Særligt Landbrug & Fødevarer og Danish Crown stod ifølge en række kilder Danwatch har talt med bag, at danske importører i 2014 ikke blev enige om en aftale for bæredygtig import af soja.
“Danish Crown stak en kæp i hjulet” og “Landbrug & Fødevarer (L&F) var skråt imod, at der blev fundet en løsning”.
Sådan lyder en del af kritikken fra iagttagere, der sad med til det mest vidtgående forsøg nogensinde på at gøre dansk sojaimport bæredygtig.
I 2013 inviterede NaturErhvervsstyrelsen på Fødevareministeriets opfordring virksomheder, brancheorganisationer, detailhandlen, NGO’er og Udenrigsministeriet i Danmark til at deltage i en arbejdsgruppe, der havde til formål at blive enige om en bæredygtig løsning for import af soja til Danmark. Den arbejdsgruppe blev til tre møder i februar og marts 2014.
Men landbrugssektoren satte en kæp i hjulet og ønskede aldrig at forhandlingerne blev til noget, fortæller iagttagere og flere, der deltog i møderne til Danwatch. Det står også at læse i mødereferater, Danwatch har fået aktindsigt i. Heraf fremgår det tydeligt, at målet ellers var at blive enige inden 1. april 2014.
Særligt Danish Crown bliver af flere kilder over for Danwatch fremhævet som dem, der trak i trådene, og dermed var hovedårsagen bag, at det kuldsejlede.
RTRS står for Round Table of Responsible Soy og er en bevægelse dannet i Schweiz i 2006.
Roundtable of responsible soy var målsætningen for arbejdsgruppemøderne.
Det vil sige, at dansk import af soja fremover skulle være “RTRS-certificeret eller tilsvarende,” fremgår det af aktindsigten.
RTRS står for Round Table of Responsible Soy, der stiller en række krav til til producenterne om blandt andet pesticidforbrug.
Certificeringen sikrer også, at leverandørerne bliver kontrolleret for, om de overholder ordningen.
Der er i alt syv danske medlemmer:
RTRS-krav fordeler sig på fem temaer:
Der findes ifølge Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på Københavns Universitet i alt 1,23 millioner hektar RTRS-sojamarker.
Heraf ligger 1 million i Brasilien og kun 0,14 millioner hektar i Argentina, svarende til 140.000 hektar.
Ca. 87 pct. af RTRS-certificeret soja bliver altså produceret i Brasilien.
“Danish Crown har enorm magt. De var de mest genstridige og toneangivende. Det var mit klare indtryk, at det var Danish Crown, der var drivkraften bag modstanden”, siger John Nordbo til Danwatch.
Han sad dengang med til møderne som klima- og miljøchef for Verdensnaturfonden, som allerede havde arbejdet intenst på at få flere til at tage imod såkaldt Round Table of Responsible Soy (RTRS)-certificering i Danmark.
Han bliver bakket op af Thyge Nygaard, landbrugspolitisk medarbejder hos Danmarks Naturfredningsforening, der også sad med til møderne.
“L&F, Danish Crown og Dansk Landbrugs Grovvareselskab (DLG) havde tydeligt lavet et lobbyarbejde for, at der ikke skulle komme nogen løsning. Det kan ikke være kommet fra anden side”, siger han.
Forløbet står overfor, at det, der ikke kunne lade sig gøre i Danmark, fint kunne lade sig gøre i Sverige i samme periode. Her lykkedes det samme år, i 2014, at lande en bred aftale, hvor landbrugssektoren blev enige om fremover at købe bæredygtig soja.
Hele den del vender vi tilbage til. Først er det afgørende at forstå, hvad møderne handlede om, og hvad der gik forud.
Danwatch offentliggjorde i 2011 en rapport, der påviste, at antallet af børn, der fødes med misdannelser i den nordlige Chaco-region, var firedoblet på ti år, og at det var steget parallelt med stigningen i sprøjtemidler brugt på ris og soja i området.
Det er internationale forskere dybt uenige om.
