Foran det smukke gule kunstmuseum i den ukrainske provinshovedstad Kherson kørte fem lastbiler og en række militærkøretøjer op og blokerede gaden den 31 oktober 2022. I fire dage gik russiske soldater i rutefart mellem museet og de mange køretøjer, indtil de igen kørte deres vej – med mere end 10.000 kunstværker.
Det russiske militær, der havde besat Kherson, forlod byen med massevis af kunstværker og antikke genstande fra både Khersons lokalhistoriske museum og byens regionale kunstmuseum i det, eksperter efterfølgende har betegnet som det største kunsttyveri siden Nazisternes kunstrøverier under 2. verdenskrig.
Den ukrainske antikorruptionsenhed NACP oprettede d. 19 oktober en ny sektion, ‘Stolen Heritage’, til deres database ‘War&Art’. Den nye sektion offentliggør information om kunstværker og kulturarv, der er stjålet af Rusland, siden de annekterede Krim i 2014. ‘War&Art’-platformen har eksisteret siden august 2023 og haft til formål at spore gigantiske kunstsamlinger, ejet af rige sanktionerede russere, og stoppe handel med kunsten.
Ifølge Pavlo Kulyk, leder af afdelingen for analytisk arbejde og informationsudveksling hos NACP, er formålet med platformens nye sektion at dokumentere den kulturarv, Rusland har stjålet fra Ukraine, og bringe det til verdenssamfundets opmærksomhed.
“Vi håber, at det kan blokere for salg af genstande, som allerede er stjålet, forebygge fremtidig tyveri i besatte områder og stille Rusland til ansvar,” siger Pavlo Kulyk i et mailsvar til Danwatch.
Spørger man Mette Skak, Lektor Emerita i Statskundskab ved Aarhus Universitet og specialiseret i sanktioner mod Rusland, er det ikke nogen dårlig strategi.
“At indsamle dokumentation i relation til krigen kan være med til at gøre sanktionerne og udelukkelsen af Rusland fra det ‘gode selskab’ mere effektiv,” mener hun.
‘War&Art’ har lige nu registreret 1.253 genstande ejet af sanktionerede personer og 235 genstande, der er stjålet fra Ukraine. De identificerede kunstværker har en samlet værdi på 18,1 milliard danske kr.
Ifølge Pavlo Kulyk plyndrer russerne ikke kun de ukrainske museer, de gennemfører også deres egne arkæologiske udgravninger i de besatte områder efter ordre fra den Russiske Føderations myndigheder, og genstande, som er tusinder af år gamle, havner på russiske museer, fortæller han.
Blandt platformens stjålne genstande kan man blandt andet se et par små firkantede guldøreringe fra middelalderen med beskrivelsen, “taget af repræsentanter for Den Russiske Føderation under ulovlige udgravninger af kulturarvssteder i Ukraine”, herunder stjålet fra Krim i 2019.
De genstande, som blev stjålet, da det russiske militær forlod Kherson den 31. oktober 2022, optræder også i den nye database. Guldsmykker, antikke keramikvaser, og et sandstens gedehoved er blandt nogle de genstande platformen viser, fra Khersons lokalhistoriske museum.
Fra Khersons regionale kunstmuseum finder man både ukrainsk og international kunst fra det 17.-21. århundrede. Flere af malerierne portrætterer den ukrainske identitet. Et maleri viser f.eks. en kvinde i national ukrainsk folkedragt, et andet maleri portrætterer farvestrålende keramiske vaser med titlen “Ukrainian ceramics.”
Pavlo Kulyk fortæller, at ukrainerne vil føle konsekvenserne af Ruslands tyveri mod deres kulturarv i mange år endnu.
“Når smerten over tabet af vores kære aftager vil vi blive ramt af smerten over den kultur, som er blevet stjålet fra os,” skriver han.
DOKUMENTATION
Her ses et udsnit fra den ukrainske antikorruptionsenhed, NACPs digitale platform “War&Art” over de kulturgenstande, de har dokumenteret, at Rusland har stjålet fra Ukraine siden annekteringen af Krim i 2014.
Platformen ‘War&Art’, har hidtil beskæftiget sig med at spore sanktionerede oligarkers pompøse kunstsamlinger, og blandt værkerne er verdensberømt kunst lige fra Leonardo da Vinci’s Salvator Mundi til Andy Warhol’s Four Marilyns.
På listen over sanktionerede kunstsamlinger finder man den kontroversielle oligark Roman Abramovitjs samling, der med 365 værker til en samlet værdi af 2.602.615.137 kroner, er en af de største. I hans samling findes blandt andet værker af Pablo Picasso, Francis Bacon, Claude Monet og Salvador Dali.
Pavlo Kulyk skriver, at NACPs ‘War&Art’ dokumentation af sanktionerede oligarkers kunstsamlinger har skabt røre på det internationale kunstmarked.
“Takket være vores projekt vil de mest berømte auktionshuse nu ikke have noget med de sanktionerede russere og deres kunstværker at gøre,” skriver han.
Ifølge Pavlo Kulyk, er det for tidligt at sige, om deres nye sektion over stjålen kunst vil opleve samme succes, men foreløbig har de fået positiv feedback fra eksperter, siger han.
Mette Skak, emerita fra Aarhus Universitet, mener, at man kan se Ruslands plyndringer af ukrainsk kulturarv som et udtryk for, at Rusland ikke anerkender en ukrainsk national identitet.
“Rusland er ikke interesseret i at anerkende, at der findes en enestående ukrainsk nation og kultur, inklusiv værdifulde ukrainske kunstgenstande,” siger hun.
Det er Pavlo Kulyk enig i.
“Rusland prøver at ødelægge Ukraine på alle fronter, inklusiv den kulturelle,” skriver han til Danwatch.
Ifølge FNs kulturorgansiation UNESCO er kulturarv ofte mål for strategisk krigsførelse. Haager-konventionen fra 1954, som både er underskrevet af Rusland og Ukraine, har til formål at beskytte kulturarv. De lande, som har underskrevet den, skal “forbyde, forebygge og bremse enhver form for tyveri” af kulturgenstande.
Men Ukraine har tidligere beskyldt Rusland for at forbryde sig mod netop Haager-konventionen med deres plyndringer af kulturarv.
I nyere tid så man både plyndringer af Nationalmuseet og arkæologiske udgravninger under den seneste krig i Irak og Syrien, hvor Islamisk Stat blandt andet finansierede sin krig ved at sælge stjålen kulturarv.
Om siden ‘Stolen Heritage’ med deres dokumentation, vil sætte en stopper for handel med ukrainsk kulturarv, må tiden vise, men Pavlo Kulyk er klar i sin udmelding til verdenssamfundet.
“Når vi viser verden, at russerne stjæler Ukraines kulturarv, må verden reagere. Lande bør afbryde alle kontakter med russiske museer, fordi deres samlinger fyldes op med kulturgenstande stjålet fra Ukraine,” siger han.
Spionskibe, atomubåde, landgangsskibe og fregatter. Danske Rockwool har systematisk og helt bevidst forsynet den russiske flåde med hundredtusindvis af kvadratmeter skibsisolering, der er anvendt i nogle af de mest avancerede fartøjer i den russiske flåde.
Det afslører en samlet gennemgang af Ruslands officielle udbudsdatabase, som Danwatch og Ekstra Bladet har foretaget gennem flere måneder.
I alt findes der dokumentation for, at der siden Ruslands ulovlige annektering af Krim i 2014 er solgt Rockwool-skibsisolering mindst 52 gange til i alt 31 forskellige fartøjer i Putins flåde. Herunder blandt andet to destroyere, to ubåde der kan udstyres med atomvåben, to landgangsskibe, tre fregatter, seks minestrygere og fem efterretningsskibe – altså krigs- og spionskibe i den helt tunge ende af det russiske flådearsenal.
Sammenlagt udgør listen en anseelig del af Ruslands aktive flåde, der i juli 2023 anslås til at bestå af 297 krigsskibe, ubåde og andre militære fartøjer.
I 29 af tilfældene er salget sket gennem Rockwools officielle samarbejdspartner og distributør, virksomheden Marine Complex Systems LLC (MKS), som lever af at servicere det russiske militær.
For bedre at forstå, hvilken type fartøjer, Rockwool har leveret isolering til, har vi bedt orlogskaptajn og militær analytiker ved Center for Militære Studier på Københavns Universitet, Jens Wenzel Kristoffersen, om at kommentere på deres rolle i den russiske flåde:
Destroyer, project 11551
“Admiral Chabanenko” (650) of the Northern Fleet
Destroyer, project 1155
”Marshall Shaposhnikov” (543) of the Pacific Fleet
Flere af skibene har siden spillet en rolle i den nuværende krig i Ukraine. Det gælder de seks skibe, der tilhører Sortehavsflåden, men eksempelvis har landgangsskibet “Pyotr Morgunov” fra den Nordlige Flåde, som MKS i 2018 leverede Rockwool-produkter for 48 mio. rubler (cirka 4,5 mio. kr. i datidens kurs) til, også været direkte involveret i krigen.
I en EU-forordning fra marts 2022 står der om det 135 meter lange skib, der er udstyret med blandt andet en AK-630 kanon og tungt maskingevær:
“Det store landgangsskib »Pyotr Morgunov«-projekt 11711, der blev bygget af United Shipbuilding Corporation, deltog i den ulovlige russiske invasion af Ukraine i 2022.”
Den ukrainske militæranalytiker Alexander Kovalenko bekræfter ligeledes over for Danwatch og Ekstra Bladet, at “Pyotr Morgunov” har spiller en vigtig rolle under krigen:
“Det har været i Sortehavet siden begyndelsen af invasionen af Ukraine. ‘Pyotr Morgunov’ har sørget for transport af ammunition, personel og udstyr og har også deltaget i mineringen af Sortehavet,” siger han.
