Danmark har forpligtet sig til ikke at eksportere militært udstyr til krige og konflikter, hvor udstyret risikerer at blive anvendt i strid med menneskerettighederne og krigens regler.

Alligevel har en dansk forsvarsvirksomhed kunnet sende militært udstyr til det israelske militær IDF midt under den igangværende krig i Gaza, uden at eksporten kræver nogen godkendelse fra de danske myndigheder.

Det kan Danwatch i dag fortælle i samarbejde med Dagbladet Information.

Flere end 10.000 børn er ifølge palæstinensiske myndigheder blevet dræbt siden krigens start. En række menneskerettighedsorganisationer mener at kunne dokumentere, at det israelske militær begår krigsforbrydelser med sine massive bombardementer i det tætbefolkede område, mens Sydafrika anklager Israel for folkedrab ved FN’s øverste domstol. 

Der er tale om den nordjyske forsvarsvirksomhed MyDefence, der i november og december 2023 har sendt antidrone-udstyr ned til IDF for et tocifret millionbeløb.

Kort efter Hamas’ terrorangreb i det sydlige Israel den 7. oktober, hvor omkring 1.200 israelere blev dræbt, kontaktede IDF den nordjyske virksomhed for at bestille så meget af det bærbare droneudstyr som muligt.

Det fortæller virksomhedens direktør Dan Hermansen i et interview med Danwatch.

“IDF havde et akut behov efter angrebet, hvor de ringede og spurgte, hvor meget vi havde, og hvor meget vi kunne levere nu og her. Så måtte vi jo se hvad vi kunne gøre”, siger Dan Hermansen.

Han understreger, at MyDefence ikke bryder nogen love eller regler med eksporten.

De danske myndigheder ved Forsvarets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) har nemlig tilbage i 2021 vurderet, at udstyret ikke kræver hverken militær eller dual-use eksporttilladelse. 

Derfor har den nordjyske virksomhed kunnet sende udstyret til det israelske militær midt under Gaza-krigen, uden at myndighederne skal godkende eksporten, fortæller direktøren.

“Vi bryder ikke nogen regler, vi gør tingene præcis som myndighederne vil have, at vi skal gøre det”, siger Dan Hermansen.

Øger Israels militære kapacitet i Gaza

Udstyret, der bærer navnet Pitbull og Wingman, kan beskytte israelske soldater og specialstyrker mod droneangreb, når de opererer inde i Gaza. Udstyret kan holdes i hånden eller sættes fast på soldaternes uniformer, og advare soldaterne om, at der er droner i nærheden, sætte dronen ud af kurs og udpege dronepilotens lokation.

Eksperter vurderer, at udstyret øger det israelske militærs kapacitet i Gaza betragteligt.

“Den type udstyr kan spille en stor rolle i den type operationer, som det israelske militær gennemfører i øjeblikket i Gaza. Det kan gøre det muligt for israelerne at udføre  operationer, som de ellers ikke ville være i stand til,” siger David Hambling, der er forfatter til bogen Swarm troopers: How small drones will conquer the world og jævnlig bidragyder til en række ansete magasiner og militære tidsskrifter om droneteknologi.

David Hambling mener, at det israelske hasteindkøb fra MyDefence viser, at Israel ikke var forberedt på den store udfordring, som Hamas’ droner udgør.

“Udstyret fra MyDefence vil give det israelske militær en fantastisk fordel på slagmarken, fordi de bliver i stand til at operere langt mere effektivt under operationer end de ville kunne uden den her type udstyr, der kan spore og jamme droner,” siger han.

Og det bekræfter Peter Viggo Jakobsen, cand.scient.pol., ph.d. i international politik og lektor ved Forsvarsakademiets Institut for Strategi og Krigsstudier. 

 “Hamas bruger små hjemmelavede droner til at angribe kommunikation, soldater og køretøjer. Hvis udstyret virker som MyDefence skriver på deres hjemmeside, så kan jeg godt forstå, at Israel gerne vil have så mange af de systemer som muligt”, siger han.

“Det øger sikkerheden for de israelske soldater såvel som deres bevægelsesfrihed. Et effektivt taktisk droneforsvar udgør en force multiplier, som øger deres militære kapacitet betragteligt”, siger Peter Viggo Jakobsen.

Venter rekordomsætning efter IDF-ordre

Direktøren i MyDefence bekræfter, at virksomheden har sendt et betydeligt antal Pitbull og Wingman til Israel i november og december 2023, med det israelske militær IDF som slutbruger. Han har ikke information om, præcis hvordan udstyret anvendes i den nuværende krig, men siger, at “man må gå ud fra” at IDF bruger udstyret til at beskytte de soldater, der opererer inde i Gaza.

“Forestil dig, at du selv er soldat. Normalt vil du ikke kunne se eller høre en drone, før den er lige over hovedet på dig. Vi kan så fortælle dem lang tid i forvejen, at nu er der en drone i området, og så kan de komme ud af farezonen, og de kan tæmme dronen. De soldater, der har udstyret på sig, er så ikke lige så udsat for direkte angreb med droner, som de ellers ville være”, siger Dan Hermansen.

Direktøren ønsker ikke at oplyse det konkrete beløb, som MyDefence har eksporteret for, men fortæller, at MyDefence venter en “ekstraordinært stor omsætning” i 2023 blandt andet som følge af ordren fra IDF. 

 “Slag på tasken, så udgør ordren fra IDF omtrent en femtedel af omsætningen for hele 2023”, siger Dan Hermansen.

Kritikere: “Danmark risikerer at bidrage til krigsforbrydelser”

Amnesty og Human Rights Watch er stærkt kritiske over for den danske eksport til det israelske militær under den igangværende krig. 

”Det er stærkt bekymrende, at danske forsvarsvirksomheder kan eksportere militærudstyr til IDF, og endda uden eksporttilladelse”, siger Amnesty Danmarks pressechef Malene Haakansson, der betegner krigen mellem Israel og Hamas som en humanitær og menneskelig katastrofe.

“Amnesty har dokumenteret flere israelske angreb, som bør undersøges som krigsforbrydelser. Danmark og EU bør indføre en våbenembargo til alle konfliktens krigende parter – Israel, Hamas og andre bevæbnede palæstinensiske grupper, indtil der ikke længere er en væsentlig risiko for, at de eksporterede våben kan bruges til at begå eller facilitere alvorlige krænkelser af menneskerettighederne eller den humanitære folkeret”, siger Malene Haakansson.

Amerikanske Human Rights Watch vurderer, at civile under den igangværende krig bliver angrebet “i et omfang uden fortilfælde i Israels og Palæstinas nyere historie”.

Også de advarer Danmark mod at sende militærudstyr til IDF. 

“Ved at forsyne Israel militært i en situation med igangværende alvorlige overtrædelser af krigens love, risikerer Danmark at gøre sig medskyldig i krigsforbrydelser”, siger Omar Shakir, der er direktør for Human Rights Watch’s afdeling for Israel og Palæstina.   

Human Rights Watch opfordrer derfor Danmark til at “suspendere al militær støtte og eksport til Israel”.  

“Hvor mange flere civile skal lide eller blive dræbt som følge af krigsforbrydelser, før lande, der leverer militærudstyr til Israel, trækker stikket og undgår medvirken til disse grusomheder”, spørger Omar Shakir.

Direktør: Israel er Danmarks allierede

Danwatch har spurgt Dan Hermansen, hvilke etiske overvejelser han og virksomheden gør sig om at eksportere militært udstyr til IDF mens anklagerne om krigsforbrydelser hober sig op.

“Vi læner os op ad, hvad Udenrigsministeriet siger og gør. Regeringen støtter jo stadigvæk op omkring Israel”, siger direktøren for MyDefence. 

“Vi kan jo godt gå ud og være etiske og moralske vogtere, og det er vi også i et vist omfang”, siger Dan Hermansen, og henviser til, at virksomheden ikke vil levere sit udstyr til for eksempel Kina eller Rusland. 

“Men på den anden side, så er Israel jo en allieret og en samarbejdspartner på mange områder. Så grundlæggende set kan jeg ikke se, hvorfor vi skulle være i tvivl om det her var noget vi ville eller måtte“, siger Dan Hermansen.

“Virksomhedernes eget ansvar”

Danmark har gennem FN’s Våbentraktat og EU’s Fælles Regler for Våbeneksport forpligtet sig til at hindre militær eksport, hvis der er en klar risiko for at udstyr kan bidrage til menneskerettighedskrænkelser eller brud på krigens regler.

Danwatch har spurgt Udenrigsministeriet, om de vurderer, at eksporten fra MyDefence er i tråd med Danmarks forpligtelser.

Det ønsker ministeriet ikke at svare på. De henviser i stedet til Erhvervsstyrelsen, der normalt udsteder eksporttilladelser til såkaldt dual use udstyr, der kan anvendes både civilt og militært.

Erhvervsstyrelsen afviser at svare på spørgsmål om Danmarks internationale forpligtelser. 

De ønsker heller ikke at udtale sig om den konkrete sag, men skriver i en mail:

“Det er virksomhedernes eget ansvar at undersøge, om deres produkter kan være omfattet af gældende eksportkontrolregler. Er virksomhederne i tvivl, kan de få hjælp af de danske myndigheder til at få foretaget en teknisk vurdering af de konkrete produkter. En teknisk vurdering vil altid blive foretaget ved at sammenligne de konkrete produktspecifikationer med den på dét tidspunkt gældende lovgivning. Det er herefter virksomhedens ansvar at være opmærksom på eventuelle ændringer i lovgivningen, såvel som eventuelle ændrede produktspecifikationer.”

Danwatch har den 5. januar spurgt Erhvervsstyrelsen om den vurdering, der blev foretaget af MyDefence’s udstyr i 2021 fortsat er gældende, men har indtil videre ikke fået svar herpå.

Juliet Kabugho husker tydeligt, da hun mødte faderen til sit barn. Hun var 17 år. 

“Han ringede til mig flere dage i træk og bad mig møde ham nede på markedet. En dag tog jeg derned og mødtes med ham. Han sagde, at han elskede mig, men jeg forstod det ikke, for vi havde aldrig mødt hinanden. Efter to uger begyndte han at sende mig penge. Først 20.000 shillings, så 30.000 shillings (55 kroner, red.). Derefter krævede han, at vi havde sex. Jeg forsøgte at afvise ham, men han insisterede”, siger hun. 

Juliet Kabuhgo, der er 22 år i dag, er en af 31 piger og kvinder, der fortæller, at de fra 2018 til 2022 blev gjort gravide og siden efterladt af ansatte på Nyamagasani Hydro Power Project, to vandkraftværker, hvor den danske energivirksomhed Frontier Energy er aktiemajoritetsholder.

