For en stor del af danskerne i Nordjylland var det næppe en tanke, der strejfede dem sidst på vinteren. En tanke om, at det varme vand under brusebadet og varmen i stuerne, havde direkte konsekvenser for de mennesker, der bor og lever omkring Glencores Cerrejón mine.
Derfor er Danwatch taget til Colombia for at sætte ansigt på dem, der kæmper for retten til deres liv, identitet og land.
Beretningen starter med Leobardo, der bor ned til Bruno-vandløbet. Han er en del af Wayuu-folket, der spirituelt er forbundet til vandløbet, og som hans folk mener, er beskyttet af vandets ånder.
Men Glencore har ændret Bruno-vandløbets kurs, ligesom mindst 16 andre vandløb og floder i La Guajira, i jagten på kul til verdens energiforbrug.
Leobardo er blevet tilbudt penge for at flytte, og er samtidig blevet truet på livet adskillige gange. Men den høje, ranglede mand flytter ingen steder. El Rocio er hans hjem og han er indstillet på at kæmpe til det sidste, og udholde verdens værste nabo: Glencore.
I 1997 begyndte Cerrejón-minen at udvide ved siden af landsbyen El Rocio, som ligger lige ned til Bruno-vandløbet:
”Betydningen af denne flod er som blodet i dine årer, som dine knogler eller som en mor og en far til at passe på dig gennem livet. Bruno-vandløbet er afgørende for os som samfund og vores identitet, for den er vores spirituelle kompas. Uden dén vil vi vandre hvileløst rundt,” forklarer Leobardo.
I domsafgørelse nummer 698 fra 2017 om Bruno floden slog de colombianske domstole fast, at mindst 30 Wayuu-landsbyer er afhængige af vand fra Bruno-vandløbet. Ændringen af vandløbets forløb, som Cerrejón har planer om, vil direkte påvirke vandforsyningen for en befolkning på mere end 200.000 mennesker.
Og kampen for at forsvare Bruno-vandløbet er ikke den første af sin slags.
Tidligere har der været store protester tilbage i 2012 mod Cerrejóns planer om at omdirigere La Guajiras vigtigste vandresource Rancheria-floden. Det endte med, at omdirigeringen ikke blev udført. Men mange andre vandløb har måttet lide på grund af Glencores kulminedrift. I årenes løb har Cerrejón omdirigeret eller udtørret mindst 17 vandløb for at udvinde kul.
Kampen for at forsvare Bruno-vandløbet, kampen mod Glencore i Colombia, er også hård, vedkender miljøaktivisten Leobardo Sierra: ”På den ene side føler jeg mig rolig. For jeg har kæmpet. Men det er trættende. Samtidig oplever jeg også håb. Håb om, at vores drømme kan blive til virkelighed.”
Ligesom langt størsteparten af andre miljøforkæmpere, der forsvarer vand og territorium overfor kulminedriften, har Leobardo også oplevet at modtage trusler.
”Virksomhedens forhold til alle dem af os, der kæmper og gør modstand, har været det samme; trusler fra den ene eller den anden side, for vores vedkommende her i lokalsamfundet er vi tre gange blevet fordrevet af bevæbnede grupper og blevet forsøgt fordrevet. Men jeg siger altid, at selv om jeg havde et sted at tage hen, så rejser jeg ingen steder, for en Wayuu uden sit land er ikke længere en Wayuu, men en nomade uden noget som helst.
Leobardo har også en direkte besked til kulkøberne og investorerne i Europa:
”Hvis vi fortsætter med at vente på de multinationale selskaber, så ender det med at vi forsvinder. Det er ikke, fordi vi vil forsvinde fysisk, men kulturelt og åndeligt. Det er det budskab, som jeg har til de mennesker, der tjener pengene på kul. De bør komme her og se, at de ikke køber kul, de køber liv, de køber mennesker. De køber menneskers liv med en kultur og en åndelighed, som de aldrig vil forstå”, siger Leobardo.
”Jeg ved ikke, hvorfor I europæerne tror, at I er bedre end os. Vi levede godt her uden at brænde kul. Se på det faktum, at vi i dag lider mere under klimaforandringerne end I gør, og det er jer der tager kullet ud herfra. I brænder det af hos jer, men konsekvenserne sker ikke kun hos jer, det har også direkte konsekvenser her hos os”.
”Der er ting, der ikke kan repareres. Hvis jeg huggede min hånd af og fik en masse penge for det i morgen, ville det ikke give mig min hånd tilbage. For at beskytte og passe på miljøet skal vi begynde at passe på og beskytte vandet. De skal holde op med at røre ved Bruno-vandløbet og bør i stedet begynde at reparere nogle af de mange skader, de har forvoldt”.
Hos Glencores lokale administration ved Cerrejón-minen afviser ESG-chef Inés Elvira Andrade i et mailsvar til Danwatch, at minedriften skulle have haft negative konsekvenser for miljøet i forbindelse med omlægningen af Bruno-vandløbet.
