I slutningen af november sad vores journalist Andreas Abildlund begravet i historier om Lærernes Pension, da der tikkede en ret interessant pressemeddelelse ind fra netop Lærernes Pension.
Pensionsselskabet ville frasælge sorte investeringer for over to milliarder kroner.
Meddelelsen var interessant, fordi Andreas Abildlund netop havde skrevet om, at Lærernes Pension havde sorte investeringer, der ikke helt stemte overens med deres politik om at være grønne. Og det var netop nogle af de investeringer, som Lærernes Pension nu ville af med.
For nylig erkendte pensionsselskabets bestyrelsesformand, Gordon Øreskov Madsen, over for Folkeskolen, at Lærernes Pension på grund af Danwatchs journalistik havde “skærpet kriterierne for, hvornår virksomheder, der arbejder med fossile brændstoffer, sorteres fra”.
Den slags historier skaber glæde på redaktionen hos Danwatch og 🔥-emoji i vores interne chattråde. For når vi bruger måneder på at dykke ned i problemer med arbejdsforhold på danskejede havne, svinende miner og handel med diktaturer, så vil vi også gerne have, at vores historier gør en forskel.
Danwatch er sat i verden for at holde øje med, hvordan vi i Danmark påvirker verden – både gennem de ting vi køber, det vi investerer i, og hvad danske virksomheder laver ude i verden. Det er sjældent artige, konstruktive eller positive historier, vi kan fortælle. I stedet handler det om krænkelser af menneskerettigheder, miljøsvineri, fusk og tvivlsom moral.
Derfor er det også vigtigt, når vores historier kan skabe forandring, så der bliver rettet op på de problemer, vi afdækker. Det giver lidt håb.
Her er nogle af de områder, hvor vi har været med til at skabe forandringer i årets løb.
I foråret lancerede vi på Danwatch Pensionsmaskinen, der samler alle danske pensionsselskabers investeringer i aktier.
Pensionsselskaberne investerer tilsammen for tre billioner kroner, og det er penge, der kan gøre en enorm forskel alt efter, hvad de bliver puttet i. Ideen med Pensionsmaskinen er derfor at skabe gennemsigtighed omkring, hvordan din og min pension bliver investeret.
Med udgangspunkt i Pensionsmaskinen har vi skrevet en række historier om, hvordan danske pensionsselskaber investerer i kontroversielle våben, tobak og klimaskadelige virksomheder. Nogle af de historier har fået nogle af pensionsselskaber til at reagere og frasælge aktier, de ikke kunne stå inde for, ligesom Lærernes Pension også gjorde med de sorte investeringer.
Dertil er der historier om specifikke virksomheder. For eksempel har flere pensionsselskaber trukket deres investeringer i en tanzaniansk guldmine, der er forbundet til anklager om drab. Ligesom at Lærernes Pension har trukket deres investeringer i det kontroversielle mineselskab Glencore.
En af de problemer, vi for tiden prøver at afdække, er greenwashing. Mængden af grønne løfter og reklamer om bæredygtighed tiltager i, hvad der virker som et hidsigt tempo. Og det er selvfølgelig godt med virksomheder, der har store klimaambitioner, men når virkeligheden ikke stemmer overens med, hvad der bliver sagt, så er det et problem.
Det var historien om Lærernes Pension et eksempel på.
Tidligere på efteråret afdækkede vi også, hvordan danske virksomheder brugte forbrugerundersøgelsen Sustainable Brand Index til at markedsføre sig som grønne. Sustainable Brand Index undersøgte forbrugernes opfattelse af, hvilke virksomheder der var grønnest, men virksomhederne brugte det til at skrive, at de rent faktisk var grønnest.
Efter afsløringen måtte Sustainable Brand Index stramme deres retningslinjer og flere af virksomhederne skrev tydeligere, at folk bare opfattede dem som grønne.
Når vi på Danwatch skriver om, hvordan vores produkter bliver til, eller hvad danske virksomheder laver i verden, støder vi ofte på mennesker, der bliver underbetalt, arbejder uden sikkerhedsudstyr eller ikke får imødekommet deres helt basale rettigheder. Nogle gange kan vores historier være med til at rette op på det.
I sommers rejste vores Afrika-journalist Oscar Rothstein til Liberia sammen med Ekstra Bladet. Her afslørede vi, at arbejdere på landet største havn, der ejet af Mærsks datterselskab APM Terminals, oplevede at blive snydt for løn, snydt for en ordentlig sygeforsikring, snydt for ordentlige værnemidler.
Efter vi fortalte historien har arbejderne fået den løn, de manglede og en ny bedre sygeforsikring.
Da Rusland i foråret invaderede Ukraine gik vi på Danwatch i gang med at undersøge, hvad det har med os at gøre. Vi fokuserede især på danske virksomheder, der opererede i Rusland. Og vi undersøgte, om de havde været på kant med EU’s sanktioner mod Rusland, der blev indført allerede i 2014, da Rusland invaderede Ukraine.
Vi fandt flere eksempler, der tydede på det. Danfoss havde leveret varmevekslere til den russiske flåde, FLSmidth havde leveret udstyr til en mine i Belarus ejet af en sanktioneret russisk oligark, og maling fra danske Hempel var havnet på den russiske flådes værft på Krim.
Efter historierne om har Erhvervsstyrelsen startet undersøgelser af Danfoss eller FLSmidth har brudt EU’s sanktioner. FLSmidth blev frikendt, men ifølge en ekspert underminerede det hele EU’s sanktionsregime.
Samtidig var historierne med til at starte en debat om, hvordan danske virksomheder opererer i Rusland, og historien har også ledt til samråd i Folketinget. Vi vil fortsat holde øje med danske virksomheder i Rusland og andre lande, hvor der er fare for at komme på kant med sanktioner, international lov og de særlige værdier, som de danske virksomheder pryder sig med.
Enhedslisten og Alternativet ville have indført en lov, der forbyder Forsvaret at træne militære enheder i udlandet, der er kendt for menneskerettighedskrænkelser. Imens ville Venstre og Konservative have ændret loven om børneattester, efter Danwatch afslørede, at den ikke gjaldt frivillige, der skulle passer sårbare børn på børnehjem i udlandet. Og så ville SF og Enhedslisten fratage Miljøstyrelsen ansvaret for at give dispensation til ulovlige sprøjtemidler efter afsløringer fra Danwatch.
Så var der samråd om forholdene på Mærsk-havnen i Liberia, danske svine-penge i Chile, Danfoss’ salg til den russiske flåde.
FLSmidth trak sig fra en mine i Mozambique, efter vi havde afsløret, at minen var forurenende og klimaskadelig. Offentlige indkøbere begyndte at se nærmere på forureningen i Indien fra den medicin, de indkøbte. Danske supermarkeder stoppede med at importere jordbær fra farme, hvor Danwatch havde afsløret seksuelle krænkelser.
Og så valgte Hummel og Amnesty at trække en kasket tilbage fra deres nye menneskerettighedskollektion, da vi på Danwatch fandt ud af, at den var lavet i Kina, som Amnesty kritiserer for problemer med netop menneskerettigheder.
De tre bombefly kom ud af det blå. Sekunder efter var dusinvis af festivalgæster i den afsidesliggende landsby Hpakant i det nordlige Myanmar forvandlet til blodige lig. Civile festivalgæster, flere kendte musikere og medlemmer af Kachin-statens seperatistbevægelse. Amatørfotos viser, hvordan de op mod 80 døde ligger ved siden af hinanden på rækker af grønne plastikpresenninger.
Angrebet, som blev gennemført af Myanmars militær søndag den 23. oktober, er det værste siden militæret kuppede sig til magten og indledte en intens undertrykkelse af alle kritiske stemmer.
Myanmar producerer en stor del af verdens tøj, og siden militærkuppet i februar 2021 har nogle af verdens største tøjmærker stået med et svært spørgsmål: Skal de blive i landet, når en voldelig og undertrykkende militærjunta har sat sig på magten?
For nogle få mærker har svaret været nej, men langt de fleste store tøjproducenter er blevet i landet.