Danwatchs samarbejdspartner, tv-stationen NTV Uganda, har besøgt landsbyen Kyarumba for foden af Rwenzori-bjergenes træbeklædte skrænter, og interviewet syv af de berørte piger og kvinder samt en række andre kilder i lokalområdet. 

Kvinderne og pigerne fortæller om at blive overtalt til og presset til sex af mænd på kontrakt hos den srilankanske virksomhed VS Hydro, der har opført Nyamagasani Hydro Power Project for Frontier Energy, og om hvordan de i dag kæmper med at forsørge dem selv og deres børn.

Fædrene, der kom til Kyarumba fra andre dele af Uganda og Sri Lanka, er alle rejst væk fra området igen og er ikke til at komme i kontakt med for mødrene. 

“Da jeg fortalte ham, at jeg var gravid, nægtede han at tro på det. I stedet krævede han, at vi havde sex igen”, fortæller Juliet Kabugho. “Jeg gik med til det, for ellers frygtede jeg, at han ikke ville tage ansvar for barnet. Efterfølgende prøvede jeg at ringe til ham flere gange, men han fortalte mig bare, at det ikke var hans barn, og at jeg skulle få en abort”, siger hun.

Kyarumba ligger for foden af Rwenzori-bjergene, der ligger i grænseområdet mellem Uganda og DR Congo. Video: Joel Kaguta / NTV Uganda

Ifølge Ivan Bwambale, politisk valgt formand for byrådet i Kyarumba sub-county, et område i det vestlige Uganda med godt 25.000 indbyggere, var fjorten af pigerne under 18 år, da de blev gravide. 

Og det er selvom, at det er ulovligt i Uganda at have sex med personer under 18 år.

“Nogle af pigerne var helt ned til 15-16 år, og der er også fire, der har fået konstateret HIV”, siger han. “Det er en meget ulykkelig situation, og vi håber, at de her enlige mødre snart vil få noget hjælp”, siger han.

Ivan Bwambales oplysninger bekræftes af flere lokale kilder, som NTV Uganda har snakket med.  

Den danske virksomhed bag Nyamagasani Hydro Power Project, Frontier Energy, har ikke ønsket at stille op til et mundtligt interview med Danwatch. Men virksomheden skriver i et mailsvar, at de er bekendte med sagen og i færd med at undersøge den nærmere. 

“Det er en sag, vi ser på med stor alvor”, skriver Anders Hauch, investeringsdirektør i Frontier Energy. 

Han afviser dog at gå i detaljer. 

“Vi kan af hensyn til den gruppe personer, der har henvendt sig, desværre ikke udtale os offentligt omkring de konkrete aspekter af denne sag. Dette ville være uetisk og i modstrid med de retningslinjer, vi forsøger at efterleve på området“, skriver Anders Hauch.

Ignorerede advarsel 

Det begyndte godt, husker Ivan Bwambale. 

Da Frontier Energy i 2017 indledte etableringen af Nyamagasani Hydro Power Project, bød de lokale byggeriet velkommen. Kyarumba ligger afsides i et svært fremkommeligt bjergterræn og tiltrækker ikke mange store vestlige investeringer.

“Det var godt med aktivitet i området. Vi havde store forventninger til, at der ville komme gang i den lokale økonomi”, siger Ivan Bwambale. 

Men i sommeren 2021 begyndte byrådsformanden at få henvendelser fra bekymrede forældre. De fortalte, at ansatte på vandkraftværkerne havde gjort deres døtre gravide og nu ikke ville kendes ved børnene.

“Jeg undersøgte sagen nærmere og lavede en rapport, der beskrev situationen, og hvad de enkelte piger havde fortalt mig. Jeg afleverede den til Frontier Energy, men vi har aldrig hørt fra dem”, siger Ivan Bwambale. 

Danwatch og NTV Uganda har set den rapport, som byrådsformanden afleverede til Frontier Energy i juli 2021. Danwatch har også været i kontakt med den lokalansatte medarbejder, som modtog den. Vedkommende arbejder ikke længere for Frontier Energy og ønsker ikke at få sit navn frem. 

“Jeg sendte den videre i systemet, men så skete der aldrig mere. Det er jeg ked af, for pigerne burde have fået hjælp”, siger den tidligere medarbejder til Danwatch.

Frontier Energy bekræfter i dag, at de modtog en henvendelse om sagen i 2021 uden at handle på den. 

“Henvendelsen blev modtaget af en lokal ansat i projektselskabet, som på korrekt vis sendte den videre til sin overordnede, der desværre aldrig sendte den videre til ledelsen. Vi vil forsøge at kortlægge hvorfor og se på, om vi skal justere vores procedure så risikoen for, at dette sker igen, minimeres. Vi kan kun beklage, at sagen ikke blev bragt videre på daværende tidspunkt”, skriver investeringsdirektør Anders Hauch i en mail til Danwatch.

Den missede henvendelse blev konstateret, da Frontier Energy i maj 2023 igen blev kontaktet om sagen - denne gang ikke fra Ivan Bwambale. 

“I overensstemmelse med vores procedurer for at behandle den slags henvendelser bad vores ansatte gruppen om kollektivt eller individuelt at henvende sig mundtligt eller skriftligt, så vi kunne vurdere sagen og eventuelt rette henvendelse til entreprenørvirksomheden, som stod for opførelsen af anlægget”, skriver Anders Hauch og fortsætter:

“Vi har indtil nu ikke modtaget nogen forespørgsel. Uagtet dette har vi dog, som led i vores løbende engagement i lokalsamfundet, haft dialog om emnet med forskellige interessenter”, skriver han. 

Jane Mbambus ene datter. Video: Joel Kaguta / NTV Uganda

Svært at få råd til mad og medicin

En af de bekymrede forældre, der henvendte sig til byrådsformand Ivan Bwambale i sommeren 2021 var Jane Mbambu. 

To af hendes døtre har fået børn med ansatte på Nyamagasani Hydro Power Project. De var henholdsvis 17 og 19 år, da de blev gravide. Begge gik stadig i skole. 

Uden fædre til at forsørge hendes døtre og deres børn har Jane Mbambu selv måtte træde til. Men det kniber med at få råd til det hele. 

“Jeg tager arbejde i andre folks landbrug for at kunne forsørge dem alle sammen. Fædrene er rejst, så det har været mig, der har måtte betale for mad og lægebesøg", siger hun. 

Noget lignende fortæller Jovia Biira. 

Hun blev gravid og smittet med HIV, da hun for tre år siden - som 24-årig - havde sex med en ansat på vandkraftværkerne. Han kontaktede hende en dag på det lokale marked, hvor hun solgte tomater. Han tilbød hende penge for at være sammen med ham, og da hun var blevet gravid, skar han al kontakt og forsvandt. 

I dag har Jovia Biira forladt Kyarumba. Begge hendes forældre er døde, men hun havde håbet, at hendes seks brødre ville hjælpe hende med at tage sig af barnet.

“De har allesammen afvist mig. De vil ikke have et barn boende, som de ikke kender faren til”, fortæller Jovia Biira. 

Historierne fra Kyarumba overrasker ikke international chef hos Sex & Samfund, Kristine Mærkedahl Jensen. 

“Vi ved, at tidlige og uønskede graviditeter i lande som Uganda ofte fanger piger og kvinder i en ond socioøkonomisk spiral. Graviditeterne bliver en byrde, de skal bære rundt på resten af livet. Især fordi det stadig opfattes som enormt skamfuldt i Uganda at stå med forældreskabet alene. Pigerne og kvinderne får sværere ved at få råd til mad, uddannelse og sundhed, både for dem selv og deres barn”, siger hun.

Velkendt risiko

Sagen om de 31 piger og kvinder i Kyarumba er symptomatisk for store infrastrukturprojekter i Afrika, vurderer flere eksperter i menneskerettigheder og erhverv, som Danwatch har talt med. 

Det er velkendt, at store tilførsler af udefrakommende – typisk mandlig – arbejdskraft  til småsamfund kan føre til seksuelle krænkelser, spredning af kønssygdomme og uønskede graviditeter, forklarer den amerikansk-italienske menneskerettighedsadvokat Andrea Shemberg. 

“Fordi der er tale om følsomme sager – i nogle kulturer mere end andre – kommer de ikke altid frem i lyset og bliver håndteret. Men alle virksomheder, der laver store infrastrukturprojekter som dette, skal være opmærksomme på risikoen for denne type af menneskerettighedskrænkelser. Det skal være top of mind ”, siger Andrea Shemberg.

Ifølge FN's Principper for Menneskerettigheder og Erhvervsliv kan Frontier Energy ikke undskylde sig med, at mændene var ansat hos underleverandøren VS Hydro – og ikke Frontier Energy selv.

“Alle virksomheder har et ansvar for at respektere menneskerettighederne i hele deres værdikæde. Det betyder, at de også har ansvar for opførslen fra deres underleverandører”, siger Andrea Shemberg. 

Elin Wrzoncki, afdelingsleder for menneskerettigheder og erhverv hos Institut for Menneskerettigheder, bekræfter, at man som virksomhed skal tage ansvar for den type af problemer, som kilderne i Kyarumba beskriver:   

“Sociale problemer, inklusiv indvirkninger på kvinder og pigers seksuelle og reproduktive rettigheder, relateret til tilførsel af udefrakommende arbejdskraft falder uden tvivl inden for, hvad en virksomhed står til ansvar for”, siger hun. 

I deres mailsvar til Danwatch anerkender Frontier Energy, at de som ejer af aktiemajoriteten af Nyamagasani Hydro Power Project har et ansvar for lokalbefolkningen i Kyarumba. 

Virksomheden forklarer også, at de iværksatte en række tiltag under opførelsen af vandkraftværkerne, der skulle forhindre det, som de 31 enlige mødre har været udsat for. 

Investeringsdirektør Anders Hauch skriver i en mail, at Frontier Energy arrangerede oplysningskampagner om HIV og AIDS samt brug af prævention til både lokalsamfundet og ansatte i de firmaer, som stod for byggeriet. Virksomheden sikrede også, at deres entreprenører stillede gratis præservativer til rådighed for deres ansatte.

“Det skal dog bemærkes, at vores arbejde med oplysningskampagner og dialog med lokalsamfundet blev hæmmet af de meget restriktive coronaforanstaltninger i Uganda i det meste af 2020 og 2021”, skriver han.

Opfordring til Frontier Energy 

De to vandkraftværker, der udgør Nyamagsani Hydro Power Project, er i dag i drift og leverer strøm til det nationale elnet i Uganda. 

Jessica Kabuhgo håber på, at Frontier Energy vil hjælpe hende med at få et arbejde. Hun var 19, da hun blev gjort gravid af en ansat på Nyamagasani Hydro Power Project. 

“Han havde mange penge og kunne finde på at give mig mellem 20 og 50.000 shillings. Men efter jeg blev gravid, kunne jeg ikke længere få fat på. Han har forladt byen, og hans telefonnummer virker ikke længere”, siger hun.

