9. april 2019Fødevarer

“For hver hvid plet er der en person der er død”

En stor del af Argentinas befolkning kæmper i dag med dødelige sygdomme og misdannelser, som eksperter forbinder til et stadigt voksende pesticidforbrug i landet. Danwatch rejste igennem fem sojaregioner for at snakke med nogle af de berørte og besøgte sojaeksportøren Louis Dreyfus Company for at stille spørgsmål.

L1004429 Hovedbillede
64-årige Vita Ayllon står her med det kort over kræftramte, som hun lavede sammen med resten af aktivistgruppen Mødre af Ituzaingo.
Del af en undersøgelse

Denne artikel er en del af undersøgelsen Sojaens syge slagside

  • Argentinas lokalbefolkning bliver ifølge forskere dødeligt kræftsyge og børn bliver født med misdannelser på grund af pesticider, der bliver spredt over sojamarker. Problemet er ifølge argentinske forskere blevet værre og værre over årene.
  • Skoler i Argentina oplever også, at børn bliver påvirket af pesticider, fordi der bliver sprøjtet, mens børn er i skole.
  • Den danske landbrugssektor mener ikke, det er muligt at bevise, at det er pesticiderne og ikke noget andet, der er skyld i sygdommene. De fastholder, at dansk import af soja er bæredygtigt.
  • I 2014 forsøgte NaturErhvervsstyrelsen på vegne af Fødevareministeriet at samle virksomheder, brancheorganisationer, detailhandlen og NGO’er for at lande en aftale, der skulle gøre dansk import bæredygtig. Aktindsigter viser imidlertid at landbrugssektoren forhindrede, at det lykkedes.
  • Danwatch har besøgt fem regioner i Argentina for at interviewe eksperter og tale med argentinere, der er blevet kræftsyge, og børn, der er blevet født med misdannelser. Få hele historien og hør deres historier herunder.

64-årige Vita Ayllon husker, hvordan børnene plejede at løbe efter sprøjteflyene som en leg, og hvordan pesticiderne faldt fra flyene over markerne, over børnene, over folk i området, over hende selv. Hvordan pesticiderne fra himlen føltes som en brændende ild i halsen.

Hun forsøger at ryste tanken ud af hovedet igen, men billedet af børnene fylder hendes øjne med vand.

Hun står i sin lille have bag sit hjem i bydelen Ituzaingo i det sydøstlige Cordoba og fortæller om aktivistgruppen Mødre af Ituzaingo og deres kamp for at få indført skrappere regler for, hvor meget, hvor ofte og hvor tæt på husene landmændene må sprøjte.

Vita Ayllon er forkvinde for gruppen. I det ene hjørne af haven står et skur med et bord i midten, stole omkring og billeder og dokumenter på væggene. Det er her aktivistgruppen ofte mødes.

Danwatch har besøgt regionerne Buenos Aires, Santa Fe, Cordoba, Entre Rios og den fattige Chaco-region mod nord for at forsøge at finde svar. Vi vil blive klogere på den argentinske befolknings protester mod sprøjtemidler.

Stigningen i sygdomstilfælde har været særligt veldokumenteret i løbet af de seneste årtier, så hvordan er det for lokalbefolkningen at leve op og ned ad sojamarker? Og hvorfor er det så svært at råbe myndighederne op og gøre noget ved udviklingen?

Det er internationale forskere dybt uenige om.

Kort over død

Vita Ayllon bøjer sig ind over et stort stykke karton, der ved første øjekast blot er en tegning over bydelen i det sydøstligste Cordoba, hvor hun bor. Ved nærmere eftersyn er det et kort over sygdomme og dødsfald.

For enden af de fleste veje i det område ligger sojamarker og omkranser bydelen. Her bor 5.300 mennesker, og næsten hver 27., svarende til 200 personer, har fået konstateret kræft af en art i løbet af ti år, oplyser dr. Medardo Avila Vazquez, medicinsk børnelæge på Det Nationale Universitshospital i Cordoba. Det er også afspejlet i den optælling som en gruppe af områdets egne beboere, Mødre af Ituzaingo, har lavet.

