Del af en undersøgelse
Denne artikel er en del af undersøgelsen De lever og dør af bananerne
En Danwatch-undersøgelse
“Man kan sagtens blive syg af pesticider og tage skade, hvis man udsættes for det over tid. Alle pesticider er giftstoffer, og derfor er der al den her regulering.”
Pesticider i Ecuadors bananproduktion
Danwatch har fået en liste over de 26 mest almindeligt brugte pesticider i Ecuadors bananprovinser.
Listen er en samkøring af data fra landbrugsministeriet i Ecuador med en liste over pesticider fra Pesticide Action Network.
Se listen her
Data er efterfølgende bearbejdet af miljøingeniør Alexander Naranjo.
Eksperter siger, at disse pesticider anvendes generelt i Ecuadors bananproduktion. Vi har bedt danske eksperter vurdere pesticidernes farlighed.
Læs mere
Det er fotos af en ung mand i en gennemvædet t-shirt, der med sine bare hænder påfører, hvad der ligner kemikalier ved et samlebånd med bananer, som har skabt handling hos flere aktører i banan-industrien.
Den unge mand har nemlig intet sikkerhedsudstyr på.
De omtalte fotos er en del af Danwatch undersøgelsen, De lever og dør af vores bananer, der udkom 15. december. Undersøgelsen dokumenterer brug af livsfarlige pesticider på Ecuadors bananplantager, der gør arbejdere og lokalbefolkningen alvorligt syge.
Danwatch har interviewet 34 bananarbejdere, piloter, pårørende til syge og afdøde af giftskader, og vi har forelagt vores dokumentation og fotos for eksperter i pesticider samt læger, der kender til giftskaderne i Ecuador.
Paradokset er til at få øje på. Chiquita markedsfører deres bananer som bæredygtige, og de oplyser, at deres bananplantager er certificerede med mærker som Global Gap, SA8000 og Rainforest Alliance, og Chiquita “opfordrer kraftigt deres leverandører til at efterleve disse principper”, skriver Global Marketing Manager i Chiquita, Laura Leskinen.
Certificeringerne betyder, at der er skærpede krav til typer af pesticider, og hvordan man håndterer dem, herunder sikkerhedsudstyr.
Manglende sikkerhed er “meget alvorligt”
Vi har også vist billederne til Senior Manager i Rainforest Alliance Conrado A. Guinea Díaz, der mener, at disse fotos “godt kunne være et problem”:
“Hvis det er skadeligt, så bør arbejderen være iført handsker, beskyttelse på kroppen og en maske”, siger Diaz til Danwatch.
“Hvis arbejderen er i gang med at påføre et svampemiddel, som man nogle gange gør i den sidste fase, så er det ikke nødvendigvis farligt. Men normalt foregår det her i kamre, hvor den eneste berøring arbejderen har med bananerne er at lægge dem i kasser, og det foregår iført handsker”, vurderer Díaz, der på baggrund af billederne har kontaktet Chiquita.
Hos Chiquita oplyser Global Marketing Manager, Laura Leskinen, at man tager billederne “meget alvorligt”:
På billederne fremgår nemlig også papkasser og klistermærker med Chiquitas velkendte logo, og manglende sikkerhedsudstyr er brud på Chiquitas politik og lovgivning i Ecuador, forklarer Leskinen:
“Vi arbejder hele tiden på at garantere, at alle plantager følger sikkerhedsprocedurer, og at vores samarbejdspartnere arbejder i overensstemmelse med vores krav. Billederne fra Danwatch er bekymrende, og vi tager det her meget alvorligt”, oplyser Leskinen og fortsætter:
“Danwatch har identificeret en Chiquita leverandør, hvor der forekommer afvigelser fra Chiquita standarder og lovgivning i Ecuador med hensyn til arbejdernes sikkerhed. Arbejdernes sikkerhed er højeste prioritet for os, og baseret på disse fotos iværksætter Chiquita en intern undersøgelse for at forebygge lignende situationer i fremtiden”
Laura Leskinen konkluderer sin mail med, at sikkerheden i øvrigt er i orden på de øvrige af Chiquitas certificerede plantager:
“Chiquita er overbevist om, at bananer, der leveres til Norden fra plantager, der er certificerede efter Global Gap og Rainforest Alliance standarder, produceres i overensstemmelse med fødevaresikkerhed, sociale og miljømæssige standarder”.