1 %
af et bilbatteri består af grafit
Kilde: Electrec
1 %
af verdens naturlige grafit kommer fra Kina
1 mio. tons
grafit blev produceret i 2021 på verdensplan
Kilde: Statista
En Danwatch-undersøgelse

Kaffekonge bag stjålne lønninger solgte kaffe til Danmark

Lige knap 1400 kroner. Så meget fik 19 kaffearbejdere fratrukket deres løn på en kaffeplantage i det sydlige Brasilien, da myndighederne foretog en razzia på adressen i 2020. 

Ejeren af kaffeplantagen Pedreira Farm, en magtfuld mand ved navn Carlos Augusto Rodrigues de Melo mente, at han var i sin gode ret til at opkræve næsten en tredjedel af arbejdernes løn for det udstyr, som kaffeplukkerne skulle bruge til at høste hans kaffe med. 

Dét er ulovligt, og derfor blev plantageejeren beordret til at tilbagebetale den ulovligt opkrævede løn samt 2000 reais (2.800 kr.) i kompensation til hver af de 19 arbejdere. 

Umiddelbart lyder 1400 kroner ikke af meget, men når man kun får mellem 5000 og 5800 kroner i løn om måneden, så er der næsten tale om en tredjedel – og hver en krone tæller for arbejderne, da de ofte kun får løn i de få måneder, høsten står på. Lønnen bruger de på kost og logi, mens alt overskydende sendes hjem til deres familier i det nordlige Brasilien.

Carlos Augusto Rodrigues de Melo er ikke hvem som helst i Brasilien. Ikke alene er han plantageejer, han er også præsident for kooperativet, Cooxupé, hvis 17.000 medlemmer sælger kaffe til internationale brands som Nespresso og Starbucks og også står bag leverancer af kaffe til Danmark. I 2020 fik Cooxupe pladsen som nummer 36 på Forbes liste over de 100 største landbrugsvirksomheder i verden. 

Da brasilianske journalister fra Reporter Brasil konfronterede Starbucks og Nespresso med myndighedernes razzia hos én af deres leverandører, skete der flere ting.

Suspenderet af UTZ

Først og fremmest blev plantagen, der var certificeret af Rainforest Alliance, suspenderet af bæredygtighedsmærket, bekræfter Andriana Matsangou, kommunikationsansvarlig hos UTZ/Rainforest Alliance. 

“Pedreira-plantagen var UTZ-certificeret, men blev suspenderet i september 2021 efter en inspektion af myndighederne, der fandt brud på lovgivningen. Derfor er plantagen ikke længere certificeret”, skriver Andriana Matsangou i en mail til Danwatch.

Starbucks, der også har certificeret farmen som leverandør, lovede at “undersøge sagen nærmere” og fortalte i september 2021 til Reporter Brasil:

“Vi tager påstande som disse ekstremt alvorligt og kræver, at alle vores leverandører forpligter sig til at overholde vores adfærdskodeks for leverandører”. 

Cooxupe: “Mindre justeringer på Pedreira Farm” 

Hos Cooxupe i Brasilien er afdelingsleder Lucio Dias ikke så bekymret for myndighedernes inspektion hos Carlos Augusto Rodrigues de Melo (der som præsident for Cooxupe er Lucio Dias’ chef). 

“Disse mindre problemer blev fuldstændigt korrigeret og er tilfredsstillende i henhold til Brasiliens arbejdslovgivning”, forklarer Lucio Dias.

Vi har efterfølgende spurgt Lucio Dias om det, at UTZ har suspenderet Pedreira Farm på grund af reduktionen af 19 arbejderes lønninger, har haft konsekvenser for Pedreira Farms medlemsskab i Cooxupe. Men det er Lucio Dias og Cooxupe ikke vendt tilbage med et svar på. 

Når sagen om kaffekongen Carlos Augusto Rodrigues de Melos og Cooxupe, er vigtig i dag, et år senere, er det fordi Cooxupe dukker op i en anden sammenhæng langt tættere på Danmark. 

FAKTA

Slavearbejde i brasiliansk kaffe

I juli 2021 blev 24 arbejdere, herunder en 16-årig pige, befriet fra en kaffeplantage i Brasilien ved navn Laranjeiras Farm, hvor de arbejdede som slaver. Ejeren af kaffeplantagen hedder Job Carvalho de Brito Filho og er leverandør til tre brasilianske kooperativer, der sælger kaffe i Danmark. Læs hvem, der køber kaffen, her på Danwatch.dk

Ingen garantier for problemfri kaffe 

En kaffebønne har ingen særlige kendetegn, den blandes ofte sammen med kaffebønner fra andre plantager, og derfor er den svær at spore. Det gælder også kaffen fra Pedreira Farm, hvor Carlos Augusto Rodrigues de Melos stjal arbejdernes løn.

I udgangspunktet er det svært at svare på, hvilke kooperativer Pedreira Farm sælger kaffe til, og hvilken eksportører, der køber kaffebønnerne og sælger dem videre til resten af verden. Det gør det på den ene side svært at dokumentere problemer med kaffen i din kop, mens det på den anden side er svært at garantere, at kaffen, vi køber, ikke stammer fra udnyttelsen af fattige brasilianere. 

Oven i kaffens komplekse rejse fra jord til bord kommer en manglende gennemsigtighed fra stort set alle led i kæden – selv i Danmark, hvor indkøberne holder deres leverandørliste tæt til kroppen af konkurrencehensyn.

Enkelte informationer er dog mulige at finde. 

Cooxupe-kaffe i danske kaffekopper

Indtil september 2021 – altså to måneder efter myndighederne afslørede ulovlige lønninger på Pedreira Farm – var Cooxupe kaffe til salg på Mokkahouse.dk.  Man kunne dengang købe ét kg rå, grønne bønner til 99 kroner. Et specialprodukt, hvor navnet på kooperativet bag, Cooxupe, står på etiketten.

Men i september 2021 gik Mokka House konkurs og blev solgt, og de nye ejere stoppede salget af kaffe fra Cooxupe.

“Jeg synes, at sagen om Pedreira Farm lyder forfærdelig, men vi fører ikke længere kaffe fra Cooxupe”, siger Lasse Gorss-Nielsen.

Cooxupe-kaffen blev udfaset, fordi de nye ejere udelukkende ville føre økologisk kaffe. Det fortæller den ene af to nye ejere, Lasse Gorss-Nielsen i ledelsen, og understreger, at de gør, hvad de kan for at købe certificeret bæredygtigt kaffe og undersøge forholdene på jorden uden dog at være på jorden selv. 

“Vi gør, hvad vi kan på det niveau, vi kan være med økonomisk”, siger Lasse Gorss-Nielsen. 

Men kaffekunder hos Mokka House har altså indtil september 2021 kunne købe kaffe fra Cooxupe, og “kunderne har været skuffede over, at vi ikke længere kan levere fra kooperativet”, siger Lasse Gorss-Nielsen.

Cooxupe trækker dog også træde til langt større spillere i det danske kaffelandskab.

BKI og Frellsen dukker op i data

Langt fra alle kaffevirksomheder i Danmark er så transparente som Mokka House, hvor navnet på kooperativet står på etiketten. Som skrevet holder de fleste kaffevirksomheder informationer om deres leverandører tæt til kroppen. 

For at komme det nærmere må man derfor købe information om kaffeleverandører fra Brasilien til Danmark i databaser, der registrerer al fragt af varer i verden, herunder kaffe.

Og shippingdata fra hjemmesiden Panjiva viser, at BKI kaffe, Frellsen og The Coffee Collective har købt kaffe fra Minas Gerais i 2018-2021. Hos BKI og Frellsen dukker navnet Cooxupe også op.

Virksomhederne bekræfter, at de får kaffe fra Minas Gerais. Henrik Frellsen, direktør i Frellsen, oplyser i første omgang, at hans virksomhed får kaffe fra to leverandører; Comexim, en større, certificeret kaffeeksportør i Minas Gerais, der sælger kaffe til det meste af verden. Og så Neumann Kaffee Gruppe, der har flere end 50 virksomheder i 26 lande. 

Men hverken BKI eller Frellsen nævner i første omgang, at Cooxupe også har leveret kaffe til dem begge.

Ansvarlig for afskibninger

Frellsen har ifølge shippingdata fået ni sendinger kaffe fra Cooxupe fra 2019-2021.

Direktør i Frellsen, Henrik Frellsen siger, at Cooxupe blot har afskibet kaffen på vegne af Frellsens leverandør, Neumann Kaffee Gruppe.

“Det er Nuemann Kaffee Group, der sælger kaffe til os og står inde for vores code of conduct”, skriver Henrik Frellsen i en mail til Danwatch. 

Vi har spurgt Frellsen, om hvorfor en stor gruppe som Nuemann Kaffe får en anden virksomhed til at afskibe deres kaffe, og om de har dokumentation for. Dette har vi ikke fået svar på før redaktionens afslutning. 

BKI har droppet sorte plantager

Hos BKI fortæller Chef for Kvalitet og CSR, Dorthe Maagaard, at de har en aftale med deres leverandører Ecom og Olam, der betyder, at de kan spore kaffen tilbage til plantageniveau, hvis BKI beder om det. Men det er ikke viden, de automatisk får udleveret. Det fortæller Chef for Kvalitet og CSR i BKI, Dorthe Maagaard. 

BKI har derfor fået at vide af Olam, at de har droppet tre leverandører i 2020 og 2022: 

“Samarbejdet er stoppet med disse leverandører, fordi de er dukket op på den beskidte liste”, skriver Dorthe Maagaard, men nævner ikke hvilke leverandører, der er tale om.

Dorthe Maagaard afviser i første omgang, at BKI har købt kaffe fra Cooxupe, men ifølge shippingdata fra platformen Panjiva, har BKI fået tre gange 20 containere grønne kaffebønner fra Cooxupe i 2019. 

Efter et par mails frem og tilbage, hvor Danwatch sender dokumentation fra shippingdatabasen til Dorthe Maagaard, skriver hun, at der er tale om en enkelt leverance fra Cooxupe til BKI. Men det er i 2019 og altså før, at Pedreira Farm blev afsløret i at trække deres medarbejdere ulovligt i løn.  

Direkte handel med én plantage

Imens Frellsen og BKI holder deres kort tæt til kroppen, vil The Coffee Collective gerne fortælle, hvem der er deres leverandør af kaffe i Brasilien.

“Transparens er en vigtig del af vores forretningsmodel”, siger Peter Dupont, chef og medejer af Coffee Collective. Samtidig er det også en del lettere for Peter Dupont at sige. De har nemlig kun én leverandør i Brasilien. 

Leverandøren er Daterra Atividades Rurais Ltda, hvilket stemmer overens med Danwatchs oplysninger. Og denne leverandør har The Coffee Collective haft i 15 år fortæller Peter Dupont:

“Mange af producenterne, vi samarbejder med, tæller snart mere end et årti. Baggrunden for at danne meningsfulde og lange samarbejder er vægtet på tillid, udvikling af kvalitet og at sikre, at farmeren ved, at han eller hun også har en indkomst til den næste høst – og derfor kan skabe en sund og bæredygtig forretning”. 

FAKTA

Læs Frellsens, BKIs og The Coffee Collective fulde svar til Danwatch

Vil I oplyse hvilke plantager i Brasilien jeres kaffe kommer fra?

“Nej, det vil vi ikke, men jf. punkt 3 kommer de ikke fra det berørte producenter”.

Hvordan sikrer I, at jeres leverandør leverer op til jeres krav (code of conduct osv) om overholdelse af menneskerettigheder, arbejdsvilkår og i særdeleshed slavearbejde, der er et kendt problem i regionen? 

“Frellsen kaffe samarbejder med to operatører på det brasilianske kaffemarked. Det er faste samarbejdspartnere, som vi har handlet med i mange år. Derfor har vi ud over vores ”Code of Conduct” også en løbende dialog med CSR som et fast punkt. Begge leverandører arbejder proaktivt med bæredygtighed og stiller ligesom os krav til deres leverandører, der er med til at sikre og arbejde for ordnede forhold. Vores leverandører er oplyst om, at manglende overholdelse af code of conduct medføre ophør af vores samarbejde. De er begge bekendt med den liste som de brasilianske myndigheder udarbejder over ”sortlistede” producenter”.

Kan I garantere, at jeres kaffe ikke kommer fra en plantage, der enten er eller kommer på de brasilianske myndigheders “beskidte liste” som resultat af inspektioner fra Arbejdstilsynet i Brasilien?

“Vi har sammen med vores samarbejdspartnere gennemgået vores leveringer for at udelukke leveringer fra fremsendte liste – vi har ikke modtaget kaffe fra den vedlagte liste”.

Vil I oplyse hvilke plantager i Brasilien jeres kaffe kommer fra?

“Som svar på dit første spørgsmål kan vi bekræfte, at vi importerer kaffe fra en række brasilianske leverandører, som igen køber kaffe fra en lang række plantager. Sporbarhedsoplysninger medsendes ikke automatisk med hvert parti, men BKI kan skaffe sporbarhedsoplysninger på al den kaffe, vi køber i Brasilien. Det er kontraktmæssigt aftalt med leverandørerne, at vi, når vi efterspørger det, kan få fulde sporbarhedsoplysninger tilsendt”.

Hvordan sikrer I, at jeres leverandør leverer op til jeres krav (code of conduct osv) om overholdelse af menneskerettigheder, arbejdsvilkår og i særdeleshed slavearbejde, der er et kendt problem i regionen? 

“De kaffeleverandører, vi samarbejder med, har alle underskrevet vores BKI Supplier Code of Conduct, som blev udrullet i 2016 og i dag er en fast del af vores kontraktgrundlag med leverandøren. Vi køber råkaffe fra Ecom og Olam, men har de seneste to år ikke handlet med Unicafé”.

“Kravet om sporbarhedsoplysninger er indført for, at vi kan verificere, at vores krav indarbejdes ned i leverandørkæden. For at sikre implementering og løbende overvågning af overholdelsen af Supplier Code of Conduct samarbejder vi med vore leverandører som ligeledes har en Code of Conduct indarbejdet i deres samarbejde med kaffefarmerne. Med andre ord har vi, vores leverandører samt hver enkelt kaffefarmer en fælles opgave og fælles ansvar for at sikre og forbedre en pallette af vilkår, og at der i vores supply chain arbejdes i samme retning”.

Kan I garantere, at jeres kaffe ikke kommer fra en plantage, der enten er eller kommer på de brasilianske myndigheders “beskidte liste” som resultat af inspektioner fra Arbejdstilsynet i Brasilien? 

“Med hensyn til de brasilianske myndigheders ” beskidte liste” kan vi oplyse, at vores leverandører løbende kontrollerer, at de ikke køber råkaffe fra leverandører, som er nævnt på den” beskidte liste” og øjeblikkeligt stopper samarbejdet, hvis en leverandør bliver nævnt på listen”.

“Vores leverandør ECOM oplyser, at de ikke har købt råkaffe fra leverandører på den ”beskidte liste”.

“Vores leverandør OLAM oplyser, at de ikke køber råkaffe fra leverandører på den ”beskidte liste. Vores leverandør Olam oplyser samtidig, at der tidligere har været en begrænset samhandel med 3 leverandører i 2019 (mindre end 2.000 sække totalt), som efterfølgende er kommet på listen. Samarbejdet er stoppet med disse leverandører ifm at de dukkede op på listen i 2020 og 2022”.

