Hvordan ved danske kosmetikproducenter, om der er børnearbejde bag deres glimmer?

Vejen fra Indiens micaminer til kosmetikhylderne er lang og kompleks, og der er risiko for, at den begynder med børn, der knokler. Vi har spurgt danske virksomheder, der køber mica i Indien, hvordan de sikrer makeup uden børnearbejde.
Dato
18. juni 2021
Vejen fra Indiens micaminer til kosmetikhylderne er lang og kompleks, og der er risiko for, at den begynder med børn, der knokler. Vi har spurgt danske virksomheder, der køber mica i Indien, hvordan de sikrer makeup uden børnearbejde.
Foto: Sarah Hartvigsen Juncker
Redaktør: Jesper Hyhne | Ansv. chefredaktør: Jesper Nymark
En Danwatch-undersøgelse

Hvordan ved danske kosmetikproducenter, om der er børnearbejde bag deres glimmer?

Det var oprindeligt en kosmetikproducent, der samlede virksomhederne i kampen for stoppe børnearbejde i Indiens miner.

I 2005, da folkene bag Estée Lauder blev opmærksomme på, at fattige familier og børn arbejdede i Indiens ulovlige miner, kaldte de branchen sammen og stiftede Responsible Mica Initiative, RMI. De ville udrydde børnearbejde i Indiens miner inden 2022. 

Mica er et mineral, der får kosmetik og lakken på biler til at skinne, og en vigtig komponent i elektronik. Derfor er mica en vigtig eksportvare for Indien, og Indien er en af verdens største producenter af mica. Men lige så længe Indien har produceret mica, har fattige familier levet af at indsamle mica fra undergrunden og solgt det. 

Det er svært at vide, hvem der har indsamlet mica, fordi børnearbejde er så udbredt i Indien, og fordi micaen blandes sammen og sælges flere gange, før den forlader Indien, forklarer ngo’er og eksperter.

I en Aljazeera dokumentar fra juni 2020 ser man kvinder og børn samle mica og levere det til en mellemmand, der sælger det til eksportører, som blandt andet sælger til EU. Mellemmanden siger i filmen, at han sælger mica til farmaceut- og kemikalievirksomheden Merck i Tyskland. En anden mellemmand fortæller til skjult kamera, at certifikater, der sikrer mod børnearbejde, kan købes af eksportøren.

Merck fastholder i filmen, at anklagerne om børnearbejde er usande. 

Al Jazeeras fund ikke er enestående. I 2015 og 2016 afslørede Thomson Reuters og den britiske avis the the Guardian omfattende børnearbejde bag mica fra Jharkhand-provinsen. I marts 2021 dokumenterede et filmhold fra Moving Visuals sammen med Danwatch, at børnene i Jharkhand samler mica, fordi deres forældre ikke ser nogen anden udvej. 

Læs artiklen: Ikke alt, der glitrer, er smukt

“At minerne er ulovlige, og så selvfølgelig covid19, viser kompleksiteten af udfordringen med børnearbejde”, siger Anjali Kocha fra ngo’en Kailash Satyarthi Children’s Foundation. 

“Al Jazeera filmen viser  problemerne med, at virksomheder hævder, at der er nul børnearbejde med henvisning til kontrol og certificeringer”, siger Anjali Kocha.

I marts 2021 afdækkede et filmhold, Moving Visuals fra Singapore børnearbejde i Indiens mica-bælte under covid19-pandemien. Mica er et naturligt mineral, du kender som glimmeret i al kosmetik, men i økologisk kosmetik er det uundværligt. 

Danwatch har spurgt fire økologiske kosmetikbrands, om de kan garantere, at børn ikke har udvundet mica bag deres kosmetik. Filmen,  “The Ugly Truth behind Beauty”, kan ses her.

