere end 800 mennesker døde eller forsvundet på ruten siden årsskiftet – en stigning på 76 procent – men det reelle tal er formentlig langt højere, fordi mange forliste både aldrig bliver fundet.

Til sammenligning beretter organisationen Walking Borders om over 5000 døde alene i årets første fem måneder. Det svarer til 33 om dagen.

På stranden i Yenne står den ene pirog efter den anden parkeret i middagssolen. De mindste af dem har plads til 10-15 mennesker, mens der på de allerstørste kan være op mod 300 om bord. En gruppe unge, muskuløse mænd er ved at gøre deres båd klar til et nyt fisketogt, mens et par kvinder tager en pause fra dagens gadesalg af cashewnødder i den svale skygge. 

Turen fra Senegal til De Kanariske Øer foregår i de samme pirog-både, som altid er blevet – og stadig bliver – brugt til fiskeriet.

Sådan siger Cheikh Mbengue, en lav, senet mand, der er formand for den lokale fiskeriforening i Yenne.

Han er 54 år og har boet hele sit liv i byen. Dermed har han også set Yenne forandre sig i takt med, at havet har gjort det samme.   

“Da jeg var ung, var der ingen, der overvejede at søge væk herfra. Vi havde masser af fisk, både til at spise selv og sælge videre. Nu er havet næsten tomt, og det får de unge fiskere til at rejse. I Yenne lever 90% af befolkningen af fiskeriet. Der er intet liv her, hvis der ikke er nok fisk”, forklarer han. 

Afhængig af vejret tager det syv til ti dage at sejle i en pirog fra Senegal til De Kanariske Øer. Bådene er typisk overfyldte og med om bord har de fortrinsvis unge mænd som regel kun deres telefoner og et par pakker kiks.

”Ruten til De Kanariske Øer er i øjeblikket, proportionelt set, en af de allerfarligste i hele verden, og dens menneskelige og helbredsmæssige konsekvenser er også noget som både migranter og folk i det kanariske detentions-system taler meget om”, siger migrationsforsker Martin Lemberg-Pedersen, der lavede feltarbejde på øerne i sommeren 2024. 

Han efterlyser større forståelse for årsagerne til, at folk trodser faren og alligevel sejler ud på Atlanterhavet. 

”På europæisk plan er migration og asylansøgere blevet gjort til en særlig, abstrakt størrelse, som politikere kan positionere sig imod. Men der er desværre meget lidt politisk vilje til at anerkende sammenhængen mellem europæisk – og også dansk – handels- og fiskeripolitik og flygtningestrømmene. Derfor står vi med denne tragedie”, siger han.

Hvis man koger, presser, centrifugerer, inddamper og tørrer fisk, bliver de til fiskemel- og olie. Ét ton fiskemel kræver cirka 5,4 ton små pelagiske fisk.  

Herhjemme har vi vores egen produktion på primært brislinger og tobis, men hvert år bliver der også importeret store mængder pulveriseret fisk fra udlandet. Blandt andet fra Vestafrika, hvor produktionen især baserer sig på små pelagiske fiskearter, især den sardin-lignende fisk sardinel. 

Køberne er typisk virksomheder, der forsyner primært akvakulturen, men også anden dyreproduktion med foder. Vestafrikansk fiskemel- og olie bliver især brugt i den europæiske lakseindustri, viste en rapport fra NGO’en Feedback i januar 2024.  

Herhjemme er virksomheden FF Skagen, der har en årlig omsætning på 1,8 milliarder kroner, fast kunde i Senegal. På deres hjemmeside skriver de, at deres “erklærede mål” er “at udnytte råvarerne i havet omkring os langsigtet og bæredygtigt”.  

Derfor forstår Aliou Ba ikke, at FF Skagen rutinemæssigt handler hos senegalesisk fiskemelsfabrikker. Han arbejder for Greenpeace Africa og har i flere år ført kampagne mod fiskemelsindustrien i Vestafrika. 

Det er ikke kun Aliou Ba, der er kritisk. Det samme er et væld af rapporter og forskningsartikler.  

