Det er ikke længere kun høje stilletter og fine skjorter, der præger gadebilledet på den ikoniske gågade Hamra i hjertet af Beirut. På det halvtomme fortov lunter store grupper af tiggende syriske kvinder og børn rundt, der prøver at få en skilling ud af cafégængere og den skrumpende gruppe af libanesere, der stadig har råd til at gå på shoppingtur på den dyre gågade.
“We are all beggars”, står der skrevet på væggen under et graffiti-værk, der forestiller en dreng, der holder sin bedrøvede far om armen.
Der er ikke meget at glæde sig over i Libanon for tiden. Landet står i en af verdenshistoriens værste økonomiske nedsmeltninger de sidste 200 år, ifølge Verdensbanken.
For første gang i landets 77-årige historie, gik den libanesiske regering den 9. marts officielt i default, som betyder, at landet ikke længere kan betale sine långivere. Det mellemøstlige land har en offentlig gæld på 90 milliarder dollars.
“Hvordan skal vi betale kreditorerne, når der er folk på gaden, som ikke har penge til at købe brød?”, udtalte Hassan Diab, landets tidligere premierminister, tilbage i marts.
Men det er ikke kun internationale kreditorer, der gerne vil have deres penge af Libanons regering.
Lige nu forsøger den danske virksomhed Burmeister & Wain Scandinavian Contractor (BWSC) også at få den internationale voldgiftsdomstol ICC’s ord for, at Libanons regering skylder virksomheden over 900 millioner kroner. Den danske virksomhed har ombygget to kraftværker for Libanon, men nogle af løbende betalingerne faldt for sent, og derfor mener BWSC, at Libanon skal betale en bod.
Danwatch har talt med en libanesisk økonom og en dansk ekspert i virksomhedsetik, der mener, at BWSC nok kan have retten på sin side, men samtidig kalder de det “et moralsk dilemma”, Libanons økonomiske situation taget i betragtning.
“Udadtil virker det som om, at virksomheden følger et egoistisk profitmaksimeringsprincip. Det handler kun om deres egen indtjening”, siger Jacob Dahl Rendtorff, der er professor i virksomhedsetik på Roskilde Universitet.
En af Libanons førende økonomer, Ali Noureddine, kalder BWSC’s søgsmål etisk problematisk:
“Jeg er ikke sikker på, at Libanons regering overhovedet har ressourcerne til at betale det”, siger han.
Hverken BWSC eller de libanesiske myndigheder vil udtale sig om sagen til Danwatch og vores libanesiske partnermedie Daraj.
I 2013 vandt BWSC en kontrakt til knap to milliarder kroner til at udvide to af Libanons største kraftværker med i alt 272 megawatt.
Danwatch og Daraj har besøgt turistbyerne Jiyeh og Zouk Mikael i Libanon, hvor indbyggerne og lokale læger fortæller, at der i dag er store problemer med forurening fra de danske kraftværker, som stod færdige i 2017.
Men forurening er ikke det eneste problem med kraftværkerne. Under byggeriet i 2014 opstod der nemlig en tvist mellem den danske virksomhed BWSC og den libanesiske regering, der ikke betalte deres afdrag til tiden.
Ifølge det libanesiske Finansministerium skyldtes de forsinkede betalinger, at BWSC havde ændret nogle tekniske detaljer i projektet, uden at det var blevet godkendt af myndighederne.
Men efter BWSC truede med at sagsøge Libanons regering ved den internationale voldgiftsdomstol ICC i Paris, gav ministeriet efter og betalte de skyldige beløb i slutningen af 2014, ifølge en tidligere årsrapport fra BWSC.
Alligevel mente den danske virksomhed, at den havde ret til kompensation. Og i 2018, året efter at Libanon og BWSC i fællesskab fejrede overlevering af nøglerne til kraftværket, valgte virksomheden at sagsøge den libanesiske regering ved den internationale voldgiftsdomstol ICC, efter den danske virksomhed forgæves havde forsøgt at indgå et forlig med regeringen.
I alt opgjorde BWSC de forsinkede betalinger til at skulle koste mindst 130 millioner dollars (knap 920 millioner kroner), som virksomheden krævede af Libanon i godtgørelse for “direkte omkostninger, administrationsudgifter og profit”. Sammenlignet lød kontrakten med Libanon på 350 millioner dollars, som udgjorde den største ordre i Lillerød-virksomhedens historie.
Og virksomheden regnede da også med, at en eventuel ekstra indtjening fra udfaldet af voldgiftssagen ville lune godt på bundlinjen.
“Udfaldet af sagsafviklingen er usikker, men det anses som værende sandsynligt, at det kan have en væsentlig positiv påvirkning på resultatet før skat, når sagen er afgjort”, skrev BWSC i sin årsrapport fra 2019.
Siden 2018 har BWSC nævnt voldgiftssagen i alle sine årsrapporter og at virksomheden forventer, at de vil få tilkendt en anseelig godtgørelse fra den libanesiske regering enten ved den internationale voldgiftsdomstol eller gennem et forlig.
Ifølge Danwatch og Daraj’s kilder i den libanesiske regering, vil voldgiftssagen inden længe blive afgjort i Paris. Dette er angiveligt også årsagen til, at ingen vil udtale sig om sagen i Libanon.
Ali Noureddine, som er en af Libanons førende økonomer, fortæller i et interview med Danwatch, at han har svært ved at se, hvordan Libanon skal kunne betale en potentiel regning på knap 920 millioner kroner til et dansk firma.
“Det er et stort beløb for Libanon og jeg er ikke sikker på, om regeringen overhovedet har evnen til at betale beløbet i udenlandsk valuta, fordi regeringen i øjeblikket er afhængig af centralbanken til forsyningen af udenlandsk valuta til betalinger”, fortæller Ali Noureddine.
Han mener, at voldgiftssagen lægger sig oven i en bunke af andre økonomiske problemer, der snart kan få staten til at kollapse helt.
“Det er et stort problem, hvis Libanon skal betale det beløb til en dansk virksomhed. Vi lider under manglen på udenlandsk valuta til at købe hvede og brændstof. Generelt er mange af vores problemer relateret til manglen på udenlandsk valuta“, siger han.
Selvom Ali Noureddine understreger, at det er svært at anfægte, om BWSC har juraen på sin side uden at kende til alle sagens detaljer, mener han, at pengene kunne bruges bedre.
Han fortæller, at BWSC’s krav svarer til knap halvdelen af det beløb, som den libanesiske regering for nyligt har forsøgt at få finansieret af Verdensbanken til rationeringsmærker, der skal hjælpe de allerfattigste libanesere.
“Libanons regering mangler 300 millioner dollars til at et program for rationeringsmærker, som skal hjælpe de fattigste familier i landet. Men vi har stadig ikke pengene til det”.
Jacob Dahl Rendtorff, som er professor i virksomhedsetik ved Roskilde Universitet, mener, at selvom BWSC kan have juraen på sin side, kan det være sværere at retfærdiggøre rent etisk. Både på grund af Libanons økonomiske situation og det faktum, at virksomheden faktisk modtog hele betalingen for kraftværkerne, selvom det var med forsinkelse.
