Beklager den provokerende overskrift. Men den har noget på sig. Som så mange andre lande i verden fylder DR Congo tæt på ingenting i den globale offentlighed. I en verdensorden i opbrud giver det god mening, at Ukraine, Gaza, Rusland og Kina lægger beslag på vores opmærksomhed, men det går ikke, at vi ignorerer lige præcis DR Congo. Af alle de lande i verden, vi behandler som ligegyldige, er DR Congo et godt bud på det vigtigste.
Der er især to årsager til, hvorfor DR Congo vedkommer os alle. Den ene er over jorden, den anden er under jorden. Over jorden rejser den congolesiske regnskov sig, verdens næststørste og Afrikas lunge. Regnskoven æder CO2 og er med til at begrænse den globale opvarmning. Beskytter vi den, beskytter den os. Under jorden lagrer sig enorme mængder kobolt og kobber. Begge mineraler er fuldstændig afgørende for den grønne omstilling. Ingen kobolt og kobber, ingen solpaneler eller elbiler.
DR Congo er, med andre ord, en frontlinjestat i vores allesammens klimakamp.
Derfor er det naturligvis også væsentligt, hvordan landet ledes. Siden januar 2019 har præsidenten heddet Félix Tshisekedi. Han kom til magten under anklager om valgsvindel, og her snart fem år efter, er der i korpset af Congo-analytikere delte meninger om, hvordan han har klaret det.
De positive analyser lægger vægt på, at den congolesiske økonomi er vokset pænt på trods af en pandemi og to Ebola-udbrud, og at Tshisekedi har fået DR Congo indlemmet i den østafrikanske samarbejdsorganisation, East African Community. Præsidenten har også fået ros for sin uddannelsespolitik og for at tage Kinas mineforretninger i DR Congo op til revision.
De negative analyser bemærker især, at volden i det østlige DR Congo, hvor op mod 120 forskellige oprørsgrupper bekriger hinanden og regeringshæren, er eskaleret markant de seneste par år. Den mest prominente af oprørsgrupperne – den angiveligt rwandisk støttede M23 – har bragt DR Congo ud i en bitter nabostrid med Rwanda. Senest sammenlignede Félix Tshisekedi sin rwandiske modpart Paul Kagame med ingen ringere end Adolf Hitler.
Netop den nationale sikkerhed har været hovedtema frem mod valget i morgen. De tre store oppositionskandidater har alle ført valgkamp på løfter om at standse kampene i det østlige DR Congo. Og hvem er de tre så?
Moïse Katumbi, der har en fortid som guvernør i Haut-Katanga-provinsen og er kendt i hele landet som ejer af fodboldklubben TP Mazembe, regnes som Félix Tshisekedis hovedrival. Han har lovet en nødfond på fem milliarder dollars til de hårdt ramte provinser Ituri og Nord-Kivu.
Tidligere topchef for olieselskabet ExxonMobile, Martin Fayulu, der ifølge ham selv og flere observatører var den retmæssige vinder ved valget i 2018, har proklameret, at han vil udbygge den congolesiske hær. Han vil mere end fordoble hærens mandskab, så den i alt skal tælle 500.000 soldater.
Og gynækologen Denis Mukwege, der vandt Nobels fredspris i 2018 for sit arbejde med at bekæmpe seksuel vold i netop det østlige DR Congo, har sagt, at han vil af med de udenlandske soldater i landet hurtigst muligt. FN har siden 1999 haft en fredsbevarende mission i DR Congo, men til stor frustration for mange congolesere er sikkerhedssituationen ikke blevet forbedret, og i begyndelsen af det nye år begynder den såkaldte MONUSCO-operation sin tilbagetrækning.
Félix Tshisekedi selv vil gerne have valget til at handle om andet og mere end situationen i det østlige DR Congo. Om økonomi, infrastruktur og uddannelse. Men paradoksalt nok kan det stærke modstanderfelt blive hans redning. Fordi oppositionen ikke har samlet sig om én kandidat, men vil sprede sine stemmer over flere forskellige, er Tshisekedi stadig smal favorit til at vinde onsdagens valg.