Vil I oplyse hvilke plantager i Brasilien jeres kaffe kommer fra?

“Ja. En af grundstenene som Coffee Collective er bygget på, er gennemsigtighed på alle stadier i kaffens rejse. Noget, som der desværre oftest ikke prioriteres i kaffeindustrien, og som i sidste ende har negative konsekvenser for kaffeproducenterne. 

“I år har vi udgivet vores 5. bæredygtighedsrapport. Heri kan vores kunder og andre interesserede blandt andet få indblik i hvilke kaffeproducenter vi arbejder med, hvor mange år vi har samarbejdet og hvad producenten er blevet betalt”.

“Nogle år angiver vi i listen, at vi har købt et par procent uden samme sporbarhed, men mindst 95% af vores indkøb vil altid være på listen. Og hvis ikke alt er på listen, angiver vi hvor meget der mangler”. 

“Som det fremgår af denne liste, er den eneste producent i Brasilien, vi køber kaffe fra, Daterra, som du også selv har fundet frem til. Daterra er også den første farm, vi købte kaffe fra, da vi startede firmaet, og samarbejdet har nu varet i 15 år. Dette er ikke enestående for os, og mange af producenterne vi samarbejder med, tæller snart mere end et årti. 

“Baggrunden for at danne meningsfulde og lange samarbejder er vægtet på tillid, udvikling af kvalitet og at sikre, at farmeren ved, at han eller hun også har en indkomst til den næste høst – og derfor kan skabe en sund og bæredygtig forretning”. 

Hvordan sikrer I, at jeres leverandør leverer op til jeres krav (code of conduct osv) om overholdelse af menneskerettigheder, arbejdsvilkår og i særdeleshed slavearbejde, der er et kendt problem i regionen? 

“Det er essentielt for os, at bruge vores virksomhed til at skabe en positiv udvikling der, hvor vi kan. Nedenfor kommer jeg ind på eksempler om direkte betaling til farmeren, jævnlige besøg på farmen og en respektfuld tilgang til at styrke deres finansielle bæredygtighed. 

“Dette er alle konkrete tiltag, som vi altid har praktiseret og skal sikre, at vores gæster kan drikke kaffe med god samvittighed og velvidende, at kaffen er blevet til under gode forhold. 

Når en kunde køber en pose kaffe hos os, kan kunden se en kvalitetsbonus printet på label, der er betalt til den pågældende farmer. Den høje pris betalt direkte til farmeren skal gøre det muligt for dem at drive en ansvarlig produktion, som tager hensyn til såvel medarbejdere som natur”.

“Som du kan se i vores bæredygtighedsrapport betalte vi sidste år i gennemsnit 4,85 USD/lb FOB, hvilket var 157% over markedsprisen. Dernæst besøger vi mindst én gang om året alle producenterne, vi køber fra, for at kende dem personligt, se hvordan deres produktion foregår og tale med folk på jorden”.

“Vores tilgang skal også ses i kaffebranchens historiske lys, som er en branche, der er bygget op i det koloniale system og har været udviklet som sådan indtil for ganske nyligt. Og hvor der desværre stadig er mange strukturer i markedet, der er enten post-koloniale eller neo-koloniale”.

“En af de ting vi arbejder på at gøre op med, som historisk har været ekstrem, er den grundlæggende patronisering fra vores ende af verden overfor producenterne, hvor man i vores ende mener, at man skal fortælle producenterne, hvordan de skal opføre sig.

“Vi ønsker at møde de producenter, vi arbejder sammen med, i øjenhøjde og opbygge et gensidigt respektfuldt samarbejde. Og først og fremmest se på hvilke negative strukturer, vi måske er med til at opretholde, der presser producenterne – og hvordan vi kan ændre dem, før vi begynder at fortælle dem, hvad de skal gøre bedre”.

“Derfor bygger vores Supplier Code of Conduct på, at vi under vores årlige besøg hos producenterne ikke kommer med lange lister af krav, som vi måtte have udviklet, til hvordan de skal opføre sig”. 

“I stedet ønsker vi at styrke det lokale system ved at gøre det klart, at det er den nationale lovgivning samt de internationale forpligtelser landet har (f.eks. ILO og menneskerettighederne), som vi bakker op om og forventer de lever op til”. 

“Og så har vi også inkorporeret et systematisk arbejde med at tale med producenterne om, hvordan de arbejder med at forbedre sociale og miljømæssige forhold, så vi kan samarbejde om det på længere sigt”.

Kan I garantere, at jeres kaffe ikke kommer fra en plantage, der enten er eller kommer på de brasilianske myndigheders “beskidte liste” som resultat af inspektioner fra Arbejdstilsynet i Brasilien?

“Ja, det kan vi. Vi handler direkte med producenterne og ved derfor, hvem de er. Og det vil klart være et brud på vores Supplier Code of Conduct, hvis man står på en liste fra landets myndigheder af den karakter. Så vi vil aldrig købe kaffe fra en farm på en sådan liste”. 

“Iøvrigt ville det være en god hjælp til vores arbejde, hvis flere lande lavede sådanne lister. Jeg tror også, at der er en stor gruppe af mindre og mellemstore risterier internationalt, som gerne ville kende til sådanne lister for at sikre, at de ikke køber kaffe fra farme, der i den grad overtræder både nationale og internationale love/regler”.

En Danwatch-undersøgelse

“Vi vil blive et nyt Sahara”: Aalborg-kraftværk fyrer med kul, der har udtørret Colombias floder

Kraftværket Nordjyllandsværket udenfor Aalborg. Byline: Joachim Adrian/Politiken/Ritzau Scanpix

Da det russiske militær i foråret rullede over grænsen til Ukraine, skabte det røre i Vodskov, en lille by nord for Limfjorden. Her ligger Nordjyllandsværket, der på det tidspunkt opvarmede nordjydernes huse ved hjælp af kul fra Rusland.

I kølvandet på invasionen  vedtog EU i april at boykotte netop russisk kul. Det tvang Nordjyllandsværket til at handle hurtigt, da de modtog al deres kul fra Rusland, men værket løste problemet og fandt kul andre steder. 

Nu kan Danwatch afsløre, at Nordjyllandsværket har købt kul fra en af Sydamerikas mest kontroversielle kulminer, nemlig Cerrejón-minen i det nordlige Colombia. Kulminen kritiseres for sit enorme vandforbrug og systematiske krænkelse af miljø og menneskerettigheder.

Den fjernvarme, som produceres på værket og sendes ud til de aalborgensiske husstande, er blandt andet lavet på bekostning af lokale colombianere i Guajira-delstaten, hvor minen ligger. Fordi minen bruger helt op til 30 millioner liter vand om dagen, er hele floder omdirigeret og udtørret for de tusindvis af mennesker, som er afhængige af vandet. Mange mennesker er i dag fordrevet fra deres hjem på grund af den konstant udvidende mine.

Hos Nordjyllandsværket kan de godt se problemet:

“Vi har ikke gjort forarbejdet godt nok. Vi har handlet i god tro, men det er ikke godt nok. Vi var pressede af situationen, når vi ikke længere kunne få russisk kul. Men vi har ikke levet op til vores egne standarder”, siger Per Clausen (Ø), som er bestyrelsesformand for Nordjyllandsværket. 

Han vedkender, at de ikke har lavet deres risikovurderinger – det man også kalder for due diligence – grundigt nok i forhold til at bestille kul fra Colombia. Cerrejon-minen har ellers været omdiskuteret i lang tid.

Nordjyllandsværket får leveret mindst 172.000 ton kul fra Colombia alene i 2022, viser en gennemgang af de danske kraftværkers kul-leverancer, som Danwatch har foretaget.

Mordor på jorden

Cerrejón-minen ligger i La Guajira i det nordøstlige Colombia nær grænsen til Venezuela. Den er den største åbne kulmine i hele Latinamerika og en af de største i verden med sine næsten 70.000 hektarer og 5.000 ansatte. Minen er i dag ejet af det schweiziske firma Glencore, som er blandt de største mineselskaber i verden. Tidligere bestod ejerkredsen også af australske BHP og britiske Anglo American.

Læs også: De anklages for korruption og klimasvineri. Men tre pensionskasser investerer stadig i Glencore 

At være i nærheden af Cerrejón-minen er som at være i Mordor fra Ringenes Herre. Forestil dig et tørt og støvet minelandskab på størrelse med næsten 100.000 fodboldbaner, fyldt med maskiner og lastbiler, der sender en konstant larm ud i ørkenlandskabet. Et dødt område, der langsomt spiser sig ind i jorden og efterlader den med stadigt større gigantiske huller. Alt sammen foregår bag store hegn; minen er ikke for uvedkommende.

En væsentlig del af omdrejningspunktet for kontroverserne omkring Cerrejón har handlet om vand. Særligt om påvirkning af Bruno-floden, som for lokalbefolkningen både er en vigtig vandingskilde i en ørkenregion samt en flod med en væsentlig spirituel betydning for områdets oprindelige Wayuu-befolkning.

Problematikken omkring minen er langt fra ny. For år tilbage kom der en del colombiansk kul til Danmark, men efter problemer med menneskerettigheder og miljø i forbindelse med colombianske kulminer, som for eksempel Cerrejón, sadlede flere kraftværker om.

FAKTA

1 .000
ton kul – mindst – får Nordjyllandsværket leveret fra Colombia alene i 2022
1 .000
hektarer land optager Cerrejón-minen i Colombia
1 millioner
liter vand om dagen bliver anvendt i minedriften i Cerrejón-minen

Anklager om systematisk svigt

I januar i år accepterede den økonomiske samarbejdsorganisation OECD en række klager mod de multinationale selskaber BHP, Anglo American og Glencore i forbindelse med minen. Selskaberne beskyldes for ikke at have overholdt OECD’s retningslinjer for multinationale selskaber og menneskerettigheder i forbindelse med deres forvaltning af aktiviteterne i Cerrejón-minen.

Klagerne blev indgivet i 2021 af en række colombianske og internationale NGO’er og organisationer til OECD’s kontorer i Schweiz, Australien og Storbritannien. Klagerne blev også støttet af ledere fra de oprindelige Wayuu-folk og afro-colombianske samfund, som historisk er blevet påvirket af minen.

“Landsbyerne i La Guajira har ansøgt forskellige organisationer om at afsøge alle mulige mekanismer for at synliggøre alt det der sker i deres territorium, de alvorlige påvirkninger, spirituelle, kulturelle, miljømæssige – og den stærke sammenhæng mellem de mange problemer og de mere end 40 års kul-udvinding”, siger María Rosa Mateus til Danwatch. Hun er en del  af det colombianske advokat-kollektiv CAJAR, én af organisationerne bag klagerne til OECD. 

Klagerne (De internationale NGOer Christian Aid, GLAN, ASK og ABColombia samt de colombianske NGOer Cajar, CINEP og AIDA))mener, at virksomhederne bag minedriften systematisk har tilsidesat deres forpligtelser til at beskytte miljø og menneskerettigheder. Et svigt, der ifølge klagerne er endnu mere alvorligt, fordi konsekvenserne har ramt etniske minoriteter samt kvinder og børn.

Cerrejón-minen ligger midt i Wayuu-territorium, som er den største gruppe af oprindelige folk i Colombia og Venezuela. Wayuu-folket lider af en høj grad af underernæring, og ifølge det nationale adminstrative statistik departement (DANE), lever to tredjedele af den million mennesker, der bor i La Guajira, i fattigdom. Delstaten har desuden landets højeste rate af analfabetisme. Kun knap 5 procent af befolkningen, der bor på landet i La Guajira, har adgang til rent drikkevand.

For hvis vi ikke har vand, hvad skal vi så leve af? Vi giver afkald på livets essens: Vand. Vi vil blive et nyt Sahara. Staten er ligeglad med os her.

Vandets ånd vandrer forvildet rundt

I 2021 besøgte Danwatch den føromtalte Bruno-flod for at møde nogle af de lokale, der er påvirket af beslutningen om at lade Cerrejón udvinde kul netop dér. I Wayuu-landsbyen El Rocio mødte vi den lokale leder, Leobardo Sierra Frias, som i årevis har kæmpet for at forsvare Bruno-floden, som før var en vigtig vandressource i ørkenen i La Guajira.

“Vi vil snart ikke længere være La Guajira. Vi har tidligere været landbrugsområde, og vi bliver sandsynligvis nødt til at flytte herfra. For hvis vi ikke har vand, hvad skal vi så leve af? Vi giver afkald på livets essens: Vand. Vi vil blive et nyt Sahara. Staten er ligeglad med os her”, sagde han.

Cerrejón-minen har påvirket mindst 19 floder og vandløb, som Bruno, i løbet af de årtier, hvor der har været drevet kulminedrift. Mens La Guajira lider under tørke, bruger minen ifølge nogle estimater op til 30 millioner liter vand om dagen. Glencore skriver selv, at 93 procent af det vand, de bruger, ikke er egnet til drikkevand eller til landbrug, mens de udpeger landbrug som dem, der bruger mest af vandet fra den lokale flod Ranchería.

I  2017 forbød den colombianske forfatningsdomstol ejerne af Cerrejón-minen at udvinde kul fra flodlejet af Bruno-floden for at sikre de oprindelige folks ret til sundhed, vand og fødevaresikkerhed. Men da EU-landene tidligere i år vedtog at boykotte russisk kul, vendte flere lande – herunder især Tyskland – sig mod Colombia for at sikre kulforsyningen henover vinteren.

Umiddelbart efter, at EU-boykottet blev annonceret i april 2022, gav de colombianske myndigheder atter tilladelse til, at Glencore kunne omdirigere Bruno-floden for at udvinde kul fra flodlejet. Regeringen i Colombia øjnede en mulighed for at afsætte større mængder kul til Europa, og Cerrejón havde brug for at kunne grave efter kullet under Bruno-floden for at kunne følge med den nye, hurtigt voksende efterspørgsel.  

Tilbage i Wayuu-landsbyen i 2021 forklarede Leobardo Sierra Frias, at det ikke kun handler om at beskytte naturen, men at Bruno-floden ifølge den lokale tro og tradition også har spirituelle aspekter.

“Der er særlige hellige steder langs Bruno-floden, som ikke længere eksisterer på grund af afledningen af den. For Wayuu-folket betyder det, at vandets ånd vandrer forvildet rundt,” fortalte han.

“Nogle gange drømmer folk her om at komme til det pågældende sted, og det er meget vigtigt for os etniske grupper at følge drømmene. Hvem skal betale for mine uopfyldte drømme eller mine ritualer, som jeg ikke længere kan praktisere?,” lød det dengang fra Leobardo, der selv bor ved Bruno-flodens bred – ét af de steder, hvor den stadig løber naturligt.

Nordjyderne varmer sig på colombiansk kul 

Samtidig med, at det er blevet sværere at finde kul, der lever op til OECD’s standarder, har alle Danmarks fire kulfyrede kraftværker skruet mere op for kulkedlerne end vanligt. Årsagen er manglen på vind og manglen på vandkraft i Norge samt en høj gaspris.

Tal fra Energinet viser ifølge Finans, at brugen af kul til produktion af dansk strøm sidste år steg med næsten 50 procent. Cirka halvdelen af elektriciteten produceret i Jylland og på Fyn kommer i dag fra kul.

