Åbner i en ny fane
Skat17/02/2025

FLSmidths nye skattemodel går mod regeringens Afrika-politik 

FLSmidth har indført en ny skattemodel, der skal minimere skattebetalingerne i de lande, hvor virksomheden opererer. Modellen strider mod regeringens udviklingspolitiske strategi, siger professor.
Drcongo Mining Rights
DR Congo er en af verdens største kobber-producenter.Foto: Emmet Livingstone/AFP/Ritzau Scanpix
Danwatch er et undersøgende medie. Vi afslører, hvordan danske virksomheder og andre magtfulde aktører påvirker mennesker, miljø og klima i verden. Vi dokumenterer brud på love, konventioner og etiske retningslinjer og viser konsekvenserne.

I juni 2024 rejste daværende skatteminister Jeppe Bruus (S) til Kenya og Rwanda for at inspirere sine kolleger i Afrika til at opkræve nogle flere skatter.

Hans budskab var klart: Hvis de afrikanske lande øger deres skatteindtægter, kan de nemmere finansiere deres egen udvikling.

“Der er et enormt perspektiv i at udvikle skat, så landene bliver selvfinansierende, men også til at skabe finansieringen til den klimaomstilling, de skal i gang med,” sagde Jeppe Bruus til Altinget, der var med på rejsen. 

Få uger efter lancerede regeringen sin Afrika-strategi, og her blev skatteområdet endnu en gang fremhævet som et centralt element i dansk Afrika-politik. 

I strategien lægger regeringen op til et samarbejde mellem danske og afrikanske myndigheder på skatteområdet “med henblik på at øge landenes økonomiske råderum”. 

Hvis den danske mineleverandør FLSmidth – som Danwatch og Finans for nylig kunne fortælle – indfører en ny skattemodel, der skal minimere deres skattebetalinger i de lande, hvor virksomheden opererer, vil de dermed gå imod regeringens Afrika-politik.

Det vurderer Anne Mette Kjær, professor ved Institut for Statskundskab på Aarhus Universitet med speciale i politisk økonomi i Afrika og formand for Udviklingspolitisk Råd. 

“Hvis en dansk virksomhed vil flytte en større andel af dens skattebetalinger hjem til Danmark og væk fra oprindelseslandene i det globale syd, så er det ikke på linje med, hvad regeringen ønsker i både sin udviklingspolitiske strategi og Afrika-strategien”, siger hun. 

FLSmidth leverer udstyr og services til miner i hele verden, herunder i en række afrikanske lande. Blandt andet i DR Congo, der har nogle af verdens mest værdifulde kobberminer. 

Øget fokus på skat

FLSmidths nye skattemodel fremgår af en intern powerpoint-præsentation, som er blevet lækket til Danwatch og Finans. 

I den vises det, hvordan Valby-virksomheden fremover ønsker at kanalisere mest mulig profit hjem til Danmark, hvor den vil blive beskattet til en relativt lavere skattesats.

“Konsekvensen af FLSmidths nye skattemodel er, at de vil betale mindre skat lokalt og mere i skat i Danmark. Det står sort på hvidt”, har postdoc og skatteekspert ved CBS, Rasmus Corlin Christensen, sagt til Danwatch og Finans. 

Mens FLSmidth vil begrænse deres skattebetalinger ude i verden, er der et øget fokus på skat i dansk udviklingspolitik, siger Christian Hallum, skattespecialist hos Oxfam, en ulighedskritisk NGO. 

“Tanken er, at man ved at styrke udviklingslandenes skattesystemer kan hjælpe dem med at blive selvfinansierende. I stedet for at skulle være afhængige af bistand, vil landene kunne betale for deres velfærd og klimaprojekter med skattebetalinger fra både borgere og virksomheder. På den måde er skat en af de mest bæredygtige måder at fremme udvikling på, og det har man i Danmark virkelig fået øjnene op for”, siger han. 

Ifølge Christian Hallum er det i Danmarks egen interesse, at verdens fattigste lande formår at opkræve skatter fra multinationale selskaber som FLSmidth. 

“Når store virksomheder ikke betaler deres skat i det globale syd, ender regningen hos nogle i forvejen ekstremt udsatte befolkninger. Det øger fattigdommen og uligheden og gør kun landene endnu mere afhængige af bistand fra lande som Danmark”, siger han.

Danmark har siden 2015 støttet Addis Tax Initiative, der promoverer retfærdig og effektiv skatteopkrævning i Afrika.   

Selskabsskatten er vigtigst

Det er især skattebetalinger fra de multinationale virksomheder, som kan gøre en potentiel forskel for udviklingslandene, siger professor Anne Mette Kjær. 

“Økonomier med mange uformelle arbejdspladser, som man typisk ser det i Afrika, er svære at beskatte. Skattebasen er ofte for lille til, at man kan generere indtægter, der kan bidrage væsentligt til eksempelvis hospitaler og skoler. Derfor vil det typisk være selskabsskatten, hvor landene har mulighed for at skaffe finansiering til udvikling”, siger hun.  

Christian Hallum mener, at en del af rationalet bag de senere års danske udviklingspolitik falder til jorden, hvis danske virksomheder ikke har en ansvarlig skattepolitik ude i verden. 

“Man har ført en udviklingsstrategi med stort fokus på at sikre udvikling gennem private investeringer. Det kræver naturligvis, at virksomhederne agerer ansvarligt, herunder at de betaler deres skat lokalt”, siger han. 

FLSmidth har ikke ønsket at stille op til interview om deres nye skattemodel. Virksomheden skriver i en mail, at modellen er indført som et led i en “simplificering” af deres overordnede struktur. 

“Vores skattepolitik er uændret, og vi ønsker at støtte de samfund, vi opererer i, ved at betale skat i de lande, hvor vi er til stede. Vores skattestruktur afspejler den til enhver tid fungerende forretningsmodel”, lyder det videre.

Danwatch har spurgt regeringen, hvad den tænker om FLSmidths nye skattemodel. Udenrigsministeriet henviser til Skatteministeriet, der ikke har haft mulighed for at svare på spørgsmål inden redaktionens deadline.

Gå ikke glip af den næste afsløring.
Få vores nyhedsbrev

Få ugens historier fra Danwatch direkte i din indbakke hver søndag.

Nedenfor kan du tilvælge vores månedlige tematiske nyhedsbreve.

Uanset hvor mange, du vælger, skriver vi højst til dig tre gange om ugen.