L’Oreal: Begræns antallet af leverandører

Branche-intiativet Responsible Mica Initiative har i dag flere end 70 medlemmer, herunder bilproducenterne Daimler og Porsche. Ikke kun Estée Lauder, men også L’Oreal, der køber mica til deres kosmetik i USA og i Jharkhand, står bag initiativet, og virksomheden forsøger at sikre bæredygtigt indkøb ved at skære ned til få leverandører, de stoler på, oplyser CSR direktør for L’Oreal i Danmark Sonja Christensen.

“For at sikre, at vores mica er bæredygtig, og at den bidrager til udvikling lokalt, har vi i Indien indført en bæredygtig indkøbspolitik baseret på et begrænset antal leverandører, der har forpligtet sig til kun at købe mica fra kontrollerede, afgrænsede miner, hvor arbejdsforhold og overholdelse af menneskerettighederne kan kontrolleres nøje via kontrolbesøg og systemer for opfølgning”, skriver Sonja Christensen i en email til Danwatch.

L’Oreal oplyser, at deres indiske micaleverandører er medlem af Responsible Mica Initiative. Vi har spurgt syv mica-eksportører i Indien, der også er medlemmer af RMI, hvordan de kan garantere, at der ikke er børnearbejde bag deres mica. 

Kun en eksportør ud af syv eksportører er vendt tilbage på vores henvendelse. Premica Mica, der oplyser, at de kun køber mica fra Andhra Pradesh og Rajasthan, hvor micaudvinding er lovlig, skriver ejeren, Vikram Chesetty. 

Vikram Chesetty skriver også, at Premica Mica på nuværende tidspunkt ikke køber mica fra Jharkhand og Bihar, men kun fra fabrikkens partnere i Sydindien, som “lever op vores etiske, bæredygtige og juridiske indkøbsprincipper”.

“Der arbejder ingen børn i vores varekæde eller vores fabrik. Vi har en politik om nul børnearbejde, og vi er underlagt lovgivning fra både regeringen og provinsen, som har strenge straffe for ulovligt børnearbejde. Vores fabrik bliver hyppigt inspiceret af myndighederne, og i Andhra Pradesh (Sydindien), har vi et godt skolesystem, hvor alle børn har adgang til uddannelse”, skriver Vikram Chesetty.

FAKTA

Her er der risiko for tvangsarbejde, eller at børn udvinder mica

Børnearbejde i micaminer er ikke et problem, der er isoleret til Indien.  Responsible Mica Initiative giver i deres årsrapport for 2019 et overblik over problemer knyttet til mica som børnearbejde og tvangsarbejde. 

Vi har spurgt en række brands, hvorfra deres mica kommer. Klik for eksempel på Indien for at se, om dit brand får mica herfra.

Vigtigt at blive i Indien og støtte 

Udover L’Oreal køber kosmetikproducenterne Rudolph Care, Greenmatters og Miild også mica fra Indien. 

Miild oplyser, at de køber deres mica fra Sudarshan, en fabrik i Jharkhand, der også er medlem af RMI. Sudarshan har kunder i Italien, Frankrig, Tyskland og Danmark. viser shippingdata.

“Vi er meget opmærksomme på børnearbejde i Indien, som vi ikke ønsker at bidrage til – tværtimod. Vi ønsker at komme børnearbejde til livs, hvorfor vi har valgt en leverandør, der har en plan for, hvordan de undgår børnearbejde i udvindingen af Mica”, skriver Henrik Kjærsvold-Niclasen, direktør fra Miild. Han henviser til leverandørens politik mod børnearbejde, en 5-punktsplan, der blandt andet handler om at aflukke minerne, så forældre ikke kan tage børn med ind.

Miild oplyser, at de stoler på, at deres leverandører deler værdier om transparens og nultolerance for børnearbejde. Men hvis de få information,  der udfordrer den tillid, vil de stoppe leverancen og undersøge forholdene, skriver Henrik Kjærsvold-Niclasen.

Det siger de om mica i deres makeup

Aktivt medlem af RMI.

