Del af en undersøgelse
Denne artikel er en del af undersøgelsen Kampen om Grønlands undergrund
- Grønlands undergrund er blevet centrum for en global magtkamp, hvor kritiske mineraler gør øen strategisk vigtig for USA, Kina, Rusland og Vesten. Men jagten på licenser handler ikke kun om råstoffer. Den handler også om geopolitisk indflydelse - og penge.
- Ifølge flere eksperter, Danwatch har talt med, er størstedelen af selskaberne i råstofbranchen dygtige og seriøse, men de ser også en tendens til, at der kommer flere ”skruppelløse lykkeriddere” til.
- 57 virksomheder ejer lige nu tilsammen 122 aktive råstof-licenser i Grønland, og en gennemgang viser, at flere af licenshaverne deler både bestyrelsesmedlemmer, ejere og finansielle bagmænd.
- Danwatch undersøger det magtfulde netværk bag licenserne.
Bestyrelsesformanden for det amerikanske olieselskab Greenland Energy, der planlægger at bore efter olie i Østgrønland næste vinter, Larry Swets, er netop blevet udpeget til bestyrelsen i den amerikanske rum- og forsvarsvirksomhed Sidus Space.
Det fremgår af en pressemeddelelse fra selskabet.
Og det er bemærkelsesværdigt, siger Jakob Dreyer, der er postdoc og forsker i international politik ved Københavns Universitet.
Det er nemlig ikke mere end fire måneder siden, at Carol Craig, der er administrerende direktør og bestyrelsesformand for netop Sidus Space, blev udpeget til bestyrelsen i Greenland Energy.
Dermed sidder to af de mest centrale personer omkring Greenland Energys omstridte olieprojekt i Jameson Land nu også sammen i ledelsen af et amerikansk rum- og forsvarsselskab.
“Koblingen er interessant og ligger i forlængelse af nogle af de udviklinger, vi har set siden “Grønlands-øjeblikket” i januar”, siger Jakob Dreyer med henvisning til, at præsident Trump i januar endnu engang understregede, at USA ønsker at eje Grønland.
“Mønsteret, som jeg ser det, er, at USA fører økonomisk diplomati i Grønland med tætte bånd mellem forsvarsindustri, fossil energi og minesektoren, og med nogle af Trumps politiske allierede i nøgleroller”, fortsætter Jakob Dreyer.
Tilknyttet Golden Dome-program
Sidus Space har millionkontrakter med det amerikanske militær og er godkendt som leverandør til Pentagons enhed for missilforsvar, Missile Defence Agency.
Det er Missile Defence Agency, som via SHIELD-programmet varetager Trump-administrationens vision om et missilforsvar – det såkaldte Golden Dome-program.
Programmet skal udvikle nye kapaciteter inden for blandt andet missilforsvar, rumteknologi og overvågning, skriver Sidus Space.
Samtidig er Golden Dome blevet et centralt element i USA’s nye sikkerhedspolitiske aftale med Grønland og Danmark. Aftalen, som blev underskrevet i sidste måned, giver nemlig USA mulighed for at etablere et Golden Dome-forsvarssystem i Grønland.
Dertil kommer Trumps voksende interesse for Grønlands naturressourcer.
I sidste uge skrev Trump således på Truth Social, at en “massiv olie, gas og mineralefterforskning snart går i gang”, selvom den danske regering afviser, at aftaleteksten giver USA særlige rettigheder til grønlandske naturressourcer.
Netop derfor er timingen af Larry Swets udnævnelse interessant, mener Jakob Dreyer:
“Det er interessant, at Greenland Energy er steget mere end 100 procent i værdi den seneste måned(…). Økonomiske investeringer med politisk opbakning er et af de områder, vi skal følge helt tæt i implementeringen af den nylige aftale mellem Grønland, Danmark og USA. Det er der, USAs sammenvævede politiske og økonomiske eliter har deres fokus”, siger han.
Flere forbindelser samles omkring Grønland
Den amerikanske finansmand har involveret sig i et stigende antal projekter i Grønland det seneste år.
Ud over rollen som formand for Greenland Energy er Swets blandt andet involveret i et efterforsknings- og mineprojekt i det centrale Vestgrønland, investeringer i Grønlands infrastruktur gennem sit nye selskab ‘Greenland Arctic Development Corporation’ samt initiativer rettet mod eksport af grønlandske sælskind.

Ifølge Ulrik Pram Gad, der er seniorforsker ved Dansk Institut for Internationale Studier, er Larry Swets en del af en voksende gruppe amerikanske investorer med tilknytning til Trump-miljøet, der i stigende grad ser muligheder i Grønland.
“Der er en gruppe Trump-hangarounds, der forsøger at gøre sig nyttige for Trumps projekter – i dette tilfælde hans Grønlands-dagsorden, og så koblet til hans energipolitik og hans Golden Dome-projekt”, siger han.
Ulrik Pram Gad understreger dog, at det er vanskeligt at afgøre, hvor formelt koordinerede aktiviteterne er:
“Det er svært at vide, om deres motiv er politisk, eller om de primært er ude på at tjene penge. Det er også svært at vide, hvor formelt koordineret det er med Trump-administrationen”.
Ifølge seniorforskeren er det heller ikke så vigtigt. For konsekvensen er den samme:
“Virkningen er at underbygge Trumps idéer og dermed udøve et pres på Grønland”, siger han.
Danwatch har forsøgt at få en kommentar fra Larry Swets, men han er ikke vendt tilbage inden publiceringen af denne artikel.