Danwatch har spurgt en række danske kraftværker og virksomheder om, hvor de får deres kul fra. Nordjyllandsværket skiller sig ud ved – modsat de andre danske kraftværker – fortsat at fyre med colombiansk kul.

Per Clausen (Ø), som er formand for bestyrelsen hos Nordjyllandsværket, fortæller om dilemmaet med kulforsyningen i forbindelsen med Ukraine-krigen:

“Vi troede, at det her kul fra Colombia var i orden i forhold til menneskerettigheder og arbejdstagerrettigheder. Vi gik jo tidligere ud af colombiansk kul, men nu troede vi, at kul fra Colombia var blevet i orden. Men det er vi så blevet opmærksomme på, ikke er tilfældet“, siger han.

Per Clausen oplyser desuden, at der i øjeblikket er colombiansk kul på vej fra firmaet Glencore, men det er meget muligt, at det bliver sidste forsyning.

“Måske vil vi ikke købe mere fra dem. Hvis vi skal fortsætte med Glencore, skal de garantere, at de vil respektere FN’s retningslinjer. Vi har også bedt dem redegøre for, om de lever op til OECD’s retningslinjer. Vi vil lægge pres på dem. Hvis vi fortsat skal handle med dem, skal de få styr på de her ting”.

Europæere, her er der samfund, der lider. De arresterer os, de fjerner os fra vores områder for at gøre plads til det, de kalder udvikling. Vær venlig at lægge hænderne på hjertet og kræv, at disse multinationale virksomheder tager ansvar for de sociale og miljømæssige skader, de har forårsaget i La Guajira og i de afro- og oprindelige samfund, der er blevet fordrevet fra deres områder.

Dødsensfarligt land for miljøforkæmpere

Udover miljø- og kulturpåvirkninger har der også været adskillige sager om trusler og angreb på aktivister, som er imod minedriften ved Cerrejón-minen og i Colombia generelt.

Colombia er det farligste land i verden at forsvare miljøet i ifølge NGO’en Global Witness. I 2020 blev 65 miljøaktivister dræbt i landet. Omkring en tredjedel af drabene på miljøaktivister globalt er forbundet til ressourceudvinding som for eksempel minedrift og olieudvinding. 

Samuel Arregoces har oplevet farerne på egen hånd. Det fortælle han en efterårsdag i 2021  i La Guajira, hvor han er juridisk repræsentant for Tabaco-landsbyens råd af afro-colombianere. Eller det vil sige den tidligere landsby Tabaco.

Tabaco havde cirka 1200 indbyggere og lå ved grænsen til Venezuela. I 2001 blev landsbyen jævnet med jorden på grund af kulminedriften. I dag ligger det, der var Tabaco, under Cerrejón-minens gigantiske hul. Befolkningen blev mod deres vilje tvunget af det colombianske militær til at forlade byen for at blive genhuset andetsteds, så minedriften kunne fortsætte sin udvidelse.

Der går ikke en dag, hvor Samuel ikke savner sin landsby, som han kun omtaler i datid og oftest med våde øjne. Han har dedikeret sit liv til at kæmpe for retfærdighed for Tabacos indbyggere og andre, der har fået deres liv negativt påvirket af kulminedriften i La Guajira.

“At være social leder i Colombia og i La Guajira er praktisk talt at være fjende af den såkaldte udvikling. Mange kammerater har jeg måttet se falde i denne kamp. Alle sociale ledere i La Guajira har oplevet trusler og forfølgelse. Jeg er blevet truet i lokalsamfundene, over telefonen, og har fået direkte opfordringer: ‘Gå ikke i nærheden af ilden, for du brænder dig. Husk at du har en familie’, og den slags ting. Og truslerne kommer, når vi lægger pres på virksomheder eller staten”, sagde Samuel Arregoces i 2021.

Han måtte i 2017 forlade Colombia på grund af truslerne. Det blev for normalt med truslerne mod ham og hans familie, og med de fremmede biler, der altid holdt udenfor hans hjem.

“Jeg kunne se, at det ikke kun gjaldt mig, men også min familie, min mor, mine søskende, mine nevøer og niecer. Så jeg tog afsted. Jeg er ikke flov over at sige det. Da jeg rejste, græd jeg hver dag. Hvorfor skulle jeg rejse som en kriminel?”

I 2021 var Samuel kort forinden vendt tilbage fra et sikkert sted i Europa, hvor han havde opholdt sig, men forfølgelsen fortsatte. Det har kostet den 42-årige sociale leder dyrt at være aktivist. Allerede i 2021 have Samuel Arregoces derfor en bøn til de europæiske folk, som forbruger kullet fra La Guajira:

“Europæere, her er der samfund, der lider. De arresterer os, de fjerner os fra vores områder for at gøre plads til det, de kalder udvikling. Vær venlig at lægge hænderne på hjertet og kræv, at disse multinationale virksomheder tager ansvar for de sociale og miljømæssige skader, de har forårsaget i La Guajira og i de afro- og oprindelige samfund, der er blevet fordrevet fra deres områder”.

Stop for colombiansk kul

Hos Nordjyllandsværket overvejer de netop nu at lade den kommende kul-leverance fra Cerrejón være den sidste på grund af de mange alvorlige anklager mod ejerne.

“Hvis ikke Glencore kan dokumentere, at de overholder vores krav, så står vi med nye udfordringer om, hvor vi så skal skaffe kullet fra. Jeg havde det godt med, at vi kom ud af det russiske kul, men nu har jeg det skidt med, at vi er tilbage i det gamle mudderhul med at få kul fra Colombia. Kul, som viser sig at have de samme problemer som tidligere”, lyder det fra Per Clausen.

Nordjyllandsværket har ikke tidligere været godkendt til at købe direkte fra Glencore, så Fynsværket har lånt dem deres godkendelse. Fynsværket selv har derimod ingen planer om at fyre med colombiansk kul.

“Der er noget med nogle menneskerettigheder, som skal overholdes. Jeg har læst om det, der er sket tidligere i Colombia. Det er ikke sjov læsning”, siger Morten Brunse, som er kommerciel chef hos Fjernvarme Fyn, der driver Fynsværket.

“Vi prøver at holde en fornuftig stil i forhold til CSR. Colombia er derfor i rød kategori hos os, hvor det kræver ekstra undersøgelse, fordi de har den historik, de har”.

Kort før deadline har Nordjyllandsværket kontaktet Danwatch med sidste nyt angående kul fra Glencore i Colombia. De skriver i en mail:

“Siden vi blev bekendt med korruptionssagerne mod Glencore, har vi været i dialog med dem og har modtaget dokumentation for, hvad de har gjort for at forebygge/afbøde væsentlige negative indvirkninger på økonomisk bæredygtighed samt information om, hvordan de håndterer de menneskerettigheder, som de anklages for ikke at respektere. Vi fortsætter med at have en tæt opfølgning med Glencore og har løbende dialog med dem om deres fremskridt i implementeringen af FN’s retningslinjer for Menneskerettigheder og Erhverv (UNGPs) og OECD’s retningslinjer for multinationale virksomheder”, lyder det fra Per Clausen fra Nordjyllandsværket.

En Danwatch-undersøgelse

Mærsk fyrede medarbejdere i Liberia uretmæssigt og ignorerede påbud om at genansætte dem

MONROVIA – Wleh Kumeh troede, at 27. september 2019 skulle være en helt almindelig arbejdsdag. I over otte år havde han arbejdet for Mærsks havnevirksomhed APM Terminals på havnen i Liberias hovedstad Monrovia. 

Dagen begyndte også, som den plejede. Men sidst på eftermiddagen, kort før fyraften, blev Wleh Kumeh trukket til side af HR-chefen, der bad ham skrive under på sin egen opsigelse. 

“Jeg græd, da jeg skulle ringe hjem til min kone og fortælle det”, siger han til Danwatch og Ekstra Bladet, der har mødt ham i Monrovia. 

Ifølge Wleh Kumehs opsigelsesbrev blev han fyret på grund af nedskæringer – eller som Mærsk formulerer det: “globale økonomiske faktorer og især den seriøse nedgang i liberiansk økonomi”. 

Men det har siden vist sig ikke at være hele historien. I november 2019  konkluderede Arbejdsministeriet i Liberia, at Mærsk havde handlet i strid med både deres egen HR-politik og den nationale arbejdslov, Decent Work Act 2015, da de fyrede både Wleh Kumeh og hans kollega Marlene Peterson. 

På den baggrund gav Arbejdsministeriet den danske rederikoncern besked om at genansætte de to medarbejdere med øjeblikkelig virkning og betale dem en fuld løn for den måned, der var gået siden opsigelserne. Det fremgår af et brev fra ministeriet sendt til APM Terminals Liberia, som Danwatch og Ekstra Bladet er i besiddelse af. 

Men nu fortæller Wleh Kumeh og Marlene Peterson, at de aldrig har hørt fra Mærsk igen. Virksomheden har ignoreret ministeriets påbud. 

“Jeg er meget skuffet over Mærsk. De har gjort mit liv og min børns fremtid meget sværere, siger Wleh Kumeh.

LÆS OGSÅ: Mærsk-ansatte i Liberia arbejder under stærkt problematiske forhold 

Mærsk sat på plads af Arbejdsministeriet 

Ligesom mange andre steder i verden stiller Liberias arbejdslovgivning en række krav til en virksomhed, der måtte være nødt til at skære i medarbejderstaben på grund af “omstrukturering eller nedskæringer”. Det fremgår af paragraf 14.5 i Liberias Decent Work Act.  

Virksomheden skal for det første varsle medarbejderens fagforening, og dernæst skal parterne forhandle om fratrædelsens vilkår. Virksomheden er også forpligtet til at prioritere den fyrede medarbejder, hvis virksomheden på et senere tidspunkt vil genbesætte medarbejderens stilling. 

Med andre ord: en virksomhed må ikke fyre en medarbejder med henvisning til omstrukturering eller nedskæringer for så at ansætte en ny medarbejder til samme eller lignende stilling. 

Ifølge Arbejdsministeriet var det imidlertid netop, hvad Mærsk gjorde i Wleh Kumeh og Marlene Petersons tilfælde. 

“Som I ved, skabte jeres omstruktureringsplan ledige stillinger i Ms. Peterson og Mr. Kumehs afdelinger, der skulle være blevet besat af dem. I stedet udfyldte i de ledige stillinger i strid med jeres Human Resources-politik og Decent Work Act”, lyder det i ministeriets brev til APM Terminals Liberia. 

Har trukket Mærsk i retten

Danwatch og Ekstra Bladet har forelagt Arbejdsministeriets brev for Mærsk og spurgt dem om, hvorfor Wleh Kumeh og Marlene Peterson ikke er blevet genansat. 

I et mailsvar fastholder pressechef Signe Wagner, at fyringerne skete “som led i en omstrukturering”, der overholdt alle “lokale love og regler”. 

“Medarbejderne blev ikke erstattet og alle blev tilbudt og accepterede en fuld afskedigelsespakke, inklusiv Wleh Kumeh”, skriver hun.

For Marlene Petersons vedkommende er sagen nu havnet hos Arbejdsretten. Hun bor i dag i USA, men hun har ikke glemt, hvordan Mærsk behandlede hende. 

I 2020 sagsøgte hun Mærsk for at have fyret hende i strid med arbejdsloven. 

“Mærsk lever ikke op til deres egne standarder. De viser ingen respekt, hverken for deres medarbejdere eller afgørelser fra vores regering”, siger Marlene Peterson til Danwatch og Ekstra Bladet over en WhatsApp-forbindelse. “Jeg giver ikke op”. 

Mærsk har ikke ønsket at forholde sig til retssagen. 

LÆS OGSÅ: Mærsk straffer ansatte i Liberia, som kræver bedre forhold 

Ét måltid om dagen

De små tre år, der er gået siden 27. september 2019, har været ekstremt opslidende for Wleh Kumeh og hans familie. Han har ventet og ventet og ventet på, at Mærsk ville tage bestik af Arbejdsministeriets afgørelse, men intet er sket.  

Først i maj i år takkede han ja til sin fratrædelsesgodtgørelse og opgav håbet om, at Mærsk ville genansætte ham. Familien havde brug for pengene.

“Hvor vi før fik et helt glas vand, får vi nu kun et halvt. Mine fem børn spiser kun én gang om dagen, og vi har heller ikke råd til alle deres uddannelser”, siger han.

Siden han forlod havnen i Monrovia, har Wleh Kumehs familie levet af hans kones løn. Hun er sygeplejerske og tjener 400 dollars (ca. 3000 DKK) om måneden. 

Wleh Kumeh fortryder, at han i 2011 takkede ja til et job i Mærsk-koncernen:

“Jeg føler mig forrådt”, siger han. 

GALLERI

Mærsk-ansatte har fået nok

Danwatch og Ekstra Bladet har mødt en lang række både nuværende og tidligere medarbejdere på havnen i Monrovia. Fjorten af dem har sagt ja til at stå frem med navn og ansigt. Mød dem her. 

En Danwatch-undersøgelse

Mærsk-ansatte i Liberia: Sådan bliver vi snydt for løn

MONROVIA – “Globalt er Mærsk er en anerkendt virksomhed. Men i Liberia snyder de deres medarbejdere hver eneste måned”.  

Augustus Payne Tarr, tidligere IT-chef for Mærsks havnevirksomhed APM Terminals i Liberia, lægger ikke fingre imellem.  

Han sidder på en plastikstol i hovedstaden Monrovia, 8.000 kilometer fra Mærsks hovedkontor på Esplanaden i København, og kan på ingen måde genkende den danske rederigigants egne ord, når de slår sig op på “ærlighed” og “ansvarlighed”.  

“APM Terminals tænker, at folk er dumme i Liberia og tror derfor, at de kan slippe afsted med hvad som helst”, siger Augustus Payne Tarr, der i 2021 sagde op i frustration over forholdene hos APM Terminals Liberia. I løbet af sin tid på havnen var han en del af den syv mand store daglige ledelse.  

En lang række både tidligere og nuværende liberianske Mærsk-medarbejdere – heriblandt en tidligere økonomichef på havnen i Monrovia –  bakker op om Augustus Payne Tarrs kritik. 

“Vi mangler stadig vores penge, og det bliver vi ved med at gøre ledelsen opmærksomme på, indtil vi har fået dem”, siger Ballah Kpadeh, truckfører og tillidsmand på havnen.  

Danwatch og Ekstra Bladet er i besiddelse ansættelsesbreve, lønsedler og medarbejderhåndbøger fra havnen i Monrovia. Ifølge arbejdsmarkedsforsker ved RUC, professor Bent Greve, der har set dokumentationen, bekræfter dokumenterne, at Mærsk snyder deres ansatte: 

“De har, ud fra det, jeg har set, ikke overholdt aftalerne som beskrevet”, siger han til Danwatch og Ekstra Bladet.   

LÆS OGSÅ: Mærsk-ansatte i Liberia arbejder under stærkt problematiske forhold 

Den 13. månedsløn 

Beskyldningerne mod Mærsk handler om en 13. månedsløn, som medarbejderne ifølge både APM Terminals Liberias medarbejderhåndbog og medarbejdernes ansættelsesbreve har krav på at få udbetalt i slutningen af hvert år.  

  • Det er ikke helt unormalt med en 13. månedsløn rundtomkring i verden. I nogle lande – Filippinerne eksempelvis – er den 13. månedsløn bestemt ved lovgivning. 