I dag bor hun hjemme hos sine forældre, der hjælper hende med at tage sig af sin datter.

“Mit budskab til virksomheden er, at de sørger for, at vi kvinder får et arbejde eller noget uddannelse, så vi får en chance for at skabe vores eget liv”, siger hun. 

Frontier Energy har ikke ønsket at forholde sig til Jessica Kabuhgos forslag. Virksomheden gentager, at de “ikke kan kommentere på den konkrete sag af hensyn til dem, som har rettet henvendelse”.

Imens forsøger byrådsformand Ivan Bwambale at hjælpe de enlige mødre og deres familier på bedst mulige vis. Gennem den lokale biskop har han senest doneret dem en flok smågrise. 

“Vi har brug for hjælp til at holde mødrene ude af problemer, nu der ikke er nogle fædre til at se efter dem”, siger han.

Frontier Energys underleverandør VS Hydro er ikke vendt retur på Danwatchs henvendelser

Over 6 milliarder kroner.

Så mange penge har Danmarks største pensionsselskaber i alt investeret i statsobligationer i lande i Afrika, der har alvorlige problemer med korruption og menneskerettighedskrænkelser. 

Blandt andet i Cameroun, hvor militæret ifølge både Amnesty International og Human Rights Watch rutinemæssigt begår voldsomme overgreb på civile. 

I Mozambique, hvor regeringspartiet FRELIMO er involveret i en af de største korruptionssager i nyere afrikansk historie og flere gange er blevet beskyldt for valgsvindel. 

Og i Uganda, hvor myndighederne tyranniserer oppositionspolitikeren Bobi Wine, og der senest er blevet vedtaget en stærkt repressiv LGBTQ-lovgivning.

Det viser en opgørelse, Danwatch har foretaget i samarbejdet med Altinget.

Opgørelsen er baseret på Danwatchs database Pensionsmaskinen, mens situationen i de enkelte lande er opgjort ved hjælp af data fra organisationer som Freedom House og Transparency International.

Danwatch og Altinget har præsenteret materialet for en række eksperter, der mener, at pensionsselskaberne har et ansvar, når de investerer i autokratiske og korrupte lande.

“Når man køber statsobligationer i et land, understøtter man samtidig landets ledelse. Det kan ikke være anderledes”, siger professor på Institut for Økonomi, Carsten Tanggaard.

Svær balance

Spørgsmålet om pensionskassernes investeringer i afrikanske statsobligationer skriver sig ind i et større dilemma, siger Gregory Smith, britisk investeringsmanager og forfatter til bogen Where Credit is Due: How Africa’s Debt Can Be A Benefit, Not a Burden. 

De afrikanske økonomier har massivt behov for privat kapital for at kunne sende børn i skole, skabe arbejdspladser, bygge infrastruktur, producere fødevarer og bekæmpe klimaforandringer. 

Men hvad så når lederne af de samme økonomier har for vane at dirigere penge ned i egne lommer og blæse på selv de mest grundlæggende demokratiske principper og menneskerettigheder? 

“Hvis man ser på målinger fra IMF (Den Internationale Valutafond, red.) har lande som Cameroun, Etiopien og Rwanda hævet levestandarden de seneste år. Det var ikke sket uden udenlandske investeringer. Men samtidig er der i alle tre lande alvorlige eksempler på seriøse menneskerettighedsbrud. Det er en svær balance”, siger Gregory Smith.

Den særlige udfordring med statsobligationer er, at de i udgangspunktet er en blankocheck til landet, der udsteder dem. 

Pengene er typisk ikke reserveret til bestemte formål eller projekter, men kan bruges på hvad som helst. Det kunne være en bro eller et vandprojekt – men det kunne ligeså godt være våben til militæret, eksempelvis.   

“Man smider pengene direkte ned i statskassen, og hvad der så sker med dem derfra, er nærmest umuligt at holde snor i”, siger Gregory Smith. 

En ny type statsobligationer

De seneste år er der dog opstået et voksende marked for såkaldte ESG bonds, det vil sige en type statsobligationer, der er specifikt tiltænkt klimavenlige eller socialt ansvarlige tiltag. 

Markedet for ESG bonds er endnu ikke særlig udbredt i Afrika, men i sidste uge introducerede Gabon en “blå statsobligation”, der skal skaffe finansiering til “maritim naturbevarelse”.

Som den eneste af pensionskasserne med målrettede statsobligationer i Afrika oplyser PensionDanmark, at deres knap 14 millioner kroner statsobligationer i vestafrikanske Benin er øremærket projekter, der “skal fremme uddannelsesmulighederne i Benin, sikre bedre adgang til drikkevand og sørge for vedvarende energi til den beninske befolkning”.

Hverken grønne eller sociale obligationer eliminerer dog risikoen ved at investere i lande, der har kendte problemer med korruption og menneskerettigheder, vurderer Gregory Smith.

“Man skal tage højde for såkaldt additionalitet, altså netto-effekten af sin investering. Det kan godt være, at man køber obligationer øremærket bestemte, velgørende formål, men investeringen frigiver samtidig midler andre steder i budgettet, som så kan blive brugt på præcis nogle af de ting, man som investor gerne vil undgå at finansiere. Lidt forenklet kan man sige, at hvis man låner et land til en dæmning, vil landet have flere penge at bruge på sit militær”, siger han. 

Læs alle pensionskassernes fulde svar i bunden af artiklen

PensionDanmark “anerkender til fulde denne risiko”, skriver Jan Kæraa Rasmussen, chef for ESG og bæredygtighed i en mail til Danwatch og Altinget.

“Det er risikofyldt at investere i udviklingslande, men uden privat kapital er det meget begrænset, hvor mange muligheder disse lande har for at udvikle sig i en positiv og bæredygtig retning”, skriver han.

Investorerne har et ansvar

Netop de afrikanske økonomiers behov for privat kapital går igen i pensionsselskabernes svar på, hvorfor de køber statsobligationer i afrikanske lande med historik for menneskerettighedskrænkelser og korruption.    

“Hvis udviklingslandene nogensinde skal komme deres udfordringer til livs, så er der brug for private investeringer, som kan være med til at rykke landene økonomisk for at skabe bedre vilkår inden for uddannelse, infrastruktur, menneskerettigheder og miljø”, siger Mads Steinmüller, Chief ESG Specialist i Danica Pension.

Fra AP Pensions chef for ansvarlige investeringer, Anna Maria Fibla Møller, lyder det, at “adgangen til international kapital er essentiel for at kunne tilvejebringe økonomisk fremgang for landene og deres indbyggere og en positiv udvikling generelt set”. 

Og PensionDanmark henviser til, at Afrika, ifølge FN’s klimapanel IPCC, har et finansieringsbehov til den grønne omstilling, som er tolv gange højere end det nuværende niveau af investeringer.  

Når det kommer til stykket, vurderer professor Carsten Tanggaard, er pensionskasserne imidlertid kun optaget af én ting: 

“Det er ikke pensionskassernes opgave at løse Afrikas problemer. Deres mandat er at skaffe et godt afkast for kunderne”, siger han. 

De afrikanske landes finansieringsproblemer betyder heller ikke, at pensionskasserne kan ignorere risikoen for, at deres investeringer går til et brutalt specialpoliti eller aldrig kommer befolkningen til gavn. 

Det slår Ioana Tuta, specialkonsulent med ekspertise i menneskerettigheder og finans hos Institut for Menneskerettigheder, fast. 

”Pensionskasserne skal respektere menneskerettigheder. Det indebærer, at de vurderer, hvorvidt deres investeringer bliver brugt af stater, der undertrykker menneskerettigheder, og hvor muligt, bruger deres indflydelsesevne således at stater stopper og udbedre deres krænkelser af menneskerettighederne. De kan ikke vende det blinde øje til menneskerettighedsovertrædelser og sige, at de intet med dem har at gøre”, siger hun. 

Begrænset indflydelse

Når et pensionsselskab investerer i en stor virksomhed, kan de samtidig få mulighed for at stemme på virksomhedens generalforsamling. Ny bestyrelse? Udfasning af olie? Øget transparens? På den måde kan de som investorer, afhængig af størrelsen på deres aktiepost, påvirke deres investering.

Samme mulighed har pensionsselskaberne ikke, når de investerer i statsobligationer, forklarer Ann Frank Andresen og Camilla Ogunbiyi.

De arbejder begge i Nordea Asset Management, og så er de medforfattere til en ny rapport om menneskerettigheder og statsobligationer udgivet af UNPRI, et FN-støttet netværk for finansielle institutioner. 

Når det nigerianske militær, som Reuters gjorde december 2022, bliver afsløret i at drive et ulovligt abortprogram i den nordlige del af landet, kan man som dansk pensionskasse med nigerianske statsobligationer i porteføljen, i udgangspunktet ikke stille meget op. 

Det samme, når Benins præsident Patrice Talon fænglser oppositionspolitikere. Eller når senegalesiske sikkerhedsstyrker dræber 23 demonstranter.

“Som investor har man ingen direkte indflydelse, når man køber obligationer af en suveræn stat. Ultimativt kan et land gøre, hvad det har lyst til. Det er det, der gør investeringer i statsobligationer så komplekse”, siger Camilla Ogunbiyi.

Mulighed for dialog

I deres svar til Danwatch og Altinget anerkender pensionsselskaberne, at det er svært at påvirke de stater, de køber statsobligationer i. 

“Helt overordnet er det langt vanskeligere at udøve aktivt ejerskab over for stater end over   for virksomheder. Derfor står valget som udgangspunkt mellem at investere eller ej”, skriver Industriens Pensions pressechef Laurits Harmer Lassen i en mail. 

Private investorer i statsobligationer er dog ikke helt uden påvirkningsmuligheder, siger Camilla Ogunbiyi. 

“Landene rejser rundt på roadshows og præsenterer deres obligationer – enten virtuelt eller fysisk – og allerede her vil man som investor kunne rejse forskellige problematikker. Det vil give dig et godt billede af, om der er tale om en regering, der er bekendt med sine udfordringer, og gør hvad den kan for at løse dem, eller om den er fuldstændig afvisende over for enhver bekymring”, siger hun.

I UNPRI-rapporten, som Ann Frank Andresen og Camilla Ogunbiyi har været med til at skrive, anbefales private investorer netop at gå i dialog om blandt andet menneskerettigheder med obligationsudstederne. Også efter investeringen er foretaget.

“Opsøgende dialog er en afgørende del af ansvarlig investering i alle aktivklasser; der bør ikke være nogen undtagelse for investeringer i statsobligationer”, står der i rapporten. 

Danwatch og Altinget har spurgt samtlige af pensionskasserne, hvad de gør for at påvirke menneskerettighedssituationen i de afrikanske lande, de har statsobligationer i.

