Jordtyve og chokoladekrige. Her er fem film, du skal se på CPH:DOX

Dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX, hvor samfund, videnskab og kunst står i fokus, er tilbage. I år byder festivalen på 200 nye dokumentarer. Her er fem film, vi på Danwatch vil anbefale.


Fra den 23. marts til 3. april er CPH:DOX tilbage. Og efter to år med nedlukning, kan man i år igen komme indenfor og se filmene fra en af verdens største dokumentarfilmfestivaler i Københavns biografer. Men nogle af de gode ideer fra corona-pandemien hænger ved, og for eksempel har CPH:DOX valgt at lægge nogle af filmene på deres’ egen online portal fra 1.- 10. april, så man kan se med hjemmefra.

Festivalen byder i år på et imponerende og alsidigt program med både dokumentarfilm, debatter og events.

Danwatch har kigget programmet igennem og fundet en håndfuld dokumentarer, som vi har tænkt os at se. Måske er der også noget på listen, der kan fange din interesse.

The Territory

Oprindelige folks territorier i den brasilianske regnskov trues af landmænd og virksomheder, der ønsker at profitere på de naturressourcer, der er at finde på deres ellers fredede områder. Det er desværre en historie vi igen og igen støder på hos Danwatch.

Men hvad sker der, når en gruppe aktivister vælger at kæmpe imod? Det kan man finde ud af i den nye dokumentarfilm, ‘The Territory’, der er instrueret af Alex Pritz.

Filmen udspiller sig i den brasilianske stat Rondônia, hvor en gruppe unge aktivister fra det oprindelige folk Uru-eu-wau-wau tager kampen op mod de landmænd, der truer deres territorier med afskovning. Udrustet med intet andet end videokameraer sætter de unge aktivister deres liv på spil for at fange jordtyvene på fersk gerning og beskytte skoven og deres territorium.

Filmen har premiere den 27. marts, hvor blandt andet instruktøren samt Uru-eu-wau-wau-aktivisterne Bitate og Luiza Rabelo kommer for at diskutere konsekvenserne af afskovningen i Amazonas for klimaet og oprindelige folk.

The Territory. Foto: Pressefoto

Into the Ice

I den danske instruktør og naturfotograf Lars Ostenfelds nye dokumentar kan man komme helt tæt på den grønlandske indlandsis og få et unikt indblik i, hvad isen kan fortælle os om klimakrisen.

‘Into the Ice’ følger de tre forskere Alan Hubbard, Dorthe Dahl-Jensen og Jason Box, der er taget til Grønland. De er alle overbevist om, at man kun kan finde sandheden bag isens afsmeltning, ved at se isen med sine egne øjne.

I et smukt og råt møde med den grønlandske natur bliver publikum taget med på en rejse dybt ned i indlandsisen for at blive klogere på nogle af klimakrisens største gåder.

Allerede i dag, den 22. marts, kan man se filmen, efterfulgt af en Q&A med filmens instruktør Lars Ostenfeld og glaciologen Jason Box.

Trailer til Into the Ice.

Chokoladekrigen

Den danske journalist og instruktør Miki Mistrati, der tidligere har lavet dokumentarerne ‘Chokoladens mørke bagside’ og ‘Lyssky chokolade’, er tilbage med en ny film om kakao-producenternes forbindelse til slaveri og ulovligt børnearbejde.

I dokumentaren ‘Chokoladekrigen’ følger vi menneskerettighedsadvokat Terry Collingsworth, der har taget op kampen mod chokolade-giganterne, for at få dem dømt for udnyttelse af børn i Elfenbenskystens kakaoproduktion.

Filmen stiller skarpt på nogle af globaliseringens konsekvenser, og hvad der er resultatet af en evig jagt på at holde priserne på vores produkter nede. Danwatch har også tidligere kunne afsløre, at der var børnearbejde på 4 ud af 6 kakaoplantager, der leverer til Fairtradekooperativer.

‘Chokoladekrigen’ har sin verdenspremiere på CPH:DOX den 23.marts. Til premieren kan man møde både instruktøren, Terry Collingsworth, og journalisten Ange Aboa fra Elfenbenskysten.

Trailer til Chokoladekrigen.

Midwives

‘Midwives’ er historien om to kvinder, der arbejder på en fødselsklinik i delstaten Rakhine i Myanmar. Hla er buddhist. Nyo Nyo er rohingya.

Siden 2015 har der været stadigt stigende voldelighed i konflikten mellem buddhister og det rohingyanske mindretal i Myanmar. Uroen i landet har dertil blusset op siden militærkuppet i 2021, som har intensiveret urolighederne og den humanitære krise.

Dokumentaren ‘Midwives’, der er instrueret af Snow Hnin Ei Hlaing, giver et nært indblik i, hvad det vil sige at stå på hver sin side af en konflikt. Den giver en højst aktuel skildring af, hvordan to kvinder navigerer et land fyldt af kontraster og nuancer.

Den 30. marts kan man komme med til visning og derefter debat med seniorforsker i fred og vold hos DIIS Helene Maria Kyed, og talsperson for UNHCR, Elisabeth Arnsdorf Haslund.

Trailer til Midwives.

This Stolen Country of Mine

Siden 2007 har Kina fået voksende indflydelse i Ecuador. En række aftaler og kontrakter mellem de to lande, har givet kineserne mulighed for at påvirke alt fra minedrift til olie og infrastruktur.

Kinesiske interesser i landet er dog ikke noget, alle ecuadorianere er tilfredse med.

I filmen ‘This Stolen Country of Mine’, instrueret af Marc Wiese, møder man øko-aktivisten Paúl Jarrin og hans guerilla-hær, samt journalisten Fernando Villavicencio, der alle kæmper for at standse kinesisk minedrift og beskytte deres land fra ydre interesser.

Filmen giver et stærkt indblik i, hvad det vil sige at kæmpe mod korruption, konsekvenserne af en stadig mere globaliseret verden, og de længder nogle mennesker er villige at gå til for at beskytte deres land.Til premieren den 28.marts kan man møde instruktøren Marc Wiese, der tidligere har vundet priser ved CPH:DOX med dokumentaren ‘We Hold the Line’.

Trailer til This Stolen Country of Mine.

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-down