19. feb '25Transport / shipping

Rederier har været til alvorssamtale med regeringen efter afsløring

Under et møde mellem erhvervsministeren og Danske Rederier blev det understreget, at rederierne ikke skal hjælpe “Ruslands krigsmaskine”. Rederiernes brancheorganisation siger, at virksomhederne allerede går videre end sanktionerne.

Art 1 Skyggeflaade V01
Danske selskaber har i årevis handlet med skibe, der vurderes til at være en del af Ruslands skyggeflåde. Nu skal det stoppe en gang for alle, slår regeringen fast.Danwatch

Denne artikel er en del af undersøgelsen Skyggeflåden

  • Den russiske skyggeflåde er ifølge eksperter og politikere Ruslands modsvar på vestlige sanktioner. Skibe sejler med olie fra Rusland, uden at vestlige myndigheder kan følge med i, hvad der foregår. På den måde kan olien blive solgt for mere, end hvad det sanktionsbestemte prisloft tillader.
  • Skyggeflåden består hovedsageligt af ældre tankskibe, der er blevet opkøbt over de seneste to år af selskaber, der er svære at gennemskue. De sejler nærmest udelukkende med russisk olie, og så er de indregistreret i lande uden for EU og G7-landene.
  • Som regel har skibene uigennemskuelige ejerforhold og ukendt, tvivlsom eller ikkevestlig forsikring såsom forsikringsselskaber i Rusland. Det har blandt andet ført til britiske og amerikanske sanktioner, der specifikt navngiver flere russiske forsikringsselskaber.
  • Skibene har ofte flagstat i lande med mindre kontrol som eksempelvis Cameroon eller militærdiktaturet Gabon i Afrika, men kan også operere fra flagstater som Panama, Liberia eller Vietnam og flere endnu. Skibene skifter ofte navn og flag, fordi de ofte skifter ejere. Det skyldes ifølge eksperter, at man mudrer sporet til de egentlige ejere.
  • De store tankskibe sejler dagligt gennem Danmark og Storebælt, fordi det er den eneste vej ud for de fuldt lastede tankskibe, når de kommer fra de store russiske oliehavne omkring Sankt Petersborg.
  • Statsledere som statsminister Mette Frederiksen har italesat skyggeflåden som en stor bekymring og et problem, som Vesten er nødt til at håndtere. Derfor er NATO-skibe også blevet indsat i Østersøen for at overvåge og beskytte området mod oliekatastrofer og sabotage mod undersøiske kabler.
  • Kilder: Lloyd's List Intelligence, CREA, Kyiv School of Economics, OFSI, OFAC

”Danske maritime virksomheder skal ikke bidrage til Ruslands krigsmaskine”.

Sådan lyder overskriften på en pressemeddelelse udsendt af Erhvervsministeriet fredag den 7. februar, hvor Morten Bødskov (S) igen kritiserer danske selskabers handel med skyggeflåden.

”Jeg understregede over for dem, at også danske rederier og værfter har mulighed for at vælge side”, udtaler ministeren.

Han siger endvidere, at danske virksomheder og myndigheder skal ”stå sammen” i kampen om at ”stoppe Ruslands krigsmaskine”.

”Der er krig i Europa. Den frihed Ukraine kæmper for er også vores frihed. Derfor skal danske maritime virksomheder og værfter ikke bidrage til Ruslands krigsmaskine.”

Udmeldingen er en reaktion på Danwatchs afsløring om, at danske shipping-giganter har solgt tankskibe til skyggeflåden.

Det drejer sig om de fire danske rederier Maersk Tankers, Hafnia, Torm og Norden, der siden 2022 har solgt mindst ti skibe til en samlet pris på over en milliard kroner.

Disse skibe er efterfølgende blevet en del af den russiske skyggeflåde og har fragtet russisk olie for over 31 milliarder kroner.

Brancheorganisationen Danske Rederier ser positivt på myndighedernes udmelding og oplyser, at rederierne ”allerede meget klart har valgt at stille sig på den rigtige siden af historien”.

Viceadministrerende direktør i Danske Rederier, Jacob K. Clasen, udtaler i en pressemeddelelse:  

”Danske rederier har ligeledes fra et tidligt tidspunkt valgt at gå videre end sanktionerne og fravalgt at sejle på Rusland”.