“Overvågning af vandet (på overfladen og underjordisk) er blevet udført i området, og ifølge de colombianske IDEAM-data er det blevet bekræftet, at den mængde vand, der strømmer i øjeblikket, svarer til den, der plejede at strømme i den gamle kanal før modifikation. Derudover er det tydeligt, at der ikke er nogen påvirkning af vandløbets grundvand eller overfladevand,” skriver hun og tilføjer, at den nye kanal er blevet til en “biodiversitetskorridor” med mange nye arter.
Også anklagerne om trusler og vold mod lokale aktivister tager Inés Elvira Andrade afstand fra.
“Det er relevant at præcisere, at trusler mod sociale ledere er et systematisk problem, der har eksisteret i Colombia i flere år, og det er statens pligt at garantere individers fysiske integritet og sikkerhed. I betragtning af situationens kompleksitet har Cerrejón en nultolerancepolitik over for trusler og angreb på menneskerettighedsforkæmpere i La Guajira og har offentligt fordømt disse grimme handlinger.”
“På trods af uenigheder med nogle ledere fremmer Cerrejón en kultur med større deltagelse og åbenhed over for dialog, og den accepterer ikke nogen form for intimidering af noget medlem af samfundet. Enhver specifik sag kan fremlægges af samfundet til Cerrejóns etiske hotline eller til Cerrejóns klagekontor.”
Efter vores samtale med Leobardo tager vi videre til landsbyen Provincial, der ligger få hundrede meter fra Cerrejóns kulmine.
Iklædt deres traditionelle Wayuu-kjoler, Wayuushein, som typisk er farvestrålende og lange, går helt ned til jorden, møder vi nogle af landsbyens kvinder. De fleste sidder eller ligger i en chinchorro, en hængekøje, der beskytter dem mod den stærke ørkensol.
En af de fremtrædende kvinder er Deilys Cristina Uriana Epinayu. Hun er en del af kvindekollektivet, Colectivo Mujeres Defensoras del Territorio (Kvinder som Forsvarer Territoriet), der sammen med blandt andre Samuel Arregoces fra Tabaco, tilbage i 2012 startede kampen for at forhindre omledningen af La Guajiras vigtigste flod Rancheria. Hun og de andre indbyggere i Provincial fortæller enstemmigt, hvordan kuludvindingen allerede dengang gjorde dem syge.
”Sygdomme og virkningerne var meget stærke, børnene var syge, og det år døde en 2-årig pige. Hun døde på grund af en luftvejsinfektion, og det var hendes dødsfald, der gjorde, at mødre her, og i andre i områder, forenede sig for at tage kampen op. Det førte i første omgang til, at der blev oprettet et udvalg, som gennemgik alle hændelser med de mødre, der var ramt.
På den måde blev alle oplysninger indsamlet, og i 2019 førte det til 614-dommen, som gik imod Cerrejón-minen, og faldt ud til fordel for beskyttelsen af vores ret til sundhed og miljø,” fortæller Deilys Cristina.
Den dom, som Deilys Cristina henviser til, er fra Colombias Forfatningsdomstol, der dermed bekræftede eksistensen af den reelle fare for skade på miljøet og menneskers sundhed. Specifikt karakteriserede domstolen trusler mod luftkvaliteten i Provincial, forurening af forskellige vandområder og vegetation som for eksempel tilfældet med Bruno-vandløbet, støj og vibrationer genereret af minen.
Domstolens dom bekræftede også alvorlige helbredskonsekvenser for indbyggerne i Provincial, herunder sygdomme som f.eks: “risiko for ændringer på celleniveau, kræft, uspecificeret bakteriel lungebetændelse, kronisk bronkitis, massiv fibrose, kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL) og en lang række andre luftvejsrelaterede sygdomme.
Med andre ord vandt kvinderne fra Provincial over minegiganten Glencore i retten. De kræver sit mod, at lægge sig ud med så stor en virksomhed, og dét er wayuu-kvinden helt på det rene med:
”I denne type kamp skal man være sikker på, hvad man vil gøre, for det er svært at være menneskerettighedsforkæmper, og jeg tror, at man undervejs må forholde sig til, om det er det værd eller ej. For mig som menneskerettighedsforkæmper er det det værd. Jeg tror, at min motivation er tanken om, hvad der vil ske hvis vi forbliver tavse. Minedriften ødelægger os, og selvfølgelig skal man ikke tie stille, man skal derimod sige sin mening på enhver måde, man kan. Og det eneste, de har gjort i vores samfund, er, at de har stjålet vores territorium, de har skadet vores floder og vores samfund,” fortæller Deilys Cristina.
“Jeg kommer ikke til at forlade mit land. Bare tanken om at skulle forlade det sted, hvor jeg er vokset op, hvor jeg er født, hvor mine forældre begravede min navlestreng (Wayuu-tradition, for at forstærke forbindelsen til territoriet), knuser mit hjerte”.
