Der skulle kun gå to år fra at Samuel Arregoces vendte tilbage til sin hjemregion fra et liv under jorden andetsteds i Colombia til han en formiddag i april sad i sin bil og kunne mærke pulsen stige voldsomt.
Samuel Arregoces kørte sammen med sin livvagt og en tysk journalist lidt uden for byen Fonseca, ikke langt fra en af verdens største kulminer, Cerrejón, som har formet Samuel Arregoces liv. Han måtte sætte farten ned på grund af et vejbump, da en motorcykel nærmede sig bagfra.
Motorcyklen lagde sig op på siden af bilen, og da Samuel Arregoces kiggede ud af vinduet, så han, at motorcyklisten havde en elefanthue på. Samuel Arregoces trådte instinktivt på speederen for at komme væk, men motorcyklen gassede op for at komme op på siden af bilen igen.
I fire kilometer fulgte motorcyklen efter bilen, også selvom livvagten i bilen trak sit våben. Først da de nærmede sig en politikontrol, forsvandt motorcyklen lige så pludseligt, som den var kommet.
Samuel Arregoces ved ikke, hvem manden var, men han ved med sikkerhed, hvorfor han var der. Samuel Arregoces har viet sit liv til kampen mod Cerrejón-minen, der udvinder kul til store dele af verden, herunder Nordjyllandsværket i Danmark, men ødelægger livet for mange lokale:
”Der er ikke nogen tvivl om, at det er relateret til min aktivisme mod Cerrejón og mod kulminedrift, og vi er midt i en hård kamp for at forsvare Bruno-vandløbet. Det er dét, jeg laver, og jeg har ikke andre fjender”, forklarer han og fortæller, at flere af de andre aktivister i området også har været udsat for trusler og attentatforsøg.
“Jeg er virkelig bekymret over situationen.”
Samuel Arregoces anmeldte hændelsen til politiet lige bagefter. Efterfølgende har han taget ekstra forholdsregler: Han skifter altid rute, tager ingen steder hen alene og har konstant politiet forbi sit hus for at tjekke op på ham.
Frygten er blevet Samuel Arregoces følgesvend, efter han satte sig op mod Cerrejón-minen og dens ejer Glencore. Men Samuel og de andre aktivister er færdige med at lade frygten styre deres beslutninger.
Vi mødtes med Samuel Arregoces et par uger før attentatforsøget i den lille landsby Rocio, nær Colombias måske mest omdiskuterede vandløb, Bruno-strømmen. Han er usædvanligt høj for en colombianer at være, skuldrene er brede og det mørke hår er klippet kort. Når han smiler er det med hele ansigtet, og han virker venlig og imødekommende. De andre aktivister og folk i byen kender alle Samu, som de bare kalder ham. Han hilser på alle med et smil og spørger med interesse, hvordan de og deres familie har det.
Samuel Arragoces er afro-colombianer og stammer fra vestafrikanske slaver, der blev bragt til Colombia i det 16. århundrede. Han voksede op i den lille landsby Tabaco, der for lidt over 20 år siden lå i samme område, som Samuel Arragoces nu er vendt tilbage til. Men i 2001 troppede det colombianske sikkerhedspoliti op for at tvinge landsbyens 700 indbyggere ud og lukke bulldozerne ind. Samuel Arragoces og resten af byens indbyggere kunne se til, mens deres huse blev væltet og deres by blev til mine.
“Vi troede aldrig, det skulle blive vores tur i Tabaco. Men hver dag så vi bare, hvordan Cerrejón-minen voksede, og hvordan de opkøbte vores omgivelser. Vi lå nærmest midt i deres mineprojekt,” fortæller Samuel Arragoces i dag.
Et år senere, i 2002, blev der lagt sag an på vegne af børnene i Tabaco, hvor der blev stillet krav om, at hele landsbyen skulle genhuses. Forfatningsdomstolen dømte til Tabaco-indbyggernes fordel og gav kommunen og Cerrejón-minen 48 timer til at foretage genhusningen. Men i dag, 21 år efter, er dommen endnu ikke blevet efterkommet.
I stedet er beboerne fra Tabaco blevet forvandlet til det, som Samuel Arragoces kalder “ufrivillige nomader”, spredt ud over regionen uden noget sted at vende hjem til.
”Vi har mistet vores kultur, vores fællesskab. Det er ikke det samme at leve uden territorium.”
Derfor kæmper han for, at andre ikke skal overgås af den samme skæbne.
”Det er ikke fordi, jeg har valgt at være miljøforkæmper, man kan sige, at omstændighederne tvang mig, fordi vi først havde en meget stærk kamp for at få Cerrejón ud af vores territorium, men det lykkedes ikke, og Tabaco forsvandt. Så nu kæmper vi for at andre lokalsamfund ikke skal opleve, hvad der skete for os”, siger Samuel Arragoces, der mener, at mange lokalsamfund har undgået at blive jævnet med jorden på grund af deres kamp.
Colombia er ét af de farligste lande at være miljøforkæmper i. I løbet af de seneste ti år er 322 miljøaktivister blevet myrdet i Colombia. Det eneste land, der har oplevet flere drab i perioden, er Brasilien. Colombia tegnede sig for næsten hver femte af alle drab på miljøaktivister på verdensplan i dét årti.
Den colombianske menneskerettighedsorganisation Indepaz bekræfter, at miljøforkæmpere, der forsvarer territoriet og vandressourcer i forhold til kulminedrift i La Guajira er blandt de mest truede miljøforkæmpere i Colombia. Så for Samuel og de andre modstandere mod Cerrejón-minen er dødstrusler og attentater desværre hverdagskost:
”Jeg har været leder i den her bevægelse i 20 år, hvilket ikke er let, for jeg lever med trusler og overvågning, men det er ikke det hele. Den økonomiske indespærring, er måske det alvorligste for din familie, for når du er imod Cerrejón, giver de dig ingen jobs, ikke engang i kommunerne, fordi de også kontrollerer dem”.