  • Den 13. månedsløn fortolkes lidt forskelligt fra land til land, men typisk er det en ekstra betaling – i praksis en slags bonus – der kommer i tillæg til medarbejderens årsløn. Akkurat som det også står beskrevet i medarbejderhåndbogen og ansættelsesbrevene fra havnen i Monrovia.

  • Safeguard Global, en stor international virksomhed inden for lønadministration, forklarer den 13. månedsløn sådan her: 

  • “En 13. månedsløn er en ekstra lønseddel, der typisk svarer til én måneds løn. Den bliver betalt i tillæg til medarbederens årlige løn”.

Kilde: Safe Guard

Et tænkt eksempel: Hvis en medarbejder tjener 400 dollars om måneden, vil vedkommende hver december skulle modtage en ekstra løn på yderligere 400 dollars – en form for bonus. På den måde vil medarbejderens samlede indtjening stige fra 4800 dollars til 5200 dollars.  

Men sådan fungerer det ikke i virkeligheden, fortæller Augustus Payne Tarr.  

APM Terminals betaler ganske rigtig en 13. månedsløn hvert år i december, men den kommer ikke som en ekstra betaling. I stedet betaler den danske rederikoncern blot medarbejdernes grundløn i 13 bidder. 

For medarbejderen, der bør få 400 dollars om måneden, betyder det, at han eller hun i realiteten kun får udbetalt 369,23 dollars om måneden. Over tretten måneder giver det 4800 dollars og vil dermed sige, at medarbejderen hvert eneste år går glip af 400 dollars.  

“Det er ikke fair. Den 13. månedsløn kommer direkte fra vores egen løn og ikke fra firmaet”, siger Prince T. Swen, teamleder på havnen.  

Afviser kritik  

Mærsk har ikke ønsket at stille op til interview med Danwatch og Ekstra Bladet. I et mailsvar afviser virksomheden, at der nogensinde har været tale om en ekstra månedsløn. De siger, at den 13. månedsløn blot skal forstås sådan, at medarbejderne får udbetalt deres grundløn i 13 bidder.  

“Vores medarbejdere skal naturligvis have den løn, som de har ret til. I Liberia har vi siden havnens etablering i 2011 haft den praksis, som er almindelig i Liberia, at vores medarbejdere får deres årlige løn udbetalt i 13 rater, hvilket er beskrevet i deres kontrakter. Der har således aldrig været tale om en ekstra månedsløn”, skriver pressechef Signe Wagner.  

Hun insisterer på, at medarbejderne får deres fulde løn:  

“Vi har altid udbetalt den 13. rate i december, i overensstemmelse med de individuelle ansættelseskontrakter”, skriver hun i et opfølgende svar.  

Men den udlægning bliver udfordret af formuleringerne i APM Terminals Liberias medarbejderhåndbog og flere ansættelsesbreve, som Danwatch og Ekstra Bladet har set.  

I både APM Terminals Liberias senest opdaterede medarbejderhåndbog og ansættelsesbrevene står der, at den 13. månedsløn netop er en udbetaling, der kommer oveni årslønnen – og ikke bare er den sidste portion af den. 

“I december måned vil virksomheden betale en ekstra løn baseret på november-lønnen”, lyder det i ansættelsesbrevene.  

Både Arbejdsministeriet og Arbejdsretten i Liberia har da også konkluderet, at den 13. månedsløn skal betales i tillæg til grundlønnen.  

Det har de gjort på baggrund af en retssag om blandt andet den 13. månedsløn, som Augustus Payne Tarr indledte mod APM Terminals Liberia efter sin opsigelse. I juli 2021 dømte Arbejdsretten virksomheden til at betale næsten 58.000 dollars, lidt over 400.000 danske kroner, i kompensation til den tidligere IT-chef.  

APM Terminals Liberia har nu anket afgørelsen til Højesteret.  

Mærsk dømt i Arbejdsretten 

Danwatch og Ekstra Bladet er i besiddelse af Arbejdsrettens afgørelse. I den kan man læse, hvordan virksomheden i årevis ikke udbetalte penge, som Augustus Payne Tarr havde krav på. 

“Efter nøje afhøring af vidner og undersøgelse af beviser, der er kommet frem under retssagen, er vi af den overbevisning, at sagsøgeren hverken modtog sin 13. månedsløn og orlovsgodtgørelse mellem 2013 og 2019 eller sin pension mellem 2015 og 2019”, skriver Arbejdsretten.  

Om specifikt den 13. månedsløn lyder det: 

“Simpel matematik viser, at Mr. Paynes årsløn er blevet divideret med 13 og betalt á 13 omgange svarende til en årsløn uden en ekstra månedsløn. Hvis årslønnen var blevet divideret med 12 og betalt 13 gange, ville han have fået årslønnen plus en ekstra månedsløn. Derfor har APM Terminals ikke betalt hans 13. månedsløn, som står beskrevet i hans ansættelsesbrev”. 

Augustus Payne Tarr er uddannet i USA og havde velbetalte jobs i amerikanske virksomheder, inden han tog hjem til Liberia for at arbejde hos APM Terminals. I dag driver han et hotel i bydelen Congo Town nær den kinesiske ambassade. 

“Jeg har rigeligt. Det er ikke for pengenes skyld, at jeg har taget APM Terminals i retten”, siger han. “Men jeg vil ikke finde mig i, at et så stort firma kommer til et fattigt land som Liberia og prøver at snyde”.  

Forholdt Arbejdsrettens dom i Augustus Payne Tarrs sag svarer Mærsk-pressechef Signe Wagner i en mail: 

“Vi har ikke mulighed for at kommentere på retssagen, da det er en igangværende sag, der fortsat pågår”. 

LÆS OGSÅ: Mærsk straffer ansatte i Liberia, som kræver bedre forhold 

Mærsk lever ikke op til aftalen 

Samtlige af de Mærsk-ansatte, Danwatch og Ekstra Bladet har mødt i Liberia, siger, at de bliver snydt af den danske rederikoncern.  

En af dem er Momo Sambola, mekaniker hos APM Terminals Liberia siden 2011. 

DOKUMENTATION

En 13. månedsløn?

Momo Sambolas papirer viser, at Mærsk dividerer hans årlige grundløn i 13 portioner. Dermed er den 13. månedsløn ikke en “ekstra” løn. 

Momo 2
Hi, I’m a Tooltip
Momo 1

Momo Sambolas lønoversigt (ovenover) viser, at hans årlige grundløn er 16341 dollars. På hans lønseddel (til venstre) kan man se, at det beløb bliver divideret med 13.

“APM Terminals er en stor virksomhed med et godt navn. De bør efterleve det, de skriver i deres papirer”, siger Momo Sambola til Danwatch og Ekstra Bladet.   

Danwatch og Ekstra Bladet er i besiddelse af hans ansættelsesbrev, lønsedler og en række øvrige af hans papirer. 

Af dem fremgår det, at Momo Sambolas årlige grundløn er på 16341 dollars. Dermed burde han få 1316,75 hver måned, men i stedet må han nøjes med 1256,99 dollars, som han så får udbetalt i 13 portioner.  

På den måde når han rigtig nok op på 16.341 dollars, men han går altså glip af sin ekstra månedsløn – den 13. månedsløn. 

Det bekræfter arbejdsmarkedsforsker Bent Greve, der har set Momo Sambolas papirer.  

“Mærsk ville skulle betale den ekstra månedsløn, ellers passer det ikke med aftalen”, siger han til Danwatch og Ekstra Bladet.  

Afventer konklusioner 

Til trods for Arbejdsrettens utvetydige afgørelse om den 13. månedsløn kan de nuværende APM Terminals-ansatte ikke få ledelsen til at reagere. Det fortæller både nuværende og tidligere ansatte på havnen i Monrovia.  

Medarbejderne har flere gange, både hver for sig og som samlet enhed, konfronteret havnens ledelse med de manglende udbetalinger. Det er blandt andet sket på møder denne sommer, senest lørdag den 30. juli. 

Men presset har altså endnu ikke ført til ændringer.  

Til Danwatch og Ekstra Bladet oplyser Mærsks pressechef Signe Wagner, at virksomheden i øjeblikket får hjælp af en ekstern auditør til at klarlægge, hvad der er op og ned i sagen om den 13. månedsløn.  

“Vi afventer konklusionerne herfra”, skriver hun. 

GALLERI

Mærsk-ansatte har fået nok

Danwatch og Ekstra Bladet har mødt en lang række både nuværende og tidligere medarbejdere på havnen i Monrovia. Fjorten af dem har sagt ja til at stå frem med navn og ansigt. Mød dem her. 

En Danwatch-undersøgelse

“Engang tæskede de mig, fordi jeg spurgte dem, hvad jeg havde gjort mig skyldig i”

Jeg blev født i Xinjiang i Kina i 1973. Mine rødder er kasakhiske, og jeg er opvokset i en helt almindelig familie. Efter jeg blev færdig med skolen, tog jeg et job for et oliefirma, og så mødte jeg min kone, som jeg har fået to børn med.

Vi kunne godt lide Xinjiang, men på et tidspunkt ændrede politikken sig, og jeg blev skuffet over stedet. Samtidig havde vi også et ønske om at komme tilbage til vores ophav, så vi startede med at flytte til min kones hjemby tæt på den kasakhiske grænse.

Efter noget tid flyttede vi helt til Kasakhstan, fordi vi gerne ville have, at vores børn skulle vokse op der. Vi blev dog ved med at tage frem og tilbage over grænsen på grund af familie.

I foråret 2017 fik jeg et job som lastbilchauffør hos et minefirma i Xinjiang, hvilket betød, at jeg skulle over grænsen hver dag. Men om morgenen den 16. august ændrede alt sig.

Den dag arbejdede jeg nær en mine i Koktokay, da politiet ringede til mig og bad mig om at møde ind på den lokale politistation. De nævnte ikke noget om hvorfor, kun at jeg skulle komme inden middag og ville få mere at vide, når jeg var der. 

Da jeg ankom, placerede de mig i et rum med en metalstol med arm-og benstøtter. Jeg behøvede ikke at sidde i den, jeg fik lov at stå op hele tiden. De stillede mig et par spørgsmål om, hvorfor jeg var flyttet til Kasakhstan og sådan. Jeg var ikke rigtig nervøs, for jeg havde ikke noget at skjule. En times tid senere tog de min telefon, og så var jeg ellers fri til at gå igen. 

Jeg tog hjem for at holde et hvil og tog derefter på arbejde endnu engang. Jeg arbejder kun om natten, og den nat skulle jeg køre et læs jernmalm til et sted nær Beitun, som ligger tæt på den mongolske grænse. 

Jeg havde jo ingen telefon, men vi kører som regel to-tre lastbiler af gangen, fordi ruterne altid er lange og læsset er tungt, så det gjorde mig ikke noget. Da vi når leveringsstedet, siger en af de andre chauffører til mig, politiet havde ringet for at fortælle, at de snart ville komme for at hente mig. 

Jeg havde ikke på fornemmelsen, at der var noget på færde lige der. Jeg var sikker på, at de bare ville have mig til at udfylde nogle papirer, som jeg havde glemt i forbindelse med min flytning til Kasakhstan. Men efter de samlede mig op og informerede mig om, at vi skulle til Tacheng, blev jeg overrasket.

Jeg spurgte dem om, hvad der skulle ske med lastbilen, der jo tilhørte det firma, jeg arbejdede for. De svarede, at jeg skulle tage det roligt, at der var styr på det hele. 

Der begyndte jeg at blive bange. 

"Det var som et fængsel. Lyset var tændt 24 timer i døgnet. Altid var der lys, og vi kunne ikke slukke det"
baggrund

Hvad sker der i Xinjiang?

Erbagyt Otarbai blev interneret i Tacheng Regional Vocational Skills, Education, and Training Center i Xinjiang-provinsen. Et gammelt plejehjem som blev ombygget til at være en genopdragelseslejr.

Kinas jerngreb om Xinjiang blev intensiveret i 2014 efter flere voldelige opgør mellem de etniske minoriteter og Han-kinesere. Et kæmpe system af vejspærringer og checkpoints blev opsat i hele provinsen, og minoriteter som uighurer og kasakher blev stærkt begrænset i deres bevægelsesfrihed. I 2016 kunne de fleste ikke længere forlade deres landsbyer, og senere samme år fik mange også konfiskeret deres pas. Det var også året, hvor kinesiske statskonti i stigende grad reklamerede for “genopdragelses”-kampagner af uighurer.

I 2017 begyndte så tilbageholdelserne af minoriteterne at esklaere. Først var det imamer og religiøst lærte, senere blev det også akademikernes, forfatternes og andre kulturelle stillingers tur. Ofte på baggrund af løse påskud som, at de var rejst til udlandet eller havde skæg.

Det var også her, at de første forelydender om genopdragelseslejrene kom frem. Kinas kommunistparti kalder det “Transformation through Education”-programmet, men en lind strøm af rapporter, beretninger fra flygtede borgere og journalistiske undersøgelser dokumenterer en systematisk undertrykkelse af provinsens minoriteter, herunder særlig uighurerne.

I 2019 kunne en række medier blandt andet berette om masseovervågning og masseinterneringer af etniske minoriteter uden rettergang via et kæmpe læk af kinesiske regeringsdokumenter – de såkaldte “China cables”. I maj i år kunne endnu et kæmpe læk, denne gang “The Xinjiang Police Files”, også dokumentere den omfattende undertrykkelse i provinsen.

Flere organisationer antager, at mod en million mennesker højst sandsynligt har været indespærret i lejrene, hvor hverdagen ifølge utallige vidnesbyrd består af tortur, sterilisering og indoktrinering til “det rette kinesiske sindelag”.

Udover lejrene er tusindvis af moskeer og religiøse symboler også jævnet med jorden, mens den kinesiske regering overvåger indbyggerne i Xinjiang via en app i deres telefoner.

Vejen fra Beitun til Tacheng er omtrent 600 kilometer lang, og det var næsten midnat, inden vi ankom til politistationen. Også denne gang blev jeg ført til et lokale med en metalstol, som den i Koktotay. Men denne gang skulle jeg sætte mig i den, og mine hænder og fødder blev lænket til arm- og benstøtterne. Jeg skulle forberede mig på at besvare en lang række spørgsmål, sagde de. 

Tre mennesker trådte ind i lokalet. De vendte en lampe mod mig, så jeg var badet i lys, mens de selv stod i mørket. Så kom spørgsmålene. 

“Ved du, hvad der er på din telefon?”, “Bruger du Whatsapp?”, “Hvorfor bruger du ikke WeChat?” “Ved du, at Whatsapp er ulovligt i Kina?”, “Hvorfor er du flyttet til Kasakhstan?”. 

Jeg svarede, at jeg kun havde numrene på familie og venner på min telefon, intet andet. At alle brugte Whatsapp i Kasakhstan, og ingen brugte WeChat. Så lagde de mit kørekort, min telefon, som de havde taget fra mig i Koktotay, mit kreditkort – alt, hvad jeg havde på mig – foran mig på bordet og spurgte, om det hele var mit. Jeg svarede ja, hvorefter de puttede det hele i en plastikpose og begyndte at filme mig. 

