23. februar 2023
Danwatch anbefaler

Klimasabotage, kampen for Taiwan og protester i Beirut. Her er hvad, du skal se til filmfestivalen Docs and Talks

Lige nu kan du se en række aktuelle dokumentarer og få globalt perspektiv på verden, når Docs and Talks løber af stablen for sjette gang. Vi har kigget på weekendens program.

Instruktør Chun-hsiu undersøger i dokumentarfilmen Remember Me, hvordan taiwaneserne oplever at være midt i en geopolitisk konflikt med Kina. Foto: Remember Me, PR

Må man begå sabotage i klimaets navn? Hvordan opleves det tilspidsede forhold mellem Taiwan og Kina indefra? Og hvordan har tre kvinders film, musik og journalistik været med til at forme fortællingen om protesterne mod Libanons korrupte politiske elite?

I weekenden kan du få svar på de spørgsmål, når Dansk Institut for Internationale Studier (DIIS) sammen med Cinemateket i København afholder deres årlige minifestival med dokumentarfilm og talks under navnet Docs & Talks Film- og forskningsdage

Her kan du se udvalgte dokumentarer og efterfølgende få perspektiv og baggrund på tidens udenrigs- og sikkerhedspolitiske emner af en række forskere fra DIIS.

Danwatch giver dig her en lille oversigt.

‘How to blow up a pipeline’

Mens skovbrande, storme, tørker og oversvømmelser raser over hele verden, stiger frustrationen hos dele af verdens befolkning. Som alle andre kan de se, at verden er ved at brænde sammen, men de politiske beslutninger, der skal redde klimaet fra den totale katastrofe, udebliver. 

Med andre ord: Er det på tide, at vi tager andre, mere kontroversielle midler i brug i klimaets navn? Det er spørgsmålet, som dokumentaren “How to Blow Up a Pipeline” stiller. 

I klassisk “kup-stil” følger man en gruppe unge økoaktivister fra hele USA, der beslutter sig for at sprænge en rørledning i Texas i luften for at trænge igennem til de magthavere, der indtil nu har været tavse. 

Dokumentaren er baseret på den svenske forsker Andreas Malms politiske manifest af samme navn og instrueret af den amerikanske filminstruktør Daniel Goldhaber.

Efter visningen er der arrangeret en særlig Q&A med Daniel Goldhaber. 

Arrangementet foregår torsdag den 23. februar kl. 21.45 

‘Beirut: Eye of the storm’

Den 17. oktober 2019 og de efterfølgende dage gik mere end en million libanesere på gaden i oprør over den strukturelle korruption, der i så mange år har været en gennemgående del af Libanons regeringsførelse. 

Anledningen til protesterne virkede som en lille ting – regeringen havde besluttet at beskatte mobiltelefonernes WhatsApp-net med, hvad der svarer til én dansk krone pr. opkald – men det antændte en gnist under en ulmende  utilfredshed over landets evige deroute: en kollapset samfundsøkonomi og et land i forfald. 

I dokumentarfilmen ‘BEIRUT: EYE OF THE STORM’ oplever man den opstand gennem fire kvinder, der alle var aktive ved protesternes frontlinjer. 

Man ser, hvordan sangskriverne Noel og Michelle Keserwany gennem satiriske tekster og videoer reflekterer over protesterne i Beirut, man følger irakisk-fødte Lujain Jo, der som kamerakvinde filmede oprøret helt fra deres begyndelse, og man møder den unge journaliststuderende Hanine Rehab, som giver indsigt i baggrunden for libanesernes utilfredshed.

Instruktøren bag er Mai Masri.

Seniorforsker ved DIIS Lars Erslev Andersen og lektor ved Aalborg Universitet Tamirace Fakhoury deltog begge i demonstrationerne i Beirut og vil efter filmen introducere og diskutere Libanons fremtid. 

Arrangementet foregår lørdag den 25. februar kl. 13:30 

‘Remember me’ 

Spændingerne mellem Kina og Taiwan tager til. Senest sagde Kinas præsident, Xi Jinping, i sin åbningstale til den 20. partikongres i Beijing, at “historiens tandhjul bevæger sig i retningen mod national genforening (med Taiwan, red.) og national genopblomstring. Den fuldstændige genforening med moderlandet må opnås, og den kan opnås”. 

Men hvordan oplever taiwaneserne det selv? At være midt i en konflikt, der potentielt kan udløse en krig i stil med den, vi ser i Ukraine? 

Instruktør Chun-hsiu undersøger det spørgsmål ved at følge livets gang på den Taiwan-kontrollerede Kinmen-ø, der ligger 10 kilometer ud fra den kinesiske kyst i dokumentarfilmen “Remember me”

Kinmen har siden 1949 været Taiwans militære forpost mod Kina og fremstår i dag som et billede på, hvordan fortiden, nutiden og fremtiden for Taiwan er vævet ind i Kinas storhedsdrømme om et forenet Kina. 

Andreas Bøje Forsby er seniorforsker ved DIIS, hvor han forsker i Kinas opstigning på den internationale scene med særlig fokus på Kinas udenrigs- og sikkerhedspolitik. Han vil efterfølgende introducere og diskutere forholdet mellem Kina og Taiwan. 

Arrangementet foregår lørdag den 25. februar kl. 16:30 

Flere artikler om

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-downchevron-leftchevron-right