Lad mig starte denne anbefaling med en advarsel:
Det, du skal høre om nu, omhandler en krigsforbrydelse fra den syriske borgerkrig. En grusom massakre på uskyldige civile begået af kyniske og koldblodige gerningsmænd. Og selv om jeg har udeladt de mest grafiske beskrivelser af hændelsen, er anbefalingen her ikke for sarte sjæle.
Har du let ved kvalme, behøver du ikke læse videre.
Har du maven til det, er artiklen, jeg her vil fortælle om, til gengæld et mesterstykke i undersøgende metoder, der ligger i grænselandet mellem journalistik og klassisk efterretningsarbejde. Artiklen er en hårrejsende beskrivelse af et af de mørkeste kapitler af den senere verdenshistorie og nogle af de værste forbrydelser, man overhovedet kan forestille sig.
Men den er også et levende bevis på, at selv de hårdeste nødder kan knækkes, hvis blot man er lidt kreativ og metodisk.
Historien starter i juni 2019, da professor Uğur Ümit Üngör fra Holocaust and Genocide Studies ved University of Amsterdam nærmest ved et tilfælde får fingrene i en række lækkede videoer fra den syriske borgerkrig.
Videoerne er optaget i 2013 i Tadamon, en forstad til Damaskus, og selv om Üngör i kraft af sit arbejde er vant til at se voldsomme videoer, bliver han alligevel chokeret over brutaliteten i det, han nu har i hænderne: En tilsyneladende systematisk udryddelse af civile begået af gerningsmænd i militærtøj, som smiler til kameraerne, mens de afslappet og kontrolleret gennemfører massakrer på mænd, kvinder og børn.
For Üngör og hans kollega Annsar Shahhoud bliver videoerne startskuddet til en flere år lang efterforskning for at finde frem til gerningsmændene.
Især tre videoklip bliver afgørende for efterforskningen. Her ser man to mænd henrette 41 civile og smide ligene i en 3 meter dyb massegrav, som de på forhånd har gravet med en bulldozer og fyldt med bildæk og benzin.
Det hele foregår stille og roligt og systematisk: Den ene mand trækker en efter en ofrene ud af en varevogn og fører dem frem gennem gaden. Deres hænder er bundet med strips, og deres øjne er dækket med tape. Den anden mand overtager og guider ofrene frem mod hullet. Han træder så et skridt tilbage og sparker dem ned i hullet, før han likviderer dem med en AK-47.
De to mænd snakker næsten ikke, bortset fra enkelte kommandoer – ”rejs dig”, ”kom ud”, ”gå” – og ser nærmest ud til at nyde opgaven.
Detaljerne, som gengives i artiklen, er svære at læse og behøver ikke gengives her. Nok er det at sige, at hverken mænd, kvinder, ældre eller børn skånes. Mennesker fra middel- og arbejderklassen, som helt til det sidste formentlig ikke forstod, hvorfor denne frygtelige skæbne skulle overgå netop dem.
Lige så hård, artiklen er at læse, lige så vildt er det at finde ud af, hvordan de to efterforskere fra Holland formår at optrevle hvem, der stod bag uhyrlighederne.
Ved at bruge klassiske journalistiske metoder kunne de lokalisere, hvor videoerne var optaget henne. En blå balkon, et rødt tag og en smule graffiti på nogle bygninger i baggrunden antydede, at videoerne var optaget i en forstad til den syriske hovedstad Damaskus. Med hjælp fra lokale kilder og eksperter i såkaldt geolokalisering blev den eksakte lokation slået fast.
Med den kunne Üngör og Shahhoud indsnævre, hvilke fraktioner og militser der kontrollerede området på tidspunktet for forbrydelsen. Og alting tydede på, at de ansvarlige skulle findes blandt den syriske hær under præsident Bashar al-Assad.
Og det er her, efterforskningen for alvor bliver spændende.
Da mange syriske regeringssoldater bruger Facebook, besluttede forskerne, at det måtte være vejen ind. De opfandt ”Anna Sh”, en falsk Facebook-profil, som de omhyggeligt og udførligt opbyggede over flere år. ”Anna” var syrer og stærk tilhænger af præsident Assad, og ved at poste bestemte opslag i et bestemt sprog fik ”Anna” opbygget et stærkt netværk blandt syriske soldater, militser, officerer, forretningsdrivende og efterretningsfolk.
Strategien med den falske profil blev en bragende succes, og forskeren Annsar Shahhoud kunne som ”Anna” foretage adskillige interviews med soldater i forskellige lag af det syriske militær.
En dag dukkede pludseligt en person op, som de to forskere genkendte som en af gerningsmændene fra massakren i Tadamon. De sendte ham en venneanmodning, og han godkendte.
Over seks måneder skrev de frem og tilbage, og de gennemførte flere videointerviews med manden, der tilsyneladende ikke anede uråd. ”Anna” vandt hans tillid i sådan en grad, at han til sidst indrømmede, at det var ham, der havde stået for drabene på de mange civile.
Den falske ”Anna” var et genialt påfund, der gjorde forskerne i stand til at komme helt ind under huden på de massemordere, der havde udført nogle af krigens værste forbrydelser i Bashar al-Assads navn.
Artiklen er hård kost at komme igennem. Grusomhederne, der udspillede sig i Damaskus i 2013, er svære at læse om. Men det er samtidig svært at forestille sig noget vigtigere og mere ædelt end at forsøge at opklare netop den slags.
Af den grund er historien værd at læse. For forfatternes grundighed, deres vedholdenhed og deres metoder. Og for ideen om, at ingen forbrydelser af den karakter bør gå ustraffet hen.
Jul og nytår giver tid til fordybelse. Samtidig er det også her, vi typisk ser tilbage på det forgangne år. Derfor anbefaler vi på Danwatch det bedste, vi har læst, set eller lyttet i løbet af året.
Mathias Glistrup