Landing ship, project 11711
“Ivan Gren” (010) of the Northern Fleet
“Pyotr Morgunov” (017) of the Northern Fleet
Markedet for at sælge isolering til krigsskibe er noget, den hæderkronede danske virksomhed har været helt bevidst om. I en officiel reklamepjece fra 2015, som Rockwool har oversat og distribueret i Rusland, fremhæves netop krigsskibe som et af de steder, Rockwools marine-isolering oftest bruges i.
Rockwools kommunikationschef, Michael Zarin, skriver i et svar til Danwatch og Ekstra Bladet, at man har kendskab til, at isoleringsprodukter i “visse tilfælde er blevet anvendt i russiske flådefartøjer”, og at de er solgt via de russiske datterselskabers eksterne distributører.
“Hverken ROCKWOOL A/S eller vores russiske datterselskaber sælger direkte til russiske slutbrugere eller har et kundeforhold med det russiske militær,“ skriver Michael Zarin blandt andet.
Rockwool ønsker ikke at kommentere på, hvorfor virksomheden i Rusland fortsat samarbejder med MKS, der som virksomhed lever af at servicere den russiske flåde. De ønsker heller ikke at svare på spørgsmål om, hvorvidt koncernen stiller særlige krav til deres distributører i Rusland i forhold til slutbrugen for deres produkter.
Nuclear-powered ballistic missile submarine, project 955A
“K-549 Prince Vladimir” (825) of the Northern Fleet
Ifølge Jens Wenzel Kristoffersen, som er orlogskaptajn og militær analytiker ved Center for Militære Studier på Københavns Universitet, så er mængden af russiske flådeskibe med Rockwool samlet set i stand til at udgøre ”en trussel mod allierede styrker til søs, på land og i luften.”
”Samlingen af skibe vurderes at kunne udgøre en militær trussel mod allierede flådefartøjer, herunder ift. specialoperationer, indhentningsmissioner, monitorering, kortlægning af kritisk infrastruktur samt slutteligt i krise- og krigssituationer,” siger han.
Han fremhæver især de helt store skibe som slagkrydseren ”Admiral Nakhimov” og de to destroyere ”Marshal Shaposhnikov” og ”Admiral Chabanenko”, som alle på trods af at have mange år på bagen fortsat kan spille en stor rolle i fremtidige missioner.
”Særligt de større enheder, uanset alder eller om de har gennemgået ”midlife”-opdateringer, samt de nyeste nukleare enheder, udgør en særlig trussel i Atlanterhavet og mod NATO-allierede lande,” siger Jens Wenzel Kristoffersen.
Special-purpose nuclear-powered submarine, project 09852
“Belgorod” (BS-329) of GUGI, Northern Fleet
Professor Michael Petersen, som er leder af Russia Maritime Studies Institute ved US Naval War College og har en fortid i både USA’s militære efterretningstjeneste og landets nationale sikkerhedsråd, mener også, at de mange konkrete krigsskibe er af stor betydning for Ruslands militær.
Han fremhæver, at Ruslands flåde har gennemgået en storstilet modernisering i årene før og efter den ulovlige annektering af Krim i 2014, og ifølge ham afspejler Danwatch og Ekstra Bladets liste med flådefartøjer, der er isoleret med Rockwool, præcis den udvikling.
“Den komplette liste giver et interessant og konkret indblik i den russiske flådes prioriteter for konstruktionen og modernisering af overfladeskibe. De afspejler en vægt på magtprojektion, efterretningsindsamling og kystforsvar,” siger han.
“Især er konstruktionen af Project 22350 missilfregatter i Gorshkov-klassen det primære fokus i forhold til at genoprette den russiske overflade-flådes globale tilstedeværelse og militære slagkraft. De har udført Ruslands højest profilerede flådemissioner i fredstid, herunder den første jordomsejling af et russisk krigsskib siden det nittende århundrede i 2019.”
Frigate, project 22350
“Admiral Gorshkov” (417) of the Northern Fleet
“Admiral Kasatonov” (461) of the Northern Fleet
“Admiral Golovko” (456) of the Northern Fleet
Tilbage i februar måned i år indledte Erhvervsstyrelsen en undersøgelse, da Danwatch og Ekstra Bladet første gang kunne løfte sløret for Rockwools forbindelser til det russiske militær.
Dengang drejede det sig konkret om 5 skibe med Rockwool-isolering i, og Erhvervsstyrelsen mente ikke, der var grund til at tro, at Rockwool havde overtrådt de EU-sanktioner, der blev indført i forbindelse med annekteringen af Krim.
Tara Van Ho, som er en af verdens førende eksperter i menneskerettigheder og erhverv hos Essex Law School i England, understreger, at selvom det viser sig, at virksomheder ikke har brudt sanktioner, så er de stadig forpligtet til at overholde de FN’s retningslinjer for erhverv og menneskerettigheder (UNGP), som skal sikre, at virksomhederne ikke bidrager til overtrædelser af menneskerettighederne i alle led af deres værdikæde.
“Rockwool har stået bag en form for systematisk praksis, som virkelig er bekymrende i UNGP-perspektiv. Det tyder på, at der er et større problem med Rockwools screening-processer,” siger hun.
Attack submarine, project 677
“Velikie Luki” (B-587) of the Northern Fleet
“Mange eller alle af disse salg er måske teknisk set i overensstemmelse med EU’s sanktioner, men Rockwool forsynede stadig det russiske militær via deres officielle distributører med produkter, der var nødvendige for militærets aktiviteter.”
“Så snart Rusland invaderede Krim, burde man have undersøgt de salg grundigere – det, vi kalder forhøjet menneskeretlig due diligence (risikovurdering, red.). At Rockwool fortsat tillod disse salg rejser spørgsmålet om, hvad de har foretaget sig, og hvad de foretager sig nu, for at sikre at de ikke er medskyldige i Ruslands krigsforbrydelser eller forbrydelser mod menneskeheden,” siger Tara van Ho.
Fernanda Hopenhaym Cabrera, som er medlem af FN’s Arbejdsgruppe for Virksomheder og Menneskerettigheder, der er med til at implementere og rådgive om UNGP, understreger også, at Rockwool er forpligtet til at undersøge selskabets salg i Rusland.
“Enhver virksomhed, som forsyner våbensektoren med produkter eller opererer i områder præget af væbnet konflikt, bør foretage udvidet due diligence”.
Frigate, project 11540
“Neustrashimy” (772) of the Baltic Fleet
“Rockwool har herefter et ansvar for at forebygge, afbøde og håndtere de potentielle eller faktiske menneskerettighedsbrud, som deres forretninger eller kommercielle relationer er skyld i,” siger Fernanda Hopenhaym Cabrera og fortsætter:
“Det betyder, at Rockwool har et ansvar for at beslutte, om de vil implementere direkte forebyggende tiltag, trække sig fra regionen, opgive kommercielle relationer, eller bruge deres indflydelse i forsyningskæden til at forebygge og håndtere de negative påvirkninger på menneskerettighederne, selvfølgelig baseret på resultaterne af deres udvidede due diligence.”
Battlecruiser, project 11442M
“Admiral Nakhimov” (080) of the Northern Fleet
Danwatch og Ekstra Bladet har spurgt Rockwool om, hvorvidt man har stillet betingelser til selskabets russiske distributører – og om man selv mener, at salgene til det russiske militær overholder retningslinjerne i UNGP.
Det vil Michael Zarin, kommunikationschef i Rockwool, dog ikke svare på, men skriver blandt andet i en mail:
“(…) Som vi også tidligere har sagt, har ROCKWOOL omfattende retningslinjer, når det kommer til risikovurderinger og due diligence.”
Trods gentagne opfordringer har Rockwool ikke ønsket at fremvise resultaterne af de risikovurderinger, virksomheden angiveligt har foretaget sig i forbindelse med deres forretninger i Rusland.
Tre af de mest avancerede ubåde i den russiske flåde er udstyret med skibsisolering fra den danske koncern Rockwool. Heriblandt ubådene “Belgorod” og “Prins Vladimir”, som begge kan udstyres med de mest moderne atomvåben i Ruslands arsenal.
Det afslører officielle udbudsdokumenter fra Rusland, som Danwatch og Ekstra Bladet er i besiddelse af.
“Det er et meget interessant fund,” siger professor Michael Petersen, som er leder af Russia Maritime Studies Institute ved US Naval War College.
Med en baggrund i både USA’s militære efterretningstjeneste og landets nationale sikkerhedsråd har han længe fulgt udviklingen af Ruslands flådekapaciteter.
“Disse ubåde er en del af Ruslands nyeste generation af avancerede ubåde,” siger han.
De russiske dokumenter afslører, hvordan Rockwools faste samarbejdspartner, virksomheden Marine Complex Systems LLC (“MKS”), i juni og september 2014 – få måneder efter Ruslands ulovlige annektering af Krim-halvøen – indgik de første aftaler om levering af mere end 15.000 kvadratmeter skibsisolering til det statsejede skibsværft Sevmash.
Materialet afslører også, at leverancerne af Rockwool-isolering af mærket SeaRox SL 440 til en værdi af 4,7 mio. rubler (godt 700.000 kr.) konkret skulle bruges til konstruktionen af de to avancerede ubåde “Belgorod” og “Prins Vladimir”.
Omkring to år senere, i december 2016, indgår MKS igen en aftale om at forsyne en russisk ubåd. Denne gang er kontrakten med skibsværftet Admiralty, som bestiller knap 1.700 kvadratmeter SeaRox SL 400 til at bygge den dieseldrevne angrebsubåd “Velikie Luki”.
