Åbner i en ny fane
Energi12/04/2026

Her er planen for de amerikanske olieboringer i Grønland

Direktøren bag et amerikansk olieprojekt i Østgrønland vil ikke svare på spørgsmål om klima og geopolitik. Danwatch har gransket selskabet og kortlagt planerne. Et containerskib sejler den 12. september mod Grønland med boreudstyr. Målet er at starte olieboringer til oktober.
video cover image
Greenland Energy henter kapital på den amerikanske Nasdaq-børs. Pengene er til oliejagt i Østgrønland. Foto: Nasdaq
Danwatch er et undersøgende medie. Vi afslører, hvordan danske virksomheder og andre magtfulde aktører påvirker mennesker, miljø og klima i verden. Vi dokumenterer brud på love, konventioner og etiske retningslinjer og viser konsekvenserne.

Denne artikel er en del af undersøgelsen Kampen om Grønlands undergrund

  • Grønlands undergrund er blevet centrum for en global magtkamp, hvor kritiske mineraler gør øen strategisk vigtig for USA, Kina, Rusland og Vesten. Men jagten på licenser handler ikke kun om råstoffer. Den handler også om geopolitisk indflydelse - og penge.
  • Ifølge flere eksperter, Danwatch har talt med, er størstedelen af selskaberne i råstofbranchen dygtige og seriøse, men de ser også en tendens til, at der kommer flere ”skruppelløse lykkeriddere” til.
  • 57 virksomheder ejer lige nu tilsammen 122 aktive råstof-licenser i Grønland, og en gennemgang viser, at flere af licenshaverne deler både bestyrelsesmedlemmer, ejere og finansielle bagmænd.
  • Danwatch undersøger det magtfulde netværk bag licenserne.

Den amerikanske præsident Donald Trump har gentagne gange på den internationale scene tydeligt luftet sin frustration over ikke at få lov til at overtage Grønland. 

Senest torsdag, hvor han på Truth Social kaldte Grønland “det store, dårligt drevet stykke is”.

I det lys fremstod det som en symbolsk stor sejr, da den amerikanske olieveteran Robert B. Price tirsdag ringede med klokken på Nasdaq-børsen i New York.

Price, der også er topdirektør for det nystiftede amerikanske olieselskab Greenland Energy, åbnede tirsdag ikke bare de amerikanske finansmarkeder, men fejrede også børsnoteringen af Greenland Energy. 

Greenland Energy ejer rettighederne til området Jameson Land i Grønland, som Robert Price betegner som et af verdens største uopdagede oliefelter. 

Og det er et selskab, som både Danwatch, Finans.dk og det grønlandske medie Sermitsiaq tidligere har dokumenteret har ambitiøse planer om at udnytte retten til at finde olien i Grønlands eftertragtede, men også følsomme undergrund.  

Nu er der både millioner af dollars fra investorer, millionkontrakter med samarbejdspartnere og konkrete planer for olieeventyret i det arktiske område.

Alligevel vil ingen af hovedaktørerne stille op til interview.

Screenshots
Danwatch har flere gange forsøgt at komme i kontakt med Robert Price og Greenland Energy, men uden held. Foto: Screenshots

Danwatch har i stedet gransket virksomhedens indberetninger til de amerikanske myndigheder, læst børsmeddelelser og set PR-materiale samt lyttet til forskellige interviews, som Robert Price flittigt deltager i, når det handler om olie, forretningsplaner og energisikkerhed.

Video: Sivert Lendorph / Danwatch

12. september 2026: Kurs mod Grønland

Vores gennemgang viser, at Greenland Energy planlægger at sende et specialbygget containerskib fra Canada mod Jameson Land i Østgrønland allerede den 12. september.

Og dét på trods af, at det grønlandske Råstofdepartement oplyser til Danwatch, at selskabet endnu ikke har fået godkendelse til det.

Ifølge Greenland Energy bliver skibet lastet med avanceret udstyr til olieboring, kemikalier og bulldozere, som skal bruges til at etablere en fossil industri i det arktiske område.

Det kan få afgørende betydning for USA og Europas energisikkerhed, påstår Robert Price i et interview med Yahoo Finance.