På den ene side konkluderer det europæiske fødevaresikkerhedsagentur EFSA, at glyfosat ikke er kræftfremkaldende. På den anden side mener WHO’s forskergruppe IARC det modsatte.
EFSA har kigget på glyfosat, mens IARC også har set nærmere på glyfosatbaserede herbicider. Det vil sige, de også har set nærmere på følgestofferne i de pesticider, der bliver sprøjtet med.
I februar 2019 udkom et studie som mange forskere fremhæver, fordi det er helt opdateret. De fem amerikanske forskere bag metastudiet nåede frem til, at glyfosat er kræftfremkalendende, og at det øger risikoen for non hodgkins lymfekræft med 41 pct. Og i marts 2019 afgjorde en dom i Californien, at glyfosat var årsagen til at en mand fik kræft. Sagen er interessant, fordi eksperter mener, at den vil sætte præcedens for tusinder af andre sager.
Den rapport satte ting i bevægelse. Det var, ifølge kilder Danwatch har talt med i Fødevareministeriet, en af hovedårsagerne bag, at daværende fødevareminister Mette Gjerskov bestilte en rapport ved Aarhus Universitet, der skulle kortlægge dansk sojaimport og pege på muligheder for at gøre importen bæredygtig.
“Jeg var stærkt optaget af, at der skulle gøres noget ved det her. Og det kan ikke nytte noget med en masse miljøregler i Danmark, hvorefter vi så fortrænger sojaproblematikker i Argentina”, forklarer Mette Gjerskov i dag til Danwatch om begrundelsen for at bestille rapporten.
Rapporten blev offentliggjort i marts 2013 og fandt, at der var en række dårlige miljø- og sundhedseffekter i at blive ved at udvide sojaproduktionen. Rapporten fandt at problematikken særligt handlede om pesticider, og at fælde skov til at dyrke soja.
Konklusionerne gik ikke upåagtet hen i industrien.
I en pressemeddelelse den 11. april 2013 erklærer L&F, Arla, Danish Crown, DLG og Danish Agro, at de er gået sammen. De vil stille krav til de store sojaeksportører, og de vil “i et mindre omfang”, som det hedder, købe certificeret soja (se boks om RTRS).
I pressemeddelelsen udtalte daværende adm. direktør for L&F, Søren Gade, at:
“Den danske fødevaresektor tager det dybt alvorligt, at der skal være ordentlige forhold i produktionen af soja. Det gælder miljøet, regnskovene og selvfølgelig de kummerlige forhold med børnearbejde, som noget af sojaen ifølge rapporten produceres under. Det tager vi skarpt afstand fra”.
Senere i samme tekst stiller han også krav til pesticidforbruget:
“Handelshusene skal være med til at sikre udryddelsen af børnearbejde og sikre, at soja-produktionen sker med en ansvarlig brug af pesticider. Når vi står sammen i DK, så tror vi på, at det også nytter at stille krav til de globale grovvare-handlere”.
LÆS MERE om L&Fs standpunkt om soja
Det er dog det nærmeste L&F nogensinde kommer bæredygtig sojaimport.
Forskerne estimerede dengang, at det ville koste omkring 36 millioner kr. ekstra, hvis al soja i Danmark skulle være certificeret. Samtidig kostede al den soja Danmark importerede fra 2007-2011 i snit 3,9 milliarder kr. om året. Merudgiften svarede altså til under en procent af den samlede værdi af soja-import.
Det store omdrejningspunkt for arbejdsgruppemøderne var om Danmark skulle gå over til at importere RTRS-certificeret soja. Her er det sojamel, der ikke er RTRS-certificeret, som bliver fordelt i en kæmpe lagerhal nord for Rosario i Argentina hos firmaet Louis Dreyfus Company. Video: Pablo Piovano.
L&F vurderede, at det ville koste lidt mere.
De estimerede, at regningen ville ende på 50 millioner kr. Forskellen lå ifølge dem i “om den certificerede soja købes særskilt, eller om der blot købes certifikater, der garanterer, at der er blevet produceret en vis mængde af den certificerede vare”. Det fremgår alt sammen af en aktindsigt, Danwatch har fået.