Forklaringen fra tøjmærkerne er enslydende: Vi bliver for at beskytte arbejderne og sikre, at de fortsat har noget at leve af.
En ny database viser dog, at virkeligheden for landets tekstilarbejdere er meget barsk.
Databasen, som er lavet af Business and Human Rights Resource Center i London samler anklager om arbejdsforholdene på landets tekstilfabrikker. Ikke mindre end tredive internationale tøjmærker optræder i databasen, heriblandt H&M, Zara, Carhartt og Hunkemøller.
Og anklagerne er mange. Fra børnearbejde og sexchikane på flere H&M-fabrikker, vold og trusler hos Carhartt til inhumane arbejdstider på fabrikker, der leverer til Zara.
Danwatch har spurgt en række af de mest kendte brands, hvordan de forholder sig til anklagerne, om de har tænkt sig at blive i Myanmar efter kuppet og hvorfor.
Udover danske Bestseller er H&M et af de største tøjbrands med produktion i Myanmar. Ifølge databasen har den svensk-ejede koncern mindst syv fabrikker i Myanmar, hvor især Myanmar Jiale Fashion Garment med mere end 1.000 ansatte og Kingsrich (Myanmar) Fashion med over 1.500 ansatte udmærker sig ved massive anklager om alt fra lave lønninger og løntyveri til børnearbejde, usikre arbejdsforhold, manglede foreningsfrihed, sexchikane, manglende kontrakter og fridage, tvunget overarbejde og uretmæssige fyringer samt økonomisk samarbejde med militærstyret.
Trods de omfattende anklager om dårlige arbejdsforhold på H&M’s fabrikker fylder den svenske tøjgigants svar ikke meget.
“Vi takker høfligt nej til at deltage i artiklen og har ingen kommentarer”, skriver Ulrika Isaksson, chef for H&M Group Communications til Danwatch.
I et skriftligt svar til Business and Human Rights Resource Center skriver H&M dog, at selskabet er bekendt med problemerne.
“H&M Group er fortsat dybt bekymret over situationen i Myanmar og udfører løbende en grundig due diligence (risikovurdering, red.). Vi er opmærksomme på øgede udfordringer i forhold til grundlæggende menneskerettigheder, såsom foreningsfrihed, og vi har rejst denne bekymring over for leverandører såvel som fagforeninger, brands og menneskerettighedsorganisationer,” hedder det i et svar fra juli 2022.
Men samtidig hævder koncernen, at de fleste af problemerne allerede er løst.
“I hver af de sager, som BHRRC har rejst, blev vi informeret direkte og var i stand til at reagere øjeblikkeligt for at søge en løsning. Alle problemer, der er rapporteret til os, med undtagelse af en sag, som vi arbejder aktivt på, er allerede blevet løst”, hedder det i svaret.
H&M fremlægger ingen dokumentation for, at de mange problemer skulle være løst, og det har ikke været muligt for Danwatch at efterprøve sagen.
Umiddelbart efter kuppet i 2021 annoncerede H&M, at de ville undlade at placere nye ordrer i Myanmar, men allerede fire måneder senere besluttede de at fortsætte produktionen med den begrundelse, at det ville gå ud over leverandører og ansatte, hvis de trak sig ud.
Også et populært dansk brand som Hunkemøller får fortsat syet en del af deres lingerie i Myanmar. Ifølge databasen sker det på fabrikken Myanmar Efforts Garment, der har mere end 1.000 ansatte.
Fabrikken anklages blandt andet for kønsbaseret vold, chikane, lange arbejdstider, tvungen overarbejde og uretmæssige fyringer.
Over for Danwatch vil PR-ansvarlig Marissa Akersloot ikke kommentere de konkrete forhold på Myanmar Efforts Garment.
I et svar fra juli måned til Business and Human Rights Resource Center skriver Hunkemøller dog, at det danske brand er i gang med at løse problemerne.
Marissa Akersloot erkender, at der generelt er store problemer i Myanmars tekstilindustri.
“Vi er dybt bekymrede over situationen i Myanmar og fordømmer de menneskerettighedskrænkelser, der har fundet sted i landet. Siden kuppet har vi været i tæt kontakt med vores leverandører for at værne om positionen, rettighederne og sikkerheden for arbejderne på vores fabrikker,” skriver hun.
Derfor har Hunkemøller valgt at neddrosle produktionen i Myanmar.
“Vi har besluttet at følge rådene fra eksperter og lokale interessenter og tager nu skridt til gradvist at reducere produktionen i Myanmar på en ansvarlig måde,” skriver Marissa Akersloot og forklarer, at det vil ske i løbet af 2023.
Hunkemøller er blandt andet bekymret for konsekvenserne for tekstilarbejderne, hvis de mister deres arbejde.
Om det danske lingerie-firma fuldstændig dropper at producere i Myanmar har det ikke været muligt at få et svar på.
Et tredje brand, som er populært især blandt unge, er det amerikanske tøjfirma Carhartt, der blandt andet producerer arbejdstøj på fabrikken Eslite Garment, der anklages for angreb på organisationsfriheden, sexchikane, vold og trusler, lave lønninger og løntyveri.
Carhartt vil ikke kommentere de konkrete arbejdsforhold på Eslite Garment, men CSR-chef Don Moffett skriver til Danwatch, at:
“Vi overvåger regelmæssigt overholdelsen af vores adfærdskodeks, herunder på fabrikker i Myanmar.”
Generelt er Carhartt “forpligtet til at drive forretning på en retfærdig og etisk måde. Vores mission er at tjene og beskytte de hårdtarbejdende mennesker, der fremstiller vores produkter,” skriver Don Moffett.
“Alle fabrikker, der producerer varer til Carhartt, er forpligtet til at overholde virksomhedens adfærdskodeks på arbejdspladsen, som omfatter specifikke krav omkring rettighederne omkring foreningsfrihed og behandling af medarbejdere,” skriver han.
I et svar til Business and Human Rights Resource Center i juni 2022 bekræfter Carhartt, at Eslite Garment producerer en del af deres produkter, men at det er nyt for dem, at der skulle være problemer på fabrikken.
“Det er første gang, vi har hørt om problemer med denne fabrik. Vi har indledt en undersøgelse og vil tage fat i enhver overtrædelse af vores Code of Conduct,” lyder svaret.
CSR-chef Don Moffett har ikke ønsket at svare på, hvad der sidenhen er sket, eller hvorvidt Carhartt har tænkt sig at fortsætte produktionen i Myanmar.
Danwatch har også kontaktet den tyske supermarkedskæde Lidl, som har 138 supermarkeder i Danmark, som blandt andet sælger tøj og tekstiler produceret på mindst tre fabrikker i Myanmar.
Lidls kommunikationschef Thomas Sejersen skriver i et svar til Danwatch, at Lidl ikke længere får produceret på Sung Bo Garment og forholdene på de to andre fabrikker vil han ikke kommentere.
Og i et svar til Business and Human Rights Resource Center i juli 2022 erkender Lidt problemerne på Sung Bo og forklarer, at de er blevet løst. Anklagerne mod AMG Garment har Lidl taget op med fabrikkens ledelse, og indtil sagen er “afsluttet, vil der ikke blive afgivet nye ordrer på fabrikken.”
Af det samme svar fremgår det, at der er indgået en forligsaftale om de uretmæssige fyringer og manglende kontrakter på Twinkle Light.
Generelt understreger Lidls kommunikationschef Thomas Sejersen, at;
“Lidl har en nultolerancepolitik over for alle menneskerettighedskrænkelser af enhver art i vores forsyningskæde.”
Og han fortæller, at Lidl “har styrket og øget due diligence for forretningsaktiviteter i Myanmar for at undgå eller afhjælpe enhver krænkelse af menneskerettighederne”, og så forklarer han, at en “exit fra Myanmar kan føre til, at folk mister deres job og dermed deres levebrød”.
Om Lidl agter at fortsætte produktionen i Myanmar svarer han ikke på.
