En tung, sød duft af jordbær
I 10 dage i maj kørte en journalist fra Danwatch sammen med en fotograf og en tolk rundt i jordbær-regionen i Huelva i Spanien. Her snakkede de med en række af de kvinder fra især Marokko og Rumænien, der plukker jordbær til blandt andet danske supermarkeder. Kvinderne beretter om seksuelle overgreb og -afpresning. De beretter om daglige ydmygelser, såsom at blive straffet for at tage toiletpauser eller for at bede om en fridag om ugen. Og de fortæller, at man bliver fyret, hvis man taler om sine rettigheder eller om at kontakte en fagforening.
Del af en undersøgelse
Denne artikel er en del af undersøgelsen Bitre bær
- I Danmark købes der spanske bær som aldrig før. Men mange af de spanske jordbær og blåbær, der sælges i danske supermarkeder, er plukket af migrantarbejdere, som fortæller om seksuel afpresning og grov udnyttelse.
- Danwatch har interviewet 16 marokkanske og rumænske jordbærplukkere, som arbejder for store spanske gartnerier, der blandt andet leverer til Salling Groups butikker som Føtex og Netto, Coops butikker Irma, Fakta og Superbrugsen og til Lidl.
- Hos en leverandør til Lidl har ansatte anklaget chefer for voldtægt og overgreb, og hos en leverandør til Salling fortæller en ansat, at chefen presser de ansatte til sex.
- Hos producenter, der leverer til Coop og Salling Group, fortæller bærplukkere om daglige ydmygelser, og om at blive straffet for at tage toiletpauser eller bede om en ugentlig fridag. Samt at man bliver fyret, hvis man taler om sine rettigheder eller om at kontakte en fagforening.
- Både Coop, Salling Group og Lidl siger, at man tager skarpt afstand fra forholdene, og alle supermarkeder har nu igangsat undersøgelser af deres leverandører.
- Af hensyn til deres arbejde og sikkerhed er alle jordbærplukkere anonymiseret. Danwatch er bekendt med deres rigtige identitet.