Sampension oplyser, at de ikke har “nogen egen dialog med fremmede stater om sådanne forhold”. Det samme gør blandt andre P+, der skriver, at deres “aktive ejerskab er fokuseret på selskaber”.

Kun ét pensionsselskab oplyser, at de fører en selvstændig dialog med de afrikanske lande, de køber statsobligationer fra.

“Vi har blandt andet mødtes med repræsentanter fra Gabon og Angola for at tale om miljø, og vi har mødtes med Kenya for at tale om fødevaresikkerhed, anstændigt arbejde og økonomisk vækst og arbejdsløshed blandt unge”, skriver Danica Pensions Chief ESG Specialist, Mads Steinmüller, til Danwatch og Altinget.

Se hvad dit pensionsselskab siger:

De danske myndigheder har givet tilladelse til at eksportere militært udstyr til Saudi-Arabien, selvom et dansk eksportforbud var i effekt.

Det viser en aktindsigt, som Danwatch og Dagbladet Information har søgt hos Rigspolitiet. 

Rigspolitiet bekræfter, at tilladelsen er givet og erkender samtidig, at den militære eksporttilladelse til Saudi-Arabien er givet ved en fejl.

“Rigspolitiet har konstateret, at der i den konkrete sag er begået en fejl under Rigspolitiets behandling af sagen”, skriver Rigspolitiet i en mail til Danwatch.

Det havde ellers bred politisk opbakning, da den daværende VLAK-regering i november 2018 besluttede, at der ikke længere skulle eksporteres militært udstyr fra Danmark til Saudi-Arabien.

Den beslutning traf de danske politikere efter den kritiske journalist Jamal Kashoggi blev slået ihjel på det saudiske konsulat i Tyrkiet. Forbuddet blev samtidig begrundet med anklager om mulige krigsforbrydelser i Yemen, hvor Saudi-Arabien siden 2015 har ført en krig, der af FN omtales som “verdens værste humanitære katastrofe”.

Udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen ophævede forbuddet i marts måned i år, men nu kan Danwatch i samarbejde med Dagbladet Information afsløre, hvordan dansk forsvarsindustri alligevel fik lov til at eksportere militært udstyr et halvt år inden. 

En fejl, der ikke må ske

Konkret har Rigspolitiet den 26. august 2022 givet firmaet TenCate Advanced Armour Danmark permanent tilladelse til at eksportere pansring til militære køretøjer til en kunde i Saudi-Arabien.

Det danske eksportforbud ophæves mere end et halvt år senere.

Rigspolitiet oplyser, at “der er tale om en menneskelig fejl, hvor den pågældende sag ikke har været sendt i høring hos Udenrigsministeriet, som det ellers er praksis i sådanne sager”.

Men den type fejl bør ikke kunne ske, mener flere medlemmer af Folketingets Udenrigspolitiske Nævn.

“Der må simpelthen ikke ske fejl i den her type sager”, siger Radikale Venstres udenrigsordfører Christian Friis Bach, der mener, at det er særligt problematisk, at der er tale om netop Saudi-Arabien, der fører krig i Yemen.

“Der er afgørende forhandlinger om en fredsløsning i Yemen, og der er det meget vigtigt, at vi fra Danmark klart signalerer, at ethvert samarbejde med Saudi Arabien er betinget af, at landet bidrager til en fredsløsning”, siger han.

Han undrer sig samtidig over, at Folketinget ikke er blevet orienteret om, at tilladelsen er blevet givet. 

“Jeg synes, at vi i Udenrigspolitisk Nævn skulle have været orienteret, hvis der fejlagtigt er blevet givet en tilladelse til Saudi-Arabien. Særligt fordi, at der er et klart politisk ønske fra nævnet om en meget restriktiv linje over for Saudi-Arabien, og fordi vi har udtrykt en klar forventning om, at vi bliver tæt orienteret om den militære eksportpraksis”, siger Christian Friis Bach.

Også Peter Skaarup, der er Danmarksdemokraternes udenrigsordfører, efterspørger en redegørelse. 

Han frygter, at der er lige så meget rod i den militære eksportkontrol som det, der har vist sig om forsvarsindkøb til Danmark – med henvisning til sagen om forsvarsminister Jakob Ellemann-Jensen og indkøbet af militært udstyr fra det israelske våbenfirma Elbit.

“Jeg mener, at vi skulle have været orienteret om, at der er sket militær eksport til Saudi-Arabien. Og at vi i den grad skal have en god forklaring fra regeringen på, hvordan det her overhovedet kan ske. Nu har vi jo set, hvordan det roder i sagen om indkøb fra Elbit, og her roder det åbenbart også”, siger Peter Skaarup. 

“En politisk beslutning er jo ikke meget værd, hvis den ikke bliver fulgt. Og der er jo en grund til, at der er truffet en politisk beslutning om ikke at eksportere militært udstyr til Saudi-Arabien – hvor demokrati og menneskerettigheder er en by i Rusland”, siger han. 

Saudisk eksport fortsætter

Allerede den 10. maj 2023, efter at Danwatch første gang henvendte sig til Rigspolitiet omkring eksporttilladelsen til Saudi-Arabien, modtog Udenrigsministeriet en høring fra Rigspolitiet om sagen. 

Det fremgår af et mail-svar fra Udenrigsministeriet til Danwatch og Information.

I starten af juli måned år oplyste Rigspolitiet til Danwatch, at de fortsat overvejer, hvilke konsekvenser fejlen skal have for Tencates eksporttilladelse.

“Rigspolitiet er i øjeblikket ved at vurdere, hvilke eventuelle sagsskridt dette giver anledning til i forhold til den konkrete tilladelse”, skrev de i en mail.

Fejlen har fortsat ikke fået konsekvenser for Tencates eksporttilladelse. Det fortæller firmaets direktør Helle Specht til Danwatch.

– I får tilladelse i august 2022 på et tidspunkt, hvor offentligheden tror, eksporten er suspenderet?

“Det er korrekt, at vi har fået eksporttilladelse til Saudi-Arabien. Vores interne procedurer er stramme, vi følger de politiske anvisninger, som kommer til os. Også her har vi fulgt de retningslinjer, der er for eksportansøgninger, vi har fået en eksporttilladelse, og vi har så eksporteret”, siger Tencate Danmarks direktør Helle Specht til Danwatch.

– I har ikke mistet jeres eksporttilladelse så?

 “Nej, vores eksporttilladelse er ikke tilbagekaldt, og jeg vil gerne understrege, at vi indtil sommeren 2023 ikke har været klar over, at Rigspolitiet måske har lavet en fejl”, siger Helle Specht.

Hun ønsker ikke at svare på, hvem slutbrugeren af Tencates pansring er, om det f.eks. er det saudiske militær.

 ”Det indgår altid i eksportansøgningen, men hører derudover under almindelige forretningsfortroligheder. Vores primære produkter er beskyttelsesplader til bl.a. skudsikre veste og til militære køretøjer, det vi kalder ’passiv beskyttelse’ – produkterne er ikke i sig selv noget man kan bruge til at føre krig med”.  

– Hvordan kan I være sikre på, at udstyret ikke bliver anvendt til f.eks. intern undertrykkelse eller i krigen i Yemen, hvor Saudi Arabien beskyldes for krigsforbrydelser?

“Det er ikke en viden, vi har, her er vi nødt til at læne os op ad udenrigspolitiske anvisninger og myndighedernes godkendelser”, siger Helle Specht.

Hun understreger, at firmaet vil stoppe sin eksport med det samme, hvis de skulle ende med at miste deres eksporttilladelse på grund af den fejlagtige sagsbehandling fra Rigspolitiet. Men det ville betyde at firmaet ville miste noget af sin forretning – også i Danmark. 

”Hvis vi stopper eksporten, betyder det naturligvis, at vi vil miste noget af vores forretning. Hvis Rigspolitiet trækker eksporttilladelsen tilbage, vil vi være mindre attraktive for vores kunder. Der er tale om arbejdspladser og eksport, der går fra Danmark”, understreger hun.

Kan ende i Yemen-krigen

Eksperter mener, at der er en klar risiko for, at det militære udstyr fra Danmark bliver anvendt i Yemen – og dermed er der også en risiko for, at det kan bidrage til krigsforbrydelser. 

“Militæret spiller en kæmpe rolle i Saudi-Arabien, de har meget høje udgifter til militæret per indbygger. Det skal helst være så stærkt, at det kan hindre Iran fra at overtage magten og også holde Yemen i skak. Krigen i Yemen er jo på mange måder en proxy-krig mellem Saudi-Arabien og Iran”, siger Helle Lykke Nielsen, lektor på SDUs Center for Mellemøststudier.

Af samme grund mener hun, at der er en klar risiko for, at det danske militære udstyr anvendes i Yemen – selv om både Saudi-Arabien og Emiraterne har skruet ned for deres militære tilstedeværelse i Yemen det seneste år. 

“Jeg vil mene, at der er en klar risiko for, at det her udstyr fra Danmark kan blive brugt i Yemen, hvor Saudi-Arabien jo fortsat er til stede med militære styrker”, siger Helle Lykke Nielsen.

Og hun bakkes op af Yemen-ekspert Ardi Emseis fra Queen’s University i Canada, der frem til 2021 var medlem af The Group of Eminent Experts  on Yemen, nedsat af FN’s Menneskerettighedsråd.

Han mener også, at den danske militære eksport indebærer en klar risiko – selvom Saudi Arabien det seneste år har skruet ned for det militære engagement i Yemen. 

“Under hele Yemen-konflikten har der været risiko for, at militær eksport til krigens parter, herunder Saudi-Arabien og de Forenede Arabiske Emirater, vil blive anvendt til brud på folkeretten i Yemen – såsom vilkårlige luftbombardementer og anvendelse af sult som krigsvåben”, siger Ardi Imseis.

Den risiko består fortsat, siger han.

“Så længe krigen fortsætter – og det gør den –  indebærer enhver form for eksport af våben eller militært udstyr til de krigsførende parter, herunder Saudi-Arabien og Emiraterne en risiko for, at udstyret vil blive anvendt til brud på folkeretten. Det har været vurderingen fra ekspertgruppen, og det er fortsat min opfattelse”, siger han. 

På messe i Emiraterne

Tencate er ikke den eneste danske virksomhed, der har fået militær eksporttilladelse trods forbudet.

Den 23. januar 2023 gav Rigspolitiet firmaet Sima Innovation en midlertidig tilladelse til at eksportere våbentårne til militære køretøjer til Emiraterne.

Emiraterne, der sammen med Saudi-Arabien har ført krig i Yemen siden 2015, var også omfattet af det eksportforbud, som Lars Løkke Rasmussen ophævede i marts måned i år.  

Rigspolitiet forklarer, at tilladelsen til Emiraterne blev givet, fordi det militære udstyr blot skulle fremvises på en messe og bringes tilbage til Danmark inden for en fastsat tidsfrist. 