“Hvis jeg nu er meget rig og der er nogen, som er fattige, men jeg så kræver det sidste fra dem. Er det etisk korrekt?”, spørger Jacob Dahl Rendtorff retorisk.
“Selvfølgelig er der nogle kontraktlige forpligtelser involveret og man kan også bruge en voldgiftssag til at diskutere det her dilemma. Så der kan godt komme noget etik ind i en sådan voldgiftssag”, vurderer han.
I virkeligheden handler det, ifølge Jacob Rendtorff, om det, han kalder en rimeligheds-overvejelse. Han påpeger også, at det er en formildende omstændighed, at den libanesiske regering er kendt for at være korrupt, da pengene ikke nødvendigvis kommer fattige mennesker til gode, selvom landet er økonomisk presset.
“Rent etisk kan man sige, at hvis den danske virksomhed er ved at gå fallit og virkelig var tvunget til at gøre det, så er der er en større moralsk retfærdighed i at gøre det. Det ville måske være mere rimeligt”, siger han.
“Omvendt kan man sige, at når de står overfor en stat med så store økonomiske problemer, så er det måske lidt uetisk at tænke på, at man lige skal have lidt mere oveni, når man faktisk er blevet betalt hele beløbet. Det er jo urimeligt, når man tænker på, at det er nogle få aktionærer eller ejere, der kommer til at skumme fløden”.
I årene 2017-2020 havde BWSC et underskud før skat, der svingede mellem 45 og 254 millioner kroner, men sidste år vendte BWSC nedturen og gik ud af året med et overskud på 129 millioner kroner før skat.
Den 30. juli sidste år var EU’s grænsepoliti Frontex angiveligt med til at tvinge en gruppe på 20 migranter tilbage til Libyen i strid med internationale konventioner.
Episoden blev overværet af den tyske redningsorganisation Sea-Watch, der havde både et fly og et redningsfartøj i området, der filmede episoden.
De 20 migranter befandt sig ombord på en nødstedt gummibåd, som blev opbragt af den libyske kystvagt og slæbt tilbage til Libyen, selv om båden befandt sig i maltesisk farvand.
Ifølge Sea-Watch var organisationens redningsskib, Sea-Watch 3, det nærmeste fartøj med redningskapacitet. Men skibet blev ikke informeret af nogen myndighed, og de maltesiske myndigheder afviste at koordinere redningsindsatsen og sikre, at de nødstedte migranter blev bragt i sikkerhed.
Sea-Watch påstår, at Frontex flere gange havde en drone på stedet, og organisationen mener derfor, at EU’s grænsepoliti var både vidende om og medansvarlig for pushback operationen, der havde til formål at forhindre de tyve migranter i at søge asyl eller ophold i Europa.
Danwatch har spurgt Frontex, om organisationen kan af eller bekræfte sin deltagelse i operationen den 30. juli 2021, men organisationen ønsker ikke at kommentere en versernde retssag.
Men Sea-Watch har i samarbejde med den tyske åbenheds-ngo FraagdenStaat søg aktindsigt i sagens dokumenter og efterfølgende anlagt sag mod Frontex ved EU-Domstolen i Luxembourg, fordi Frontex nægter at udlevere dokumenterne.
Det eneste Frontex har oplyst er, at organisationen er i besiddelse af 73 dokumenter samt en række fotos og en video, som er relevante for aktindsigtsanmodningen. Heriblandt er der ifølge Sea-Watch 36 dokumenter, som omhandler kommunikation mellem Frontex og de libyske, italienske og maltesiske myndigheder på den pågældende dato.
Hos Sea-Watch håber advocacy-chef Maria Naass på, at det ved hjælp af retssagen vil lykkes at få fat i dokumenter, der kan bevise, at Frontex var involveret i episoden.
Hun betragter derfor afslaget på aktindsigt som et forsøg fra Frontex’ side på at mørklægge sagen.
‘Udadtil prædiker Frontex gennemsigtighed, men i virkeligheden opererer organisationen nærmest som en efterretningstjeneste”, siger hun.
“Frontex begrunder afvisningen med hensynet til den “offentlige sikkerhed”, men det er i virkeligheden et forsøg på at undgå at blive stillet til ansvar for agenturets involvering i menneskeretskrænkelser,” siger Marie Naass.
Sea-Watch håber, at det vil lykkes at få adgang til Frontex-dokumenterne, men forventer, at det vil tage op til to år at få en kendelse fra EU-Domstolen.
“Vores håb er at bevise, at Frontex deltog i push-back operationen. Vi vil gøre vores yderste for at stille Frontex til ansvar, både juridisk og i offentligheden.”
EU’s grænseagentur er for alvor kommet i skudlinjen de seneste måneder og i begyndelsen af maj valgte organisationen chef Fabrice Leggeri at træde tilbage.
Hans afgang kom efter, at EU’s afdeling for efterforskning af svindel med EU-midler, OLAF, har undersøgt en række rapporter om Frontex’s indblanding i push backs i farvandet mellem Grækenland og Tyrkiet.
Undersøgelsen pegede blandt andet på, at Frontex havde forsøgt at dække over det.
I oktober 2020 konkluderede et mediesamarbejde, koordineret af det hollandske researchcenter Lighthouse Reports, at Frontex formentlig har været involveret i menneskertskrænkelser i det Ægæsike Hav.
I april i år afslørede det samme mediesamarejde, at Frontex egen database viser, at agenturet er involveret i push backs, hvor episoderne angiveligt optræder under betegnelsen “afrejse forhindret”.
Senest har menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch komkluderet, at Frontex har undladt at efterforske anklagerne om involvering i ulovlige push backs.
En ting er imidlertid at blive tvunget tilbage til Tyrkiet, hvor den økonomisk situation gør livet svært for migranter. Noget helt andet er at blive tvunget tilbage til Libyen, som Sea-Watch episoden handler om.
Som Danwatch tidligere har dokumenteret, er push backs til Libyen meget problematiske.
Opgaven med at hente migranter tilbage til Libyen varetages af den libyske kystvagt, som betales, trænes og udstyres af EU med det formål at forhindre migranter og asylansøgere i at krydse Middelhavet til Europa.
Her interneres de på ubestemt tid i lejre uden tilstrækkelige mad, vand og lægehjælp – og med stor risiko for at blive udsat for tortur, seksuelt misbrug og endda slavehandel.
FN’s særlige rapportør for tortur, Nils Melzer har tidligere betegnet forholdene for illegale migranter i Libyen som “grusomme”.
“Menneskeretskrænkelserne er udbredte og systematiske. Vi taler om forbrydelser mod menneskeheden,” har han blandt andet sagt i et interview med Danwatch.
Og intet tyder på, at forholdene er blevet bedre. Så sent som i april 2022 udgav det amerikanske udenrigsministerium en omfattende rapport, der atter en gang dokumenterer tortur og drab i de libyske migrantfængsler.
Sagen om Danfoss’ salg af komponenter til den russiske flåde har nu ramt Christiansborg.
Danwatch og DR har i flere artikler kunne afsløre, at Danfoss’ russiske datterselskab AO Ridan har solgt varmevekslere til en række skibe i den russiske flåde. Det gælder blandt andet til et våbenskib, der skal indgå i Sortehavsflåden på Krim, som Rusland ulovligt annekterede i 2014.
