Åbner i en ny fane
Landbrug19/11/2025

Eksperter: Sydamerikanske skove ryddes for at fodre danske svin

Hvert år importerer Danmark store mængder soja fra Sydamerika, der primært bruges til svine- og kvægfoder. Men danske virksomheder kan ikke være sikre på, at sojaen ikke er forbundet med skovrydning og krænkelser af lokales rettigheder, lyder det fra eksperter, der efterlyser handling fra branchen. Brancheaktører anerkender, at der skal gøres mere.
20250401 135441 7 4962x3308ma
En stor del af den soja, som Danmark importerer, bruges til at fodre svin, kvæg og kyllinger. Foto: Jacob Schultz/Jysk Fynske Medier/Ritzau Scanpix
Danwatch er et undersøgende medie. Vi afslører, hvordan danske virksomheder og andre magtfulde aktører påvirker mennesker, miljø og klima i verden. Vi dokumenterer brud på love, konventioner og etiske retningslinjer og viser konsekvenserne.

Der er stor risiko for, at Danmark medvirker til udryddelse af skov i Sydamerika, når danske virksomheder årligt importerer mellem 1,2 og 1,7 millioner ton soja til primært dyrefoder. Sådan lyder det fra eksperter, der peger på, at systemet der skulle beskytte mod skovrydning, miljøødelæggelse og brud på menneskerettigheder langt fra fungerer godt nok. De kalder industrien “ødelæggende”, “uigennemsigtig” og “en trussel mod biodiversitet og klima”. 

“De nuværende sojaordninger er en meget hurtig vej til at fortsætte Business as Usual. Det er blot pakket ind som noget, der er grønt over for forbrugerne. Men det er en vildledning. Sojakreditter og certificeringer beskytter først og fremmest virksomheders omdømme og fortsatte brug af naturødelæggende afgrøder – det beskytter ikke naturen”, siger Carsten Rahbek, der er professor i biodiversitet og leder af Center for Makroøkologi, Evolution og Klima ved Københavns Universitet. 

Han mener, at det danske forbrug af soja er problematisk. 

“Set i forhold til vores størrelse er Danmarks import af soja til animalsk produktion meget stor. Danmark er et lille land, men vi fylder uforholdsmæssigt meget i det globale sojaaftryk gennem vores husdyrproduktion. Ud fra et biodiversitetshensyn er det meget svært at forsvare at fortsætte som i dag”, siger han. 

Også den brasilianske professor og miljøhistoriker Sandro Dutra e Silva følger med stor bekymring udviklingen. Han har forsket i sojaproduktion og den brasilianske tropiske savanne Cerradoen i over tyve år, blandt andet som forsker ved Goiás State University og Harvard University.  

“Sojaproduktionen er et kæmpe problem og har fatale konsekvenser, og alle aktører, inklusive de danske, har et ansvar for, hvordan den påvirker ikke bare klima og miljø, men også menneskers liv og rettigheder. Hele miljøet og verdens klima er i fare på grund af landbrugets overproduktion”, siger han. 

For at få plads til sojaproduktionen i et land som Brasilien bliver store sammenhængende økosystemer som Amazonas og især Cerradoen ryddet, og når det sker, forsvinder levesteder for tusindvis af arter, og nogle af verdens mest unikke og artsrige økosystemer bliver fragmenteret eller helt ødelagt. Samtidig frigives store mængder kulstof fra jord og vegetation, og floder, grundvand og jord påvirkes af det store forbrug af pesticider og gødning. I Sydamerika er der ikke samme regulering som i Danmark og EU, og mange af de pesticider, der er ulovlige i EU, er udbredte i landbrugsindustrien i lande som Brasilien. Det har flere konsekvenser for lokale menneskers sundhed. Ifølge en undersøgelse fra sidste år har kvinder i den brasilianske delstat Paraná, der er domineret af landbrug med intensiv brug af pesticider, 41 procent højere risiko for brystkræft end gennemsnittet i Brasilien.

Sojaproduktionen i et land som Brasilien er de seneste årtier vokset markant. Brasilien er nu verdens største producent af soja, og i de første de første fem måneder af 2025 blev Brasilien den største eksportør af sojabønner med 51,53 millioner tons, en stigning på 4,93 % i forhold til samme periode i 2024. 25 ud af landets 27 stater dyrker sojabønner, og størstedelen af det bruges som foder til dyr. 

