30. december 2022
Film

Top 2022: Irans kvinder kaster sløret. Mød nogle af de stærkeste stemmer

De seneste tre måneder har Irans kvinder trodset alle farer for at protestere mod tørklædekrav og social kontrol. En serie dokumentarer, spillefilm og live-arrangementer åbner døren til Iran, hvor kampen mellem modernitet og tradition har kastet befolkningen ud i en kulturkamp,der kan koste regimet livet.

Kort før jul blev den kendte iranske skuespiller Taraneh Alidoosti arresteret og smidt i Teherans berygtede Evin-fængsel for sin støtte til de seneste måneders tørklædeoprør. Grafik: Ditte Lander Ahlgren

Iranske film

Oscar-vinderen The Salesman. Kan lejes på Rakuten TV her.

Dokumentaren Tørklæderevolutionen. Kan streames på DR her.

Cinematekets iranske filmdage Irans kvinder gennem 60 år. Kan opleves efter nytår. Se programmet for visningerne her.

“Din tavshed støtter undertrykkelse og undertrykkere.”

De seks ord og et foto uden det obligatoriske tørklæde. Det er i al sin gru den forbrydelse, som en af Irans mest berømte skuespillerinder har begået. Kort før jul blev den 38-årige Taraneh Alidoosti arresteret og smidt i Teherans berygtede Evin-fængsel, som huser tusindvis af politiske fanger. Heriblandt mange af dem, der de seneste tre måneder har protesteret mod tørklædetvang og social kontrol i Iran.

Taraneh Alidoosti er den mest prominente kunstner, som er blevet arresteret siden den 22-årige kvinde Mahsa Aminie døde i moralpolitiets varetægt i september. Ifølge netværket Human Rights Activists in Iran har protesterne kostet over 500 mennesker livet, heraf 69 børn, mere end 18.000 demonstranter, journalister og kunstnere er arresteret.

Glimt af et ukendt Iran

Taraneh Alidoosti er kendt for kun at medvirke i kvalitetsfilm og har senest spillet hovedrollen i den anmelderroste Leila’s Brothers, hvor hun spiller en 40-årig kvinde, der sætter sig for at redde sin skrøbelige og konfliktfyldte familie fra fattigdom i et sanktionsramt Iran. 

Filmen har været vist på en række internationale festivaler i 2022, men er endnu ikke tilgængelig i Danmark.

Det er til gengæld Oscar-vinderen The Salesman, der i 2016 gjorde Taraneh Alidoosti international kendt. Her følger man Ranna en unge skuespillerinde, som midt i opsætningen af Death of a Salesman bliver udsat for et voldeligt overfald, der vender op og ned på hende og hendes mands liv. 

I det hele taget er der masser af mulighed for opleve iranske kvinder på det hvide lærred, enten i biografen eller i din komfortable julesofa. Hvis du gerne vil vide mere om kvindernes oprør, kan du f.eks. starte med den svenske dokumentar Tørklæderevolutionen (Be my Voice) fra 2021, som ligger til streaming på dr.dk. 

Den handler om den iranske journalist og aktivist Masih Alinejad, der er fortaler for kvinders rettigheder. Fra sit eksil i USA har hun startet forløberen til det tørklædeoprør, som vi oplever lige nu i Iran. I dokumentaren fortæller hun om, hvordan det iranske regime strammer grebet for at genvinde kontrollen over de oprørske kvinder, og hvordan hendes mod bliver testet til det yderste, da vold og undertrykkelse truer hendes egen familie. 

Religionens magt

Religionens magt er i det hele taget temaet i mange af de iranske film, der når et publikum uden for landets grænser.

Her i december viser flere danske biografer f.eks. filmen Holy Spider, der er baseret på en sand historie om den fanatiske morder Saeed Hanaeid, der for tyve år siden dræbte 16 iranske prostituerede som led i en guddommelig mission.

Filmen følger den kvindelige journalist Rahimi, der spilles af Zar Amir-Ebrahimi. Hun rejser til den iranske by Mashhad for at efterforske mordene, men efterhånden som hun kommer tættere på at kunne identificere morderen, fortoner udsigten til at opnå retfærdighed sig. 

For i Irans helligste by betragtes morderen af mange som en helt og ikke en forbryder. 

The Holy Spider er instrueret af den dansk-iranske instruktør Ali Abbasi og var nomineret til Guldpalmen på Cannes festivalen i 2022, hvor Zar Amir-Ebrahimi vandt prisen som bedste skuespiller.

Mød kvinderne bag

Og skulle du nu have forelsket dig i iranske film, byder Cinemateket på anden side af jul på en vifte af fine tilbud som led i en længere filmserie om iranske kvinder. 

Den 7. januar kan du f.eks. se den spritnye BBC-dokumentar Our Women, the Women of Cinema – The Untold History of Female Pioneers in Iranian Cinema– med netop Zar Amir-Ebrahimi.

Filmen præsenteres af programdirektør Rasmus Brendstrup fra Det danske Filminstitut og byder formentlig også på en videohilsen fra Ebrahimi.

Dagen efter, den 8. januar kan du se den helt friskproducerede film How Dare You Have Such a Rubbish Wish og møde instruktøren Mania Akbari. 

Filmen er på samme tid et feministisk manifest, et studie i afklædningens politik og en nysgerrig undersøgelse af Irans kulturhistorie, hvor afklædte damer var en grundingrediens. 

Mania Akbari fortæller om filmen og om sammenhængen mellem afklædning, tildækning og billedets magt. 

Og hvis du stadig har appetit på mere kan du den 9. januar diskutere kærlighed, ægteskab, sex og frihed i Iran med den dansk-iranske sexolog Mehrnoush Parve i Cinematekets Asta Bar. 

Bagefter er der mulighed for at se filmperlen The Blue-Veiled, der er lavet af Irans førende kvindelige filminstruktør, Rakhshan Bani-Etemad. 

Emnet i The Blue-Veiled er kærligheden mellem en gammel enkemand og en ung ugift kvinde, er ret vovet for iransk film. Filmens budskab synes at være, at kærlighed ikke kender nogen grænser og kan bryde mange sociale tabuer, herunder klasse.   

Rigtig god fornøjelse.

Top 2022: Danwatch anbefaler det bedste fra året

Jul og nytår giver tid til fordybelse. Samtidig er det også her, vi typisk ser tilbage på det forgangne år. Derfor anbefaler vi på Danwatch det bedste, vi har læst, set eller lyttet i løbet af året.

Flere artikler fra undersøgelsen:

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercrosschevron-downchevron-leftchevron-right