“Du har Whatsapp på din telefon, og her har din ven sendt dig religiøse videoer, som du har set flere gange”, sagde de. “Hvorfor ser du videoer med namaz (islamisk bønneritual, red.)?”, “Hvorfor kan du lide det her?”. 

Jeg blev overrasket. De spurgte mig også, om jeg gik i moskeen, når der var Eid, om jeg troede på gud. Jeg forklarede dem, at jeg er blevet opdraget i den ånd, at jeg skal leve efter guds ord. At jeg skal leve et godt liv uden at skade andre. 

Hvert år til Eid tager vi i moskeen. Det er ikke forkert, men lige pludselig var det alligevel. Efter det anede jeg ikke, hvad jeg mere skulle sige. 

Derefter bragte de en kæde, der binder både arme og ben, og lagde den ved siden af mig. Jeg spurgte, hvad det skulle til for. “Ved du ikke, hvilken fejltagelse du har begået?”, svarede de. Jeg sagde nej, hvortil de sagde, at jeg ville forstå det, når jeg kom dertil, hvor jeg skulle hen. 

Så lænkede de mine arme og ben og sendte mig til et check på hospitalet.

Den 17. august 2017, samme dag som de tog mig med, smed de mig i fængsel. Det var et fængsel for røvere, mordere og folk, som virkelig havde begået en forbrydelse. Og så mig. 

Forholdene var virkelig forfærdelige. Vi plejede at slås indbyrdes, fordi der ikke var mad nok, og vi var sultne. 

Lænkerne kom ikke af i de 98 dage, jeg var der.

Senere – i 2018 – blev jeg idømt mig syv års fængsel for at have Whatsapp på min telefon. 

Jeg blev ikke tilbudt en advokat. Jeg blev bare dømt, og det gjorde de andre også den dag. 

Indtil da anede jeg ikke, hvad jeg havde gjort forkert.

Play Video

Efter at have tilbragt tre måneder i et fængsel blev Erbagyt Otarbai og 22 andre fangere hentet. 

Alle var mænd, og alle var blevet dømt for at rejse udenlands til lande som Kasakhstan og Tyrkiet eller for at være muslimer. Flere uighurer var blandt dem. 

Hvor de skulle fragtes hen, anede Otarbai intet om. I lang tid troede han, at han var på vej til at blive henrettet. 

 

 

Tre måneder efter, den 22. november, hentede politiet 22 af os i fængslet. Jeg husker antallet, fordi de opremsede alle vores navne. Alle var mænd, og alle var blevet dømt for at rejse udenlands til lande som Kasakhstan og Tyrkiet eller for at være muslimer. Flere uighurer var blandt os. 

Vi fik lænker på og en hue over hovedet, inden de læssede os op i to minibusser. På det tidspunkt vidste jeg ikke, hvad der skulle ske. En af de andre i bilen sagde, at vi blev kørt et sted hen, hvor de kunne skyde os.  

Der var sådan en forfærdelig larm, når bilerne kørte gennem gaderne. Som barn var jeg vidne til, at nogen skulle dræbes på den her måde. De plejede at køre den person gennem byen, inden de henrettede ham. Nu føltes som om, det var blevet min tur.

Lige der blev jeg virkelig rædselsslagen. Jeg var jo uskyldig. Hvordan kan en person uden skyld, en person, som ikke har begået en forbrydelse, blive henrettet. Jeg overvejede, hvordan jeg kunne slippe væk, om jeg kunne slå nogen ihjel. Jeg vidste, at jeg godt kunne dræbe et par kinesere. Det tænkte jeg på. 

På et tidspunkt stoppede bilen, og vi blev eskorteret ud. Politiet stod på begge sider af os, og de tvang os til at sidde ned og se ned i jorden. Vi anede ikke, hvor vi var henne. Så begyndte de at råbe vores navne op, og den person blev straks ført væk, men der var ingen lyd af skud. Jeg spurgte ham ved siden af mig, om det var her, vi skulle skydes. Han grinede af mig og svarede, at han havde hørt, de ville tage os til til en genopdragelseslejr. 

Han havde ret.

Værelset, jeg blev indlogeret i i genopdragelseslejren, var cirka 20 kvadratmeter. Det indeholdte otte metalsenge og et toilet. Der hang et tv lige over metaldøren, mens der var overvågningskameraer overalt. Selv i toilettet var der et kamera. Vinduet var bag tremmer. 

Det var som et fængsel. Lyset var tændt 24 timer i døgnet. Altid var der lys, og vi kunne ikke slukke det. 

Jeg boede sammen med otte andre. Vi plejede at tage vagter og våge over hinanden to timer af gangen. Jeg ved ikke hvorfor, det skulle vi bare. 

Vagternes attitude var virkelig dårlig. De var konstant over os, og vi kunne ikke engang tale med personen ved siden af uden at række hånden op og spørge om lov. Kameraerne var der også hele tiden, og hvis de opfangede, at du havde talt med nogen, spurgte vagterne dig, hvad du sagde til vedkommende. Hver af os havde vores eget nummer på ryggen, som de brugte til at kalde på os. Hvis du talte uden tilladelse, blev du straffet. 

De plejede at have sorte gummistave, som de bankede os med. Hvis de ikke mente, at det var nok, så sparkede de i stedet. Det var især fire personer, som pryglede dig. 

Jeg har mange ar fra den slags situationer. På mine hænder, på mit hoved, på min mave, på mine ben, på et mit ansigt, min næse og øjne. 

Engang tæskede de mig, fordi jeg spurgte dem, hvad jeg havde gjort mig skyldig i, og hvorfor jeg var blevet idømt syv års fængsel. Jeg sagde, at jeg hellere ville dø end at være her. Det blev de sure over, og de fire personer tog mig med. To af dem holdte mig, mens de andre sparkede mig med deres ben og bankede mig med deres gummistave.  

Til Danwatch og TV2 afviser den kinesiske ambassade i Danmark anklagerne om undertrykkelse af uighurerne og tvangsarbejde i Xinjiang.

Problemerne i Xinjiang-provinsen handler om terrorbekæmpelse, hævder de, og derfor har den kinesiske regering iværksat programmer for uddannelse og økonomisk vækst, som del af et langsigtet program for terrorbekæmpelse.

“Der er intet ‘tvangsarbejde’ i Xinjiang, kun frit valg på arbejdsmarkedet, og arbejdstagerrettigheder er beskyttet i henhold til loven. Disse fakta bør også fortælles til det danske publikum”, skriver ambassaden i en mail.

Erbagyt Otarbais krop er fuld af ar efter tiden i fængslet og lejren.
I 98 dage havde Erbagyt Otarbai lænker om håndleddene og fødderne, som har boret sig ind i kødet på ham, og som i dag fremstår som tydelige ar.

En måned efter jeg ankom, startede de daglige klasser. Vi skulle undervises i faren ved religion, og hvor gode det kinesiske kommunistparti er. Vi fik at vide, at det var godt for os at komme her og blive “genuddannet”, at vi skulle tro på kommunistpartiet og ikke islam, og at vi efter dette kunne få et job, hvor end vi ville, fordi alle ville hyre os. 

Som om vi ikke kunne det før. 

Ti timer hver dag skulle vi sidde i et klasseværelse. Fire timer hver morgen, fire timer hver eftermiddag og så to timer om aftenen. Op til 100 personer sad i hvert klasseværelse. 

Klasseværelserne var indrettet sådan, at der var metaltremmer bag os og læreren. Der var en enkelt dør, som vi trådte ind af, hvorefter vi satte os på de opstillede borde og stole. Efter alle var placeret, lukkede de døren og låste den. En vagt vogtede den hele tiden, mens vi var der. 

Så kom læreren ind. De plejede at komme fra lokale skoler, og det var tydeligt, at de heller ikke havde haft et valg om at komme her. Ligesom os var det med tvang. Vi kunne se smerten i deres øjne. Nogle af dem plejede at skrive noget på tavlen for derefter at gå hen til vinduet for at skjule deres tårer. Men vi kunne se dem. 

Jeg tror stadig på gud, men jeg lærte at sige, at jeg ikke gjorde.

Play Video

Erbagyt Otarbai fortæller og viser de ar, han har fået efter vagternes tæsk.

  • Erbagyt Otarbais historie er baseret på et interview gennemført på et hemmeligt sted i England. Derudover indgår der elementer af hans vidneudsagn, afgivet til Xinjiang Victims Database.
  • Det har ikke været muligt for Danwatch at efterprøve hans oplysninger vedrørende fængslet og genopdragelseslejren i Xinjiang, men hans beretninger stemmer overens med forholdene, som de er beskrevet blandt andet i de lækkede dokumenter Xinjiang Police Files, offentliggjort af BBC, og en række interviews, han har afgivet til blandt The New Yorker og dokumentaren “Reeducated”. 

På et tidspunkt blev jeg sat til at arbejde. Da vi ankom til lejren, blev vi fortalt, at hvis vi gerne vil løslades tidligere, så var det en god ide at arbejde på de forskellige fabrikker, som lå her. Derfor gjorde vi det bedste, vi kunne.

Der var tre fabrikker i alt. En tekstilfabrik, en brødfabrik og en slags slikfabrik. Jeg blev sat til at arbejde i tekstilfabrikken, som producerede børnetøj.

Man kunne få forskellige arbejdsopgaver. Min var at lave lommer.

Vi lavede flere slags typer tøj, men mest overdele som t-shirts og skjorter. Tøjet blev solgt til udlandet og var af virkelig høj kvalitet. Vi måtte aldrig se det færdige produkt. Vi udførte bare vores pligt.

Min dagligdag efter jeg startede med at arbejde var den samme dag efter dag. Vi stod op klokken seks om morgenen, hvor vi skulle synge en rød kommunist-sang, mens vi trænede. Træningen bestod mest af mavebøjninger, at bøje sig frem og tilbage, fra side til side. Herefter var der morgenmad og så arbejde indtil frokost. Tilbage til fabrikken for at arbejde yderligere fire timer. Aftensmad og så to timers studietid, hvor vi blandt skulle se kinesisk statstv eller læse tekster skrevet af kommunistpartiet. Børste tænder og så straks i seng.

Sådan gik dagene.

Jeg kan ikke se nogen grund til, at udenlandske virksomheder køber produkter fra Kina. Jeg vil gerne bede virksomhederne om at returnere alle de her varer, og så vil graden af tvangsarbejde måske blive mindre. Hvis efterspørgslen på produkter lavet i lejrene stiger, vil også arbejdsbyrden for mennesker som mig følge med.

Pludselig, 18 måneder efter min anholdelse, blev jeg løsladt. Jeg ved stadig ikke hvorfor eller hvordan. Mere end to år efter den dag i august 2017 krydsede jeg igen grænsen til Kasakhstan for at se min familie. Men mine traumer forsvandt ikke. Jeg måtte væk.

I dag befinder jeg mig i England, hvor jeg har søgt politisk asyl. Nu kan jeg spise tre gange om dagen og sove fredfyldt om natten. Og så alligevel ikke. Jeg tænker på mine forældre og børn i Kasakhstan, der oplever hårde tider lige nu.

Min største drøm er at få mine børn hertil. Jeg vil gerne finde et job her, så jeg kan få råd til at få en god advokat, som kan løse den sag og bringe dem herop. For at de kan leve sammen med mig i et land og et i samfund, der ikke er baseret på frygt. Det er min drøm.

Jeg ønsker ikke, at de skal udsættes for det, jeg har været igennem. Jeg levede et normalt liv, arbejdede, tog mig af min familie og gjorde intet galt. Ikke desto mindre blev jeg dømt og straffet, og jeg måtte udstå nogle af de værste dage i mit liv. Hvad var meningen med, at Kina skulle behandle mig sådan?

Efter jeg landede her, begyndte jeg igen at føle mig som et menneske. Når du først et sted som dette, kan du vide, hvem du virkelig er.

En Danwatch-undersøgelse

“Støvet er alle vegne. I min næse, i mit spyt og i mine øjne”

MONROVIA – Når Alexander Vinton kommer hjem fra arbejde på havnen i Liberias hovedstad Monrovia, drikker han et glas mælk. Ikke fordi han er tørstig, men fordi han synes, det hjælper på irritationen i hans lunger. 

Alexander Vinton har arbejdet som kranfører hos Mærsks havnevirksomhed APM Terminals siden 2011, og det kan mærkes i kroppen, fortæller han, da Danwatch og Ekstra Bladet møder ham i Monrovia. 

“Mine øjne brænder, og mit åndedræt er besværet”, siger han.

Han er overbevist om, at hans symptomer kommer fra arbejdet på havnen. Hver uge ankommer cementskibe, og når Alexander Vinton og kollegerne griber fat i cementen med en grab og bugserer det ned i containerne, bliver kajen dækket af støv.

Støvet går direkte i øjne, øre og lunger, beretter syv nuværende og syv tidligere ansatte hos APM Terminals Liberia uafhængigt af hinanden. De fortæller samtidig, at de ikke bliver udstyret med tilstrækkelige værnemidler, og at APM Terminals’ sundhedsforsikring forhindrer dem i at få undersøgt, hvor stort problemet er, og hvordan det kan behandles. 

“Det er rystende at se, hvordan en stor dansk virksomhed tilbyder arbejdsvilkår, som aldrig ville kunne komme på tale herhjemme”, siger Karsten Kristensen, forhandlingssekretær i 3F Transport, der organiserer danske havnearbejdere

Risiko for alvorlig sygdom

Cementstøv kan være svært sundhedsskadeligt. Det er blandt andet dokumenteret i et studie foretaget af det norske arbejdsmiljøinstitut, STAMI, i 2019. Støvet risikerer især at give luftvejsproblemer og på længere sigt også alvorlige lungesygdomme.

“Mine øjne brænder, og mit åndedræt er besværet”. Alexander Vinton har arbejdet som kranfører hos Mærsks havnevirksomhed APM Terminals siden 2011.

Jane Frølund Thomsen, ledende overlæge på arbejds- og miljømedicinsk afdeling på Bispebjerg Hospital, bekræfter over for Danwatch og Ekstra Bladet, at cementstøv kan være særdeles farligt. Hun er blevet forelagt billede- og videomateriale fra havnen i Monrovia, hvor man tydeligt kan se, hvordan støvet hænger i luften og slører sigtbarheden. 

“Cement er basisk og har en ætsende evne. Påvirkning af øjnene kan skabe små ridser og efterhånden ardannelse, som kan skade synet. Og hvis man inhalerer det, risikerer man sygdomme som kronisk bronkitis og arvæv i lungerne – også kendt som stenlunger”, siger hun. 

I et mailsvar til Danwatch og Ekstra Bladet skriver Mærsks pressechef Signe Wagner, at virksomheden gør, hvad de kan for at begrænse støvforureningen.

Ifølge Signe Wagner er der blevet installeret såkaldte ECO hoppers på havnen i Monrovia. “Det vil sige tragtformede beholdere der ligner dem, man bruger til fx korn, som væsentligt reducerer støv og udslip, ligesom de er med til at reducere manuel håndtering”, skriver hun. 

Hun oplyser samtidig, at virksomheden spreder vand på kajen, så støvet ikke bliver hvirvlet op, og at medarbejderne får stillet “fuldt sikkerhedsudstyr” til rådighed.

Men det billede kan medarbejderne i APM Terminals Liberia ikke genkende. De mener ikke, at virksomheden gør nok for at beskytte dem. 

