Et 220 meter langt tankskib sejlede 2. oktober ind i Københavns havn.
Klokken 18.22 lagde skibet til ved oliehavnen på Prøvestenen ved Amager og tømte sin last på omkring 184.000 tønder flybrændstof, svarende til knap 30 millioner liter.
Tankskibet lagde til ved det danske selskab Oiltanking Copenhagens store siloer på Amager.
Det viser et dataudtræk, som det internationale forskningsinstitut Centre for Research on Energy and Clean Air (CREA) har lavet til Danwatch.
Lasten kommer fra Vadinar i Indien og har en anslået værdi på 150 millioner kroner baseret på prisen for flybrændstof på tidspunktet.
På overfladen er flybrændstoffet indisk, men i virkeligheden er det købt af et russiskejet selskab, som raffinerer russisk olie, og hvis ejerskabsstruktur er konstrueret til lige akkurat at undvige EU og USA’s sanktioner.
Det russiskejede selskab er Nayara Energy, der styrer Indiens næststørste olieraffinaderi og den tilhørende oliehavn i den indiske by Vadinar. Tre fjerdedele af raffinaderiet er på russiske hænder – størstedelen direkte under den russiske stat.
Ved at importere russisk råolie til Indien og lave det til flybrændstof, kan de sælge det tilbage til Europa som et indisk produkt, der ikke er sanktioneret.
Men de virksomheder, som stadig køber flybrændstof fra raffinaderier som Nayara Energy, er med til at underminere sanktionernes hensigt om ikke at finansiere Ruslands krig i Ukraine, vurderer forsker og sanktionsekspert Kim B. Olsen fra German Council on Foreign Relations.
Han er ekspert i Europas brug af sanktioner og har en karriere bag sig som blandt andet udenrigsanalytiker hos Dansk Institut for Internationale Studier om netop sanktioner.
“Det er det europæiske mareridtsscenarie, at man kan lave en virksomhed i Indien, købe billig russisk olie og sælge det som flybrændstof til Europa. Især når det er den russiske stat, der er med til at gøre det”, siger han.
Selvom det er lovligt at købe flybrændstoffet fra Nayara Energy, så lader det sig kun gøre, fordi russerne udnytter et smuthul i sanktionerne, så de fortsat kan sælge deres olieprodukter til Europa. Og netop derfor har dem, der køber den slags produkter, et stort ansvar for at lave en grundig risikovurdering af dem, de handler med, mener Kim B. Olsen.
"Hvis en virksomhed handler med varer, hvor Rusland traditionelt har haft et stort marked, ligesom med olie, bør man undersøge ejerskabet. Både på grund af sanktionerne, men også for at vide, hvor pengene ender", siger han.
Hvordan de 30 millioner liter jetbrændstof med russisk oprindelse i oktober havnede i København er nemt at se. Men hvem, der har bestilt og betalt for brændstoffet, er endnu omgærdet af mystik.
Danwatch har forsøgt at finde et svar.
Da sanktionerne mod Rusland blev vedtaget af EU og G7-landene, var det for at stoppe invasionen af Ukraine ved at svække den russiske økonomi, der er meget afhængig af olieeksport.
Derfor lagde man et prisloft på olien og gjorde det forbudt at købe en lang række olie- og brændstofprodukter fra Rusland. Det strider derfor ifølge Kim B. Olsen med sanktionernes mål, hvis danske virksomheder har fundet en anden vej til at købe produkterne af den russiske stat på lovlig vis.
“EU har været ude flere gange og gøre opmærksom på, at det er et problem, at russisk olie sendes til Indien og bliver raffineret og solgt til Europa. Det er ikke intentionen med sanktionerne”, siger Kim B. Olsen.
Danwatch har spurgt 11 selskaber på Prøvestenen, som enten sælger, opbevarer eller bruger flybrændstof, om de har bestilt for 150 millioner kroner brændstof fra det russiskejede selskab.
Otte af dem afviser pure at have handlet med Nayara Energy – nogle slår endda fast, at de slet ikke importerer olieprodukter fra Indien, mens et enkelt selskab ikke er vendt tilbage på vores henvendelse.
Tilbage står SAS og BP, som hverken vil be- eller afkræfte, om de har noget med flybrændstoffet at gøre.
Oiltanking Copenhagen, som ifølge CREA tog imod lasten i København, ønsker ikke selv at oplyse, hvem køberen af flybrændstoffet er. Direktør Karl Henrik Dahl afviser at udtale sig om kundeforhold, men understreger, at Oiltanking Copenhagen ikke selv importerer eller ejer brændstof. De ejer blot siloer på Prøvestenen og udbyder lagerpladsen til andre virksomheder.
Deres kunder tæller dog nogle af de største danske og internationale selskaber, herunder SAS og BP.
