Skal vi bygge nye skoler, eller skal vi betale af på vores gæld? Skal vi investere i grøn energi, eller skal vi betale af på vores gæld?
Det er den slags prioriteringer, stadig flere afrikanske lande er tvunget til at foretage i disse år.
Siden 2010 er Afrikas samlede statsgæld steget med 183 procent, så den i dag er oppe på svimlende 1.8 billioner dollars. Eller skrevet med tal: 1.800000000000.
Konsekvenserne er til at tage at føle på.
I Zambia brugte staten i 2021 flere penge på at afbetale gæld end på uddannelse, sundhed, vand og sanitære forhold tilsammen. I Kenya måtte man i marts i år opgive at betale løn til sine offentlige ansatte for i stedet at kunne afvikle en stribe forfaldne lån. Og i Ghana har regeringen skåret i finansieringen til både uddannelse og sundhed i takt med, at de har øget gældsudgifterne.
Hvis flere afrikanske lande ikke skal lide samme skæbne, er der akut brug for, at Afrikas långivere indvilliger i at genforhandle eller helt at eftergive gæld, vurderer eksperter, Danwatch og Altinget har talt med.
Og det inkluderer også de mange danske pensionskasser, der tilsammen ejer statsobligationer for mere end to milliarder kroner i Afrikas mest forgældede lande. I Zambia, Kenya, Ghana, Cameroun, Etiopien og Mozambique.
“Der er et enormt behov for at lette gældsbyrden i en række afrikanske lande. Og som den største långiver på kontinentet har de private kreditorer – heriblandt de danske pensionskasser – et stort ansvar for, at det sker”, siger postdoc Astrid Iversen, der forsker i statsgæld på det norske universitet Høgskolen i Innlandet.
Generalsekretær i Oxfam Danmark Lars Koch er enig i, at pensionskasserne har et medansvar for at holde de afrikanske landes gæld på et bæredygtigt niveau.
“Pensionskasserne er selvfølgelig ikke ansvarlige for, hvordan landene forvalter deres penge. Men både låntagere og långivere har et ansvar. ” siger han.
“Pensionskasserne får en relativt højt rente, fordi der er en risiko. Nogle gange koster den risiko. Og hvis der kommer en gældsbehandling, så har de private långivere et ansvar for at gå med ind i den process,” siger Lars Koch.
Det er nyt, at private långivere som de danske pensionskasser fylder så meget i de afrikanske økonomier.
Gennem de seneste små tyve år har landene i Afrika optaget færre og færre lån i den såkaldte Parisklub, en sammenslutning af (overvejende) vestlige långivere til udviklingslande, samt store multilaterale institutioner som Verdensbanken og Den Internationale Valutafond.
I stedet har de afrikanske lande lånt flere og flere penge hos både Kina og private investorer.
I 2010 lå kun 30 procent af Afrikas gæld hos kommercielle långivere som pensionskasser og banker. I dag er det tal steget til 44 procent.
Udviklingen griber helt tilbage til finanskrisen i 2007-08, forklarer SLUG – Netværk for Retfærdig Gældspolitik, som er et norsk initiativ, der arbejder for gældslettelser.
“Mange vestlige banker satte renten ned i forbindelse med finanskrisen for at stimulere økonomien. Derfor blev flere og flere private investorer villige til at løbe den risiko, der er forbundet med at yde lån til udviklingslande, siger Julie Rødje, der er leder af SLUG – Netværk for Retfærdig Gældspolitik.
“På den ene side skaffede det tiltrængt finansiering til kontinentet. Men det betød også, at mange afrikanske lande optog uholdbar stor gæld – og på nogle meget ugunstige vilkår”, fortsætter hun.
De private lån er typisk væsentligt dyrere end de offentlige. I udviklingsbanker som Verdensbanken kan de afrikanske lande få såkaldte koncessionelle lån, det vil sige lån til en favorabel rente under markedsrenten.
Den mulighed har landene ikke hos de private investorer, der udelukkende opererer på kommercielle vilkår.
“Vores medlemmer investerer ud fra et princip om at skabe bedst muligt afkast for den enkelte opsparer. Hvis de gjorde andet, ville de ganske enkelt ikke leve op til reguleringen”, siger Tom Vile Jensen, underdirektør i pensionskassernes brancheforening Forsikring & Pension.