Danwatch og Ekstra Bladet har tidligere afsløret, hvordan Rockwools produkter via distributøren MKS er blevet solgt til store dele af den russiske flåde – herunder fregatter, spionskibe og fartøjer til Putins hemmelige flåde.
Den danske Erhvervsstyrelse har i den forbindelse undersøgt Rockwool og vurderet, at selskabet ikke har overtrådt EU-sanktioner i Rusland.
Men virksomheder som Rockwool er dog også forpligtet til at overholde FN’s retningslinjer for erhverv og menneskerettigheder (UNGP), som forpligter virksomheder til at sikre sig, at de ikke bidrager til overtrædelser af menneskerettighederne i alle led af deres værdikæde.
Og Tara Van Ho, som er en af verdens førende eksperter i menneskerettigheder og erhverv hos Human RIghts Centre ved Essex Law School i England, mener det er meget problematisk, at Rockwools materialer er blevet solgt til det Ruslands militær efter annekteringen af Krim i 2014.
“Da Rusland ulovligt invaderede og annekterede dele af Ukraine i 2014, burde virksomheder, der leverer udstyr til militæret, uanset om det er våben eller isolering, have truffet foranstaltninger for at begrænse deres støtte til det russiske militær.”
“Rockwool har magten til at stille betingelser over for sine officielle distributører, og de burde have brugt denne magt til at sikre, at distributørerne overholder menneskerettighedsstandarder, herunder at standse salget til det russiske militær. Det er et brud på Rockwools menneskerettigheds-ansvar i henhold til FN’s vejledende principper, når de ikke har gjort dette,” siger hun.
Særligt ubåden “Belgorod” har stjålet overskrifter verden over. Ubåden, der med sine 184 meter er verdens længste, blev i sommeren 2022 efter test leveret fra skibsværftet Sevmash til Ruslands tophemmelige militærprogram GUGI ved den arktiske havneby Murmansk. GUGI er især kendt for sine hemmelige dybhavsmissioner for at kortlægge kritisk infrastruktur på havbunden, og tjenesten refererer direkte til Vladimir Putin og generalstaben i Moskva.
Både “Belgorods” potentielle bevæbning og eksperimentelle design gør den ifølge Michael Petersen til en helt unik ubåd, som er helt afgørende for Rusland i jagten på forspring i atomvåbenkapløbet med NATO-alliancen.
“Den er designet til at bære autonome, atomdrevne og ubemandede Poseidon-undervandsfartøjer. Poseidon er et strategisk atomvåben, der er designet til at give Rusland en strategisk fordel ved at forblive skjult under vandet og omgå Vestens forsvar for at kunne udføre et atomangreb på kyst infrastruktur,” siger han.
Den russiske præsident Putin har flere gange offentligt hyldet Belgorod og var også med på en direkte video-forbindelse fra Kreml, da ubåden officielt blev søsat i 2019.
Da den anden atomdrevne ubåd med Rockwool i “Prins Vladimir” i 2012 skulle køllægges på værftet Sevmash i hvidehavsbyen Severodvinsk i 2012 mødte Putin til gengæld personligt mødt op til den højtidelige ceremoni. Her udtrykte han blandt andet en forventning om, at ubåden ville blive “et af de russiske væbnede styrkers symboler”.
Ifølge Michael Petersen udgør “Prins Vladimir” – sammen med de øvrige ubåde i Borei-A-klassen, der er en opdateret version – rygraden i Ruslands havbaserede afskrækkelsesstrategi med atomvåben.
“Det er Ruslands mest avancerede atomdrevne ballistiske missilubåd. Den er bevæbnet med 16 Bulava-SLBM’er (ubåds-affyrede ballistiske missiler, red.), som hver kan bære op til 10 nukleare sprænghoveder.”
“Når først de går til søs, er de svære at lokalisere. I en periode med øget spænding, der fører til potentiel konflikt, vil Rusland sandsynligvis sende disse ubåde til søs, hvor de stille vil ligge og vente på ordrer om at affyre atomvåben,” siger han.
Af den grund er ubådene i Borei-A-klassen ifølge Michael Petersen en helt central del af det russiske atomvåbenprogram.
“Og det vil de næsten med sikkerhed fortsætte med at være i de kommende to årtier, mindst,” siger han.
Danwatch og Ekstra Bladet har stillet en række spørgsmål til Rockwool om leverancerne til ubådene, herunder om man havde undersøgt, hvad produkterne skulle bruges til, da de blev solgt til skibsværftet Sevmash i 2014, og om Rockwool stiller krav til sine distributører om produkternes slutbrug.
Det svarer Michael Zarin, kommunikationschef i Rockwool Gruppen, dog ikke på, men skriver blandt andet i en mail:
“ROCKWOOL A/S har kendskab til, at almindelige isoleringsprodukter – samt isoleringsprodukter til brug i civile applikationer til skibsfarten solgt via de Russiske Datterselskabers eksterne distributører – i visse tilfælde er blevet anvendt i russiske flådefartøjer i lighed med, hvordan disse produkter bruges på alle former for skibe verden over – inklusiv kommercielle og industrielle fartøjer, samt krydstogtskibe og lystbåde. ROCKWOOLs produkter kan hverken transformeres til våben eller anvendes til militære formål i øvrigt. Ingen stenuldsprodukter er klassificeret som dual-use.”
Når det store våbenskib ‘Gennady Dmitriev’ om kort tid tilslutter sig Ruslands berygtede Sortehavsflåde på Krim og krigen i Ukraine, så er det med to varmevekslere fra danske Danfoss installeret om bord.
Sidste år kunne Danwatch i samarbejde med DR nemlig afsløre, at Danfoss russiske datterselskab i 2017 havde solgt varmevekslere til en række militære fartøjer. Det kom også frem, at dele til disse varmevekslere blev sendt fra Danmark til den russiske fabrik.
Nu har Erhvervsstyrelsen imidlertid efter en 10 måneder lang undersøgelse konkluderet, at Danfoss ikke har overtrådt sanktioner og de såkaldte regler om dual use og catch-all, blandt andet fordi Danfoss’ hovedkontor ikke kendte til det russiske datterselskabs aktiviteter.
Det fremgår af et orienteringsnotat til Det Udenrigspolitiske Nævn. Her fremgår det også, at Erhvervsstyrelsen har inddraget Forsvarsministeriets Materiel- og Indkøbsstyrelse (FMI) i undersøgelsen for at få en teknisk vurdering af om de pågældende produkter var i strid med de sanktioner, der blev indført mod Rusland i 2014 efter landets ulovlige annektering af Krim.
I notatet fastslår FMI, at varmevekslerne ikke er omfattet af dual-use reglerne, der vedrører produkter, der både kan anvendes til civile og militære formål.
FMI vurderer dog også, at en række plader og pakninger til varmevekslere, samt visse varmevekslere, kunne være omfattet af EU’s såkaldte catch-all regler, der kan straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.
Catch-all reglerne betyder, at produkter – der ikke er opført på dual-use listen – stadig kan være omfattet af dual-use reglerne, hvis de skal bruges til særligt kritiske formål, herunder masseødelæggelsesvåben og endelig militær anvendelse.
Ifølge reglerne skal en eksportør, der er bekendt med, at produkter helt eller delvis er bestemt til kritiske anvendelser, meddele dette til Erhvervsstyrelsen, som herefter afgør, om der skal kræves tilladelse til eksporten.
Som Danwatch tidligere har dokumenteret, så reklamerede Danfoss russiske datterselskab – Ridan – på selskabets hjemmeside med, at varmevekslere var solgt til forskellige militære fartøjer, herunder våbenskibet. Salgene fremgik også af Ruslands offentlige udbudsdatabase. Ligesom Danfoss selv erkendte salget til våbenskibet ‘Gennady Dmitriev’ samt søsterskibet ‘Vladimir Pyalov’.
“Ja, Ridan har leveret til to skibe, som endnu ikke er færdiggjort, og det er uklart om, de bliver færdige, da Vympel værftet nu er underlagt sanktioner”.
I Erhvervsstyrelsens notat fremgår det dog, at Danfoss danske hovedkontor fastholder, at man intet kendskab havde til salgene:
“I redegørelserne fra Danfoss har virksomheden understreget, at de alene leverede produkter og materialer til deres russiske datterselskab, men at de ikke var involveret i design, produktion eller salg herfra. Virksomheden har således oplyst, at hverken Danfoss A/S eller dets danske datterselskaber vidste, hvilke kunder de russiske datterselskaber havde, eller hvad kunderne skulle bruge produkterne til.”
Og den forklaring har Erhvervsstyrelsen tilsyneladende købt:
“Det er ERSTs vurdering, at Danfoss ikke var juridisk forpligtet til at kontakte ERST forud for eksporterne til Rusland, idet det lægges til grund, at hverken Danfoss A/S eller dets danske datterselskaber vidste, hvilke kunder de russiske datterselskaber havde, eller hvad produkterne skulle bruges til, efter de blev solgt fra de russiske datterselskaber.“
“På den baggrund er ERSTs samlede vurdering af sagen, at Danfoss A/S ikke har overtrådt sanktionerne eller dual-use reglerne.”
Danwatch har forsøgt at få en udtalelse fra Danfoss, men de ønsker ikke at kommentere afgørelsen.
Du kan læse alle artiklerne om Danfoss og andre danske selskaber, der har solgt produkter til Putins styre i vores serie her.
Det er – efter årets mest læste historier at dømme – det, I gerne vil have fra Danwatch.
