Pandemien er ovre for længst, men alligevel sidder Jélix Enrique Torres Bolívar med sit mundbind trukket op over næse og mund. Årtiers indånding af kulstøv har givet ham lunger af sten og et helbred, der er så sårbart, at han skal passe på den mindste sygdom.
Han sidder i skyggen under et træ i gården til kulminearbejdernes fagforening Sintracarbon i minebyen Fonseca i det nordøstlige Colombia. Vi har sat ham stævne her for netop at tale om sygdommen i hans lunger.
Jelix Enrique Torres Bolivar er den første, der har fået anerkendt, at hans lungesygdom stammer fra arbejdet i Cerrejón, den største open pit kulmine i Latin Amerika. Men hans historie er ikke lykkelig.
“Hvis jeg havde vidst, hvad minedrift var, ville jeg aldrig have arbejdet i en mine”, fortæller han og fortsætter:
“Det er skadeligt for sundheden, for åndedrætssystemet, for huden, for bevægeapparatet. I dag er jeg en patient, jeg lider af alting.”
Jelix Enrique Torres Bolivar vidste intet om minedrift, da han som 20-årig i begyndelsen af 1980’erne fik arbejde i Cerrejón-minen. Han og hans kolleger arbejdede dag efter dag i kulstøvet uden masker eller beskyttelsesbriller. I 1999, efter 16 år i minen, mærkede Jelix Enrique Torres Bolivar for første gang, at der var noget galt.
Hans åndedræt blev tungere, han begyndte at føle sig forpustet hele tiden, og han blev træt efter det mindste. Jelix Enrique Torres Bolivar besluttede sig for at gå til sin læge.
“Først fik jeg en arbejdsundersøgelse, her sagde lægen, at han kunne se nogle mærkelige obstruktioner i mine lunger, og sendte mig til specialist”.
Derefter begyndte et længere forløb. Da lungelægen i den lokale hovedby Valledupar så billederne af Jelix Enrique Torres Bolivars lunger, sagde han, at det var for kompliceret for ham til at behandle og sendte Jelix Enrique Torres Bolivar videre til Colombias hovedstad Bogotá. Her lød den første diagnose på jernforgiftning, men Jelix Enrique Torres Bolivar havde ikke været i kontakt med jern.
Da han fortalte, at han arbejde i en kulmine, besluttede lægerne at lave en åben biopsi af hans lunger, og her fandt de svaret: Jelix Enrique Torres Bolivar havde en simpel nodulær silikose, også kendt som jernlunger, forårsaget af kulstøvet.
Diagnosen var kun begyndelsen på Jelix Enrique Torres Bolivars problemer.
Arbejdsgiverne i Cerrejón-minen troede ikke på ham. Han var for ung til at få silikose, han havde ikke arbejdet i minen længe nok. Derfor blev han sendt rundt til læger i hele Colombia for at få en anden vurdering:
“De ville have en læge til at sige det modsatte af, hvad den åbne biopsi og alle de andre undersøgelser, der var blevet foretaget på mig, havde fastslået.”
Men lægerne konkluderede det samme, og i 2001 fik Jelix Enrique Torres Bolivar en erstatning på 34 millioner colombianske pesos, hvilket svarer til knap 130.000 danske kroner. Han blev også kvalificeret til sygepension, men fordi han var så ung, og det ville fratage ham andre rettigheder, blev han i stedet omkvalificeret til at skulle arbejde et andet sted:
”De flyttede mig til et kontor, og det var let for mig at tilpasse mig ændringen. Men som tiden gik, blev jeg meget ofte indlagt på hospitalet, jeg var hele tiden forkølet eller havde influenza. Jeg gik bare fra indlæggelse til indlæggelse. Der gik mere end otte år, uden jeg blev stabil,” fortæller han.
Silikose er én af de erhvervssygdomme, der er anerkendt af Colombias nationale råd for arbejdsrisici, som værende relateret til arbejdet i kulminer. Det er en typisk arbejdsskade, fortæller José Brito, der har været sundhedssekretær for fagforeningen Sintracarbon i 15 år og har været medlem af Det Nationale Råd for Arbejdsrisici.
Han fortæller, at hvis arbejderne skal have fem tons kul ud af minen, skal de først fjerne fem-ti gange så meget knust sten, der ligger oven på kullet. En del af de knuste sten bliver til et fint lag støv kendt som silica, som arbejderne indånder sammen med kulstøvet, når de skal flytte rundt på de knuste sten. Ifølge Verdenssundhedsorganisationen WHO er silica kræftfremkaldende.
