Ivano-Frankivsk i det vestlige Ukraine. Det er vinter på et tidspunkt mellem 2023 og 2024.
Vinduesviskerne svinger i pendul på en stor grøn lastbil, som kører midt på vejen med de hvide vejstriber under sig.
De modkørende biler holder ind til siden. Folk løber ud af bilen og knæler foran det grønne køretøj.
Først ligner det, at de er bange. En sortklædt mand nærmest falder på sine knæ, mens resten af kroppen er i oprejst position.
Men bilen kører videre, og det gør vinduesviskerne også. Frem. Og tilbage.
De snoede veje er klædt i et tungt lag hvid sne. Der er ikke en lyd. Bilen drejer rundt om et hjørne, og pludselig sidder hundredvis af mennesker på hver side af vejen. De knæler. Mange holder det ukrainske flag, der blafrer livligt i den iskolde vind.
Mange holder den ene hånd knyttet i vejret og den anden hånd på brystet. Mange græder. Mange stirrer ned i jorden. Alle sørger.
Den grønne lastbil er en ligvogn. På ladet er en kiste. I kisten er en ung, ukrainsk soldat, der netop er hjemvendt fra frontlinjen uden livet i behold.
Han er blot én ud af et stadig ukendt antal døde. Men det anslås, at over en million ukrainere og russere enten er blevet såret eller dræbt under Ruslands tre år lange invasion af Ukraine.
Scenen med den grønne lastbil stammer fra den ukrainske dokumentarfilm ’Songs of Slow Burning Earth’, der er aktuel under den danske dokumentarfestival CPH:DOX netop nu, og som er lavet af Olha Zhurba.
Da jeg sad i den gamle biograf Dagmar og så dokumentaren for nyligt, slog det mig, hvor absurd det er, at USA og Rusland forhandler enden på krigen under møder i Saudi-Arabien, mens ukrainere knæler for deres tabte sønner og brødre i byer som Ivano-Frankivsk.
Siden krigens begyndelse har Vesten stået last og brast med Ukraine, men som bekendt er den dynamik ved at ændre sig.
USA er ikke længere interesseret i at samarbejde med Europa om at få krigen til at ende på en måde, der tilgodeser Ukraines suverænitet og EU’s (samt europæiske allieredes) sikkerhed. I stedet vil den amerikanske præsident, Donald Trump, handle henover hovedet på Europa.
Og mens krigen fortsætter, og de grønne lastbiler kører Ukraines faldne soldater hjem til deres familier, vil USA nu lukke Putin tilbage i varmen hos Vesten og ophæve flere sanktioner. Mange af sanktionerne er indført af netop Europa, som ikke sidder ved forhandlingsbordet.
De europæiske ledere har efter et møde i Storbritannien torsdag 27. marts blankt afvist at ophæve nogle sanktioner, før Rusland trækker sig helt ud af Ukraine.
Når man tror, ingen lytter med
Selvom statsoverhovederne måske ikke er overrasket Trumps linje, forlyder det, at mange stadig er chokerede. Ingen har været i tvivl om, at Trump er mere ligeglad med NATO og Europas sikkerhed end sine forgængere.
Men nu kender statsoverhovederne også Det Hvide Hus’ egentlige syn på Europa.
I en chat group på den krypterede beskedtjeneste Signal talte 18 medlemmer fra USA’s øverste ledelseslag sammen, herunder den nationale sikkerhedsrådgiver Mike Waltz og lederen af USA’s efterretningstjenester, Tulsi Gabbard.
Og så var der vicepræsident J.D. Vance og forsvarsminister Pete Hegseth, der i en udveksling luftede deres sande holdning til Europa, USA’s historiske allierede.
Europa er ynkelige, mener Hegseth. Nej faktisk, så er Europa ikke bare ynkelige, de er ’YNKELIGE’, som forsvarsministeren skriver det i versaler.
Og J.D. Vance – ja, han gider for alt i verden ikke at ”redde europæerne” igen. Faktisk ville han med sine egne ord ”hade”, hvis USA skulle redde Europa.
Grunden til, at vi ved alt det her, skyldes, at medlemmerne fra USA’s absolut øverste-øverste top-top hylde i det amerikanske sikkerhedsapparat ved en fejl havde tilføjet en journalist fra The Atlantic til deres meget fortrolige samtale på Signal.
Dem, med ansvar for hele USA’s sikkerhed og som forhandler med Rusland om fred i Europa, talte først og fremmest om dybt fortrolige oplysninger på en beskedtjeneste – fra deres egne telefoner. Og derudover tilføjede de en journalist til samtalen.
Trumps særlige udsending til Mellemøsten Steve Witkoff befandt sig i Moskva, imens han deltog i tråden – og USA’s eget forsvarsministerium, Pentagon, har advaret lige præcis mod, at russiske hackere kan få adgang til Signal.
Det bliver kaldt et af de største sikkerhedsbrud i amerikansk historie. Pete Hegseth delte detaljerede oplysninger om amerikanske soldater færden omkring Yemen, der ifølge kritikere i værste fald kunne have kostet dem livet.
Hegseth hengav desuden, at “we are currently clean on OPSEC”, som i grove træk betyder, at der ingen informationslæk var omkring operationen. Det fremgår af de nu lækkede beskeder.
Sikkerhedsrådgiveren Mike Waltz svar på Pete Hegseths besked med fortrolige oplysninger var tre emojis: En knytnæve, det amerikanske flag og en flamme.
Den amerikanske sikkerhedsparaply
De lækkede beskeder har vakt ramaskrig i USA, hvor demokraterne raser over sikkerhedsbristen, mens mange republikanere og Det Hvide Hus siger, at det er journalisten, der er den skyldige. Han anklages endda for at have “hacket” sig ind i tråden.
Selvom det er en bizar anklage mod The Atlantics journalist, så er det i sidste ende lige meget, hvordan det kom frem. For det gjorde det. Så amerikanerne må spørge sig selv, om nogen af USA’s allierede er trygge ved at dele fortrolige efterretninger med dem fremover?
Uanset, hvad man mener om Trump, så er det her sikkerhedsbrud ikke noget, man bør kunne acceptere. Konsekvenserne af et mindre sikkert USA vil i sidste ende være et mindre sikkert Europa. Selvom Europa er ved at gøre sig mindre afhængige af USA, så er der meget lang vej endnu, før man kan træde helt ud af det amerikanske militærs paraply.
Derfor er der i praksis ingen vej udenom at forsøge at finde kompromiser med USA lige nu, hvis EU og Ukraine ønsker den amerikanske støtte fortsætter. Uanset hvor ynkelige, den amerikanske ledelse finder Europa, så har Europa helt selvforskyldt ikke noget alternativ til sikkerhed end netop USA.
Der meldes dog om stor vrede blandt de europæiske ledere oven på de lækkede beskeder fra Vance og Hegseth.
Det er næsten utroligt, at der kun er gået to måneder, siden Trump overtog magten i USA. Mon det transatlantiske venskab kan holde til knap fire år mere under disse forhold?