Venstres udenrigsordfører, Michael Aastrup Jensen, vil nu tage sagen op i Det Udenrigspolitiske Nævn.
“Jeg har allerede taget initiativ til, at vi på vores næste ordinære møde i Udenrigspolitisk Nævn får Udenrigsministeriet og forsvarsministeren til at forklare, hvad der er op og ned i den her sag”, siger han til DR.
En række eksperter har tidligere vurderet, at Danfoss overtræder FN’s retningslinjer for erhverv og menneskerettigheder (UNGP), som skal sikre, at virksomheder ikke bidrager til overtrædelse af menneskerettighederne.
Det gælder blandt andre professor i virksomhedsetik ved Roskilde Universitet, Jacob Dahl Rendtorff.
“Det ligner absolut et brud på UNGP-retningslinjerne, fordi man hjælper en militærmagt med at krænke menneskerettighederne”.
Og Michael Aastrup Jensen mener også, at Danfoss har et etisk ansvar:
“Hvis det er sådan, at det er lovligt, så er der stadigvæk hele det etiske spørgsmål. Altså underforstået: Har Danfoss’ datterselskab været med til at sørge for, at Putins krigsmaskine har haft de muskler, som den har? Jeg må indrømme, at jeg synes, det er meget moralsk og etisk forkert”, siger han.
Danfoss gør også selv meget ud af på deres hjemmeside, at de følger FN’s retningslinjer, og da menneskerettighederne fyldte 70 år i 2018, understregede Danfoss’ direktør, Kim Fausing, at de altid har været “en del af virksomhedens DNA”, som Danfoss til stadighed værner om.
“At respektere menneskerettigheder handler i bund og grund om anstændighed”, slog han fast.
Det klinger hult ifølge ifølge SF’s erhvervsordfører, Lisbeth Bech-Nielsen.
“Jeg synes, det er en fejl af Danfoss. Det er pinligt for Danmark, at en stor dansk hæderkronet virksomhed bidrager, i hvert fald indirekte, til den russiske krig i Ukraine”, siger hun til DR og fortsætter:
“Store virksomheder inklusive Danfoss plejer at holde skåltaler om, at man skal opføre sig ordentligt ude i verden, at man skal være bevidst om, hvordan man påvirker verden omkring, og her er det jo helt klart, at man har bidraget til, at russiske skibe kan fungere”, siger hun
“Hvis Danfoss har vidst, at de har solgt noget til den russiske flåde, er det et klart brud på de regler, der er i FN omkring virksomheders ansvar for menneskerettigheder”, siger Rune Lund, erhvervsordfører hos Enhedslisten.
“Selvom en varmeveksler i sig selv er uskadelig, har man solgt produkter, så den russiske hær har kunnet udføre militære operationer og alt andet lige styrket den russiske hær”, siger han videre.
Danfoss har selv meldt ud, at man ikke mener at have brudt internationale sanktioner, men nu vil undersøge virksomhedens interne retningslinjer.
“(…) vores egne interne retningslinjer går videre end sanktionerne, der blev vedtaget efter Ruslands ulovlige annektering af Krim og Sevastopol i 2014, og vi vil nu undersøge til bunds om vores interne kontroller over for vores datterselskaber er tilstrækkelige”, siger Mikkel Ballegaard Pedersen, pressechef i Danfoss.
Danfoss oplyser desuden nu – efter at have undersøgt sagen nærmere -, at:
“De yderligere undersøgelser viser, at Ridan ikke har grund til at tro, at der nogensinde er leveret komponenter til russiske skibsværfter beregnet til militære formål uanset om skibene er færdige eller ej.”
“I Rusland arbejder militæret med et udtryk kaldet ”militær godkendelse” og vi kan nu bekræfte, at Ridan heller ikke har ”militær godkendelse(…) Dette er et krav for leveringer af materiale til militære formål.”
Danfoss har tidligere erkendt – og gør det fortsat, at Ridan blandt har leveret komponenter til to våbentransportskibe, hvoraf det ene skal indgå i Sortehavsflåden på Krim. Blandt andet har pressechef Mikkel Ballegaard Pedersen sagt:
“Ja, Ridan har leveret til to skibe, som endnu ikke er færdiggjort, og det er uklart om, de bliver færdige, da Vympel-værftet nu er underlagt sanktioner,”
Derfor har Danwatch spurgt Danfoss om, hvordan Ridan så har kunne levere til våbentransportskibene i den russisk flåde, hvis Ridan ikke har militær godkendelse.
Hertil lyder svaret fra Danfoss:
“Det er et krav fra det russiske forsvarsministerium, at det kræver en såkaldt militær godkendelse at levere materiel til militære formål.”
Næste møde i Det Udenrigspolitiske Nævn, hvor sagen tages op, er den 2. juni.
Artiklen er blevet ændret den 18. maj, hvor der er tilføjet et citat fra Danfoss.
Den danske industrikæmpe Danfoss har i årevis leveret industrielle varmevekslere til krigsskibe til den russiske flåde gennem et datterselskab i Rusland.
Det kunne Danwatch i samarbejde med DR afsløre i går.
Leverancerne har mødt kritik fra flere eksperter, der mener, at det er brud på FN’s retningslinjer for erhverv og menneskerettigheder (UNGP). Det skyldes blandt andet, at Danfoss’ datterselskab AO Ridan solgte varmevekslerne til to våbenskibe vel vidende, at slutkunden var det russiske militær, og at det tidligere var offentliggjort, at det ene skulle have base på Krim.
Nu viser nye dokumenter, at et af skibene med dele fra Danfoss – våbentransportskibet Gennady Dmitriev – er ved at blive endeligt klargjort, inden det sejler til den russiske sortehavsflåde i havnebyen Sevastopol på Krim-halvøen, som Rusland ulovligt annekterede i 2014. Krigsskibe fra flåden spiller en central rolle i den nuværende krig mellem Rusland og Ukraine, hvor de fra Sortehavet skyder missiler langt ind i Ukraine.
Det står i kontrast til de svar, Danfoss har givet om leveringen af varmevekslere til Gennady Dmitriev og et andet identisk våbenskib, der er ved at blive bygget på skibsværftet Vympel.
“Ja, Ridan har leveret til to skibe, som endnu ikke er færdiggjort, og det er uklart om, de bliver færdige, da Vympel-værftet nu er underlagt sanktioner,” sagde pressechef Mikkel Ballegaard Pedersen tirsdag med henvisning til, at Skibsværftet Vympel blev underlagt sanktioner af EU 15. marts 2022 i kølvandet på Ruslands invasion af Ukraine.
En omfattende gennemgang af russiske udbudsdokumenter, som Danwatch og DR har foretaget, viser dog, at arbejdet på begge våbenskibe fortsætter på fuld damp – sanktioner eller ej.
Mens det andet våbenskib i rækken stadig er under indledende konstruktion på Vympel-skibsværftet, er hovedskibet Gennady Dmitriev langt tættere på at kunne tages i brug.