I 2022 beskrev FN’s fødevareorganisation, FAO, eksempelvis hvordan fiskemels- og olieindustrien i Afrika har negativ indflydelse på alt lige fra fødevare- og jobsikkerhed til havmiljø.  

Industrien kender udmærket til problemerne. I 2023 fik branchetiltaget Global Roundtale on Marine Ingredients et konsulentbureau til at undersøge, hvordan fiskemelsfabrikkerne i Senegal og Mauretanien påvirker menneskerettighederne i de to lande.  

Og konklusionen var ikke til at tage fejl af: Fabrikkerne bidrager til miljøforurening, fødevareusikkerhed, jobusikkerhed og sundhedsproblemer. 

Hverken FF Skagen eller brancheorganisationen Marine Ingredients Denmark har ønsket at stille op til interview med Danwatch. Det har heller ikke været muligt at få interviews med ejerne af de fiskemelsfabrikker i Yenne og Joal i Senegal, som FF Skagen handler med.  

Ifølge Vanya Vulperhorst, der er ekspert i illegalt fiskeri hos Oceana, en international havmiljøorganisation, kan Europa – og Danmark – ikke løbe fra, at vi har et problem med fiskemel- og olie fra Vestafrika.  

“Som et stort marked for opdrættede laks bidrager vi til overfiskeri af små pelagiske fisk som sardinella – fisk, der er en vigtig kilde til protein, arbejdspladser og indtjening for småfiskere i Vestafrika”, siger hun. 

Vieu Ba gumler på en sothiou – en trælignende tyggepind, der er populær i Senegal – mens han kigger ud over vandet med matte øjne. På jorden ved siden af ham sidder hans makker og reparerer et ødelagt fiskegarn. De har været på vandet det meste af natten, men stort set intet fanget. 

“Det er blevet hverdag”, sukker han.  

Fiskerlejet i Ouakam ligger nedenfor en af den senegalesiske hovedstad Dakars mest fashionable boulevarder spækket med ambassader og dyre hoteller og restauranter. Hernede på strandkanten er virkeligheden mere barsk. Mens Vieu Ba står og fortæller om de forsvundne fisk, trækker en gruppe unge mænd deres pirog i land. De har været på vandet i syv timer og kun fanget lidt småtterier til deres egen aftensmad. 

For bare få år siden havde Fatou Faye, en kvindelig fiskesælger klædt i lilla kjole, kunne købe spandefulde af fisk fra de unge mænd og sælge dem videre til gode priser her på Dakars fiskemarkeder. Men når fiskerne kommer hjem tomhændet, er hun prisgivet.  

“Det er virkelig svært, men hvad kan vi gøre?”, siger hun opgivende.  

Fiskemelsindustrien siger selv, at de forsøger at begrænse brugen af hele fisk i deres produktion for i stedet at bruge fiskeaffald, netop for at beskytte bestandene. Og på globalt plan er den procentvise brug af hele fisk i fiskemelsproduktionen da også faldende. I 2000 foregik 80 procent af industriens produktion på hele fisk. I dag er andelen nede på 62 procent.  

Men fordi den samlede efterspørgsel på fiskemel- og olie fortsat er stigende, er der dog kun tale om et relativt fald, slog forskere fast tidligere i år.  

Og det er i hvert fald ikke i Senegal og Mauretanien, at man fører an i kampen for at nedbringe mængden af hele fisk i produktionen. Det siger et bredt udvalg af kilder i de to lande til Danwatch.   

Både Vieu Ba og de andre småfiskere i Ouakam forklarer, at de er blevet udkonkurreret af fiskemelsfabrikkerne.  

“Fabrikkerne får fiskere til at fange hvad som helst og efterlader intet til os andre. De sender både ud langs hele kysten og er fuldstændig ligeglade med hvilken fangst, de kommer hjem med, så længe fangsten er stor nok”, siger han.  

I Yenne fortæller formanden for den lokale fiskeriforening, Cheikh Mbengue, det samme. “Inden fiskemelsindustrien kom hertil, var der masser af fisk i vores indre farvande. Nu skal man langt ud på vandet, hvis man skal have en chance for at fange noget”, siger han.  

