Siden april 2023 har Sudan i det nordøstlige Afrika været hærget af en borgerkrig mellem regeringshæren og den paramilitære gruppe Rapid Support Forces. 14 millioner mennesker er på flugt og op mod 150.000 mennesker kan have mistet livet. Dermed er krigen i Sudan verdens største flygtningekrise og verdens værste humanitære krise ifølge FN.
I december 2024 besøgte Danwatch byen Renk på grænsen mellem Sudan og Sydsudan. Sydsudan, der indtil 2011 var en del af Sudan, har modtaget over 900.000 flygtninge fra nabolandet siden april 2023. I Renk fortæller folk om voldtægter, tortur, likvideringer og kidnapninger begået af begge krigens parter.
I denne serie undersøger Danwatch forbindelser mellem danske virksomheder og investeringer og flygtningene, vi har mødt i Renk.