Selvom vi ikke er afhængige af abonnenter eller annoncekroner på Danwatch, så vil vi rigtig gerne have, at flest mulige læser vores historier. Vi synes selv, at vores journalistik er så vigtig, at den burde komme ud til endnu flere, og derfor arbejder vi for tiden på, hvordan vi kan blive endnu mere relevante, interessante og spændende for jer at læse.
Årets mest læste historier er et meget godt pejlemærke for, hvad I netop gerne vil læse. Selvfølgelig.
Hvis du ikke allerede har læst historierne, så kommer muligheden her. Det er stadig vigtige og interessante historier.
Da Vladimir Putin og Rusland invaderede Ukraine gik vi på Danwatch i gang med at lede efter forbindelser til Danmark. Vi fandt en række oligarker, nogle af Ruslands mest magtfulde mænd, der tjente penge på stål, olie og turister i Danmark.
Historien var med til at sætte dagsorden i Danmark i begyndelsen af krigen. Kort tid efter begyndte EU at sanktionere flere af oligarkerne, hvilket vi fulgte tæt.
I januar dumpede en aktindsigt ned i en af vores journalisters indbakke. Den viste, at danske landmænd havde fået dispensation til at bruge sprøjtemidlet Diqat, der er forbudt i EU, da det nedbryder hjerneceller, og forskere kæder det sammen med Parkinsons sygdom.
“Man skal ikke lade sine børn rende rundt på marken, det er helt sikkert”, sagde Rikke Lundsgaard fra Danmarks Naturfredningsforening om steder, der var sprøjtet med giften.
På den måde er det en historie, der kommer helt tæt på os alle sammen. Samtidig viste vores efterfølgende historier, at Miljøstyrelsen havde godkendt 15 ud af 15 ansøgninger om dispensation til at bruge forbudte sprøjtemidler, og det fik politikere til at reagere.
I begyndelsen af året udgav vi en større undersøgelse, der handlede om en kulmine i Mozambique, som danske FLSmidth var involveret i.
Historien var resultatet af flere måneders research og en rejse til Mozambique, hvor vi kunne dokumentere de mange problemer, som minen skabte for lokale, der levede et liv i kulstøvet fra minen. FLSmidth har siden stoppet deres samarbejde med minen.
I forsommeren stemte danskerne ja til at fjerne det danske forsvarsforbehold i EU. Derfor kan danske soldater nu rejse med andre EU-lande på træningsmissioner rundt omkring i verden.
Før, under og efter afstemningen undersøgte vi på Danwatch de træningsmissioner, som det danske Forsvar havde været på uden om EU. Vi fandt ud af, at danske soldater havde trænet en række brutale enheder i Vestafrika, der var kendt for at krænke menneskerettigheder.
En af dem var den camerounske specialstyrke BIR, der har ry for at dræbe og torturere civile.
Den sidste historie på vores liste over mest læste er en udgave af vores ugentlige nyhedsoverblik, hvor vi samler op på aktuelle historier inden for vores område.
I denne udgave så vi på historier om Landbrugsstyrelsen og Miljøstyrelsen, der fik alvorlig kritik af Statsrevisorerne for ikke at passe godt nok på vores alle sammens drikkevand.
Dokumentar (38 min.), Al Jazeera.
Filmen ligger tilgængeligt på Youtube her.
Siden en af den arabiske verdens mest prominente journalister, Shireen Abu Akleh, blev dræbt af skud i maj i år, er en kamp om ansvaret for hendes død blevet udkæmpet mellem alverdens medier, NGO’er og statsmagter.
Kort efter, at hun blev ramt af en kugle i hovedet i Jenin på den nordlige Vestbred, meldte israelske myndigheder ud, at den mangeårige Al Jazeera-journalist var blevet dræbt af de palæstinensiske militante, som israelske soldater havde været i kamp med i Jenin den samme morgen.
Men bare få timer efter kunne den israelske menneskerettighedsorganisation B’tselem imidlertid tilbagevise den forklaring ved at udstille, hvordan palæstinenserne fra deres position på umulig vis skulle have skudt omkring flere hjørner for at have ramt Shireen Abu Akleh.
Fem dage senere konkluderede den undersøgende researchgruppe Bellingcat på baggrund af video- og lydmateriale uploadet på sociale medier, at israelske soldater sandsynligvis var ansvarlige for drabet. En uge senere kom en undersøgelse fra Associated Press frem til det samme.
I den efterfølgende måned konkluderede først en meget udførlig undersøgelse af video- og lydmateriale fra Washington Post, at skuddet, der ramte Shireen, måtte komme fra den israelske konvoj, som havde været placeret længere nede af den vej, hun og andre journalister stod på. Blandt andet kunne tekniske analyser af lyden fra skuddene afsløre, at de var blevet affyret omkring 200 meter fra, hvor Shireen stod – hvilket passede med de israelske soldaters position.
Samme konklusion kom frem i en omfattende udgivelse fra New York Times’ undersøgende redaktion, som også påviste, at ingen palæstinensiske militante så ud til at have været i nærheden af journalisterne i tiden op til det dræbende skud.
På baggrund af skudhullerne omkring gerningsstedet vurderede militæranalytikere kort efter over for CNN, at skuddene ikke var blevet affyret tilfældigt men havde været rettet direkte mod journalisterne. Der var simpelthen ikke mulighed for, at tilfældige skud på så lang afstand ville ramme inden for så lille et område, lød det fra eksperterne.
I juni blev de journalistiske undersøgelser bakket op af en rapport fra FN’s Menneskerettighedskontor, som bemærkede, at der tilsyneladende var blevet sigtet efter journalisterne. Og i september kunne den britiske forskningsenhed Forensic Architecture i samarbejde med den palæstinensiske menneskerettighedsorganisation Al-Haq konkludere, at de israelske soldater bevidst havde sigtet efter presse-folkene på trods af, at det burde være tydeligt for dem, at der var tale om journalister.
De to organisationer simulerede blandt andet, hvordan de Al Jazeera-ansatte har set ud i sniper-sigtet fra soldaternes position, hvorfra journalisternes blå presse-veste og -hjelme burde have været tydeligt synlige. Nye videooptagelser viste desuden, hvordan skuddene stoppede, da journalisterne søgte dækning og begyndte igen, da de viste sig for soldaterne – for eksempel i det, de forsøgte at få Shireen Abu Akleh trukket væk, efter hun var blevet skudt og lå livløs på jorden.
En ny dokumentar fra Al Jazeera ‘The Killing of Shireen Abu Akleh’ gennemgår forløbet og de mange skiftende forklaringer og positioner, som Israel, USA og EU har taget, i takt med at nye oplysninger om drabet er blevet gravet op.
Senest har det det israelske militær i september i deres egen undersøgelse af forløbet medgivet, at der er “stor sandsynlighed” for, at Shireen Abu Akleh “ved et uheld blev ramt af [det israelske militærs] skud.” Men i samme rapport skriver militæret, at journalisterne blev fanget i krydsilden med palæstinensiske militante, “under hvilken der blev affyret livstruende, udbredte og vilkårlige skud mod israelske soldater.”
Det bliver modbevist i de ovennævnte undersøgelser såvel som i dokumentaren, i hvilken videooptagelser viser, at der er roligt og ikke foregår nogen kampe i tiden op til, at journalisterne bliver beskudt.
Shireen Abu Akleh er amerikansk statsborger, og i juni meldte Det Hvide Hus ud, at man ønskede en uafhængig undersøgelse af hændelsen. Det trak man imidlertid tilbage efterfølgende, og i stedet hævder USA nu, at man baserer sin vurdering af sagen på både den officielle palæstinensiske undersøgelse af hændelsen og den undersøgelse, som det israelske militær selv har lavet. På den baggrund konkluderer man, at der ser ud til at være sket et uheld, hvor israelske skud med al sandsynligvis har ramt Shireen Abu Akleh, uden at det var intentionen.
I dokumentaren hører vi fra de af Shireen Abu Aklehs kolleger, som var til stede, da hun blev dræbt – og som enten selv blev ramt af skud eller forgæves forsøgte at redde hende. Det er hårdføre folk, som er vant til at dække væbnet kamp, men som nu ikke længere føler sig beskyttet af deres presseveste og som for fleres vedkommende har måttet tage pause fra journalistik.
I filmen kommer det frem, at ingen af disse hovedvidner er blevet interviewet til det israelske militærs undersøgelse af hændelsen. Dokumentaren konfronterer herefter flere gange amerikanske myndigheder med, at man baserer sig på det israelske militærs undersøgelse af sig selv. Men det lykkes hverken at få amerikanerne til at forholde sig til, at de palæstinensiske hovedvidner ikke er interviewet i den israelske undersøgelse, eller at videomaterialet og de journalistiske undersøgelser fra stedet fuldstændig modstrider militærets forklaring om, at drabet skete under krydsild.
Undervejs i dokumentaren, i november måned, melder FBI ud, at man nu – uafhængigt af Det Hvide Hus – vil undersøge drabet. Israelske myndigheder har meldt klart ud, at de ikke kommer til at samarbejde, og sammen med Det Hvide Hus’ uvilje gør det det uklart, hvor omfattende en undersøgelse, der vil være tale om.
Shireen Abu Aklehs amerikansk-palæstinensiske familie har forgæves forsøgt at mødes med Præsident Biden i både USA, og da han besøgte Israel. De har mistet tilliden til de amerikanske myndigheder og den amerikanske præsident, forklarer Shireen Abu Aklehs niece, Lina Abu Akleh, i filmen:
“Han prædiker pressefrihed og beskyttelse af journalister, men det har været ekstremt foruroligende at se, hvordan han ikke kærede sig om de værdier, da Shireen blev dræbt. Det viser de dobbeltstandarder, der er gældende, når der er tale om en palæstinensiske-amerikansk journalist”, siger hun.