Skibet blev søsat ved en højtidelig ceremoni i juni 2021 og har siden ligget ved værftets kaj i Volga-floden, hvorfra det skulle færdigbygges.
Mens værftet selv har stået for konstruktionen af primært skibets skrog, har mindre opgaver som vvs, maling og isolering været udliciteret til underleverandører. Opgaverne har været sendt i udbud, og informationer fra netop disse offentligt tilgængelige udbudsdokumenter viser, at Gennady Dmitriev står til at skulle overføres til Krim inden længe.
Frem til midten af april 2022 er leveringsstedet for opgaverne angivet til at være Vympel-værftets adresse i byen Rybinsk midt inde i Ruslands fastland. Men fra 10. april og frem fremgår det, at opgaverne skal udføres i Sevastopol på Krim-halvøen.
Præcist hvornår skibet rent fysisk skal sejles fra værftet i Rybinsk til Krim, er svært at sige med sikkerhed. Men ser man på datoerne for, hvornår hvert enkelt arbejde skal være færdigudført, kunne det tyde på, at leverandørerne har frem til slutningen af juni til at blive færdige med arbejdet ved værftet.
Det fremgår desuden, at det arbejde, der skal udføres i Sevastopol, inkluderer malerarbejde, isolering samt indretning, hvilket også indikerer, at skibsbyggeriet nærmer sig den sidste fase.
Som Danwatch og DR kunne afsløre tirsdag, bød Danfoss fra sit russiske datterselskab AO Ridan ind på – og vandt – flere offentlige udbud på levering af industrielle varmevekslere til to våbenskibe i 2017. Det skete under overskriften 'våbentransport Projekt 20360M.
Varmevekslerne fra Ridan er siden blevet installeret i skibets centrale kølesystem.
Våbenskibene tilhører Projekt 20360M, som er en klasse af våbentransportskibe, den russiske flåde satser stort på. I første omgang bygges to eksemplarer, men hvis alt går efter planen, vil det russiske forsvarsministerium masseproducere skibe af samme model.
“De fleste flåder har forsyningsskibe, det har vi også i Danmark, men ikke sådan nogle der er dedikeret til våben. Vores bærer typisk brændstof og forsyninger og den slags. Men Rusland er i en situation, hvor de i modsætning til amerikanerne ikke har mange flådebaser rundt om i verden – og der kan sådan nogle dedikerede våbenskibe spille en stor rolle, fordi de kan overføre ammunition til andre skibe, som derfor ikke behøver at sejle langt væk til en base”, fortæller militærforsker Anders Puck Nielsen fra Forsvarsakademiet om våbenskibene.
Herunder kan du se Vympels video fra søsættelsen af Gennady Dmitriev i juni 2021.
Skibsværftet Vympel har længe bygget både civile skibe samt skibe til det russiske militær, herunder flere modeller af bevæbnede patruljebåde, hvoraf flere hører til Sortehavsflåden på Krim.
Da Ridan leverede varmevekslere til Vympel-værftet, var det ejet af den russiske Kalashnikov-koncern. På det tidspunkt var Kalashnikov underlagt sanktioner fra EU, som blev indført i 2014 efter Ruslands annektering af Krim. I 2020 købte det statsejede United Shipbuilding Company 82,8% af Vympel, og i marts 2022 blev selve Vympel også sanktioneret af EU.
Danfoss meldte tirsdag ud, at man vurderer, at ‘der ikke er sket brud på internationale sanktioner’ i forbindelse datterselskabets salg af varmevekslere til den russiske flåde. Danfoss vil nu undersøge om, der er sket brud på de selskabets interne retningslinjer:
“(...) Vores egne interne retningslinjer går videre end sanktionerne, der blev vedtaget efter Ruslands ulovlige annektering af Krim og Sevastopol i 2014, og vi vil nu undersøge til bunds om vores interne kontroller over for vores datterselskaber er tilstrækkelige,” skriver Mikkel Ballegaard Pedersen, pressechef i Danfoss.
Danwatch har spurgt Danfoss om, de stadig vurderer, at det er usikkert om skibene bliver færdige.
"Transportskibet, som du henviser til, ved vi ikke, hvorvidt eller hvornår bliver færdiggjort," lyder det i et svar fra Danfoss.
Angreb på menneskerettighedsforkæmpere, forurenet vand og brud på ytringsfrihed – det er nogle af de problemer, der i stigende grad er knyttet til udvindingen af de mineraler, der er afgørende for den grønne omstilling.
Det viser en ny rapport udgivet af Business and Human Rights Resource Center (BHRRC), en global NGO, der beskæftiger sig med menneskerettighedskrænkelser og virksomhedsansvar.
Organisationen har indsamlet data om anklager om miljø- og menneskerettighedskrænkelser mod mineselskaber, der udvinder mineraler, der skal bruges til den grønne omstilling. Det er mineraler som kobolt, kobber, litium, mangan, nikkel eller zink.
Mellem 2010 og 2021 har der været ikke mindre end 495 anklager mod mineselskaber omhandlende krænkelser af miljø- og menneskerettigheder.
Der er specielt tre områder, hvor rapporten viser, at det er påfaldende mange krænkelser: angreb på menneskerettighedsforkæmpere, vandforurening og brud på ytringsfrihed.
Jessie Cato, der er programchef for naturressourcer hos BHRRC, understreger, at virksomheder må tage et opgør med de tendenser, man ser udvikle sig nu, fordi det er essentielt for den grønne omstilling. Hvis de ikke gør det, kan modstanden blive en drivkraft for lokalsamfundet, siger hun.
“Det sidste, man vil er, at de krænkende praksisser, der historisk har understøttet denne sektor, får lov til at fortsætte”, siger Jessie Cato.
Den grønne omstilling kommer til at kræve en drastisk øgning i udvindingen af mineraler.
Ifølge IEA, en international organisation, der arbejder for at fremme alternative energikilder, vil efterspørgslen efter kobolt, nikkel, kobber og litium, være seksdoblet inden 2040. Og det bekræftes af Verdensbanken, der vurderer, at efterspørgslen efter grafit, litium og kobolt vil vokse med 500 procent frem til 2050.
Det er mineraler, der bruges i blandt andet elbiler, batterier, solcellepaneler og vindmøller. Altså de teknologier, der er helt essentielle for at møde Parisaftalens mål om nedsættelse af CO2 udledningen.
Men den øgede efterspørgsel efter mineraler, der er nødvendig for overgangen væk fra fossile brændstoffer, har alvorlige konsekvenser for menneskerettigheder og miljøet.
Det viser rapporten fra BHRRC. De lancerede sin “mineral tracker” i 2019, og har nu opdateret trackeren med information fra 2021.
Organisationen har indsamlet information om de mange sager, der har været mod mineselskaber knyttet til mineralerne der er essentielle for den grønne omstilling siden 2010.
Alene i 2021 viser BHRRC’s rapport, at der var 61 nye anklager. Anklagerne dækker alt fra miljøpåvirkninger, til krænkelser af retten til fredelige demonstrationer til anklager om vold og drab.
“Minedrift har altid været drevet af behovet for råstoffer og ønsket om profit”, siger Jessie Cato til Danwatch.