“For at udvinde kullet er der brug for en masse maskiner, vejforholdene er ikke de bedste, og at arbejde i 12-timers skift er meget trættende for mennesker. Disse forhold producerer mange sygdomme”, forklarer Jose Brito og understreger, at det er virksomhedens ansvar at håndtere den slags problemer, og hvis det ikke sker, og folk bliver syge, så er det en erhvervssygdom.
“Jeg ved, at folk arbejder med et meget farligt materiale i Cerrejón. Med hjælp fra fagforeningen er det lykkedes os at opdage mere end 1.500 eksempler på arbejdere, der er blevet syge af arbejdet i Cerrejón, blandt dem nogle kræfttilfælde. Folk lider meget af gastritis, irritabel tarm, søvnløshed, mentale problemer,” fortæller den tidligere fagforeningsleder.
Jelix Enrique Torres Bolivar begyndte en tysk bioenergetisk medicinbehandling, og det hjalp først til at stabilisere indlæggelserne. Men så begyndte han at få andre følgevirkninger af arbejdet i minen, som f.eks. karpaltunnelsyndrom, skulderskade, halshvirvel- og lænderygsbrok.
”Jeg havde betjent de tunge maskiner, og det var ikke under gode forhold, så jeg begyndte at få alle disse problemer,” fortæller han i dag.
Han trak sig tilbage fra Glencores kulmine Cerrejón i 2018. Så begyndte et nyt maraton af indlæggelser, undersøgelser og lægebesøg. Han endte med at blive diagnosticeret med fibromyalgi.
Så blev han sendt til en knoglespecialist, som blot sendte ham videre til en hæmatolog (specialist i blodsygdomme). Her endte han med at få diagnosen myelomatose, som er en form for blodkræft. Siden 2020 har han modtaget kemoterapi.
Når han mødes med andre arbejdere fra Cerrejón, minder han dem altid om at passe på deres helbred. Udfordringen er, at arbejdet i minen, næsten er den eneste mulighed for beskæftigelse her i området:
”Her er ingen anden udvej, vi har måttet se i øjnene, at den eneste produktive aktivitet, hvormed man kan forsørge sin familie, er at arbejde i minen,” siger Jelix Enrique Torres Bolivar.
Den pensionerede kulminearbejder er skuffet over, at hans arbejdsgiver – Glencore – ikke har hjulpet ham mere under hans sygdom:
”Hvis jeg bliver syg, er det mindste, virksomheden kan gøre at støtte mig med sundhedsforsikring, sådan at jeg hurtigere kan blive behandlet af en specialist, hvilket kan modvirke alvoren af de sygdomme, jeg tog med mig, da jeg forlod virksomheden. Men da jeg forlod Cerrejón, er det bare som om mit nummer er slettet, jeg eksisterer ikke længere for dem,” siger Jelix.
Han er også skuffet over, at hans arbejdsgiver hele tiden har prøvet at diskvalificere de undersøgelser og diagnoser, som lægerne gav ham.
”De forsøgte hele tiden at sige, at jeg ikke havde silikose, og når de laver præsentationer om deres virksomhed, fortæller de altid, at de ikke har dét sundhedsproblem i virksomheden. De lader som om, de ikke kender til det,” mener han.
Det er den del, der gør den tidligere kulminearbejder mest ked af det. Jelix føler en stor skuffelse overfor Glencore, en virksomhed som han har vist sit liv til – i bogstaveligste forstand.
”Jeg arbejdede med liv og sjæl for Cerrejón. Men Glencore er mere interesserede i deres image end i de mennesker, de har ansat.”
Derfor har han også en besked til de virksomheder, som køber kul af Glencore fra Cerrejón-minen, såsom Nordjyllandsværket oppe ved Aalborg:
”Det er rigtigt, at disse landsbyer har haft en vis udvikling, nu er der drikkevand og forskellige offentlige tjenester, som er afgørende, hvis man har så stor en mine i nærheden. Men det ville være meget vigtigere, hvis de kunne være med til at sikre en kvalitetsuddannelse for minearbejdernes børn”.
“Virksomheden bør leve op til deres sociale ansvar, sådan som de har så travlt med at sige i medierne, at de gør. Men i virkeligheden har de intet socialt ansvar over for nogen, deres eneste ”sociale ansvar” er de penge, de kan tjene, og længere er den ikke”.
I juni 2023 fik Jelix sin knoglemarv-transplantation på et hospital i Medellin og han er i øjeblikket ved at komme sig ovenpå det.
I et mailsvar til Danwatch afviser Inés Elvira Andrade, som er ESG-chef for Cerrejón-minen, at Glencore og Cerrejón ikke lever op til deres ansvar for medarbejdernes sikkerhed.