Jul og nytår giver tid til fordybelse. Samtidig er det også her, vi typisk ser tilbage på det forgangne år. Derfor anbefaler vi på Danwatch det bedste, vi har læst, set eller lyttet i løbet af året.
Maria Skipper Schwenn, direktør i brancheorganisationen Danske Rederier, ved det udmærket godt.
“En etbenet pirat er ikke let at forklare”, siger hun.
Hun snakker om Lucky Francis, en 40-årig nigeriansk mand, der den 28. november blev dømt i Københavns Byret for at have affyret skud mod en dansk helikopter og Frømandskorpset i Guineabugten ud for Vestafrikas kyst. Undervejs blev han selv skudt i benet.
Dommen sætter foreløbigt punktum på det danske forsvars piratjagt i verdens farligste farvand.
Sømissionen har været heftigt kritiseret og er blandt andet blevet kaldt “den dårligst forberedte længe”. Men i et interview med Danwatch står direktør i Danske Rederier, Maria Skipper Schwenn, fast på, at fregatten Esbern Snare havde sin berettigelse i Guineabugten. Hun ser også gerne, at missionen bliver genoptaget.
Samtidig efterlyser hun, at ejerne af lasten ombord på rederiernes skibe – inklusiv de store olieselskaber – gør en større indsats for at komme truslen til livs, og at Danmark styrker sit diplomati i Afrikas største økonomi.
Det er et usædvanligt turbulent forløb, der nu er ført til dommen mod Lucky Francis.
I februar 2020 råbte Danske Rederier op og krævede “politisk handling” på de stadig flere piratangreb mod skibe i Guineabugten. I maj 2021 besluttede et bredt Folketing at sende fregatten Esbern Snare, en Seahawk-helikopter og 195 besætningsmedlemmer afsted til Guineabugten for at beskytte den danske handelsflåde.
I november 2021, kort efter ankomst, havnede danske soldater i ildkamp med en båd formodede pirater, herunder nu etbenede Lucky Francis. Og i februar 2022, halvanden måned før tid, blev fregatten så trukket hjem for at slutte sig til NATO’s reaktionsstyrke i Østersøen.
Da Folketinget besluttede at sende Esbern Snare til Guineabugten, var pirateriet på sit højeste. Blandt andet var tre danske handelsskibe fra rederierne Mærsk og TORM blevet blevet forsøgt kapret kort forinden.
I dag, takket været en bred vifte af tiltag, er truslen faldende med kun 12 hændelser og ingen kidnapninger registreret i første halvdel af 2022.
Danwatch satte i sommer fokus på Forsvarets træningsmissioner i Afrika. Officielt handlede træningerne om ruste vestafrikanske tropper til kampen mod pirater, men vi kunne blandt andet afsløre, at Frømandskorpset fra 2016-2018 trænede borgerkrigssoldater i Cameroun, som Forsvaret vidste blev indsat mod egen befolkning.
“Vi har ikke belæg for at sige, at det direkte har noget med Esbern Snare at gøre, men det er nærliggende at tænke, at fregatten i hvert fald har været en medvirkende faktor. Når det så er sagt, så oplever vores medlemmer altså stadig, at truslen eksisterer. Angrebene kan så let som ingenting vende tilbage”, siger Maria Skipper Schwenn.
Et eksempel er den sydkoreanske tanker B Ocean ejet af SK Shipping, der den 24. november i år blev den kapret af otte bevæbnede mænd, som tappede skibet for olie.
Andre steder i verden, især ved Adenbugten ud for Afrikas østkyst, kan rederierne i høj grad selv holde piraterne stangen med hjælp fra private vagtværn. Men i Guineabugten forbyder de fleste kyststater, heriblandt den største af dem, Nigeria, skibe i at sejle i havn med bevæbnede vagter.
Derfor ser Danske Rederier gerne, at Danmark igen tager medansvar for pirateribekæmpelsen i området.
“Vi er ikke politisk tonedøve. Krigen i Ukraine har åbenlyst ændret de forsvarspolitiske prioriteter, og det anerkender vi fuldstændig. Men det er vigtigt for os, at en ny indsats vil kunne blive iværksat med kort varsel. Det kan være med Esbern Snare, men det kan også sagtens være en mindre, mere fleksibel model end en fregat”, siger Maria Skipper Schwenn.
Kritikken af Esbern Snare har især handlet om, at Folketinget sendte fregatten afsted på en solomission – og ikke som en del af en større, international flådekoalition i tæt koordination med Guineabugtens kyststater. “Hasarderet”, kaldte SF’s Holger K. Nielsen det i et interview med netmediet Olfi.
Daværende forsvarsminister Trine Bramsen forsvarede sig med, at Esbern Snare først og fremmest skulle have en afskrækkende effekt.
Derfor mente hun ikke, at det var et problem, at Danmark for eksempel ikke havde aftaler om udlevering af eventuelle tilfangetagne med kyststaterne. Nigeria, hvor Lucky Francis er fra, eksempelvis.
Men bare få uger efter skete så det, Trine Bramsen ellers havde forsvoret: Den danske udsendinge havnede i ildkamp og måtte tage en båd formodede pirater til fange.
Danske Rederier forstår godt kritikken.
“I den perfekte verden havde vi selvfølgelig været en del af en bredere, international flådestyrke, og vi havde også haft udleveringsaftaler. Men vi lever desværre ikke i en perfekt verden”, siger Maria Skipper Schwenn.
Skal vi ændre på det, må andre spillere også kommer på banen, vurderer Danske Rederier: Olieselskaberne, der er rederiernes primære kunder i Guineabugten.
“Rederierne oplever, at de står meget alene med at råbe myndighederne op. Vi skal have ansvaret bredt ud. Der er jo også nogle virksomheder, der ejer lasten ombord på de skibe, som er mål for piraterne, og de bør også have en interesse i at komme problemet til livs”, siger hun.
I dag er der ingen af de største olieselskaber i regionen – Chevron, TotalEnergies, ENI, ExxonMobile, BP og Shell – der har skrevet under på den internationale søfartsorganisation BIMCO’s The Gulf of Guinea Declaration on Suppression of Piracy.
I den forpligter underskriverne sig på at “tilskynde ikke-regionale flåder til at arbejde sammen med Guineabugtens kyststater om at bekæmpe truslen fra pirater”.
“Vi har brug for, at rederiernes kunder gør mere for at rejse problematikken over for politikerne i deres hjemlande. Den vej igennem kan vi måske skabe opbakning til en international indsats”, siger Maria Skipper Schwenn.
Det er ikke alle, der mener, at det overhovedet giver mening at bekæmpe pirateriet i Guineabugten med fregatter. En af dem er den nigerianske forsker Tarlia Marclint, der i 2021 sagde til Danwatch, at flådemissioner ikke kan stoppe volden:
“Det er en kortsigtet tilgang og vil ikke løse problemet på længere sigt”, forklarede han. “Lande som Danmark bør investere i lokalsamfundene for at forbedre deres liv og udvikle lokalsamfundsbaserede sikkerhedsmekanismer, der præventivt kan addressere de problemer, som skaber vold og pirateri”.
Maria Skipper Schwenn medgiver, at en sømilitær indsats ikke kan stå alene. “Det er symptombehandling, men det er nødvendig symptombehandling”, siger hun.
Hun peger samtidig på, at Danmark siden 2015 har arbejdet med Guineabugtens kyststater inde på land for at ruste dem til kampen mod pirater.
I år har Frømandskorpset trænet deres ghanesiske kolleger, mens det danske forsvar, som Danwatch tidligere har afdækket, også har været i Cameroun for at klæde dem på til at bekæmpe pirateriet.
“Den type opgaver bakker vi op om som det lange, seje træk. Vi siger bare også, at vi er nødt til at gøre noget specifikt for at beskytte de besætninger, der sejler i Guineabugten nu og her”, siger direktøren.
I en aktindsigt, Danwatch har fået i forbindelse med en kommende evaluering af Freds- og Stabiliseringsfonden – en fond under både Udenrigs- og Forsvarsministeriet, der finansierer træningerne i Guineabugten – fremgår det, at de danske ambassader i Nigeria og Ghana vurderer, at det danske arbejde “er efterspurgt i regionen”.
Det fremgår imidlertid også, at ambassaderne mener, at Danmark har et diplomatisk efterslæb i Nigeria, og at der er behov for, at danske og nigerianske myndigheder “kommer hinanden nærmere”.
Citaterne stammer fra et referat i styregruppen for Freds- og Stabiliseringsfonden afholdt august i år, og siden er det dansk-nigerianske forhold kun blevet mere anstrengt. I dagene op til Lucky Francis’ dom blev afsagt, forlangte chefen for juridisk afdeling i Nigerias udenrigsministerium, Nicholas Ella, retsforfølgelse af de danske soldater involveret i episoden.
“Vi kræver en undskyldning fra Danmark til Nigeria for fregattens fremfærd”, lød det i et interview med Weekendavisen.
Danske Rederier ser også potentialet i en styrkelse af det dansk-nigerianske forhold.
“Det er selvfølgelig ikke noget, vi som branche kan gå direkte ind i, og det er svært at sige, hvad et bedre diplomatisk bånd mellem Danmark og Nigeria havde gjort i den konkrete sag”, siger Maria Skipper Schwenn.
“Men der er ingen tvivl om, at Nigeria er den vigtigste stat i Guineabugten, både kommercielt og i forhold til pirateriet. Derfor er det også afgørende, at der er den fornødne tillid mellem den danske og nigerianske regering”, fortsætter hun.
Imens fortsætter op mod 40 danske handelsskibe med at sejle ind i Guineabugten dagligt.