Ifølge senegalesisk lov er det forbudt at producere fiskemel på sardineller under 18 centimeter. Det har man besluttet for at beskytte ungfiskene, der er essentielle for at opretholde bestandene. Men den lovgivning bliver på ingen måde respekteret, siger fiskere i Yenne, Ouakam og Joal til Danwatch. 

Det indrømmer selv Mamadou Sakho Thiam, der som den eneste, Danwatch møder i Senegal, tager fiskemelsfabrikkerne i forsvar.  

Han er formand for fiskeriforeningen i Joal og mener, at det er overfiskeri fra internationale trawlers og temperaturstigningerne – og ikke fiskemelsindustrien – som har udplyndret havet. “Ja, fabrikkerne bruger, hvad end der bliver fanget – også ungfisk og hele fisk”, medgiver han.  

De senegalesiske fiskeres oplevelser bliver understøttet af forskning, der viser en dramatisk nedgang i både fangsten og bestanden af sardineller ud for Vestafrikas kyst.  

For 10 år siden blev der fanget knap 600.000 tons runde sardineller (der findes også flade sardineller) i regionen. I dag er tallet helt nede under 50.000 tons.  

“Der er praktisk talt ikke flere sardineller tilbage i Yenne”, siger Cheikh Mbengue og forklarer, at mange lokale fiskere er begyndt at sejle enten nordpå til Mauretanien eller til det sydlige Senegal, hvor fangstmulighederne typisk er en smule bedre. 

Fatoulaye Ndiaye bekymrer sig ikke alene om sin egen søns skæbne. Hun frygter for fiskersamfund over hele Senegal. Selvom alle kender risikoen ved at krydse Atlanterhavet, er mange desperate nok til alligevel at sætte sig i bådene.  

“Det vil fortsætte, indtil vi får fiskene tilbage”, siger hun. 

“Fiskeriet er altafgørende for Senegal. Sektoren står for mere end tre procent af bruttonationalproduktet, ligesom senegaleserne i mange år var en af de befolkninger i verden, der spiste allerflest fisk. På verdensplan spiser et menneske i gennemsnit cirka 20,5 kilo fisk om året. I Senegal var tallet i 2008 helt oppe på 29 kilo.

Men det har ændret sig. Faldende bestande betyder, at fiskepriserne er skudt så meget i vejret, at mange senegalesere ikke længere kan følge med. I dag spiser senegaleserne derfor i gennemsnit kun 14 kilo fisk om året.

“Da jeg voksede op, blev der delt gratis fisk ud nede på stranden, når bådene havde været på vandet. I dag er der mange, der slet ikke har råd til at købe friske fisk, siger Cheikh Mbengue.  

Ligesom sin søn, der var fisker i Yenne, er Fatoulaye Ndiaye også afhængig af fiskeriet. Når bådene kommer i land om morgenen, køber hun en spand sardineller, som hun tørrer og ryger og sælger videre. Men konkurrencen fra fiskemelsfabrikkerne har presset priserne så langt op, at Fatoulaye Ndiaye har sværere og sværere ved at holde gang i sin forretning.  

“For fem år siden kunne jeg købe en spand på 25 kilo for 2500 CFA (28 kroner, red). I dag koster den 11.000 CFA (125 kroner, red.)”, siger hun.

Frustrationerne over fiskemelsindustriens konsekvenser skaber røre flere steder i Senegal. Inden for det seneste halve år har folk demonstreret i gaderne i både Joal og Cayar – en by nord for Dakar med flere fiskemelsfabrikker – og i september indleverede en national koalition mod fiskemelsindustrien en klage til landets fiskeriministerium.  

Mamadou Sarr, der selv er fisker i Ouakam, er formand for koalitionen. 

“Regeringen må forbyde åbninger af nye fiskemelsfabrikker. Og akvakulturen er nødt til at finde nogle nye måder at fodre deres fisk på. Ellers vil flere og flere senegalesere, der lever af fiskeriet, fortsætte med at søge mod Europa”, siger han. 

Netop som Fatoulaye Ndiayes søn gjorde.