I 2017 blev det for meget for Samuel Arragoces, eller som han siger det. Det blev for “normalt” med trusler mod ham, trusler mod hans familie, fremmede biler der holdt uden for hans hjem. Derfor forlod han La Guajira og gik under jorden et sikkert sted et andet sted i Colombia.
I 2019 vendte han tilbage, men folk omkring Cerrejón-minen havde ikke glemt, hvem han var. Truslerne og chikanen blev genoptaget, men der er sket noget, som gør at Samuel Arragoces er kommet for at blive:
“Denne kamp har også været tilfredsstillende for mig, fordi vi for det første har opnået, at befolkningerne kræver deres rettigheder overfor Cerrejón. Tidligere var Cerrejón nærmest urørlig i La Guajira”, siger Samuel Arragoces og fortsætter sin talestrøm:
“Vi har opnået gennem de forskellige nationale og internationale fordømmelser, at få anerkendt, at Cerrejón krænker menneskerettighederne, at Cerrejón krænker retten til vand, at Cerrejón krænker miljøet”.
Det betyder samtidig, at Samuel Arragoces, de andre aktivister og lokalsamfundene har fået beviser og videnskabelige undersøgelser, der bakker dem op, hvilket har gjort det sværere for Cerrejón-minen og dens ejer Glencore at sagsøge dem.
“Så denne kamp har også fået andre samfund til at kræve deres rettigheder, ikke kun i Tabaco. I dag har Cerrejón mere end 14 domstolsafgørelser imod sig”.
Inés Elvira Andrade, som er ESG-chef for Cerrejón-minen, afviser i en mail til Danwatch, at Cerrejón og Glencore bærer ansvaret for truslerne mod de lokale aktivister.
“Det er relevant at præcisere, at trusler mod sociale ledere er et systematisk problem, der har eksisteret i Colombia i flere år, og det er statens pligt at garantere individers fysiske integritet og sikkerhed. I betragtning af situationens kompleksitet har Cerrejón en nultolerancepolitik over for trusler og angreb på menneskerettighedsforkæmpere i La Guajira og har offentligt fordømt disse grimme handlinger.”
“I tilfældet med lederen Samuel Arregocés fik Cerrejón kendskab til trusler i oktober 2021 og aktiverede protokollen for disse sager med varsel og anmodning om hurtige opmærksomhedsforanstaltninger fra de kompetente myndigheder (borgmesterkontoret, det nationale politi, justitsministerens kontor, indenrigsministeriet, den nationale og regionale ombudsmand, etc) til beskyttelse af hr. Arregocés,” skriver hun.
Samuel Arragoces tager i dag rundt i andre landsbyer, som er påvirkede af kulminedrift eller i risiko for at blive det. Her deler han erfaringerne fra Tabaco for at undgå, at historien gentager sig.
”Vi påtog os en opgave, og vi har været rundt i hele landet, hvor der vil være minedrift, hvad enten det er kul eller anden minedrift. Vi har fortalt om vores erfaringer, og at de ikke skal lade sig narre af løfterne om udvikling, for vi blev lovet alt, og det var tomme ord.”
Virksomhederne fortsætter på trods af flotte ord om ansvar og CSR og miljø med at operere på samme måde, siger Samuel Arragoces. Det er kun Glencore, der nyder godt af det økonomiske afkast og ikke de berørte samfund, hævder han, og nævner at ingen lokale har kunne mærke de stigende kulpriser, mens Glencore har haft det bedste resultat nogensinde.
“Disse mineselskaber er ikke oprettet for at opfylde sociale behov, de blev oprettet for at generere penge,” siger Samuel Arragoces.
Han fortæller os, at for “os, der forsvarer miljøet” er livet blevet farligere.
“Vi har oplevet en stigning i truslerne, aggressionerne, forfølgelserne og angrebene mod os i La Guajira”.
Men det gør dem ikke bange længere, og det er den største sejr af den lange kamp mod Cerrejón-minen og Glencore, siger Samuel Arragoces.
”Jeg tror, at det vigtigste resultat af denne kamp har været, at lokalsamfundene har mistet deres frygt for at anmelde Cerrejón”.
Samuel Arragoces og de andre aktivister er også begyndt at flytte deres kamp til nye slagmarker. Det er ikke kun Glencore, de vil lægge pres på, men også virksomhedens investorer og kulforbrugere i Europa, der har en stor magt:
”De skal stille etiske krav til de multinationale selskaber, de køber kul af. Klimaforandringer påvirker os alle. Men ikke kun dét – det er også forbundet med lidelse, sorg, smerte, kulturelle og sociale tab i de lokalsamfund, hvor kullet udvindes”, siger Samuel Arragoces, der også har en besked til de virksomheder, der køber kul fra Cerrejón eller investerer i Glencore.
”Investorerne skal holde øje med virksomheders handlinger i lokalområderne. Jeg er overbevist om, at Glencore kender til deres virksomheders aktiviteter, for jeg har haft lejlighed til at deltage i deres generalforsamlinger, og parterne er ikke interesserede i, hvordan kul udvindes, hvordan menneskerettighederne krænkes, hvordan miljømæssige og sociale rettigheder krænkes, men kun i det økonomiske afkast.”
“De bør ikke kun se på økonomien. De har efterladt os uden territorium og vand.”
Lise Josefsen Hermann
