Esben Grønborg Geist overtager posten som bestyrelsesformand for Fonden Danwatch fra Vagn Jelsøe, der har siddet på posten siden 2016 og nu træder ud af bestyrelsen. Med en stilling som kommunikationschef hos Forbrugerrådet Tænk er Esben Grønborg Geist særligt stærk i kommunikation, ledelse og forbrugerpolitik. Han mener, at Danwatch har indtaget en vigtig nicheposition, som der er brug for.
“Jeg synes, at noget af det Danwatch kan er at åbne verden op og gøre den større for os alle sammen. Og samtidig få os til at forstå, at vores ansvar for bæredygtighed, klimaforandringer og menneskerettigheder rækker ud over Danmarks grænser. Det er der brug for”, siger Esben Grønborg Geist.
Derudover skaber Danwatch’s journalistik konkrete forandringer både herhjemme og ude i verden. Det vil Esben Grønborg Geist styrke grundlaget for.
“Jeg vil være med til at understøtte, at Danwatch kan fortsætte med at bruge sin journalistik til at skabe endnu mere forandring,” siger han.
“Bestyrelsens rolle er jo at være på det strategiske niveau. Hvis man effektivt vil skabe noget forandring i vores samfund eller i andre samfund, så har man brug for en stærk strategi. Det er noget af det, jeg vil lægge vægt på”.
Direktør for Danwatch Jesper Nymark ser frem til samarbejdet med den nye formand:
“Jeg glæder mig til at samarbejde med Esben. Han har et godt kendskab til Danwatch’s særlige journalistiske fokus, det er en rigtig stor styrke. Jeg tror, vi sammen kan udvikle og konsolidere Danwatch’s rolle som undersøgende medie og researchcenter, der med sit særlige journalistiske mandat, fortsat sikrer et vindue til den globale virkelighed, som vi herhjemme er direkte forbundet med og derfor har et ansvar for”, siger Jesper Nymark.