“Hvor forsyningskæderne er komplekse, og der mangler sporbarhed, og anerkendte bæredygtighedsstandarder ikke eksisterer, prøver vi at arbejde sammen på tværs sektorer med private, offentlige og non- profit organisationer, der forsøger at opnå ansvarlige forsyningskæder. Dette er tilfældet med mica, for eksempel gennem Responsible Mica Initiative (RMI)”.

Kilde: Chanel

“Når mineraler kommer fra udviklingslande, kræver vi de relevante certificeringer, og vi har disse til mange råvarer, herunder mica. Når vi bruger råvarer i meget små mængder, kan vi ikke købe dem direkte fra leverandøren på stedet, vi kan kun købe dem via forhandlere på det globale marked. Også her beder vi altid om fair trade-certifikater. Uanset hvor hårdt vi prøver, er sporbarhed desværre ikke altid ligetil”.

Kilde: Dr. Hauschka

Aktivt medlem af RMI.

“Vi har sluttet os til Responsible Mica Initiative og har taget skridt til at forbedre bæredygtigt indkøb. Vi kan bekræfte, at indhold af tungmetal (mica, red.) er inden for sikre og lovgivningsmæssige grænser, og vi bruger også syntetisk glimmer, som indeholder mindre tungmetaller og har mindre sociale bekymringer”.

Kilde: Shiseido

Stiftende medlem af RMI.

“I Indien stammer glimmer hovedsageligt fra socialt og økonomisk udfordrede regioner, hvor der er risiko for børnearbejde, usikre arbejdsforhold, og hvor forsyningskæden involverer flere aktører, hvilket gør det vanskeligt at vurdere det fuldstændigt”.

Kilde: L’oreal

“I kølvandet af covid-pandemien er vi blevet gjort opmærksom på, at man i Indien lige nu oplever en stigning i børnearbejde, og her tager vi ansvar for at undersøge, om vores leverandør stadig kan leve op til deres værdier. Vi mener, det er vigtigt at støtte et fattigt land i udvindingen af deres mineraler, men det skal selvfølgelig gøres forsvarligt. Vi vil gerne bidrage til en verden, hvor voksne kan tjene til dagen og vejen, og børn kan komme i skole. Det mener vi er løsningen på en bedre verden uden børnearbejde”, skriver Henrik Kjærsvold-Niclasen.

Derfor har Miild altså stoppet deres leverancer, indtil de har fået et overblik og afklaring, oplyser han.

“Uagtet at det kun er en lille del af vores produkter som er berørt af denne situation, så har vi valgt at sætte alle vores ordreleverancer som kan være berørt af denne mulige problemstilling på standby. Det var en beslutning som faldt os meget naturligt og er helt i tråd med det mindset og værdigrundlag, vi driver vores virksomhed ud fra”, skriver Henrik Kjærsvold-Niclasen. 

Sudarshan har salgskontor i blandt andet Holland og et laboratorium i Tyskland, hvor micapigmentet raffineres. Sudarshan har ikke svaret på spørgsmål fra os.

Nul børnearbejde er en svær garanti

En anden kosmetikproducent, Green Matters er også åbne om, at de køber mica fra blandt andet Indien. Direktør for Green Matters, Malene Birch skriver i en email til Danwatch, at deres produkter både er BDIH-certificeret, der blandt andet stiller krav om naturlige ingredienser, og COSMOS-certificeret, der stiller krav om økologiske ingredienser og produktionsmetoder. Ingen af dem stiller krav om arbejdstagerrettigheder i forbindelse med børnearbejde. 

Malene Birch kan ikke garantere, at der ikke er børnearbejde bag micaen i Greenmatters produkter. 

“Nej, vi kan ikke garantere, at der ikke er børnearbejde. Vi har udtalelser fra vores producenter om, at deres leverandører har bekræftet, at micaen de sælger, er udvundet uden brug af børnearbejde”, skriver Malene Birch i en email. 

Malene Birch ønsker ikke at oplyse, hvem deres leverandør af mica er. 