“Vi er nødt til at ændre denne model. Det kan ikke være profit frem for alt andet, vi kan ikke udvinde for enhver pris”, fortsætter hun.
Selvom problemerne med minedrift er velkendte, er der ikke meget, der tyder på, at mineselskaberne har ændret praksis.
“Det, vi har set over tid, er ikke en ændring i typerne af anklager, men hellere en fortsættelse og forstærkelse af, hvad de største risici er”, forklarer Jessie Cato.
Den næststørste kategori i mineral trackeren er anklager om miljøpåvirkninger, hvoraf de fleste sager handler om vandforurening og vandmangel. Det viser sig nemlig, at mange lokalsamfund i nærheden af minerne mister deres adgang til kritiske vandforsyninger.
Det er for eksempel sket i Chile, hvor den oprindelige befolkningsgruppe Colla i den nordlige del af landet, ikke længere har adgang til rent vand på grund af litiumudvinding i Atacama, der dræner områdets i forvejen knappe vandressourcer.
Men størstedelen af de anklager, der er blevet rettet mod mineselskaber siden 2010 handler om menneskerettighedskrænkelser, både i de lokalsamfund hvor minedriften foregår, over for civilsamfundsorganisationer og deres ledere.
Faktisk handler mere end hver tredje anklage mod mineselskaber mellem 2010 og 2021 om angreb på menneskerettighedsforkæmpere.
“De mange angreb på menneskerettighedsforkæmpere burde få en til at stoppe op. Er det acceptabelt at en tredjedel af de anklager vi ser, handler om overgreb på aktivister? Det er jo mennesker, der kun prøver at beskytte deres land, deres rettigheder, deres hjem?,” siger Jessie Cato.
De anklager, der er samlet i mineral trackeren viser også, at der i mange tilfælde er stor modstand mod minedrift i lokalsamfundene.
Det er modstand der kan blive drivkraft for konflikt – konflikt mellem lokalsamfund og virksomheder, mellem lokalsamfund og regeringer.
Dette mener Jessie Cato bliver et symbol på prisen for udvinding, “men er det prisen værd?” spørger hun.
Og den lokale modstand kan også få konsekvenser for den grønne omstilling, advarer Jessie Cato.
“Hvis virksomheder ikke kan få den sociale accept til at drive deres miner, så vil der komme flere protester, flere strejker, flere blokader. Og dette betyder mindre produktion”, forklarer hun.
“Det kan betyde, at vi ikke kan få adgang til de mineraler, vi har brug for til de grønne teknologier og det kan true tempoet i den grønne omstilling.”
Jessie Cato har et bud på, hvad der skal til for at den grønne omstilling kan ske på en hensigtsmæssig måde:
“Vi må se den grønne omstilling som en mulighed for at bevæge os væk fra den måde, som minedrift har fungeret på indtil nu”, mener hun.
Over det seneste års tid har vi her på Danwatch bygget en pensionsmaskine, der kan vise dig, de 17 største pensionskassers aktieinvesteringer, så du kan holde øje med, hvad dine pensionspenge egentlig bruges til.
Det har vi af en særlig grund. Samlet set er pensionskasserne én af de største investorer i landet. De står for at få den danske pensionsformue på over 3 billioner kroner til at vokse for danskerne.
3.000.000.000.000. Tre-tusinde-milliarder.
Det er et beløb, der er så stort, at det kan være svært at forstå. For det beløb kan man for eksempel betale for næsten 100 storebæltsbroer, hvis man tager højde for den inflation, der har været fra 1997, da broen blev åbnet, og frem til i dag i 2021.
Det er altså mange penge, som pensionskasserne forvalter, og med mange penge følger meget magt til at påvirke det samfund, vi lever i. Derfor er det vigtigt at holde øje med, hvad vores penge bliver investeret i.
Som udgangspunkt investerer pensionskasserne i mange forskellige ting: obligationer, ejendomme, infrastruktur og kredit, men tredjedel, altså 1.000 milliarder kroner, bliver investeret i aktier.
Det er investeringer, der ikke bare giver et afkast, men hjælper konkrete virksomheder og industrier med at udvide deres forretning og på den måde påvirke vores samfund.
Hvordan pengene bliver brugt kan du nu se i Pensionsmaskinen, som vi opdaterer løbende. Maskinen kigger både på enkeltstående aktier som for eksempel aktier i Microsoft, i Novo Nordisk eller i HeidelbergCement. Og så kigger den på de kapitalfonde, som pensionskasserne også kan finde på at investere i.
Vi vil selv bruge Pensionsmaskinen til at holde øje med vores alle sammens investeringer. Sammen med Dagbladet Information har vi også kigget på de pensionskroner, der havner i atomvåben, tobak, olie og andre kontroversielle ting. De historier, kan du løbende læse på Danwatch og i Information.
Hvis du har en ide til en historie, eller hvis har lyst til at udvikle på maskinen sammen med os, så grib fat i Jonathan Tybjerg, der er ansvarlig for Pensionsmaskinen på jt@danwatch.dk
Er du journalist og vil du bruge de informationer, du finder i robotten, så er du mere end velkommen. Men vær sød at citere os og linke til vores maskine.
På trods af massivt politisk pres og shitstorms fra forbrugere har 212 internationale virksomheder valgt at fortsætte deres forretninger i Rusland på fuldt blus.
Det afslører en kortlægning fra Yale School of Management. I spidsen for listen står professor Jeffrey Sonnenfeld, der leder et stort forskerteam bestående af 24 eksperter inden for finansiel analyse, økonomi, regnskab, geopolitik og governance, som siden krigens start i Ukraine den 20. februar har overvåget omkring 1200 internationale virksomheders ageren i Rusland. De er placeret i fem kategorier, der strækker sig fra ‘fuld tilbagetrækning’ fra det russiske marked til ‘business as usual’.
“Virksomheder spiller en rolle i forhold til at holde det økonomiske pres på præsident Vladimir Putin. Til det formål har vores team placeret virksomheder i en af fem kategorier baseret på deres reaktion på krigen. Forbrugerne bør vide om de virksomheder, der fremstiller deres mad, tøj og varer, har forpligtet sig fuldt ud til at stoppe hr. Putins grusomheder”, siger Jeffrey Sonnenfeld i et debatindlæg i New York Times.
Siden krigens start har knap 1.000 af selskaberne reageret på den russiske invasion og i et eller andet omfang begrænset aktiviteterne i Rusland, herunder har 320 virksomheder helt trukket sig fra det russiske marked.
Blandt de 212 selskaber i kategorien F, der har trodset krav om exit eller reduktion af aktiviteter og fortsætter ‘business as usual’ i Rusland, findes blandt andet den amerikanske restaurantkæde Hard Rock Cafe og lighter-giganten Zippo, franske Lacoste, de italienske mærker Benetton, Giorgio Armani og Diesel, det schweiziske lingeri-mærke Triumph og it-giganten Lenovo fra Hong Kong.
Der findes ingen danske selskaber i kategori F på Yale-listen, men fem er i den næstværste kategori D, ‘Buying time’, der dækker over firmaer, der udskyder planlagte investeringer og tiltag, mens de fortsætter væsentlige forretninger. Det gælder Ecco, FLSmidth, Rockwool, Vestas og Welltec.