Det er mere end 16 gange flere end landsgennemsnittet for Argentina, som ligger på mellem 172-243 døde af kræft pr. 100.000 indbyggere ifølge International Agency for Research on Cancer.

Det er netop den optælling, som Vita Ayllon kigger på. Kortet er en oversigt over kræftramte i bydelen og ifølge Vita Ayllon har alle i byområdet nære bekendte, der er blevet ramt af kræft. De mener selv, at pesticidregnen fra fly og fra traktorer, de såkaldte mosquitoes, er skyld i de mange kræfttilfælde.

Gruppen gik fra dør til dør og spurgte alle beboere. Derefter satte de forskellige sygdomme med forskellige labels på kortet. Der findes også labels med hvide pletter i midten.

“Det er de mennesker, der er døde”, siger Vita Ayllon.

Cocktaileffekten er afgørende

Ingen af eksperterne Danwatch har talt med i Argentina er i tvivl om, at pesticiderne er skyld i, at flere bliver dødeligt syge. Pesticiderne fra cocktailblandingerne er ikke sjældne i det argentinske opland, lyder det fra flere eksperter.

Da Danwatch besøgte byen Napenay i Chaco-regionen i det nordlige Argentina flød det med hvide og grønne beholdere, der tidligere havde været brugt til pesticider.

I byen Napenay i Chacoregionen bruger beboere pesticiddunke til at opsamle drikkevand, fordi de ikke har rindende vand.

Det er lovligt for Argentinas sojaproducenter at bruge paraquat og atrazin i sojaproduktion (atrazin bruges til at rense brak-jorden, ifølge Argentinas Nationale Agroteknologiske Institut, INTA), selvom en stor del bliver eksporteret til EU og Danmark. Eksempelvis er paraquat og Atrazin forbudt både i EU og i Danmark.

Forklaringen er, at Argentinas regering lovgiver og bestemmer, hvad der må ske på argentinsk område – og EU bestemmer, hvad der er lovligt i EU-lande.

“EU kan ikke tvinge Argentina til at overholde den lovgivning som EU har vedtaget, ligesom Danmark heller ikke kan tvinge Argentina, hvis det ikke har betydning indenfor EU’s område”, siger Peter Pagh, professor i miljøret på Københavns Universitet.

“En del af forklaringen er, at da de europæiske kolonier blev afviklet i Sydamerika, er det ikke længere de europæiske magter, der bestemmer i de gamle kolonier”.

Det vil sige, at fødevarer, der kommer til EU naturligvis skal overholde EU’s regler for maksgrænser af pesticidrester, men pesticidforbruget i Argentina skal kun leve op til argentinsk lov, og det gør det.

Fattige lokale beboere har gjort det til en praksis at indsamle beholderne til husholdningen. På en enkelt gade i Napenay fandt Danwatch beholdere opmagasineret ved alle husstande. Danwatch besøgte et af de huse, omtrent 100 meter fra sojamarkerne, for at kigge nærmere på beholderne. På flere af dem stod der “paraquat”.

Danwatch har tidligere beskrevet farligheden af paraquat, der netop har været forbudt i Danmark siden 1994 og i EU siden 2007, fordi forskning forbinder det med øget risiko for kronisk bronkitis, stofskifte- og Parkinson-sygdom.

”Dunkene her bliver samlet op af de fleste lokale og brugt til at samle drikkevand. De bliver ikke renset inden. Det er der ikke nogen, der ved, hvordan man gør,” fortæller Catalina Cendra, en lokal beon, som det hedder i lokalområdet. Det vil sige en landmand.

Catalina lider selv af en mave-tarm-sygdom, der betød, at hun var sengeliggende i et år. Hun mener pesticiderne ligger bag. Det var grunden til, at hun blev lokal aktivist i Chaco-regionen og begyndte at undersøge forholdene nærmere.

Hun husker, hvordan sprøjteflyene plejede at flyve lige over hendes hus og sprøjte lige over de vandtanke, hun plejede at få drikkevand fra.

Catalina Cendra er en lokal aktivist og landmand, der har sat sig for at dokumentere de problemer pesticiderne forårsager.