Hos Rudolph Care siger kommunikationschef Josephine Grønnegård Deleuran, at de stiller høje krav til miljø, arbejdstagerrettigheder og har nultolerance for børnearbejde. Rudolph Cares produkter indeholder mica fra flere lande, herunder Indien, fortæller hun.

“Vores producent har gjort os opmærksomme på, at råvareleverandørerne (af mica red.) kan få mica fra mere end ét land, og det vil derfor variere fra gang til gang, hvor stor en del af den samlede mængde, der kommer fra et specifikt land”, siger Josephine Grønnegård Deleuran.

“Derudover kan der være flere forskellige råvareleverandører i hvert land. Det ændrer dog ikke på, at alle vores leverandører skal kunne dokumentere, at minedriften drives med udgangspunkt i ”responsible sourcing”, hvilket gør, at vi grundlæggende er trygge ved vores nuværende leverancer”, skriver Josephine Grønnegård Deleuran. 

Heller ikke Rudolph Care vil oplyse, hvem der leverer deres mica. Alle fire producenter har tillid til, at deres leverandører overholder regler for ansvarligt indkøb.

Producenter skal kræve risikovurdering

Spørgsmålet er, om man kan stille krav til kosmetikproducenterne om, at de skal have styr på hele deres varekæde fra Indien til Danmark. 

Svaret er: Både ja og nej, siger Sune Skadegaard, direktør for Global CSR og ekspert i virksomheders ansvar, når de risikerer at påvirke menneskerettighederne.

“Producenten skal kræve af sine forretningsrelationer, at de foretager ’due diligence’ efter FN’s retningslinjer og kræver det samme af deres forretningsrelationer”, forklarer Sune Skadegaard.

Virksomhederne skal altså lave en risikovurdering og kræve, at deres leverandører gør det samme. Det er essensen af FN’s retningslinjer for Erhvervsliv og Menneskerettigheder, som ikke er en lov, men vejledende principper for virksomheder, der har aktiviteter i hele verden, hvor de risikerer at påvirke menneskerettighederne eller miljøet. 

Som med børnearbejderne i Jharkhands micaminer. Når man finder problemer i varekæden, skal man reagere, påpeger Sune Skadegaard.

“Når det kommer frem, at børnearbejde er udbredt i en specifik del af ens værdikæde, kan man ikke sidde det overhørigt. Udnyttende børnearbejde er af så alvorlig karakter, at det må betegnes som en væsentlig indvirkning, som man skal agere på. Kravet til handling er, at man bruger – eller opbygger – sin indflydelse til at få den væsentlige indvirkning til at stoppe og ikke gentage sig”, forklarer Sune Skadegaard.

Kosmetikproducenterne kan altså bede eksportørerne i Jharkhand om at undersøge, hvorvidt der skulle være forøget risiko for børnearbejde i udvindingen af deres mica under coronapandemien, som flere kilder hævder, er tilfældet.

Her er, hvad virksomhederne svarede:

Da vi er meget opmærksomme på børnearbejde i Indien, har vi skarpt fokus på, hvad fabrikken gør for at sikre, at der ikke foregår nogen former for børnearbejde hos vores leverandør.

MIILD

Hvem køber I mica af?

Sudarshan (Indien)

Hvor sourcer I mica fra?

Vi sourcer vores mica fra to forskellige steder i verden. Den ene udvindes og produceres i Spanien. Da Spanien er under EU lovens restriktioner omkring børnearbejde er vi ikke bange for, at den del foregår her. Den anden af vores leverandører af mica ligger i Indien. Da vi er meget opmærksomme på børnearbejde i Indien har vi skarpt fokus på, hvad fabrikken gør for at sikre, at der ikke foregår børnearbejde hos vores leverandør.

Ved I, hvor det udvindes henne i verden?

Indien – Jharkand og Bihar

Hvad gør I for at finde ud af, hvor mica i jeres produkt kommer fra?

