29. november 2023

SKAGEN Fondene er storinvestor i selskaber bag forhadt olieprojekt i Østafrika

Den nordiske investeringsforening SKAGEN Fondene investerer for over en milliard kroner i to selskaber bag en skandaliseret olierørledning i Uganda og Tanzania. “De sociale- og miljømæssige konsekvenser er ikke på et mere kritisk niveau end generelt på store infrastrukturprojekter”, siger SKAGEN Fondene.

Badru Katumba/AFP/Ritzau Scanpix #StopEACOP-demonstranter i Ugandas hovedstad Kampala

Få infrastrukturprojekter er så upopulære, at de har deres helt egne internationale modstandsbevægelser og EU-resolutioner

Men det har olierørledningen East Africa Crude Oil Pipeline (EACOP), der er ved at blive opført på tværs af Uganda og Tanzania. 

Projektet er stærkt kritiseret for at føre til både omfattende ekspropriationer og miljøødelæggelser. 

Alligevel fastholder den nordiske investeringsforening SKAGEN Fondene, der har 1,1 milliarder kroner under forvaltning for kunder i Danmark, sine investeringer i selskaberne bag EACOP. 

“De sociale- og miljømæssige konsekvenser er ikke på et mere kritisk niveau end generelt på store infrastrukturprojekter. Som ansvarlige investorer forventer vi, at alle vores  porteføljeselskaber følger nationale og internationale love. I dette tilfælde ser vi ingen tegn på det modsatte”, skriver Sondre Myge, chef for ansvarlige investeringer i SKAGEN Fondene, i en mail til Danwatch. 

SKAGEN Fondene har over en milliard kroner investeret i de to olieselskaber, der ejer EACOP sammen med myndighederne i Uganda og Tanzania: franske TotalEnergies (322 millioner kroner) og kinesiske China National Offshore Oil Corporation (765 millioner kroner). 

Ved udgangen af 2022 var SKAGEN Fondene ligefrem den største vestlige aktionær i China National Offshore Oil Corporation (CNOOC), viser tal fra ngo’en Just Finance International. 

Hvem er SKAGEN Fondene?

SKAGEN Fondene er grundlagt i Norge og ejet af den norske finanskoncern Storebrand, men har siden 2009 også distribueret deres fonde i Danmark. Deres fonde tilbydes både til private kunder og til såkaldte institutionelle investorer – for eksempel banker og pensionskasser.

Som privatkunde kan man investere i SKAGENs fonde gennem blandt andet Jyske Bank og Ringkjøbing Landbobank.

“Investeringsforeninger som SKAGEN Fondene fylder mere og mere i det finansielle verdensbillede”, siger Hanne Søndergaard Birkmose, institutleder på Juridisk Institut ved Syddansk Universitet med speciale i blandt andet investeringsforeningsret.

“På grund af renteniveauet kan det være attraktivt at flytte penge ud af bankerne, og der kommer investeringsforeningerne ind i billedet. De er et effektivt sted at placere overskydende likviditet”, uddyber hun.

Dybt problematisk projekt

Med sine 1.443 kilometer bliver EACOP den største opvarmede olierørledning i verden, og med en anslået udledning på 379 millioner tons CO2 vil projektets klimaaftryk være 25 gange højere end Uganda og Tanzanias samlede emissioner årligt. 

Samtidig vil 100.000 mennesker i Uganda og Tanzania miste adgang til deres jord ifølge Human Rights Watch, mens demonstrationer imod projektet flere gange er blevet opløst med vold af politi- og sikkerhedsstyrker. 

Derfor forstår Eigil Johannisson, der leder Nordic Center for Sustainable Finance hos Mellemfolkeligt Samvirke, heller ikke, hvordan SKAGEN Fondene når frem til, at EACOPs sociale- og miljømæssige konsekvenser ikke er mere kritiske end “generelt på store infrastrukturprojekter”.  

“EACOP er et dybt problematisk projekt, som vil udlede, hvad der svarer til 9 års dansk CO2-udledning. Det er ikke forsvarligt at investere i den slags selskaber, som laver nye fossile projekter. Derudover vil rørledningen tvinge over 100.000 mennesker til at forlade deres hjem, og Human Rights Watch har dokumenteret, at ugandere er blevet truet til at underskrive dokumenter, og at de ikke har modtaget den rigtige kompensation”, siger han og slår fast:

“Projektet har bestemt ikke fulgt internationale standarder”.

Sondre Myge oplyser, at SKAGEN Fondene har noteret sig modstanden mod EACOP, og at de følger kritikken tæt. Men investeringsforeningen har stadig tillid til virksomhederne bag olierørledningen.  

“Alle, som er optaget af miljøspørgsmål, bør bifalde, at projektejeren er en ansvarlig aktør som TotalEnergies sammenlignet med andre aktører, der havde taget langt mindre hensyn”, skriver han i en mail.

TotalEnergies afviser anklager

TotalEnergies har gentagne gange afvist anklagerne mod EACOP. Virksomheden mener hverken, at olierørledningen vil føre til miljøødelæggelser eller tvinge 100.000 mennesker til at forlade deres hjem. “775 hjem eller cirka 5.000 mennesker vil blive genhuset i nærliggende områder og under forbedrede forhold”, skriver TotalEnergies på deres hjemmeside. 

CNOOC har ikke forholdt sig til kritikken af EACOP. 

Opfordrer SKAGEN til at trække sig

Flere investorer har allerede taget konsekvensen af den brede modstand mod EACOP. 

Blandt andet har banker som Deutsche Bank, Credit Agricole og HSBC taget en aktiv beslutning om ikke at bidrage til olierørledningen. 

Wawa Wang, direktør for ngo’en Just Finance International, mener, at SKAGEN Fondene bør følge trop. 

“For at Skagen-fondene skal kunne leve op til deres egne ambitioner om bæredygtighed, bør de følge andre førende vestlige investorers eksempel og straks afvikle deres investeringer i de virksomheder, som står i spidsen af EACOP“, siger hun til Danwatch. 

Det har SKAGEN Fondene imidlertid ingen planer om. 

“Hvis alle ansvarlige investorer med det etiske kompas i orden blot vendte ryggen til, ville intet ændre sig. Vores løftestang er, at vi kan gå i dialog og stille krav til selskaberne”, skriver Sondre Myge i et mailsvar til Danwatch. 

Har I påtalt EACOPs konsekvenser for mennesker og miljø over for TotalEnergies eller CNOOC? 

“Ved et møde med CNOOC i september fik vi bekræftet, at selskabet har folk på jorden i forbindelse med EACOP-projektet for at sikre, at deres ESG-krav (ESG står for miljø-, samfunds- og ledelsesmæssige forhold, red.) overholdes, både hvad angår menneskerettigheder, miljø og udledning”, skriver Sondre Myge. 

Han oplyser endvidere, at SKAGEN Fondene i går, tirsdag den 28. november, drøftede EACOP-projektets indvirkning på mennesker og miljø med TotalEnergies på et møde i London. 

Flere artikler om /

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-downchevron-leftchevron-right