Er den kenyanske naturbeskyttelsesorganisation Northern Rangelands Trust (NRT) på kant med menneskerettighederne, når de lægger beslag på enorme mængder land for at drive forskellige former for naturbevaring?
Det har flere NGO’er ment de seneste år.
I 2021 skrev Oakland Institute, at NRTs projekter baserer sig på fordrivelser og intimidering af oprindelige befolkningsgrupper. Og i 2023 kritiserede Survival International NRTs klimakreditter – med kunder som Netflix, Meta og British Airways – for ikke at kunne skaffe de lovede CO2-reduktioner samt krænke lokalbefolkningens jordrettigheder.
NRT har gentagne gange afvist alle anklager. Men nu foreligger der for første gang en domstolsafgørelse, der fastslår, at NRT i det centrale Kenya har drevet sit arbejde i strid med lovgivningen.
I slutningen af januar erklærede Miljø- og Jordretten i Nairobi, at NRTs naturbeskyttelsesområder i Cherab og Chari i Isiolo amtet er blevet etableret og administreret uden konsultation med lokalbefolkningen og i uoverensstemmelse med forfatningens grundlæggende principper om jordrettigheder.
Dommen kaster skygger over de millioner af danske skattekroner, som Udenrigsministeret har postet i NRT. Siden 2012 har skiftende regeringer støttet organisationen, og så sent som i december 2024 donerede den danske ambassade i Kenya 50 millioner kroner til NRT.
I en kortfattet mail til Danwatch oplyser Udenrigsministeriet, at de følger sagen:
“Ambassaden i Nairobi er i dialog med NRT, som forventes at anke dommen”, skriver ministeriets presseafdeling.
En signifikant dom
Sagen mod NRT blev anlagt i 2021 af 165 beboere i Merti, et af tre sub counties under Isiolo amtet.
I dommen lyder det, at NRT ikke havde indhentet de nødvendige myndighedsgodkendelse, før de inddrog lokalbefolkningens jord og etablerede de to naturbeskyttelsesområder i Cherab og Chari.
Dommen beordrer samtidig NRT til at standse alle aktiviteter i områderne.
Postdoc på Dansk Institut for Internationale Studier, Marie Ladekjær Gravesen, kalder afgørelsen for “signifikant”. Hun har flere gange besøgt Northen Rangelands Trust.
“Der er en lang historik med kritik af NRTs arbejde, men det har været meget svært at afgøre, hvor troværdig kritikken har været. Nu har en domstol for første gang afsagt en kendelse, der understøtter modstanden mod organisationen”, siger hun.
Det er ikke usandsynligt, at dommen kan få vidtgående konsekvenser, vurderer Marie Ladekjær Gravesen.
“Når man snakker naturbevaring i Kenya, er NRT ikke til at komme udenom. De er med afstand den største aktør på området, og derfor er det oplagt at tænke, at dommen kan smitte af på andre lignende sager, hvor naturbevaringsprojekter støder mod lokalbefolkningernes interesser og rettigheder”, siger hun.
NRT råder samlet set over 10 procent af Kenyas landmasse.
Lidt af en donor-darling
Trods den opsigtsvækkende afgørelse forventer postdoc Marie Ladekjær Gravesen ikke, at dommen får NRTs donorer, herunder Danmark, til at trække støtten til organisationen.
“NRT er lidt af en donor-darling, og det virker til, at der er en grundlæggende tro på projektet. Mit indtryk er, at man fra dansk side er fuldt bevidst om, at der er risikofyldt at støtte NRT, men at man har vurderet, at det er hos dem, at man får mest for pengene, hvis der er et politisk ønske om at arbejde med naturbevarelse i Kenya”, siger hun.
Over for Danwatch afviser Udenrigsministeriet at tage stilling til Danmarks fortsatte støtte til NRT.
“Før en endelig dom foreligger, kan Udenrigsministeriet ikke udtale sig om eventuelle konsekvenser for dansk støtte”, lyder det.
Danmark er sammen med USA og EU de største statslige donorer til NRT. Også Sverige og Frankrig støtter organisationen.