“I en periode sprøjtede APM Terminals vand ud på kajen, så støvet ikke blev ved med at hænge i luften, men det gør de ikke længere. Vi ved ikke hvorfor”, siger Prince Swen, der har været ansat siden 2011. Ligesom sin kollega Alexander Vinton er han påvirket af cementstøvet. 

“Efter en vagt kan jeg være helt dækket af støv. Jeg kan især mærke det i mine lunger”, siger han. 

“Efter en vagt kan jeg være helt dækket af støv. Jeg kan især mærke det i mine lunger”, siger Prince Swen.

Alexander Vinton, Prince Swen og de andre havnearbejdere, Danwatch og Ekstra Bladet har snakket med i Monrovia, fortæller, at de ikke får udleveret tilstrækkeligt med værnemidler. 

“Vi har vores hjelm, uniform og sko, og så får vi udleveret én ansigtsmaske om dagen”, siger mekanikeren Momo Sambola. 

Ledende overlæge Jane Frølund Thomsen bekræfter, at medarbejderne ikke er beskyttet ordentligt. 

“For at være beskyttet, skal man have en maske, der slutter tæt og har de rigtige filtre. Det er der ikke i dem, medarbejderne her bruger. Det er bare almindelige ansigtsmasker, som vi kender fra  coronaberedskabet. De burde også have briller på, der beskytter øjnene”, siger hun.

Hovedpine, vejrtrækningsproblemer og svie i øjnene 

Elektrikeren Willie Gbappy er en anden  af de medarbejdere, der er mærket af cementstøvet. Han har arbejdet på havnen, siden APM Terminals overtog driften i 2011, og i dag kæmper han med hovedpine, hoste og svie i øjnene. 

“Cementstøvet giver store problemer. Jeg får hovedpine, vejrtrækningsproblemer og mine øjne svier”, siger han. 

Akoi Sumo Jr., en tynd, senet mand i slutningen af 40’erne, oplever det samme. I 2011 blev han ansat som truckfører, og i dag arbejder han som cargo-inspektør. 

“Støvet er alle vegne. I min næse, i mit spyt og i mine øjne”, siger han.  

Jane Frølund Thomsen hæfter sig ved, at alle havnearbejderne klager over irritation i øjnene.

Det er en indikator på, at koncentrationen af støv er klart for højt. Ellers ville man ikke opleve irriterede øjne, der varer fra den ene til den anden dag”, siger hun. “Samme støvmængde ville skulle begrænses i Danmark. Det er helt sikkert. 

Mærsk-ansatte har fået nok

Danwatch og Ekstra Bladet har mødt en lang række både nuværende og tidligere medarbejdere på havnen i Monrovia. Fjorten af dem har sagt ja til at stå frem med navn og ansigt. Mød dem her. 

Til Danwatch og Ekstra Bladet skriver pressechef Signe Wagner, at virksomheden ikke er bekendt med, at medarbejdere “skulle være kommet til skade eller være blevet syge på grund af deres arbejde ifm. aflastning af cement”.

Men ifølge havnearbejdernes fagforening Dock Workers Union of Liberia er APM Terminals i flere tilfælde blevet gjort opmærksomme på støvproblematikken. Alligevel har ledelsen endnu ikke taget affære, siger fagforeningsleder Jackie Doe.

“Støvproblemerne bliver værre og værre, og flere og flere medarbejdere brokker sig over, hvordan de er påvirket af støvet. Men APM Terminals gør ikke noget ved det. Det går ikke”, siger hun. 

Utilstrækkelig sygeforsikring

Som fagforening opfordrer DOWUL alle medarbejdere på havnen i Monrovia til at få tjekket deres lunger. Men det er nemmere sagt end gjort.

Ifølge DOWUL og medarbejderne selv dækker APM Terminals sundhedsforsikring ikke klinikker eller hospitaler med den fornødne ekspertviden. 

Mærsk skriver til Danwatch og Ekstra Bladet, at de i øjeblikket er i gang med at undersøge om medarbejderne er forsikret tilstrækkeligt.

“Hvis medarbejderne skal have tjekket deres lunger ordentligt, skal de have det gjort på JFK Hospital (Liberias største, red.), men det kræver egenbetaling, og det er der ingen, der har råd til”, siger Jackie Doe fra DOWUL. 

Kranføreren Alexander Vinton har prøvet at rette henvendelse til en af de klinikker, som sundhedsforsikringen dækker. 

“Men jeg fik bare stukket noget almindeligt smertestillende i hånden”, siger han. 

Cemenstøvet er rigeligt irriterende allerede i dag, men medarbejderne bekymrer sig primært om fremtiden. Willie Gbappy er bange for, hvordan støvforurening vil påvirke hans helbred i de kommende år. 

“Jeg ved, at støvet er farligt for kroppen og kan udvikle sig til alvorlige sygdomme, så jeg frygter, at det kan få alvorlige konsekvenser for min og min families fremtid”, siger han. 

“Jeg ved, at støvet er farligt for kroppen og kan udvikle sig til alvorlige sygdomme, så jeg frygter, at det kan få alvorlige konsekvenser for min og min families fremtid”, siger Willie Gbappy.
“Jeg ved, at støvet er farligt for kroppen og kan udvikle sig til alvorlige sygdomme, så jeg frygter, at det kan få alvorlige konsekvenser for min og min families fremtid”, siger Willie Gpabby.
En Danwatch-undersøgelse

Mærsk straffer ansatte i Liberia, som kræver bedre vilkår

MONROVIA – Den 29. september 2020 mødte Momo Sambola på arbejde på havnen i Monrovia, som han plejer. Siden 2011 har han været ansat som mekaniker hos Mærsks havnevirksomhed APM Terminals i Liberia. 

Normalt ville han køre ud på kajen og holde opsyn med havnens mange maskiner, men ikke denne morgen. Sammen med en større gruppe kolleger nægtede han at begynde dagens arbejde. De strejkede. 

Medarbejderne var blandt andet frustrerede over en kraftigt forringet sundhedsforsikring samt lønudbetalingen, fortæller Momo Sambola, en rund mand i midten af trediverne med fipskæg, skriggule arbejdsbukser og sikkerhedssko. 

“Vi følte, at vi var nødt til at gøre noget drastisk, hvis vi skulle få ledelsens opmærksomhed”, siger han til Danwatch og Ekstra Bladet. 

Ledelsen i APM Terminals Liberia tog ikke let på arbejdsnedlæggelsen. Der blev indsat tungt bevæbnet specialpoliti, som ifølge medarbejderne optrådte truende, ligesom virksomheden klagede til Liberias daværende arbejdsminister Moses Kollie. 

En uges tid efter, den 7. oktober, blev 24 af medarbejderne, heriblandt Momo Sambola, suspenderet og hjemsendt. Ifølge APM Terminals havde gruppen af medarbejdere været ansvarlige for strejken, som virksomheden samtidig påstod havde været i strid med lovgivningen.  

Først efter syv måneder og indgriben fra Arbejdsministeriet kom medarbejderne tilbage på arbejde. Det kan Danwatch og Ekstra Bladet fortælle på baggrund af regeringsdokumenter fra Liberia, der ikke tidligere har været offentliggjort. I dokumenterne får APM Terminals kritik for både uberettigede hjemsendelser samt at have forringet deres ansattes sundhedsforsikring og tilbageholdt penge for dem.

Men én ting er de problematiske arbejdsforhold – noget andet er hvordan de medarbejdere, der forsøger at forbedre dem, bliver behandlet. Ifølge medarbejderne selv og deres fagforening Dock Workers Union of Liberia (DOWUL) er APM Terminals i Liberia kendt for at true og chikanere dem, der går i rette med ledelsen. 

Det danske fagforbund 3F er en del af samme internationale organisation – International Transport Workers’ Federation – som DOWUL, og de er bekymrede over beretningerne fra havnearbejderne i Monrovia.

“Det er frygteligt. Via Den Internationale Arbejderorganisation (ILO, red.) er man sikret ret til at danne fagforening og forhandle kollektivt, så når vi ser, at en stor, dansk virksomhed egentlig knægter de rettigheder, er det dybt skuffende”, siger næstformand i 3F Transport, Karsten Kristensen.

DOKUMENTATION

Danwatch og Ekstra Bladet har forelagt Mærsk medarbejdernes oplevelser og regeringens undersøgelse af de 24 hjemsendelser. I en kortfattet mailsvar afviser virksomheden kritikken. 

“I dag er de 24 medarbejderne tilbage på arbejde i terminalen, hvilket de været i mere end et år, og de er ligeledes fortsat tilknyttet en fagforening, på samme vis som mange andre af medarbejderne i terminalen”, skriver pressechef Signe Wagner.

LÆS OGSÅ: Mærsk-ansatte i Liberia arbejder under problematiske forhold

Opbakning til medarbejderne

I Arbejdsministeriets undersøgelse fra april 2021 tages der både stilling til APM Terminals suspendering af de 24 medarbejdere samt den kritik af arbejdsforholdene, der i første omgang førte til strejken. I begge tilfælde får APM Terminals kritik.

APM Terminals er 100 procent ejet af Mærsk A.P. Møller - Mærsk. I februar 2022 skrev koncernen dansk erhvervshistorie med et overskud på 118 mia. kr. efter skat. Aldrig har en dansk virksomhed præsenteret et så godt resultat.
APM Terminals er 100 procent ejet af Mærsk A.P. Møller - Mærsk. I februar 2022 skrev koncernen dansk erhvervshistorie med et overskud på 118 mia. kr. efter skat. Aldrig har en dansk virksomhed præsenteret et så godt resultat.

Følg med

Onsdag den 20. juli 2022, stillede syv nuværende og syv tidligere Mærsk-ansatte i Liberia sig frem hos Danwatch og Ekstra Bladet, og i den kommende tid vil vi i en række artikler sætte fokus på havnen i Monrovia. Medarbejderne har fået nok af arbejdsforholdene hos den danske rederikoncern, der siden 2010 har haft eneansvaret for havnedriften i Liberias hovedstad.

Og det er ikke hverdagskost, vurderer Stig Jensen, lektor på Center for Afrikastudier. 

Mange steder i Afrika får de store multinationale selskaber ofte tingene, som de vil have det, fordi politikernes hovedprioritet er at skaffe investeringer til landet. 

“Det er opsigtsvækkende, at en regering i et land som Liberia udtaler sig kritisk om en stor international virksomhed, især  når det gælder arbejdsforhold”, siger han. “Hvis en regering lægger sig ud med en af de store internationale virksomheder i landet, handler det typisk om skatteunddragelse eller lignende”. 

I Arbejdsministeriets undersøgelse er medarbejdernes kritik delt op i seks punkter. I tre af tilfældene får medarbejderne entydigt medhold, mens arbejdsministeriet i de tre øvrige afholder sig fra at tage klar stilling. 

Arbejdsministeriet pålægger APM Terminals at udbetale den sidste halvdel af en orlovsgodtgørelse, som den danske virksomhed angiveligt har tilbageholdt. Virksomheden får også besked på at få styr på deres udbetaling af medarbejdernes månedlige tilskud til mad. 

Ifølge ansættelseskontrakterne har medarbejderne krav på tre poser ris og tre dunke madlavningsolie hver måned til en værdi af 58 USD, men i undersøgelsen bekræfter arbejdsministeriet, at APM Terminals nøjes med at købe ris og olie for 49 USD og dermed tilbageholder ni dollars om måneden pr. ansat – og har gjort det i minimum to år. 

Endeligt er arbejdsministeriet særdeles kritiske over for kvaliteten på den sygeforsikring, som de ansatte på havnen får tilbudt.

“Det er vores forventning, at ledelsen hos APM Terminals sikrer, at arbejdernes sygeforsikring har en tilfredsstillende standard inden for tres dage”, lyder det i undersøgelsen.

Mærsk-ansatte har fået nok

Danwatch og Ekstra Bladet har mødt en lang række både nuværende og tidligere medarbejdere på havnen i Monrovia. Fjorten af dem har sagt ja til at stå frem med navn og ansigt. Mød dem her. 

I samarbejde med Ekstra Bladet og det lokale medie Voice of Liberia har Danwatch været i Monrovia for at undersøge arbejdsforholdene hos Mærsks havnevirksomed APM Terminals. 

Gennem over tyve interviews med tidligere og nuværende ansatte, politikere i Liberia, advokater og relevante eksperter har vi kortlagt en række problematiske forhold på havnen i hovedstaden Monrovia. Undervejs er vi kommet i besiddelse af stribevis af interne virksomhedsdokumenter samt regeringspapirer. 

Syv nuværende og syv tidligere ansatte har valgt at stille sig frem med navn og billede. Danwatch og Ekstra Bladet har mødt dem alle i Monrovia og fået lov til at bruge deres historier. Vi har også været i kontakt med ansatte, der kun ville snakke uden for citat. 

Danwatch og Ekstra Bladet har forelagt medarbejdernes kritik for Mærsk. Virksomheden har ikke ønsket at stille op til interview, men har sendt os et mailsvar.

I strid med Liberias forfatning

“De første måneder fik vi løn, mens vi var suspenderet, men de sidste to-tre måneder fik vi intet udbetalt”.

Det siger Willie Gbappy, elektriker på havnen og en af de 24 hjemsendte medarbejdere. 

I spørgsmålet om suspenderingerne konkluderer arbejdsministeriet, at APM Terminals ledelse ikke har formået at dokumentere deres beskyldning om, at de 24 medarbejdere skulle have “optrådt som bagmænd til strejken og været intimiderende over for kolleger og andre”. 

APM Terminals bliver ydermere kritiseret for at have handlet i strid med Liberias forfatning. Med “forfærdelse” noterer arbejdsministeriet sig, at virksomheden skulle have underløbet regeringen og simultant med deres undersøgelse have indledt en selvstændig kulegravning af de 24 medarbejderes rolle i strejken.  

“Fordi APM Terminals ikke har kunne bevise beskyldningerne mod de 24 suspenderede ansatte, er de hermed beordret til at genindsætte dem med øjeblikkelig virkning og med alle de rettigheder og privilegier, de har ret til ifølge deres kontrakter”, lyder det i Arbejdsministeriets konklusion.

Danwatch og Ekstra Bladet er i besiddelse af en intern mail sendt fra APM Terminals Liberias ledelse til medarbejderne. I den tager de ministeriets instruks til efterretning, men bemærker samtidig, at virksomheden er uenige i afgørelsen. 

Kun i ét tilfælde kommer Arbejdsministeriet APM Terminals i møde. Fagforeningen DOWUL får kritik for ikke at have varslet strejken 48 timer i forvejen, som Liberias arbejdslov ellers foreskriver. 

Af samme grund fik DOWUL i en kortere periode efter strejken suspenderet deres fagforeningslicens. 

Systematisk chikane

I en mailen til Danwatch og Ekstra Bladet skriver Mærsks pressechef Signe Wagner, at virksomheden respekterer deres medarbejderes “ret til frit at organisere sig gennem fagforeninger, som de selv vælger”. 

Men blandt APM Terminals’ ansatte i Liberia er det velkendt, at fagforeningsarbejde eller kritik af arbejdsforholdene kan få store konsekvenser, netop som det fik for Momo Sambola og hans 23 kolleger. Sådan lyder det fra de syv nuværende og syv tidligere ansatte, der er stået frem hos Danwatch og Ekstra Bladet.