Modsat tilladelsen til Saudi-Arabien gav Rigspolitiet tilladelse til militær eksport til Emiraterne i samråd med Udenrigsministeriet, oplyser de i en mail.

Hvad angår den fejlagtige tilladelse til Saudi-Arabien, skriver Udenrigsministeriet i en mail til Danwatch at de altid skal høres om denne type eksport.

“Udenrigsministeriet noterer, at Rigspolitiet ved en fejl ikke hørte Udenrigsministeriet i en sag om eksport af militært udstyr til en slutbruger i Saudi Arabien i 2022. Det bemærkes, at Udenrigsministeriet altid skal høres i sager om eksport af militært udstyr til en modtager eller slutbruger i Saudi Arabien”, skriver de.

Danwatch og Information har også spurgt Justitsministeriet, hvilke konsekvenser de mulige brud på eksportforbudet får, men ministeriet henviser til Rigspolitiet, der ikke i øjeblikket har yderligere kommentarer.

Den største landbrugslobby i EU hævder at repræsentere alle landbrugsarbejdere i unionen, men Stela Zămoiu mener ikke, at den taler på vegne af bønder som hende.

Zămoiu, der er en 61 årig landmand fra Rumænien, husker dengang området omkring hende var fyldt med små landbrug. I dag er hendes tre hektar i det østlige Rumænien omgivet af store industrielle landbrug. Når hun dør, forventer hun, at hendes ejendom bliver opslugt af en af ​​hendes naboer.

“Landsbyen er blevet gammel,” siger hun. “Når de ældre dør, går jorden til børnene, og de sælger den … Jeg ved ikke, om der vil være jord, der ikke bliver taget af store landmænd.”

Hun siger, at hun godt kunne bruge noget hjælp fra den rumænske regering eller EU, men hun ser det ikke komme. “Politikerne tager kun hensyn til det, de hører fra de store landbrug,” siger hun. “De repræsenterer kun sig selv. Ikke os.”

I Danmark og resten af EU fortæller landmænd fra mindre gårde den samme historie. De kæmper for overlevelse og er ved at blive fortrængt at kæmpe industrielle landbrug. 

I Bruxelles, cirka 2.000 kilometer fra Zămoius gård, er Pekka Pesonen, lederen af landbrugsorganisationen Copa-Cogeca, ikke uenig. Europæisk landbrug skal blive rentabelt, siger den 60-årige finne til Politico. Og i det store og hele betyder det større landbrug.

Pesonen, der leder en lobbyorganisation, der beskriver sig selv som “den forenede stemme” for EU’s landbrugsarbejdere, siger, at han gerne vil se småbønder som Zămoiu overleve. “Men er det realistisk på nuværende tidspunkt?” spørger han. “Nej, det er det ikke. Fordi markedet belønner det simpelthen ikke.”

Copa-Cogeca blev født i 1960’erne, da Europas landbrugsorganisationer fusionerede og skabte en suveræn lobbymagt, der der har haft enorm indflydelse på politikudformningen lige siden. På deres hjemmeside hævder Copa-Cogeca at tale på vegne af “over 22 millioner europæiske landmænd og deres familiemedlemmer”.

Der er bare ét problem med den påstand: Den er ikke sand. Og de politiske beslutninger, som Copa-Cogeca taler for, er ikke altid i alle Europas landmænds interesse.

Ifølge de seneste data fra 2016 repræsenterer Copa-Cogeca tre fjerdedele af arbejdsgiverorganisationerne i landbrugssektoren.  Men nyere data fra Finland, Frankrig, Irland og Holland tyder på, at Copa-Cogecas medlemstal falder. Og når man spørger sig for i den europæiske landbrugssektor, er Copa-Cogeca ikke landbrugets samlede stemme længere. Det viser interviews med næsten 120 landmænd, insidere, politikere, forskere og aktivister.

“Jeg tror Copa stadig lever i den drøm, at de repræsenterer alle landmænd, som de gjorde i fortiden. Det er ikke helt tilfældet”, siger en tidligere embedsmænd for Europa-kommissionens landbrugsorgan, DG Agri.

Interviewene er blevet lavet i forbindelse med et pan-europæisk samarbejde koordineret af Lighthouse Reports med deltagelse af Danwatch, Politico Europe, El Confidencial, Libertatea, NRC og OKO.Press. De 120 kilder fortæller en historie om den magt, som Copa-Cogeca stadig har. En magt som de, ifølge kilderne, bruger til at  kæmpe for store, intensive, miljøskadende landbrug og ikke mindst til at underminere grønne reformer og fastholde en central position, hvorfra de for eksempel bekæmper EU’s Green Deal og en kommende forordning for naturgenopretning.

Den mystiske sag om de danske landmænd

I Danmark er historien den samme som i EU. Hos Copa-Cogecas danske medlem Landbrug & Fødevarer er det mildt sagt uigennemsigtigt, hvem der er repræsenteret. 

Mens EU har mistet en tredjedel af unionens landbrug det seneste årti, hvilket svarer til, at tre millioner gårde i alt er forsvundet, hævder Landbrug & Fødevarer at repræsentere flere og flere landmænd i Danmark.

En gennemgang af landbrugsorganisationens seneste årsrapporter viser, at Landbrug og Fødevarer i 2021 hævdede at repræsentere 28.500 landmænd. Det er en stigning på 5.000 fra 2016. I den seneste årsrapport er antallet af medlemmer, som Landbrug og Fødevarer repræsenterer, pludselig forsvundet ud. 

Stigningen står i modsætning til stort set alle danske statistikker over landbrugets udvikling. Ifølge Danmarks Statistik er antallet af selvstændige landmænd faldet med 39 procent fra 2010 til 2020, og de seneste tal fra Statistikbanken viser, at antallet landbrugsbedrifter er faldet fra 43.000 til under 31.000.

Trods gentagne henvendelser vil Landbrug og Fødevarer ikke svare på, hvad deres tal dækker over. De svarer kun, at de ikke kan gå dybere ned i medlemstallene, og sender et link til Danmarks Statistik over antallet af bedrifter i Danmark.

”Det forekommer mig mystisk,” siger landbrugsøkonom og lektor ved Institut for Statskundskab på Aalborg Universitet, Jan Holm Ingemann om tallene.

Han har ikke noget bevis for, at Landbrug & Fødevarer pumper deres tal op, “Men jeg kan bare sige, at der er en interesse i at blæse sig selv op og se så stor ud som overhovedet mulig, for at holde fast i en række politikeres frygt for, at regulering af landbruget vil gå ud over arbejdspladser”, siger Jan Holm Ingemann, der bakkes op af andre eksperter, der fortæller, at høje medlemstal giver legitimitet og demonstrerer magt. 

Taktikken lader til at være den samme som i Copa-Cogeca. Ifølge kritikere og mindre landbrugsorganisationer bruger Landbrug & Fødevarer legitimiteten i de store medlemstal til at påvirke den danske landbrugspolitik på en måde, så de små landbrug bliver undermineret, og den grønne omstilling bliver tilsidesat

Jerntrekanten

D. 7. September 2015 rullede omtrent 1.500 traktorer ind i Bruxelles og skabte trafikpropper, der angiveligt strakte sig flere hundrede kilometer. Foran EU’s hovedkvarter hovedkvarter samlede godt 5.000 landmænd sig for at protestere over prisen på mælk blandt andet. 

Landmændene satte ild til halmballer. De skød med hø, kastede med æg og sprøjtede med mælk ud over politiets uropatruljer, der prøvede at dæmpe gemytterne. Politiet måtte blandt andet svare igen med vandkanoner over for aggressive traktorførere.

I udkanten af det hele stod Landbrug & Fødevarers daværende formand Martin Merrild. Demonstrationen var arrangeret af Copa, og folk var mødt op for fredeligt at vise, at landbruget stod i en dyb krise, men Copa mistede ifølge Martin Merrild “kontrollen” med demonstrationen.

To uger senere tog Martin Merrild selv kontrollen, da han blev valgt som ny formand for Copa.

“Jeg vil gå efter at sikre, at Copa bliver stærkere og mere magtfuld”, sagde han efter valget. 

Landbrug & Fødevarer har næsten altid været tæt forbundet til Copa-Cogeca. To gange tidligere har en dansker stået i spidsen for Copa. Christian Høegh-Andersen er i dag vicepræsident i Cogeca og også medlem af Landbrug og Fødevarers øverste politiske ledelse, fællesformandskabet. Og Landbrug & Fødevarers europæiske kontor har historisk set arbejdet tæt sammen med Copa-Cogeca.

I årtier blev traditionelle industriorganisationer som Landbrug & Fødevarer og Copa-Cogeca set som de mæglere og mellemmænd, der bestemte, hvad landmændene ønskede og havde brug for, og de var en del af et lukket netværk, der fastlagde EU’s landbrugspolitik.

Denne “jerntrekant”, hvor den lovgivende magt i form af Europa-Parlamentet og landenes regeringer, den udøvende magt i form af Europa Kommissionen og interessegrupper som Copa-Cogeca har tætte forbindelser, har bremset mange nødvendige reformer, siger Jeroen Candel, lektor i fødevare- og landbrugspolitik ved Wageningen Universitet i Holland.

“Der er tydelige tegn på stor indflydelse i EU’s landbrugspolitik. Politikere i forskellige EU-institutioner, herunder Europa-Parlamentets landbrugsudvalg, har konsekvent foretrukket de kortsigtede økonomiske interesser for bestemte sektorer frem for den større offentlige interesse i at løse de enorme udfordringer i vores fødevaresystem,” siger han.

Europas landbrug, hvoraf to tredjedele er mindre end fem hektar, kæmper med flere kriser: høje priser på gødning, energi og pesticider, stadig mere uforudsigelige vejrforhold, en hastigt aldrende og svindende landbrugsbefolkning samt en krig mellem to vigtige landbrugsproducenter på Europas dørtrin.

Alligevel ser Copa-Cogeca og dets tilknyttede organisationer ud til primært at varetage interesserne for store landbrug og ikke dem, der rammes hårdest af problemerne. Det fortæller en lang række af tidligere insidere i organisationerne, tilknyttede og uafhængige landmænd, EU-embedsmænd og eksperter, som vi har talt med.

En almindelig klage er, at Copa-Cogeca konsekvent har bekæmpet bestræbelser på at reformere EU’s fælles landbrugspolitik (CAP), som giver tilskud primært baseret på landbrugsstørrelse og som ifølge forskere favoriserer store landbrug i uforholdsmæssig grad. 

De store landbrugs stemme

I slutningen af april sendte Ole Faergemann et brev til EU’s landbrugskommissær, Janusz Wojciechowski. Den tidligere hjertelæge og nuværende landmand og næstformand for organisationen Frie Bønder Levende Land havde et år forinden lagt mærke til noget problematisk i Danmarks udmøntning af landbrugsstøtten, også kendt som CAP, der nu var blevet stemt igennem.  