De tre bombefly kom ud af det blå. Sekunder efter var dusinvis af festivalgæster i den afsidesliggende landsby Hpakant i det nordlige Myanmar forvandlet til blodige lig. Civile festivalgæster, flere kendte musikere og medlemmer af Kachin-statens seperatistbevægelse. Amatørfotos viser, hvordan de op mod 80 døde ligger ved siden af hinanden på rækker af grønne plastikpresenninger.
Angrebet, som blev gennemført af Myanmars militær søndag den 23. oktober, er det værste siden militæret kuppede sig til magten og indledte en intens undertrykkelse af alle kritiske stemmer.
Myanmar producerer en stor del af verdens tøj, og siden militærkuppet i februar 2021 har nogle af verdens største tøjmærker stået med et svært spørgsmål: Skal de blive i landet, når en voldelig og undertrykkende militærjunta har sat sig på magten?
For nogle få mærker har svaret været nej, men langt de fleste store tøjproducenter er blevet i landet.
Forklaringen fra tøjmærkerne er enslydende: Vi bliver for at beskytte arbejderne og sikre, at de fortsat har noget at leve af.
En ny database viser dog, at virkeligheden for landets tekstilarbejdere er meget barsk.
Databasen, som er lavet af Business and Human Rights Resource Center i London samler anklager om arbejdsforholdene på landets tekstilfabrikker. Ikke mindre end tredive internationale tøjmærker optræder i databasen, heriblandt H&M, Zara, Carhartt og Hunkemøller.
Og anklagerne er mange. Fra børnearbejde og sexchikane på flere H&M-fabrikker, vold og trusler hos Carhartt til inhumane arbejdstider på fabrikker, der leverer til Zara.
Danwatch har spurgt en række af de mest kendte brands, hvordan de forholder sig til anklagerne, om de har tænkt sig at blive i Myanmar efter kuppet og hvorfor.
Udover danske Bestseller er H&M et af de største tøjbrands med produktion i Myanmar. Ifølge databasen har den svensk-ejede koncern mindst syv fabrikker i Myanmar, hvor især Myanmar Jiale Fashion Garment med mere end 1.000 ansatte og Kingsrich (Myanmar) Fashion med over 1.500 ansatte udmærker sig ved massive anklager om alt fra lave lønninger og løntyveri til børnearbejde, usikre arbejdsforhold, manglede foreningsfrihed, sexchikane, manglende kontrakter og fridage, tvunget overarbejde og uretmæssige fyringer samt økonomisk samarbejde med militærstyret.
Trods de omfattende anklager om dårlige arbejdsforhold på H&M’s fabrikker fylder den svenske tøjgigants svar ikke meget.
“Vi takker høfligt nej til at deltage i artiklen og har ingen kommentarer”, skriver Ulrika Isaksson, chef for H&M Group Communications til Danwatch.
I et skriftligt svar til Business and Human Rights Resource Center skriver H&M dog, at selskabet er bekendt med problemerne.
“H&M Group er fortsat dybt bekymret over situationen i Myanmar og udfører løbende en grundig due diligence (risikovurdering, red.). Vi er opmærksomme på øgede udfordringer i forhold til grundlæggende menneskerettigheder, såsom foreningsfrihed, og vi har rejst denne bekymring over for leverandører såvel som fagforeninger, brands og menneskerettighedsorganisationer,” hedder det i et svar fra juli 2022.
Men samtidig hævder koncernen, at de fleste af problemerne allerede er løst.
“I hver af de sager, som BHRRC har rejst, blev vi informeret direkte og var i stand til at reagere øjeblikkeligt for at søge en løsning. Alle problemer, der er rapporteret til os, med undtagelse af en sag, som vi arbejder aktivt på, er allerede blevet løst”, hedder det i svaret.
H&M fremlægger ingen dokumentation for, at de mange problemer skulle være løst, og det har ikke været muligt for Danwatch at efterprøve sagen.
Umiddelbart efter kuppet i 2021 annoncerede H&M, at de ville undlade at placere nye ordrer i Myanmar, men allerede fire måneder senere besluttede de at fortsætte produktionen med den begrundelse, at det ville gå ud over leverandører og ansatte, hvis de trak sig ud.
Også et populært dansk brand som Hunkemøller får fortsat syet en del af deres lingerie i Myanmar. Ifølge databasen sker det på fabrikken Myanmar Efforts Garment, der har mere end 1.000 ansatte.
Fabrikken anklages blandt andet for kønsbaseret vold, chikane, lange arbejdstider, tvungen overarbejde og uretmæssige fyringer.
Over for Danwatch vil PR-ansvarlig Marissa Akersloot ikke kommentere de konkrete forhold på Myanmar Efforts Garment.
I et svar fra juli måned til Business and Human Rights Resource Center skriver Hunkemøller dog, at det danske brand er i gang med at løse problemerne.
Marissa Akersloot erkender, at der generelt er store problemer i Myanmars tekstilindustri.
“Vi er dybt bekymrede over situationen i Myanmar og fordømmer de menneskerettighedskrænkelser, der har fundet sted i landet. Siden kuppet har vi været i tæt kontakt med vores leverandører for at værne om positionen, rettighederne og sikkerheden for arbejderne på vores fabrikker,” skriver hun.
Derfor har Hunkemøller valgt at neddrosle produktionen i Myanmar.
“Vi har besluttet at følge rådene fra eksperter og lokale interessenter og tager nu skridt til gradvist at reducere produktionen i Myanmar på en ansvarlig måde,” skriver Marissa Akersloot og forklarer, at det vil ske i løbet af 2023.
Hunkemøller er blandt andet bekymret for konsekvenserne for tekstilarbejderne, hvis de mister deres arbejde.
Om det danske lingerie-firma fuldstændig dropper at producere i Myanmar har det ikke været muligt at få et svar på.
Et tredje brand, som er populært især blandt unge, er det amerikanske tøjfirma Carhartt, der blandt andet producerer arbejdstøj på fabrikken Eslite Garment, der anklages for angreb på organisationsfriheden, sexchikane, vold og trusler, lave lønninger og løntyveri.
Carhartt vil ikke kommentere de konkrete arbejdsforhold på Eslite Garment, men CSR-chef Don Moffett skriver til Danwatch, at:
“Vi overvåger regelmæssigt overholdelsen af vores adfærdskodeks, herunder på fabrikker i Myanmar.”
Generelt er Carhartt “forpligtet til at drive forretning på en retfærdig og etisk måde. Vores mission er at tjene og beskytte de hårdtarbejdende mennesker, der fremstiller vores produkter,” skriver Don Moffett.
“Alle fabrikker, der producerer varer til Carhartt, er forpligtet til at overholde virksomhedens adfærdskodeks på arbejdspladsen, som omfatter specifikke krav omkring rettighederne omkring foreningsfrihed og behandling af medarbejdere,” skriver han.
I et svar til Business and Human Rights Resource Center i juni 2022 bekræfter Carhartt, at Eslite Garment producerer en del af deres produkter, men at det er nyt for dem, at der skulle være problemer på fabrikken.
“Det er første gang, vi har hørt om problemer med denne fabrik. Vi har indledt en undersøgelse og vil tage fat i enhver overtrædelse af vores Code of Conduct,” lyder svaret.
CSR-chef Don Moffett har ikke ønsket at svare på, hvad der sidenhen er sket, eller hvorvidt Carhartt har tænkt sig at fortsætte produktionen i Myanmar.
Danwatch har også kontaktet den tyske supermarkedskæde Lidl, som har 138 supermarkeder i Danmark, som blandt andet sælger tøj og tekstiler produceret på mindst tre fabrikker i Myanmar.
Lidls kommunikationschef Thomas Sejersen skriver i et svar til Danwatch, at Lidl ikke længere får produceret på Sung Bo Garment og forholdene på de to andre fabrikker vil han ikke kommentere.
Og i et svar til Business and Human Rights Resource Center i juli 2022 erkender Lidt problemerne på Sung Bo og forklarer, at de er blevet løst. Anklagerne mod AMG Garment har Lidl taget op med fabrikkens ledelse, og indtil sagen er “afsluttet, vil der ikke blive afgivet nye ordrer på fabrikken.”
Af det samme svar fremgår det, at der er indgået en forligsaftale om de uretmæssige fyringer og manglende kontrakter på Twinkle Light.
Generelt understreger Lidls kommunikationschef Thomas Sejersen, at;
“Lidl har en nultolerancepolitik over for alle menneskerettighedskrænkelser af enhver art i vores forsyningskæde.”
Og han fortæller, at Lidl “har styrket og øget due diligence for forretningsaktiviteter i Myanmar for at undgå eller afhjælpe enhver krænkelse af menneskerettighederne”, og så forklarer han, at en “exit fra Myanmar kan føre til, at folk mister deres job og dermed deres levebrød”.
Om Lidl agter at fortsætte produktionen i Myanmar svarer han ikke på.
Som den sidste virksomhed i denne runde har Danwatch kontaktet den spanske tøjkæde Zara, der ejes af Inditex, for at høre, hvordan de stiller sig til en lang række problemer på deres mindst fire fabrikker i Myanmar.
Trods adskillige henvendelser til Inditex og Zara er det ikke lykkedes at få et svar fra tøjkæden på, hvad de gør ved problemerne – eller om de agter at blive i Myanmar.
I et svar til Business and Human Rights Resource Center i sommers skriver Inditex, at de har undersøgt klagerne over forholdene på Huabo Times og er i gang med at løse problemerne på Lucky fortune.
Forholdene på Yi Cai og Zong Hong Garment kommenterer Inditex/Zara ikke i sit svar.