I 2013 tog David Saytonneh initiativ til en fagforening for APM Terminals-folk i regi af DOWUL. Han fortæller, hvordan han oplevede, at den danske virksomhed konsekvent straffer deres medarbejdere i Liberia, hvis de engagerer sig i fagforeningsarbejde. 

“Efter jeg tog initiativ til fagforeningen, blev jeg nægtet lønstigninger, forfremmelse og en række personalegoder. Til sidst jeg blev jeg degraderet. De sagde ikke, at det var direkte på grund af fagforeningen, men det var min klare fornemmelse. Hvorfor skulle de ellers behandle mig sådan?”, siger David Saytonneh, der i 2020 sagde op i frustration over forholdene på havnen. I dag bikser han med et par landbrugsprojekter i det østlige Liberia, mens han sparer sammen til at tage en master i business management.  

Danwatch og Ekstra Bladet møder ham i hans hjem, et lilla hus, lidt uden for hovedstaden Monrovia. En tyndhåret hund piler om benene mellem den tidligere fagforeningsleder, mens han snakker og forgæves forsøger at få gang i en rusten ventilator. 

“Efter jeg tog initiativ til fagforeningen, blev jeg nægtet lønstigninger, forfremmelse og en række personalegoder. Til sidst jeg blev jeg degraderet. De sagde ikke, at det var direkte på grund af fagforeningen, men det var min klare fornemmelse. Hvorfor skulle de ellers behandle mig sådan?”, siger David Saytonneh, 44.

“Min kone bad mig om at forlade APM Terminals. Presset blev for stort. Hun begyndte at få anonyme opkald, hvor hun fik besked på at få mig til at forlade fagforeningen. Efter sådan en besked, så ved man jo ikke, hvad der kommer efter?”, fortæller David Saytonneh. 

I dag er det Ballah Kpadeh, der er tillidsmand for de ansatte, som har meldt sig ind i DOWUL – i alt godt 200 ud af den danske rederikoncerns 262 medarbejdere i Liberia. Selv har han siden 2013 arbejdet som truckfører på havnen.  

Ballah Kpadeh fortæller, hvordan også han er blevet skydeskive for ledelsen på havnen. 

“Jeg er blevet truet, intimideret og forsøgt bestukket med et ophold på et europæisk universitet. Men jeg har afvist. Jeg kæmper for en arbejdsplads, hvor medarbejderne har en stemme. Jeg giver mig ikke”

“Jeg bliver skygget, og jeg får mærkelige opkald med beskeder om at lukke munden. Det er heller ikke altid, jeg sover hjemme hos min familie. Jeg stoler ikke på APM Terminals. Jeg ved ikke, hvad de kan finde på”, siger Ballah Kpadeh.

Vil have APM Terminals ud af Liberia 

Som leder af DOWUL kender Jackie Doe alt til, at APM Terminals Liberia går målrettet mod virksomhedens kritikere. Hun tager imod i Liberia Labour Congress, moderorganisationen for alle landets fagforeninger, der holder til i en lavloftet  bygning ud til Somalia Drive, en Monrovias brede indfaldsveje, der forbinder havneområdet med hovedstadens tæt-befolkede nordlige forstæder.

Jackie Doe, Leder af DOWUL

Jackie Doe fremhæver en episode i foråret 2020, hvor hun blev inviteret op hos George Adjei, virksomhedens daværende direktør. En større gruppe medarbejdere var netop blevet sendt hjem på grund af corona-pandemien, og DOWUL kæmpede for at få dem tilbage på arbejde.

“Han sagde “Vil du ikke være rig? Jeg kan gøre dig rig”. Han tilbød mig penge for at droppe sagen, men jeg sagde selvfølgelig nej. Det er sådan, APM Terminals arbejder i Liberia. De vil gøre alt for at lukke munden på os, der kæmper for bedre arbejdsforhold”, siger Jackie Doe. George Adjei er ikke vendt tilbage på Danwatchs henvendelser. 

Jackie Doe mener, at kritikken af APM Terminals må få konsekvenser for virksomheden. 

“De er nødt til at leve op til deres ord og værdier. De siger “medarbejderne først”, men det er ikke virkeligheden. Sig ikke til os, at I gør x, når I gør y. Hvis de ikke forbedrer arbejdsforholdene, skal de slet ikke drive forretning her i Liberia” siger hun. 

En Danwatch-undersøgelse

Mærsk-ansatte i Liberia arbejder under stærkt problematiske forhold

MONROVIA – Ved opførelsen i 1960 var Ducor Hotel i Liberias hovedstad Monrovia det mest luksuriøse hotel i hele Afrika. Fem stjerner, otte etager, 106 værelser, pool, tennisbane, bar, en fransk restaurant, og selvfølgelig også de helt rigtige gæster. Det siges, at Ugandas mangeårige præsident Idi Amin engang svømmede en tur i poolen med en pistol i hånden.  

I dag, næsten tyve år efter afslutningen på Liberias anden borgerkrig, er hotellet en udplyndret ruin. Kun den fænomenale udsigt er bevaret. 

Fra hotellets øverste etage kan man se, så langt øjet rækker. Mod vest ligger Atlanterhavets skvulpende vidder. Mod øst får man øje på Executive Mansion, præsident George Weahs kontor, og FN’s mælkehvide bygninger. Mod nord ser man ned på bliktagene i West Point, et af Monrovias tætpakkede slumkvarterer, og videre ude i horisonten kommer Freeport of Monrovia, hovedstadens store havn, hvor der denne fugtige eftermiddag i slutningen af maj ligger tre store containerskibe til kaj.

Dernede, på havnen, arbejder Ballah Kpadeh, en lav mand i midten af 40’erne med sine store solbriller klistret til ansigtet. Han er ansat som truckfører hos Mærsks havnevirksomhed APM Terminals, der i 2010 blev tildelt en lukrativ 25-årig kontrakt på driften af Freeport of Monrovia. 

Danwatch og Ekstra Bladet har mødt Ballah Kpadeh og en række af hans både nuværende og tidligere kolleger i Monrovia, hvor vi har undersøgt, hvordan Mærsk driver havneforretning i et af verdens fattigste lande. Vi kan dokumentere systematiske lønproblemer og fyringer i strid med Liberias arbejdslov. Samtidig fortæller de i alt syv nuværende og syv tidligere Mærsk-ansatte, som har valgt at stå frem med deres historier, om omfattende cementstøvsforurening, en ubrugelig sundhedsforsikring samt chikane af medarbejdere, der engagerer sig i fagforeningsarbejde. 

Liberia projekt de endelig redi Her er det:
I 2010 fik Mærsks havnevirksomhed APM Terminals en 25-årig kontrakt på eneansvaret for havnedriften i Liberias hovedstad Monrovia. Havnen er en af Vestafrikas største og et af landets vigtigste stykker infrastruktur.
  • APM Terminals er 100 procent ejet af Mærsk A.P. Møller – Mærsk. 

    I februar i år skrev koncernen dansk erhvervshistorie med et overskud på 118 mia. kr. efter skat. Aldrig har en dansk virksomhed præsenteret et så godt resultat. 

    A.P. Møller – Mærsk beskæftiger flere end 80.000 medarbejdere i over 80 lande.

“APM Terminals tjener mange penge på at drive havnen, men de er ligeglade med os ansatte, der udfører selve arbejdet”, siger Ballah Kpadeh, der samtidig er tillidsmand for havnearbejderne. 

Danwatch og Ekstra Bladet har forelagt havnearbejdernes situation for Karsten Kristensen, næstformand i 3F Transport, der organiserer danske havnearbejdere. Han kalder forholdene på havnen i Monrovia for “rystende”. 

“Det er skamfuldt. Mærsk ved udmærket godt, hvordan de skal behandle deres medarbejdere. Det ser vi herhjemme, men ude i verden opererer de tydeligvis efter laveste fællesnævner. Det er ikke pænt at se på”, siger han til Danwatch og Ekstra Bladet.  

Mærsk har ikke ønsket at stille op til interview med Danwatch og Ekstra Bladet, men anerkender, at der er “uoverensstemmelser” hos APM Terminals i Liberia. De afviser imidlertid flere af de konkrete kritikpunkter.

I en mail skriver pressechef Signe Wagner: 

“Hos Mærsk er vi opmærksomme på, at der har været uoverensstemmelser i havnen i Monrovia, og vi har et konstruktivt samarbejde med fagforeninger og myndigheder om at få dem løst”, skriver hun.

“APM Terminals tjener mange penge på at drive havnen, men de er ligeglade med os ansatte, der udfører selve arbejdet”
“Vi er klar til at dø for bedre arbejdsforhold. Vores folk har fortjent bedre," Ballah Kpadeh, 43.

Følg med

Denne artikel er den første i en længere serie om Mærsks havneforretning i Liberia. Følg med hos Danwatch og Ekstra Bladet i de kommende uger, hvor vi dykker dybere ned i problemerne på havnen i Monrovia

Langvarige problemer

Havnen i Monrovia er med afstand Liberias vigtigste stykke infrastruktur. “The Gateway to Our Economy”, står der på et skilt ved den tæt bevogtede indgang. Bag de grønne mure, der adskiller havneområdet fra en af hovedstadens tungt trafikerede indfaldsveje, ankommer og afgår containerskibe i en konstant strøm. Ind sejler ris, elektronik, olie og byggematerialer, ud sejler gummi, jernmalm, palmeolie og tømmer. 

Problemerne på havnen er ikke opstået fra den ene dag til den anden. I marts 2018 nedlagde medarbejderne arbejdet i frustration over deres arbejdsforhold. De var sure over en lang række forhold, blandt andet manglende lønstigninger og en forringelse af deres sundhedsforsikring.

Halvandet års tid efter, i september 2019, blev flere af de strejkende medarbejdere fyret i strid med dele af Liberias arbejdslov, Decent Work Act 2015. Det fremgår af dokumenter sendt til APM Terminals Liberia fra Arbejdsministeriet, som Danwatch og Ekstra Bladet er i besiddelse af. 

Og yderligere et år efter, i september 2020, gik en større gruppe medarbejdere –  støttet af fagforeningen Dock Workers Union of Liberia (DOWUL) – på en tre dage lang strejke i protest over blandt andet deres løn og sundhedsforsikringen. 

Sagerne førte til, at fagforeningen DOWUL, arbejdsministeriet og APM Terminals Liberia i september 2021 underskrev et forståelsespapir – det første skridt mod at bringe uroen på havnen til ende. Men i dag, ti måneder efter underskrivelsen, efterlyser medarbejderne konkret handling. 

Deres arbejdsforhold er stadig dybt utilfredsstillende, fortæller dem, som Danwatch og Ekstra Bladet har mødt i Monrovia. 

“Der er højst sket 0,5 procent forbedringer, ikke mere. Alle vores problemer fortsætter”, siger Ballah Kpadeh

“Jeg vil hellere være en fri, sulten mand end en slave”

I slutningen af 2021 fik Soko Kromah nok. 

Danwatch og Ekstra Bladet møder ham i hans hjem, et par mørke rum ovenpå en lille biks, hvor man kan købe kiks og mobildata. Loftet hænger i laser og drypper af kondensvand. Det er regntid, og luften er så tyk, at man kan skære skiver af den. Stuens stengulv er indrammet af en rusten fryser, dunke med madlavningsolie og en stabel ølkasser fra Monrovia Brewery.  

45-årige Soko Kromah bor i New Kru Town, en township på Bushrod-øen nord for Monrovias centrum. I 2014 var området lagt ned af den store Ebola-epidemi. Folk forskansede sig i deres hjem, mens internationale lægehold gik fra hus til hus og hentede smittede ind til behandling. Nu er gaderne fulde af biler, motorcykler og kekehs, Liberias el-drevne rickshaws, allesammen konstant dyttende, og på spring for at undgå de enorme vandpytter dannet af nattens tordenskylle. 

Mærsk-ansatte har fået nok

Danwatch og Ekstra Bladet har mødt en lang række både nuværende og tidligere medarbejdere på havnen i Monrovia. Fjorten af dem har sagt ja til at stå frem med navn og ansigt. Mød dem her. 

Soko Kromah blev ansat til at køre gaffeltruck på havnen i 2011. I begyndelsen var han glad for jobbet. Der var noget at stå op til, og han fik en fast løn. Men med årene kom frustrationerne, og for et halvt år siden tog han konsekvensen og sagde op uden at have et nyt job på hånden. I dag lever han af at udleje sin bil, mens han drømmer om en fremtid et sted i Europa, gerne Frankrig. Det holder hårdt i det lille hjem i New Kru Town, hvor han er eneforsørger til ti familiemedlemmer, men som han siger:

“Jeg vil hellere være en fri, sulten mand end en slave”.

I sin tid hos APM Terminals var Soko Kromah især frustreret over lønnen, og det hverken var eller er han ene om. Samtlige af de havnearbejdere, som Danwatch og Ekstra Bladet har snakket med, mener uafhængigt af hinanden, at de hvert år bliver snydt for det, der svarer til en månedsløn. 

Og det bekræftes af Augustus Payne Tarr, mangeårig IT-chef for APM Terminals i Liberia, og bakkes op af diverse retsdokumenter, lønsedler- og oversigter, ansættelsesbreve og medarbejderhåndbøger, som Danwatch og Ekstra Bladet er i besiddelse af. 

“APM Terminals tror, at folk er så dumme i Liberia, at de kan slippe afsted med hvad som helst”, siger Payne Augusts Tarr, der i sin tid hos APM Terminals var en fast del af den syv mand store daglige ledelse. 

Han er uddannet i USA og ejer nu et hotel nær den kinesiske ambassade i bydelen Congo Town. Efter ti års ansættelse sagde han sidste år op i protest over APM Terminals måde at drive forretninger på i Liberia.

“Der er ansatte, der har krav på en ekstra månedsløn hvert år i december, men i stedet får de bare udbetalt deres årsløn i tretten portioner. APM Terminals snyder deres medarbejdere”, siger Augustus Payne Tarr. 

Over for Danwatch og Ekstra Bladet bekræfter Mærsks pressechef Signe Wagner, at virksomheden kender til disputten. Hun afviser dog, at Mærsk decideret skylder penge til medarbejderne. 

“Vi har søgt rådgivning herom fra en ekstern, uafhængig auditør, og vi afventer konklusionerne herfra”, skriver hun i en mail. 

Plaget af cementstøvsforurening

En af APM Terminals store kunder i havnen Monrovia er Liberia Cement Corporation (CEMENCO). Virksomheden er blandt de største i landet. Den står for al indkøb, processering og salg af cement i Liberia.

Netop cementskibene bliver fremhævet af samtlige både nuværende og tidligere APM Terminals-medarbejdere, Danwatch og Ekstra Bladet har mødt i Monrovia. Skibene er skyld i, at havnen er plaget af omfattende cementstøvsforurening, fortæller de uafhængigt af hinanden. 

Danwatch og Ekstra Bladet har modtaget billede- og videomateriale, hvor man tydeligt kan se, hvordan støvet hænger i luften og slører sigtbarheden.

Vi er ikke bekendte med, at nogle medarbejdere skulle være kommet til skade eller være blevet syge på grund af deres arbejde i forbindelse med aflastning af cement

CEMENCO importerer cementen i pulverform, og det betyder, at når deres skibe skal losses, fyger det om sig med støv på havnearealet. Støvet går direkte i øjne, øre og næse, især for de medarbejdere, der udfører deres opgaver ude på selve kajen. 