I den nye udformning af landbrugsstøtten er der lagt op til at medlemslandene skal omfordele 10 procent af det, der hedder hektarstøtten, fra de store landbrug til de små landbrug. Hektarstøtten udgør størstedelen af landbrugsstøtten og i Danmark er den på 4,8 milliarder i 2023. Det er altså et afgørende værktøj til at holde liv i de små landbrug, men i Danmark vil regeringen ikke bruge det værktøj, fordi de små landmænd ifølge landbrugsstyrelsen bliver støttet på andre måder.

Det ærgrede Frie Bønder Levende Land, der repræsenterer 500 mindre landbrug. 

Der var dog også flere af vendingerne i udmøntningen, som Ole Faergemann og ledelsen i Frie Bønder Levende Land genkendte fra et andet sted.

“Vigtige dele af den endelige version (af Danish Strategic CAP Plan) er blevet taget fra 80 sider langt høringssvar fra Landbrug & Fødevarer”, skrev Ole Faergemann i brevet til den europæiske landbrugskommissær. 

En lignende klage kom fra Familielandbruget Sydvest. Det er ifølge de små organisationer et eksempel på, at i Danmark, hvor mere end halvdelen af landbrugene er under 30 hektar og bliver betragtet som små, lobbyer Landbrug & Fødevarer for de store landbrug og imod de små. 

Hos Landbrug & Fødevarer fastholder Niels Lindberg Madsen, EU-politisk chef, at det ikke gav mening at omfordele hektarstøtten:

”Den seneste reform af EU’s landbrugspolitik betød både et markant lavere budget og en stor omlægning af blandt andet hektarstøtten. Den omlægning har berørt alle landmænd – store som små. Men især visse grupper som eksempelvis mælkeproducenterne”, skriver han og tilføjer, at Landbrug & Fødevarer støttede Danmarks tilgang, fordi omfordelingen simpelthen ville flytte for store beløb mellem landmænd oven i det, der allerede var blevet rykket rundt på.

Et andet eksempel, de små landbrugsorganisationer fremhæver, kommer fra dette forår. I marts offentliggjorde den danske regering planerne for udmøntningen af nye ejendomsvurderinger, der ville ramme små landmænd hårdt. Ifølge planerne skulle landbrug på under 15 hektar, omklassificeres fra landbrug til ejerbolig med den konsekvens, at skatten ville stige med 40 procent. 

Det ville ramme 11.800 små landbrug, og det skabte et ramaskrig, mens nogle på sociale medier begyndte at spekulere i, om de skulle tvinges ud, så store gårde kunne købe deres land.

Skatteminister Jeppe Bruus forsøgte at dæmpe gemytterne ved at forsikre, at landbruget var blevet hørt, og i et brev til Frie Bønder Levende Land forsikrede han, at “der havde været en tæt dialog med Landbrug & Fødevarer”.

For de små landbrug var det dog ingen forsikring.

“Alt det her tilføjer bare endnu en dimension til den systematiske forsømmelse eller endda undertrykkelse af små-skala landbrug i det her land”, siger Ole Faergemann. 

Hos Landbrug & Fødevarer hævder de dog, at de netop kæmpede for de små landbrug:

”Omkategoriseringen af 15.000 ejendomme er bekymrende mange, og derfor har vi også, i vores dialog med Skatteministeriet både før og efter udsendelsen af de nye kategorier, bedt om, at kravene til at blive kategoriseret som landbrug nedsættes, så flere mindre landbrug kan vedblive med at være landbrug,” skriver Morten Holm Østergaard, Erhvervspolitisk chef i Landbrug & Fødevarer.

I kølvandet på ramaskriget fra de små landbrug og en hidsig debat blev regeringen d. 3. maj enige om at udskyde skattestigningen for de små landmænd. 

I Copa-Cogeca lader strategien til at være den samme, som Landbrug & Fødevarer kritiseres for: Kæmp for de store.

I 2021 forlod den tjekkiske landbrugsorganisation APF Copa-Cogeca, fordi Copa-Cogeca ikke var interesseret i at begrænse den direkte støtte til store landbrug. Tre andre medlemmer af Copa-Cogeca har udtrykt lignende bekymringer i forbindelse med denne undersøgelse.

Medlemmer fra Øst- og Centraleuropa, der har en større andel af små landmænd, har også klaget over, at de føler sig marginaliserede i Copa-Cogeca. I Rumænien ses det tydeligt: Alliance for Agriculture and Cooperation (AAC), der er medlem af Copa-Cogeca repræsenterer kun 0,12 procent af de rumænske landbrug, men de ejer omtrent 30 procent af landets landbrugsjord.  

Copa-Cogecas generalsekretær Pekka Pesonen kender godt til kritikken, men, siger han til Politico: “Vi har de samme klager i den anden ende” med henvisning til de store landbrug. Han understreger, at for dem handler det om at indtage “den mest effektive” lobbyposition. 

En privilegeret adgang

I begyndelsen af juni stimlede landmænd igen sammen for at protestere i Bruxelles. Denne gang var de mødt op foran EU-parlamentet, der stod foran en vigtig afstemning om en ny forordning, der skulle lede til en genopretning af naturen, blandt andet på landbrugsland.

Det var en plan landbrugsektoren ikke kunne støtte, fortale Pekka Pesonen, da han trådte frem foran forsamlingen.

“Vi ville reducere vores mulighed for at producere mad”, sagde han til de fremmødte og fortsatte med at fortælle, at det var umuligt at forudse omkostningerne for landbruget.

Det argument er også blevet fremført af Landbrug & Fødevarer, men det har også vundet gehør i Europa-Parlamentets største gruppe EPP, der kæmper indædt mod forordningen og hos en lang række EU-landes regeringer, herunder Danmarks, der ifølge kritikere har udvandet Kommissionens forslag. 

Det er et eksempel på den lydhørhed, som Copa-Cogeca stadig møder i EU, hvor de har god kontakt til mange embedsmænd, parlamentarikere og politikere i centrale europæiske institutioner.

Indtil for nylig havde de det største antal pladser i ekspertgrupper for Europakommissionens landbrugsafdeling, der ligger kun en kort gåtur fra deres hovedkvarter i Bruxelles

I forbindelse med denne undersøgelse har vi sendt detaljerede forespørgsler til Kommissionen angående dens påståede tætte forhold til Copa-Cogeca, herunder ansættelsen af mange tidligere medarbejdere fra organisationen.

Kommissionen fortæller, at de opererer med nye ekspertgrupper under en ramme, der “skulle være åben, gennemsigtig og inkluderende”, men bekræfter eller afviser ikke klager om, at Copa-Cogeca for eksempel blev tildelt dobbelt så mange aktive deltagere som andre til et arbejdsgruppemøde om oksekød.

“Kommissionen følger som regel op på hver eneste henvendelse, brev eller mødeanmodning, vi modtager. Hvis en organisation kontakter os oftere end andre, kan interaktionerne virke hyppigere,” tilføjer en talsperson.

Copa-Cogecas lobbyister sender regelmæssigt e-mails til medlemmer af Europa-Parlamentet (MEP’er) med detaljerede forslag til ændringer, og hvordan de skal stemme. På ministerplan er Copa-Cogeca den eneste organisation, der bliver inviteret til uformelle møder med medlemmer af AGRIFISH-Rådet, hvor EU-landenes landbrugsministre sidder.

Denne privilegerede adgang har givet Copa-Cogeca og nationale landbrugsfagforeninger som Landbrug & Fødevarer mulighed for at udskyde nye miljøregler om afgrøderotation og braklagt jord ved blandt andet at henvise til fødevaresikkerhed. Copa-cogeca har også haft succes med at lobbye for at udsætte ambitionen om at halvere brugen af pesticider inden 2030, på trods af opbakning fra forskere og offentlighed til netop det.

Fra begyndelsen var Copa-Cogeca imod nogle af de mest ambitiøse forsøg på at gøre europæisk landbrug mere bæredygtigt og mere modstandsdygtigt over for klimaforandringerne, som blev fastlagt under Farm-to-Fork-strategien, en vigtig komponent i den markante europæiske Green Deal.

Lobbyvirksomhed imod strategien var “voldsom”, “bevidst” og “meget ubehagelig”, siger det hollandske medlem af Europa-Parlamentet Anja Hazekamp, der var parlamentarisk ordfører for strategien under miljøudvalget.

Copa-Cogeca siger, at deres adgang til beslutningstagere “ikke er anderledes end det, som alle enheder, der er registreret i det europæiske gennemsigtighedsregister, har adgang til.” De tilføjer, at det eneste sted, hvor de har særlig status som “repræsentant” er efter invitation fra EU, og at det at have kontakt med parlamentsmedlemmer er “en almindelig praksis for lobbyvirksomhed.”

Som Pekka Pesonen siger det til Politico, er det grunden til, at Copa-Cogeca er i Bruxelles:

“Alle lobbyister er her for at hjælpe folk i EU-institutionerne med at forstå deres side af sagen”

Hvad angår Farm to Fork-strategien, forklarer Copa-Cogeca, at de er enige med Kommissionen “om retningen”, men at deres uenighed “mere er et spørgsmål om tilgang og metode.”

“Vi går ikke imod Green Deal. Nej, det vi siger er, at vi skal have det til at fungere”, siger Pekka Pesonen til Politico.

På tværs

Som Copa-Cogeca har Landbrug & Fødevarer også foreløbig modstået bestræbelser på at begrænse landbrugets aftryk, på trods af at landbruget står for en relativ stor del af de drivhusgasemissioner, som skal være bragt i nul i 2045.

Landbrug & Fødevarer har selv forpligtet sig til at opnå klimaneutralitet inden 2050 og lover at “levere danske løsninger på globale udfordringer”. I organisationens nye klimaplan skriver de, at landbruget med kendte virkemidler og teknologiske løsninger kan indfri de klimamål, der er for landbruget. Dermed mener de også, at landbruget ikke bør omfattes af ekstra regulering eller en CO2-afgift.

Det er ifølge flere kilder symptomatisk for den måde, landbrugslobbyen reagerer på klimaforandringer. 

Landbrug besætter 62% af landet i Danmark, men udgør mindre end 2% af beskæftigelsen, ifølge OECD, der også påpeger, at landbrug og arealanvendelse er “de sektorer med højeste drivhusgasintensitet i Danmark i forhold til deres produktion”. De fleste emissioner – 77% – stammer fra animalsk produktion.

 Det er med andre ord et oplagt sted at gribe fat, hvis man vil nedsætte de danske udledninger. Alligevel har både Danmark, og Landbrug & Fødevarer ifølge eksperter været langsomme til at handle.