Planen har via børsnoteringen fået næring med kapital fra nye investorer, og virksomhedens børsværdi er nu 215 millioner dollars – omkring 1,5 milliarder kroner. Robert Price ejer 28 procent af aktierne – og han fortæller også, at han allerede er i dialog med en oliegigant og flere olieraffinaderier, der gerne vil aftage den formodede olie.  

TIDSLINJE

Greenland Energy’s plan

Her er, hvad vi ved om planerne for olieefterforskning i Grønland.

7. april 2026

Børsnotering

Greenland Energy henter kapital fra nye investorer på den amerikanske Nasdaq-børs. Selskabets vision er olieefterforskning i Jameson Land i Østgrønland.

1

7. april 2026

1. august 2026

Udstyr

CEO Robert B. Price oplyser, at alt udstyr vil stå klar til afskibning. Det omfatter 300 containere og en borerig fra det canadiske selskab Stampede Drilling.

Transport color facade factory industry business 1177716 pxhere.com

1. august 2026

12. september 2026

Shipping

Et containerskib fra den canadiske virksomhed Desgagnés, som er specialiseret i arktisk transport, er booket til at fragte boreudstyret fra havnen i Valleyfield i Quebec til Østgrønland.

Sea ship vehicle cargo ship ferry cargo 917877 pxhere.com

12. september 2026

Oktober 2026

Olieboring

Borerig #12 fra Stampede Drilling skal bore to brønde flere kilometer ned i den grønlandske undergrund. Boringerne forventes at vare omkring 60 dage.

Landscape horizon silhouette cloud sky sun 764406 pxhere.com

Oktober 2026

Kilde: Danwatch/Foto:Nasdaq+PxHere (Creative Common).

Danwatch ville gerne have spurgt oliemanden, hvorfor han som den eneste blandt flere andre fortsætter olieeventyret, efter Grønland i 2021 besluttede sig for helt at stoppe alle nye olieprojekter af hensyn til miljøet.

Efter Grønlands beslutning afleverede samtlige selskaber således deres olielicenser tilbage til det grønlandske styre, på nær ét. Og det er de licenser, som Greenland Energy nu vil aktivere. 

Danwatch har også kontaktet andre centrale personer i selskabet, herunder bestyrelsesformand Larry G. Swets Jr. og strategisk rådgiver Joe Moglia, tidligere direktør i investeringsbanken Merrill Lynch.

Flankeret af en mand iført en t-shirt med Donald Trump-udtrykket “Drill baby, drill” trykt på brystet, deltog de begge i børsnoteringen i tirsdags, hvor Joe Moglia blandt andet sagde følgende:

– Vi har i vores levetid aldrig oplevet en verden, der er i så stor geopolitisk krise som nu. Og i centrum af den krise står både kampen for og udfordringerne med energi. I Grønland har vi mulighed for at gøre noget, der aldrig, aldrig nogensinde er blevet gjort før i verden. Og det er en kæmpe ære for mig at have en lille andel i det. Tillykke alle sammen. Det bliver en helvedes god dag, det her!

De ledende aktører i selskabet har dog ikke ønsket at svare på Danwatchs spørgsmål om, hvorvidt den amerikanske præsident Donald Trumps ønske om at overtage Grønland har haft betydning for selskabets planer.

Blå bog

Navn: Robert B. Price
Alder: 64 år
Nationalitet: Amerikansk
Titel: Administrerende direktør (CEO) for Greenland Energy(2025-nu)

Baggrund: Robert B. Price er en amerikansk erhvervsleder med mange års erfaring inden for energi, finans og industri. Han har opbygget og ledet virksomheder inden for blandt andet olie og gas, brint og helium.

Tidligere stillinger:

  • CEO og bestyrelsesmedlem, PureWave Hydrogen Corp(2024-2025)
  • Stifter og CEO, Brooks Energy Company (1992-2025)
  • CEO og bestyrelsesmedlem, Total Helium(2021-2023)
  • CEO og bestyrelsesmedlem, Highlands Natural Resources(2014 – 2019)
  • Stifter og bestyrelsesformand, Zeledyne (2007-2011)
  • Desuden var Robert B. Price Vice President i First National Bank and Trust Company of Tulsa i slutningen af 1980’erne og frem til begyndelsen af 1990’erne.

