Åbner i en ny fane

Krig & konflikt

I dagens nyhedsbrev sætter vi fokus på situationen i Østersøen og Finskebugten, hvor både Rusland og NATO har stigende tilstedeværelse og er ved at ramle ind i hinanden.

Situationen er tilspidset og nok også en smule underdækket i medierne. Derfor går vi i dybden med det i dag.

Velkommen til Krig & Konflikt.

Krigogkonflikt 01c
NATO-skibe, russiske jagerfly og lyssky olieskibe støder lige nu sammen i Finskebugten. Illustration: Louise Kock

27/05/2025

Skyggekrigen i Finskebugten

Der foregår noget i Finskebugten lige nu, som du bør følge godt med i.

En stor skygge har lagt sig over bugten, der har kyst til Estland, Rusland og selvfølgelig Finland.

Handelsskibe, civile fartøjer og krigsskibe sejler ind i det russiske søområde, og så forsvinder de pludselig fra kortet. Ingen ved, hvad de foretager sig, inden de efter et par dage pludselig dukker op igen, når de forlader Ruslands søgrænser.

Tager man et kig på skibsovervågningen Marinetraffic, viser skibenes sendere en position alle mulige andre steder, end hvor skibene reelt er. Senderen er død, men skibene sejler rundt som spøgelser i mystiske mønstre, såsom den store cirkel på billedet herunder. Nogen eller noget manipulerer med virkeligheden og skjuler skibenes sejlruter, for når det er så mange skibe på én gang, er det fuldstændig usandsynligt, at det er skibene selv, der står bag.

22 maj cirkel 2
Flere skibe sejler ifølge deres sender rundt i denne store cirkel et stykke væk fra oliehavnen Primorsk, hvor de sandsynligvis egentligt befinder sig. Ifølge senderne sejler skibene direkte gennem land. Foto: MarineTraffic

Tidligere har der været tusindvis af eksempler på, at nogen eller noget også har generet flytrafikken i Baltikum ved at forstyrre flyenes radar. Det kaldes spoofing eller jamming, alt efter om man manipulerer eller helt forstyrrer signalerne fra blandt andet fly eller skibe.

I april 2024 måtte to finske passagerfly på vej til Estland vende om, da de pludseligt mistede deres radar omkring Finskebugten. De fløj simpelthen stort set i blinde. Den estiske udenrigsminister, Margus Tsakhna, kaldte det i Financial Times “en trussel mod vores folk og sikkerhed” og gjorde det klart, at Estland ikke vil tolere mere jamming.

Spol et år frem til i dag, hvor problemet er blevet endnu større og tilsyneladende er langt mere udfordrende, end hvad esterne kan håndtere alene.

Den 13. maj sejlede det store tankskib Jaguar ind i Estlands økonomiske zone med retning mod den russiske oliehavn Primorsk. Stik imod alle internationale regler og normer sejlede Jaguar uden flag, hvilket i grove træk svarer til at køre bil på motorvejen uden nummerplade.

Esterne kaldte Jaguar op og bad det standse, men kaptajnen på skibet nægtede at samarbejde. Den estiske kystvagt blev udsendt for at se nærmere på den flagløse olietanker, da et russisk SU-35 jagerfly pludselig susede forbi og markerede, at russerne var klar til at beskytte Jaguar.

Det russiske jagerfly brød ikke kun estisk luftrum, det truede flåden fra et NATO-land i et NATO-land. I sidste ende slap Jaguar væk fra den estiske kystvagt og forsvandt – som stort set alle andre, der krydser Ruslands søgrænser – og dukkede først op igen, efter det havde forladt russisk farvand.

Jaguar spoofing
Jaguar bevægede sig ifølge dets sender på mystisk vis fra Primorsk til den store cirkel af skibe og så henover både finsk og russisk land. Skibets egentlige position var skjult i dagevis. Foto: MarineTraffic

Få dage efter tog Rusland muligvis hævn. I hvert fald tilbageholdt den russiske kystvagt pludselig det græske tankskib ‘Green Admire’, der havde kurs fra Estland mod Rotterdam og kortvarigt var sejlet gennem det russiske hav – hvilket det havde tilladelse til. 

Ifølge Estlands udenrigsminister var der tale om chikane fra Ruslands side.

Så hvorfor chikanerer Rusland vestlige skibe? Ja, svaret behøver ikke være så kompliceret, for Vesten generer jo også russiske skibe. Eller Vesten slår ned på den såkaldte russiske skyggeflåde, som er lyssky olieskibe med ukendte ejere og tvivlsomme forsikringer, ved at sanktionere, overvåge og tilbageholde skibene, når de sejler gennem Østersøen. 

Rusland har officielt ikke noget at gøre med skyggeflåden, men uofficielt er den russisk. Og flåden er lige så vigtig for den russiske økonomi, som Novo Nordisk ville være for Danmark, hvis Novo var fire gange så stor, som den er i dag. Olie- og gasindustrien udgør 20 procent af Ruslands samlede BNP, og omkring halvdelen af olieeksporten sejles ud på skyggeflåden. 

Når olien sejles ud via skyggeflåden, kan den sælges dyrere, fordi Rusland kan omgå Vestens sanktioner, som er skræddersyet til at sætte et prisloft på russisk olie og stikke en kæp i hjulet på Vladimir Putins krigsøkonomi. 