Ifølge professor Jeffrey Sonnenfeld er missionen med kortlægningen af virksomhederne ikke fuldført, før alle har trukket sig fra det russiske marked.
“Vores mål er absolut, og nogle vil måske endda sige ekstremt: Ethvert selskab med tilstedeværelse i Rusland skal offentligt forpligte sig til et totalt ophør af forretning der. Russere, der er afhængige af den mad eller medicin, disse virksomheder laver, eller de job, de skaber, kan lide nød. Men hvis det er det, der skal til for at stoppe hr. Putin i at dræbe uskyldige ukrainere, så er det det, virksomheder skal gøre”, siger Jeffrey Sonnenfeld.
Du kan læse Danwatch undersøgelser og nyheder om Ukraine her.
D. 25 april tog verdens rigeste mand Elon Musk til tasterne på det sociale medie Twitter og sendte en raket, et stjerneskud, et hjerte og ordet Yesss! efterfulgt af hjerte, stjerneskud, raket ud til hans millioner af følgere.
Tesla-milliardæren havde netop fået godkendt sit køb af det sociale medie, han sad og tastede på.
Få timer efter sad Vijay Gadde på et videoopkald og græd. Vijay Gadde er Twitters topadvokat og chef for alt, der har at gøre med politik, ansvar, sikkerhed og jura. Hun bliver set som Twitters moralske autoritet, og hun har i en årrække stået i spidsen for de afdelinger hos Twitter, der håndterer følsomme emner som chikane og hadsk tale. Det er Vijay Gadde og hendes folk, der har forbudt politiske annoncer på Twitter og smidt Donald Trump af platformen.
Vijay Gadde var på videoopkald med de afdelinger, hun stod i spidsen for, og ifølge Politico græd hun, fordi hun ikke vidste, hvad Elon Musk ville gøre ved Twitter, og netop det arbejde, afdelingerne lavede.
Allerede inden Elon Musks bud på Twitter var blevet accepteret, var han kommet med bastante udmeldinger om videre grænser for ytringsfriheden på Twitter, verificering af alle brugere og andre store visioner. Og det fik frygten til at sprede sig blandt en række eksperter i menneskerettigheder og erhverv. De skrev – på Twitter af alle steder – om de faretruende konsekvenser ved mangemilliardærens planer.
“Jeg er normalt et optimistisk menneske, men jeg kan ikke se, hvordan netop den her handel vil ende godt for menneskerettighederne”, siger Tara Van Ho, ph.d. ved Essex Law School og leder af Essex Business & Human Rights Project, da Danwatch fanger hende et par dage efter.
Hvad det helt præcist er, at Tara Van Ho og hende kollegaer frygter, vender vi tilbage til. Først skal vi tilbage til begyndelsen af 00’erne og en forgænger til de moderne sociale medier ved navn Yahoo!.
I begyndelsen af 00’erne skrev en kinesisk mand ved navn Wang Xiaoning en række essays, hvor han argumenterede for en demokratisk reformering af Kina, som han delte via emails og i grupper på Yahoo!.
Sammen med en anden dissident blev Wang Xiaoning anholdt af de kinesiske myndigheder og i 2003 idømt 10 års fængsel for at undergrave den kinesiske stat og dele statshemmeligheder.
Mens Wang Xiaoning i 2007 sad i fængsel, sagsøgte hans kone, Yu Ling, Yahoo! for at have delt informationer om Wang Xiaoning med de kinesiske myndigheder, der førte til anholdelsen. Sagen, der kom for retten i San Fransisco, var en af de første forsøg på at holde en virksomhed ansvarlig for krænkelser af menneskerettighederne i et andet land.
Yahoo! forsøgte uden held at få sagen afvist og endte i stedet med at indgå forlig.
Wang Xiaonings sag viser, hvilket ansvar sociale medier har for menneskerettighederne.
Ifølge FN’s retningslinjer for menneskerettigheder og erhverv (UNGP) skal alle virksomheder holde øje med, hvordan de påvirker menneskerettighederne og modvirke eventuelle problemer. Men hos sociale medier ser det anderledes ud end hos for eksempel produktionsvirksomheder, der skal være opmærksomme på, at de ikke bidrager til tvangsarbejde, miljøforurening eller lignende.
“På sociale medier er der flere problemstillinger i forhold til menneskerettigheder: Hadsk tale, diskrimination, opfordring til vold, men også behandlingen af data om brugerne, og hvordan de sociale medier bruger det, og hvem de afleverer det videre til”, forklarer Tara Van Ho.
Twitter har faktisk en række retningslinjer, der flugter med FN’s retningslinjer for menneskerettigheder og erhverv og laver risikovurderinger af, hvordan de påvirker menneskerettighederne på en række områder. Anført af Vijay Gadde har Twitter været et af de sociale medier, der var mest grundige i deres moderation af, hvad man måtte skrive.
Ifølge Tara Van Ho har Twitter lagt et stort arbejde i at kende forholdene i forskellige lande og inddrage en bred kontekst, når de modererede. Det har blandt andet betydet, at hvor Facebook ikke opfangede hadtale og opfordringer til vold mod den muslimske minoritet Rohingyaerne i Myanmar, lykkedes det Twitter at moderere i en langt højere grad.
“Deres folk er reelle eksperter i menneskerettigheder”, siger Tara Van Ho, der mener, at Twitter har været førende blandt de sociale medier, når det kom til menneskerettigheder og erhverv.
Det er alt det ovenstående, som Tara Van Ho og hendes kollegaer frygter vil gå tabt.
I forbindelse med købet af Twitter sagde Elon Musk: “Ytringsfrihed er fundamentet for et velfungerende demokrati, og Twitter er det digitale bytorv, hvor sager der er vitale for fremtiden og menneskeheden bliver debatteret”. Og det lyder måske meget godt, men Tara Van Ho stiller spørgsmålstegn ved, om det er bedst, at bytorvet er privatejet af verdens rigeste mand, eller at det er offentligt ejet af en stor række forskellige aktionærer.
Samtidig har Elon Musk udtalt sig kritisk om moderationen af Twitter, og han går ind for en vidtgående ytringsfrihed inden for lovens grænser.
“Elon Musk er tydeligvis fokuseret på kun at overholde loven, men der er en meget stor lokal variation mellem, hvad der er lovligt at sige. Det åbner op for misbrug fra autoritære regimer. Hvad er for eksempel tilladt i Rusland?”, siger Tara Van Ho.
Dertil kommer der store spørgsmål om, hvordan Elon Musk vil behandle folks data og beskytte dissidenter. Ligesom han vil modvirke spam og trolde ved at alle bliver verificeret, men det ødelægger muligheden for at være anonym, der ellers gør det muligt at sige ting, som ellers ville være umuligt.
“Når jeg ser ham tale om de her emner, ser jeg en, der ikke forstår menneskerettigheder og ytringsfrihed eller gerne vil have, at hans egen forståelse bliver den dominerende forståelse”, opsummerer Tara Van Ho.
“Vi har intet sted at tage hen. At miste dette land vil udrydde vores lokalsamfund. Vi har taget os af naturen og levet i harmoni med alle levende og ikke-levende ting. Og vi er ikke klar til at miste den traditionelle levevis, som vi altid har haft”.