De senere år er der kommet mere fokus på at bevare Amazonas. Senest under det igangværende klimatopmøde, der afholdes ved porten til Amazonas-regnskoven i Brasilien. Men ifølge Sandro Dutra e Silva overser man Cerradoen, der er mindst lige så vigtig at beskytte. Området er i årtier kun blevet behandlet som en landbrugsressource og ikke som værdifuld natur og et biodiversitetshotspot, mener han. Det til trods for, at det lagrer store mængder kulstof, der er vigtigt for verdens klima, og området ligger på Sydamerikas vigtigste grundvandsmagasiner. 

“Du ofrer et sted for at beskytte et andet. Mange har slet ikke forstået, at det hele er forbundet. Floderne, der forsyner Amazonas, har rod i Cerradoen. Hvis det område bliver ryddet eller forurenet af pesticider, har det store konsekvenser. Hvis man skal bevare Cerradoens biodiversitet og hele økosystemet, er der behov for hurtig handling. Der er nødt til at være en aftale om nul omdannelse af oprindelig vegetation”, siger han. 

Mangler ordentlig sporbarhed

Ifølge Aske Skovmand Bosselmann, der er lektor og sektionsleder på Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på Københavns Universitet, er det vanskeligt fysisk at spore, hvor den danske sojaimport kommer fra. Det skyldes blandt andet, at forsyningskæden er lang og kompleks og består af flere aktører og opsamlingspunkter, hvor soja fra mange forskellige landbrug og områder bliver samlet. 

“Det er et grundlæggende problem, at der mangler sporbarhed og gennemsigtighed i forsyningskæderne. Det gør det kompliceret at få et overblik over, hvor sojaen kommer fra. Når man ikke har det overblik, har man som importør svært ved at vide, hvordan det er blevet produceret, og man har svært ved at stille krav, fordi handlen er koncentreret i nogle ganske få større virksomheder, som handler med tusindvis af farmere”, siger han. 

Han har for nylig udarbejdet en rapport, der viser, at dele af den soja, der bliver importeret til Danmark fra Sydamerika, kan stamme fra produktioner, hvor producenterne rydder skov eller anden natur for at udvide landbrugsjorden, hvilket har store konsekvenser for CO2-udledningen og biodiversiteten. Rapporten viser, at kun 6 procent af den certificerede soja, der importeres til Danmark, er fysisk sporbar. Resten er baseret på kreditsystemer eller massebalancemodeller, og det er ikke alene en garanti for, at den fysiske import af soja er fri for skovrydning eller omdannelse af naturlige økosystemer.

“Hvis man som dansk aktør ikke er til stede i landet selv, må man stole på de store handelshuse og håbe, at de har styr på det. Men der har desværre været historier, der har vist, at man ikke nødvendigvis kan have tillid til deres kontrol af underleverandører”, siger han. 

Den britiske organisation Earthsight offentliggjorde i september en rapport, der beskrev, hvordan certificerede landbrug var forbundet med ulovlig skovrydning, korruption og krænkelser af rettigheder i Brasiliens Cerrado.

Risiko for greenwashing

Selvom branchen de senere år har haft fokus på at bruge bæredygtig soja i dansk landbrug, er man langt fra i mål. Ifølge Verdensnaturfonden står det danske sojaforbrug for cirka 20 procent af den samlede udledning fra dansk landbrug, fordi det er tilknyttet udledninger fra afskovning og ødelæggelse af anden natur.

Hvad er:

  • Kreditter: Kreditter til soja er et system, hvor virksomheder køber kreditter for at kompensere for deres forbrug af konventionelt dyrket soja, der ikke er garanteret at være afskovningsfri. Den internationale organisation Round Table on Responsible Soy Association (RTRS) sælger kreditter til virksomheder, og én kredit svarer til et ton certificeret soja. I RTRS-systemet skal bønderne leve op til 108 kriterier for at blive certificeret. Den certificerede soja sælges gennem store handelshuse, og man ved ikke, hvor sojaen ender.
  • Mass balance: Her blandes certificeret soja med konventionel, og blandingen kan leveres til de kunder, der betaler for det. 
  • Segregeret: Her holder man produktionen af konventionel og certificeret soja adskilt, så kunden kan vælge 100 procent certificeret soja.

En af grundene til, at det er en udfordring at spore sojaen og sørge for, at den er produceret ansvarligt, er, at der er mange forskellige interesser og typer af ordninger for det certificerede soja. En stor del af certificeringerne ligger ifølge Aske Skovmand Bosselmann i hænderne på private selskaber, der ikke er særligt gennemsigtige. 