Sygdommene i byerne

Problemerne er spredt ud over kæmpe sojamark-landskaber. Et godt eksempel er Cordobaregionen.

De lige veje fortsætter her i hvad der opleves som uendeligheder og inddeler flade sojamarker i et kæmpe net. Som et dryp midt i dette landskab ligger byen Monte Maiz, der har 8.000 indbyggere.

Her tager 63-årige Alfredo Ceran imod i sit hjem.

Han arbejdede fra 2004-2014 som traktorfører, hvor han sprøjtede pesticider over 300 hektar sojamarker om dagen i de nærliggende områder. Maskinen, han betjente, er i folkemunde kendt som en mosquito, en kæmpemyg, fordi den med sine høje, smalle traktordæk er designet til ikke at ødelægge jordbunden og de andre sojaplanter.

Han bar af og til handsker og en maske, når han arbejdede, men oftest betjente han traktoren uden nogen beskyttelse. Der var ifølge ham aldrig nogen, der sagde, at stofferne var farlige.

Han fik også rådgivning i selv at blande pesticider, hvor han bla. fik at vide, at han helst kun skulle blande tre produkter af økonomiske hensyn, men typisk kom han flere i for ikke at skulle køre to gange. På den måde var han sikker på, at det slog alt andet end sojaplanterne ned.

Blandt produkterne husker han glyfosat, 2,4D, atrazin og endosulfan. Senere prøver, han har fået taget, har udover de nævnte stoffer også vist rester af chlorpyrifos og cypermethrin i hans blod.

En dag på arbejde var der et problem med tanken med pesticider på mosquitoen. Noget havde sat sig fast, så han forsøgte at fixe det, men så gik det galt.

En pesticidblanding væltede ud over ham og dækkede hans krop. Han kan stadig huske lugten. I løbet af de næste måneder sortnede hans negle helt og faldt af. En læge fortalte ham, at matrixen i negleroden var død. Neglene ville aldrig komme tilbage i samme form.

I årene efter, led han af mange smerter og meldte sig ofte syg. Så han blev fyret.

Alfredo Ceran fik pesticider ud over sin hånd. Derefter sortnede neglene og faldt af. De er aldrig kommet helt tilbage. Ifølge lægen er neglenes matrix død.

Det viste sig, at han havde fået kræft i en nyre, så halvdelen af den ene nyre blev opereret ud. Senere fandt de endnu en kræftsvulst, denne gang i leveren, som også er blevet opereret ud. Alfredo Ceran lider også af skrumpelever, selvom han aldrig har været alkoholiker.

Alfredo Ceran plejede at arbejde med at sprede pesticider over op imod 300 hektar i områderne omkring MonteMaiz i Argentina. I 2014 måtte han stoppe på grund af sygdom. Her står han i sojamarker lige udenfor MonteMaiz.

  • Internationale konventioner som Stockholm- og Rotterdamkonventionen, der blandt andet forbyder visse typer pesticider, er globale traktater, der tager hensyn til alle tilsluttede staters medbestemmelsesret.
  • Fordi alle bliver hørt, er det kun de pesticider, som alle stater er enige om at forbyde, der er på listen. Dermed bliver det en slags minimumsliste. Paraquat og atrazin er eksempelvis ikke på konventionernes liste.
Kilde: Peter Pagh, professor i Miljøret, Københavns Universitet

Monte Maiz og sygdommene

Dr. Medardo Avila Vazquez undersøgte i 2014 sammen med et forskerhold sammenhængen imellem glyfosat og sygdomme i Monte Maiz.

Det, de fandt, chokerede dem.

Ikke alene var pesticiderne overalt, i jorden, i kornskaller og i drikkevandet, men de fandt også ud af, at kvinder i Monte Maiz aborterede spontant tre gange oftere end landsgennemsnittet.

Antallet af misdannelser hos børn var desuden dobbelt så højt som det nationale gennemsnit. De fandt hud- og lungesygdomme og forskellige typer af kræft, særligt brystkræft og skrumpelever, der ikke var forbundet til alkoholisme.

