Det var noget af et tilløbsstykke, da virksomheden Albatros Energy i 2018 åbnede et elkraftværk i Kayes i det vestlige Mali.
Politikere, diplomater, investorer og lokale notabiliteter var mødt op, og langs vejen ind til kraftværket stod en kødrand af mennesker og hujede, mens Malis præsident Ibrahim Boubacar Keitas bilkortege ankom.
I sin åbningstale rettede præsidenten en direkte tak til en af de fremmødte ambassadører: Danmarks Marianne Fugl Kress.
Danmark havde investeret 70 millioner kroner i Albatros Energy gennem Udenrigsministeriets investeringsfond, Investeringsfonden for Udviklingslande (IFU), mens Danmarks Eksport- og Kreditfond (i dag EIFO) havde ydet et lån på 86 millioner kroner til virksomheden via den vestafrikanske udviklingsbank BOAD. Kraftværket, der skulle udvide Malis elkapacitet med 25 procent og sikre strøm til 4,5 millioner mennesker, var tilmed opført af den danske entreprenør BWSC.
Syv år senere fremstår åbningen af elkraftværket i Kayes som et postkort fra en fjern og knap så kompliceret tid.
Ibrahim Boubacar Keita, der blev demokratisk valgt i 2013, er forlængst blevet afsat i et militærkup – og siden også død – mens Danmark i disse måneder er i færd med at lukke sin ambassade efter mere end halvtreds års tilstedeværelse i landet.
Malis nye kurs under en skruppelløs, prorussisk militærjunta har ændret spillereglerne i det vestafrikanske land. General Assimi Göita har lagt sig ud med Malis traditionelle partnere i Vesten og i samme omgang kraftigt forringet forretningsklimaet i landet.
Nu kan Danwatch oprulle, hvordan Albatros Energy har fået de nye politiske vinde i Mali at føle det seneste års tid.
Ifølge eksperter skriver forløbet sig ind i en større historie om Malis anti-vestlige tendenser og viser samtidig, hvordan mange udenlandske virksomheder er kommet i klemme i landet, efter militæret har taget magten.
“Mali er i store økonomiske vanskeligheder og kan knap nok betale for den militære hjælp, Rusland har tilbudt de seneste år. Der er næsten ingen virksomheder, der tør lave nye investeringer her, så derfor prøver regeringen at klemme så meget som muligt ud af de eksisterende kontrakter, de har med virksomheder som Albatros Energy”, siger Ulf Laessing, programchef for Sahel hos tænketanken Konrad Adenauer Stiftung med base i Malis hovedstad Bamako.
Kritik fra statsrevisoren
Sagen om Albatros Energy tog fart i sommeren 2024, da Malis statsrevisor offentliggjorde en kritisk rapport om det nationale el-selskab Energie du Mali (EDM).
En stor del af rapporten fokuserede på EDM’s kontrakt med Albatros Energy. Statsrevisoren anklagede virksomheden for at opkræve betalinger fra EDM for strøm, som virksomheden aldrig havde leveret, og dermed at have drevet det statslige elselskab ud på randen af bankerot.
På et hasteindkaldt pressemøde på et hotel i Malis hovedstad Bamako afviste Albatros Energys daværende administrerende direktør kritikken blankt. Ifølge Koen Beckers, der i dag er trådt tilbage af uvisse årsager, var opkrævningerne helt i tråd med Albatros Energys kontrakt med EDM. Han gik i stedet til modangreb og påpegede, at EDM ikke havde leveret den aftalte mængde brændstof til kraftværket i Kayes.
I den maliske regering blev rapporten taget alvorligt. Og i oktober sidste år meddelte daværende energiminister Bintou Camara, at hun ville rive Albatros Energys kontrakt over, selvom den først stod til at udløbe i 2038.
I flere måneder var der intet nyt om fremtiden for elkraftværket i Kayes. Albatros Energy besvarede ikke Danwatchs henvendelser, mens IFU, der i dag ejer 17 procent af aktierne i virksomheden, hverken ville be- eller afkræfte, om Albatros Energys kontrakt vitterligt var blevet annulleret.
Sådan lå landet indtil slutningen af april, hvor militærjuntaen i Mali ud af det blå meddelte, at energiministeriets beslutning om at smide Albatros Energy på porten var blevet trukket tilbage.
“Den 14. og 15. april fandt møder sted mellem energiministeriet og Albatros Energys aktionærer. På møderne besluttede man at genforhandle kontrakten. En fælles teknisk komité vil nu blive nedsat”, oplyser en talsmand fra energiministeriet i Mali til Danwatch.
Herhjemme vil IFU fortsat ikke kommentere sagen.
“Vi kan oplyse, at de drøftelser mellem de respektive parter, som vi tidligere har refereret til, stadig pågår, og så længe det er tilfældet, har vi ikke yderligere kommentarer”, skriver kommunikations- og marketingschef Charlotte Frahm Holst i en mail til Danwatch.
IFU har ingen forventning om, hvornår drøftelserne med den maliske regering er afsluttet, mens BWSC, den danske entreprenør, der ejer otte procent af aktierne i Albatros Energy, ikke har ønsket at udtale sig. BWSC henviser til det daglige lederskab af Albatros Energy, som stadig ikke har besvaret henvendelserne fra Danwatch.