“Vi har ikke adgang til at vide, hvor meget de sælger, hvor det kommer fra, og hvordan der bliver inspiceret på farmene”, forklarer han. 

Professor Carsten Rahbek kalder sojaproduktionen for en af de største enkelttrusler mod biodiversiteten i Sydamerika, og som kontrollen og systemet er nu, gør danske virksomheder ikke nok for at sikre en bæredygtig sojaimport. 

“Mange virksomheder har flotte politikker og partnerskaber på papiret, men de tager ikke fat i de grundlæggende problemer. De to centrale udfordringer er den manglende fysiske sporbarhed og det meget høje forbrug af soja til animalsk produktion”, siger han. 

I 2019 stiftede Etisk Handel Danmark alliancen ‘Dansk Alliance for Ansvarlig Soja’ for at arbejde for ansvarlig handel og styrke en fælles indsats mod afskovning. Alliancen består af flere danske dagligvarebutikker, fødevareproducenter, organisationer og myndigheder. Carsten Rahbek er skeptisk over for indsatsen, fordi kreditter og mass balance stadig dominerer blandt virksomhederne i alliancen.

“Sojakreditter og certifikater fungerer i høj grad som et grønt aflad og ikke som en reel løsning. Risikoen for greenwashing er stor, når kommunikation og certifikater løber hurtigere end de faktiske ændringer i landskabet. Man køber sig grundlæggende til en fortælling om ansvarlig soja – ikke til dokumenterede forbedringer i landskabet. Rydning og konvertering af natur kan fortsætte andre steder, mens virksomhederne kan fortælle historien om ansvarlighed”, siger Carsten Rahbek. 

Miljøorganisationen Greenpeace mener, at den danske import af soja er nødt til helt at stoppe eller blive reduceret markant, hvis man for alvor skal ændre “den dystre udvikling for Sydamerikas natur og miljø”. 

“De danske aktører er med til at lægge pres på markedet og holde fast i en uholdbar stor efterspørgsel, fordi Danmark er det mest kødproducerende land i verden per indbygger, og størstedelen af soja går til at fodre svin og køer. Det er uproportionerede store mængder, og aktørerne i branchen er nødt til at tage ansvar for de konsekvenser, det har”, siger Christian Fromberg, der er kampagneleder for landbrug, natur og skov i Greenpeace. 

Der skal gøres mere

Hos Etisk Handel Danmark, der er stifter af ‘Dansk Alliance for Ansvarlig Soja’, anerkender man, at det har vist sig vanskeligt for den danske sektor at få adgang til større mængder fysisk sporbar soja, og at det kræver endnu mere arbejde. 

“Kreditter udgør derfor fortsat en stor del af handelen. Det viser behov for fortsat samarbejde om at skabe overgang til fysiske leverancer af sporbar og afskovningsfri soja. Det er et område, hvor vi ser bevægelse, men hvor mere skal gøres,” lyder det i et skriftligt svar fra presseafdelingen i Etisk Handel. 

“Danmark, ligesom resten af Europa, står stadig overfor store udfordringer på sojaområdet. Men vi oplever en stigende vilje til at finde løsninger i branchen, og den udvikling arbejder vi aktivt for at understøtte. Alliancen arbejder for at finde løsninger, så Alliancens virksomhedsmedlemmer kan dokumentere ansvarlig og afskovningsfri sojaforsyning”, lyder det videre. 

Arla, Landbrug og Fødevarer og brancheforeningen for korn og foderstofhandelen Dakofo oplyser i skriftlige svar til Danwatch, at man har en lang række aftaler i branchen, der stiller krav om, at soja til foder skal være certificeret og dermed ikke føre til rydning af skov og anden natur. 

“Vi har i 2025 netop nået et af vores delmål, som betyder, at hele den mængde soja den danske foderbranche efterspørger nu er produceret under ansvarlighedsprogrammer, som lever op til Den Europæiske Foderproducent Organisation FEFACs kriterier, og dermed er underlagt 3. partsverificering og produceret afskovningsfrit”, siger Claus Saabye Erichsen, direktør i DAKOFO, i et skriftlig svar til Danwatch. 

Hos Arla anerkender man, at der kan være udfordringer med sporbarheden. 

“Det er en fælles udfordring for globale fødevareproducenter, at problemer med sojas gennemsigtighed betyder, at vi ikke kan garantere 100 procent, at sojas fodaftryk er fri for at påvirke skove, miljøer og lokale rettigheder, og vi støtter kraftigt initiativer, der søger at forbedre forholdene på dette område,” lyder det i en skriftlig kommentar sendt fra Arlas presseafdeling. 