Ifølge forskningsinstituttet Kiel Institute for the World Economy betaler de afrikanske lande i gennemsnit 6,2 procent i rente på deres lån hos private långivere. Til sammenligning betaler de bare 1 procent hos institutioner som Verdensbanken, mens de bilaterale lån i Vesten - hos Tyskland og Frankrig, eksempelvis - koster igennem 1,7 procent i rente.
De kinesiske lån ligger cirka et sted i midten med en gennemsnitlig rente på 3,2 procent.
Mma Amara Ekeruche, seniorforsker hos den nigerianske tænketank Centre for the Study of the Economies of Africa, nævner corona-pandemien som en anden afgørende begivenhed for gældskrisen i Afrika.
“Mange afrikanske økonomier er dybt afhængige af eksport af råstoffer. Den faldende efterspørgsel på eksempelvis olie under pandemien gjorde derfor rigtig ondt. Landene mistede en masse indtægter og kunne ikke finansiere deres bekæmpelse af corona”, siger hun. “Derfor var de tvunget til at optage en masse ekstra lån”.
Konsekvensen har været, at de mest gældstyngede lande i Afrika nu er fanget i en ond spiral.
Når de ikke kan tilbagebetale deres gæld, får de deres kreditvurderinger nedjusteret, og så bliver det endnu sværere for dem at optage nye lån. Eller i hvert fald: Renten stiger, og de nye lån bliver endnu sværere at afdrage.
Jo færre penge du har, jo dyrere bliver det at låne penge.
Fordi de private långivere står for hovedparten af Afrikas gæld, er det nødvendigt, at aktører som pensionsselskaberne melder sig ind i debatten om gældskrisen i Afrika, siger Mma Amara Ekeruche.
“Der er et øget fokus på, at også de private kreditorer - ikke kun de offentlige - har et ansvar for at løse gældsproblemerne på kontinentet. De private kreditorer har været for fraværende i gældsforhandlingerne, mener mange, også Den Afrikanske Union”, siger hun.
I april i år opfordrede samlingen af afrikanske finansministre til en “reform af den globale gældsarkitektur”. De vil blandt andet styrke mulighederne for at opnå gældslettelser- og omlægninger med de private lånegivere.
Siden er en omfattende gældsomlægning faldet til jorden i Zambia, netop fordi landets statslige og private långivere ikke kunne enes om samme nye lånebetingelser.
Nedbruddet i de zambiske forhandlinger er symptomatisk.
Hvis man optager lån hos landene i enten Parisklubben eller G20-gruppen - en sammenslutning af verdens største tyve økonomier - er der en fast procedure for, hvad der sker, når låntager ikke længere kan svare sin gæld.
Men der er ikke nogen mekanisme, der håndterer forhandlinger mellem gældsplagede lande og deres private långivere.
“Der findes ingen procedurer for, hvad der sker, når et land ikke kan betale sin gæld, og det er derfor op til de enkelte lande at forhandle med deres private kreditorer. Det er en næsten uoverkommelig tung øvelse for dem, både juridisk og tidsmæssigt. Især fordi de afrikanske statsobligationer sjældent er udskrevet i egne valutaer og ikke er dækket af landenes egne lovgivning, men i stedet er handlet og reguleret i enten London eller New York”, siger Astrid Iversen, postdoc på Høgskolen i Innlandet.
Dette er en udfordring i en situation, hvor de private investorer dominerer gældsmarkedet i Afrika.
“Der er et enormt behov for at skabe et stærkere juridisk rammeværk, både nationalt og internationalt, som kan hjælpe de afrikanske lande med at genforhandle deres gæld med private kreditorer”, siger Astrid Iversen.
Tom Vile Jensen, underdirektør i Forsikring & Pension, er enig i hendes vurdering.
“Det bør ikke være op til et enkeltstående pensionsselskab at tage initiativ til gældsforhandlinger med en stat. Vi har brug for en fast standard eller procedure for, hvad der sker, når et land ikke kan tilbagebetale sin private gæld. Det kunne for eksempel være i regi af Den Afrikanske Union og i samarbejde med de internationale finansielle organisationer”, siger han.
Han understreger, at det heller ikke er i pensionskassernes interesse, at de lande, som de låner penge til, går bankerot.
“Netop fordi vores medlemmer skal forrente deres kunders penge bedst muligt, er det på ingen måde i deres interesse, at lande bliver presset ud i betalingsstandsning. Pensionskasserne, ligesom andre private kreditorer, låner altid penge ud i klar forventning om at tjene dem ind igen”, siger han.
Oscar Rothstein