En anden kvinde vi møder i området er Aura Robles og hun er ikke en kvinde, man vil lægge sig ud med. Aura viser os rundt i sin landsby Paradero, i området omkring Glencores mine. Hun kender hver en plante, hvad den bruges til og hvilke sygdomme den kan kurere.
”Den herovre brugte vi under corona,” fortæller hun. For os andre er det blot en gåtur gennem et område, der bedst kan beskrives som tørt og støvet skov og krat. Men for Aura er det hendes forfædrende og efterkommeres land.
”Vi skal lige gå udenom her,” siger hun og viser os lidt til siden af stien. ”Jeg kan lugte en slange.”
Vi andre bemærker ingenting.
”Du kan nok se, jeg kan ikke bare flytte herfra. Det er mit sted og det har det altid været. Jeg er ikke til salg for Glencore,” siger den indianske Wayuu-autoritet fra landsbyen Paradero.
Aura er dygtig til sit traditionelle håndværk, hvor hun laver farvestrålende wayuu-mochilas – tasker og hængekøjer. Og hun er stolt af sin indianske kultur.
”Vi har været knyttet til Rancheria-floden siden vi blev født og derfor har vi stor respekt for flodens gudinde”.
For den ældre wayuu-kvinde er det på ingen måde en mulighed at forhandle med Cerrejón:
”Vi har ikke kunnet nå til enighed, for deres ønske er, at vi skal sætte os ned og forhandle om konsekvenser af mere end 40 år ødelæggelser: Hvordan kan man sætte en pris på 40 års åndelige påvirkninger? En pris på at dræbe vores floder og vandløb, at forurene vores vand? Det kan ikke værdisættes, det kan man ikke,” mener Aura.
”Jeg vil ikke nøjes med de 400 millioner pesos (godt 650.000 danske kroner), som nogle landsbyer har accepteret.”
Aura fortæller om en meget voldsom oplevelse, hun havde med Cerrejón tilbage i 2015, som hun ikke kan tilgive dem for. Hendes øjne fyldes med tårer, mens hun fortæller.
I 2015 var der en ekstrem tørke i La Guajira. ”Cerrejón sagde i en flot TV-reklame, at de ville give vand til os i det indianske samfund. I første ombæring virkede de meget oprigtige. I det øjeblik bed jeg derfor min stolthed i mig, for mine dyr var ved at dø af tørst og skulle have vand”.
Aura tog derfor hen til Cerrejón, som hun ellers indædt havde kæmpet imod og normalt ikke kunne drømme om at modtage noget som helst fra. Ved minen bad hun om det vand, som de havde lovet, så hendes dyr kunne overleve.
“Jeg gik til Cerrejón, fordi jeg ønskede at redde os. Men Cerrejón ville ikke give mig noget vand, de havde ikke noget vand at give væk, sagde de, men iværksatte blot en reklamekampagne for at narre det colombianske folk. De lod bare som om, at de ville hjælpe de indianske samfund,” siger Aura, hun er tydeligvis inderligt bitter. Det var tomme ord fra Cerrejón, deres tilbud om hjælp kom alt, alt for sent. Jeg mistede 400 køer, som er dem vi lever af, og som giver os vort daglige brød.
Før pandemien faldt kulpriserne, og det var en positiv udvikling for Cerrejóns naboer, som Aura:
”Vi var glade, da prisen på kul begyndte at falde. Vi tænkte, at nu ville vi endelig slippe for toget og minedriften ville langsomt forsvinde. Men med krigen i Ukraine hører vi, at det er det bedste tidspunkt for deres forretning. Så jeg tror ikke, at der er udsigt til, at de vil tage af sted ” herfra foreløbig”.
Samtidig er Aura er bekymret over, hvad der sker den dag Glencores Cerrejón mine lukker:
”Jeg ved ikke, hvad der bliver tilbage, for som jeg har forstået det, har de ikke engang en lukningsplan. Jeg mener, de huller, de har lavet, alt det land, de har ødelagt, alt det de efterlader. De skader, som Cerrejón har forårsaget, er meget store”.
Og Aura langer også ud efter de colombianske myndigheder, som hun mener, er alt for eftergivende overfor Glencores Cerrejón-mine:
”Der er nødt til at være en autoritet, der siger: Den skade I forvoldt står I til ansvar for, for selskabet vil aldrig selv påtage sig det ansvar. Jeg ved ikke, om denne retfærdighed nogensinde vil komme, men det er nødvendigt. Glencore blev skabt som en virksomhed med et formål: at tjene penge. Problemet for os ligger hos de myndigheder, der skal forsvare vores rettigheder og miljøet. De myndigheder har været alt for eftergivende. Det er de myndigheder, der har givet Glencore tilladelser til at ødelægge alt, at ødelægge miljøet, vores liv, vores sundhed, vores mad, vores vand,” lyder det fra Aura.
Lise Josefsen Hermann