Landbrug og Fødevarer ser ikke for sig, at man kan reducere dansk sojaimport eller stoppe det. 

“Der findes i dag ikke et alternativ, der kan levere samme mængde, kvalitet og pris som soja, og derfor ser vi fortsat en import til Danmark. Den bedste måde at skabe forbedringer i producentlandene er ved at handle med dem og samtidig gå i dialog om ændringer – både nationalt og på EU-plan”, udtaler klimadirektør i Landbrug & Fødevarers klimadirektør, Niels Peter Nørring i et skriftlig svar.

Læs virksomhedernes reaktioner her

Hvordan sikrer I, at den soja, I køber, ikke er forbundet med skovrydning, miljøforurening og krænkelser af lokale rettigheder?

Arlas landmænd i Danmark betaler en præmie for kun at købe ikke-GMO-soja som et branchekrav, vi har på plads. Derudover har Arla en sojaaftale med DAKOFO, hvor soja med høj risikooprindelse skal være certificeret under en ordning, der opfylder FEFAC’s krav til sojaindkøb, herunder både skovrydning og omlægning, men også mange andre kriterier såsom forsvarlig vandudnyttelse, produktionspraksis, menneskerettigheder osv.).

Da al soja er ikke-GMO, er soja med høj risikooprindelse certificeret og fuldt adskilt fra blanding med anden soja, der er GMO- eller ikke-certificeret, hvilket betyder, at den opfylder Arlas strenge kriterier for fysisk skovrydning og omlægningsfrihed (se Arlas sojaindkøbspolitik). Arla har gennemført individuelle dialoger med nøgleleverandører i den danske foderstofsektor for at bekræfte indkøb, certificering og oprindelse af den ikke-GMO-soja. Derudover verificeres ikke-GMO-kravet på gårde eksternt. 

Kan I garantere, at jeres brug af soja ikke har konsekvenser for skove, miljøet og lokale rettigheder i lande som Brasilien?

Vores position i forsyningskæden betyder, at vi ikke køber soja direkte, men i stedet giver vi landmændene incitamenter til at købe soja af højere kvalitet med bedre sporbarhed. Det er dog en fælles udfordring for globale fødevareproducenter, at problemer med sojas gennemsigtighed betyder, at vi ikke kan garantere 100 %, at sojas fodaftryk er fri for at påvirke skove, miljøer og lokale rettigheder, og vi støtter kraftigt initiativer, der søger at forbedre forholdene på dette område. I stedet er vi med vores ikke-GMO-indkøbsstrategi i Danmark sikre på, at soja i kvægfoder i Danmark til Arla-landmænd i sidste ende ikke risikerer at bidrage til jordomlægning eller krænkelser af menneskerettighederne.

Hvordan reagerer I på kritikken af, at importen af ​​soja bør stoppes?

I Arlas incitamentsmodel giver vi landmændene incitamenter til at reducere soja som et alternativ til at købe DCF-soja. Arlas holdning er dog at fokusere på en afbalanceret tilgang, hvor vi skal overveje det samlede miljøaftryk af forskellige proteinkilder. Sojabønner er den mest effektive kilde til animalsk protein med hensyn til udbytte og arealanvendelse. Derfor skal vi, selvom vi opfordrer til udforskning af alternative proteinkilder, overveje lækageeffekten, idet disse afgrøder vil kræve mere jord for at dyrke de samme mængder.

Det betyder, at udfordringerne med soja er sporbarhedsproblemerne, som virksomheder står overfor fra sojaindustrien, kombineret med reguleringsusikkerhed fra igangværende EUDR-udsættelser. Dette gør det svært for velmenende virksomheder med de mest ambitiøse DCF-mål at gøre meningsfulde fremskridt.

Det anvendte kreditsystem er blevet kritiseret af flere aktører for ikke at være troværdigt og en uholdbar løsning, fordi det er uigennemsigtigt og ikke garanterer, at skovrydning undgås. Hvordan reagerer I på det?

“Arla anser ikke kreditter for at være stærke nok til at opfylde vores DCF-kriterier for soja. Arla køber dog RTRS-sojakreditter som en alternativ måde at støtte bæredygtig sojaproduktion i Brasilien, selvom disse ikke tæller med i nogen mål eller delmål”.

Landbrug & Fødevarers klimadirektør, Niels Peter Nørring.


