Temperaturen er høj i Senegal, hvor ny anti-LGBTQ-lovgivning, en voksende gældskrise, studenterprotester og intern splid i regeringen har trukket de politiske fronter skarpt op.
Præsident Bassirou Diomaye Faye har nu siddet i to år, og hvedebrødsdagene er for alvor ovre. Han kom til magten som den yngste demokratisk valgte præsident i Afrika og blev af mange fremhævet som et progressivt modstykke til de antidemokratiske tendenser mange steder i det øvrige Vestafrika. Men efterhånden står præsidenten noget forslået tilbage.
Tilsyneladende ulovlig gældsoptagning udfordrer Senegals i forvejen stærkt trængte økonomi, og en strid mellem præsident Diomaye Faye og hans premierminister, Ousmane Sonko, truer med at sprænge regeringen i luften.

Danwatch samarbejder i øjeblikket med både Rakkerpak og RADIO4 om at gøre vores journalistik til gode lytteoplevelser. Følg med her …
Et nyt studie undersøger, hvordan 100 sydsudanesiske flygtningefamilier i Uganda og Kenya har tilpasset sig de seneste års bistandsnedskæringer. Syd for Sahara taler med studiets hovedforfatter og en sydsudaneser, der er vokset op i Kenyas største flygtningelejr.

Ifølge Senegal-kender og ph.d-studerende Gerd Kieffer-Døssing bunder regeringskaosset i, at Diomaye Faye kun er præsident på Ousmane Sonkos nåde. En dom for at have presset en kvinde til sex forhindrede Sonko i selv at stille op som præsident ved valget i 2024, og i stedet måtte han lade sin partifælle gå efter posten.
“Denne spegede situation har udviklet sig til en magtkamp mellem de to”, siger hun i dagens Syd for Sahara, Danwatchs ugentlige Afrika-program produceret i samarbejde med Radio IIII, der har Danwatchs Afrika-journalist, Oscar Rothstein, som vært.
Danmark åbnede sidste år en ambassade i Senegal.
Syd for Sahara kan høres her på Danwatch hver onsdag – eller fra klokken 5 om morgenen som podcast og kl 12:30 på FM hos Radio IIII. Vært er Afrika-journalist på Danwatch, Oscar Rothstein. Programmet er produceret i et samarbejde mellem Danwatch og Radio IIII.