I 2013 så endnu en rapport dagens lys. Denne gang fra Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på Københavns Universitet.
Beregningen lød, at det vil koste 28 øre mere pr. gris, hvis de frem til slagtning bliver fodret med certificeret soja.
Med Mette Gjerskovs forarbejde og erhvervets tilkendelsgivelser skulle man tro, at en bred aftale lå lige til højrebenet. Det var også målet for Mette Gjerskovs afløser på ministerposten, Karen Hækkerup, da hun 22. november 2013 inviterede alle erhvervets interessenter til, hvad der skulle blive det mest vidtgående forsøg på en bæredygtig sojaløsning nogensinde.
Således fremgår det af en aktindsigt Danwatch har fået for forløbet i 2013-14, at daværende Fødevareminister, Karen Hækkerup benyttede et talepapir med stikord som: “Jeg håber meget, at det lykkes at samle interessenterne om ambitiøse erklæringer om 100 pct. ansvarlig sourcing af soja og palmeolie indenfor en kort årrække (…)”
Det var før hun selv satte sig i direktørstolen for L&F.
Virkeligheden blev en helt anden.
Fra marts 2013 begyndte de første skridt til det, der blev udfaldet af arbejdsgruppemøderne. Det endte i ingenting.
På det tidspunkt lancerer L&F de første initiativer, der skulle føre til en mere bæredygtig sojaimport. Her fremfører de, at de har som målsætning, at købe RTRS-certifikater, der dækker 3-4 pct. af deres medlemmers sojaforbrug. Det svarer til en million kroner. De certifikater vender vi tilbage til.
L&F lægger dog senere også et helt andet kort på bordet. De lancerer seks såkaldte indkøbskriterier, der er dateret januar 2014 på deres hjemmeside. Det er altså før de tre arbejdsgruppemøder begynder. Ifølge John Nordbo og Thyge Nygaard var det netop et eksempel på, at L&F slet ikke deltog i arbejdsgruppemøderne for at forhandle. De tilsluttede sig netop deres egne seks punkter efter møderne var afsluttet i marts 2014.
Argumenterne fra daværende direktør for L&F, Søren Gade, lød:
“En fælles aftale, som den vi bakkede ud af, ville resultere i et rigidt og bureaukratisk system, der måske ville gøre det nemmere for os at sige, at vores samvittighed er ren, fordi vi har en fælles politik, men som reelt ville være et tilbageskridt i forhold til, hvor langt vi allerede er nået.”
Han understregede at L&F ikke sagde nej til certificering. I stedet handlede det ifølge ham om, at “med de krav, vi stiller, spiller vi på flere strenge og sikrer reelle forbedringer hos de leverandører, der producerer soja til Danmark.”
Den melding fik bred kritik af miljø- og forbrugerorganisationer samt dele af fagbevægelsen, fremgår det af et internt dokument udarbejdet af NaturErhvervsstyrelsen 2. april 2014.
En af de regioner som sojaen kommer fra er den fattige Chacoregion i det nordlige Argentina. Her er det den lille by La Tigra, hvor syv-årige Thiago Cabra bliver båret af sin mor, Ines Gallardo, mens hans søskende løber rundt ved siden af.
Det, jeg arbejdede på, var, at man ville kunne sende en journalist ned på en sojamark et sted, holde det op imod RTRS og få en konkret vurdering af, om det overholdt de kriterier, der var. (...) Det er jo noget helt andet end det her (som Landbrug & Fødevarer foreslår, red.)
I det interne dokument sammenfatter lektor i etisk handel på CBS, Peter Lund Thomsen, problematikken således:
“Medmindre der er opfølgning og en form for uafhængig kontrol af, hvorvidt producenter overholder de krav, der måtte stilles, er det ikke meget andet end en markedsføringsgimmick”. Pointen står gengivet i en artikel i Altinget fra 1. april 2014.
