7. maj 2021

Regeringen åbner for at droppe eksportstøtte til sort energi

Erhvervsminister Simon Kollerup åbnede på et samråd i Folketinget torsdag op for, at dansk eksportstøtte til forurenende kraftværker kan blive stoppet. Før sommerferien vil regeringen modtage en analyse af risici ved at udelukke eksportstøtte til tung brændselsolie og andre fossile brændstoffer.

Danmark har givet 768 millioner kroner i eksportstøtte til kraftværker der kører på tung brændselsolie, som dette kraftværk på Bermuda. Kraftværkerne er skadelige for både klimaet, folkesundheden og miljøet. Foto: Meredith Andrews

“Jeg tror ikke, at vi står så langt fra hinanden”. 

Sådan lød det gentagne gange fra erhvervsminister Simon Kollerup og klimaminister Dan Jørgensen, da de torsdag eftermiddag var kaldt i samråd af Enhedslisten og SF, på baggrund af Danwatch og Politikens afdækning af dansk eksportstøtte til klimaskadelige og forurenende kraftværker i Bermuda og Mali.

På samrådet var klimaministeren bedt om at redegøre for, hvordan eksportstøtten til de forurenende kraftværker kunne hænge sammen med klimaaftalens målsætning om, at den danske regerings “udviklings- og handelspolitik bidrager til at sikre, at Danmark spiller en rolle som global drivkraft i international klimapolitik”.

Erhvervsministeren, der er den ansvarlige minister for det danske eksportkreditfond EKF, skulle svare på om regeringen fremadrettet vil stoppe for eksportstøtte til klimaskadelige, fossile energiformer.

Regeringen træffer ikke sin beslutning med henvisning til en avisartikel.

Dan Jørgensen (S)
Klimaminister

Det ville Simon Kollerup dog ikke svare på, men henviste igen og igen til en analyse ministeren har bestilt fra EKF, der skitserer forskellige scenarier for at stoppe for eksportstøtte til tung brændselsolie og andre fossile brændstoffer.

Skylder industrien at have lavet analysen

Analysen, der både skal vurdere konsekvenserne for klimaet og for danske arbejdspladser, forventes at være klar før sommerferien, som for Folketingets del betyder midten af juni, fortalte Kollerup.

“Regeringen har en meget ambitiøs tilgang til den grønne dagsorden. Så snart vi har resultaterne af analysen, så er vi klar til i regeringen at tage en drøftelse af hvor vi sætter mest meningsfuldt ind”, sagde Kollerup.

Simon Kollerup understregede også, at EKF bidrager til at skabe vækst og arbejdspladser i Danmark, og at fossile projekter uden dansk eksportstøtte så kunne få eksportstøtte fra andre lande, og at det “i nogle tilfælde vil kunne give anledning til højere CO2-udledning”, og dermed skade danske arbejdspladser uden nødvendigvis at bedre klimaet.

Den udlægning fik kritik fra Enhedslistens Peder Hvelplund, som mente at “det er fuldstændig uacceptabelt at danske skattekroner investeres i sort teknologi, der direkte er med til at underminere Paris-aftalen”.

Enhedslistens Victoria Velasquez beskyldte Simon Kollerup for at gemme sig bag den kommende analyse, og ville gerne vide, hvad ministeren selv mener om sagen.

Hvis man vil tage en drastisk beslutning om, at nu må man overhovedet ikke finansiere fossile energikilder – og det kan sikkert være en klog beslutning at tage –  så skylder man også de lønmodtagere eller virksomheder, der findes indenfor det her felt, at man har analyseret det igennem inden man gør det.

Simon Kollerup (S)
Erhvervsminister

Til det svarede ministeren:

“Hvis man vil tage en drastisk beslutning om, at nu må man overhovedet ikke finansiere fossile energikilder – og det kan sikkert være en klog beslutning at tage –  så skylder man også de lønmodtagere eller virksomheder, der findes indenfor det her felt, at man har analyseret det igennem inden man gør det”, sagde Kollerup. 

Dan Jørgensen deler intentionen

Klimaminister Dan Jørgensen sagde under samrådet, at han deler intentionen om at stoppe for eksportstøtte til kraftværker der kører på tung brændselsolie.

“Vi har en ambition om at påvirke ude i verden. Isoleret set trækker de projekter i den forkerte retning. Men i analysen skal man også se på hvad alternativet ville være, og samlet set er EKF med til at gøre verden til et bedre sted”, sagde han med henvisning til, at 70 procent af EKFs portefølje er eksportstøtte til grøn energi.

“Men jeg tror egentlig ikke, at vi intentionelt ligger så langt fra hinanden. Nu er analysen så sat i gang, og når vi har et resultat af den, så har vi også et beslutningsgrundlag for at se på, om vi skal gå videre og fuldstændig droppe støtten til tung brændselsolie”.

“En avisartikel er ikke nok”

Peder Hvelplund og Enhedslisten mener ikke, at det er nødvendigt at vente på en analyse fra EKF. De efterlyste på samrådet, at regeringen i det mindste laver et moratorium på eksportstøtte til tung brændselsolie, frem til analysen foreligger.

“Vi kan ikke få tal fra ministeren, men fra Danwatch får man den vurdering, at de to projekter udleder mellem 800.000 og 900.000 tons CO2 årligt. De har også talt med lokale beboere der nede, der ikke længere tør drikke vandet. Det er jo direkte konsekvenser af, hvad danske skatteyderes penge bliver brugt til”, sagde han.

“Det er derfor jeg ikke kan forstå, hvordan det kan være svært for regeringen at sige, at det er vi enige i, men at man skal vente på en analyse”, sagde Peder Hvelplund.

Erhvervsministeren og klimaministeren advarede mod at konkludere af samrådet, at regeringen vil fortsætte eksportstøtten til kraftværker, der kører på den tunge brændselsolie, som udleder næsten lige så meget CO2 som kul og er sundhedsskadelig for kraftværkernes naboer.

“Det vil være forkert at udlede af det her samråd, at regeringen ikke vil tage den beslutning. Det kan godt være, at vi går den vej, vi skal bare have analyseret grundigt, hvad konsekvenserne vil være”, sagde Simon Kollerup.

Klimaminister Dan Jørgensen understregede pointen.

“Jeg tror ikke, der er nogen, der kan have siddet og lyttet til det her samråd, som ikke kan se og høre, hvor vi ligger intentionelt. Og det er simpelthen ikke fair at skyde regeringen i skoene, at vi skulle have andre motiver end dem vi har, fordi vi siger, at vi godt lige vil bruge et par uger på at analysere det her. Regeringen træffer ikke sin beslutning med henvisning til en avisartikel”, sagde Dan Jørgensen. 

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-down