“Cerrejóns medarbejdere er alle registreret hos det colombianske socialsikringssystem, og vurderingerne af en sygdoms oprindelse foretages ikke af virksomhederne. Det er den officielle Administrator for Erhvervsmæssige Risici og de Sundhedsfremmende Enheder, der udfører sådanne vurderinger med mulighed for at eskalere dem til de regionale kvalifikationsråd og de nationale kvalifikationsråd (alle sammen enheder i det colombianske socialsikringssystem),” skriver hun.
“Cerrejón leverer alle de nødvendige oplysninger til disse enheder. Hvis en arbejdstager bliver diagnosticeret med en sygdom, og de behandlende læger udsteder anbefalinger eller restriktioner vedrørende arbejdet, bliver der taget hånd om disse.”
Ifølge rapporten til vagtchefen skete det kl. 02 om natten. William Orozco sad i en lastbil på en læsseplads i minen og kæmpede med at holde sig vågen.
“Det er på det tidspunkt, hvor den monstersøvn der plager alle operatører, indtræffer. Som alle mennesker bliver vi trætte, og vores synsfelt er ikke det samme, som når vi starter vores vagt, især når det er klokken to om natten”.
Pludselig faldt en sten ned og forårsagede et kraftigt stød på lastbilen.
“Det var to slag, der gjorde mig lammet,” fortæller William Orozco i dag.
Han ringede til den tilsynsførende og fortalte, hvad der var sket, at han havde det dårligt, og det gjorde ondt. Lidt senere blev William Orozco hentet af en ambulance.
Det var begyndelsen på en kamp mod sundhedsforsikringen, minen og dens ejer, den multinationale virksomhed Glencore.
Udover Cerrejón-minen ejer Glencore også kulminerne Calenturitas og La Jagua i delstaten Cesar i Colombia, gennem deres colombianske datterselskab Prodeco. Det er La Jagua minen, hvor William Orozco har arbejdet.
Glencore lavede ikke en ulykkesrapport på den måde som de skulle, og fordi det skulle gå hurtigt blev William Orozco opereret gennem statens sundhedsforsikring, og det blev aldrig registreret som en arbejdsulykke.
Fem år efter ulykken, i 2008, fik Glencores en bøde for den manglende ulykkesrapport på 10 mindstelønninger. Da lå William Orozcos liv allerede i ruiner. Derfor lagde han sag an.
”Min sag har været ved Højesteret siden 15. juli 2014, men den er der stadig”, fortæller William Orozco, der stadig håber på en retfærdig dom.
“Min arbejdsulykke skyldes en dårlig måde at operere i minen på. Virksomheden gennemførte ikke de kontroller, der skulle have været udført, og ingen af arbejderne var uddannet til at udføre sikker minedrift. I minen har vi byttet sundhed for penge, for det, vi tjener, er ikke nok til at kurere de sygdomme, der følger”.
William Orrozco var ikke hjemme, da de kom efter ham d. 3. juli 2007.
Han var taget ind til byen for at besøge en døende kammerat, da to mænd ankom til hans hus på en højcylindret motorcykel uden nummerplade. Klokken var omkring 18.40, det var ved at blive mørkt.
Den ene mand var bevæbnet og gik ind i huset. William blev efterfølgende informeret af naboerne, der troede, at William havde været hjemme, og han var blevet dræbt af de to mænd.
For William er der en simpel forklaring på årsagen til attentatforsøget: Han var fagforeningsleder og kæmpede mod virksomheden og dermed også de paramilitære militser, der hærgede i området.
I 2008 fik William tilkendt beskyttelsesforanstaltninger på baggrund af attentatforsøget, og han bliver nu ledsaget af en politibetjent.
“Jeg ønsker virkelig, at det skal frem, hvordan de ansatte i det multinationale selskab Glencore er blevet behandlet,” fortæller William Orozco.
Han anerkender, at minedrift har betydet, at der er blevet investeret i områdets infrastruktur, mens folk har fået jobs, og det på den måde har en social indvirkning:
“Men hvis du spørger mig, hvad minedrift har efterladt mig, så kan jeg sige, at jeg har mistet min frihed, jeg har mistet alting”, fortæller han om forløbet, og fortæller, at han har mistet alt.
”Jeg har ikke mere at miste, jeg har mistet min kærlighed til livet.”
Derfor har den kørestolsbrugende tidligere minearbejder også en kort og direkte besked til køberne af Glencores kul, såsom Nordjyllandsværket i Danmark:
”Lad være med at købe blodplettet kul. For de slår os ihjel. Ikke kun med kugler og mord. De slår også mig ihjel sådan her. Dét kul er plettet med blod, og der er også mange fagforeningsledere, som er blevet myrdet”.
I alt har fagforeningen Sintracarbon registreret 22 dødsfald som følge af arbejdsulykker i Cerrejón fra 1985 til 2022. Den seneste dødsulykke var den 19. november 2022.
Lise Josefsen Hermann
