Hvis du tager et kig på mærkerne i dit tøj, vil du med garanti møde ord som bomuld, akryl, elastan og polyester. Bag navnene gemmer sig de materialer, som dit tøj består af, og det er typisk en blanding af både naturlige fibre som bomuld og syntetiske fibre som polyester.
Særligt polyester er de seneste år blevet et meget populært materiale, når det kommer til tøjproduktion. Det er billigt og nemt at arbejde med – men hvad de færreste ved, er, at det er et plastmateriale lavet af en af vor tids store klimasyndere: råolie.
På den måde er CO2-udledningen vævet ind i vores tøj. Det viser en rapport med titlen ‘Fossil Fashion’, som Changing Markets, der er en hollandsk NGO, udgav den 4. februar 2021. I rapporten beskriver Changing Markets en direkte sammenhæng mellem den globale tøjproduktion og olieindustrien. De går så langt til at sige, at modebranchen er afhængig af en fortsat udvinding af fossile brændstoffer.
“Vi afslører, hvor afhængig modeindustriens nuværende produktionsmodel er af udvinding af fossile brændstoffer, og hvordan dette står i vejen for overgangen til en virkelig
cirkulær økonomi”, skriver Changing Markets i rapportens indledning.
Og den afhængighed handler særligt om brugen af polyester.
Vi ser allerede nu konsekvenser af brugen af polyester. Det ender som mikroskopiske plastbidder i havene, fisk og vores kroppe, eller som gigantiske affaldsbunker særligt i afrikanske lande. Men et måske endnu større problem er, at olieindustrien har udset sig plastik – herunder produktionen af polyester – som sin redning, nu hvor flere lande satser på grøn energi. I hvert fald har olieindustrien planer om, at investere flere hundrede milliarder i produktionen af plastik. Modebranchens stigende efterspørgsel på polyester risikerer altså at blive en del af olieindustriens nye væksteventyr.
For bare 25 år siden var bomuld det mest populære materiale, når det kom til at sy en t-shirt. Men bomuldens popularitet er siden overgået af de syntetiske fibre nylon, akryl, elastan og polyester, der på verdensplan nu udgør mere end to tredjedele af de fibre, vi bruger til tøjproduktion.
Langt størstedelen af de syntetiske fibre er polyester. Ifølge en opgørelse fra Textile Exchange, blev der i 2019 produceret knap 60 millioner ton polyester på verdensplan. Og i 2020 blev der produceret tre gange så meget polyester i forhold til bomuld, viser tal fra Tecnon Orbichem.
Der er flere grunde til, at efterspørgslen på polyester er så markant. Polyester er nemlig både billigt og nemt at producere, fortæller Frederik Larsen, der er stifter af konsulentvirksomheden In futurum og har forsket i bæredygtighed i mode- og livsstilsbranchen.
“Polyester har erstattet særligt bomuld, fordi det er et billigt materiale, som samtidig er utrolig fleksibelt, så det kan bruges i rigtig mange sammenhænge og kombinationer”, siger Frederik Larsen og fortsætter:
“Og så har det den egenskab, at hvis man putter en polyestertråd i en bomuldstrøje, så styrker man faktisk holdbarheden og fleksibiliteten. Så det har man gjort flere steder i stedet for at putte mere bomuld i. På den måde kan man nedsætte produktionsomkostninger og fortsat få tekstiler med en vis holdbarhed.”
“Hvis man stoppede udvindingen af fossile brændstoffer i dag, så ville fast fashion-industrien bryde sammen”
Polyester styrker tøjets holdbarhed, og det er rigtig godt i forhold til bæredygtighed, da vi gerne vil have, at tøjet holder længere. Af samme grund er polyester en vigtig komponent i beskyttelsestøj og arbejdstøj. Fordi det simpelthen danner en beskyttende hinde på stoffet til fordel for både os og tøjet. Polyester giver også mere fleksible og elastiske tekstiler. Derfor er sportstøj også ofte lavet af syntetiske fibre. Og det har bragt mere polyester ind i vores garderobe.