Lidt længere mod sydvest, i byen Canals med 9.000 indbyggere, gennemlever befolkningen en lignende historie.

Her sidder beboeren og aktivisten Nancy Reinaldi forsamlet om et rundbord sammen med syv andre, da Danwatch kommer på besøg. De er en del af en gruppe, der har gjort oprør ved at kortlægge byen.

Hvem var blevet syge, og hvem var døde, lød spørgsmålet. De var overbeviste om, at det var blevet værre de senere år. For et år siden gik de derfor i gang med at kortlægge nærområdet.

Deres opgørelse viste, at 111 personer døde imellem april 2017 og marts 2018.

“I 55 procent af tilfældene var dødsårsagen kræft”, fortæller Nancy Reinaldi.

Dermed er 61 personer ud af byens 9.000 indbyggere altså døde af kræft. Det svarer til at knap tre gange så mange døde af kræft i Canals det år, sammenlignet med landsgennemsnittet i Argentina.

Beboere i Canals oplevede at pesticiderne var overalt og gjorde oprør, men det er en næsten umulig kamp. Forrest er det Estella di Natale, som lider af brystkræft. Hun mener det skyldes pesticiderne.

Det lugter som et stinkdyr. Det begynder at klø, og det sætter sig i halsen og på huden. Man mister også smagsfornemmelse i munden.
Maria Luisa Zanini, mor til to, byen Firmat

Mistede en tvilling

Det er ikke fordi, der ikke findes nogen, der forsøger at gøre oprør mod forholdene.

Edgar Fontanellaz bor med sin familie i byen Firmat med omtrent 20.000 indbyggere, 115 km sydvest for havnebyen Rosario, hvor en stor del af sojaen fra de omkringliggende marker skibes ud til resten af verden.

Sammen med sin kone Maria Luisa Zanini har de en datter på 15 år, Wanda, og en søn på 7 år, Yidio.

Begge børn lider af høretab i både det indre og ydre øre. Derfor har de begge høreapparat. Da Maria Luisa i 2011 blev gravid igen ventede de tvillinger, men pigen døde i livmoderen, inden hun fødte sønnen.

Familien er ikke i tvivl, for der er ifølge dem kun én logisk forklaring på sygdommene. Maria Luisa husker, hvordan hun under sine graviditeter ofte indåndede pesticider fra mosquitoes, sprøjtemaskiner, der havde spredt kemikalier på de omkringliggende marker.

“Lugten er det første, og den er umiskendelig”, siger Maria Luisa Zanini.

Ifølge hende har hun mindst 6-7 gange indåndet pesticider i mængder, der gjorde hende dårlig.

“Det lugter som et stinkdyr. Det begynder at klø, og man kan mærke det i halsen og på huden. Man mister også smagsfornemmelse i munden”, siger hun. Hun er jævnligt plaget af udslæt på huden.

Folk skød mod huset

Over 30 gange har Edgar Fontanellaz forsøgt at få de lokale myndigheder til at reagere og forhindre, at landmændene sprøjter pesticider i store mængder helt op til huset. Det har mindsket mængden, der er blevet sprøjtet i området fra 2016 og frem, men har samtidig forværret familiens forhold til mange i lokalområdet. Ifølge familien fordi lokale sojaproducenter har så meget magt, og får folk i området til at chikanere Fontanellaz-familien.

Familien hævder, at de har fået dødstrusler, andre fornærmer dem, når de handler ind i den lokale by, to-tre gange har folk også forsøgt at banke Edgar Fontanellaz, de har dræbt deres ene hund med en kniv og kørt en anden af deres hunde over, men det er ikke det værste.

“Engang var der en pickup-truck, der kørte tæt forbi huset og tændte et stort spotlys ind mod vores facade. Derefter skød de mod huset”, fortæller han, mens han forsøger at bevare fatningen.

“Det er gangstermetoder,” fortæller han om handlingerne fra mennesker, der ifølge ham på den ene eller anden måde er forbundet til sojaproducenter.