Som den sidste virksomhed i denne runde har Danwatch kontaktet den spanske tøjkæde Zara, der ejes af Inditex, for at høre, hvordan de stiller sig til en lang række problemer på deres mindst fire fabrikker i Myanmar.
Trods adskillige henvendelser til Inditex og Zara er det ikke lykkedes at få et svar fra tøjkæden på, hvad de gør ved problemerne – eller om de agter at blive i Myanmar.
I et svar til Business and Human Rights Resource Center i sommers skriver Inditex, at de har undersøgt klagerne over forholdene på Huabo Times og er i gang med at løse problemerne på Lucky fortune.
Forholdene på Yi Cai og Zong Hong Garment kommenterer Inditex/Zara ikke i sit svar.
Men generelt skriver den spanske tøjgigant, at Inditex “arbejder tæt sammen med leverandører og hovedpartnere” om at forbedre forholdene og sikre “overholdelse af Inditex’ Code of Conduct, især retfærdig behandling af arbejdere og ingen diskrimination af dets repræsentanter.”
Fra den 23. marts til 3. april er CPH:DOX tilbage. Og efter to år med nedlukning, kan man i år igen komme indenfor og se filmene fra en af verdens største dokumentarfilmfestivaler i Københavns biografer. Men nogle af de gode ideer fra corona-pandemien hænger ved, og for eksempel har CPH:DOX valgt at lægge nogle af filmene på deres’ egen online portal fra 1.- 10. april, så man kan se med hjemmefra.
Festivalen byder i år på et imponerende og alsidigt program med både dokumentarfilm, debatter og events.
Danwatch har kigget programmet igennem og fundet en håndfuld dokumentarer, som vi har tænkt os at se. Måske er der også noget på listen, der kan fange din interesse.
Oprindelige folks territorier i den brasilianske regnskov trues af landmænd og virksomheder, der ønsker at profitere på de naturressourcer, der er at finde på deres ellers fredede områder. Det er desværre en historie vi igen og igen støder på hos Danwatch.
Men hvad sker der, når en gruppe aktivister vælger at kæmpe imod? Det kan man finde ud af i den nye dokumentarfilm, ‘The Territory’, der er instrueret af Alex Pritz.
Filmen udspiller sig i den brasilianske stat Rondônia, hvor en gruppe unge aktivister fra det oprindelige folk Uru-eu-wau-wau tager kampen op mod de landmænd, der truer deres territorier med afskovning. Udrustet med intet andet end videokameraer sætter de unge aktivister deres liv på spil for at fange jordtyvene på fersk gerning og beskytte skoven og deres territorium.
Filmen har premiere den 27. marts, hvor blandt andet instruktøren samt Uru-eu-wau-wau-aktivisterne Bitate og Luiza Rabelo kommer for at diskutere konsekvenserne af afskovningen i Amazonas for klimaet og oprindelige folk.
I den danske instruktør og naturfotograf Lars Ostenfelds nye dokumentar kan man komme helt tæt på den grønlandske indlandsis og få et unikt indblik i, hvad isen kan fortælle os om klimakrisen.
‘Into the Ice’ følger de tre forskere Alan Hubbard, Dorthe Dahl-Jensen og Jason Box, der er taget til Grønland. De er alle overbevist om, at man kun kan finde sandheden bag isens afsmeltning, ved at se isen med sine egne øjne.
I et smukt og råt møde med den grønlandske natur bliver publikum taget med på en rejse dybt ned i indlandsisen for at blive klogere på nogle af klimakrisens største gåder.
Allerede i dag, den 22. marts, kan man se filmen, efterfulgt af en Q&A med filmens instruktør Lars Ostenfeld og glaciologen Jason Box.
Den danske journalist og instruktør Miki Mistrati, der tidligere har lavet dokumentarerne ‘Chokoladens mørke bagside’ og ‘Lyssky chokolade’, er tilbage med en ny film om kakao-producenternes forbindelse til slaveri og ulovligt børnearbejde.
I dokumentaren ‘Chokoladekrigen’ følger vi menneskerettighedsadvokat Terry Collingsworth, der har taget op kampen mod chokolade-giganterne, for at få dem dømt for udnyttelse af børn i Elfenbenskystens kakaoproduktion.
Filmen stiller skarpt på nogle af globaliseringens konsekvenser, og hvad der er resultatet af en evig jagt på at holde priserne på vores produkter nede. Danwatch har også tidligere kunne afsløre, at der var børnearbejde på 4 ud af 6 kakaoplantager, der leverer til Fairtradekooperativer.
‘Chokoladekrigen’ har sin verdenspremiere på CPH:DOX den 23.marts. Til premieren kan man møde både instruktøren, Terry Collingsworth, og journalisten Ange Aboa fra Elfenbenskysten.
‘Midwives’ er historien om to kvinder, der arbejder på en fødselsklinik i delstaten Rakhine i Myanmar. Hla er buddhist. Nyo Nyo er rohingya.
Siden 2015 har der været stadigt stigende voldelighed i konflikten mellem buddhister og det rohingyanske mindretal i Myanmar. Uroen i landet har dertil blusset op siden militærkuppet i 2021, som har intensiveret urolighederne og den humanitære krise.
Dokumentaren ‘Midwives’, der er instrueret af Snow Hnin Ei Hlaing, giver et nært indblik i, hvad det vil sige at stå på hver sin side af en konflikt. Den giver en højst aktuel skildring af, hvordan to kvinder navigerer et land fyldt af kontraster og nuancer.
Den 30. marts kan man komme med til visning og derefter debat med seniorforsker i fred og vold hos DIIS Helene Maria Kyed, og talsperson for UNHCR, Elisabeth Arnsdorf Haslund.
Siden 2007 har Kina fået voksende indflydelse i Ecuador. En række aftaler og kontrakter mellem de to lande, har givet kineserne mulighed for at påvirke alt fra minedrift til olie og infrastruktur.
Kinesiske interesser i landet er dog ikke noget, alle ecuadorianere er tilfredse med.
I filmen ‘This Stolen Country of Mine’, instrueret af Marc Wiese, møder man øko-aktivisten Paúl Jarrin og hans guerilla-hær, samt journalisten Fernando Villavicencio, der alle kæmper for at standse kinesisk minedrift og beskytte deres land fra ydre interesser.
Filmen giver et stærkt indblik i, hvad det vil sige at kæmpe mod korruption, konsekvenserne af en stadig mere globaliseret verden, og de længder nogle mennesker er villige at gå til for at beskytte deres land.Til premieren den 28.marts kan man møde instruktøren Marc Wiese, der tidligere har vundet priser ved CPH:DOX med dokumentaren ‘We Hold the Line’.
Fra den 23. marts til 3. april er CPH:DOX tilbage. Og efter to år med nedlukning, kan man i år igen komme indenfor og se filmene fra en af verdens største dokumentarfilmfestivaler i Københavns biografer. Men nogle af de gode ideer fra corona-pandemien hænger ved, og for eksempel har CPH:DOX valgt at lægge nogle af filmene på deres’ egen online portal fra 1.- 10. april, så man kan se med hjemmefra.
Festivalen byder i år på et imponerende og alsidigt program med både dokumentarfilm, debatter og events.
Danwatch har kigget programmet igennem og fundet en håndfuld dokumentarer, som vi har tænkt os at se. Måske er der også noget på listen, der kan fange din interesse.
Oprindelige folks territorier i den brasilianske regnskov trues af landmænd og virksomheder, der ønsker at profitere på de naturressourcer, der er at finde på deres ellers fredede områder. Det er desværre en historie vi igen og igen støder på hos Danwatch.
Men hvad sker der, når en gruppe aktivister vælger at kæmpe imod? Det kan man finde ud af i den nye dokumentarfilm, ‘The Territory’, der er instrueret af Alex Pritz.
Filmen udspiller sig i den brasilianske stat Rondônia, hvor en gruppe unge aktivister fra det oprindelige folk Uru-eu-wau-wau tager kampen op mod de landmænd, der truer deres territorier med afskovning. Udrustet med intet andet end videokameraer sætter de unge aktivister deres liv på spil for at fange jordtyvene på fersk gerning og beskytte skoven og deres territorium.