“Hvis man kigger på det generelle modebilled over de sidste årtier, så er en af de helt store trendbaserede ændringer, at sportstøj er blevet en stor del af modebillede – ikke bare når vi dyrker sport, men i det hele taget. Eksempelvis er sneakers nu en fast del af modebilledet”, siger Frederik Larsen.
Når Frederik Larsen nævner sportstøj og sneakers, er det fordi, de netop består helt eller delvist af syntetiske materialer som polyester.
Men polyester har også gjort det muligt at producere helt almindeligt tøj meget billigere end tidligere. Netop derfor er polyester særlig populær i den del af modebranchen, der arbejder med en såkaldt fast fashion model.
Med fast fashion modellen bliver der produceret rigtig rigtig meget tøj. Desværre ofte af en dårlig kvalitet på trods af polyesterens ellers gode egenskaber. Det betyder, at der hober sig stakkevis af tøj op eller tøjet bliver sendt direkte til forbrænding. For der er særligt én overskyggende ulempe ved polyester: det er et ikke-fornybart materiale, fordi det består af olie. Det problem vender vi tilbage til.
Det er vigtigt at forstå, at udbredelsen af polyester ikke begrænser sig til arbejdstøj, sportstøj eller meget billigt discount-tøj. De oliebaserede fibre har vundet indtog i hele modebranchen:
“Fast fashion gælder efterhånden et stort udvalg af forskellige typer virksomheder i modeindustrien – også det man ikke konventionelt vil tænke som fast fashion – og de er blevet mere og mere afhængige af polyester, så på den måde er det her relevant for et bred udsnit af branchen”, siger Frederik Larsen.
Netop den voksende afhængighed af syntetiske materialer, som Frederik Larsen her peger på, er central i den nye rapport fra Changing Markets. Ngo’en mener, at det øgede forbrug af polyester har gjort modebranchen direkte afhængig af udvindingen af fossile brændstoffer som olie. Og det gælder altså ikke kun fast fashion-brands som H&M, Zara og Bestseller.
Når andre industrier som transportsektoren og energisektoren er ved at udfase brugen af fossile brændstoffer, kan det virke modstridende, at modebranchen i stigende grad producerer tøj af de oliebaserede materialer som polyester. I den nye rapport fra Changing Markets fremgår det, at tekstilindustrien står for 1,35 % af det globale olieforbrug. Det svarer til omtrent 350 millioner olietønder om året, som er mere end Spaniens årlige forbrug af olie.
Fast fashion er en betegnelse for den del af modebranchen, der med de lavest mulige omkostninger producerer så meget tøj som muligt, hurtigst muligt. Produktionen foregår derfor i lande, hvor arbejdskraften er allerbilligst. Og så sælges tøjet billigt, så vi kan købe meget af det.
Tal fra det europæiske miljøagentur viser, at vi i Europa hver især i gennemsnit køber 26 kg tekstiler om året.
Fast fashion er både blevet kritiseret for overproduktion, overdrevet brug af forurenede kemikalier og at udnytte dårlige arbejdsforhold. Og nu også forbruget af polyester.
Kilder: Changing Markets, Frederik Larsen, Greenpeace, EU’s miljøagentur.
Tekstilindustrien er den samlede betegnelse for produktionen af tøj, sko, tæpper, møbler og andet interiør.
Modebranchen er en del af tekstilindustrien, og er den største aftager af tekstiler med mere end 70%.
Sammenlignet med transportsektoren, der står for 56% af det globale olieforbrug, er 1,35% ikke et højt tal. Men med transportsektorens fokus på el-drevne teknologier, falder deres efterspørgsel på olie. Olieindustrien er derfor på udkig efter andre oliekrævende industrier, som igen kan sætte skub i efterspørgslen. Og tekstilindustrien kandiderer til opgaven.
Hos Changing Markets er man derfor bekymrede for det stigende forbrug af blandt andet polyester:
“Tænk på hvor afgørende de fossile brændstoffer er blevet for især fast fashion industrien med deres afhængighed af syntetisk tøj. Hvis man stoppede udvindingen af fossile brændstoffer i dag, så ville fast fashion-industrien bryde sammen, og de ville være tvunget til at gentænke deres forretningsmodel”, siger Urska Trunk, der er en af forfatterne bag rapporten fra Changing Markets.