Da vi er meget opmærksomme på børnearbejde i Indien, har vi skarpt fokus på, hvad fabrikken gør for at sikre, at der ikke foregår nogen former for børnearbejde hos vores leverandør.

Vores samarbejdspartner har klare regler for, hvordan de forsøger at løse problemet med børnearbejde, og hvordan det kan stoppes. Dette kan gøres via indbygget sporbarhed. Opdager de børnearbejde har de nogle meget klare regler for, hvordan de håndterer situationen.

Vil du uddybe de udfordringer, der er forbundet med at spore, hvor micaen i produktet kommer fra?

Det er helt rigtigt, at der er udfordringer omkring mica og udvindelsen af dette mineral, som ofte relateres til børnearbejde, hvilket vi selvfølgelig tager stærkt afstand fra.  

Leverandøren har lavet en 5 trins plan for at undgå mica, der er indsamlet af børn.

Læs mere

Vi sourcer alt så lokalt som muligt.

Tromborg

Hvem køber I mica af?

Ønsker ikke at oplyse.

Hvor sourcer I mica fra?

USA, Nordamerika

Ved I, hvor det udvindes henne i verden?

USA

Hvad gør I for at finde ud af, hvor mica i jeres produkt kommer fra?

Vi har egen fabrik.

Vil du uddybe de udfordringer, der er forbundet med at spore, hvor micaen i produktet kommer fra?

Vi sourcer alt vi kan så lokalt som muligt.

Læs mere

Vi har i Indien indført en bæredygtig indkøbspolitik baseret på et begrænset antal leverandører

L’Oreal

Hvem køber I mica af?

Eksportører, der er medlem af Responsible Mica Initiative (ikke nærmere oplyst).

Hvor sourcer I mica fra?

I dag kommer næsten 50 procent af den naturlige mica L’Oréal bruger, fra USA, mens resten kommer fra andre lande, herunder Indien.

Ved I, hvor det udvindes henne i verden?

Indien og USA

Hvad gør I for at finde ud af, hvor micaen i jeres produkt kommer fra?

L’Oréal er medstifter af  Responsible Mica Initiative, der arbejder på at afskaffe børnearbejde og uacceptable arbejdsforhold. Som medunderskriver af FN’s retningslinjer for menneskerettigheder og erhvervsliv forpligter vi os til at overholde menneskerettighederne i vores produktion og igennem hele vores varekæde.

Vil du uddybe de udfordringer, der er forbundet med at spore, hvor micaen i produktet kommer fra?

For at sikre, at vores forsyning er bæredygtig, og at den bidrager til udvikling lokalt, har vi i Indien indført en bæredygtig indkøbspolitik baseret på et begrænset antal leverandører, der har forpligtet sig til kun at købe mica fra kontrollerede, afgrænsede miner, hvor arbejdsforhold og overholdelse af menneskerettighederne kan kontrolleres nøje via kontrolbesøg og systemer for opfølgning. Desuden deltager vi i forskellige aktiviteter i et samarbejde på tværs af brancher, hvilket er nødvendigt for at forbedre forholdene og finde langsigtede løsninger til gavn for lokalbefolkningen.

Læs mere

Vi anvender en guld-mica og en rød-mica. Guld-micaen produceres i Japan. Micaen er udvundet primært i Japan og i Indien.

Rudolph Care

Hvem køber I mica af?

Ønsker ikke at oplyse.

Hvor sourcer I mica fra?

Vores danske producent anvender mica fra to forskellige leverandører til vores produkter. Vi anvender en guld-mica og en rød-mica. Guld-micaen produceres i Japan. Micaen er udvundet primært i Japan, samt i Indien, og vi har en underskrevet Responsible Sourcing-aftale fra den japanske leverandør, via vores danske producent.  Den røde mica produceres i Tyskland af mica, der er udvundet i USA, Brasilien og Indien. Også her har vi en Stakeholder Information on mica fra leverandøren, via vores danske producent.