Filmen har premiere den 27. marts, hvor blandt andet instruktøren samt Uru-eu-wau-wau-aktivisterne Bitate og Luiza Rabelo kommer for at diskutere konsekvenserne af afskovningen i Amazonas for klimaet og oprindelige folk.
I den danske instruktør og naturfotograf Lars Ostenfelds nye dokumentar kan man komme helt tæt på den grønlandske indlandsis og få et unikt indblik i, hvad isen kan fortælle os om klimakrisen.
‘Into the Ice’ følger de tre forskere Alan Hubbard, Dorthe Dahl-Jensen og Jason Box, der er taget til Grønland. De er alle overbevist om, at man kun kan finde sandheden bag isens afsmeltning, ved at se isen med sine egne øjne.
I et smukt og råt møde med den grønlandske natur bliver publikum taget med på en rejse dybt ned i indlandsisen for at blive klogere på nogle af klimakrisens største gåder.
Allerede i dag, den 22. marts, kan man se filmen, efterfulgt af en Q&A med filmens instruktør Lars Ostenfeld og glaciologen Jason Box.
Den danske journalist og instruktør Miki Mistrati, der tidligere har lavet dokumentarerne ‘Chokoladens mørke bagside’ og ‘Lyssky chokolade’, er tilbage med en ny film om kakao-producenternes forbindelse til slaveri og ulovligt børnearbejde.
I dokumentaren ‘Chokoladekrigen’ følger vi menneskerettighedsadvokat Terry Collingsworth, der har taget op kampen mod chokolade-giganterne, for at få dem dømt for udnyttelse af børn i Elfenbenskystens kakaoproduktion.
Filmen stiller skarpt på nogle af globaliseringens konsekvenser, og hvad der er resultatet af en evig jagt på at holde priserne på vores produkter nede. Danwatch har også tidligere kunne afsløre, at der var børnearbejde på 4 ud af 6 kakaoplantager, der leverer til Fairtradekooperativer.
‘Chokoladekrigen’ har sin verdenspremiere på CPH:DOX den 23.marts. Til premieren kan man møde både instruktøren, Terry Collingsworth, og journalisten Ange Aboa fra Elfenbenskysten.
‘Midwives’ er historien om to kvinder, der arbejder på en fødselsklinik i delstaten Rakhine i Myanmar. Hla er buddhist. Nyo Nyo er rohingya.
Siden 2015 har der været stadigt stigende voldelighed i konflikten mellem buddhister og det rohingyanske mindretal i Myanmar. Uroen i landet har dertil blusset op siden militærkuppet i 2021, som har intensiveret urolighederne og den humanitære krise.
Dokumentaren ‘Midwives’, der er instrueret af Snow Hnin Ei Hlaing, giver et nært indblik i, hvad det vil sige at stå på hver sin side af en konflikt. Den giver en højst aktuel skildring af, hvordan to kvinder navigerer et land fyldt af kontraster og nuancer.
Den 30. marts kan man komme med til visning og derefter debat med seniorforsker i fred og vold hos DIIS Helene Maria Kyed, og talsperson for UNHCR, Elisabeth Arnsdorf Haslund.
Siden 2007 har Kina fået voksende indflydelse i Ecuador. En række aftaler og kontrakter mellem de to lande, har givet kineserne mulighed for at påvirke alt fra minedrift til olie og infrastruktur.
Kinesiske interesser i landet er dog ikke noget, alle ecuadorianere er tilfredse med.
I filmen ‘This Stolen Country of Mine’, instrueret af Marc Wiese, møder man øko-aktivisten Paúl Jarrin og hans guerilla-hær, samt journalisten Fernando Villavicencio, der alle kæmper for at standse kinesisk minedrift og beskytte deres land fra ydre interesser.
Filmen giver et stærkt indblik i, hvad det vil sige at kæmpe mod korruption, konsekvenserne af en stadig mere globaliseret verden, og de længder nogle mennesker er villige at gå til for at beskytte deres land.Til premieren den 28.marts kan man møde instruktøren Marc Wiese, der tidligere har vundet priser ved CPH:DOX med dokumentaren ‘We Hold the Line’.
For få dage siden druknede otte børn fra fra den egyptiske landsby Ezbet al-Taftish, da de var på vej hjem fra deres arbejde på en fjerkræfarm sammen med 15 andre børn.
Da arbejdet var ovre, hoppede de op på den lastbil, der skulle køre dem hjem, men bilen nåede aldrig frem. Den kørte ved et uheld i Nilen og otte ud af 23 børn druknede.
Ulykken har skabt stor debat i Egypten, hvor børnearbejde har grebet om sig i kølvandet på corona-pandemien. Den samme udvikling sker i mange andre fattige lande i resten af Afrika, Asien og Latinamerika.
Ifølge FN’s arbejdsorganisation International Labour Organization er antallet af børn mellem 5 og 17 år, som er tvunget til at arbejde for at forsørge sig selv og deres familie, vokset fra 152 millioner i 2020 til 168,9 millioner ved årsskiftet, og ifølge FN’s børneorganisation UNICEF ventes tendensen at fortsætte.
Forklaringen på, at millioner af børn ender på arbejdsmarkedet i alt for ung en alder, skyldes først og fremmest de mange skolelukninger under corona-pandemien, konstaterer blandt andet UNICEF i en nylig rapport.
I mange af verdens fattigste lande har skolelukningerne været mange og langvarige. Derfor ender børnene i stedet på fabrikker eller i landbruget.
Det bekræfter Helle Gudmandsen, chef for unge og uddannelse hos Red Barnet.
“Mindst 1,6 milliarder børn har været ramt af skolelukninger under corona, og mange steder har skolelukningerne været meget langvarige”, siger hun og fortæller, at i et land som Uganda har skolerne stort set været lukket ned i to år.
“Det har meget alvorlige konsekvenser for børnene, for den klassiske løsning, hvis børnene ikke går i skole, er, at de i stedet tager med forældrene på arbejde. I Uganda lever mange af landbrug eller fiskeri, og så bliver børnene simpelthen indrulleret i arbejdet”, siger hun.
Den manglende skolegang har særligt store konsekvenser for de ældste elever, som for manges vedkommende aldrig kommer tilbage på skolebænken.
“Hvis børnene gik i sjette-syvende klasse eller derover, da pandemien ramte, er der meget stor risiko for, at de aldrig kommer til at gøre deres skolegang færdig”, siger Helle Gudmandsen.
Også UNICEF har advaret om, at en hel generation på denne måde risikerer at blive tabt. I en nylig opgørelse kalder FN-organisationen det den største uddannelseskrise nogensinde og anslår, at op mod 600 millioner børn ikke får lært at læse, regne og skrive.
Ifølge en oversigt som FN’s uddannelsesorganisation UNESCO har lavet, har skolelukningerne især været omfattende i Afrika, men også i mange asiatiske og latinamerikanske lande har børnene været sendt hjem i lange perioder.
Og kombinerer man skolelukningerne med øget fattigdom og faldende levestandard i mange fattige lande, føjer man spot til skade, forklarer Helle Gudmandsen.
“Mange af verdens fattigste lande er blevet meget hårdt ramt økonomisk under pandemien, og det rammer de fattigste i samfundet, som så er nødt til at sende deres børn ud og arbejde for at få mad på bordet”, siger hun.
Andre steder i verden fører den øgede fattigdom til, at familierne sælger eller gifter deres døtre væk i en stadig yngre alder. Det sker f.eks.i Afghanistan og Jordan, fortæller hun..
Men hvad kan man gøre for at vende udviklingen?
Ifølge Helle Gudmandsen er det vigtigste at få børnene tilbage i skole så hurtigt som muligt. Og det er en opgave, som de lokale regeringer og internationale hjælpeorganisationer bør satse på, siger hun.
“Der er ingen tvivl om, at det vigtigste er at få børnene tilbage i skole. For al erfaring viser, at det er afgørende for, hvordan de klarer sig resten af livet. F.eks viser undersøgelser, at børn, der har gjort deres skolegang færdig, bliver betalt bedre for deres arbejde som voksne,” siger hun.