Hun fortæller, at tøjproducenternes behov for blandt andet olie skaber en usikker forretning. Men det største problem er og bliver den stigende interesse fra olieselskaberne. Modebranchens fortsatte efterspørgsel på polyester fordre nemlig olieindustriens interesse i polyesterproduktionen.
“Oliegiganterne ser modebranchens tørst efter polyester som en pengemaskine. Nu hvor deres indtægter fra andre sektorer, såsom transport og energi, falder, satser olie- og gasselskaberne stort på plastik, som de syntetiske fibre består af,” siger Urska Trunk.
Et eksempel på interessen fra olieindustrien, finder vi ifølge Urska Trunk, hos en af verdens største polyesterproducenter. Changing Markets har gennemgået årsrapporter fra den indiske polyestergigant Reliance Industries, og her fremgår det, at virksomheden er medejer af olie- og gasselskaberne Chevron og Ensign. I 2019-2020 har de to selskaber udvundet en hel del olie og også boret efter nye kilder, med det formål at producere polyester.
Ifølge Changing Market viser investeringerne fra Reliance Industries, hvordan olieindustrien og tekstilproduktionen er tæt forbundet gennem økonomiske interesser. Og det er altså det, Urska Trunk frygter der bliver mere af. For det vil skabe en ond spiral af øget polyesterproduktion og fortsat olieudvinding med store konsekvenser særligt for klimaet.
Olieindustrien står for langt størstedelen af verdens Co2-udslip, og den medvirker til øgede klimaforandringer med ødelæggende konsekvenser for både mennesker og natur. Ifølge Urska Trunk vil de økonomiske interesser presse polyesterproduktionen yderligere i vejret, og det svækker kampen mod klimaforandringerne:
“Hvis intet ændrer sig, vil næsten tre fjerdedele af vores tekstiler om 10 år være fremstillet af fossile brændstoffer. Og modebranchen vil sammen med olieselskaberne fortsætte med at tjene penge på bekostning af planeten”, siger Urska Trunk.
Den amerikanske tænktetank The Stand.earth har undersøgt, hvordan naturgas ender som modetøj. De fandt ud af, at en tredjedel af den gas, som den europæiske virksomhed Ineos importerer fra Texas og Pennsylvania, sælges videre til polyesterproducenten Indorama Ventures, der leverer fibre til store modebrands som Zara og Adidas. Så det er ikke bare olie, der bliver til polyestertøj, også naturgas omdannes til de syntetiske fibre. Den tendens kalder Stand.earth fracked fashion.
Det er ikke kun i rapporter fra NGO’er, at man ser relationen mellem olieselskaber og tekstilindustrien udfolde sig. Faktisk har flere repræsentanter fra olieindustrien offentligt erklæret, at man satser på, at plastikmaterialer herunder polyester skal sikre en fortsat efterspørgsel på olie.
Hos oliegiganten BP (British Petroleum) ser man plastikmaterialer som en direkte arvtager for det hul i olieefterspørgslen, som transport- og energisektoren efterlader. Ifølge analyseinstituttet Carbon Tracker betyder BP’s prognoser, at plastik i fremtiden vil drive 95 procent af efterspørgslen på olie hos BP.
Carbon Tracker har også regnet på de investeringer, som oliegiganter som BP planlægger. Samlet set vil olieindustrien investere godt 400 milliarder dollars i plastikproduktionen frem mod 2026. Og det vil ifølge Carbon Tracker øge den nuværende produktion af plastik med 25 procent.
Også hos Det internationale energiagentur, IEA, regner de med at plastik vil drive fremtidens olieefterspørgsel. Det fremgår af en rapport om olieindustriens fremtid fra oktober 2020, som IEA har udgivet. Og selvom man forventer at genbruge mere plastik i de kommende år, “er der stadig masser af muligheder for, at efterspørgslen efter plast vil stige, især i udviklingslande,” skriver IEA i rapporten.