Det danske udenrigsministerium oplyser, at de er “bekendt med sagen”, men hverken har været eller er aktive i forhandlingerne om Albatros Energys fremtid.
Eksempler fra mineindustrien skræmmer
Det spegede forløb er symptomatisk for Malis militære lederskab, der er i færd med at gennemgå en række offentlige kontrakter indgået med vestlige virksomheder under tidligere præsidenter.
Det vurderer Beverly Ochieng, Vestafrika-analytiker hos konsulentfirmaet Control Risks.
Ifølge hende indikerer regeringens opgør med Albatros Energy, at energivirksomheder kan blive den næste skydeskive for juntaen, der allerede har lagt sig ud med den internationale mineindustri i landet.
Mali er en af Afrikas største guldproducenter, men har i årevis kun fået begrænset udbytte af sine naturressourcer. Derfor satte regeringen i 2023 sig for at genforhandle kontrakterne med en række store vestlige mineselskaber – og det er ikke gået stille for sig.
Mali har truet med ekspropriationer og er endda gået så langt som at anholde topchefer fra mineselskaberne Barrick Gold og Resolute Mining.
“Indtil videre er militærjuntaen ikke gået efter energiselskaber på samme måde, men man må forvente, at de også står til at blive gransket, som vi ser, at Albatros Energy er ved at blive det. Albatros Energy får næppe ligeså voldsom behandling som mineselskaberne, men fra malisk side vil man gøre, hvad man kan for at sikre sig, at staten – og ikke udenlandske aktionærer eller andre – får mest muligt ud af offentlige kontrakter”, siger Beverly Ochieng.
Signe Marie Cold-Ravnkilde, seniorforsker på Dansk Institut for Internationale Studier med speciale i Sahel-regionen, bemærker, at der er en sammenhæng mellem Albatros Energys elproduktion i Kayes og Malis bugnende guldminer.
“Kraftværket i Kayes blev oprindeligt bygget for at sikre stabil energi til netop guldminerne i nærområdet. Strømforsyning til befolkningen har været en afledt gevinst”, siger hun.
Alle de største guldselskaber i Mali driver miner i den sydvestlige del af landet nær Kayes, herunder Barrick Gold og Resolute Mining.
Akut energikrise
At den maliske regering ikke synes at være parat til at gå til samme yderligheder over for Albatros Energy, som man har set det over for mineselskaberne, handler om, at Mali befinder sig i en akut energikrise, mener Ulf Laessing, programchefen hos Konrad Adenauer Stiftung.
“Regeringen er desperat. Malierne lever med en ekstrem ustabil strømforsyning, og det truer militærets legitimitet i befolkningen. Før militærkuppene i 2020 og 2021 importerede Mali store mængder strøm fra Elfenbenskysten, men det har politiske uenigheder mellem landene bremset. Rusland har lovet, at de også ville hjælpe Mali på energiområdet, men indtil videre er intet sket”, siger han.
Beverly Ochieng vurderer, at alvoren er gået op for den maliske regering.
“Staten ville ikke have nogen chance for at fortsætte driften af elkraftværket i Kayes selv uden ekspertisen fra Albatros Energy. Regeringen har kun interesse i at få strømproduktionen op at køre igen hurtigst muligt”, siger hun.
Ulf Laessing finder det sandsynligt, at fagfolk længere nede i rækkerne i den maliske regering har advaret de øverste beslutningstagere om, at det vil være omkostningsfuldt at skille sig af med Albatros Energy.
“Ministrene siger ofte, at Mali ikke har brug for vestlige virksomheder, og at man sagtens kan klare sig på egen hånd. Men folk længere nede i systemet ved udmærket godt, at Mali ikke er i stand til at varetage virksomhedernes arbejde på egen hånd. Det kunne sagen om Albatros Energy også godt være et eksempel på”, siger han.
Lukkede forretninger og fyldte hospitaler
Mens Albatros Energy og regeringen i Mali forhandler videre, slås den maliske befolkning dagligt med konsekvenserne af landets energikrise. Kun lidt over halvdelen af befolkningen har adgang til elektricitet, og selv denne gruppe må finde sig i hyppige strømsvigt.
“I perioder måtte vi klare os uden strøm i 20 timer om dagen. De seneste måneder er det blevet lidt bedre, men vi har stadig kun strøm 10-12 timer af døgnet”, siger en 34-årig virksomhedsejer i hovedstaden Bamako til Danwatch. Han ønsker at være anonym for at holde sig på god fod med militærregeringen.
Strømkrisen påvirker alle dele af samfundet.
“Når der ikke er elektricitet, kan man ikke drive en forretning. Mange erhvervsdrivende har måtte dreje nøglen om på grund af strømafbrydelserne. Det gælder både frisører, restauranter og værksteder. Samtidig modtager hospitalerne flere og flere patienter, der lider under varmen. Når vi ikke har strøm til aircondition, er især børn og ældre i risiko for overophedning”, siger den 34-årige erhvervsdrivende fra Bamako.
Selv har han anskaffet sig et sæt solceller for at sikre stabil strøm til sit hjem og sin virksomhed.
“Det var ikke længere muligt at være afhængig af den nationale strømforsyning”, siger han.