L&F var udmærket klar over, at deres indkøbskriterier ikke stillede krav om, at uafhængige tredjeparter skulle tjekke om parterne også levede op til kriterierne. Af et internt referat fra 28. oktober 2013 erkender L&F overfor daværende fødevareminister Karen Hækkerup, at de “ikke vil lave 3. partskontrol”.
Mette Gjerskov beskriver over for Danwatch L&F’s seks indkøbskriterier som “slappe”. Hun mener, at en certificering som Round table of Responsible Soy (RTRS) er et stærkt værktøj.
“Det, jeg arbejdede på, var, at man ville kunne sende en journalist ned på en sojamark et sted, holde det op imod RTRS og få en konkret vurdering af, om det overholdt de kriterier, der var. Både i forhold til sprøjtegifte, medarbejdere, naboer, sprøjte fra fly og om det spredte sig ret meget til de omkringliggende beboelsesområder. Det er jo noget helt andet end det her (som L&F foreslår, red.),” siger Mette Gjerskov.
John Nordbo mener, at L&F arbejdede for at forhindre en aftale.
L&F illuderede, at de spillede med og var interesserede i at løse problemerne. Men de trak tiden ud og forsøgte at sætte lus i skindpelsen
“L&F illuderede, at de spillede med og var interesserede i at løse problemerne. Men de trak tiden ud og forsøgte at sætte lus i skindpelsen”, siger John Nordbo, der dengang sad med til møderne på vegne af Verdensnaturfonden.
Verdensnaturfonden havde ellers et møde med L&F i 2013, hvor piben havde en helt anden lyd:
“Vi forklarede ham (Søren Gade, daværende L&F-direktør, red.) hvad RTRS koster, og han sagde, at vi finder en løsning. Senere ændrede han mening og satte en kæp i hjulet”.
Fra 12. december 2013 havde Dan Jørgensen overtaget rorpinden som Fødevareminister i Danmark. Det var dermed ham, der sidst i marts 2014, da det tredje møde var afsluttet, måtte sluge nyheden om, at L&F ikke ville være med.
Over for DR udtrykte Dan Jørgensen sin holdning således:
“Jeg er meget skuffet over at høre, at det ikke har været muligt at lave en aftale om at gøre importen af soja til Danmark bæredygtig, især når jeg ved, at det har været muligt i flere af vores nabolande”.
Af et internt dokument, der sammenfatter Fødevareministeriets og NaturErhvervsstyrelsens mulige kommunikationslinje, bliver følgende formulering foreslået af embedsmændene:
“L&F ønsker en politik, der ikke indeholder dokumentation om, at det de siger, de gør, også sker i virkeligheden. Det vil jeg ikke lægge navn til. Jeg synes, at det er vildledende,” lyder det i teksten under titlen “Forslag til kommunikationslinje”.
Det interne dokument fra NaturErhvervsstyrelsen inkluderede også, at L&F burde udvide antallet af kriterier i deres soja politik, så de kom tættere på det, der anerkendes internationalt, og L&F burde sikre sig, at der var dokumentation for, at deres politik havde en effekt ude i virkeligheden.
Danwatch har rakt ud til Dan Jørgensen, Karen Hækkerup og Søren Gade for at spørge ind til forløbet, men de har ikke ønsket at udtale sig.
Af den aktindsigt Danwatch har søgt fremgår det, at der også blev udarbejdet et fortroligt udkast til en erklæring om ansvarlighed i sojaværdikæden. En del af det fortrolige udkast lød:
“De virksomheder, der tilslutter sig erklæringen, vil sørge for at sikre, at 100 pct. af den soja eller sojaskrå, de anvender, eller som indgår i fremstillingen af de produkter, de handler med, har en ansvarlig oprindelse senest fra udgangen af 2016”.
L&F takkede ifølge aktindsigten imidlertid også nej tak til at revidere hver enkelt sætning i udkastet for at nærme sig en erklæring.
Tørstof fra sojaen bliver via store rør transporteret ud og fyldt i store lastrum på tankskibe ud for havnene i San Lorenzo og Rosario i Argentina. Herfra bliver sojaen sejlet til blandt andet Europa. Her er vi ved Louis Dreyfus Company ud for San Lorenzo. Video: Pablo Piovano.