Derudover noterer de, at medmindre der kommer et omfattende politisk kursskifte, så vil der fortsat være efterspørgsel på olie netop på grund af plastik.
Prognoserne fra industrien tyder altså på, at det ikke blot er modebranchen, der afhænger af fortsat udvinding af fossile brændstoffer. Olieindustrien er også afhængig af en stigende efterspørgsel på sneakers og t-shirts af polyester.
Modebranchen og olieindustrien er tæt forbundne gennem polyester. Og med olieselskabernes planlagte investeringer i plastikproduktion, så kan forholdet blive endnu tættere i fremtiden. Hos Changing Markets frygter man, at interesserne fra olieindustrien, vil være med til at øge produktionen af polyester med konsekvenser for både klima, miljø og mennesker. Men den bekymring er ikke nær så stærk hos den danske brancheforening Dansk Mode og Tekstil.
“Om der er nogle økonomiske interesser involveret, det ved jeg simpelthen ikke noget om. Men det er 1,35 % af den samlede olieproduktion, som går til tekstilproduktion. Det er jo trods alt ikke så stort et tal”, siger Marie Busck, der er CSR- og bæredygtighedschef i brancheforeningen.
Hun mener, at den øgede efterspørgsel på polyester er styret af de gode egenskaber:
“Jeg tror i høj grad, efterspørgslen efter syntetiske fibre er drevet af egenskaberne ved fibrene og pris frem for økonomiske og politiske interesser. Men hvis ikke der fandtes olie, så ville der ikke findes polyester og nylon, det er rigtigt. Men ville der så ikke være fast fashion? Det tror jeg, der ville. Så ville man finde nogle andre alternativer”, siger Marie Busck.
Selvom rapporten fra Changing Markets ikke umiddelbart sætter gang i alarmklokkerne hos den danske brancheforening, fortæller Marie Busck, at man i branchen er begyndt at få øjnene op for den forurening, der er ved polyester, særligt når man bruger det, og når man ikke vil bruge det længere. Et af de mest diskuterede problemer er de små stykker plastik fra vores tøj, de såkaldte mikrofibre, der skylles ud i havet og vandmiljøer, når vi vasker tøjet. Mikrofibrene kommer så tilbage til os i de fisk, vi spiser, og de ender på den måde i vores kroppe.
Marie Busck forklarer, at polyester er en såkaldt ikke-fornybar ressource, fordi det består af olie. Det har den ulempe, at polyester har meget svært ved at blive nedbrudt i naturen, hvorfor vi altså ser forureningen med mikroplast. Derudover bliver de ikke-fornybare ressourcer som olie, naturgas og kul ikke danne på ny ved naturlige processer og er derfor begrænsede ressourcer. Det gør det svært at tænke polyester ind i en cirkulær økonomi, hvor man skal spare på ressourcerne. Men man kan dog gøre noget, siger Marie Busck:
“Vi ser lige nu en stigning i genanvendte plastikflasker, som man omdanner til fibre til tekstiler. Det er så ikke fiber-til-fiber-genanvendelse, men plastik-til-fiber. Og plastik-til-fiber-genanvendelse er selvfølgelig ikke helt lige så godt,” lyder det fra Marie Busck.
Man kan ikke lave ny en polyester t-shirt af en allerede brugt polyester t-shirt. Til gengæld kan altså lave tøj af brugte plastikflasker. Det er dog kun omkring 9% af den polyester, der går til tøjproduktion, som består af genbrugsplast.
Før de syntetiske fibres indtog i modebranchen var bomuld det absolut mest foretrukne materiale. Bomuld er til forskel fra polyester et naturligt og fornybart materiale, men det har også sine ulemper. Ifølge Marie Busck, der er CSR- og bæredygtighedschef hos brancheforeningen Dansk Mode og Tekstil, kræver produktionen af bomuld et stort vandforbrug, højt forbrug af pesticider og gødning, og så optager det landbrugsjord.
