27. feb '25Sikkerhed og våben

Modsiger regeringens forklaring: Danmarks allierede nægter at sende kampfly-reservedele til Israel

Regeringen vil ændre loven for at kunne opretholde leverancer af kampfly-reservedele til Israel uden om regler og kontrol. Omvendt nægter flere af vores nærmeste partnere i F-35-samarbejdet at tage del i den form for leverancer, viser rundspørge.

Første Fire F 35 Kampfly Overdrages Til Danmark
Forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V) på Flyvestation Skrydstrup, der er base for Danmarks F-35 fly. Herfra har det danske forsvar flere gange under krigen i Gaza sendt reservedele til israelske F-35 kampfly.Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Denne artikel er en del af undersøgelsen Dansk militært udstyr bidrager til krigen i Gaza

  • Danmarks største forsvarsvirksomhed Terma eksporterer dele til F-35 kampfly, som Israel bomber med i Gaza.
  • De dansk-udstyrede fly anvender megabomber, som FN advarer imod at bruge i tætbefolkede områder.
  • Eksperter vurderer, at eksporten er i strid med Danmarks internationale forpligtelser.
  • De danske myndigheder er blevet sagsøgt for våbeneksporten til Israel.

Stopper Danmark med at levere kampfly-reservedele til Israel, så smider USA os ud af F-35-programmet. 

Så klart har advarslen lydt fra forsvarsminister Troels Lund Poulsen (V), som for nylig trodsede anklager om israelske krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, da han udsendte et lovudkast, der skal sikre, at den danske regering fortsat skal kunne sende reservedele til F-35 kampflyene direkte fra Danmark til Israel. 

Danwatch og Information har i en lang række artikler afdækket, hvordan de dansk-udrustede F-35-kampfly har spillet en central rolle i bombardementerne af Gaza, der har efterladt store dele af området i ruiner og kostet titusinder af mennesker livet. 

Nu viser en rundspørge, som Danwatch og Information har foretaget blandt landene i F-35-partnerskabet, at flere af Danmarks nærmeste allierede og partnere i F-35-samarbejdet modsat Danmark og uden konsekvenser har valgt at stoppe leverancer af kampfly-reservedele til Israel af frygt for at tage del i mulige israelske krigsforbrydelser. 

Dermed modsiges et af regeringens bærende argumenter for at fortsætte med at sende reservedele til Israel. 

Regeringen betragter Danmarks deltagelse i F-35-programmet som “afgørende for vores sikkerhed og forholdet til vores vigtigste allierede”. Og forsvarsministeren har givet indtryk af, at Danmark reelt ikke har mulighed for at gøre noget ved sagen. 

“Nej, det tror jeg ikke, vi kan, for så er vi ude af F-35-programmet. Det er der ikke nogen, der har en interesse i”, sagde Troels Lund Poulsen i oktober i et interview med Politiken. 

Ud over Danmark og USA er der seks partnerlande i F-35-programmet. Af dem nægter mindst tre – Storbritannien, Norge og Holland – at medvirke til at sende reservedele direkte til Israel, viser rundspørgen. Ingen af dem har måttet forlade det internationale samarbejde. 

Danwatch og Informations rundspørge angår alene den direkte forsendelse af reservedele til Israelske kampfly. Den angår ikke den indirekte kampflyeksport, hvor dansk-producerede dele til produktion af nye F-35 fly sendes via USA til blandt andet Israel. Det er den indirekte eksport, som nu er genstand for to retssager anlagt mod de danske myndigheder. 

Kritikere: “En afledningsmanøvre”

Det danske forsvar har sendt F-35-reservedele direkte til Israel fra Danmarks egen F-35-base i Skrydstrup i Sønderjylland. Forsendelserne har fundet sted i februar og marts 2024, midt under krigen i Gaza, hvor det israelske militær har haft et ekstraordinært stort behov for reservedele for at holde sine kampfly på vingerne. 

De danske myndigheder har ikke ønsket at svare på, om der er sendt reservedele til israelske kampfly efter foråret 2024.

Danwatch og Informations rundspørge viser, at regeringens forsvar i sagen om reservedelene til de israelske kampfly er en “afledningsmanøvre”, mener Enhedslistens udenrigsordfører Trine Pertou Mach. 

“Regeringen har brugt det her argument til at lukke al diskussion om leverancerne til Israel”, siger Enhedslistens udenrigsordfører Trine Pertou Mach. 

“Det er et demokratisk problem, for det er jo simpelthen ikke rigtigt. Det er et politisk valg, man har truffet,” lyder det fra Trine Pertou Mach, som vil kalde forsvarsministeren i samråd.

Også Alternativets udenrigsordfører Sascha Faxe mener, at regeringen har et “forklaringsproblem”, og hun vil nu stille spørgsmål til forsvarsministeren om sagen.