Kilder tæt på forløbet som John Nordbo, Thyge Nygaard og Mette Boye mener, at NaturErhvervsstyrelsen og Fødevareministeriet tydeligvis havde forberedt sig og fremlagde konstruktive løsninger under hele forløbet og møderne.
Mette Boye var dengang inviteret med til arbejdsgruppemøderne som repræsentant for Forbrugerrådet, men skiftede siden til Dansk Initiativ for Etisk Handel (DIEH), hvor hun som direktør oprettede en arbejdsgruppe, der den dag i dag mødes og diskuterer perspektiver for import af soja.
Hun noterede sig to ting:
“Det var et meget seriøst udspil (fra regeringen, red.) og det mest vidtgående, der har været. Jeg blev positivt overrasket over så klart et budskab (fra NaturErhvervsstyrelsen under Fødevareministeriet, red.). Og at så bred en kreds var samlet,” siger hun og tilføjer:
“Den anden ting var, at L&F var skråt imod, at der blev fundet en løsning. Det blev ikke sagt direkte, men mellem linjerne”.
Alt ved mødet var ikke spildt. Arla var også repræsenteret ved L&F og for dem har møderne og årevis af debat om emnet gjort indtryk. De valgte siden at købe 100 procent certificeret soja fra Argentina. Ved udgangen af 2015 var al Arlas sojaindkøb bæredygtigt produceret.
”Helt overordnet er vi i Arla bekymrede over den meget intensive sojadyrknings effekt på lokalsamfundene i Sydamerika. Vi har set nogle ubehagelige eksempler, hvor blandt andet børn har fået svære helbredsmæssige påvirkninger. Vi ønsker, at den soja, vi anvender i vores produkter og til at fodre vores køer, er produceret, uden at det sætter miljøet og lokalsamfundet under pres,” sagde Jan Toft Nørgaard, formand for Arlas andelshaverudvalg i en pressemeddelelse i 2012.
Arla oplyser desuden i en mail, at “Siden 2015 er al soja brugt i mælkeproduktion på vores ejeres gårde enten økologisk, Proterra-certificeret, RTRS-certificeret eller dækket af RTRS-kreditter”.
L&F lovede tilbage i marts 2013, at de ville købe RTRS-certifikater svarende til 3-4 pct. af den danske import. Meget peger på, at den målsætning nærmest var komplet favnet af Arla alene, men det var ikke, hvad de lovede.
Af en aktindsigt fremgår det, at daværende minister for udviklingsbistand, Christian Friis Bach, spurgte L&F direkte, om certifikaterne omfattede Arlas indkøb.
L&F svarede, at det gjorde det delvist, og at der var lavet en fordelingsnøgle imellem virksomhederne i forhold til den ene million kroner, L&F ville købe kreditter for. De tilføjede, at en del af kreditterne var fra Arla.
Danwatch har gentagne gange forsøgt at få L&F til at fremvise dokumentation for fordelingsnøglen, samt hvem der ellers har købt, men det har de ikke svaret på.
Hele forløbet i Danmark står i stærk kontrast til Sverige, hvor det lykkedes at få en aftale på plads i samme forår i 2014, mens arbejdsgruppemøderne kuldsejlede i Danmark.
Sveriges import af soja lå i 2013 ganske vist på omtrent 200.000 tons og dermed ca. ⅛ af den danske. Men det lykkedes i Sverige at få selv brancheforeningerne for kød, æg og fjerkræ med på en aftale, der blandt andet lød, at “fra udgangen af 2015 skal 100 pct. af den soja, der bliver anvendt, være certificeret eller repræsenteret under et certifikat for den tilsvarende volumen”.
Siden 2015 har al Sveriges sojaimport enten været certificeret eller økologisk.
Landbrug & Fødevarer har på trods af gentagne henvendelser fra Danwatch nægtet at stille op til et interview eller svare på spørgsmål om forløbet.
Danish Crown oplyser via mail, at da de ikke deltog i møderne, har de ingen kommentarer.
Christian Erin-Madsen