I mange fattige lande er det imidlertid en stor opgave at få genåbnet skolerne, dels fordi lærerne kan have fundet andet arbejde, og dels fordi de sjældent er uddannet til at løfte børnene tilstrækkeligt fagligt til at lappe på flere års mistet skolegang.
“Hvis skolerne åbner igen, har jeg til gengæld aldrig mødt en forælder, der ikke gerne vil have deres barn i skole, hvis de på nogen mulig måde kan klare sig uden barnets indtægt”, siger Helle Gudmandsen, der bl.a. har arbejdet i mange år med børnearbejde i Ghana.
Mere end 160 millioner børn, 63 millioner piger og 97 millioner drenge, verden over er nødt til at arbejde for at få mad på bordet. Det viser nye tal fra FN’s børneorganisation UNICEF og den internationale arbejdstagerorganisation ILO.
Det betyder, at hvert tiende barn i verden må arbejde i stedet for at gå i skole. Og den igangværende corona-pandemi ventes at sende yderligere ni millioner børn ud i markerne eller ind på fabrikker i især asiatiske og afrikanske lande.
En ny serie internationale webinarer forsøger at gøre noget ved problemet.
I løbet af 2021 arrangerer UN Global Compact Network i USA og Storbritannien i alt fem webinarer, hvor alle, der er interesserede kan blive klogere på, hvad problemerne med børnearbejde er.
Webinarerne sætter særligt fokus på nogle af de sektorer, hvor problemerne er størst, heriblandt landbrugssektoren, tekstilbranchen og mineindustrien.
Og målet er at give virksomheder over hele verden et sæt redskaber til, hvordan de kan forsøge at sikre sig, at der ikke er børnearbejde i deres varekæder, selv om råvarer og produktion foregår langt fra firmaets hovedkontor.
Ét for ét sætter webinarerne fokus på, hvordan man undgår børnearbejde i de enkelte sektorer. F.eks er mere end 112 millioner børn ifølge tal fra ILO beskæftiget i landbruget, hvor efterspørgsel efter billig og lavtuddannet arbejdskraft er særlig stort.
De mange millioner drenge og piger, som kan være helt ned til seks-syv år, arbejder ofte med hårdt fysisk arbejde, hvor de dyrker alle former for afgrøder, fra tobak til bomuld, korn og frugt.
En del af børnene er primært på arbejde i forbindelse med såning eller høst, men mange millioner børns arbejde er så nødvendige for deres families overlevelse, at skolegang ikke er en mulighed.
Også tekstilbranchen er udsat. I løbet af de sidste par årtier har den såkaldte fast fashion tendens, hvor store tøjkæder som H&M masseproducerer “køb og smid væk” tøj, forværret forholdene på mange af de fabrikker, som fremstiller tøjet, skriver Global Compact Network.
Men lave lønninger, tvangsarbejde samt usunde og farlige arbejdsforhold er udbredt i hele forsyningskæden.
En tredje sektor, hvor børnearbejde er udbredt, er mineindustrien. FN anslår, at mere end en million børn arbejder i miner og stenbrud over hele verden, et arbejde der betragtes som farligt arbejde og derfor en af de værste former for børnearbejde.
Råmaterialerne fra minedriften anvendes i mange forskellige industrier, f.eks. metaller der anvendes i moderne teknologi, sand og grus der bruges i byggeriet, og mineraler der bruges i kosmetik- og bilindustrien.
De kommende webinarer kan følges her, mens to allerede afholdte webinarer kan genses her og her.
Otte tidligere børnearbejdere fra Mali haler nu nu nogle af verdens største chokoladeproducenter i retten for bevidst at profitere på tvangsarbejde og handel med børn.
De otte hævder alle, at de har været udsat for trafficking, og at de i årevis har været tvunget til at høste kakao, der er endt hos de multinationale chokoladegiganter Nestlé, Cargill, Mars, Mondelēz, Hershey, Barry Callebaut og Olam.
Barry Callebaut er verdens største producent af chokolade. Mondelèz er herhjemme blandt andet kendt for at producere Marabou-chokolade, mens Cargill leverer kakaoen til Cocio-chokolademælk.
Sagen blev indgivet til retten i sidste uge og skal nu føres ved en amerikansk domstol i Washington D.C. af advokatfirmaet International Rights Advocates, som specialiserer sig i menneskerettigheder og virksomheders samfundsansvar. Det er første gang, at en amerikansk domstol skal tage stilling til et søgsmål mod kakaoindustrien i den størrelsesorden, skriver den engelske avis The Guardian.
Ifølge International Rights Advocates og de otte tidligere børnearbejdere er de multinationale chokoladeproducenter stadig i dag afhængige af udnyttelsen af tusindvis af børn.
”Når vi indgiver denne sag, er det for, at virksomhederne skal vide, at vi vil bruge alle de juridiske redskaber, vi har til rådighed, for at få dem til at stoppe med at misbruge slavegjorte børn”, lyder det blandt andet fra International Rights Advocates’ direktør, Terry Collingsworth, i en pressemeddelelse fra advokatfirmaet.
“Vi opfordrer virksomhederne til at arbejde sammen med os for at løse det her problem i stedet for at bruge millioner i advokatomkostninger for at bekæmpe en ubestridelig kendsgerning – at kakaoindustrien er afhængig af børnearbejde”.
De otte sagsøgere hedder Issouf Coubaly, Sidiki Bamba, Tenimba Djamoutene, Oudou Ouattara, Ousmane Ouattara, Issouf Bagayoko, Arouna Ballo og Mohamed Traore, og er i dag unge mænd.
Ifølge retsdokumenterne er de alle som børn blevet bedraget af mellemmænd i Mali, som sendte dem over grænsen til Elfenbenskysten, hvor de i årevis var tvunget til at arbejde uden løn og uden mulighed for at rejse hjem eller komme i kontakt med deres familier. Sagsøgerne var dengang helt ned til 11 år gamle.
De otte ønsker nu erstatning for tvangsarbejde og kompensation for blandt andet manglende løn og forsætlig udsættelse for følelsesmæssig smerte.
International Rights Advocates hævder, at de sagsøgte virksomheder som de allerstørste spillere i kakaoindustrien er ansvarlige for selve den måde, som kakaoproduktionen i Elfenbenskysten er struktureret.
Selvom ingen af dem direkte ejer de plantager, som de otte arbejdede i, så bør de som opkøbere have kendt til “den systematiske anvendelse af tvangsarbejde og mishandling” af de otte såvel som “tusinder af andre børn” i industrien.
Langt de fleste kakaobønder lever under fattigdomsgrænsen i Elfenbenskysten, hvor mere end 40 procent af verdens kakao kommer fra.
Danwatch fortalte sidste år, hvordan der er i den vestafrikanske nation for øjeblikket er mere og farligere børnearbejde end nogensinde før. I juni 2020 besøgte Danwatch 10 kakaoplantager, der alle leverer til store internationale producenter. Vi fandt børn, der arbejder, på 8 af de 10 plantager.
Paradoksalt nok er stigningen i børnearbejde sket i takt med, at flere og flere kakaoplantager er omfattet af multinationale virksomheders bæredygtighedsprogrammer. Ifølge eksperter hænger det blandt andet sammen med, at de mange investeringer i bæredygtig kakaoproduktion har fastholdt bønder i at dyrke en afgrøde, som de ikke kan spise, og afholdt dem fra at dyrke afgrøder, som de rent faktisk kan leve af.
Stigningerne i børnearbejde er sket på trods af, at verdens største kakaoproducenter i 2001 skrev under på den frivillig Harkin-Engle aftale om, at det i 2005 skulle være slut med børne- og tvangsarbejde i kakaoplantagerne i Elfenbenskysten. World Cocoa Foundation, som alle de sagsøgte virksomheder er medlem af, har nu sat en ny deadline i år 2025 for at nå det mål.
