Top 2022: Undersøgelse afslører Nigerias sorte himmel

“Der er mange måder at identificere et privilegium på i Port Harcourt. At kunne se en klar, blå himmel er en af dem”, skriver det nigerianske medie HumAngle i et af årets mest anbefalelsesværdige og foruroligende stykker journalistik lavet i Afrikas folkerigeste nation. 

Med sine små to millioner indbyggere er Port Harcourt den femtestørste by i Nigeria, en hurtigt voksende metropol med universiteter og internationale flyforbindelser. Under briternes kolonisering af Nigeria var Port Harcourt udskibningshavn for de store kulminer i Enugu, nogle hundrede kilometer længere inde i landet. I dag handler alt om olien. 

I 1958 sejlede den første olieeksport ud af Port Harcourt, og siden har byen været en af de allervigtigste for den nigerianske petroleumsindustri. Gennem årene har olien skaffet arbejdspladser og finansieret byfornyelse, men efterhånden er den også blevet en forbandelse for Port Harcourt. Det er denne, oliens dødsorte bagside, som HumAngle afdækker i All Die Na Die: At The Heart of Nigeria’s Soot Problem skrevet af journalisten Muhammed Akinyemi. 

Fortællingen begynder på Eagle Island syd for Port Harcourts centrum, et af de sydligste boligkvarterer inden Niger-deltaet forgrener sig ud i Guineabugten. Her møder vi Mr Ese, en forsker med speciale i luftkvalitet, der forsøger at dokumentere, præcis hvilke konsekvenser olieudvinding i regionen har haft for dens indbyggere. Olie- og sodforurening i og omkring Port Harcourt er et velkendt problem. Men hvor stort er det egentligt? 

Dokumentationen i historien er uimodståelig. Mr Ese og journalisten sætter sig i en båd og sejler fra Eagle Island ud i Niger-deltaets smalle vandveje. Herfra kan de vise, hvordan lokale grupper af olietyve tapper de store olieselskabers rørledninger og forarbejder gevinsterne på illegale småraffinaderier. I processen siver den fedtede råolie ud i naturen og stiger til vejrs som sod. 

“Vi er lige så vant til sort sod her, som vi er til HIV”, siger Mr Ese lakonisk. 

HumAngles undersøgelse viser, at Nigeria i virkeligheden ikke har én, men to olieindustrier. Der er den officielle, som den nigerianske stat og multinationale selskaber som Shell og Chevron, har kontrol over og tjener fedt på. Og så er der en undergrundsindustri ført an af såkaldte bunkerers, der i frustration over, at Nigerias olieeksport ikke har ført til velstandsfremgang i det enorme land – snarere tværtimod – tager sagen i egen hånd og gør deres egen entré i den lokale oliehandel. 

Konsekvensen er ødelæggende forurening, der ikke er kendt mage mange andre steder i verden. Hvis noget overhovedet.