“Hver gang der er forsøg på at regulere landbruget – primært med hensyn til miljø og klima – kommer Landbrug & Fødevarer med argumenter om, at det vil påvirke visse landmænd og arbejdspladser. Dette er et argument, som nogle politiske partier tager meget alvorligt,” siger landbrugsøkonomen Jan Holm Ingemann.

“Dette har tilladt landbrugsindustrien gentagne gange at udskyde enhver plan om at indføre en CO2-afgift på landbruget og at gøre noget effektivt for at reducere landbrugsindustriens klimapåvirkning.”

Klima-aktivisterne i Den Grønne Ungdomsbevægelse er også begyndt at rette deres opmærksomhed mod Landbrug & Fødevarer. I en ny kampagne har de stiftet Rådet for Sikker Lobbyisme, hvor de kritiserer Landbrug og fødevarer for at have “for meget magt”, arbejde imod klimaet, sundheden og den danske økonomi, samt at sprede misinformation.

“Landbrug & Fødevarer udgør i dag den største trussel mod dansk landbrug, fordi de modsætter sig den omstrukturering, der er nødvendig for at sikre fremtiden for dansk landbrug,” udtalte de sidste måned.

Tid til at træde på bremsen

En dag i maj står Anders Højlund Andersen ved Øm Klostergaard lidt nord for Osted og spejder ud over, hvad han kalder “klimamarken”. De fleste andre ville nok kalde det en græsmark, hvilket det også er, men det er netop det, der gør den til en mulig “kulstofmotor”, som den 34-årige landmand kalder det. 

For mens mange andre afgrøder høstes hen over sommeren, vokser græsset hele året rundt, laver fotosyntese og optager CO2.

“Vi skal jo forvalte vores virkemidler og naturbaserede systemer, og der er fotosyntesen jo en afgørende hjørnesten”, forklarer han.

Anders Højlund taler ikke, som man forestiller sig en landmand gør. De landbrugsfaglige termer krydres med udtryk som “planetære grænser”, “biodiversitetskrise” og “systemiske fejl”. 

Øm Klostergaard er en del af spil-millionæren Sylvester Rishøjs projekt Arkaia, der skal vise vejen til en bæredygtig fødevareproduktion i fremtiden. Anders Højlund Andersen er ansat til at lave landbrug på klimaets og naturens betingelser på Øm Klostergaards 100 hektar land.

“Landbruget er så stort i Danmark med sine 2,5 millioner hektar, og så kunne det være et ret stort klimaredskab, hvis vi bruger det til at flytte kulstof”, siger Anders Højlund Andersen, der på den måde ser et enormt stort potentiale i landbruget.

Vi sætter os ved et bord i haven for at tale om Landbrug & Fødevarer. På den anden side af et lille hegn står vinterrugen og svajer i den lerede jord. 

Anders Højlund Andersen og Øm Klostergaard er ikke medlem af Landbrug & Fødevarer. Han håber, at der i fremtiden vil være plads til en som ham i Landbrug & Fødevarer tager, men, siger Anders Højlund Andersen, “deres klima-2030-plan er ikke den samme som vores”. 

Anders Højlund Andersen er “meget forsigtig” med, hvordan han formulerer tingene, fordi det er “sprængfarligt” og samtidig er Landbrug & Fødevarer “en stor spiller”, som helst skal med, hvis der skal gøres nogen forskel.

“Jeg tøver med at svare, fordi jeg sidder i det dilemma at kende en virkelighed, der er næsten ufattelig forfærdelig, som vi godt kan ende med at kigge ind i, og så nogle status-quo-bevarende systemer, som man godt kan undre sig over”, siger han og tilføjer, at det er “meget at rumme”.

Netop status-quo er et ord, der går igen blandt forskere, når de skal beskrive Landbrug & Fødevarer.

“Det nuværende danske landbrugssamfund opfinder i øjeblikket måder at udskyde alt, der rusker op i status quo,” siger Rasmus Larsen, ph.d. i landbrugets rammevilkår, uafhængig forsker, forfatter og vært for podcasten Landbrugsmagasinet.

“Landbrugslobbyen er meget stærk, og det, de forestiller sig for fremtiden, er en slags teknologisk løsning, filtre til at begrænse emissioner, nye tilsætningsstoffer til foderet, så køerne ikke bøvser osv.,” tilføjer han.

“Alt bliver forhandlet bag lukkede døre, men det er meget svært at se, hvordan dansk landbrug kan følge i samfundets fodspor uden en form for reduktion. Jeg tror ikke, at teknologi kan løse alle disse problemer.”

Forandring er uundgåelig og påkrævet hurtigt, siger Olivier De Schutter, medformand for tænketanken IPES-Food (International Panel of Experts on Sustainable Food Systems) med base i Bruxelles.

“Landmænd har meget at vinde ved at være en del af forandringen og forudse den. Copa-Cogeca kan hjælpe med dette. Men det kræver, at man bevæger sig væk fra sin nuværende position, der ofte er defensiv og styret af frygt for forandring, og i stedet indtager en meget mere proaktiv position for at hjælpe med at identificere, hvordan landmænd kan drage fordel af overgangen til mere bæredygtige former for landbrug,” siger han.

Men tiden er ved at løbe ud, advarer miljøforkæmpere.

“Muligheden for at vende udviklingen i landbruget er ved at lukke hurtigt. Størstedelen af vores jord er allerede alvorligt beskadiget. De fleste insekter eller fugle på landbrugsjord er allerede forsvundet,” siger Ariel Brunner, chef for EU-politik hos BirdLife Europe & Central Asia.

Hos Europa-Kommissionen fortæller de også, at vi ikke kan fortsætte med ‘business as usual’, da det vil true fødevaresikkerhed, natur, vores helbred, klima og økonomien.

En dag i foråret rejser to grønlandske embedsmænd fra Råstofdepartementet i Nuuk til København. De ved, at de skal møde i Voldgiftsretten, men de har ikke regnet med det, der møder dem i rettens lokaler i en glasbygning med udsigt til Langelinie. Over for dem står sytten advokater, der alle repræsenterer et internationalt mineselskab.

Med sig har advokaterne et erstatningskrav, der kan vælte Grønlands økonomi og et ultimatum til Grønlands Selvstyre: Enten giver I grønt lys til et omdiskuteret mineprojekt på Kvanefjeld i Sydgrønland, ellers hoster I op med pengene.  

Danwatch kan nu i samarbejde med Politiken afsløre en række nye detaljer i sagen om Kvanefjeld, der har storpolitiske perspektiver og ultimativt kan efterlade en kæmperegning til danske skatteborgere. 

Mineselskabet, Energy Transition Minerals, har i årevis forsøgt at få lov til at hente kritiske mineraler op af Kvanefjeld, der har en af de største depoter i verden. Men side om side med de kritiske mineraler er der radioaktive stoffer som uran og thorium, der kan udgøre en fare for grønlænderne omkring Kvanefjeld. Derfor vil Grønland med en ny uranlov i hånden afvise mineselskabets ansøgning inden for den nærmeste fremtid.

Det ved de allerede hos Energy Transition Minerals, og derfor vil de svare igen med et  erstatningskrav, der kan løbe op i femten milliarder kroner, hvilket svarer til mindst tre år af det bloktilskud, som Danmark giver Grønland. 

Men sagen handler om meget mere end den juridiske strid mellem mineselskabet og Grønlands selvstyre. De kritiske mineraler i Kvanefjeld er af afgørende betydning for den grønne omstilling og centrum i et sikkerhedspolitisk kapløb mellem USA og Kina, der begge lurer i kulissen.

Sagen er omgærdet af sin egen mystik. Mange kilder har noget at sige om Kvanefjeld, men få vil sige det til citat. For at det hele skal vi først 70 år tilbage i tiden til den første jagt på de kritiske mineraler i Grønlands undergrund. 

Håb og frygt omkring Kvanefjeld 

Håb og frygt har blæst omkring Kvanefjeldet i Sydgrønland siden 1950’erne, hvor Niels Bohr satte fod på bjerget. Det var den berømte danske atomfysiker, der først opdagede mineralerne i fjeldet, og han drømte om at udvinde uran til danske atomværker. Indbyggerne i byen Narsaq for foden af bjerget frygtede allerede dengang den livsfarlige forurening og radioaktiv bestråling af deres dyr og deres børn. 

Dybt i Kuannersuit, som Kvanefjeldet hedder på grønlandsk, findes også én af verdens største forekomster af kritiske mineraler. Det er mineralet Steenstrupin, opkaldt efter den danske geolog K. J. V. Steenstrup, der vækker interesse, fordi det indeholder femten af de såkaldte kritiske mineraler, der er en afgørende mangelvare i teknologien, som skal sikre den grønne omstilling. 

Men det er vanskeligt at grave kritiske mineraler op, uden at uran stiger til overfladen og udsætter dyr og mennesker for strålingsfare.  

Derfor var det også kontroversielt, da mineselskabet, der dengang hed Greenland Minerals i 2007 fik en efterforskningstilladelse til Kvanefjeldet. De geologiske undersøgelser fra mineselskabet var lovende. De eftertragtede mineraler fandtes i store mængder i fjeldets indre.

Det gjorde uran og thorium også. Og mens mineselskabet så en forretning i at mine dem, skabte de radioaktive stoffer skabte frygt hos mange grønlændere, og en folkelig protestbevægelse blev samlet om sloganet  ‘urani naamik’, nej til uran. Samtidig skabte minens planlagte konstruktion bange anelser hos fagfolk. Mineselskabet ville lave et åbent hul på toppen af bjerget og smide det giftige og radioaktive spildevand i en sø bag en dæmning på bjergets top. Gik noget galt, kunne det ende fatalt for byen Narsaq for foden af bjerget. 

Tidligere var flere af sådanne dæmninger brast sammen. Hundredvis af menneskeliv var gået tabt. 

Alligevel gav de grønlandske myndigheder grønt lys for mineselskabets miljørapport i 2021. Næste skridt var selve tilladelsen til at udvinde 30.000 tons af de kritiske mineraler om året i 37 år. 

Men så blev den planlagte mine på Kvanefjeld ramt af endnu en markant krise. Politik. 

Modstand forener

Samme forår, som mineselskabet får godkendt miljørapporten, går grønlænderne til valg. Og mineprojektet er øverst på dagsordenen. Mange steder hænger plakater med teksten ‘urani naamik’, side om side med valgplakaterne. 

En meningsmåling i Sydgrønland viser, at 71 procent er imod mineprojektet. De frygter, at projektet vil skræmme turisterne væk eller skade befolkningens sundhed. Mere end halvdelen af borgerne har ikke tillid til, at myndighederne kan håndtere Kvanefjeldsprojektet. 