Er­hvervs­mi­ni­ste­ren har i forbindelse med mødet etableret et nyt forum mellem myndighederne og de maritime organisationer for at samarbejde om håndhævelse af sanktionerne og håndtering af skyggeflåden.

Lang historik med russisk-forbundne forretninger

I tilfældet med de danske rederiers salg af skibe til skyggeflåden, så er syv af dem, som blev solgt af Maersk Tankers og Hafnia, ifølge data fra Equasis og mæglerrapporter, solgt direkte til skyggeflådeaktører. 

Flere af skibene er solgt længe efter, at der er blevet vedtaget sanktioner mod russisk olie fra EU og G7 – men før, at sanktionerne mod salg af skibe trådte i kraft. Salgene er i sig selv ikke sanktionsstridige, men er ifølge eksperter som chefanalytiker i Lloyd’s List Intelligence, Michelle Bockmann, afgørende for skyggeflåden og dermed russisk olieeksport

I både Maersk Tankers og Hafnias svar til Danwatch pegede deres presseafdelinger på, at de holdt sig indenfor rammerne af sanktionerne mod Rusland.

Danwatch har gennem 14 måneder afdækket Ruslands olieeksport uden om sanktionerne.

Her er det blevet fortalt, hvordan danske rederier har sejlet med russiskproduceret brændstof fra Indien for mange milliarder kroner. 

Samt hvordan skyggeflåden er essentiel i finansieringen af invasionen af Ukraine, og hvordan de skibe, som er en del af skyggeflåden – mange af dem solgt af europæiske og danske rederier – udgør en trussel mod Østersølandenes sikkerhed.

Flere kritikere slog fast, at rederiernes handlinger foregår med åbne øjne. Blandt andet fordømte den ukrainske regerings sanktionskommissær, Vladyslav Vlasiuk, rederiernes forretning med skyggeflåden.

”Det er en smule dumt og arrogant af ejerne af skibene at spille dumme, som om de intet vidste og intet gjorde ved det”, sagde han.

Sejladser med russer-brændstof fortsætter

Allerede i april 2024 udtalte udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen (M) til Danwatch, at han ville have de danske rederier til at stoppe med at handle med selskaber, der har forbindelse til russisk olieeksport.

“Det er klart, at jeg synes, at virksomhederne nøje bør overveje, hvordan de stiller sig. Fra regeringens side har vi selvfølgelig et stærkt ønske om, at Ruslands olieindtægter bliver så lave som overhovedet muligt”, sagde han.

Data fra MarineTraffic viser desuden, at det danske rederi Hafnias skibe den dag i dag fortsat sejler med brændstof fra det russiskejede Nayara Energy-raffinaderi. 

Nayara Energy er 49,13 procent ejet af det russiske statsolieselskab Rosneft og 25 procent ejet af en russisk oligark. 

Raffinaderiet blev blandt andet kaldt det “europæiske mareridtsscenarie”. 

Hafnia bekræfter over for Danwatch, at de fortsat sejler med olieprodukter fra raffinaderiet, men siger, at det foregår i fuld overenstemmelse med sanktionerne. 

Derfor har Danwatch spurgt Hafnia, om rederiet er enig i Danske Rederiers udtalelse om, at de går længere end sanktionerne. Til det svarer Hafnia:

“Hafnia er forpligtet til at overholde alle gældende internationale sanktioner og lovkrav. Vi udfører grundig due diligence på alle vores aktiviteter for at sikre, at vi arbejder i nøje overensstemmelse med disse rammer”.

Sejladserne til Nayara Energy er også blevet forelagt for Danske Rederier. Danwatch har spurgt brancheorganisationen, om den fortsat mener, at rederierne går længere end sanktionerne. Til det svarer Danske Rederier:

“Myndighederne fastlægger sanktionerne, og så retter vores medlemmer sig selvsagt efter dem. De danske rederier udfører den nødvendige due dilligence og bestræber sig til enhver tid på at overholde de gældende sanktioner”.

Organisationen tilføjer, at “ingen danske rederier os bekendt har brudt sanktionerne”. 

Danwatch har bedt erhvervsministeriet og erhvervsminister Morten Bødskov om uddybende kommentarer i forbindelse med pressemeddelelsen. 

Hverken ministerium eller minister har ønsket at svare på spørgsmål.