I retsdokumenterne kalder International Rights Advocates og de otte tidligere børnearbejdere industriens frivillige løfter for “vildledende”.
“At dømme ud fra udviklingen i løbet af de tyve år, som den mislykkedes Harkin-Engle-protokol har eksisteret, vil disse virksomheder fortsat tjene på børneslaveri, indtil de bliver tvunget til at stoppe”, siger Terry Collingsworth i International Rights Advocates’ pressemeddelelse om sagen.
Overfor The Guardian afviser Mars og Mondelēz at kommentere på den konkrete sag. Cargill, Barry Callebaut, Olam og Hershey understreger, at man tager afstand fra børne- og tvangsarbejde.
Nestlé meddeler også den britiske avis, at man har en række programmer for at stoppe børnearbejde i chokoladebranchen. Virksomheden mener til gengæld ikke, at søgsmålet vil “fremme det fælles mål om at afslutte børnearbejde i kakaoindustrien”.
Endnu et år er gået og sikke et af slagsen. Danwatch har, som altid, arbejdet med at give dig et vindue til den verden, du lige nu er afskåret fra at rejse ud i. Særligt fem af Danwatchs historier har i år fået konsekvenser, enten politiske eller blandt virksomheder som har sat deres præg på virkeligheden.
Øget kontrol med våbeneksport
Danwatch, TV2, hollandske Lighthouse Reports og researchcenteret NOIR kunne i foråret afsløre, hvordan den danske forsvarsvirksomhed Terma har solgt militært udstyr til De Forenede Arabiske Emirater, og dermed bidraget til,krigen i Yemen. FN betegner krigen i Yemen som “en af de værste menneskeskabte humanitære katastrofer” og vurderer, at De Forenede Arabiske Emirater kan have begået krigsforbrydelser mod Yemens befolkning.
Afsløringen fik i oktober Erhvervsstyrelsen til at politianmelde Terma for brud på de danske eksportkontrolregler, og regeringen har efterfølgende strammet kontrollen med danske forsvarsvirksomheders eksport af såkaldt dual use udstyr, der er udstyr, som kan anvendes både civilt og militært.
Sagen landede hos bagmandspolitiet som sendte den videre til Østjyllands politi. Den 11. november modtog journalisterne bag Terma-afsløringen metode prisen fra Foreningen for Undersøgende Journalistik (FUJ).
Fairtrade rydder op
Danwatch kunne i juli dokumentere, at børn ned til 8 år høstede kakao på fire ud af seks plantager i Elfenbenskysten, der leverer kakao til Fairtrade. Danwatch’s afsløringer førte til, at Fairtrade selv undersøgte deres kakaoleverandørers plantager i Elfenbenskysten, men de kunne ikke finde de børn, Danwatch havde mødt.
Seniorforsker på Südwind instituttet i Tyskland, Friedel Hütz-Adams, var ikke overrasket:
“Det kommer ikke som en overraskelse for mig, at en undersøgelse et par måneder efter Danwatch-undersøgelsen ikke kunne finde disse børn. Eftersom høstsæsonen for kakao var overstået i det relativt rolige september, så er disse børn tilbage i skole eller arbejder med noget helt andet”, sagde Friedel Hütz-Adams.
Yderligere skabte Danwatch’ Fairtrade-afsløringer røre i det politiske landskab. Socialdemokratiets forbrugerordfører, Malte Larsen, sagde til Danwatch:
“Jeg opfordrer Fairtrade til at fremlægge al den dokumentation, de kan. Det, de forsøger at sælge, skal de kunne dokumentere, er godt nok. Vi skal ikke stå i Brugsen og gætte på, om vi kan have tillid til Fairtrade eller ej”.
Camilla Erika Lerberg, direktør i Fairtrade Danmark, skrev i en mail til Danwatch, at Fairtrade finder børnearbejde “uacceptabelt i forhold til vores krav, og derfor kan vi godt forstå, at medieomtalen rejser nogle spørgsmål, som vi er parate til at svare på over for alle, der ønsker svar”.
Danske pensionsselskaber trækker investeringer fra amerikanske fængsler
Danwatch dokumenterede i februar, at en række danske pensionsselskaber havde investeret store summer i den private amerikanske fængselsindustri. Afsløringen fik først PKA til at trække deres investeringer fra selskaberne GEO Group og CoreCivic, som er de største spillere inden for den private fængselsindustri i USA. Siden har Lærernes Pension også trukket deres investeringer i CoreCivic.
Begge selskaber er anklaget for grove menneskerettighedskrænkelser af blandt andet menneskerettighedsorganisationer og de amerikanske myndigheder. Anklagerne går på manglende adgang til lægehjælp og overdrevet brug af isolering af fanger i de fængsler og detentionscentre for migranter, som GEO Group og CoreCivic driver.
Efter Danwatchs henvendelse til PKA trak pensionsselskabet samtlige investeringer på 54 millioner kroner ud af begge firmaer.
Pressechef i PKA Nicholas Rindahl skrev til Danwatch om beslutningen:
“Vi investerer i overensstemmelse med FN’s Global Compacts principper for samfundsansvar og bæredygtighed, der blandt andet skal sikre, at virksomheder ikke medvirker til krænkelser af menneskerettighederne”.
Investeringsdirektør for Lærernes Pension, Morten Malle, fortalte i første omgang, at Lærernes Pension valgte at fastholde deres investeringer, indtil GEO Group og CoreCivic var blevet blevet dømt for at krænke indsattes rettigheder ved en domstol, eller der forelå ny dokumentation i sagen. I april måned valgte Lærernes Pension alligevel at trække deres investeringer.
Pensionsselskabet Velliv har fortsat investeringer i GEO Group og CoreCivic
Vellivs chef for ansvarlige investeringer, Thomas H. Kjærgaard, skrev i et kort mailsvar:
”Vi følger den planlagte proces for vurdering af dialogen og selskabet. Når den proces er afsluttet, tager vi endeligt stilling til, om investeringen skal fortsætte eller afhændes. Hvis dialog ikke fører til det ønskede resultat, så er vi indstillede på at afhænde investeringen”.
Danish Crown stopper samarbejde med kontroversielt slagteri
Danwatch kunne i januar afdække, at den danske slagterigigant Danish Crown købte kød fra det kontroversielle brasilianske selskab, Rigorífico Irmãos Gonçalves. Undersøgelsen, der blev til i samarbejde med P1 Orientering og det undersøgende medie Reporter Brasil, afslørede nemlig, at det brasilianske selskab ikke har underskrevet de aftaler, der skal sætte en stopper for rydningen af Amazonas. Danish Crown’s datterselskab, ESS-FOOD stod for indkøbene. ESS-FOOD oplyste, at de kun tjekker varekæden på opfordring af kunder.
Efter afsløringen meldte Danish Crown ud, at de fremover ville leve op til FN’s Global Compact, der er et initiativ, som holder virksomheder ansvarlige for menneskerettigheder, miljø og korruption i deres værdikæde. Udmeldingen mødte kritik fra eksperter, der sagde, at Danish Crown ikke kunne undsige sig ansvaret, bare fordi det var et datterselskab, der købte varerne ind.
“I dette tilfælde, hvor moderselskabets CSR-politik gælder for et 100 procent ejet datterselskab, bør Global Compacts principper også gælde for datterselskabet”, sagde CSR-ekspert Andreas Rasche fra Copenhagen Business School.
Det medgav kommunikationsdirektør Astrid Gade Nielsen fra Danish Crown.
“Danish Crown er ansvarlig for koncernens selskaber og skal tilse, at ESS-FOOD (datterselskabet red.) implementerer koncernens politikker, herunder også CSR-politikken. ESS-FOOD er dermed også forpligtet på Global Compact”, skrev kommunikationsdirektør Astrid Gade Nielsen fra Danish Crown i et mailsvar.
Astrid Gade Nielsen bekræftede desuden, at samarbejdet med Rigorífico Irmãos Gonçalves var stoppet.