Ved I, hvor det udvindes henne i verden?

Indien, Brasilien, USA, Japan

Hvad gør I for at finde ud af, hvor mica i jeres produkt kommer fra?

Vores danske producent kræver en underskrevet erklæring på responsible sourcing fra de udvalgte leverandører, for at de kan levere mica til os. Udover at bekræfte, hvor vores mica kommer fra, garanterer aftalen, at deres underleverandører ikke anvender nogen former for børne- eller tvangsarbejde i produktionen.

Vi har desuden krav om at vores leverandører underskriver vores Code of Conduct, som forbyder alle former for børnearbejde i forbindelse med mica-indkøb. Denne aftale er underskrevet af vores danske producent, som hermed også stiller garanti for at samme regler gælder for deres underleverandører.

Vil du uddybe de udfordringer, der er forbundet med at spore, hvor micaen i produktet kommer fra?

Vi er opmærksomme på, at mica sættes i forbindelse med yderst kritisable forhold, i form af børne- og tvangsarbejde, og det tager vi som virksomhed naturligvis stærkt afstand fra.

De udfordringer vores producent har gjort os opmærksomme på er, at råvareleverandørerne kan få mica fra mere end ét land, og det vil derfor variere fra gang til gang, hvor stor en del af den samlede mængde, der kommer fra et specifikt land såsom Japan. Derudover kan der være flere forskellige råvareleverandører i hvert land.

Det ændrer dog ikke på, at alle vores leverandører skal kunne stå inde for og dokumentere, at minedriften drives med udgangspunkt i ”responsible sourcing”, hvilket gør, at vi grundlæggende er trygge ved vores nuværende leverancer. Vi er opmærksomme på via vores danske producent at følge med i udviklingen på området.

Læs mere

Vi beder alle leverandører om at skrive under på, at der ikke er anvendt børnearbejde i produktionen af den mica, der indgår i vores produkter

Nilens Jord

Hvem køber I mica af?

Ønsker ikke at oplyse.

Hvor sourcer I mica fra?

Italien (bl.a.)

Ved I, hvor det udvindes henne i verden?

Ønsker ikke at oplyse.

Hvad gør I for at finde ud af, hvor micaen i jeres produkt kommer fra?

Vi beder alle leverandører om at skrive under på, at der ikke er anvendt børnearbejde i produktionen af den mica, der indgår i vores produkter. 

Derudover beder vi om dokumenter, der viser, hvor micaen stammer fra, og de fleste af vores leverandører er medlemmer af Responsible Mica Initiative. 

Vil du uddybe de udfordringer, der er forbundet med at spore, hvor micaen i produktet kommer fra?

Læs mere

Vi undersøger, hvor micaen kommer fra såvel som de etiske standarder, den udvindes under.

Lavera

Hvem køber I mica af?

Ønsker ikke at oplyse.

Hvor sourcer I mica fra?

Tyskland, Holland

Ved I, hvor det udvindes henne i verden?

Ønsker ikke at oplyse.

Hvad gør I for at finde ud af, hvor mica i jeres produkt kommer fra?

Med vores leverandørguide, der kræver overholdelse af vores retningslinjer, har vi placeret etiske hos vores leverandører såvel som vores produktionsled. Vi undersøger, hvor micaen kommer fra såvel som de etiske standarder, den udvindes under. 

Mica er officielt godkendt som en ingrediens i certificeret naturkosmetik ifølge kvalitetsstandarder som NATRUE og EU direktivet,  REACH and Cosmetics .

Vil du uddybe de udfordringer, der er forbundet med at spore, hvor micaen i produktet kommer fra?

Leverandører skal følge og underskrive vores retningslinjer, og de skal sørge for, at deres leverandører overholder den Europæiske Menneskerettighedskonvention, (ECHR), respekterer forbuddet mod børne- og tvangsarbejde, beskyttelse fra inhumane arbejdsvilkår gennem rimelige begrænsninger for arbejdstid såvel som overholdelse af krav om minimumsløn. Derudover skal vores leverandører leve op til vores bæredygtighedsstandarder ved at skrive under på vores code of conduct.