Sådan lyder det i et åbent brev, som repræsentanter for Masai-befolkningen i Ngorongoro og Loliondo i det nordlige Tanzania har sendt til EU, Storbritannien og USA.
Brevet kommer efter, at Tanzanias regering har taget initiativ til at tvangsforflytte mere end 150.000 masaier. I stedet vil man udvide safari- og jagtområder, som internationale turister besøger i hundredetusindvis hvert år.
Danwatch har tidligere skrevet om konflikten mellem de oprindelige folks rettigheder i det nordlige Tanzania og landets turismeindustri, og nu beder masaierne altså om hjælp fra det internationale samfund.
Masaierne vil have EU, Storbritannien og USA til at tale Tanzanias regering fra tvangsforflyttelserne.
“Vi rækker ud til jer, fordi vi nu, mere end nogensinde, har brug for jeres hjælp til at sikre os, vores menneskerettigheder ikke bliver krænket yderligere”, lyder det i brevet
Tanzanias regering siger, at det er nødvendigt at flytte masaierne ud af Ngorongoro og Loliondo for at passe på dyre- og plantelivet. Det gør de blandt andet med henvisning til en rapport fra FN-organet UNESCO, der i 2019 konkluderede, at masaiernes kvæghold og semi-nomadiske færden presser naturen i det nordlige Tanzania.
Men den præmis anerkender masaierne ikke. “Det er et falsk og forudindtaget narrativ”, skriver de i brevet.
Det samme sagde eksperter, Danwatch talte med i begyndelsen af april.
“Det giver ikke mening at fordrive folk bare fordi, man vil passe på naturen i Ngorongoro. Sådan har man traditionelt tænkt, men det hænger ikke sådan sammen længere”, sagde Judy Kepher Gona, konsulent hos Sustainable Travel and Tourism Agenda, et kenyansk initiativ, der arbejder for at fremme bæredygtige turisme i Østafrika.
“I eksempelvis Kenya er der masser eksempler på, at masai-befolkningen, naturen og turismen trives side om side, hvis der bare er tilstrækkelig dialog og vilje til at finde bæredygtige løsninger”, fortsatte hun.
Heller ikke FN’s biodiversitetskonvention, naturens pendant til Klimakonventionen, der er underskrevet af 176 lande, finder nogen modsætning mellem oprindelige folk og dyre- og planteliv.
“Forskning viser, at hvor oprindelige folk har kontrol over deres land og vand, trives økosystemer, skov og biodiversitet”, skrev de for nyligt i en analyse.
Og UNESCO selv er faktisk også modstandere af forflyttelserne. Selvom de i deres rapport fra 2019 advarer om, at naturen er presset, blandt andet på grund af øget menneskelig aktivitet fastslår de, at de på intet tidspunkt har foreslået at fordrive oprindelige folk:
“UNESCO World Heritage Centre har aldrig bedt om forflyttelse af Masai-folk. De oprindelige folk skal være en del af naturbeskyttelsen”, udtaler en talsperson fra FN-organet til The Guardian.
En lang række danske rejseselskaber arrangerer safariture til Ngorongoro. Danwatch har tidligere forholdt dem Tanzanias planer om at tvangsforflytte masaierne.
Selskaber som Tanzania Tours afviser bekymringerne.
“Der bor 60 millioner mennesker i Tanzania, som alle er enormt afhængige af indtægten fra turismen. Så man kunne vende den rundt og sige, om ikke det er på tide at meget velstående masaier giver plads til at resten af befolkningen har en chance for at få brød på bordet?”, skrev grundlægger Jakob Mølkjær i en mail.
Andre tager sagen anderledes alvorligt:
“Vi ønsker, at oprindelige folk og lokale communities i øvrigt, bliver behandlet med respekt og ikke som objekter. Men vi er også bevidste om, at vi i mange tilfælde ikke har indflydelse på, hvad lokale regeringer gør”, lød det 2. april fra KILROY International, der repræsenterer både KILROY og Jysk Rejsebureau.
Hverken EU, USA eller Storbritannien har på nuværende tidspunkt reageret på masaiernes brev.
I det nordvestlige hjørne af Mozambique, i en forstad til byen Tete, ligger en af Afrikas største kulminer. Minen blev grundlagt af det brasilianske mineselskab Vale i 2009, og lige siden har den danske industrigigant FLSmidth bidraget til driften med både materiel og vedligehold.
I februar kunne Danwatch i samarbejde med det mozambikanske netmedie Zitamar News og Dagbladet Politiken fortælle, hvordan minen er til stor gene for de lokale.
“Når vi drikker, indtager vi kul, når vi spiser indtager vi kul, når vi trækker vejret, indtager vi kul”, sagde Fungai Caetano, nabo til kulminen, da Danwatch besøgte ham.
Lokale politikere og Vale selv har holdt derimod fastholdt, at minen bidrog positivt til Tete og Mozambique. Nu viser det sig imidlertid, at Vale er sluppet afsted med at betale minimalt i skat i Mozambique. Det er netop kommet frem i den mozambikanske avis A Verdade.
Ifølge avisen har Vales 2.380 medarbejdere i Mozambique betalt mere i skat end virksomheden selv de seneste år.
Der har længe været kritik af, at gevinsterne fra Vales minedrift i Tete ikke kommer den bredere befolkning til gavn.
“Mozambiques politiske elite vil rage så meget til dem selv som muligt, og så går de mindre op i at udvikle lokalsamfundene og forpligte minevirksomhederne på at drive ansvarlige forretninger. Det er kulindustrien i Tete et eksempel på”, sagde politologen Celso Monjane til Danwatch i februar.
Det er den kritik, som A Verdade nu sætter konkrete tal på. I 2019, skriver avisen, betalte Vales medarbejdere i Mozambique i alt 21 millioner dollars i skat, mens selskabet selv nøjedes med lidt over 20 millioner dollars.
Året efter, i 2020, steg differencen markant. For at afbøde coronapandemiens konsekvenser blev Vale fritaget for en række skatter, heriblandt moms.
Det betød, at virksomheden endte med kun at betalte 1.1 millioner dollars i skat det år. Samtidig blev minearbejderne i alt opkrævet 15.7 millioner dollars i personlig indkomstskat.
Kort før årsskiftet annoncerede Vale, at de sælger kulminen til et datterselskab under det indiske konglomerat Jindal Steel & Power.
FLSmidth har tidligere oplyst til Danwatch, at de i den forbindelse er i gang med at tage stilling til, om de skal fortsætte deres arbejde i Mozambique. Som udgangspunkt overdrages deres forpligtelser over for Vale dog til Jindal Steel & Power.
Det er endnu uvist, hvornår den danske virksomhed træffer den endelige afgørelse, ligesom det heller ikke vides, præcist hvornår Jindal Steel & Power overtager driften fra Vale. Mozambiques energiministerium gav forleden handlen den endelige godkendelse.
Den lokale ngo Justicia Ambiental har tidligere fortalt Danwatch, at de ikke regner med, at ejerskiftet vil forbedre forholdene for de familier, der bor op og ned af kulminen.