En betydelig andel af de her skyggeskibe sejler fra Finskebugten, og det kan meget vel være derfor, at Rusland nu slår tilbage mod Vestens forsøg på at stoppe skibene. Et er, at Europa og NATO har skruet bissen på og indsat 11 NATO skibe til at overvåge og kontrollere skyggeflåden i Østersøen, mens EU sanktionerer historisk mange af skibene. 

Et andet, og måske i virkeligheden langt mere essentielt, er, at USA ikke længere er en troværdig partner i forhold til forsvaret mod russisk aggression nær de europæiske østersølande. Derfor er Rusland måske blevet mere villig til at gå skridtet videre end blot hybridkrig og rent faktisk bruge deres militær til at beskytte den her mystiske skyggeflåde, som de officielt ellers ikke vil vedkendes. 

Danske politikere bør også følge godt med i, hvad der foregår i Finskebugten. For alle de her skyggeflåde-skibe sejler også gennem danske stræder og direkte under Storebæltsbroen. 

Lige nu ligger der 21 EU-sanktionerede olieskibe i Finskebugten, der før eller siden kan sætte kurs mod de nye, store russiske handelspartnere som Indien. I går formiddags, den 26. maj, sejlede tre sanktionerede olietankere gennem Storebælt med fuld last. 

Og det gør Ruslands flåde også hele tiden. I april sidste år sendte et russisk krigsskib en Kombardo-færge på undvigelsesmanøvre og viste samtidig, at Ruslands flåde ikke har tænkt sig at vige for nogen, når den sejler i Danmark.

Derfor er der alt grund i verden til at være på vagt og forberede sig på, at den spændingsfyldte situation oppe hos esterne og finnerne også kan komme til Danmark. Spørgsmålet er, om den danske flåde er i stand til at modstå truslen fra Rusland.

DET SKRIVER VI OM KRIG OG KONFLIKT

Storbritannien sanktionerer svindelfabrik efter Danwatch-afsløring

Både Storbritannien og EU har vedtaget nye sanktioner rettet mod Rusland. Et russiskstyret selskab med falsk adresse i Norge, som Danwatch har afsløret, er blevet sanktioneret i Storbritannien, men ikke EU.

Nettet strammes om russisk svindler: Sortlistes verden over

På tværs af kloden reageres der hastigt på Danwatch og NRK’s afsløring om falske skibsforsikringer. Alligevel fortsætter svindelfirma efter alt at dømme med at udstede nye og ugyldige forsikringer til Ruslands skyggeflåde.

Kilder: Avanceret overvågningsteknologi installeret hos delvis danskejet internetfirma i Myanmar

En internetudbyder finansieret af Investeringsfonden for udviklingslande (IFU) har ifølge kilder installeret kinesisk overvågningsteknologi, der bliver brugt til overvågning i det militærstyrede Myanmar. Firmaet afviser, og IFU mener, at et frasalg vil gøre mere skade end gavn for Myanmars hårdt pressede befolkning.

Trump-dekret udhuler regeringens forsvar for eksport til israelske kampfly

Med et pennestrøg har USA’s præsident undermineret den danske regerings juridiske forsvar for at fortsætte eksport af dele til kampfly, der bomber i Gaza.

DET SKRIVER ANDRE OM KRIG OG KONFLIKT

Intern splittelse i EU om Gaza

En gruppe på over 2000 EU-parlamentarikere, embedsfolk og andre ansatte har sendt et brev til kommissionen med kras kritik af den europæiske linje over for Israel. Gruppen kalder sig ‘EU Staff for Peace’ og anklager i brevet EU-kommissionen for at være medansvarlige i de voldsomme ødelæggelser, Israel forårsager i af Gazastriben, og fordrivelsen af palæstinenserne. EU burde have brugt sin globale diplomatiske og økonomiske indflydelse til at lægge større pres på Israel, men har i stedet skabt et miljø, hvor Israel bliver fuldstændig ansvarsløse, uanset hvad de gør i Gaza, lyder kritikken.

Trump kalder Putin “sindssyg”

De har længe lignet gode venner, men måske er forholdet mellem USA’s præsident, Donald Trump, og Ruslands præsident, Vladimir Putin, ved at slå revner. Natten til 26. maj langede Trump i hvert fald ud efter sin russiske kollega og kaldte ham sindssyg, fordi han angreb og dræbte ukrainske civile. Han stillede det retoriske spørgsmål: “Hvad fanden er der sket med Putin?” og mente, at den russiske præsident har ændret sig, men jeg forestiller mig, at der sidder mange europæiske statsoverhoveder og tænker, at han er den samme, som han altid har været. Russerne har allerede kommenteret på sagen og siger, at Trump må været blevet overvældet af sine følelser.

Det var alt for dette overblik.

Tusind tak, fordi du læste med. Husk, at du altid kan komme med feedback, ønsker til emner eller forslag til nyheder ved bare at besvare dette nyhedsbrev.

De bedste hilsner

Jakob Kjøgx Bohr

Gå ikke glip af den næste afsløring.
Få vores nyhedsbrev

Få ugens historier fra Danwatch direkte i din indbakke hver søndag.

Nedenfor kan du tilvælge vores månedlige tematiske nyhedsbreve.

Uanset hvor mange, du vælger, skriver vi højst til dig tre gange om ugen.