Læs mere

Ønsker ikke at oplyse.

Green People

Hvem køber I mica af?

Ønsker ikke at oplyse.

Hvor sourcer I mica fra?

Ønsker ikke at oplyse.

Ved I, hvor det udvindes henne i verden?

Malaysia.

Hvad gør I for at finde ud af, hvor micaen i jeres produkt kommer fra?

x

Vil du uddybe de udfordringer, der er forbundet med at spore, hvor micaen i produktet kommer fra?

Green People har dokumentation fra vores råvareleverandører, der bekræfter, at ingen børn er involveret i udvinding eller produktion af den mica, som vi køber.

Læs mere

Al mica i produktionen er syntetisk fremstillet i et laboratorium for at undgå bla. børnearbejde

Jane Iredale

Hvem køber I mica af?

Ønsker ikke at oplyse.

Hvor sourcer I mica fra?

USA

Ved I, hvor det udvindes henne i verden?

USA

Hvad gør I for at finde ud af, hvor mica i jeres produkt kommer fra?

Al mica i produktionen er syntetisk fremstillet i et laboratorium for at undgå bl.a. børnearbejde, men også urenheder i mineralerne.

Vil du uddybe de udfordringer, der er forbundet med at spore, hvor micaen i produktet kommer fra?

Læs mere

Vi får vores mica fra leverandører, der lever op til COSMOS standarder.

Greenmatters

Hvem køber I mica af?

Ønsker ikke at oplyse.

Hvor sourcer I mica fra?

Fra leverandører, der lever op til COSMOS standarder. 

Ønsker ikke at oplyse.

Ved I, hvor det udvindes henne i verden?

Indien, Spanien

Hvad gør I for at finde ud af, hvor mica i jeres produkt kommer fra?

Alle vores produkter undtagen vores neglelakker (og desinfektionsmiddel) er BDIH certificeret eller COSMOS Natural eller Organic certificeret for kontrolleret naturlig og økologisk kosmetik. Retningslinjerne definerer kvalitetsstandarder, der relaterer sig til udvinding og produktion af kosmetik.

Vil du uddybe de udfordringer, der er forbundet med at spore, hvor micaen i produktet kommer fra?

COSMOS standarden er under udvikling, hvilket betyder, at virksomheder i mineralsektoren skal verificere overensstemmelse med ILOs arbejdstagerrettigheder i deres varekæde.

Læs mere

Er denne undersøgelse noget værd for dig?​

Vi synes, det er vigtigt at undersøge virksomheders og staters påvirkning af menneskerettigheder og miljø. Og vi vil rigtigt gerne lave mange flere af denne slags undersøgelser.

Derfor håber vi, at du har fået lyst til at styrke vores arbejde.

Hvis du allerede støtter Danwatch, siger vi mange tak og undskyld ulejligheden.
en danwatch-undersøgelse
Hele undersøgelsen delt op i artikler. Bestem selv, hvor du begynder.
[related_posts_by_tax post_types="post" taxonomies="serie_el_forside" posts_per_page="10" title="Denne undersøgelse har fået et efterspil:" show_date="true" before_title='

' after_title="

]
Undersøgelsen delt op i artikler
Denne undersøgelse har fået et efterspil

Dokumentation

Gå ikke glip af den næste afsløring

Nyhedsbrev sign-up

Gå ikke glip af den næste afsløring

  • Få nyt fra en af landets største graverredaktioner.
  • Vi holder virksomheder og stater ansvarlige i forhold til love, konventioner og egne CSR-politikker.
  • Vi forbinder den almindelige dansker med globale problemstillinger og giver et oplyst grundlag at træffe valg på – uanset om det drejer sig om pension, mad, tøj eller andre forbrugsvarer.
Nyhedsbrev sign-up
heartexit-upmagnifiercross