“Det bekymrer os, at det er Jindal, der overtager driften i Moatize. De er kendt for at være på kant med menneskerettighederne og forurene miljøet, og nu overtager de et projekt, der allerede allerede har været skyld i fordrivelsen af mere end tre tusinde familier og tab af livsgrundlag for mange flere”, sagde Erika Mendes fra Justicia Ambiental i februar.
Det danske Finanstilsyn undersøger lige nu et muligt brud på de finansielle sanktioner mod Rusland.
Undersøgelsen omhandler et endnu ukendt dansk firma, som angiveligt har gjort forretninger med det statsejede russiske shippingfirma Sovcomflot, efter det blev sanktioneret.
Det viser en aktindsigt, som Danwatch har fået hos Erhvervsstyrelsen.
Sagen startede efter en henvendelse fra en whistleblower, som var bekymret for, om hans firmas assistance til det russiske selskab var i orden. En mail-udveksling mellem Udenrigsministeriet og Erhvervsstyrelsen løfter sløret for, hvordan borgeren mistænkte, at noget ikke var, som det skulle være.
”Borgeren ville ikke tage det for sin chef, da han ikke forventede, at det ville blive taget alvorligt. Borgeren havde overvejet at gå til medierne for at få dem til at undersøge sagen, men ville hellere gå den rette vej og gøre myndighederne opmærksomme på forholdene; derfor havde han ringet til Udenrigsministeriets borgerservice”, står der blandt andet i mailen.
Sagen blev efterfølgende overført fra Erhvervsstyrelsen, der i udgangspunktet tager sig af sager om sanktionsbrud, til Finanstilsynet, der i nogle tilfælde “påser” sager vedrørende pengeoverførsler og andre finansielle transaktioner.
Den russiske stat ejer 82,8% af Sovcomflot, der er Ruslands største shippingfirma og en af klodens største spillere inden for transport af især olie og gas. Firmaet kom på EU’s sanktionsliste 25. februar – altså allerede dagen efter den russiske invasion af Ukraine blev iværksat.
Siden Ruslands invasion af Ukraine 24. februar har Erhvervsstyrelsen registreret to sager om mulige brud på EU’s sanktioner mod Rusland. Det viser en aktindsigt, som Danwatch har fået hos Erhvervsstyrelsen.
Mens centrale dele af dokumenterne er bortcensureret i aktindsigten, peger nogle dokumenter i retning af sagens indhold. I Erhvervsministeriets sagskompleks ligger blandt andet en orientering fra Søfartsstyrelsen, som har undersøgt to konkrete sager i Østersøen, hvor olie er overført fra et tankskib til et andet.
Hvordan den slags operationer relaterer sig til den pågældende sag, er endnu uvist.
Selvom den sanktionerede russiske oligark Mikhail Fridman er medejer af flere olie- og gasfelter i Nordsøen gennem det tyske energiselskab Wintershall Dea og på den baggrund også har fået offentlig støtte, så har hans danske erhvervseventyr ikke ført til brud på nogle EU-sanktioner.
Det viser en række svar fra klimaminister Dan Jørgensen(S) til Folketinget – og en aktindsigt som Danwatch har fået hos Erhvervsstyrelsen.
57-årig Fridman havnede 28. februar på EU’s sanktionsliste og blev blandt andet beskrevet som “katalysator for Putins inderkreds”.
Få dage senere, den 3. marts, kunne Danwatch afsløre, at Wintershall Dea har medejerskab i 5 felter til udvinding af gas- og olie i Nordsøen sammen med selskaberne Nordsøfonden, ONE-Dyas Denmark ApS og INEOS E&P A/S.
Ifølge Dan Jørgensen oversendte Klima-, Energi- og Forsyningsministeriet den 3. marts sagen om Mikhail Fridman til Erhvervsstyrelsen for at få den undersøgt. Knap en måned senere konkluderede Erhvervsstyrelsen på baggrund af egne undersøgelser om ejerkæder og generel fortolkningsbidrag fra EU-Kommissionen , at de danske selskaber ikke har brudt nogen sanktioner ved at have forbindelser til Fridman.
“Erhvervsstyrelsen har foretaget en undersøgelse af, om de danske selskaber indirekte kunne siges at stille midler til rådighed for selskaber, som er enten ejet eller kontrolleret af Mikhail Fridman. De pågældende danske selskaber vurderes på baggrund heraf ikke at have overtrådt EU’s sanktioner i den konkrete sag”, lyder konklusionen.
Siden Ruslands invasion af Ukraine 24. februar har Erhvervsstyrelsen registreret to sager om mulige brud på EU’s sanktioner mod Rusland. Det viser en aktindsigt, som Danwatch har fået hos Erhvervsstyrelsen.
I en aktindsigt fra Erhvervsstyrelsen, som Danwatch har fået, uddyber en korrespondance styrelsen har haft med de tre involverede selskaber desuden, at Fridmans ejerskab i Winthershall ikke opfylder EU’ krav om, at en person skal have en kontrollerende andel i et selskab, før det er sanktioneret.
Erhvervsstyrelsen konstaterede således 29. marts på baggrund af høringssvarene fra de danske virksomheder, at ”Mikhail Fridmans involvering i selskaberne ikke opfylder kriterierne for hverken ejerskab eller kontrol”.
“Det må således lægges til grund, at Mikhail Fridman hverken ejer eller kontrollerer selskaberne, hvorfor selskaberne ikke er at betragte som omfattet af sanktioner”, skriver styrelsen og konkluderer samtidigt, at de ikke vil foretage sig mere i sagen.
Wintershall Dea har tidligere modtaget offentlige støttekroner fra Det Energiteknologiske Udviklings- og Demonstrationsprogram (EUDP) via selskabets rolle i Greensand-konsortiet, der arbejder med et CO2-lagring i Nordsøens danske oliefelter.
I et andet svar til Folketinget oplyser Dan Jørgensen, at Mikhail Fridman ikke var sanktioneret, da støtten fra EUPD blev udbetalt i 2020 og 2021. I alt har Wintershall Dea AG opnået tilsagn om tilskud på ca. 7 mio. kr. fra EUDP, hvoraf selskabet pr. dags dags dato har modtaget 800.000 kroner.
Dan Jørgensen henviser også til et svar fra Wintershall, hvor selskabet understreger, at det overholder gældende love, og ikke har foretaget nogle betalinger til Mikhail Fridman.
“Energistyrelsen er i brev fra Wintershall Dea AG af 7. marts 2022 oplyst om, at Wintershall Dea AG ikke er sanktioneret. Wintershall Dea AG oplyser, at gældende love overholdes, herunder de pålagte sanktioner, og der foretages ikke betalinger til sanktionerede personer. Det oplyses også, at Mikhail Fridman ikke har noget mandat i nogen af Wintershall Dea AG’s ledende organer.”
Investeringsselskabet LetterOne, der ejer andelen i Wintershall Dea, og som Mikhail Fridman selv ejer lidt over 37 procent af, har desuden meddelt, at både Fridman og hans partner Petr Aven har trukket sig fra LetterOnes bestyrelsen, er sat uden for både indflydelse og er nægtet fremtidige afkast af deres investeringer.