“Så bomuld har typisk en betydelig miljøbelastning, hvis ikke man har arbejdet specifikt på at reducere det. Dertil kommer et stort energiforbrug, og brug af skadelige kemikalier i forbindelse med forarbejdning og indfarvning af tekstiler,” siger Marie Busck.
Samtidig fremhæver hun, at ulemperne ved polyester typisk hænger sammen med, at det består af olie.
Og som ved bomuldsfibre er der også stort energi- og vandforbrug samt brug af skadelige kemikalier i forbindelse med forarbejdning og indfarvning
“Der er masser af udfordringer forbundet med olieudvinding. Der er blandt andet forurening, CO2-udledning, menneskerettighedskrænkelser, herunder krænkelser af oprindelige folks rettigheder. Og så er man bekymret for, at det ikke er en fornybar ressource, og det er bomuld jo trods alt”, Marie Busck.
Polyester har uden tvivl både gode egenskaber og fører ødelæggende konsekvenser med sig. Derfor er der også uenighed om, hvorvidt det skal udfases i modebranchen eller ej. Marie Busck holder fast i de gode egenskaber og tror ikke på en udfasning:
“Det er jo ligesom plastik. Er det dårligt at vi har plastik? Det kommer jo også an på, hvordan vi bruger plastikken, herunder genbruger og genanvender den. Er det dårligt at have syntetiske fibre? Nej, for det gør, at vi kan rigtig mange ting”, siger Marie Busck.
Hun fremhæver de syntetiske fibre evnes til at gøre tøjet mere holdbart: “Ud fra et bæredygtighedsperspektiv vil vi gerne have at tøjet holder længe. Så det der med en komplet udfasning, det tror jeg ikke på”, tilføjer Marie Busck.
Frederik Larsen fra In futurum mener, at der i det hele taget skal produceres mindre tøj, og så skal man producere anderledes:
“Man skal nedskalere og tænke i nye forretningsmodeller. Vi skal have noget tøj, der har en højere værdi både økonomisk og materielt. Vi skal kunne skabe vækst og værdi i samfundet, uden vi skal blive ved med at bruge nye materialer hele tiden”, siger Frederik Larsen.
En kommende EU-strategi kan blive afgørende for, hvad der reelt kommer til at ske med polyester. Det er første gang, at EU kommer med en strategi på tekstilområdet, og formålet er, at sætte en ramme for bæredygtig og ansvarlig håndtering af tekstiler.
Hos Changing Markets appellerer de til EU om at udtænke en konkret plan for at udfase brugen af polyester. Og så foreslår de at indføre afgifter på plastik, herunder brugen af syntetiske fibre.
Ifølge Frederik Larsen vil den kommende strategi blive en vigtig kampplads:
“Det er en kamp mellem nogle meget store og tunge modstandere, som både er virksomheder i branchen, der ikke har lyst til, at produkterne skal være dyrere, og så er der nogle omkringliggende brancher, som altså olieindustriens interesse i at udvikle samarbejder, og det er nogle meget dygtige kræfter,” siger Frederik Larsen.
Om han tror olieindustriens interesser i modebranchen kommer til at spille en rolle, tør Frederik Larsen ikke sige noget om:
“Jeg tør ikke sige, om olieindustrien spekulerer i tekstilindustrien. I rapporten anslår Changing Markets en forbindelse og siger, at det virker som om, at der en interesse i at opdyrke de her markeder, men jeg har brug for flere beviser”.
Et udkast til EU-strategien har været i offentlig høring i januar, og efter planen skal EU-kommissionen stemme om strategien i tredje kvartal af 2021. Der er ikke olieselskaber blandt de offentligt tilgængelige svar fra høringen, til gengæld er der bidrag fra kemikalieindustrien, landbrugsvirksomheder og et hav af miljøorganisationer.
I udkastet til strategien, står der ikke noget specifikt om polyester. Der står dog, at man vil tackle problemet med forurening fra mikroplast. Hvorvidt man fra EU’s side vil støtte en udfasning af de syntetiske fibre er endnu uvist.
Mie Obbekær