En 34-årig mand, der er vokset op i Narsaq med udsigt til Kvanefjeld, stiller sig i spidsen for den politiske modstand mod mineprojektet. Navnet er Muté B. Egede, og han er tidligere minister for råstoffer, leder af oppositionspartiet  IA (Inuit Ataqatigiit) og stærk modstander af mineselskabet. Efter valget bliver han også landsstyreformand.

“Folket har talt, og folket har ret, projektet bliver ikke til noget”, siger Mute B. Egede kort efter valget i april 2021.

Syv måneder senere samles det grønlandske parlament, Inatsisartut, om en ny lov, der bliver stemt i gennem med et spinkelt flertal. Politikerne vedtager et forbud mod uran og dødsdømmer dermed projektet på Kvanefjeld. Vejen mod kritiske mineraler og uran er definitivt blokeret af en lov med fem paragraffer. 

Dagen efter valget falder Greenland Minerals’ aktier med 44 procent.

En tilladelse før en erstatning

I dag, to år senere, befinder projektet sig i en sær form for limbo. På den ene side af konflikten står en revisor, på den anden side står en jurist.

Revisoren hedder Miles Guy, han er Chief Financial Officer i Energy Transition Minerals, som Greenland Minerals altså har skiftet navn til.  Han har været med siden 2009 og har oplevet flere forsøg på at lægge projektet ned. Uranloven er endnu et slag i kampen om Kvanefjeld.

“De vedtog en lov i 11. time for at bremse det her projekt”, siger Miles Guy om uranloven. Men mineselskabet har ikke opgivet endnu, og Miles Guy fastholder, at de har levet op til alle krav, som myndighederne har stillet.

“Vores vurdering er, at vi har ret til at få en udnyttelsestilladelse, og det er den ret, som vi forsøger at gennemtvinge. Hvis det bliver bevist, at vi ikke er berettiget til den, vil vores argument være, at vi er blevet udsat for ekspropriation og derfor er berettiget til erstatning. Men vores primære mål er at gennemtvinge vores ret til en udnyttelsestilladelse”, siger han og sætter dermed en juridisk pistol for panden af det grønlandske selvstyre og til dels også Danmark, som sagen også er rettet imod.

Juristen hedder Jørgen Hammeken-Holm, og han har netop fejret 25 års jubilæum som embedsmand i det grønlandske embedsværk. Som departementschef for Mineralmyndigheden har han de sidste mange år set politikere komme og gå, og det er ikke første gang, at et australsk mineselskab spiller med musklerne over for ham og hans lille kontor. 

“Jeg sover helt roligt om natten”, siger Jørgen Hammeken-Holm.

Han afviser, at mineselskabet er blevet eksproprieret. Han mener i stedet, at uranloven trumfer den tilladelse, der tidligere er givet, og ny lovgivning er et vilkår for alle. 

»Naalakkersuisut træffer afgørelse på baggrund af de på ethvert tidspunkt gældende regler. Der er i uranloven taget stilling til, hvilke tilladelser loven finder anvendelse på, og Naalakkersuisut skal selvfølgelig følge de regler«, siger han.

Hvis Grønland sammen med Danmark ender med at tabe sagen, afviser Jørgen Hammeken-Holm, at de to lande kan blive pålagt at betale erstatning. I stedet mener han, at der vil ske det, at dommerne fortæller Grønlands selvstyre, at det har fortolket reglerne forkert. En erstatning kan ikke komme på tale, fordi loven ifølge ham ikke åbner mulighed for ekspropriation.

“Det vil sige, at sagsbehandlingen skal starte fra det sted, hvor den bare blev afsluttet sidst. Det værste, der kan ske, er, at vi skal starte sagsbehandlingen fra det sted, hvor den blev afsluttet, og at de derved kan få en udnyttelsestilladelse”, siger Jørgen Hammeken-Holm.

Hasard med egen fremtid

Mens Jørgen Hammeken-Holm er sikker i sin sag, advarer eksperter om, at Grønland spiller højt spil med sin egen fremtid.

Poul Hauch Fenger er advokat med ekspertise i international ret. Som advokat har han haft indblik i flere voldgiftssager, og vurderer, at det udefra set grangiveligt ligner, at Grønland har vedtaget den nye uranlov i et forsøg på at stoppe mineprojektet i Kvanefjeld. 

Det skaber efter hans mening »en gordisk knude« for Energy Transmission Minerals, fordi mineprojektet er tilrettelagt efter den eksisterende lovgivning, og nu pludselig bliver præsenteret for en helt ny og strammere lovgivning.

“Med forbehold for, at jeg ikke kender alle detaljer i sagen, vil jeg mene, at den eksisterende lovgivning må stå stærkere end den nye lovgivning. Derfor er min umiddelbare opfattelse, at mineselskabet har en god sag”, siger han og kommer også med en advarsel til Grønland:

“Når virksomheder overvejer at kaste millioner eller milliarder af kroner ind i projekt, så sker det selvfølgelig ud fra en forventning om, at de investerede penge kommer tilbage. Men hvis de kan se, at det politiske klima har en karakter, hvor der pludselig kan vedtages ny og blokerende lovgivning, vil de pludselig kunne stå på tynd is og blive meget tilbageholdende med at investere”, siger Poul Hauch Fenger.

Tidligere vicedirektør i forskningsinstitutionen GEUS, (De Nationale Geologiske Undersøgelser for Danmark og Grønland), Flemming Christiansen er enig. Han mener, at sagen giver Grønland et “troværdighedsproblem”.

“Principielt lovgiver man ikke med tilbagevirkende kraft, som det efter min mening er sket her. Tidligere ville det have været sådan, at man automatisk ville få en udnyttelsestilladelse, hvis man først havde fået en efterforskningstilladelse og samtidig levede op til de fastsatte krav”, siger Flemming Christiansen.

Derudover mener han, at sagens største taber bliver den grønne omstilling.

“Hvis folk skal have elbiler og vindmøller, så skal der laves minedrift nogle steder i verden for at få de metaller, vi har brug for”, siger han og mener, at bekymringerne for radioaktiv stråling kunne være håndteret ved at lave forskellige former for miljøbeskyttelse.

Det nemme alternativ er, at Grønland giver projektet lov til at køre videre i en form, der er sikrest muligt for livet omkring Kvanefjeld. Det vil give Grønland arbejdspladser og store skatteindtægter, mens de kritiske mineraler hurtigst muligt bliver tilgængelige for den grønne omstilling. Og så slipper man helt sikkert for en potentiel regning på 15 milliarder.

Men til baggrund og med kryptiske henvisninger siger kilder, at man skal kigge ud over Grønland, hvis man skal forstå, hvorfor Grønlands Selvstyre ikke bare vælger den nemmeste løsning. Man skal kigge mod øst.

Truslen langt væk fra Sydgrønland

En vintereftermiddag i 2019 går en kinesisk mand på scenen til en konference i Industriens Hus i København og tager ordet. Mandens navn er Hr. Hu Zesong, og Dansk Industri har inviteret ham til at tale om investeringer i miner i Grønland. 

Hr. Hu Zesong er direktør for den kinesiske virksomhed, Shenghe Resources, der er en af Kinas førende virksomheder indenfor bearbejdning af kritiske mineraler og uran. Mr Hu Zesong er begejstret for Kvanefjeldsprojektet i Grønland og for Energy Transition Minerals, som Shenghe Resources ejer 12,5 procent af. 

Det kinesiske medejerskab har skabt røre i Grønland, særligt tilbage i 2016, da det kom frem, at Shenghe Resources havde en option på at købe 60 procent af aktierne i mineselskabet. Men Shenghe Ressources er også interessante, fordi de er delvist ejet af den kinesiske stat og en afgørende brik i Kinas forsøg på at kontrollere verdens kritiske mineraler.

Indtil uranloven tydede alt på, at når der blev udvundet kritiske mineraler fra Kvanefjeld, skulle de sejles til Kina, hvor Shenghe Resources sammen med China National Nuclear Corporation (CNNC) skulle forarbejde dem.

Det er i sig selv kontroversielt, fordi de to kinesiske virksomheder i deres aftale er blevet enige om at importere kritiske mineraler til Kina, hvor de skal separeres fra thorium og uran, der begge kan anvendes som radioaktivt brændstof. For eksempel i atomvåben.

De amerikanske myndigheder linker netop China National Nuclear Corporation til det kinesiske militær. 

Det store kapløb

Shenghe Ressources rolle er vigtig at forstå, da de er en af Kinas vigtigste brikker i stormagternes kamp om kritiske mineraler, og fordi det er en kamp, der i stor stil udspiller sig på Grønland.  

I 2019 ville USA’s daværende præsident Donald Trump ligefrem købe Grønland, mens den daværende amerikanske ambassadør i Danmark, Carla Sands, deltog i ceremonier og ekskursioner til Kvanefjeld, og USA åbnede en Arktisk Ambassade i Nuuk. US Geological Survey fastslog under en tur til Sydgrønland, at “en af verdens største reserver af kritiske mineraler findes her”. 

På den anden side har USA og Kina kæmpet om retten til et mineprojekt ved Citronen Fjord i Nordgrønland. Et andet kinesisk selskab, General Nice, købte i 2015 et selskab, der har retten til en stor jernmine ved Isua ikke langt fra hovedstaden Nuuk.

EU har åbnet et officielt kontor i Grønland som en del af EU’s nye arktiske politik. Og EU er meget tydelige omkring behovet for at få adgang til arktiske ressourcer, som Kina sidder på langt størstedelen af.

Mens Grønland ikke har et problem med kinesiske investeringer, så er danske og amerikanske politikere ganske nervøse for dem. I senere års trusselsvurderinger fra Forsvarets Efterretningstjeneste, står der, at spionagetruslen fra Kina  er stigende, og kommercielle interesser kan føre til politisk indflydelse. Senest i sidste uge, hvor PET advarede om en massiv og stigende spionagetrussel fra Kina.

I juli 2021 vedtog Danmark to love, som skal forhindre, at udenlandske – primært russiske og kinesiske – investeringer og økonomiske aftaler kan blive en trussel mod den nationale sikkerhed i Danmark. Samme type love opfordrer formand for Det Udenrigspolitisk Nævn, Michael Aastrup Jensen, kraftigt Grønland og Færøerne til at få gennemført. Advarslerne var tydelige under et møde i Folketinget.

“Vi bliver nødsaget til at se på, hvordan vi får et tættere samarbejde i forhold til kritisk infrastruktur”, sagde Michael Aastrup Jensen til grønlandske og færøske folketingsmedlemmer. 

Om mindre end to måneder mødes hæren af advokater igen i voldgiftsretten i København. 

Tre dommere skal vurdere, om sagen overhovedet skal føres for en voldgift eller overføres til de almindelige domstole. I så fald vil sagen sandsynligvis gå sin gang ved domstolene i Grønland, indtil tvisten er afgjort. Kampen om Kvanefjeld fortsætter.