“I Danmark har vi brancheaftaler, der kræver, at soja til foder er tredjepartscertificeret eller verificeret som afskovningsfri og følger FEFAC’s retningslinjer for ansvarlig soja. Det betyder, udover afskovningsfrihed, at miljølovgivning overholdes, og at lokale rettigheder respekteres. Derudover vil EU’s skovrydningsforordning sikre sporbarhed og segregering, når den træder i kraft.”

“Soja er en vigtig proteinkilde i husdyrfoder med en ideel aminosyresammensætning, der sikrer høj foderudnyttelse og dyrenes ernæringsmæssige behov. Der findes i dag ikke et alternativ, der kan levere samme mængde, kvalitet og pris som soja, og derfor ser vi fortsat en import til Danmark. Den bedste måde at skabe forbedringer i producentlandene er ved at handle med dem og samtidig gå i dialog om ændringer – både nationalt og på EU-plan.
I de lande, der producerer soja, er det et livsgrundlag for mange virksomheder og landmandsfamilier. Vi ønsker at påvirke markedet, sådan at sojaen produceres under ansvarlige forhold, og der ikke ryddes yderligere skov – tværtimod.”

”Indkøbere af soja og produkter, hvor soja indgår, kan købe RTRS-kreditter for på den måde at støtte producenter, der kan dokumentere en bæredygtig sojaproduktion. I Den Danske Sojaalliance samler virksomheder kreditkøb og har fået rådgivning fra WWF for at støtte producenter i områder med høj risiko for afskovning. På den måde bidrager køberne af kreditter til at bevare skov og fremme bæredygtig produktion netop dér, hvor udfordringerne er størst.”

“Landbrug & Fødevarer har fra starten støttet fælles EU-regler, der skal forhindre, at EU-import bidrager til global skovrydning. Vi bakker op om regler, der minimerer EU’s bidrag til afskovning, og samtidig arbejder vi for forenklinger, der gør forordningen praktisk gennemførlig – uden at svække formålet. Forenklinger er nødvendige for at sikre politisk opbakning og bevare lovgivningen.”

Claus Saabye Erichsen, direktør i DAKOFO, for: 

“Vi støtter helt op om hensigten med EUDR, og vi har gennem branchetiltag både i Danmark og vores europæiske engagement længe arbejdet på at dokumentere ansvarlig og afskovningsfri sojaproduktion. Alligevel opfordrer vi til en udskydelse af EUDR-forordningen i sin nuværende form, da det rent ud sagt er dårligt politisk håndværk. Det skyldes ikke mindst, at helt centrale elementer i reguleringen ikke er klar, selvom der kun er halvanden måned til den skal træde i kraft. Vi er derfor også helt enige med et flertal i EU’s miljø- og landbrugsministerråd, der peger på at EUDR-reguleringen skal udsættes”.

“Vi tager det meget alvorligt at sikre, at den soja vi efterspørger fra Danmark, er produceret ansvarligt. Den danske foderbranche har gennem mange år arbejdet fokuseret og med konkrete mål, og vi følger FEFACs soy sourcing guidelines og de 73 kriterier, som de har opstillet for sikre, at den soja, der handles, er produceret ansvarligt og afskovningsfrit. Vi har i 2025 netop nået et af vores delmål, som betyder, at hele den mængde soja den danske foderbranche efterspørger nu er produceret under ansvarlighedsprogrammer, som lever op til FEFACs kriterier, og dermed er underlagt 3. partsverificering og produceret afskovningsfrit”.

“Vi arbejder tæt sammen med de øvrige europæiske lande, hvor vi via én samlet stærk stemme kan sikre stærkest indflydelse omkring afskovningsfri sojaproduktion i de lande, hvor sojaen produceres. Vi tror på, at vi kan drive forandringer og gøre den største forskel gennem engagement. Vores princip er, at de sojaproducenter, som producerer ansvarligt skal honoreres. Vi engagerer os derfor også i områder, hvor der kan være risiko for afskovning, så vi stiller kravene om ansvarlig produktion direkte der”.

“Vi er midt i en omstillingsperiode for soja-handelen globalt, hvor både massebalanceprincippet og kreditter lige nu er de værktøjer, som værdikæderne og virksomhederne kan bruge. I vores arbejde fokuserer vi på at skabe de helt rigtige incitamenter for at øge handelen via massebalanceprincippet, som også bruges til handel med grøn strøm i Danmark. Her er strukturen mere gennemsigtig og fokus er på at dokumentere den faktiske produktion af certificeret soja i første led hos producenten”.