“Hvis det ikke har konsekvenser for de andre lande at stoppe de her leverancer, så holder regeringens argument jo ikke”, siger hun. 

Generalsekretær i Oxfam Danmark, Lars Koch, mener, at der ser ud til at være tale om enten “en fejltolkning eller en vildledning fra regeringens side”.

I Storbritannien besluttede Labour-regeringen i september at sætte en stopper for forsendelserne af reservedele direkte til Israel fra den britiske F-35-base RAF Marham, da der ifølge den britiske regerings jurister var en “klar risiko” for, at reservedelene kunne blive brugt til at begå eller facilitere israelske krigsforbrydelser.

“Der har ikke været nogen udførsler af F-35-dele direkte til Israel via RAF Marham siden suspenderingen blev annonceret af den britiske regering”, skriver det britiske forsvarsministeriums talsperson i et svar til Danwatch og Information. 

Beslutningen om at stoppe forsendelserne direkte til Israel har ikke haft nogen konsekvenser for hverken vedligeholdelsen af Storbritanniens egne F-35-fly, leveringsplanen for nye fly eller for Storbritanniens rolle i F-35-programmet, oplyser ministeriet. 

Heller ikke Norge, der ligeledes er både partner- og brugerland, vil sende F-35-reservedele til Israel. 

“Regeringen tillader ikke eksport til Israel af hverken våben, ammunition eller dual use-produkter til militær brug”, skriver den norske myndighed. 

I Holland satte en dom fra landsretten i Haag allerede i februar sidste år en stopper for landets eksport af reservedele til Israel. Den hollandske regering har anket sagen til højesteret, men i mellemtiden er regeringen bundet af dommen.

Fakta: Om rundspørgen

  • Ud over USA og Danmark er der seks partnerlande i F-35-samarbejdet: Storbritannien, Holland, Norge, Canada, Australien og Italien. Danwatch og Information har foretaget en rundspørge for at kortlægge, hvordan partnerlandene forholder sig til at sende reservedele til Israel på anmodning fra USA, sådan som det danske forsvar har gjort. 
  • Tre lande – Holland, Norge og Storbritannien – oplyser, at de ikke tillader sådanne forsendelser direkte til Israel. 
  • Det australske forsvarsministerium svarer ikke klart på spørgsmålene, men oplyser, at “Australien fortsætter med at understøtte den globale F-35-forsyningskæde”. 
  • Det canadiske forsvarsministerium oplyser, at Canada endnu ikke har modtaget sine F-35-fly. Spørgsmålet har derfor ikke været aktuelt. 
  • Det italienske forsvarsministerium har ikke besvaret Danwatch og Informations henvendelse.

Svarer ikke på spørgsmål

Danwatch og Information har forelagt resultatet af rundspørgen for Forsvarsministeriet og bedt om en kommentar fra forsvarsminister Troels Lund Poulsen. Vi har samtidig bedt om svar på tre konkrete spørgsmål: 

Vil ministeren fastholde, at Danmark ikke har mulighed for at sige nej, når USA beder det danske forsvar om at sende reservedele til Israel?

Når flere andre F-35-lande har kunnet stoppe den her form for forsendelser af reservedele direkte til Israel, hvorfor skulle Danmark så ikke kunne?

Hvorfor er der behov for at undtage den her form for forsendelser af reservedele til F-35 fra våbenloven, når flere andre F-35-lande godt kan få det til at fungere, selv om der stilles krav om eksporttilladelse? 

Forsvarsministeriet har ikke besvaret spørgsmålene, men gentager i stedet i et mailsvar, at det er “USA, der som leder af driftsorganisationen bag F-35-samarbejdet er ansvarlig for at sikre fordeling af F-35-reservedele til F-35-landene”.

“Som led i F-35-samarbejdet er det aftalt, at USA kan forhåndsplacere reservedele på lageret i Skrydstrup, der enten kan anvendes i danske F-35-kampfly eller efter amerikansk beslutning videresendes til et andet lager i et F-35-land med et prioriteret behov”, skriver Forsvarsministeriet og tilføjer:

“Udførslen af amerikanskejede reservedele fra lageret i Skrydstrup, hvor dansk militært personel bistår med pakning og klargøring af forsendelserne, sker på vegne af samt efter beslutning og instruks fra USA som led i F-35-samarbejdet. Oplagring såvel som omfordeling ved F-35-reservedelslageret i Skrydstrup finder således sted som led i USA’s internationale flytning af de amerikanskejede reservedele”.

Svaret – eller manglen på samme – er sigende, mener Enhedslistens udenrigsordfører Trine Pertou Mach. 

“Hvis man havde et godt svar, så havde man givet det”, siger hun.

“For mig virker det som om, regeringen har besluttet sig en gang for alle for, at man leverer de komponenter, man bliver bedt om, uanset hvad. Man lægger sig fladt ned og gør, hvad USA siger”, siger Trine Pertou Mach.