Over de sidste par år har Cambodjas demokrati lidt et knæk: uafhængige medier er blevet lukket på stribe, det største oppositionsparti er blevet opløst, og menneskerettigheds- og fagforeningsaktivister er blevet fængslet.
Udviklingen fik i sidste måned EU til at true med at trække Cambodja ud den såkaldte “Alt Undtagen Våben”-eksportaftale, der siden 2001 har givet Cambodja told- og kvotefri adgang til EU’s marked. En seks måneder lang undersøgelse er nu begyndt, og handelssanktionerne kan derefter træde i kraft kort efter.
”Uden klare og påviselige forbedringer, vil det betyde, at handelsfordelene vil blive indstillet,” sagde EU’s handelschef Cecilia Malmström ifølge Phnom Penh Post i sidste måned.
Stadigt farligere betingelser for fagforeningsfolk har blandt andet været en del af EU’s kritik af Cambodja, og Malmströms udmelding fik da også de mange internationale mærker, der får produceret tøj i landets enorme tekstilindustri, til at reagere. Godt nok først ved at advare mod sanktionerne:
”De potentielt negative konsekvenser for folks ansættelser i tekstilindustrien bør tages til efterretning,” skrev H&M for eksempel i en udtalelse til Reuters kort efter EU’s udmelding.
Men siden ser det også ud til, at de internationale brands har øget presset på Cambodjas industri og myndigheder for at forbedre forholdene for arbejdere og fagforeningsfolk i landet.
Lægger pres på regering
Danwatch har tidligere kunne dokumentere, hvordan syersker, der producerer tøj for Nike, Puma, VF og danske Bestseller besvimer i massevis på fabrikker i Cambodja. Danwatch’s undersøgelse påviste blandt andet, at arbejdere faldt om af sult og udmattelse under meget høje temperaturer i fabrikslokalerne.
Men det er nu en række af de selvsamme mærker, der på det seneste har gjort sig til talsmænd for bedre vilkår for Cambodjas tekstilarbejdere.
Anført af netværket, Fair Labor Association, har en delegation med repræsentanter fra blandt andre Nike, Puma og VF i løbet af den sidste måned arrangeret møder med repræsentanter fra Cambodjas regering. Ifølge Fair Labor Association har gruppen udtrykt bekymring over de stadigt dårligere forhold for uafhængige fagforeninger i Cambodja og opfordret til et samarbejde med myndighederne om at forbedre forholdene. Desuden har man opfordret regeringen til at løslade en mængde faglige aktivister, der for fleres vedkommende har siddet fængslet i årevis på baggrund af sigtelser, som menneskerettighedsorganisationer sår stærk tvivl om.
Danske Bestseller, der sidste år fik leveret tøj fra 29 fabrikker i Cambodja, var ikke en del af delegationen men oplyser til Danwatch, at man i øjeblikket sammen med primært europæiske brands deltager i andre møder med repræsentanter fra Cambodjas regering og industri.
”Vi forholder os naturligvis alvorligt og kritisk til situationen derude, også i forhold til hvad der bliver besluttet i EU. Vi har alle en interesse i, at Cambodja tager situationen alvorligt og forbedrer både menneskerettigheder og arbejdstagerrettigheder,” skriver Bestsellers Sustainability Manager, Dorte Rye, i en mail.
Tøjmærker kan snart rykke produktion
Ifølge iagttagere har Cambodjas handelsfordele været en hovedårsag til, at landets tekstilindustri på under ti år er gået fra at beskæftige 350.000 til i dag at have 800.000 arbejdere. Mere end 40 procent af Cambodjas tøjeksport går til Europa, og mere end 80 procent af landets tekstilfabrikker eksporterer på den ene eller anden måde til EU.
Men ser Cambodja ikke ud til snart at nærme sig EU’s krav, så vil de internationale mærker i stigende grad begynde at rykke deres produktion andre steder hen, fordi eksporten fra Cambodja bliver dyrere. Og det kan begynde at ske allerede inden sanktionerne er trådt i kraft, siger Marco Kalinna, der er direktør for den Cambodjanske tekstilproducent, Cosmos, og medlem af Den Tyske Erhvervskoncern i Cambodja til mediet Southeast Asia Globe.
”Det her kommer måske ikke til at påvirke forårs- og sommer-kollektionerne, men der er grund til at være bekymret for efterårs- og vinter-kollektionerne for 2019,” siger han.