SAS skriver i en kommentar, at de ikke har kendskab til importen af de mange liter flybrændstof. SAS importerer slet ikke brændstof til Prøvestenen selv, lyder det, men får det leveret af BP. De vil dog ikke svare på, om de har fået leveret flybrændstof fra Vadinar af BP, eller om de i øvrigt har pumpet brændstoffet i deres fly.
“Vi kan ikke kommentere på, hvem BP har leveret til. Det skal BP gøre. Desværre har vi ingen yderligere kommentarer ud over den, vi allerede har sendt”, skriver pressechef Alexandra Lindgren Kaokji.
Ifølge Danwatchs oplysninger er det muligt at undersøge, hvilket oprindelsesland brændstoffet i Oiltanking Copenhagens siloer har. Derfor burde det principielt kunne lade sig gøre for selskaberne på Prøvestenen at finde ud af, om netop deres flybrændstof er kommet fra Indien eller ej, uanset hvem leverandøren måtte være.
BP's engelske presseafdeling vil ikke kommentere på de 30 millioner liter flybrændstof, men bekræfter, at de handler med raffinaderier som det, Rusland styrer i Vadinar. BP vil dog hverken be- eller afkræfte, om de står bag den pågældende sending.
"BP køber raffinerede produkter på verdensplan, inklusive fra sådanne raffinaderier, i overensstemmelse med alle gældende love og regler", skriver selskabet i en mail.
Det er altså ikke muligt for Danwatch at få et konkret svar på det helt essentielle spørgsmål:
Hvem vil kendes ved købet af russisk flybrændstof for 150 millioner kroner?
Sanktionerne mod Ruslands olieeksport blev vedtaget for at minimere landets fortjeneste på deres produktion af olie og olieprodukter. Hensigten var ikke at stoppe eksporten, men at sørge for, at Rusland ikke kunne tjene for meget på det.
Derfor satte man et prisloft på produkterne. Men Rusland har tjent over 75 milliarder kroner mere, end hvad sanktionerne tillader, ifølge en analyse af Bloomberg.
Det rejser ifølge Kim B. Olsen flere spørgsmål om sanktionernes effekt, at det kan lade sig gøre.
“Det er en rigtig god sag til at vise, hvor hurtigt man kan komme til at finansiere den russiske krigsmaskine. Man bliver ved med at købe russiske produkter, også selvom man måske ikke havde regnet med det”, siger han.
Cirka halvdelen af Nayara Energy ejes af den russiske stat gennem olieselskabet Rosneft og cirka 25 procent af en kapitalfond, som er blevet stiftet af en russisk milliardær og oligark, der har forbindelse til Rosneft.
Der mangler altså “lys i lokalet”, lyder det fra Kim B. Olsen, hvis europæiske virksomheder med den ene side tager et standpunkt for Ukraine, men på den anden er med til at finansiere krigen ved at købe brændstof af et russiskejet raffinaderi.
“Der er ikke transparens. Selvom det er lovligt, så er spørgsmålet jo, om det er moralsk rigtigt. Det er i sidste ende op til forbrugerne. Derfor er det vigtigt, at der er gennemsigtighed”, siger Kim B. Olsen.
Blandt andet har SAS tidligere fordømt russernes krig i Ukraine og selv fjernet produkter fra Mondelez og PepsiCo fra sine fly, fordi de anklages af Ukraine for at sponsorere Ruslands invasion.
Data fra CREA viser, at cirka halvdelen af alt olie, som Nayara Energy importerer, kommer fra Rusland.
Danwatch har fulgt flere skibes sejladser til og fra oliehavnen i Vadinar på MarineTraffic. Dem har vi sat op mod data fra den internationale maritime datavirksomhed Lloyd’s List Intelligence over den russiske skyggeflåde, som bliver brugt til at omgå sanktionerne.
Det viser, at skyggeflåden er storleverandør af olie til Nayara Energys havneanlæg i Vadinar.
Eksperter fra Lloyd’s List Intelligence og Verdensbanken mener, at skyggeflåden er en af hovedårsagerne til, at Rusland kan omgå Vestens sanktioner mod russisk olieeksport. Verdensbanken har blandt andet kaldt prisloftet for nærmest umuligt at opretholde.
Store dele af raffinaderiets råolie til produktion af flybrændstof er altså med høj sandsynlighed handlet for dyrt og er dermed forbudt efter USA og EU’s sanktioner.
Konsekvensen er, at Rusland kan sælge deres olie til en langt højere pris. Sanktionerne har sat et prisloft over russisk råolie på 60 dollars per tønde, men gennemsnitsprisen på Ruslands råolie er alligevel ofte langt højere, fordi prisloftet ikke overholdes.
På den måde tjener Rusland flere penge til statskassen og dermed til finansieringen af netop den krig i Ukraine, som var årsagen til, at sanktionerne blev vedtaget i første omgang.
