27. september 2019

Minister: “Jeg vil lægge pres på, at få det her svineri stoppet”

Danmark skal være dagsordensættende i Europa for ambitiøse tiltag, der garanterer at soja bliver produceret ansvarligt, sagde Fødevareminister Mogens Jensen (S) på et samråd i Folketinget i går. Ministeren var kaldt i samråd på baggrund af en Danwatch-undersøgelse.

Fødevareminister Mogens Jensen (S) vil arbejde for at de værste sprøjtegifte i den argentinske sojaproduktion bliver forbudt, og at EU fremover sætter grænseværdier for pesticidrester i importeret sojafoder. Socialdemokratiet

Danmark skal presse på for at forbyde kræftfremkaldende pesticider på argentinske sojamarker, og soja skal fremover produceres ansvarligt.

Det var ordene fra fødevareminister, Mogens Jensen (S) ved et samråd i Folketingets Udenrigsudvalg i går, 26. september. Emnet var dansk import af soja, og baggrunden for samrådet var Danwatch’s undersøgelse Sojaens Syge Slagside, der i april i år afslørede, hvordan Danmark med en import på over 1,6 millioner tons soja om året bidrager til Argentinas sojaindustri, der spreder en stadig stigende mængde pesticider i landet med kræftsyge argentinere og misdannede børn som konsekvens. [Citat1]

“Produktionsforhold, som dem vi har set omtalt i pressen er dybt uacceptable, og det er helt rigtigt, at befolkningen i andre lande ikke skal sætte deres helbred på spil, blot for at vi kan købe deres varer”, sagde Mogens Jensen.

“Jeg vil lægge mig i selen for at sikre, at vi importerer bæredygtigt soja til Danmark, og jeg vil gøre, hvad jeg kan for at presse på i EU og igennem Stockholmkonventionen, så vi kan få det her svineri stoppet”, sagde ministeren.

Stockholm-konventionen er en global konvention, der forbyder brug af de mest sundhedsskadelige sprøjtegifte.

De værste sprøjtegifte skal forbydes

Sojaen er attraktiv for landbruget, fordi det er den mest proteinholdige afgrøde pr. hektar, og fordi den er billig. I Sydamerika har afgrøden desuden optimale vækstbetingelser, og i Sydamerika er det er tilladt at sprøjte med pesticider som er forbudte i Danmark. På den måde er virkningen også det kraftigere – både for sojaplanterne og for mennesker.

Det var Christian Juhl (EL), der havde kaldt fødevareministeren i samråd, og Christian Juhl (EL) bad ministeren skitsere, hvad han vil gøre fremover for at Danmark ikke understøtter en produktion, der er skadelig for en stor del af den argentinske befolknings sundhed.

Ministeren lovede at arbejde for, at de værste sprøjtegifte i den argentinske sojaproduktion bliver forbudt under Stockholmkonventionen. Det er de ikke i dag.

Pres gennem EU

Derudover vil han kræve, at EU sætter grænseværdier for pesticidrester i importeret foder, som netop sojakager, og så skal der udvikles bæredygtige protein-alternativer i Danmark fra eksempelvis græs, så man kan erstatte noget af sojaimporten med alternativer.

Hvad angår importeret soja, skal virksomheder og brancheorganisationer løbende opfordres til at købe certificeret soja.

En afgørende del af arbejdet er netop et større pres på virksomhederne, som han mener bærer et moralsk medansvar.

“Regeringen arbejder for en langt mere bæredygtig produktion. Og vi vil se på, hvordan man kan fremme det her mest muligt. Vi er langt fra i mål, men som jeg nu har skitseret, så arbejder vi nu på mange niveauer for at hæve indsatsen”, sagde fødevareministeren.

Vil skele til Sverige

Danmark importerer primært soja fra Argentina for at fodre danske grise, kyllinger og kvæg og er en mindre spiller internationalt set. Derfor er vejen frem at lægge pres på EU ved at koble EU’s frihandelsaftaler sammen med bæredygtighedsforpligtelser.

“Vi er en lille spiller på det her marked. Det er på ingen måder et argument for, at man kan fralægge sig ansvar, men det er et argument for, at vi samarbejder i EU om at fremme en mere bæredygtig sojaproduktion. For EU er en stor spiller, når det kommer til import”.

Christian Juhl opfordrede desuden ministeren til at tage en tur til Sverige, som siden 2015 har krævet, at al sojaimport er bæredygtigt eller økologisk.

“Jeg tager gerne imod opfordringen til at undersøge, hvad Sverige har gjort. Det har jeg ikke som sådan haft lejlighed til at fordybe mig i i forbindelse med det her, men det vil jeg gøre efterfølgende”, sagde fødevareminister Mogens Jensen (S).

Flere artikler fra undersøgelsen:

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-downchevron-leftchevron-right