Men generelt skriver den spanske tøjgigant, at Inditex “arbejder tæt sammen med leverandører og hovedpartnere” om at forbedre forholdene og sikre “overholdelse af Inditex’ Code of Conduct, især retfærdig behandling af arbejdere og ingen diskrimination af dets repræsentanter.”
Gang på gang har krigsskibe og ubåde fra Ruslands berygtede Sortehavsflåde sendt byger af krydsermissiler dybt ind i hjertet af Ukraine med fatale ødelæggelser og drab på civile som følge.
Nu kan Danwatch afsløre, at krigsskibe i netop Sortehavsflåden er blevet behandlet med skibsmaling fra den danske malings-gigant Hempel.
Kontrakter fra den officielle russiske udbudsdatabase, som Danwatch er i besiddelse af, viser, at to leverandører har solgt Hempel-produkter til en samlet værdi af 1,4 millioner danske kroner til Sortehavsflådens 13. skibsværft med base på Krim, som Rusland ulovligt besatte i 2014.
Kontrakterne er indgået i 2016, 2017 og 2018 efter, at der blev indført sanktioner mod Krim.
Værftet, som har til opgave at reparere og vedligeholde Sortehavsflådens skibe, er ejet af Ruslands Forsvarsministerium, og Hempels reklamerer selv med, at deres produkter spiller en stor rolle i at beskytte skibe mod korrosion uden at påvirke hastigheden.
Ifølge Tara Van Ho, som er en af verdens førende eksperter i menneskerettigheder og erhverv hos Essex Law School i England, så har Hempel et ansvar for, at produkterne er havnet på Krim.
“Ifølge FN’s retningslinjer (UNGP, red.) har Hempel et ansvar for at vide, hvor deres produkter ender henne, især når det kan undersøges nemt ved at slå op i en database”
“Handlerne fandt sted efter 2014, og Hempel burde have været opmærksom på, at ethvert salg via Sevastopol var forbundet med risiko for at blive anvendt af det russiske militær, der allerede dengang var involveret i ulovlig besættelse og systematiske krænkelser af menneskerettighederne og krigens love”, siger hun.
I Hempels hovedkvarter i Kongens Lyngby erkender man i dag, at virksomhedens produkter er havnet på Krim.
“Vi fordømmer på det stærkeste, at vores produkter, gennem indirekte kanaler, er havnet på Sortehavsflådens værft”, skriver Hempel i en skriftlig kommentar til Danwatch.
De tre kontroversielle salg af Hempel-produkter til Sortehavsflådens værft har aldrig været ude i offentligheden, men ifølge Hempel blev de opdaget efter en intern revision tilbage i 2019 – efter de var gennemført.
“Da Hempel A/S blev opmærksom på, at nogle af Hempel Ruslands kunder havde videredistribueret produkterne til Sortehavsflådens værft, blokerede vi med det samme disse kunder, forstærkede vores ordrescreening og udpegede en russisk-talende Compliance Manager i Hempel Rusland,”skriver Hempel.
Ifølge Hempel iværksatte man også en undersøgelse med eksterne juridiske eksperter og erhvervsefterforskere, som konkluderede, at Hempel ikke brød sanktionerne mod Rusland, som var indført efter annekteringen af Krim i 2014.
“Den bekræftede dog også, at nogle medarbejdere i Hempel Rusland sørgede for,at Hempel produkter indirekte blev leveret til Sortehavsflådens værft via russiske kunder. Dette var, og er, i modstrid med Hempel A/S’ interne retningslinjer og adfærdskodeks.(…) Som direkte resultat af disse overtrædelser blev der hurtigt taget affære, og de involverede medarbejdere blev afskediget”, skriver Hempel videre.
Tara Van Ho mener, at det er bekymrende, at Hempel først opdagede salgene i 2019, når det første fandt sted i 2016. Hun vurderer, at det strider mod FN’s vejledende principper om forretning og menneskerettigheder(UNGP), som Hempel er forpligtet til at følge.
“Det, som Hempel anfører, opfylder ikke standarderne i UNGP. I betragtning af situationen på Krim og i Sevastopol på det tidspunkt er en intern revision for begrænset.”
“Hempel burde rutinemæssigt have foretaget løbende grundige menneskeretlige due diligences(risikovurderinger) for at sikre, at de ikke bidrog til konflikten,” siger hun.
Som følge af krigen i Ukraine, meldte Hempel i april måned i år ud, at man trækker sig fra det russiske marked.
FAKTA
Sortehavsflåden består af omtrent 40 krigsskibe, en lang række støtteskibe, 7 ubåde samt cirka 25.000 marinesoldater og andre ansatte.
Den 24. april i år gjorde soldater fra specialenheden Bataillon d’intervention rapide (BIR) holdt i Ndop, en landsby i det vestlige Cameroun. Og så var freden ellers forbi.
BIR’s soldater bankede og siden anholdte 30-40 indbyggere – 17 af dem er ikke blevet set siden.
“Soldaterne udvalgte os, der har dreadlocks”, siger en af de anholdte i en ny rapport fra menneskerettighedsorganisationen Human Rights Watch. “For BIR er det en indikation på, at man er separatist. De tvang os til at tage tøjet af og bankede os med en jernhammer og deres bælter”.
Danwatch har tidligere afdækket, at netop BIR over flere omgange har modtaget træning af det danske forsvar.
I både 2016, 2017 og 2018 var Frømandskorpset i det sydvestlige Cameroun for at undervise enheden i blandt andet kampe på små områder og ledelse af militæroperationer.
BIR opererer på direkte ordre fra Camerouns autoritære præsident Paul Biya og har de seneste år primært været indsat mod terrorgruppen Boko Haram i det nordlige Cameroun og engelsktalende separatister i det vestlige Cameroun, hvor Ndop ligger.
“I virkeligheden minder BIR’s taktikker om Boko Harams. Deres drab, tortur og vilkårlige anholdelser af civile er ikke enkelttilfælde. De sker systematisk”, fortalte Christopher Roberts, der forsker i vestafrikansk sikkerhedspolitik på University of Calgary, til Danwatch i maj måned.
Historier som den fra Ndop er således ganske velkendte. Forfatter til Human Rights Watchs rapport, Ilaria Allegrozzi, har i årevis dokumenteret alvorlige menneskerettighedskrænkelser begået af BIR.
“BIR er med afstand den mest voldelige enhed i Camerouns militær”, har hun tidligere sagt til Danwatch.
Forsvarets træning af BIR – og andre kontroversielle hærenheder i Afrika – har fået Alternativet og Enhedslisten til at foreslå ny lovgivning.
“Det er helt uacceptabelt, at danske soldater bidrager til militær træning og kapacitetsopbygning af enheder, der systematisk overtræder menneskerettigheder. Danwatchs afsløringer giver anledning til at indføre lovgivning på området”, sagde Peder Hvelplund, forsvarsordfører for Enhedslisten, i juli.
I et interview med DR2 Deadline har generalmajor Peter Boysen forsvaret det danske samarbejde med Camerouns militær. Det samme har Forsvarsminister Morten Bødskov (S) gjort i et svar til Alternativets politiske ordfører Torsten Gejl:
“Det er Forsvarsministeriets vurdering, at træning og uddannelse i humanitær folkeret og menneskerettigheder alt andet lige mindsker risikoen for, at der begås overgreb”, lød det i juli.
Erhvervsstyrelsen er i øjeblikket i fuld gang med at undersøge om Danfoss overtrådte EU-sanktioner, da koncernens russiske datterselskab, Ridan, i 2017 solgte varmevekslere til våbenskibe, der skal indgå i den russiske flåde.
Alt i mens er den danske industrigigant nu kommet på banen med en ny forklaring i et forsøg på at klare frisag. Centrale dokumenter i sagen giver dog et helt andet billede.
Danwatch har i den seneste tid sat fokus på danske virksomheders handel med det russiske militær.
Blandt andet har vi i samarbejde med DR afsløret, at Danfoss gennem et russisk datterselskab har leveret varmevekslere til en række skibe i den russiske flåde – herunder to våbentransportskibe.
Læs nogle af artiklerne her:
Efter afsløringer fra Danwatch og DR, erkendte Danfoss i maj, at de har solgt varmevekslere til det centrale kølesystem i to våbenskibe, hvoraf det ene lige nu er på vej til Krim, hvor det på sigt skal indgå i den russiske hærs Sortehavsflåde.
Nu skriver Danfoss i en mail til Danwatch, at man troede våbenskibet var til godstransport.
“Varmevekslerne blev fremstillet af JSC Ridan i Rusland. Ridan solgte varmevekslere til skibsværftet Vympel, og det er blevet os oplyst, at Ridan ikke blev orienteret om, hvor fartøjet skulle bruges på salgstidspunktet. Derudover er vi blevet oplyst om, at Ridan blev informeret om, at skibets erklærede formål var godstransport eller generel transport, et multifunktions-fartøj,” skriver pressechef Mikkel Ballegaard Pedersen.
Den forklaring passer dog slet ikke med det officielle udbudsdokument fra skibsværftet Vympel. Det var det, som Danfoss’ datterselskab bød ind på i 2017 og endte med at vinde, og her står der sort på hvidt (og på russisk), at varmevekslerne er til et et fartøj, der skal transportere våben. Faktisk skulle Danfoss og Ridan bare have læst overskriften i udbuddet, og så ville de have vidst, hvad skibet skulle bruges til
Danwatch har forelagt dokumentet for en ekspert i russisk sprog og oversættelse på Københavns Universitet, der fortæller, at den præcise ordlyd i overskriften i udbuddet er: ‘Primære tekniske krav til levering af varmevekslerapparater til våbenudstyrstransportmiddel Projekt 20360M”.