Flere har rådet dem til at flytte, men de bliver boende og kæmper videre. Børnene er blevet knyttet til deres skole og har venner der, og så er der muligvis en vigtigere grund:

“Ingen giver op i den her familie”, siger Edgar Fontanellaz og kigger op, mens han skyder brystkassen frem, knytter næven og hæver den ene arm.

Louis Dreyfus eksporterer til Danmark

Soja fra marker omkring Firmat, men også fra resten af Argentina, bliver transporteret med trucks eller tog til kæmpe siloer ved havne i San Lorenzo eller Rosario. Her bliver det raffineret til blandt andet sojamel, inden det bliver sejlet i containerskibe til resten af verden.

Gerardo Franke (tv.), regional chef for sojaolie, og Veronica Vicco (th), regional kvalitetschef for Louis Dreyfus Company.

Et af de firmaer, der leverer til Danmark, er Louis Dreyfus Company (LDC), tæt ved San Lorenzo. Her arbejder 600 mennesker med at læsse op til 20.000 tons soja på skibe om dagen. Det var det største anlæg i verden indtil 2002, hvor konkurrencen voksede og flere andre store anlæg kom til.

Næsten alt fra anlægget bliver eksporteret. Det gælder også sojamel.

Da Danwatch bliver vist rundt hos Louis Dreyfus Company åbenbarer sig blandt andet en enorm hal. Her er der plads til 300.000 tons sojamel, som via et kæmpe rørsystem bliver transporteret til skibene, hvor sojaen bliver lastet. Herinde ligger soja i bjerge i hvad der minder om en mellemting mellem et måne- og et ørkenlandskab.

Næsten 27 pct. af den sojamel, der bliver eksporteret fra Argentina til Danmark, bliver ifølge LDC’s egne tal eksporteret igennem deres havnefaciliteter i Argentina.

Louis Dreyfus Company har indført en politik om ikke at aftage soja, der stammer fra nye afskovede områder og de har forpligtet sig til at leve op til en række krav til arbejdstagerrettigheder defineret af the International Labour Organization (ILO). Men udover de har ikke vedtaget nogen stramningerne for brug af pesticider på de marker, hvor de får deres soja.

Det er ikke videnskabeligt bevist, at det (glyfosat, red.) kan give kræft. Forskningen skal endelig fortsætte, men indtil videre er det ikke bevist.
Veronica Vicco, regional kvalitetschef, Louis Dreyfus Company

LDC: Glyfosat er ikke bevist skadeligt

De fremhæver, at de langsomt men sikkert gennemgår en udvikling mod bæredygtighed, og at de lever op til retningslinjer fra organisationen for de europæiske foderproducenter (FEFAC)’s krav om best farming practices.

“For ti år siden tænkte vi ikke på bæredygtighed, men det gør vi nu. Udfordringen er at hæve barren og få alle til at arbejde sammen ved konstant at fremhæve potentielle risici. Men der sker virkelig noget i disse år”, siger Veronica Vicco, der er regional kvalitetschef for Louis Dreyfus Company.

Til spørgsmålet om pesticiders konsekvenser for lokalbefolkningen siger de, at de også selv besøger lokale producenter for at høre om deres udfordringer lokalt. Veronica Vicco ser ingen grund til at ændre på kravene til landmændenes pesticidforbrug. Og hun slår fast, at:

“Der er ikke noget, der viser, at det er skadeligt. Det er ikke videnskabeligt bevist, at det (glyfosat, red.) kan give kræft. Forskningen skal endelig fortsætte, men indtil videre er det ikke bevist”.

Argumentet om, at det ikke er videnskabeligt bevist, er præcis det argument, der har fået kampen til at føles næsten uoverstigelig for Vita Ayllon fra den sydøstlige del af byen Cordoba.

Rundt om hende fortæller alle i Mødre af Ituzaingogruppen om, hvordan de selv er blevet kræftsyge, eller hvordan deres børn eller pårørende lider under pesticidforbruget. Det er også det, der har fået Vita til at reflektere over, om det hele nytter noget. Det er det, der får hende til med en spag, dirrende stemme at sige:

“Hvis det var op til mig, ville jeg have stoppet kampen”.