Fagforeningsfolk får kompensation
I 2019 kunne Danwatch fortælle, at flere ledere af en lokal fagforening i Myanmar var blevet uretmæssigt fyret. De blev efter eget udsagn fyret, fordi de havde startet fagforeningen på fabrikken. Arbejdere på fabrikken fortalte, hvordan de oplevede at fabrikkens ledelse begik fysisk vold og ydmygelser mod arbejderne, der leverer tøj til Bestseller, Adidas, ALDI og Lidl. Fagforeningen blev startet for at sætte en stopper for de dårlige arbejdsforhold.
Danwatch udgav i marts historien i samarbejde med det Frontier Myanmar og tyske Der Spiegel. Den lokale fagforening Action Labor Rights og de internationale organisationer Workers Rights Consortium og Clean Clothes Campaign gik efterfølgende ind i sagen.
Godt et år efter kunne Danwatch fortælle, at både fagforeningsfolk og arbejdere var blevet kompenseret.
Bent Gehrt, der er Sydøstasiens-koordinator for Workers Rights Consortium. sagde dengang:
“Det er tydeligt, at det her er et resultat af pres fra de faglige organisationer samt mediedækningen. Først efter at sagen kom i medierne, og vi kontaktede Adidas, skete der noget”.
I både mode- og medicinalindustrien har corona sat sit spor i år, og Danwatch fulgte op med historier, der blev nogle af de allermest læste i år. Vi har afdækket konventionsstridig våbensalg og brudte løfter til børn i kakaoindustrien, svindel med pesticider og ulovlig transport af våben og fyringer af mennesker, blot fordi de vil være en del af en fagforening.
Her kommer top ti over de historier, som allerflest læsere klikkede på.
Nr. 10: Mærsk får bøde for at sejle 5000 torturinstrumenter til Sudan
5000 torturinstrumenter var ombord på et Mærsk-skib på kurs mod Sudan, et land hvor styret er kendt for at tilfangetage og torturere folk, der demonstrerer for demokrati. Hvordan havnede torturinstrumenterne dér? Det måtte Mærsk også spørge sig selv om. Danwatch kom på sporet af sagen ved hjælp af en række aktindsigter i overtrædelser af dansk våben- og eksportlovgivning.
Læs historien: Mærsk får bøde for at sejle 5000 torturinstrumenter til Sudan
Nr. 9: På dansk smykkefabrik stiftede de fagforening og blev fyret
På Pandoras fabrik i Bangkok stiftede arbejdere en fagforening. Kort efter blev størstedelen af fagforeningens ledelse fyret. En arbejder, Danwatch har talt med, fortalte, at hun var blevet eskorteret ud af vagter. Pandora sagde selv, at det var en del af en generel nedskæring. De thailandske arbejdsmyndigheder konkluderede imidlertid, at fyringerne var ulovlige.
Læs historien: Dansk smykkegigant fyrede ansatte, da de stiftede fagforening
Nr. 8: Din Lenovo laptop kan være produceret af tvangsarbejdere i Kina
Lenovos underleverandører bruger tvangsforflyttede uighurer på deres fabrikker. Det kunne en rapport lavet af den australske tænketank Australian Strategic Policy Institute (ASPI), vise. Ved hjælp af brugermanualer, produktbeskrivelser, salgsopslag og aktindsigter kunne Danwatch trække det lange spor fra Kina til de danske kommuner, som indkøbte Lenovo computere.
Læs historien: Din Lenovo laptop kan være produceret af tvangsarbejdere i Kina
Nr. 7: Kakaobørnene og de brudte løfter
Kan man stole på, at en mærkningsordning mod børnearbejde og for en fair pris rent faktisk sikrer forbrugerne et produkt, der er fri for børnearbejde og dyrket til en fair pris for bonden? I juli 2020 udgav vi historien om børnearbejde i Elfenbenskystens kakaoplantager, som virksomheder og regeringer i 20 år har forsøgt at udrydde, men i år er omfanget af børnearbejde større end nogensinde før. Danwatch fandt børnearbejde på fire ud af seks plantager, vi besøgte, der leverer kakao med Fairtrade certificering.
Læs historien: Kakaobørnene og de brudte løfter
Nr. 6: Forhandlere vejleder i snyd med sprøjtegift
Professionelle forhandlere vejleder købere i at snyde med dokumenterne. Det erfarede Danwatch, da vi greb dem på fersk gerning ved hjælp af en landmand, der ringede til forhandlerne på Danwatchs vegne og forhørte sig om pesticidet Kerb 400 SC. Af to forhandlere blev han vejledt iat snyde ved at forfalske en lovpligtig journal.
Læs historien: Forhandlere vejleder i snyd med sprøjtegift
Nr. 5: Nu udgiver FN endelig en liste over firmaer, der tjener penge på israelsk besættelse
FN udgav sidste vinter en liste over firmaer, der tjener penge på israelsk besættelse. Den indeholdte navne på flere store internationale virksomheder som Motorola, Airbnb, Expedia og Booking.com. Både Israel og USA har tidligere sagt, at de ville gøre alt, hvad de kunne, for at stoppe offentliggørelsen af listen.
Læs historien: Nu udgiver FN endelig en liste over firmaer, der tjener penge på israelsk besættelse
Nr. 4: Danmarks største forsvarsvirksomhed bidrager til mulige krigsforbrydelser i Yemen
I maj 2020 udgav Danwatch historien om, at den danske forsvarsvirksomhed Terma leverede dual-use udstyr til De Forenede Arabiske Emirater. Udstyret blev brugt på krigsskibe og krigsfly i krigen mod Yemen, en krig FN har kaldt “den værste menneskeskabte humanitære katastrofe”.
Læs historien: Danmarks største forsvarsvirksomhed bidrager til mulige krigsforbrydelser i Yemen
Nr. 3: Se, hvor der er givet bøder og påbud for ulovlige pesticider i 2017-2019
I februar 2020 kunne Danwatch afsløre, at der var fundet et nyt ulovligt stof i vores vand, nemlig metazachlor. Det fik mange Danwatch læsere til at kigge på Danwatchs oversigt over 441 landbrug og gartnerier, der har fået et påbud eller en bøde for ulovlig besiddelse eller anvendelse af pesticider i 2017-2019.
Se, hvor der er givet bøder og påbud for ulovlige pesticider i 2017-2019
Nr. 2: Modebrands bryder kontrakter, og millioner af tekstilarbejdere synker dybere ned i fattigdom
Den globale corona-pandemi fik store modebrands til at aflyse ordrer fra deres leverandører fra den ene dag til den anden. Det havde store konsekvenser for de lande, hvor tekstilindustrien er en vigtig del af økonomien. Aflysningen af de store ordrer førte til massefyringer på fabrikkerne. I Bangladesh fyrede 80 procent af tøjfabrikkerne syersker fra den ene dag til den anden, viste en survey lavet på mere end 300 fabrikker af ngo’en Workers Rights Consortium. Mere end én million arbejdere blev fyret eller sendt hjem uden løn.
Læs historien: Modebrands bryder kontrakter og millioner af tekstilarbejdere synker dybere ned i fattigdom
Nr. 1: Medicinalfirma bag mulig corona-kur slæber et spor af skandaler efter sig
Medicinalfirmaet Gilead Sciences havde i foråret det bedste bud på et lægemiddel mod corona – nemlig Remdesivir. Men at det netop var Gilead Science, der stod bag, bekymrede både eksperter og aktivister. Gilead er nemlig kendt for at tage ekstremt høje priser for deres medicin, for at tjene så meget som muligt. Yderligere ligger der en lang række søgsmål mod Gilead, blandt andet fra Donald Trumps regering.
Læs historien: Medicinalfirma bag mulig corona-kur slæber et spor af skandaler efter sig
Man skal holde det, man lover. Også når man stiller forbrugerne i udsigt, at den bæredygtigt mærkede chokolade er blevet til uden brug af børnearbejde, og at kakaobonden har fået en fair pris.
Sådan lyder det fra begge sider af Folketinget, og Venstres forbrugerordfører stiller nu spørgsmål til Erhvervsminister Simon Kollerup (S) om, hvordan han vil sikre, at certificeringsmærker lever op til det, de siger, at de gør.