En af dem er kranoperatør Alexander Vinton, der er 42 år og har arbejdet på havnen siden 2017. Sveden perler på hans glatte isse, og øjnene er låst fast i et kontant blik, mens han fortæller med Monrovias skummende Atlanterhavsbølger i baggrunden. 

“Mit helbred er blevet dårligt, siden jeg begyndt at arbejde på havnen. Mine øjne brænder, og mit åndedræt er besværet”, siger han. “Når jeg sidder oppe i kranen, bliver det så varmt, at jeg bliver nødt til at åbne vinduet, og så flyver cementstøvet lige ind”.

“Når jeg sidder oppe i kranen, bliver det så varmt, at jeg bliver nødt til at åbne vinduet, og så flyver cementstøvet lige ind," Alexander Vinton 42.

I samarbejde med Ekstra Bladet og det lokale medie Voice of Liberia har Danwatch været i Monrovia for at undersøge arbejdsforholdene hos Mærsks havnevirksomed APM Terminals. 

Gennem over tyve interviews med tidligere og nuværende ansatte, politikere i Liberia, advokater og relevante eksperter har vi kortlagt en række problematiske forhold på havnen i hovedstaden Monrovia. Undervejs er vi kommet i besiddelse af stribevis af interne virksomhedsdokumenter samt regeringspapirer. 

Syv nuværende og syv tidligere ansatte har valgt at stille sig frem med navn og billede. Danwatch og Ekstra Bladet har mødt dem alle i Monrovia og fået lov til at bruge deres historier. Vi har også været i kontakt med ansatte, der kun ville snakke uden for citat. 

Danwatch og Ekstra Bladet har forelagt medarbejdernes kritik for Mærsk. Virksomheden har ikke ønsket at stille op til interview, men har sendt os et mailsvar.

APM Terminals-medarbejderne mener ikke, at de bliver udstyret med ordentlige værnemidler, eller at den sundhedsforsikring, virksomheden har tegnet for dem, dækker tilstrækkelig behandling. 

Mærsk kan imidlertid ikke genkende problemerne. 

“Det er påkrævet af alle medarbejdere, uanset hvem de er ansat af, at være iført fuldt sikkerhedsudstyr, hvilket stilles til rådighed. Vi er ikke bekendte med, at nogle medarbejdere skulle være kommet til skade eller være blevet syge på grund af deres arbejde ifm. aflastning af cement”, skriver pressechef Signe Wagner i en mail til Danwatch og Ekstra Bladet. 

Jane Frølund Thomsen, ledende overlæge på arbejds- og miljømedicinsk afdeling på Bispebjerg Hospital, har set videoer af støvet på havnen og er blevet forelagt medarbejdernes vidnesbyrd. Hendes vurdering er klar: 

“Der er risiko for sundhedsskade for både øjnene og lungerne. Især på sigt. Det er ikke fra den ene dag til den anden, at man får en lungelidelse, men hvis man går i støvet dag efter dag, år efter år, risikerer man at få bronkitis og muligvis også stenlunger”, siger hun til Danwatch og Ekstra Bladet. 

Frygt og trusler  

Det er ikke uden risiko, at APM Terminals’ medarbejdere i Liberia nu råber op.

I en mail skriver Mærsk, at de respekterer deres medarbejderes ret til “frit at organisere sig gennem fagforeninger, som de selv vælger”. Men dem, Danwatch og Ekstra Bladet har talt med, fortæller uafhængigt af hinanden, at der er historik for, at åbenmundede medarbejdere på havnen i Monrovia bliver truet og forfordelt. 

Derfor har det heller ikke været en nem beslutning at stå frem med sin historie, siger elektrikeren Willie Gbappy. Han er i begyndelsen af 30’erne og sidder i en plastikstol i en grå polo uden for sit hus, en rød tændstikæske i Monrovia-forstaden Johnsonville. Han fugter panden med et lille håndklæde.

“Ledelsen vil ikke have, at vi fortæller om vores arbejdsforhold. Men jeg stiller mig alligevel frem, fordi det er på tide at folk forstår, hvad vi får igennem for at passe vores arbejde”
“Vi har fået at vide, at vi ikke må snakke med journalister. Ledelsen vil ikke have, at vi fortæller om vores arbejdsforhold. Men jeg stiller mig alligevel frem, fordi det er på tide at folk forstår, hvad vi går igennem for at passe vores arbejde”, siger Willie Gbappy, 36 år.

“Vi har fået at vide, at vi ikke må snakke med journalister. Ledelsen vil ikke have, at vi fortæller om vores arbejdsforhold. Men jeg stiller mig alligevel frem, fordi det er på tide at folk forstår, hvad vi går igennem for at passe vores arbejde”, siger han. 

Truckføreren Ballah Kpadeh er en af de medarbejdere, som flere gange har lagt sig ud med ledelsen. Danwatch og Ekstra Bladet er i besiddelse af et brev fra APM Terminals til Liberias regering, hvor virksomheden klager over Ballah Kpadeh. 

I brevet, der er sendt til Arbejdsministeriet i september 2020 – samme måned som en Ballah Kpadeh var med til at organisere strejke – står der, at han “har gjort alt, hvad han kan for at ødelægge virksomhedens omdømme og skabe uro på arbejdspladsen”.  

Men Ballah Kpadeh er ikke skræmt. Hvis der skal ske forandringer på havnen, kræver det mod. Nogen bliver nødt til at stå forrest, siger han.

“Vi er klar til at dø for bedre arbejdsforhold. Vores folk har fortjent bedre”.

Imens, fra toppen af Ducor Hotels mugne ruin, kan man se, hvordan det ene sæt containere efter det andet bliver sejlet ind mod Freeport of Monrovias havnebassin. 

Skibstrafikken er endeløs – akkurat ligesom havnearbejdernes frustrationer.

En Danwatch-undersøgelse

Hver femte private solcelleanlæg har forbindelse til tvangsarbejde

Til Danwatch og TV2 afviser den kinesiske ambassade i Danmark anklagerne om undertrykkelse af uighurerne og tvangsarbejde i Xinjiang. Problemerne i Xinjiang-provinsen handler om terrorbekæmpelse, hævder de, og derfor har den kinesiske regering iværksat programmer for uddannelse og økonomisk vækst, som del af et langsigtet program for terrorbekæmpelse.

“Der er intet ‘tvangsarbejde’ i Xinjiang, kun frit valg på arbejdsmarkedet, og arbejdstagerrettigheder er beskyttet i henhold til loven. Disse fakta bør også fortælles til det danske publikum”, skriver ambassaden i en mail.

Danskerne køber private solcelleanlæg som aldrig før, men solcellerne på taget kan gemme på en skyggeside.

De kan nemlig komme fra kinesiske leverandører, som gør brug af tvangsarbejde i Xinjiang-provinsen.

I en aktindsigt fra Energistyrelsen fremgår det, at hver femte private solcelleanlæg, som er sat i drift efter 1. juni 2021, er bygget på solceller fra de kinesiske virksomheder LONGi, Trina Solar, Ja Solar, Jinko Solar eller Risen Energy. 

Alle fem har ifølge flere rapporter aftaler om at købe råmaterialer fra virksomheder i Xinjiang, der får arbejdskraft gennem kontroversielle kinesiske arbejdsprogrammer. 

Forskere har dokumenteret, at arbejdsprogrammerne involverer tvangsarbejde og er en del af Kinas systematiske undertrykkelse af det muslimske folkeslag uighurerne. 

Læs mere her: Soleventyrets skyggeside: Dansk solenergi kan være bygget på kinesisk tvangsarbejde

Tvangsarbejde i Kinas solindustri 

Siden starten af 2021 har der været meldinger om tvangsarbejde gennem statsstyrede arbejdsprogrammer i den kinesiske solcelleindustri. 

Den første rapport om problemstillingen kom i januar 2021 fra det amerikanske konsulentbureau Horizon Advisory, og i maj 2021 kom så rapporten “In Broad Daylight- Uyghur Forced Labor and Global Solar Supply Chains” fra Sheffield Hallam Universitetet i England.

I sidstnævnte kan forskerholdet bag dokumentere, at hver eneste virksomhed i Xinjiang, der producerer materialer til solcelleindustrien, enten er involveret i arbejdsprogrammerne eller leverer til en virksomhed, der deltager i dem. 

Og disse producenter i provinsen leverer til nogle af verdens største producenter af solceller, herunder til de fem virksomheder, hvis solceller købes af danske forbrugere herhjemme. 

Laura Murphy, der er medforfatter på rapporten fra Sheffield Hallam Universitetet, fortæller, at der er stor risiko for, at de kinesiske solceller, som anvendes i Danmark, er produceret ved brug af arbejdsprogrammer. 

“Hvis de kinesiske leverandører, der leverer til Danmark, får materialer fra Xinjiang, så er solcellerne med hundrede procents sikkerhed lavet ved hjælp af tvangsarbejde. Hvis de også får materialer fra andre steder i Kina, kan du stadig ikke være sikker på, at de ikke stammer fra Xinjiang”, siger Laura Murphy, som er professor i menneskerettigheder og moderne slaveri ved samme universitet.

Forbindelserne:

Solcelleproducenten LONGi køber materialer til solceller fra to forskellige underleverandører i Xinjiang, som bruger de kinesiske arbejdsprogrammer.

I en mail skriver Longi, at virksomheden hverken tolererer tvangsarbejde eller andre krænkelser af menneskerettighederne. Longi skriver også, at virksomheden arbejder på en mere transparent forsyningskæde.

Longi svarer hverken på, om det er korrekt, at underleverandørerne gør brug af de kinesiske arbejdsprogrammer, eller om de anerkender, at programmerne involverer tvangsarbejde.

Kilde: “In Broad Daylight- Uyghur Forced Labor and Global Solar Supply Chains”

Trina Solar har tre underleverandører, som gør brug af arbejdsprogrammerne.

I en mail understreger Trina Solar, at de ikke tolererer brugen af tvangsarbejde. Virksomheden mener ikke, at det er dokumenteret, at der foregår tvangsarbejde i forbindelse med arbejdsprogrammerne i Xinjiang.

Dermed bestrider Trina Solar den påstand, som alle de forskere, Danwatch og TV2 har talt med i forbindelse med denne historie, gentager om arbejdsprogrammerne i Xinjiang. 

Kilde: “In Broad Daylight- Uyghur Forced Labor and Global Solar Supply Chains”

Ifølge “In Broad Daylight” har Jinko Solar selv gjort brug af de kinesiske arbejdsprogrammer på sine fabrikker. Derudover har Jinko Solar to underleverandører, som bruger arbejdsprogrammerne.

Jinko Solar er ikke vendt tilbage på vores henvendelse.

Kilde: “In Broad Daylight- Uyghur Forced Labor and Global Solar Supply Chains”

JA Solar har fire underleverandører, som gør brug af de kinesiske arbejdsprogrammer.

JA Solar har ikke svaret på vores henvendelser.

Kilde: “In Broad Daylight- Uyghur Forced Labor and Global Solar Supply Chains”

Risen Energy har fire underleverandører i Xinjiang, som bruger arbejdsprogrammer.

Risen Energy er ikke vendt tilbage på vores henvendelser.

Kilde: “In Broad Daylight- Uyghur Forced Labor and Global Solar Supply Chains”

Kinas jerngreb om Xinjiang 

Ifølge forskere og menneskerettighedsorganisationer foregår der en systematisk undertrykkelse af det muslimske folkeslag uighurerne i Xinjiang-provinsen. 

Mest central for Beijings hårde linje i Xinjiang har været oprettelsen af flere hundreder interneringslejre, hvor op mod en million mennesker har været indespærret. 

Utallige vidnesbyrd fra tidligere fanger kan berette om tortur, tvangssterilisering og indoktrinering til “det rette kinesiske sindelag”.

Læs Qalbinur Sidiks historie her: “Det er min pligt at fortælle omverdenen om, hvad der foregår i Xinjiang…”

Derudover er tusindvis af moskeer og religiøse symboler jævnet med jorden, mens den kinesiske regering overvåger indbyggerne i Xinjiang, blandt andet via en app i deres telefoner. 

Rune Steenberg, der er antropolog ved Palacky Universitet Olomouc i Tjekkiet og som i flere år har studeret uighurerne, beskriver situationen som ”direkte voldelig statsundertrykkelse”. 

“Den kinesiske regerings krænkelser af menneskerettighederne i Xinjiang går langt ud over det, jeg nogensinde har forestillet mig, jeg skulle være vidne til”, siger Rune Steenberg.

Læs Erbagyt Otarbais historie her: “Vi kunne se smerten i deres øjne”

Det kan du gøre 

Også de statsstyrede arbejdsprogrammer, som solcelleindustrien i Xinjiang er en del af, indgår i Kinas jerngreb om provinsen, forklarer flere forskere. 

“Folk har reelt ikke mulighed for at sige nej til tilbuddet om at deltage i arbejdsprogrammerne, og det er dét, vi forstår ved tvangsarbejde”, fortæller professor Laura Murphy med henvisning til Den Internationale Arbejdsorganisations (ILO) definition af tvangsarbejde. 

Hvis de alligevel afslår at være en del af programmerne, kan de risikere at ryge i en af de berygtede lejre.

I en rapport fra Nankai-Universitetet i Kina, som blev betalt af den kinesiske regering selv, fremgår det også, at arbejdsprogrammerne er designet til nedbryde uighurernes oprindelige kultur ved at få dem væk fra deres landsbyer.

Ifølge forskerne, er de fem solcelleproducenter, hvis solceller ender herhjemme i private solcelleanlæg, derfor også med til at understøtte undertrykkelsen af uighurerne, når de accepterer tvangsarbejde. 

Hvis man som solcellekunde gerne vil gøre noget, så opfordrer Laura Murphy til, at man er opmærksom på leverandørkæderne:

“Man kan bede om at købe solpaneler, som ikke har fået blotlagt en leverandørkæde, der går til Xinjiang”, siger Laura Murphy.

En Danwatch-undersøgelse

Soleventyrets skyggeside

Explainer

Play Video

Utallige gange er der blevet dokumenteret en systematisk undertrykkelse af det muslimske folkeslag uighurerne i Xinjiang-provinsen i Kina.

En del af undertrykkelsen sker gennem de statsstyrede arbejdsprogrammer, der forflytter uighurer fra deres hjem til store industrizoner. Fordi det er i praksis er umuligt at sige nej til programmerne, er der tale om tvangsarbejde.

Ifølge eksperter involverer arbejdsprogrammerne tvangsarbejde, fordi det i praksis er umuligt at sige nej til dem.

I 2021 kunne flere rapporter så dokumentere, at den kinesiske solcelleindustri også i stor stil får uighursk arbejdskraft gennem arbejdsprogrammerne i Xinjiang. Det sker i produktionen af de essentielle råmaterialer, der bruges i solceller.

Energiselskaberne Better Energy og European Energy, der står bag nogle af de største danske solcelleparker, får deres solceller fremstillet af kinesiske selskaber, der benytter sig af tvangsarbejde i provinsen.

De danske energiselskaber kan ikke garantere, at der ikke er uighursk tvangsarbejde bag deres solceller. Eksperter mener, at virksomhederne understøtter det kinesiske regimes undertrykkelse af uighurerne.

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifierchevron-down