17. sep '24Sikkerhed og våben

Danske pensionskasser har investeret over 200 mio. kroner i Airbus, der har tætte forbindelser til Myanmars militær

Airbus’ nære samarbejdspartner AVIC leverer militærfly og våben til Myanmars sanktionerede militærregime. Industriens Pension, PensionDanmark og P+ vil undersøge sagen.

Myanmar Anniversary Independence
FN har tidligere vurderet, at drab på mere end tusind mennesker i Myanmar siden militærkuppet kan være krigsforbrydelser eller forbrydelser mod menneskeheden.Foto: AFP/Ritzau Scanpix

Den europæiske flyproducent Airbus har tætte forbindelser til det statsejede kinesiske fly- og forsvarskonglomerat AVIC, der gennem datterselskaber leverer militærfly og våben til Myanmars militærregime. 

Det viser dokumentation i en ny rapport fra ngo’erne Justice for Myanmar og Info Birmanie, som Danwatch har gennemgået. 

Ifølge rapporten har Airbus stærke økonomiske bånd samt et tæt strategisk samarbejde med AviChina, som er en del af AVIC. 

Alligevel har de tre danske pensionsselskaber PensionDanmark, Industriens Pension og P+ investeringer for over 200 millioner kroner i Airbus. Industriens Pension, der har over 400.000 medlemmer, har alene investeret 116 millioner kroner. 

FN har flere gange advaret mod, at Myanmars militær udfører luftangreb mod civile, mens G7-landene har opfordret alle lande til at “forhindre eller stoppe” leverancer af våben og flybrændstof til landet.

Danwatch har spurgt Industriens Pension, hvad de mener om, at Airbus gennem AVIC bidrager til internationale forbrydelser i Myanmar, og om de nye anklager får dem til at genoverveje deres investering. 

I en mail skriver pressechef i Industriens Pension, Laurits Harmer Lassen, at de har sendt henvendelsen videre til Airbus: 

“Vi har aktuelt ikke informationer om, at Airbus skulle være forbundet til menneskerettighedskrænkelser i Myanmar, men vi vil se nærmere på sagen og har i første omgang stillet en række spørgsmål om problematikken til vores eksterne samarbejdspartner om aktivt ejerskab”, lyder det. 

Flere pensionskasser har allerede ekskluderet AVIC, mens størstedelen af de danske pensionsselskaber har ekskluderet Airbus, dog med henvisning til, at flyproducenten er involveret i produktionen af atomvåben. 

Siden Myanmars militærjunta kuppede sig til magten i 2021, har det sydøstasiatiske land befundet sig i en væbnet konflikt mellem militæret og demokratibevægelsen. Tusindvis af civile er blevet enten dræbt, tortureret og fængslet, mens 2,5 millioner mennesker er internt fordrevne. 

  • Udgivet af ngo’erne Justice For Myanmar og Info Birmanie. 
  • Den franske flyproducent Airbus har et tæt strategisk partnerskab med Acivhina Industry og Technology, der er et datterselskab til det statsejede kinesiske fly – og forsvarskonglomerat Aviation Industry Corporation of China, AVIC. Airbus er desuden storaktionær i AviChina. 
  • AVIC har gennem datterselskaber været nøgleleverandør af militærfly og våben til Myanmars militærregime siden 2021. 
  • Datterselskaberne har blandt andet leveret de lette militærfly FTC-2000G, der kan bære op til tre tusind tons missiler, raketter eller bomber, og The Hongu-K8 Karakorum, K8. 
  • Flyene er blevet brugt i kamphandlinger i Myanmar, der har kostet civile livet. Ifølge rapporten er eksempelvis FTC-2000G blevet brugt til at bombe området Namhpatkar, der ligger i den nordlige Shan State  den 16. januar januar 2024. 
  • Militærflyene og våbene er blevet leveret af et andet kinesisk statsejet selskab, China National Aero-Technology Import and Export Corporation, CATIC. 
  • CATIC har været med til at designe Airbus’ helikopter EC120. 

“Særlig fokus på landet”

P+, som har investeret 44 millioner kroner i Airbus, skriver, at de har haft et “særligt fokus” på Myanmar siden militærkuppet. 

“Det har bl.a. medført, at P+ har fravalgt en række selskaber med problematiske relationer til militærregimet, ligesom en række selskaber er blevet sat på vores observationsliste”, skriver kommunikationschef i P+, Pia Lykke, i en mail. 

Hun henviser i den forbindelse til, at P+ har fravalgt AVIC, fordi “selskabet er blevet beskyldt for at sælge fly og andet militært udstyr til militærregimet”.

Danwatch har spurgt, hvornår der er tale om “problematiske relationer”, ikke mindst set i lyset af, at Airbus samarbejder med et ekskluderet selskab. Vi har også spurgt om, de genovervejer deres investering. 

I et svar skriver kommunikationschefen, at P+ ikke per automatik fravælger minoritetsejere eller selskaber, som har en forretningsmæssig forbindelse til et ekskluderet selskab. 

“Her forsøger vi i stedet at gå i dialog med det selskab, vi har investeret i. Målet med dialogen er, at få det selskab, vi har investeret i, til enten at presse på for en positiv udvikling hos samarbejdspartneren med de problematiske forhold, eller også at få dem til at afslutte den forretningsmæssige relation”, skriver Pia Lykke. 

P+ vil, ligesom Industriens Pension, desuden undersøge, om Airbus har et samarbejde med AVIC. 

Også PensionDanmark, der har investeret 57 millioner i Airbus, vil gå videre med sagen, lyder det fra chef for ESG og bæredygtighed i PensionDanmark, Jan Kæraa Rasmussen:

” Påstandene er nye for os, og vi forventer, at selskabet laver en redegørelse. PensionDanmark ønsker ikke at støtte militærjuntaen i Myanmar, og vi vil adressere forholdene i vores aktive ejerskab.”

I en mail til Danwatch skriver Airbus, at de er opmærksomme på og overholder alle relevante sanktioner, der gælder for Myanmar.

AVIC har ikke besvaret Danwatchs henvendelser om sagen.