Der er også eksempler på leverancer til Vadinar fra selskaber, som ifølge USA’s myndigheder bryder sanktionerne.
For eksempel tankskibet NS Consul, der mandag 27. november sejlede forbi Skagen med retning mod Indien og Vadinar. Det ejes af rederiet Oil Tankers SCF Management i Dubai. SCF står i denne sammenhæng for Sovcomflot, som er Ruslands statsejede rederi.
Flere skibe fra Oil Tankers SCF blev i november anklaget for at handle med sanktioneret olie af USA’s myndigheder, skriver Reuters.
Det gør kun sagen mere alvorlig, at Nayara Energys leverandører anklages for sanktionsbrud, mener Kim B. Olsen.
“Det udfordrer i hvert fald hensigten med sanktionerne væsentligt. Der er altid huller i sanktioner på grund af komplekse markeder og svære juridiske spørgsmål, men når de udnyttes sådan her, underminerer man sanktionernes formål,” siger han.
Tilbage står vi stadig uden svar på spørgsmålet om, hvem der har købt for omkring 150 millioner kroners flybrændstof fra et selskab, som er under Ruslands kontrol. Et køb, som ingen har haft lyst til at tage ansvar for.
Indiske Nayara Energy blev i 2016 solgt til en gruppe udenlandske investorer. Handlen udgjorde ifølge Reuters det hidtil største udenlandske opkøb i Indien og samtidig den største investering, som Rusland nogensinde havde foretaget sig i udlandet.
Både Vladimir Putin og Indiens premierminister Narendra Modi var til stede, da aftalen endelig kom i hus i oktober 2016.
Salget var nøjsomt skruet sådan sammen, at Rosnefts ejerskab af Nayara lige akkurat ikke ville overstige de 50 procent, der ellers ville underlægge Nayara Vestens sanktioner.
De resterende ejerandele blev i stedet opkøbt af et konsortium af russiske og europæiske investorer under det Cypern-baserede holdingselskab Kesani Enterprises Company Limited.
Det er en ejerskabsstruktur, som giver mening efter Ruslands strategi om ikke at lade sig kue af Vestens sanktioner. En strategi, der begyndte efter russernes annektering af den ukrainske Krim-halvø for knap et årti siden.
“Rusland har siden 2014 forberedt sig meget på, at de skal kunne omgå og modvirke vestlige sanktioner. At det står i vedtægterne udpensler bare, at det er derfor, de gør det”, siger Kim B. Olsen.
Den russiske stat var også dybt involveret i holdingselskabets opkøb.
For ifølge en meddelelse til de indiske børsmyndigheder fra 2021 kom pengene til Kesani-konsortiets andel fra et enormt lån hos den russiske statsejede VTB Bank, der ligesom Rosneft er underlagt sanktioner i både EU og USA.
Som sikkerhed for lånet på op mod 25 milliarder kroner har konsortiet stillet alle dets aktier i Nayara Energy.
En af hovedinvestorerne i Kesani er den russiske oligark og milliardær Ilya Sherbocivh, der gennem sit investeringsselskab United Capital Partners ejer cirka 25 procent af Nayara.
Med en fortid som bestyrelsesmedlem i flere af Ruslands største banker og olieselskaber – herunder Rosneft – har Sherbovich længe befundet sig tæt på den russiske politiske elite.
Mens han ikke selv er sanktioneret i hverken USA eller EU, udpeges han af de ukrainske myndigheder som en nær ven af Kreml, der personligt koordinerer alle større transaktioner med en fra Putins inderkreds, Igor Sechin, som i dag er chef for Rosneft.
Selv har Sherbovich tidligere fortalt, at han regelmæssigt – omend ikke så ofte som tidligere – er i kontakt med Sechin i forbindelse med deres fælles projekter. Han ejer desuden personligt aktier i Rosneft.
Ifølge ejerskabsaftalen har Rosneft, og dermed den russiske stat, forhåndsret til at byde på leverancen af råolie til Nayaras raffinaderi ved Vadinar. Og skulle Nayara modtage et bedre bud, har Rosneft ret til at matche prisen, hvorefter Nayara er forpligtet til at indgå kontrakt med Rosneft.
Selvom det stadig er lovligt at handle med Nayara Energy på trods af ejerskabsstrukturen, så bør virksomhederne være klar over, at det også skyldes, at det kan være for kompliceret at gøre det ulovligt.
For lande som Indien har en helt anden analyse af krigen i Ukraine, og derfor kan Rusland gemme sig bag, at inderne er en vestlig partner, som dog ikke følger Vestens sanktioner, mener Kim B. Olsen.
“Det er et politisk dilemma. Det kan sagtens være, at man prøver at lægge pres på inderne. Men presset er begrænset, når sanktionsomgåelse foregår i økonomisk magtfulde lande, som Vesten gerne vil have et godt forhold til”, siger han.
Mathias Glistrup