Hvis Danfoss og Ridan havde taget et hurtig kig på kunden Vympels hjemmeside kunne de også have set en pressemeddelelse fra august 2016 , hvor der står, at skibsværftet har indgået en kontrakt med den russiske føderations forsvarsministerium om to fartøjer til våbentransportprojekt 20360M. Det fremgår også, at det ene skib skulle til Sortehavsflåden Krim, der også dengang var underlagt EU-sanktioner.
DOKUMENTATION
Allerede i april 2016 udsendte Vympel Skibsværft en pressemeddelelse, som beskrev, at de skulle bygge to våbentransportskibe for det russiske forsvarsministerium under projektnummeret 20360M, samt at hovedskibet skulle tjene i Sortehavsflåden.
Klik på de interaktive ikoner i grafikken for at læse oversættelsen af den fremhævede tekst.
Danwatch har forelagt dokumenterne for Danfoss, men fra hovedsædet Nordborg lyder det blot:
“Tak for dokumentet, men det ændrer ikke på vores svar.”
Danwatch har også fremlagt dokumenterne for en af de førende internationale eksperter i menneskerettigheder og erhverv, Tara Van Ho, fra Essex Law School i England.
Hun mener, at Danfoss som minimum handler i strid med FN’s retningslinjer for erhverv og menneskerettigheder (UNGP), som Danfoss og koncernens datterselskaber er forpligtet til at følge for at forhindre salg af produkter, der kan føre til overtrædelse af menneskerettighederne.
“Jeg kan ikke med sikkerhed sige, om Ridan har overholdt EU’s sanktioner, men jeg har svært ved at forestille mig, at skulle have overholdt UNGP’erne”, siger hun.
Tara Van Ho fremhæver, at Danfoss og Ridan i 2017 havde et ansvar for at undersøge salget af varmevekslerne ekstra nøje som følge af de sanktioner, der var blevet pålagt Rusland efter landets ulovlige annektering af Krim i 2014.
“Ruslands tidligere handlinger burde have givet anledning til bekymring for, at de ville udvide deres militære aktiviteter, enten i Ukraine – som det nu er sket – eller andre steder i regionen, og i lyset af alt dette burde salg af udstyr til Rusland til militære formål – direkte eller indirekte – udløse det, vi kalder “forhøjet” eller “forstærket” due diligence(risikovurdering, red,) under UNGP’erne,” siger hun.
Tara Van Ho mener, at udbudsdokumentet ikke efterlader nogen tvivl om, at der er tale om et militært projekt.
“Det står ret klart. Og selv uden dokumentet havde Ridan grund til at mistænke, at dets udstyr kunne bruges til at støtte det russiske militær,” siger hun.
Den amerikanske ekspert slår også fast, at det ikke kun er Ridan, der har et ansvar:
“Det har Danfoss som moderselskab også. De skal ikke kun foretage efterfølgende undersøgelser, men de bør proaktivt sikre, at deres datterselskaber, inklusive Ridan, regelmæssigt er involveret i due diligence og træffer passende forbedrede foranstaltninger, når de er involveret i salg til militærproduktion,” siger hun.
Erkend fejl
Tara Van Ho står også i spidsen for Essex Business & Human Rights Project, der rådgiver stater, mellemstatslige organisationer, ikke-statslige organisationer og virksomheder i spørgsmål om forretning, investeringer og menneskerettigheder.
Hendes råd til Danfoss er, at de bør erkende, at de har begået en fejl:
“Desværre synes deres udtalelse at antyde, at de gør, hvad mange virksomheder gør i denne situation, hvor de forsøger at lukke sagen ned ved at forsøge at argumentere for, at de ikke gjorde noget forkert på trods af beviserne og resultatet, fordi der er et potentielt juridisk ansvar.”
“Danfoss bør i stedet tage en proaktiv tilgang, indrømme eventuelle fejl og samarbejde med den ukrainske regering gennem den danske regering for at etablere passende afhjælpningsforanstaltninger,” siger hun.
Positivt med undersøgelse
Det var tilbage i midten af juni måned Erhvervsstyrelsen orienterede Erhvervsministeriet om, at man havde indledt en undersøgelse af Danfoss – og det er et positivt træk i følge Tara Van Ho:
“Et af de primære ansvar for en stat i en situation som denne er at efterforske troværdige anklager og at hjælpe med at etablere mekanismerne for erstatning. Folk tror nogle gange, at erstatning altid betyder penge, men det er kun én type erstatning.”
“En anden er, hvad vi kalder ‘garantier for ikke-gentagelse’, hvilket betyder, at virksomheden skal tage skridt til at sikre, at denne form for situation ikke opstår igen i fremtiden”, siger hun.
Danwatch har spurgt Danfoss om muligheden for at se, hvilken undersøgelse Ridan foretog inden salget af varmevekslerne til Vympel , men har ved redaktionens deadline ikke fået svar.
Alt imens er våbenskibet, der gemmer sig bag projektnummer 20360M, begyndt sin rejse mod Krim. Gennady Dmitriev, som skibet hedder, indledte ifølge skibsværftet Vympel sin sejlads mod havnebyen Sevastopol på Krim 17. juni.
Rejsen vil ifølge Vympel tage op mod en måned og vil efter alt at dømme foregå langs Volga-floden, som er Europas længste flod. Undervejs vil våbenskibet således sejle forbi byer som Nisjnij Novgorod, Samara, Volgograd og Rostov ved Don.
Allerede nu har skibet, der er ledsaget af to mindre slæbebåde, tilbagelagt over 1.300 kilometer og ankom 26. juni i Samara. Lokale medier har delt fotos af skibet, som det kom sejlende forbi.
Gennady Dmitriev mangler stadig at sejle over 2.000 kilometer, før det ankommer til værftet i Sevastopol. Her skal det udstyres med styrehus og kran, inden det efter planen skal indgå i Sortehavsflåden i 2023.
På kortet herunder kan du se skibets cirka 3.300 kilometer lange rejse fra Vympel-værftet i Rybinsk til havnebyen Sevastopol på Krim-halvøen. Ved at klikke på stedmarkørerne kan du se nogle af de fotos, der er taget af skibet undervejs.
Det topmoderne russisk våbenskib ‘Gennady Dmitriev’, som har to varmeveklsere fra den danske koncern Danfoss indbygget i det centrale kølesystem, er lige nu vej ned ad Volga-floden mod byen Sevastopol på Krim, som Rusland ulovligt annekterede i 2014.
På Krim skal skibet endeligt færdiggøres, hvorefter det skal indgå i det russiske militærs Sortehavsflåde, der, udover at være involveret i kampe med ukrainsk militær, også er med til at blokere for civil skibstrafik i Sortehavet, herunder leverancer af korn.
Danwatch har i den seneste tid sat fokus på danske virksomheders handel med det russiske militær.
Blandt andet har vi i samarbejde med DR afsløret, at Danfoss gennem et russisk datterselskab har leveret varmevekslere til en række skibe i den russiske flåde – herunder to våbentransportskibe.
Læs nogle af artiklerne her:
Våbenskibets sejlads mod Krim, der startede den 17. juni, fremgår af en nyhed på skibsværftet Vympels hjemmeside samt på Telegram, hvor værftet har vedlagt en række billeder og video, som Danwatch har fået verificeret.
Danfoss har tidligere erkendt over for Danwatch og DR, at det russiske datterselskab Ridan har solgt varmevekslere til ‘Gennady Dmitriev’ samt et andet våbenskib, der er designet til at kunne sejle op på siden af krigsskibe og ubåde og omlaste ammunitionen på åbent hav.
“Ja, Ridan har leveret til to skibe, som endnu ikke er færdiggjort, og det er uklart om, de bliver færdige, da Vympel værftet nu er underlagt sanktioner”, har Mikkel Ballegaard Pedersen, pressechef i Danfoss, tidligere skrevet.
Danfoss’ datterselskab vandt udbuddet på varmevekslerne i 2017, og i kontrakten fremgår det tydeligt, at de skulle bruges til to våbenskibe. Skibsværftet Vympel havde allerede dengang meldt ud, at ‘Gennady Dmitriev’ skulle til Sortehavsflåden på Krim, mens det andet våbenskib skulle til den russiske flåde i Østersøen.
På tidspunktet for salget var Rusland underlagt EU-sanktioner som følge af annekteringen af Krim, og blot et halvt år forinden havde FN også fordømt en række grove menneskerettighedsbrud begået på Krim-halvøen.
Salget af varmevekslerne har medført kritik fra flere eksperter, herunder professor i virksomhedsetik ved Roskilde Universitet, Jacob Dahl Rendtorff, der mener, at Danfoss’ handler er i strid med FN’s retningslinjer for erhverv og menneskerettigheder (UNGP).
“Det ligner absolut et brud på UNGP-retningslinjerne, fordi man hjælper en militærmagt med at krænke menneskerettighederne. Hvis Danfoss havde udført en ansvarlig due-diligence (risikovurdering, red.) i forhold til leverandørkæde og slutprodukt, så stod det jo klart, at slutkunden var det russiske militær, og at varmevekslerne skulle bruges til et våbenskib på Krim”, siger han.
Erhvervsstyrelsen meldte i sidste uge ud, at man er gået i gang med at undersøge, om Danfoss har overtrådt love og regler i forbindelse med salg af komponenter til russiske krigsskibe.
Derudover skal forsvarsminister Morten Bødskov (S) sammen med repræsentanter for Udenrigsministeriet redegøre for Danfoss’ handler med det russiske militær i Udenrigspolitisk Nævn.
Danfoss har tidligere oplyst til Danwatch, at de har foretaget en intern undersøgelse af sagen. Den endte dog med, at virksomheden frikendte sig selv for ethvert brud på interne retningslinjer og sanktioner.
