26. okt '11Fødevarer

Millioner liter gift for æg og bacon

Hvert år pumpes flere hundrede millioner liter sprøjtegift ud over sojamarker i Argentina for at sikre, at du kan få æg, bacon, mælk og koteletter. Sprøjtegiften er mistænkt for at stå bag en stigning i antallet af aborter, misdannelser, kræfttilfælde og andre livstruende sygdomme i Argentina. Dansk landbrug importerer hvert år argentinsk soja for milliarder til dyrefoder.

Millioner Liter Gift For Aeg Og Bacon1
Den største danske importør af soja, DLG, er ejet af de danske landmænd. Og herfra køber landmændene en stor del af den soja, der giver protein til det dyrefoder, de skal bruge for at kunne levere mælk, svinekød og æg til Arla, Danish Crown og DanÆg.

I 2010 importerede Danmark over 1 million tons soja fra Argentina til en samlet værdi på 2,3 milliarder kroner. Det er over 70 procent af vores samlede import af soja til foder.

I Argentina er næsten al soja Roundup Ready. Det vil sige, at planterne ved hjælp af genmodificering er gjort resistente overfor ukrudtsmidlet Roundup. Men også ukrudtet er begyndt at blive resistent, og det har medført en voldsom stigning i brugen af Roundup. På lidt over et årti er mængden blevet 14 gange større, mens udbyttet af produktionen kun er femdoblet.

[INSERT_ELEMENTOR id=”8121″]

Sprøjtegifte forbindes med misdannelser

Aurelio er 16 år og går i skole i Argentinas fattigste provins Chaco – ét af de steder, hvor leverandører til dansk landbrug opkøber soja. Aurelios skole ligger som en lille ø i et endeløst hav af genmodificerede sojamarker. Med jævne mellemrum overflyves skolens grund med sprøjtefly.

“Diagnoserne leukemi, kræft, svulster og tilfælde af misdannelser og spontane aborter er steget betydeligt i de sidste år i disse samfund”, fremgår det af en undersøgelse fra myndighederne i Chaco i 2010.

 

Økologiske husdyr må ikke få GMO-foder og får derfor ikke soja fra Argentina i deres foder.

Undersøgelsen peger konkret på, at antallet af børn, der fødes med misdannelser, er firedoblet på 10 år.

Sprøjtning af soja og ris med blandt andet glyphosat er steget parallelt med de skader, der ses på børn i provinsen, fremgår det også af undersøgelsen.

Det nævnes, at sygdommene også kan skyldes andet end sprøjtegifte. Det er dog ikke det eneste studie, der peger på en mulig sammenhæng:

Et videnskabeligt studie fra Paraguay har fundet lignende skader på fostre hos kvinder udsat for glyphosat-baserede pesticider i deres graviditet.

Og et videnskabeligt studie fra universitet i Buenos Aires fra 2010 finder tilsvarende fosterskader hos frøer og kyllinger udsat for glyphosat – endda i lavere koncentrationer end normal dosering.

En yderligere udfordring, som myndighederne i Chaco peger på, er, at det ikke kun er glyphosat, der sprøjtes ud over markerne. Der tilsættes også andre og farligere kemikalier:

“Den anvendte glyphosat indeholder andre stoffer, der er lige så giftige (nogle gange endda mere giftige) end glyphosat, og når de sprøjtes sammen, udløses den giftige effekt”, fremgår det af undersøgelsen fra Chaco.

Lokale fagfolk slår alarm

I Argentina påpeger fagfolk de negative konsekvenser ved landbrugets håndtering af sprøjtegifte.

“Vi er meget bekymrede over anvendelsen af sprøjtemidler, fordi vi længe har konstateret genetiske misdannelser hos børn, født af kvinder, som har været i kontakt med sprøjtemidler,” siger biokemiker Horacio Lucero. Han er forsker og chef for Laboratoriet for molekulær biologi på Det Nordvestlige Nationale Universitet i Chaco.

Claudia Nigro, Veterinærprofessor ved Universidad Nacional de Rosario i Argentina, frygter de langsigtede konsekvenser:

“Man har mistet kontrollen over de teknologiske redskaber (sprøjtemidlerne red.) og har gjort Argentina til et laboratorium under åben himmel. Befolkningen i Argentina og Chaco er blevet de multinationale virksomheders forsøgskaniner, uden vi har givet vores samtykke. Vi kender ikke konsekvenserne på sigt.”

Direktør for Argentinske Miljøadvokater, Mariano Aguliar, påpeger, at lovgivningen omkring sprøjtemidler i Argentina er på plads. Problemer er, at den ikke overholdes i praksis.

Ukendt problem hos Dansk Landbrug

DanWatch har spurgt DLG, Arla, Danish Crown og DanÆg om de kender til de sundhedsrisici, som glyphhosat mistænkes at medføre i Argentina. Ingen af de virksomheder, vi har snakket med, har kendt til den konkrete problematik. Læs deres kommentarer til historien her.