Robert Price lægger ellers ikke skjul på ambitionerne. Han mener, at hvis projektet lykkes, kan det bidrage til at mindske afhængigheden af Ruslands energikilder og skabe et nyt, mere robust fundament for forsyningen i både Nordamerika og Europa.

“Vi kan være en løsning ikke kun for USA’s energisikkerhed, men også for Europas energisikkerhed”, fortæller han i et nyligt interview med Yahoo Finance lige efter børsnoteringen. 

Oktober 2026: Rig #12 borer efter olie

Danwatch’s gennemgang viser, at Greenland Energy planlægger at begynde olieboringerne i starten af oktober.

Det er det canadiske selskab Stampede Drilling, der leverer boreplatformen – den mobile specialkonstruerede olierig #12 – der tårner sig 30 – 40 meter op i landskabet og kan bore 3500 meter ned i den grønlandske undergrund, hvor der skal pumpes kemikalier ned i jagten på olie.

I den sårbare grønlandske ødemark vil der blive etableret en midlertidig industrilejr midt i et område med polarræve og moskusokser, som spiller en vigtig rolle for de omkring 325 indbyggere i Ittoqqortoormiit, som ligger blot 50 kilometer fra det planlagte boreområde.

Det er uklart, hvilke økonomiske gevinster projektet vil give Grønland og lokalsamfundet. Det eneste Robert Price har udtalt er, at projektet kan forandre Grønland for altid.

Det er dog ikke dokumenteret, om der faktisk findes kommercielt udvindelig olie i området. Og hvis olien kan udvindes endeligt, kræver projektet godkendelse fra de grønlandske myndigheder, herunder miljøvurderinger og offentlige høringer.

Det er nemlig blot en efterforskningslicens, som Greenland Energy har nu.

Der findes flere typer af licenser til Grønlands undergrund: blandt andet en efterforskningstilladelse og en udnyttelsestilladelse.

Efterforskningslicensen giver eneret til at undersøge og kortlægge et område for råstoffer.

Udnyttelseslicensen giver ret til egentlig udvinding og produktion af råstoffer.

Hvis man har en efterforskningslicens og finder “en udnyttelig forekomst af mineraler” på det tildelte efterforskningsområde, så har man ifølge Råstoflovens §41 “ret til at få meddelt en tilladelse til udnyttelse af mineralerne”, såfremt man “har opfyldt alle forpligtelser vedrørende efterforskningstilladelsen”.

Der er pt. 121 aktive licenser, hvoraf ni er aktive udnyttelseslicenser.

Vi ville gerne have spurgt Robert Price, om disse miljøundersøgelser er igangsat, og om han har undersøgt det grønlandske folks syn på sagen.

Ifølge planen skal boreriggen fra oktober og over en periode på 60 dage bore to oliebrønde, der skal vise, om der er olie, og sandsynliggøre, at den kan udvindes og udnyttes kommercielt. 

For at nå frem til boreområdet er planen, at en 50 tons tung D9 bulldozer med 500 hestekræfter på larvefødder rydder terrænet for at bygge en fem kilometer lang adgangsvej mellem kysten og borestedet.  

Foruden boreriggen vil der i boreområdet være hundredvis af containere til at huse mandskab samt opbevare cement, pumper, generatorer og andet tungt udstyr. 

Blandt mandskabet er også ansatte fra den amerikanske olieservicegigant Halliburton – et selskab, som danske banker og pensionskasser har investeret millioner i.

Halliburton er hyret til at levere udstyr og rådgivning til olieefterforskning i Østgrønland. Virksomheden har gentagne skandaler om krig, korruption, miljøkatastrofer bag sig samt tæt kontakt til den amerikanske administration. 

Heller ikke Halliburton har reageret på Danwatchs henvendelser.    

Fra samme undersøgelse

Gå ikke glip af den næste afsløring.
Få vores nyhedsbrev

Få ugens historier fra Danwatch direkte i din indbakke hver søndag.

Nedenfor kan du tilvælge vores månedlige tematiske nyhedsbreve.

Uanset hvor mange, du vælger, skriver vi højst til dig tre gange om ugen.