Det politiske krav om gennemsigtighed i certificeringsmærker kommer som svar på Danwatch og TV2s interviews, video og fotos af børnearbejdere i 4 ud af 6 Fairtrade-certificerede kakaoplantager i Elfenbenskysten.
Læs: Kakaobørnene & de brudte løfter
Børnene er mellem 8 og 15 år, og de høster kakao med knivskarpe macheter og slæber tunge kakaosække, såkaldt farligt arbejde ifølge den internationale arbejderorganisation, ILO. Og det på trods af, at Fairtrade forbyder børnearbejde i deres plantager.
Det er forbrugerordfører fra Venstre, Anne Honoré Østergaard (V), der vil stille spørgsmål til erhvervsminister, Simon Kollerup (S).
“Vi har ikke særlig mange mærkningsordninger i Danmark, og dem, vi har, skal vi kunne stole på, så de skal ud over rampen og dokumentere, hvordan de lever op til det, de siger, at de gør. Jeg er med på, at det er svært, og derfor synes jeg også, at vi har et politisk ansvar her”, siger Anne Honoré Østergaard (V).
Både Venstre, Konservative og Socialdemokraterne er enige om, at certificeringsordninger fremover skal dokumentere deres resultater – bare ikke hvordan. Hos Socialdemokraterne siger forbrugerordfører Malte Larsen, “at man skal kunne regne med de her mærker”:
“Jeg opfordrer Fairtrade til at fremlægge al den dokumentation, de kan. Det, de forsøger at sælge, skal de kunne dokumentere, er godt nok. Vi skal ikke stå i Brugsen og gætte på, om vi kan have tillid til Fairtrade eller ej”.
Malte Larsen (S) mener dog ikke, at der skal yderligere lovgivning til: “Vi har en markedsføringslov, der er stærk nok, som den er”, siger han.
Men det er ikke godt nok, mener Anne Honoré Østergaard (V):
“Det går ikke, at danskerne har det indtryk, at Fairtrade forbyder børnearbejde, og der så alligevel er børn, der arbejder i kakaoplantager. Vi skal have fundet ud af, hvordan de her mærker vi har i Danmark, lever op til det, de siger, de gør. Noget tyder på, at det har vi ikke helt styr på. Derfor vil jeg spørge erhvervsministeren, hvad han vil gøre ved det her? Hvordan kan vi være sikre på, at certificeringsmærker lever op til det, de siger, de gør. Det skal være let at være forbruger i Danmark”, siger hun.
Venstre bakkes op af de Konservatives forbrugerordfører, Mona Juul (KF).
“Hvis forholdene er som beskrevet, så er det rimeligt forfærdeligt. Man skal ikke lede længe i markedsføringsloven, før man finder ud af, at man ikke må love noget, hvis man ikke kan holde det. Det er ret vigtigt, at man kan stole på mærkerne”, siger Mona Juul, der , der også vil vende sagen med erhvervsministeren.
“Der er en forskel på, hvad man siger, og hvad man gør, og det er der sikkert en god forklaring på, som jeg så lige savner. Det har jeg tænkt mig at vende med erhvervsministeren”, siger Mona Juul (KF).
Fairtrade Danmarks direktør, Camilla Erika Lerberg, skriver i en mail til Danwatch:
“Vi finder det også uacceptabelt i forhold til vores krav, og derfor kan vi godt forstå, at medieomtalen rejser nogle spørgsmål, som vi er parate til at svare på over for alle, som ønsker svar”.
For år tilbage virkede det som en utopi. Hvordan skulle det lade sig gøre at kortlægge de tusindvis af fabrikker i Asien, som syr vores tøj Det er det ikke længere.
Et storstilet projekt i Bangladesh har vist vejen.
I løbet af relativ kort tid har BRAC University i hovedstaden Dhaka kortlagt en meget stor del af landets syfabrikker og gjort oplysningerne tilgængelige for både virksomheder og forbrugere i et stort interaktivt kort.
Projektet, der hedder “Mapped in Bangladesh” fokuserer på de syfabrikker, der producerer til eksport og er bl.a. baseret på oplysninger fra Bangladesh’ Arbejds- og Beskæftigelsesministerium.
Her kan både virksomheder, NGO’er, medier og forbrugere finde oplysninger om den enkelte fabrik, antallet af ansatte, hvad de producerer, for hvilke firmaer og til hvilke lande, varerne eksporteres. F.eks. kan man søge på ‘Jack&Jones’, ‘windbreaker’ og ‘eksport country Denmark’ og se, at den nye vindjakke mærket Made in Bangladesh formentlig er syet på en af 13 fabrikker i Dhaka. Man kan også se, om arbejderne er organiseret i fagforeninger på de 13 fabrikker, hvordan kønsfordelingen er og fabrikkernes præcise adresser og telefonnumre.
Ifølge Mapped in Bangladesh’s hjemmeside omfatter det interaktive kort i øjeblikket detaljerede oplysninger om 2032 fabrikker med tilsammen mere end to millioner ansatte i hovedstaden Dhaka og tekstilområdet Gazipur. Men meningen er, at databasen skal dække samtlige registrerede produktionssteder inden 2021 er omme.
Kortlægningen af den bangladeshiske tekstilbranche er en udløber af den meget omtalte Rana Plaza ulykke i april 2013. Rana Plaza var en stor syfabrik, som kollapsede og dræbte mere end 1000 ansatte.
Mange internationale brands fik deres tøj syet i Rana Plaza-bygningen, heriblandt danske Bestseller, der bl.a. står bag mærkerne Only, Vero Moda og Jack&Jones. Blandt andet derfor satte ulykken internationalt fokus på arbejdsforholdene på de bangladeshiske syfabrkker, hvor børnearbejde, underbetaling og manglende sikkerhed er udbredt.
Et af resultaterne blev den såkaldte Bangladesh-aftale om brandforhold og sikkerhed på arbejdspladsen, som 1.967 ud af de 2.032 kortlagte fabrikker i Dhaka og Gazipur nu har underskrevet.
Kortlægningen af tekstilproducenterne i Bangladesh falder i tråd men et voksende krav om åbenhed fra forbrugernes side. Som Danwatch netop har dokumenteret, er den danske tøjbranche imidlertid ikke meget for at offentliggøre oplysninger om, hvor de får deres tøj produceret.
Ifølge flere eksperter, som Danwatch har talt med, frygter tøjfirmaerne bl.a., at det vil skade deres konkurrenceevne at offentliggøre leverandørnavne. Andre frygter, at åbne leverandørlister vil øge risikoen for at ende på forsiden af Danwatch på grund af børnearbejde eller andre kritisable forhold hos de enkelte leverandører.
Elendige forhold
Der er stadig grund til at holde godt øje med forholdene på den enkelte tøjfabrik i Bangladesh.
Ifølge den Washington-baserede NGO International Labour Rights Forum (IFLR) har 2019 været et af de værste år for lønmodtagerne i den bangladeshiske tøjindustri. Mere end 11600 ansatte blev fyret uden lovlig grund og mange af dem har sidenhen været blacklistet, ude af stand til at finde et arbejde på en anden fabrik i branchen.
IFLR kalder det “det største anslag mod arbejdstagerrettighederne” siden årtusindskiftet.
Og situationen bekræftes af en rapport, udarbejdet af NGO’en Workers Rights Consortium (WRC) fra april. Her lyder konklusionen, at “ytringsfrihed og retten til at organisere sig er blevet stadig mere begrænset i løbet af de seneste år.”
I løbet af 2019 gik mange tusinder af ansatte i tøjbranchen på gaden over hele landet for at protester mod revideringen af landets minimumsløn. Ifølge det London-baserede Business and Human Rights Resource Center (BHRRC) har lokale fabrikker anlagt mindst 33 sager mod tilsammen flere tusinde tidligere ansatte, bl.a. for ulovlige arbejdsnedlæggelser.
Ifølge BHRRC er stort set alle sager anlagt af fabrikker, der producerer til eksport.
Læs mere om åbenhed i tøjbranchen her:
