Kære læser

I disse tider er det vel ikke så kontroversielt, hvis jeg siger, at en lille smule vagtsomhed er sundt. Der er krig og konflikt omkring os, og med krigen er fulgt en masse spørgsmål om den personlige og rigets sikkerhed.

Pludselig sidder du og googler sætninger som, ‘hvad er hybridkrig’, ‘hvor længe holder makrel på dåse’ eller ‘hvor meget vand drikker et menneske dagligt’.

For os, der beskæftiger os med at følge krigen mellem Rusland og Ukraine, bliver linjerne mellem vagtsomhed og paranoia nogle gange udvisket.

For lad os være ærlige og kalde en spade for en spade: Der er konflikt mellem Danmark og Rusland. Krigen i Ukraine betyder, at det er meget højspændte tider i forholdet mellem Europa og Rusland, og selvom det ikke er en konventionel krig, så er der, som du måske har googlet på et tidspunkt, tale om en hybridkrig.

Så da jeg som journalist blev opmærksom på, at et syrisk skib med 20.000 tons eksplosivt materiale fra Rusland havde retning mod Danmark og Storebælt, og at skibet sejlede med smadret ror, skrue og revner i skroget, var jeg så vagtsom eller paranoid, fordi mine alarmklokker ringede? Lasten var ammoniumnitrat (kunstgødning), som er det samme stof, der skabte Beirut-eksplosionen – men skibet bar syv gange mere ammoniumnitrat end mængden fra eksplosionen i Beirut.

Skibet hedder Ruby. Det er styret af en række syriske borgere gennem et selskab i Libanon, og det sejlede fra det nordlige Rusland forbi Norge med retning mod Litauen. Det skulle derfor have sejlet gennem Danmark, direkte under Storebæltsbroen, hvilket fik forsvarsanalytikere til at frygte det værste. For kunne russerne finde på at smadre et skib ind i broens pyloner og splitte landet i to? Risikoen er formentlig astronomisk lille, men ifølge en række personer fra Forsvarsakademiet, så er den der. Ruby, mener nogen, kunne være et perfekt hybridvåben, fordi ingen kan stilles til ansvar. Det er, på papiret i hvert fald, bare en ulykke.

Ruby har smadret skrue og ror, og der er sprækker i skroget. Det var i lang tid ude af kontrol og blev trukket af en lille slæbebåd, mens det havde slingrekurs mod Storebælt.

Så er det vagtsomhed eller paranoia, hvis vi spørger eksperter, om et ødelagt syrisk skib med russisk last, der potentielt kan skabe en eksplosion ved Storebæltsbroen, der i størrelse nærmer sig en lille atombombe, kunne være et led i Ruslands hybridkrig?

Alene frygten for den ulykke skibet ville kunne lave, kan det ikke også være en form for hybridkrig? Eller er det paranoia? Jeg har ærligt talt ikke svaret.

Rusland er blevet modige – eller snarere mere provokerende – når det kommer til, hvad de tør tillade sig i danske farvande, mener de eksperter, vi taler med. De benytter sig i stigende grad af gamle, nedslidte skibe til at transportere især olie, og de afviser også i stigende grad at tage danske navigatører (lodser) ombord for at hjælpe skibene sikkert gennem de snævre, lavvandede danske stræder.

For i Danmark har vi ikke noget valg: Vi er tvunget til at lade russiske skibe sejle gennem vores land, fordi vi i 1857 underskrev en traktat om fri passage, og den tør ingen røre ved.

Nu skal du ikke sidde og læse det her og blive paranoid, for naturligvis er der intet, som lige nu peger på, at et skib med syv Beirut-bomber i lasten kommer til at sprænge dansk infrastruktur i luften. Skibet har ikke kurs mod Danmark længere, men ligger i stedet for anker lidt væk fra England.

Men Ruby fik da myndighederne i Danmark, Sverige og Norge til at vågne op.

Så spørgsmålet er, hvor grænsen går, når man er vagtsom. Det er noget af det, vi på Danwatch helt naturligt arbejder ekstremt meget med i vores dækning af verdens store konflikter – Ukraine og Rusland, Israel og Palæstina, Kina og Uighurerne og alt det andet frygtelige, der foregår.

I dette nyhedsbrev vil vi fremlægge de vigtigste ting fra verdens konflikter, som vi selv eller andre har dækket, og vi håber, du vil læse med.

Velkommen til Krig & Konflikt.