Åbner i en ny fane
21/01/2026Nyhed, Podcast

Oprører følger amerikansk ønske, men krigen i Congo er stadig i fuld gang 

Donald Trump påstår fortsat, at han har skaffet fred mellem DR Congo og Rwanda, selvom den væbnede konflikt i det østlige DR Congo fortsætter. Syd for Sahara borer i den tilsyneladende endeløse krig og diskuterer perspektiverne for en egentlig fred.
TOPSHOT DRCONGO UNREST
En M23-soldat Foto: Luis Tato/AFP/Ritzau Scanpix
Danwatch er et undersøgende medie. Vi afslører, hvordan danske virksomheder og andre magtfulde aktører påvirker mennesker, miljø og klima i verden. Vi dokumenterer brud på love, konventioner og etiske retningslinjer og viser konsekvenserne.

Mandag annoncerede den congolesiske oprørsgruppe M23, at de har trukket sig ud af den strategisk vigtige by Uvira, der ligger på grænsen til Burundi. 

M23, der er støttet af DR Congos naboland Rwanda og kæmper mod den congolesiske hær, rykkede ind i Uvira kort efter, at de to landes præsidenter i begyndelsen af december sidste år mødtes i Washington for at underskrive en fredsaftale. 

Oprørerne annoncerede et par uger efter, at de ville trække sig fra Uvira efter ønske fra netop amerikanerne, men først nu har de gjort det.  

Lektor på Roskilde Universitet og mangeårig iagttager af congolesiske forhold, Kasper Hoffmann, ser da heller ingen tegn på, at M23’s retræte fra Uvira varsler fred i det kronisk konfliktramte østlige DR Congo. 

Det vurderer han i dagens Syd for Sahara, Danwatch og Radio IIIIs ugentlige Afrika-program. 

“Kampene fortsætter i områderne omkring Uvira, og heller ikke omkring Goma og Bukavu (de to største byer i det østlige DR Congo, red.) har der på noget tidspunkt været en pause i konflikten”, siger han. 

Sammen med vært og Danwatch-journalist Oscar Rothstein, der netop er vendt hjem fra DR Congos hovedstad Kinshasa, udlægger han motiverne bag og begrænsningerne i fredsaftalen i Washington og diskuterer, hvilke interne dynamikker i congolesisk politik og militær der besværliggør fredsprocessen. 

Kampene mellem den congolesiske hær og M23 brød ud, da oprørerne i januar 2025 erobrede millionbyen Goma. I dag lever over 5 millioner østcongolesere som internt fordrevne. 

Syd for Sahara kan høres her på Danwatch hver onsdag – eller fra klokken 5 om morgenen som podcast og kl 13:30 på FM hos Radio IIII. Vært er Afrika-journalist på Danwatch, Oscar Rothstein. Programmet er produceret i et samarbejde mellem Danwatch og Radio IIII. 

Gå ikke glip af den næste afsløring.
Få vores nyhedsbrev

Få ugens historier fra Danwatch direkte i din indbakke hver søndag.

Nedenfor kan du tilvælge vores månedlige tematiske nyhedsbreve.

Uanset hvor mange, du vælger, skriver vi højst til dig tre gange om ugen.