“Der er flere grunde til, at der er udfordringer med soja – herunder manglende afklaring om EUDR-implementeringen, konkurrerende standarder, som hver især ikke har fået en tilstrækkelig stor andel af markedet til at levere fysisk certificeret soja, og manglende gennemsigtighed i sojaens værdikæde. Omstilling af de globale handelskæder tager tid og investeringer. EU aftager pt. 8% af den globale sojaproduktion. Ud fra handelsdata ved vi, at. en meget lille del af EU’s sojaforsyning kommer fra områder med risiko for afskovning. Alliancen arbejder for at finde løsninger, så Alliancens virksomhedsmedlemmer kan dokumentere ansvarlig og afskovningsfri sojaforsyning”.

“Kreditter udgør derfor fortsat en stor del af handelen. Det viser behov for fortsat samarbejde om at skabe overgang til fysiske leverancer af sporbar og afskovningsfri soja. Det er et område, hvor vi ser bevægelse, men hvor mere skal gøres”.

Hvilke udfordringer støder I på?

“Der er mange forhold, der påvirker transitionen mod et mere ansvarligt forbrug og produktion af soja, som fx. told og handelskrig samt usikkerhed om EU-lovgivningen. Dertil kommer manglende viden om soja blandt fødevareproducenter og forbrugere. Danmark, ligesom resten af Europa, står stadig over for store udfordringer på sojaområdet. Men vi oplever en stigende vilje til at finde løsninger i branchen, og den udvikling arbejder vi aktivt for at understøtte.”

“I tråd med de internationale retningslinjer som FN’s Vejledende Principper for Menneskerettigheder og Erhvervsliv og OECD Guidelines for Multinational Enterprises, opfordrer vi alle vores medlemmer til at arbejde med en risikobaseret tilgang til due diligence for mennesker og miljø. Det betyder, at virksomhederne skal kortlægge risici og indvirkninger i deres værdikæder, iværksætte tiltag for at forebygge og afbøde negative påvirkninger samt løbende følge op og kommunikere om deres indsats”.

“Uanset tilgang, om det er via direkte handel, certificeringer, leverandørsamarbejder eller projekter i oprindelseslande, kan man aldrig garantere 100 %, at udfordringer og krænkelser ikke kan finde sted. Fokus er derfor på at opbygge en ledelsesforankret og robust due diligence-tilgang gennem hele værdikæden, og det er også fokus med EU’s skovrydningsforordning, EUDR.”

Tiltag fra EU på vej

På EU-niveau er man på vej med ny lovgivning – den såkaldte afskovningsforordning (EUDR) – der skal sikre, at varer såsom soja, der importeres af EU, ikke kommer fra områder, der er afskovet på ulovlig vis. 

Forsker Sandro Dutra e Silva er som udgangspunkt positiv over for initiativet, men ifølge ham er der ét stort problem. Store dele af Cerradoen i Brasilien, hvor størstedelen af sojaproduktionen finder sted, er slet ikke beskyttet i EU’s nye lov. 

“Det er en stor fejl, og sojaproduktionen fortsætter med at være en stor trussel mod Cerradoen i Brasilien”, siger han. 

EUDR har generelt været omdiskuteret og kritiseret af dele af branchen og højrefløjspolitikere i EU. Den skulle være implementeret for alle virksomheder i december i år, men nu er den blevet udskudt for de små og mikrovirksomheder og træder først i kraft ved udgangen af 2026. 

Aske Skovmand Bosselmann oplever, at branchen har en modvilje mod EUDR på trods af, at loven faktisk vil mindre end branchens egne standarder med undtagelse af sporbarheden. 

“Mange i branchen mener, at det bliver meget dyrere, og derfor kan det ikke lade sig gøre. Og man vil gerne beholde fleksibiliteten og styre de nuværende standarder. Og det er jo et problem, hvis vi gerne vil hen mod en ansvarlig produktion og sørge for, at den soja, som Danmark og resten af verden køber, bliver forvaltet ordentligt og ikke medfører afskovning og andre problemer”, siger han.

Gå ikke glip af den næste afsløring.
Få vores nyhedsbrev

Få ugens historier fra Danwatch direkte i din indbakke hver søndag.

Nedenfor kan du tilvælge vores månedlige tematiske nyhedsbreve.

Uanset hvor mange, du vælger, skriver vi højst til dig tre gange om ugen.